Det seneste år er priserne i Danmark steget 10 procent.

Det fremgår af de nyeste inflationstal fra Danmarks Statistik, der er blevet offentliggjort mandag morgen.

Fra officielt hold er der en målsætning om, at inflationen i Danmark gerne skal være på cirka 2 procent. Det betyder altså, at priserne stiger fem gange så hurtigt, som det er hensigten, og så voldsomme stigningstakter har vi ikke set i næsten 40 år.

Sidst inflationen i Danmark var tocifret var således i november 1982.

Ekstreme prisstigninger

Inflationen har været høj gennem flere måneder, men man skal ikke mere end et år tilbage for at finde en inflation på 2 procent – sådan som målsætningen fra Nationalbankens side også er – og for to år siden var inflationen blot 0,6 procent.

Siden har særligt energipriserne, men også fødevarer og andre varegrupper taget et stort hop op i pris, og det betyder altså nu, at det samlede prisniveau i Danmark er 10 procent højere end for et år siden.

Ifølge Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, kan det mærkes hos mange:

- Det er helt ekstreme prisstigninger. Det gnaver sig gennem danskernes husholdningsbudgetter med det kraftigste forbrugerpriser i 40 år. Med den her inflation skal en gennemsnitlig dansk børnefamilie have omkring 45.000 kroner mere op af lommen i årligt forbrug. Og det er rystende nok ikke fordi, at de køber mere, men helt og alene fordi priserne er steget, skriver han i en kommentar til de nye inflationstal.

Et lille lyspunkt

Det er særligt de meget høje energipriser, der var i slutningen af august og starten af september, der betyder, at inflationen tager et stort nyk op denne gang.

Ifølge Sofie Holme Andersen, der er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, betyder det, at vi "ser stigninger i tallene, som egentlig er forsvundet igen ude i virkeligheden".

Derfor kan inflationen have toppet for denne gang, skriver hun i en kommentar til inflationstallene.

Og kigger man på den såkaldte kerneinflation, der er inflationen uden energi og ikke-forarbejdede fødevarer, er der da også et lille lyspunkt:

Kerneinflationen falder således fra 6,0 procent i august til 5,9 procent i september. Selvom der er tale om et meget beskedent fald, er det første gang siden december, at et sådan fald ses i den vigtige indikator.

Også Jeppe Juul Borre tror, at vi kan være tæt på toppen af inflationen. Han tager dog et væsentligt forbehold i sin analyse:

- Det er vores forventning, at inflationen topper inden for de nærmeste måneder, men intet står mejslet i sten, og danskerne kan ikke ånde lettet op endnu. Det er på ingen måde umuligt, at inflationen kan komme endnu højere end 10 procent, før den begynder at falde.

Ikke indtægter nok

De stigende priser presser danskernes privatøkonomi, og hver fjerde husstand har nu højere udgifter, end de har indtægter.

Det viser en ny analyse fra Tænketanken Kraka.

For et år siden gjaldt det for hver femte husstand, og det viser ifølge forbrugerøkonom i Nordea Ida Marie Moesby, at det nu også er helt almindelige danske familier, der ikke har penge nok til at betale de høje regninger.

- Vi ser, at mange sparer, hvor de kan, skærer ned på deres udgifter og tager ekstravagter på arbejdet, men der er mange, der er så pressede nu, at det er svært at finde på, hvad man mere kan gøre, siger hun.

Hun råder til, at man ser på sine indbetalinger til opsparing og pension, selvom det strider imod de principper, hun normalt anbefaler sine kunder.

Hvis man er i tvivl, om man kan betale sine regninger, er det med at sætte de ting på pause, siger hun.

Tanja Hammer har været ansat på akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital i otte år.

Hun er glad for jobbet.

Afvekslingen, de faglige udfordringer og følelsen af at gøre en forskel.

Men noget er alligevel forandret.

Der er mange, der tror, at en sygeplejerske er en sygeplejerske og kan tage ethvert arbejde. Men sådan er det ikke

Tanja Hammer, sygeplejerske

Siden sygeplejerskestrejken sidste år har akutmodtagelsen været hårdt ramt af personalemangel. I perioder har der manglet op mod 30 procent af det faste personale, og derfor er vikarer blevet en fast del af hverdagen.

- Inden sygeplejerskestrejken brugte vi aldrig vikarer, som ikke før har arbejdet i Akutmodtagelsen. Det kunne vi aldrig finde på, forklarer Tanja Hammer, da TV 2 møder hende på hendes arbejdsplads.

- Men nu er der ikke en eneste vagttype, ikke en eneste dag, hvor vi ikke bruger vikarer.

Tal fra Region Nordjylland viser, at der de seneste år har været en voldsom stigning i udgifterne til vikarer på Aalborg Universitetshospital.

I 2019, da statsminister Mette Frederiksen overtog magten efter Lars Løkke, brugte hospitalet 10,4 millioner kroner på sygeplejerske- og sosu-vikarer. To år senere, i 2021, var udgiften næsten tredoblet til 31,2 millioner kroner.

I år er udgiften efter årets første syv måneder oppe på 26,2 millioner kroner. Det betyder, at den samlede udgift i år vil ramme 44,9 millioner kroner, hvis tendensen fortsætter.

Mangel på erfaring kan være fatal

På akutmodtagelsen er ingen dage ens.

Det er her, folk kommer ind, når de er faldet på cyklen, pludselig mærker voldsomme smerter i underlivet, har givet den rigeligt gas i byen og fået et par på kassen, eller når tumlingen – igen, igen – har proppet noget op i næsen.

En del af dette kan klares med en forbinding, noget smertestillende og et par gode råd fra en fagperson. Men der kommer også folk med alvorlige lidelser eller skader, der kræver behandling, og hvor konsekvenserne ved en forkert vurdering kan være fatale.

Vi bruger oceaner af tid på at tage imod vikarer og sætte dem ind i tingene

Tanja Hammer, sygeplejerske

Det er typisk en sygeplejerske, der tager imod og laver den første vurdering – "det første view" som Tanja Hammer udtrykker det. Derfor undrer det hende, at det ansvar ofte placeres på en vikar, der måske aldrig tidligere har arbejdet i akutmodtagelsen.

- Vi bruger oceaner af tid på at tage imod vikarer og sætte dem ind i tingene. Det er helt ekstremt, så mange vi har brugt det seneste år, siger hun.

Vikarer skaber usikkerhed

Men selvom Tanja Hammer bruger en stor del af sin tid på at lære vikarer op – fortælle dem, hvor tingene er, forklare arbejdsgangene og sikre kvaliteten – føler hun sig alligevel aldrig helt tryg.

Den nagende usikkerhed i maven og den lille stemme i hovedet, der siger "har de nu styr på det", "husker de nu…", og "fik jeg forklaret det grundigt nok", er svær at skubbe til side.

Det slider på det faste personale

Lisbeth Lagoni, sygeplejefaglig direktør

Den følelse er Tanja Hammer langt fra alene med. Sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital, Lisbeth Lagoni, er ikke i tvivl om, at det store antal vikarer er en belastning for det faste personale.

- Det er jo en ekstra arbejdsopgave, de får. De skal bruge tid på at introducere vikaren på afdelingen, og derudover får de også et større ansvar for patientplejen. Så det slider på det faste personale, siger hun.

Derfor har Lisbeth Lagoni og den øvrige hospitalsledelse i Region Nordjylland stort fokus på, at de skal blive bedre til at holde på det faste personale. Men de seneste år er udviklingen, ligesom i de øvrige regioner, gået den forkerte vej.

Går ud over patientsikkerheden

Det store pres, som Tanja Hammer og kollegerne på Aalborg Universitetshospital oplever, går ud over arbejdsglæden. Men det er alligevel ikke det, der fylder mest hos Tanja Hammer.

Grundlæggende handler det om patienterne og den pleje og behandling, de får.

- Der er mange, der tror, at en sygeplejerske er en sygeplejerske og kan tage ethvert arbejde. Men sådan er det ikke, forklarer Tanja Hammer og uddyber:

- Vikarerne kender ikke de fysiske rammer og har ikke det samme kompetenceniveau, og så kan der ske fejl. Det går ud over patientsikkerheden.

Hverken Styrelsen for Patientklager eller Patienterstatningen har undersøgt, om der sker flere fejl, når behandlingen foretages af en vikar frem for en fastansat. Men både Dansk Sygeplejeråd og de ansatte i sundhedssektoren, TV 2 har talt med, vurderer, at de mange vikarer øger risikoen for fejl.

Hvad er alternativet?

Tanja Hammer har ikke noget imod vikarerne som sådan.

Men at systemet, det at vikarerne er blevet en fast del af hverdagen, er et problem, mener hun.

Selvom vi alle er enige om, at de mange vikarer er en dårlig løsning, så er det lige nu den eneste løsning

Tanja Hammer, sygeplejerske

Derfor er hun også glad for, at der fra politisk hold er fokus på at skrue ned for vikarforbruget. Men spørger politikerne hende til råds om, hvordan det så konkret kan ske, bliver hun tavs. Og faktisk også lidt bekymret.

- Selvom vi alle er enige om, at de mange vikarer er en dårlig løsning, så er det lige nu den eneste løsning. For hvis vi ikke bruger vikarer, kan akutmodtagelsen simpelthen ikke fungere, siger hun og uddyber:

- Vores vikarer er uundværlige lige nu, men for patienterne skyld ville jeg ønske, at vi kunne give dem rammer og vilkår, der gjorde, at de havde lyst til at blive fastansat, siger hun.

Det er Lisbeth Lagoni, sygeplejefaglig direktør, enig i. Men det vil ifølge den sygeplejefaglige direktør kræve en stor indsats at vende udviklingen.

- Det, sygeplejerskerne efterspørger, er en højere løn i forhold til den ydelse, de giver. Så vi skal gøre det mere attraktivt at være fastansat på en afdeling – i stedet for at give køb på sin faglighed og lade sig ansætte i et vikarkontor, siger hun.

Hun tvivler dog på, at man helt kan komme uden om de eksterne vikarer.

- Ikke som det ser ud nu. Men vi skal have vendt udviklingen, så det igen bliver attraktivt at blive fastansat, så man ikke vælger at blive løsgænger og hoppe fra tue til tue, siger hun.

Tanja Hammer har oplevet, hvordan flere af hendes tidligere kolleger har valgt at sige farvel til deres faste job i det offentlige for i stedet at arbejde for et privat vikarbureau. Hun tror, det bliver svært at lokke dem tilbage, medmindre der sker markante ændringer både i forhold til løn og arbejdsvilkår.

Sundhedsvæsenets vikarforbrug er steget kraftigt i Mette Frederiksens regeringstid.

Det viser en opgørelse af udgifterne til privat, løst tilknyttet personale på landets sygehuse, som TV 2 har foretaget.

Fra 2019 til 2022 er forbruget vokset med 28 procent og har nu direkte kurs mod en milliard kroner.

Jeg er bekymret for, at balancen vipper. Man bliver jo nødt til at stille sig selv spørgsmålet: "Hvad sker der, hvis alle siger op?"

Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring

Statsministeren har nu – efter tre år ved magten – indledt et opgør med vikarboomet. Under søndagens topmødedebat på TV 2 mellem hende, Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen slog hun fast, at hun vil have pengene til vikarer brugt på det faste personale i stedet.

Hun kaldte det "noget mærkeligt noget", at der kan "komme en vikar ind ad døren, der får mere i løn, end dem, der arbejder på afdelingen, og som i øvrigt skal bruge tid på at lære vikarerne op i de arbejdsopgaver, som de nu er for få til at løse".

På kanten af håbløshed

Ifølge både eksperter og fastansatte er det på høje tid, at Mette Frederiksen nu har fået øjnene op for problemet.

- Vi står på kanten af håbløshed i øjeblikket. Det er meget problematisk, lyder det fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh.

Det store forbrug af vikarer har en række alvorlige konsekvenser.

Det går hårdt ud over arbejdsmiljøet på sygehusene, skaber usikkerhed for både ansatte og patienter og øger risikoen for fejlbehandling. Og så er det hamrende dyrt, fortæller han.

Dyre vikarer

En vikar koster i gennemsnit 50 procent mere end en fastansat sygeplejerske.

Og hvis ikke der tages drastiske midler i brug, vil udviklingen blot tage til, forudser Per Nikolaj Bukh.

- Jo mere vikarbureauerne bliver brugt, des mere professionelle bliver de, og så vil endnu flere søge den vej, forklarer han og uddyber:

- Jeg er bekymret for, at balancen vipper. Man bliver jo nødt til at stille sig selv spørgsmålet: "Hvad sker der, hvis alle siger op?"

Udgifterne eksploderer

En gennemgang af regionernes udgifter til eksterne vikarer, altså vikarer hyret gennem private vikarbureauer, viser, at udviklingen de seneste år kun er gået en vej.

Hvor der i 2019, da Socialdemokratiet overtog regeringsmagten, blev brugt 675 millioner kroner årligt, blev der sidste år brugt 821 millioner kroner, og de foreløbige tal for i år peger på, at udgifterne når op på omkring 900 millioner kroner.

Går ud over patienterne

En af dem, der dagligt oplever, at antallet af vikarer i det danske sundhedsvæsen er steget markant de seneste år, er sygeplejerske i akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital Tanja Hammer.

- Der er ikke en eneste vagttype, ikke en eneste dag, hvor vi ikke bruger vikarer, fortæller hun.

Tanja Hammer bruger dagligt en betydelig del af sin arbejdstid på at tage imod nye vikarer, vise dem rundt og forklare dem om arbejdsgangene på akutmodtagelsen. Den tid ville hun hellere bruge på patienterne.

Det er en bombe under vores økonomi og under sundhedssystemet

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand, Region Sjælland

Samtidig oplever hun, at der er større risiko for fejl, når vikarerne udgør så stor en del af det daglige personale, som det er tilfældet på akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital.

- Vikarerne kender ikke de fysiske rammer og har ikke det samme kompetenceniveau, og så kan der ske fejl. Det går ud over patientsikkerheden, siger hun.

Det er Tanja Hammers øverste leder, sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital Lisbeth Lagoni, enig i – og derudover er de mange vikarer også en stor udfordring for Lisbeth Lagoni, når hun forsøger at få budgetterne til at hænge sammen.

- Det betyder jo, at vi overskrider vores budget på nogle af afdelingerne, fordi vi bliver nødt til at købe en dyrere vare. Og det synes jeg jo er en træls måde at bruge vores penge på, siger hun.

Utilfredsheden vokser

Efter flere år med ekstra pres på grund af coronapandemien, lange ventelister, underbemanding og en sygeplejerskestrejke, der endte med et politisk indgreb, har mange ansatte i sundhedssektoren fået nok.

Utilfredshed med løn og arbejdsvilkår på de offentlige sygehuse har fået dem til at prøve lykken med noget helt nyt. Eller at holde fast i deres fag, men at udskifte den offentlige ansættelse med en privat, eksempelvis i et vikarbureau.

Og folk står ikke just i kø for at tage over.

Optaget på sundhedsuddannelserne er på det laveste niveau i ti år, viser tal for sommerens optag på de videregående uddannelser.

Derfor er det altså heller ikke af lyst, men af nød, at regionerne i år ser ud til at bruge op mod 1 milliard kroner på eksterne vikarer. De penge kunne de nemlig få markant mere ud af, hvis de gik til det faste personale på landets hospitaler.

De findes bare ikke.

Vikarstop endte i fiasko

Det ved Mette Frederiksens partifælle Heino Knudsen, der er regionsrådsformand i Region Sjælland, alt om.

Allerede i 2019 forsøgte han at gøre op med regionens brug af eksterne vikarer på plejeområdet.

Umiddelbart var opgøret en succes, da udgifterne til eksterne vikarer året efter faldt med 28 millioner kroner, så Region Sjælland i 2020 brugte 212 millioner kroner på eksterne vikarer mod 240 millioner kroner året før.

Siden er udviklingen dog kun gået en vej.

Sidste år blev der brugt 294 millioner kroner på eksterne vikarer, og i årets første syv måneder i år er der allerede brugt 180 millioner kroner. Hvis udviklingen fortsætter vil de samlede udgifter i år altså løbe op på mere end 300 millioner kroner.

- Vi har jo måttet sande, at vi ikke kan klare os uden de eksterne vikarer. Vores mål er, at vi gerne vil undgå eksterne vikarer på plejeområdet – og det er stadig min ambition. Det har bare ikke været muligt at honorere, siger Heino Knudsen.

Han mener dog ikke, at det er muligt fuldstændig at stoppe med et bruge eksterne vikarer. I hvert fald ikke fra den ene dag til den anden.

- Der er ingen færdig løsning. Så havde vi jo gjort det, siger Heino Knudsen.

Han understreger, at det har været et fokusområde for ham under hele hans periode som regionsrådsformand – og at det er en af de allermest presserende problemstillinger i Region Sjælland.

- Det er en bombe under vores økonomi og under sundhedssystemet, siger han.

Skarp retorik lige før deadline

Mette Frederiksen luftede første gang sine tanker om at sætte en stopper for det store – og stigende – forbrug af vikarer på landets sygehuse på dagen for den første statsministerkandidatdebat 4. september.

Siden har hun gentaget budskabet flere gange. Også i regeringens udspil Danmark kan mere 3, der blev præsenteret 27. september, nævnes ambitionen om et opgør med det store forbrug af eksterne vikarer.

Finansminister Nikolaj Wammen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har også gentaget budskabet og flere gange understreget, at det er nødvendigt "at kigge på lønnen" i det offentlige.

Det står dog ikke klart, præcis hvilke ansatte i sundhedssektoren der kan forvente en højere løncheck.

Rød og blå kritik

Under søndagens triel mellem statsministerkandidaterne lovede Mette Frederiksen, at man senere i valgkampen vil fremlægge de principper, som skal danne rammen for den videre snak om løn- og arbejdsvilkår i sundhedssektoren. Men det, at regeringen ikke er mere tydelig i ord og handling, vækker kritik fra partier i både rød og blå blok.

SF og Enhedslisten presser på for, at der hurtigst muligt kommer penge på bordet til at løfte lønningerne, også selvom dette normalt forhandles decentralt, altså uden indblanding fra Christiansborg.

Venstre vil investere én milliard i at nedbringe ventelisterne, hvor en del af pengene ifølge partiets sundhedsordfører skal bruges på at fastholde personale – for eksempel sygeplejersker.

Partiet ser også gerne, at lønningerne løftes, men her holder man fast i, at det skal aftales mellem parterne, og altså uden direkte indblanding fra Christiansborg.

Alvorligt syge kræftpatienter får markant mere lindrende behandling og kommer meget mere på hospice end alle andre patienter med livstruende sygdomme.

Det viser nye tal fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).

47 procent af kræftpatienterne var inden deres død på hospice eller i kontakt med et særligt specialiseret team for uhelbredeligt syge. Det gjaldt kun tre procent af alle patienterne med andre livstruende diagnoser.

- En forsvindende lille del af de patienter, der ikke har kræft, får specialiseret palliativ behandling. Det spørgsmål, vi ikke har svar på, er, hvor mange der burde modtage hjælpen, siger professor Mogens Grønvold.

Han er leder af Palliativ Forskningsenhed på Bispebjerg Hospital og formand for Dansk Palliativ Database i RKKP.

Må afvise patienter

Rigsrevisionen konkluderede i 2020, at regionerne ikke i tilstrækkelig grad har sikret alle med behovet adgangen til særligt lindrende behandling til alvorligt syge og døende.

Konsekvensen kan være forringet sidste levetid og ekstra byrder for de pårørende.

De nye tal fra RKKP viser, at der siden stort set intet er sket.

- Vi har en politisk bestemt kapacitet på området. Sundhedsvæsenet er presset. Der er ikke plads, og derfor bliver de nødt til at afvise patienter, siger Mogens Grønvold.

Han mener, at der skal ansættes mere specialiseret palliativt personale, så de kan rådgive og oplære ansatte på hjerte- og lungeafdelinger i palliative opgaver.

Formanden for Lungeforeningen, Torben Mogensen, kalder det ærgerligt, at det ikke er lykkedes at forbedre støtten til alle patientgrupper.

- Vi har kæmpet i årevis for at råbe politikere og sundhedspersonale op.

- Som samfund kan vi ikke være bekendt, at en stor gruppe medborgere med ualmindeligt dårlig livskvalitet kunne hjælpes betydeligt med bedre lindrende behandling, siger han.

I sig selv er det nye tal måske ikke alarmerende: 257 aktiver virksomheder måtte dreje nøglen om i september.

Ganske vist er det flere konkurser, end normalen har været de seneste år, men man skal ikke længere tilbage end til juni for at finde en måned med flere konkurser.

Det, der til gengæld kan bekymre, er antallet af konkurser, når man tager hele perioden fra januar til september.

Her er 1911 virksomheder lukket ned, og så mange konkurser har årets første 9 måneder ikke budt på siden 2012.

Coronahjælp spøger stadig

Konkurstallene går i sagens natur op og ned, i takt med at økonomien har det bedre eller værre.

De seneste par år har store statslige lån og udskudte betalinger, der skulle hjælpe virksomhederne gennem coronakrisen, dog forstyrret i billedet. Og nu kommer regningen tilsyneladende.

Blandt de aktive virksomheder, der er gået konkurs siden januar, har næsten halvdelen haft momslån, der skulle betales tilbage, oplyser Danmarks Statistik.

- Vi skal helt tilbage til 2012 for at finde et år, hvor konkurserne i årets første ni måneder ligger tilsvarende højt. Tendensen er klar i år, og den er opadgående. Det er ikke uventet. Tusindvis af virksomheder har gennem foråret stået over for tilbagebetaling af coronalån, skriver Lisette Rosenbeck Christensen, der er seniorøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar til de nye konkurstal.

Flere risikerer at falde i modvinden

Netop konkurser har fyldt meget i snakken om hjælpepakkerne siden starten af coronakrisen.

Hvis ikke pandemien skulle knække nakken på en lang række ellers sunde virksomheder, var det nødvendigt med store lånepakker og udskudte betalinger, lød kravet fra erhvervslivet.

Da det blev vedtaget, at virksomheder blandt andet kunne udskyde betalinger og tilbagelåne moms, der allerede var blevet betalt, advarede økonomer omvendt mod, at det kunne skabe virksomheder, der kun levede på statens nåde og penge.

Den ekspertgruppe, der blev sat til at kigge på, hvordan man kunne komme ud af hjælpepakkerne, uden at det gav for store bølgeskvulp i erhvervslivet, advarede blandt andet mod zombievirksomheder.

Det er firmaer, der alligevel ville blive blæst omkuld, når regningen kom, men som blev holdt kunstigt i live af de udskudte penge og momslån.

I dag er langt de fleste moms- og skattelån betalt tilbage, men over det kommende år venter de sidste tilbagebetalingsfrister. Samtidig er økonomien vendt, og de fleste økonomer er i dag enige om, at vi står over for en økonomisk krise.

- Virksomhederne har noget at stå imod med i den her svære tid. Den vedvarende modvind risikerer dog at trække flere virksomheder med i konkursfaldet. Vi forventer derfor, at vi ser ind i en tid med et højere konkursniveau, end vi har været vant til under coronapandemien, skriver Lisette Rosenbeck Christensen fra Arbejdernes Landsbank.

63-årige John Petersen har kun lige nået at få foden ned i den ene sko, og skjorten er han ved at proppe ned i bukselinningen, da TV 2 møder ham i det våde græs foran hans nye hjem søndag morgen.

En 30 år gammel Bürstner-campingvogn på cirka ti kvadratmeter, som han har fundet på Den Blå Avis.

- Ja, man kan vel kalde det simple living, men på et ekstremt niveau, siger han og byder indenfor.

Indtil for tre uger siden boede John Petersen i et rækkehus på 60 kvadratmeter på Fyn, men da regningen for vand, varme og el nåede samme niveau som huslejen, 8000 kroner, "så var det slut":

- Jeg havde ikke andet valg. Der var ganske enkelt ikke mere tilbage, så jeg var tvunget til at flytte på campingplads, siger John Petersen, som er uddannet it-udvikler og har været aktivt jobsøgende i to år.

Selvom han var en af dem, der fik varmecheck som tilskud til sin elregning, var det ikke nok.

Og John Petersen er langt fra den eneste, som energikrisen har tvunget på campingplads.

Alle 80 pladser på Corona Camping i Borup ved Køge er optaget. John Petersen fik en af de sidste, fortæller Susanne Palskov Farnø, der sammen med sin mand, Michael Farnø, ejer Corona Camping:

- Vi bliver simpelthen kimet ned. Vi får 10-15 opkald om dagen. Vi får altid mange opkald, når der er økonomiske kriser, men denne gang er det fuldstændig vanvittigt.

En lille hund kigger ud gennem morgenduggen på en teltrude og sætter et helt bjæffekor i gang. Ellers er der meget stille. Foruden en campist, der vinker fra firmabilen og kører afsted på arbejde, er campingpladsen endnu ikke rigtig vågnet. Og dog.

Gennem teltdugen kan man høre lyden fra en nyhedsoplæser, der taler om folketingsvalg og økonomisk krise.

Indenfor i teltet sidder 57-årige Olav Frekhaug med en morgensmøg og ser nyheder på sit tv.

- Folk er virkelig trængt op i en krog. Jeg er også selv lidt nervøs for, hvad min elregning ender på, siger han, da vi træder indenfor.

Olav Frekhaug er lastbilchauffør og er flyttet i campingvogn, fordi han med de stigende boligpriser og lange ventelister ikke har råd til en lejlighed. Han bor primært på campingpladsen i weekenden. I hverdagene bor han i sin lastbil i Hvidovre.

Sådan har det været i et halvt år nu. Og for ham er det tydeligt at se, at krisen presser nu.

- Der er kommet mange flere mennesker herud, som er i dyb krise. En af mine kolleger har lige fået plads derovre under træet. Han boede i hus i Viby, men så gik energikrisen helt amok, så nu har han kun råd til at være her, siger han.

Flere kan lide livet på pladsen

Lidt længere nede af campingstien, som både campister, høns og katte benytter, bor Peter Schmidt sammen med sin 18-årige datter Jessica.

De sidder i hver deres læderstol ved siden af en lille teltovn og følger valgdebatten på TV 2 NEWS.

- Rigtig mange kan ikke betale deres regninger, lyder det fra fjernsynets højtalere, og Peter Schmidt nikker.

Som flere af de andre på campingpladsen har Peter Schmidt – trods sit fuldtidsarbejde som svejser – ikke råd til at købe et hus, og han bor nu på campingpladsen på tredje år. Men modsat John Petersen har han det okay med at bo på campingplads, siger han:

- Jeg har det sådan set meget godt her. Der er lidt koldt om morgenen, men her er søde mennesker, og der er dejlig natur, så egentlig drømmer jeg ikke om at flytte væk.

Samme historie fortæller flere af de fastliggere, vi møder på pladsen. Mange er glade for campingpladen og har boet der i flere år.

Folk er virkelig trængt op i en krog. Jeg er nødt til at sove her og i min lastbil, og jeg er spændt på, hvad min næste elregning viser

Olav Frekhaug, seks måneder på Corona Camping

Jeg skulle ud af min lejlighed på Østerbro, men kunne ikke finde noget, der var til at betale. Boligmarkedet er fuldstændig sindssygt

Katja Holste Daugaard, en måned på Corona Camping

1. november kan de dog blive tvunget væk. Klima- og Planudvalget i Køge Kommune har således meddelt, at alle fastboende på Corona Camping skal være ude senest 1. november i år.

Dem er der lige nu 80 af, og 50 af dem har folkeregisteradresse på campingpladsen i Borup, men ifølge reglerne må der slet ikke være fastboende på pladsen. Der er dog ikke umiddelbart boliger i Køge Kommune, som John Petersen og de andre campister kan rykke ind i, og det skaber uro:

- Så ved jeg ikke, hvad vi gør. Så må jeg finde et sted til Jessica, og så må jeg sove i min firmabil, siger Peter Schmidt.

Messerschmidt på besøg

Så vidt går det dog ikke, hvis det står til Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt.

Søndag dukkede han op på Corona Camping for at lytte til dem, der ligesom John Petersen er tvunget fra hus og hjem på grund af krisen.

- Det er vi selvfølgelig nødt til at få stoppet. Af mange årsager, men først og fremmest: Hvor dælen skal folk ellers flytte hen? De er jo kommet her, fordi de ikke har råd til at bo, hvor de boede for få måneder siden. Dem kan man ikke smide ud. Det tager jeg op med Folketinget med det samme, siger han.

Jeg savner at vågne op om morgenen, og der er lunt og godt

John Petersen, arbejdssøgende

Flere af beboerne ville høre partiformanden, hvad han vil gøre for at hjælpe dem, der er særligt hårdt ramt af den økonomiske krise. Blandt andre dem på overførselsindkomst.

Andre udnyttede politikerbesøget til en slet skjult kritik af partiets flygtningepolitik.

John Petersen ville gerne vide, hvorfor man ikke sletter den merudgift, som krigen i Ukraine har givet de hårdest pressede danskere. Til det svarede partiformanden, at han vil have fjernet moms på fødevarer, ligesom han vil have fjernet afgiften på el, gas og olie. Og hurtigt:

- Lad os ikke vente til efter nytår. Lad os gøre det nu, lød det fra Messerschmidt på campingpladsens terrasse.

Skuffelse i den anden ende af røret

Corona Camping er da heller ikke den eneste vinteråbne campingplads, der oplever en stigende efterspørgsel for at bo i campingvogn hen over vinteren, fortæller Corona Campings ejer, Michael Farnø.

Han hører også fra sine kolleger, at de modtager opkald fra borgere, der siger, at de ender på gaden, hvis ikke de får en campingplads.

- Det sværeste er nok, at vi ikke kan hjælpe alle. Det der med at sige nej til folk, det er svært. Man kan bare mærke skuffelsen i den anden ende, og det er virkelig hårdt, siger han.

"Jeg har måttet nedjustere mine drømme"

John Petersen sætter pris på al den hjælp, han får på campingpladsen, men det var ikke lige det, han drømte om, fortæller han:

- Jeg er 63 år og lidt magelig, så jeg savner jo nogle ting, når jeg bor her. Normalt vælter jeg ud på toilettet om natten og tisser, men nu er det 100 meters hækkeløb.

Han sætter sig på bænken udenfor og hilser på en saxofonist, der netop har bevæget sig ud af sin campingvogn.

- Jeg skulle jo have siddet i mit otium et sted i Sverige med min labrador foran mine fødder og ild i pejsen. Men nu har jeg nedjusteret mine drømme. Nu vil jeg bare gerne have en lejlighed.

Men har du ikke også selv et ansvar for at få det til at løbe rundt økonomisk? Hvorfor er det statens ansvar?

- Jeg gør jo alt, hvad jeg kan for at få et job, så det kan løbe rundt. Jeg har ikke lyst til at bo i den her campingvogn resten af mit liv. Jeg savner at vågne op om morgenen, og der er lunt og godt, siger John Petersen og fortsætter:

- Så hvis nogen kan bruge en ældre it-system-udvikler, så bare sig til. Det mener jeg virkelig.

Det er et år siden, at 51-årige Lone Clemen fra Liseleje opdagede, at noget var galt.

Hun ville bide et stykke tape over med tænderne, som hun havde gjort mange gange før, men nu kunne det ikke lade sig gøre.

Hendes tænder i over- og undermunden kunne simpelthen ikke nå hinanden.

Da hun mærkede nærmere efter, indså hun, at hendes bid var mærkeligt. Og som hun selv siger, kunne hun med det blotte øje se, at noget var helt galt med kæben.

En scanning hos egen tandlæge viste, at hendes kæbe i den ene side var vokset permanent ud af led. Det betyder, at hun ikke kan tygge i den side af munden, ligesom det giver hende spændinger og hovedpine.

Lone Clemen, der arbejder som frivilligkoordinator på et plejehjem, venter nu på at få opereret sin kæbe. Men hun har først fået tid til konsultation på Rigshospitalet i august 2025.

- Jeg har endnu kun små smerter, men mit bid forandrer sig dagligt. Jeg kan ikke tygge mad i den ene side, og lægerne har sagt, at hvis det fortsætter, kan jeg måske slet ikke spise mad om et halvt år, forklarer hun.

Mange venter i årevis på hjælp

Lone Clemen har henvendt sig til TV 2 med sin historie, fordi hun ønsker svar på, hvad planen er for de mange patienter, der lige nu sidder i samme situation som hende selv.

For hun står langt fra alene.

Over hele landet kæmper sygehusene med lange ventelister for ikke-akutte operationer, der er blevet udsat under coronapandemien. Mangel på operations- og narkosesygeplejersker har kun forværret situationen.

På sin hjemmeside oplyser Rigshospitalet selv, at den lange ventetid på det kæbekirurgiske område skyldes en meget stor tilstrømning af patienter og for få ressourcer.

TV 2 kunne i sommer fortælle om en 21-årig kvinde, som har fået tid til konsultation på afdelingen i 2033, mens også TV 2 Lorry har haft flere historier om kæbepatienter med lange udsigter til en operation.

Sendt til det private og tilbage igen

Fordi ventetiden for Lone Clemen var over tre år, da hun modtog sin henvisning til Rigshospitalet, blev hun på grund af behandlingsgarantien sendt videre til det private.

Men fordi operationen er for kompliceret, blev hun herfra henvist tilbage til det offentlige, fortæller hun til TV 2.

Lone Clemen har også selv forsøgt at tage kontakt til andre hospitaler i landet for at benytte sig af det frie sygehusvalg, men her kunne det heller ikke lade sig gøre at komme hurtigere til.

- De svarede bare, at der er en uenighed med Region Hovedstaden om betalingen, og at de i øvrigt får henvist så mange patienter, at de ikke længere kan tage imod flere. Jeg har også været løbende i kontakt med Patientvejledningen, som ikke aner, hvad de skal sige til mig, fortæller hun.

Efter at være blevet sendt rundt mellem forskellige instanser i sundhedssystemet føler den 51-årige mor til to nu, at mulighederne er udtømt.

Hun må vente til 2025.

Efterlyser løsninger

Frem mod folketingsvalget 1. november håber Lone Clemen derfor at høre, hvad politikerne har af løsninger på problemerne i sundhedsvæsnet.

- Jeg vil gerne høre, hvad de vil gøre for at overholde behandlingsgarantien? For som det er nu, er det falsk varedeklaration. Man reklamerer med en ventetidsgaranti, som vi ikke har, mener hun.

Netop behandlingsgarantien er af fagfolk og eksperter blevet beskyldt for at skævvride et i forvejen presset sygehusvæsen og skubbe patienter med de mindst krævende behandlinger foran i køen.

Fredag argumenterede flere læger og faglige organisationer over for TV 2 for, at behandlingsgarantien skal justeres eller suspenderes, hvis de lange ventelister og skævvredne behandlinger skal til livs. Men flere patientorganisationer mener, at det er en forkert løsning.

Lone Clemen ved ikke, hvad der er det rigtige at gøre. Men én ting er hun sikker på.

- Hvis vi fortsætter i den nuværende retning, ser det ikke særlig godt ud, så et eller andet skal der ske.

TV 2 sender Valgtræf fra Storms Pakhus i Odense søndag den 9. oktober klokken 16.00-22.00. Følg med på TV 2, TV 2 NEWS og TV2.DK dagen igennem. Se hele sendeplanen her.

Går du op i gastronomi og aktier, eller læser du livsstilsmagasinet Isabellas og interesserer dig for Kevin Magnussen?

Så er du blandt de mennesker, som henholdsvis Liberal Alliance og Socialdemokratiet gerne vil fange – især nu, hvor valgkampen er skudt i gang.

Sådan lyder det fra Jacob Mouritzen, der er strategikonsulent og medejer af marketingsbureauet Holst Mouritzen, i ‘Go' morgen Danmark’.

Via Meta, som ejer Facebook og Instagram, kan man målrette annoncer.

Og det gør flere partier lige nu brug af for at nå ud til specifikke befolkningsgrupper og geografiske områder, siger Jacob Mouritzen:

- Man kan blive ved, til man har den perfekte personprofil på dem, som partiet tror, der er størst sandsynlighed for vil stemme på en.

Man kan vælge og fravælge grupper

Det er langtfra alle partier, der bruger metoden, og det er heller ikke i alle annoncer, at partierne til- og fravælger interesser.

De målrettede annoncer bliver dog brugt i stor stil til at ramme og styre uden om særlige målgrupper, lyder det fra Jacob Mouritzen.

Ud over at man i annoncerne kan tilvælge grupper, man gerne vil nå med sine annoncer, kan man også udelukke dem, man ikke vil ramme.

- For eksempel vil man gerne have fat i dem, der interesserer sig for Ældre Sagen, men den må ikke blive for bred, så man fravælger samtidig dem, der også synes noget om Paradise Hotel, forklarer han.

Eksempelvis har Socialdemokratiet i alt lavet 172 annoncer fra perioden 5. juli til 2. oktober 2022.

I 52 af annoncerne har partiet fravalgt folk, der har vist interesse for finans, ligesom 40 af partiets annoncer undviger dem, der interesserer sig for realkreditlån.

Kigger man på Venstre, har partiet i samme periode målrettet annoncer særligt mod personer, der interesserer sig for blandt andet job, bolig og elbiler.

Og Alternativet har i perioden tilvalgt personer, der interesserer sig for økologiske fødevarer og jazzmusik, i nogle annoncer, mens Det Konservative Folkeparti har ønsket hovedsageligt at ramme dem, der interesserer sig for finansstof og erhvervslivet.

Hvad partierne vælger, viser noget om, hvem de tror der er deres vælgere, og hvem de ønsker som vælgere, vurderer Jacob Mouritzen.

Samtidig giver det et indblik i, hvad det er for nogle mennesker, partierne bruger mange penge på, mener han.

Eksempelvis har Liberal Alliance valgt at målrette nogle af partiets annoncer mod de danskere, der interesserer sig for luksus, gastronomi, politik, restaurantbesøg og investering.

- Det kan ikke blive mere klichéfyldt, at man går efter visse mennesker, siger Jacob Mouritzen.

Det virker, siger analytiker

Selvom det er klichéfyldt, er vurderingen fra Jyllands-Postens politiske analytiker Niels Dahl, at de målrettede annoncer virker.

- Ellers ville partierne ikke blive ved. Det kan godt være, det er klichéagtigt, men der er en vis grad af sandhed i klicheer, lyder det.

Om de målrettede annoncer kommer til at afgøre valget, tør den politiske analytiker ikke sige, men han er ikke i tvivl om, at det kommer til at spille en stor rolle.

- Tiderne fra gamle dage, hvor det handlede om store helsideannoncer i aviserne, er slut. Hvis man skal have en chance for at vinde valget, skal man kende sin besøgstid på det her område, lyder det fra Niels Dahl.

Se hele indslaget om partiernes annoncestrategier i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.

Der går ikke mange minutter, fra købmandsbutikken Letkøb i landsbyen Ørsted på Fyn åbner, til Lars Hansen kommer ind ad døren.

Han er hver lørdag en af de første i butikken i den lille landsby nord for Assens. En landsby, hvor alle 241 indbyggere varmer deres huse op med gas, olie, el eller træpiller. Derfor mærker alle i høj grad de stigende priser på både energi og fødevarer.

Også Lars Hansen, der arbejder som håndværker og bor i et gasopvarmet hus på cirka 90 m2.

- Varmeregningen er steget med en tredjedel for vores vedkommende i hvert fald, fortæller han.

Og det selvom familien sparer og er gået fra at bruge cirka tre kubikmeter gas om ugen til nu omkring 0,7 kubikmeter. Først og fremmest ved at sænke temperaturen i hjemmet til 19 grader.

- Vi har kun gulvvarme på badeværelset og i køkkenet. Ellers er alle radiatorer slukket. Vi tager også kortere bade, fortæller Lars Hansen og fortsætter:

- Jeg er sådan en, der hver søndag gør op, hvor meget vi har brugt i el, vand og gas.

Lars Hansen kan godt mærke, at priserne begynder at nage. Dermed er han, som danskerne er flest.

Prisstigninger bekymrer mest

I en ny meningsmåling fra Megafon vægter danskerne de stigende priser på fødevarer og energi højest, når de bliver spurgt til, hvad der bekymrer dem mest.

Flere bekymrer sig således for de stigende energi- og forbrugerpriser end for eksempelvis en ny bølge af coronavirus eller islams påvirkning af Danmark – og også mere end for emner som klimakrise og økonomisk ulighed.

Og det mærkes i hele Ørsted.

I kirken lidt nord for købmanden er der skåret ned på antallet af arrangementer, og temperaturen er sænket til 18 grader, én grad mindre end kravet til offentlige bygninger.

Og i byens lokale forsamlingshus fortæller den daglige leder, Lars Emtekær, at forsamlingshuset frem til nytår kun har tre bookinger. Årsagen er ifølge ham, at de stigende priser på energi- og fødevarer rammer Ørsted-borgernes pengepunge.

- Folk tænker sig lidt mere om, inden de holder store fester, vurderer Lars Emtekær.

Vi kunne tydeligt mærke, at i den uge, hvor gasregningerne kom, der var der 100 færre kunder i butikken

Michelle Hummel Pedersen, bestyrelsesmedlem i både købmanden og Ørsteds beboerforening.

Derfor kommer størstedelen af forsamlingshusets spinkle økonomi fra de kontingenter, forsamlingshuset får ind fra dets medlemmer.

- Vores økonomi er ikke ret stor. Vores omsætning er meget, meget lille, siger Lars Emtekær, der dog vurderer, at forsamlingshuset i hvert fald godt kan komme igennem det næste år.

Det ene af de tre arrangementer, som trods alt afvikles i forsamlingshuset i den kommende tid, er et støttearrangement for den lokale købmand.

Købmand truet af lukning

For halvandet år siden var det tæt på, at købmanden lukkede, og Ørsted mistede sin dagligvarebutik. Men på tre uger lykkedes det byens borgerforening at redde den.

Nu er der dog atter risiko for, at købmanden må dreje nøglen om, ligesom byens eneste børnehave gjorde sidste år.

Årsagen er de stigende elpriser. For købmandsbutikken investerede for nylig i varmepumper, som drives af el.

Fjernvarme er der ikke noget af i byen. Samtidig har kunderne også færre penge til at købe deres fødevarer, der ligeså er ramt af inflationen.

-Vi oplever ikke, at kunderne har færre varer i kurven, men de handler her nok færre gange, vurderer Michelle Hummel Pedersen, der er bestyrelsesmedlem i både købmanden og Ørsteds beboerforening.

-Vi kunne tydeligt mærke, at i den uge, hvor gasregningerne kom, der var der 100 færre kunder i butikken, uddyber hun.

Byens samlingspunkt

Michelle Hummel Pedersen er lørdag morgen stået op for at holde købmandsbutikken åben i fire timer. På lønningslisten har butikken en fuldtidsansat, en deltidsansat og fire lokale ungarbejdere. 15-20 øvrige arbejder – ligesom Michelle Hummel Pedersen – frivilligt.

- Det er jo på en måde også blevet vores alle sammens barn, fortæller hun og fortsætter om bekymringen for de stigende energi- og forbrugerpriser:

-Så bliver man jo også nervøs for området, for butikken, og om man kan sælge sit hus.

Bekymringen deles af kunderne.

-Butikken betyder meget. Den bliver samlingspunktet i lokalsamfundet, og den betyder noget for huspriserne, siger Karen Lindall, der arbejder som agronom i Odense.

Beboer Lars Hansen stemmer i:

-Det er det sidste lokale, vi har tilbage. Skolen er lukket for flere år siden, og børnehaven lukkede sidste år.

Og bekymringen for, at prisstigningerne får mere vidtrækkende konsekvenser for landsbyer som Ørsted, er reel. Det vurderer Egon Noe, leder af Center for Landdistriktsforskning på SDU. Hvis købmanden må lukke, kan det få store konsekvenser for byen, lyder det.

- Man risikerer, at det bliver en selvforstærkende effekt i form af faldende boligpriser, der vil gøre det sværere at sælge sin bolig, forklarer Egon Noe.

Overordnet set er det ikke overraskende, at de stigende energi- og fødevarepriser fylder så meget for beboerne i Ørsted – og for danskerne helt generelt.

Det mener Rune Stubager, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, i hvert fald.

-Der er en mere umiddelbar udfordring med de stigende priser, som man bliver mindet om, hver gang man er nede og handle, end eksempelvis klimaudfordringen eller manglende hænder i velfærdssektoren, påpeger Rune Stubager.

- Kan I holde varmen?

I Ørsted glæder man sig til, at man forventeligt i år 2026 har fået udrullet fjernvarme.

Men indtil da er de stigende priser stadig et af byens varmeste samtaleemner – især i købmandsbutikken.

- Alle spørger: ”Kan I holde varmen?” som noget af det første. Der er vi jo alle sammen lidt i samme båd. Vi snakker om regningerne, hvordan det skal gå, og at man er nødt til virkelig at omlægge sine budgetter. Det er mange tusinde kroner, familier skal have op af lommen, siger Michelle Hummel Pedersen.

Derfor har hun også et spørgsmål, hun håber at blive klogere på i løbet af valgkampen.

- Når man gerne vil styrke landområderne, hvordan har man så tænkt sig at få sådan et område som vores igennem krisen? For vi er jo ekstra ramt herude, siger Michelle Hummel Pedersen.

TV 2 sender Valgtræf fra Storms Pakhus i Odense søndag den 9. oktober klokken 16.00-22.00. Følg med på TV 2, TV 2 NEWS og TV2.DK dagen igennem. Se hele sendeplanen her.

Alle partier i Folketinget er enige. Noget skal der gøres ved de voldsomme prisstigninger, som i øjeblikket kan mærkes af hele befolkningen.

Spørgsmålet er; hvad?

Selvom partierne er enige om, at noget må gøres, har de forskellige bud på, hvad. Ikke alle forslag er lige fornuftige, lyder det fra tidligere overvismand.

Når alt er, som det plejer, ligger inflationen på omkring 2 procent i Danmark. Det er et tal, som Den Europæiske Centralbank har bestemt.

Hvorfor ikke nul procent?, kan man så spørge. Det er, fordi at det modsatte af inflation, deflation – altså prisfald – heller ikke er noget, man ønsker. 2 procent giver noget albuerum til at holde styr på udsving.

I august lå inflationen i Danmark imidlertid på 9,9 procent – De største prisstigninger i knap 40 år. Det er alt for højt, og forventningerne er, at de fortsat stiger.

Hvad kan man gøre ved det?

Michael Svarer er professor i økonomi ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand i De Økonomiske Råd, som har til opgave at rådgive regering og Folketinget i samfundsøkonomiske anliggender.

Først og fremmest, er én ting alfa og omega: Man bliver nødt til at forstå, hvad årsagerne er til inflationen.

Og dem kender vi: Ruslands invasion af Ukraine har skabt mangel på fødevarer, hanerne til den billige russiske gas er blevet lukket, og coronakrisen i Kina skaber forsyningsvanskeligheder. Sådan rundt regnet.

- Det er meget svært for politikerne at gøre noget ved, fordi det kræver, at krigen i Ukraine stopper, og at man får styr på corona i Kina, og at man får genetableret forsyningsbalancerne og får omstillet hele energisektoren til at blive mindre afhængig af billig russisk gas, siger Michael Svarer.

Hvorfor giver man ikke bare flere penge?

Onsdag aften var der partilederdebat, og her var inflationen det helt store emne.

For at forstå problemet med inflation, skal man forstå, at den er “djævelsk”, som statsminister Mette Frederiksen (S) sagde. Til spørgsmålet om, hvorfor man ikke bare giver den fornødne hjælp til husstande, der har svært ved at betale regningerne, kom hun med en slående præcis forklaring:

- Vi politikere risikerer at gøre krisen længere og problemet større, sagde hun.

Og det er hele humlen.

Når priserne er høje, er der behov for, at folk sparer. Sparer man ikke, har virksomhederne ingen grund til at sænke deres priser.

- Økonomien kører i et meget højt gear. Det betyder, at der er en meget høj efterspørgsel. Rigtig mange mennesker har et job, ganske få er ledige, og indkomsterne er steget under coronakrisen, siger Michael Svarer.

Det betyder, at mange danskere er villige til at betale de højere priser. Og her kom Mette Frederiksen med en anden soleklar udmelding:

- Det store spørgsmål, man skal have med i den her diskussion, er, hvor de penge så skal tages henne, sagde hun.

Det er ansvarlig økonomisk politik, siger Michael Svarer, for det vigtigste er, at man ikke pumper penge ud i samfundet uden at tage det et andet sted fra. Det er det, der menes, når politikerne siger, at tiltag skal være “finansierede”.

Herefter nævnte statsministeren dog et tiltag, som er knap så fornuftigt ifølge den tidligere overvismand.

Politikernes forslag

Foruden en øget ældrecheck og hjælp til børnefamilier har Socialdemokratiet sammen med en række andre partier i Folketinget sikret, at afgifterne på el bliver “banket helt i bund”.

Og det er “uhensigtsmæssigt”, lyder det fra Michael Svarer:

- Det, vi gerne vil have, er, at priserne på el skal falde. Hvis man sænker afgiften, så stiger efterspørgslen, og så stiger prisen også. Det modarbejder bestræbelserne på at få inflationen ned, siger han.

SF foreslår, at der afsættes 3 milliarder kroner til at kompensere studerende, pensionister på ældrechecken og børnefamilier med lav indkomst.

Isoleret set er det “ikke et klogt valg”, siger Michael Svarer:

- Men det er klart, at inflationen rammer nogle grupper hårdere end andre, hvis de har haft et specielt forbrug eller har oplevet lavere stigninger i løn.

Liberal Alliance, Venstre og Konservative mener, at skatterne skal sænkes.

Det kan man godt, siger Michael Svarer, såfremt at det er “finansieret”. Men på et punkt er skattelettelser ikke særlig brugbare.

- Hvis man gerne vil hjælpe nogle, der er hårdt ramt af inflationen, skal man vide, at man også kommer til at give dem til nogle, der ikke er så hårdt ramt. Hvis man har et ønske om at målrette hjælpen, er skatteinstrumentet ikke særlig velegnet, siger han.

Hardcore-versionen

Ville det så ikke fornuftigt ikke at gribe ind og i stedet indse, at folk skal blive fattigere og ikke have råd til de ting, de før havde råd til?

- Jo, og det er også det, som den Internationale Valutafond siger. De mener, at man skal lade centralbankerne klare inflationen ved at sætte renten op, og så skal politikerne holde sig i ro. Så kommer inflationen hurtigere i ro, siger han:

- Det kan komme til at gøre ondt. Det er hardcore-versionen.

Hvorfor gør man så ikke det?

- Det er jo, fordi at politikere er politikere, og de vil gerne hjælpe udvalgte grupper. Nogle gange glemmer de så at finansiere det. I Danmark har politikerne dog været relativt velopdragne til at finansiere deres forslag.

Hvad man ikke skal gøre

Der er ikke nogen hurtige løsninger på inflationen i Danmark. Det er den kedelige konklusion, og der er delte meninger om, hvordan man på bedst mulig vis køler priserne ned.

Hvis man vil vide, hvad man ikke skal gøre, kan man med fordel kaste et blik på Storbritannien, fortæller Michael Svarer.

Premierminister Liz Truss havde knap nok båret den sidste flyttekasse over dørtrinnet til Downing Street nummer 10, før hun havnede i et kraftigt uvejr.

Skatten skulle sænkes, lød det fra den nye premierminister, men problemet var, at de ikke var finansieret. 45 milliarder pund skulle gå til skattelettelser, og pengene skulle komme fra statslige lån – altså ikke fra andre steder i samfundet.

Med andre ord ville Truss pumpe “nye” penge ind i et marked, der skreg efter besparelser i en manøvre, der fik selv partifæller til at tage sig til hovedet.

- Hvis man skal tale om, hvad der er no go, så er det set fra et økonomisk perspektiv, hvis man fører en lempelig økonomisk politik. Altså bare pumper en masse penge ud til eksempelvis at reducere afgifterne på energi, for det giver kun stigende priser, siger Michael Svarer.

Truss endte med at trække skattelettelserne tilbage igen, men ifølge Michael Svarer er der massevis af ufinansierede hjælpepakker i Europa, og det hjælper os ikke i Danmark:

- Endnu mere kompliceret bliver det, når man husker på, at priserne på energi herhjemme er afhængig af udlandet, siger han.