Hun banker stadig på, før hun går ind ad døren til sin mors stue, selvom hun ved, at der ikke kommer noget svar på den anden side.

Sådan har det været i de 20 år, der er gået, siden Trine Andersen mistede den mor, hun kendte.

Moren, 74-årige Inge-Marie Andersen, blev svært hjerneskadet, da hun faldt ned ad en trappe i 2001, og siden har hun boet på et hjem for hjerneskadede.

- Hun kan ikke gå, hun kan ikke tale, hun kan ikke spise selv, hun har ingen synkerefleks. Hun kan blinke med øjnene, og hun kan trække vejret, forklarer Trine Andersen til TV 2.

Personale sørger for, at moren får mad og medicin gennem en sonde tre gange om dagen.

- Jeg synes i den grad, at det er uværdigt. Jeg føler mig ydmyget på min mors vegne, at hun skal sidde på den måde, siger Trine Andersen.

Hun har henvendt sig til TV 2 med sin mors historie, fordi hun mener, at der er noget helt galt med måden, vi prioriterer ressourcerne i det danske velfærdssamfund.

Moren har nemlig været ved at dø flere gange.

Første gang var lige efter ulykken, og siden er Inge-Marie Andersen tre gange blevet lagt i respirator for at overleve, fordi hun på grund af kramper ikke kunne trække vejret – senest for to år siden.

Men Trine Andersen forstår ikke lægernes beslutning om at lægge en så svært hjerneskadet kvinde i respirator for at forlænge hendes liv.

- Hvor langt skal vi gå for at holde folk i live? Hvor mange ressourcer skal man lægge i at holde sådan en som min mor i live? spørger hun.

Skal vi redde alle?

Netop den diskussion ligger overlæge og lægefaglig direktør på Sjællands Universitets Hospital Morten Ziebell meget på sinde.

Han tog i januar selv hul på debatten i en kronik om et sundhedsvæsen, som måske ikke skal redde alle.

- Hvis vi nærmer os der, hvor vi har nogle mennesker, som lever et liv, hvor de faktisk slet ikke er mennesker mere – hvor de slet ikke kan kommunikere på noget plan – kan jeg et eller andet sted godt sætte spørgsmålstegn ved, hvem vi så gør det for?

I kronikken stillede Morten Ziebell derfor spørgsmålet: Hvorfor må man ikke dø mere?

Det skete i kølvandet på coronapandemien, hvor politikerne tegnede et billede af, at hvert eneste dødsfald var en tragedie – uanset hvor gammel og syg patienten ellers måtte være.

Kronikken affødte en diskussion om prioritering i vores sundhedsvæsen, hvor der ifølge Ziebell i dag er en forventning om, at alle altid skal behandles.

Men med et presset sundhedsvæsen og udsigten til mange flere ældre i de kommende årtier er det ikke holdbart, argumenterer Morten Ziebell.

- Vi skal i hvert fald i prioriteringsøjemed sørge for at bruge ressourcerne på dem, der også ønsker ressourcerne, mener han.

Føler, at mor er endt som samfundsbyrde

Trine Andersen har gjort sig lignende tanker om sin mors situation.

Når hun i dag besøger sin mor på plejehjemmet, ved hun ikke engang, om moren kan høre hende eller mærke, at hun er der.

- De mange millioner, som min mor har kostet samfundet – hvor meget mere gavn kunne de have gjort for syge børn, unge og ældre, og hvad det nu måtte være? spørger hun.

Trine Andersen er bevidst om, at hendes ord kan lyde hårde. Men som datter føler hun i dag mest af alt, at hendes mor er blevet en byrde.

- Jeg synes, at hun ligger samfundet til last på den her måde. Især – og nok allervigtigst – fordi jeg ved, at det er imod hendes egen vilje, forklarer hun.

TV 2 kan ikke spørge Inge-Marie Andersen, hvad hun i dag ønsker for sit liv, men da hun var rask, lå det hende meget på sinde ikke at ligge nogen til last. Heller ikke efter sin død, fortæller datteren.

For 24 år siden skrev Inge-Marie Andersen sin sidste vilje, og både Trine Andersen og hendes to søskende håber, at de snart får lov at tage den i brug. For dem handler det om retten til et værdigt liv.

- Nu har min mor levet 20 år på den her måde. Det er så grotesk, og jeg synes, at det der så synd for min mor, siger Trine Andersen.

Familien har tidligere over for lægerne givet udtryk for, at de ikke ønskede livsforlængende foranstaltninger for moren, men efter at Inge-Marie Andersen senest blev lagt i respirator, gik det op for dem, at det tilsagn kun gjaldt for hjertestop.

De har nu fået tilføjet i morens journal, at hun ikke skal genoplives eller lægges i respirator igen, hvis hun får et nyt anfald.

Vi skal indstille os på, at det i nærmeste fremtid skal være op til andre, om vi selv eller vores børn skal tilbydes livsforlængende behandling, hvis vi bliver alvorligt syge. Der er nemlig ikke penge nok til at redde alle.

Nogle gange er det bedre at dø værdigt og roligt end at blive behandle

Ida Donkin, læge og medlem af Etisk Råd

Det mener Mona Striib, der står i spidsen for en af de største fagforeninger i Danmark og nu kommer med en opsigtsvækkende udmelding: Vi er nødt til at lade de mennesker, der ikke kan få et værdigt liv med livsforlængende medicin, dø lidt tidligere, end vi gør i dag, hvis vi skal have råd til at holde andre i live.

- Hvis den livsforlængende behandling betyder, at man kun kan passes tre måneder i en seng, fordi man ikke kan andet, synes jeg, at man skal stoppe tre måneder før, siger FOA's formand, Mona Striib.

Hun rejser debatten, fordi sundhedsvæsenet befinder sig i en krise, der er en af de vigtigste dagsordener i valgkampen.

Det samme mener flere læger og eksperter, som TV 2 har talt med. Ifølge dem er det på tide at tage et opgør med, at alle har ret til alle behandlinger, og at vi justerer vores forventninger til sundhedsvæsenet. Flere skal have et nej, og færre skal have behandling – også selvom det i yderste konsekvens kan betyde, at de dør.

- Nogle gange er det bedre at dø værdigt og roligt end at blive behandlet, siger Ida Donkin, der er læge og medlem af Etisk Råd.

Står ved en skillevej

FOA organiserer sundhedspersonale, som arbejder på blandt andet sygehusene, og oplever – i lighed med sygeplejersker – en mangel på arbejdskraft og store udfordringer med at rekruttere. En analyse fra Kommunernes Landsforening viser, at der vil mangle 16.000 sosu'er, hvis udviklingen fortsætter.

Mona Striib understreger, at det bør være lægefaglige eksperter, der sætter grænserne for, hvornår man ikke får tilbudt en behandling. Men hun står "klokkeklart" fast på, at nogle godt kan tage beslutningen for andre om, hvor længe de skal leve.

Det kan også være en mor, der føder sit barn alt for tidligt, hvor barnet viser sig at få alvorlige komplikationer. I sådanne tilfælde mener Mona Striib, at det er okay at sætte spørgsmålstegn ved, om barnet får et godt liv.

- Der må vi sætte en nedre grænse, og den skal både defineres af etiske grænser, men også af økonomiske overvejelser om, hvordan vi får et sundhedsvæsen lige for alle, der er godt og solidt, siger hun.

Men er det rimeligt, at man selv får frataget valget om, hvorvidt man vil leve videre? Eller om ens barn skal? At det er andre, der skal tage stilling?

- Der er kun to veje at gå her. Enten sikrer man, at der er al den økonomi, der skal til for at løse alle de opgaver, der er, eller også begynder man at prioritere. For vi kan ikke betale med medarbejdernes arbejdsmiljø længere. Presset er for stort, siger hun.

Jeg synes efterhånden, at vi behandler folk, der er er så syge, at det er meningsløst

Morten Ziebell, lægefaglig vicedirektør for Sjællands Universitetshospital. Alle kan ikke have rettigheder til alt

De sidste årtier er presset på sygehusene vokset på grund af en cocktail bestående af bedre og flere behandlinger, en ældre befolkning, coronakrisen og personalemangel, lyder det fra Morten Ziebell, der er lægefaglig vicedirektør for Sjællands Universitetshospital.

Nu er situationen ifølge ham så grel, at man også fra politisk side er nødt til at tale om at skære fra.

- Vi må og skal prioritere, for det er ikke længere et spørgsmål om, at personalet skal løbe stærkere. Det er et spørgsmål om, at der er ikke er nogen til at løbe. Så jeg er meget mere interesseret i, hvad politikere vil vælge fra, end hvad de vil give penge til, siger han.

Voksende ventelister viste overraskende effekt

Coronakrisen har presset sygehusene, men den har også blottet noget, som kan vise sig at være værdifuld viden og måske kan skæres væk. For selvom alle eksperterne er enige om, at der skal prioriteres, ser de flere måder at gøre det på.

På Sjællands Universitetshospital er ventelisterne til operationer for galdesten og ufrivillig vandladning vokset med måneder under pandemien. Men når patienterne nu får tilbudt operationerne, takker en del af dem nej.

- I ventetiden har de fået det bedre eller affundet sig med, at det måske også bare er en del af livet at skulle tisse tre gange om natten i en sen alder, siger Morten Ziebell.

Han mener kun, at de to patientgrupper skal tilbydes en operation, hvis der er tale om akutte tilfælde. På den måde vurderer Morten Ziebell, at cirka 20 procent af de operationer, hospitalet udfører, kan undværes.

Der er skabt nogle urealistiske forventninger: At vi ikke skal have ondt, og at alting kan behandles

Morten Ziebell, lægefaglig vicedirektør for Sjællands Universitetshospital. Vi skal justere vores forventninger

Morten Ziebell mener også, at der bør gives færre behandlinger til patienter, der er uhelbredeligt døende. Men valget skal være op til den enkelte.

- Jeg synes efterhånden, at vi behandler folk, der er er så syge, at det er meningsløst. Der er ingen, der stopper og siger, at her kan behandlingen hjælpe så marginalt, at det er uger og timer, det handler om. Men det burde man, siger Morten Ziebell.

Selvom lægerne har en del af ansvaret for, at der bliver overbehandlet, ligger der også et ansvar på både patienter og politikere, mener han.

Når statsminister Mette Frederiksen (S) under pandemien talte om, at "hvert eneste dødsfald er en tragedie", eller vi som patienter først rigtigt taler om døden, når vi er på vej ind i den.

- Der er skabt nogle urealistiske forventninger: At vi ikke skal have ondt, og at alting kan behandles. Men hen ad vejen er der ting, vi ikke kan, og der er gener, der vil opstå. Det er en del af livet, siger han.

Retten til at sige nej

I sit arbejde på geriatrisk afdeling har læge Mike Sæderup Astorp flere gange siddet over for ældre patienter, der får en behandling, de i bund og grund ikke ønsker. Men de ved ikke, at de kan sige nej tak.

- Når folk får det at vide, er det en overraskende stor del, der ikke vil tage imod behandlingen, siger han.

Han er enig i, at der ikke er penge nok til alt, men han tror, at en del af løsningen på problematikken ligger i at tage de svære samtaler med patienterne. Om døden og om at sige nej tak til behandling.

Vi skal passe lidt på med, at alle skal have rettigheder til alt

Ida Donkin, læge og medlem af Etisk Råd

En af dem, der sagde nej, var ifølge lægen en 107-årig kvinde, der led af hjertesvigt og fik vanddrivende medicin. Det første hun sagde, da hun mødte Mike Sæderup Astorp, var, at hun gerne ville dø, men at der jo ikke var så meget at gøre ved det. Han fortalte hende, at hun kunne sige nej til sin vanddrivende medicin og til gengæld få en smertelindrende behandling. Og vigtigst af alt ville hun kunne få sit eget ønske opfyldt.

Kort efter var det præcis det, der skete, fortæller han.

Inden det kom dertil, havde han en grundig samtale med hende om, hvorfor hun ville af hjertemedicinen. Det er helt afgørende, at patienterne ikke er psykisk ustabile, har et selvmordsønske eller bliver presset til at takke nej, understreger han.

Derudover skal man have en sygdom, akut eller kronisk, som man vil dø af uden behandling.

- Hun var frisk i hovedet, men der var ikke noget tilbage for hende. Hun var færdig med at leve, siger Mike Sæderup Astorp om den 107-årige.

Rammerne skal være der

Skal sundhedsvæsnets krise knækkes, er det essentielt, at man "sætter en barre for, hvor god en effekt der bør være af en behandling", mener Ida Donkin.

Og det indebærer, at fagfolk i visse tilfælde tager beslutningen om, hvorvidt en patient får tilbudt en behandling.

Hun peger på, at der allerede i dag bliver prioriteret for os og opsat grænser, når det for eksempel drejer sig om abort eller aktiv dødshjælp.

- Vi skal passe lidt på med, at alle skal have rettigheder til alt. De her rammer skal være der engang imellem. Hensynet kan strække sig ud over den enkelte patient, og en del af det kan handle om ressourcer, siger hun.

Den halvskaldede mand stod i skyggen nogle få meter bag det runde bord.

Hans venstre hånd dækkede over maven på jakkesættet, mens den højre hang ned langs siden.

Jakken var mørk, skjorten hvid og slipset sort, og han lignede en tjener.

Gæsterne omkring bordet bemærkede da også kun manden, når han serverede for dem.

Han kom med andeleverpaté med svesker, sort kaviar på is og stegt oksefilet med sorte trøfler, mens selskabet drak dyr rødvin, snakkede og lo.

Det var ikke et hvilket som helst selskab.

Til den ene side sad Ruslands præsident, Vladimir Putin, og til den anden sad USA's daværende præsident George W. Bush, og på de andre pladser sad de to præsidenters hustruer og nogle få betroede medarbejdere.

Det var i foråret 2002, dengang George W. Bush sagde ligeud, at han og Vladimir Putin var venner.

Den russiske præsident var vært for et amerikansk statsbesøg, og 25. maj var George W. Bush inviteret ud på en sejltur gennem Sankt Petersborg på flodbåden SS New Island.

Turen var inklusiv middag, og den blev altså serveret af manden i skyggen.

Det var også ham, der ejede flodbåden SS New Island.

Manden i skyggen

Om livvagterne fra Secret Service i USA havde set en kopi af mandens straffeattest inden middagen, ved vi ikke, men det er næppe sandsynligt.

Prigozjin greb kvinden om halsen bagfra og begyndte at kvæle hende.

Domsudskrift fra byretten Leningrad

Hans navn er Jevgenij Prigozjin, i Vesten er han kendt som "Putins kok" – og selvom han ligner en tjener, skal man ikke tage fejl af ham.

Han serverer stadig mad for Vladimir Putin ved særlige lejligheder og er ejer af et firma, der leverer mad og serviceydelser til offentlige institutioner i Rusland.

Og så er han børnebogsforfatter.

Men Jevgenij Prigozjin er nok bedst kendt, fordi han også løser beskidte og blodige opgaver for den russiske præsident.

Og på det seneste har der været tegn på, at Jevgenij Prigozjin pønser på noget.

Hemmelighederne

Inden Rusland invaderede Ukraine, var han en af de mest hemmelighedsfulde mænd i Kreml.

Han benægtede at være chef for det russiske korps af lejesoldater, der kaldes Wagner Gruppen, og han afviste fuldstændig at stå bag Ruslands hær af internettrolde i det såkaldte Internet Research Agency.

I løbet af et helt årti gav han kun to større interviews, der mest handlede om, hvor god han var til at lave mad og drive forretning.

Og hvis russiske journalister skrev negativt om ham, skete der dem ofte noget ubehageligt, mens kritiske pressefolk i vestlige lande risikerede at blive mødt af sagsanlæg.

Alle disse banditter bør sendes barfodede til fronten med maskingeværer

Jevgenij Prigozjin, forretningsmand

Men i august 2022 skete der et markant skifte.

Kokken går i krig

Efter Ruslands svigtende succes på slagmarken i Ukraine er Jevgenij Prigozjin begyndt at få en langt mere offentlig profil.

Pludselig indrømmede han, at det faktisk var ham, der stod i spidsen for Wagner Gruppen.

Pludselig rekrutterede han personligt lejesoldater i russiske fængsler.

Pludselig besøgte han fronten i Ukraine.

Pludselig holdt han mindehøjtideligheder for døde lejesoldater.

Og pludselig blev han aktiv på det sociale medie VK, hvor han personligt begyndte at svare på spørgsmål fra folk, når de skrev til hans firma.

Hvad vil han?

Jevgenij Prigozjins pludselige markedsføring af sig selv har fået flere iagttagere til at overveje, om han er ved at køre sig selv i stilling fra en plads i skyggen til en plads ved bordet i Kreml.

- Wagner-folk fortæller mig, at de ville stemme på ham frem for Putin til enhver tid, og det virker på mig, som om han lugter blod, skrev den undersøgende journalist Christo Grozev fra mediet Bellingcat forleden på Twitter.

Ifølge tænketanken Institute for the Study of War er det måske Ruslands forsvarsminister, Sergej Shoigus, blod, Jevgenij Prigozjin kan lugte.

- Militærbloggere har igen og igen rost Prigozjins succes i Ukraine, og nogle siger endda, at han bør erstatte Ruslands forsvarsminister, Sergej Shoigu, skrev tænketanken i sin daglige opdatering om krigen 14. september.

I begyndelsen af oktober 2022 gjorde Jevgenij Prigozjin det selv klart, at han er utilfreds med forsvarsministeren og hans generalstab.

- Alle disse banditter bør sendes barfodede til fronten med maskingeværer, skrev Jevgenij Prigozjin på det sociale medie VK.

Men ikke nok med det.

Magtkampen

Et par dage senere dukkede der pludselig en video op på internettet, hvor en stot gruppe soldater, der påstår, at de er tvangsindkaldt til krigen i Urkaine beklager sig kraftigt over militærledelsen.

Hvis man ser nærmere på soldaterne, viser det sig imidlertid, at en af dem, der beklager sig, bærer et uniformsmærke, som benyttes af Wagner Gruppens soldater.

Ifølge grundlæggeren af mediet Bellingcat, Eliot Higgins, er det muligt, at de kritiske videoklip er iscenesat efter ordrer fra Jevgenij Prigozjin.

- Hvis Prigozjin bruger Wagner Gruppen til at underminere Shoigu, har Putin virkelig mistet kontrollen med situationen. Det er sjovt at se Prigozjin rette sin disinformation fra Vesten til Putin og Rusland. Jeg kunne godt frygte, at et fald ud af et vindue eller et hjertetilfælde ligger i kortene, skrev han på Twitter.

Og noget kunne da også tyde på, at Jevgenij Prigozjin ikke er lige vellidt alle steder i Kreml.

Samtidig med, at videoen med soldaterne gik viralt, anholdt politiet i Moskva for eksempel en af Jevgenij Prigozjins nære medarbejdere, der gentagne gange har angrebet forsvarsministeren på sine Telegram-kanaler.

Den hviderussiske journalist Tadeusz Giczan, der er chefredaktør på mediet Nexta deler en video fra anholdelsen på Twitter.

- En varm krig blandt eliten i Rusland er i høj grad virkelighed lige nu, skriver han.

Så det kunne altså godt lade til, at vi på den ene eller den anden måde vil se mere til den halvskaldede mand i jakkesættet.

Hvad er han så for en fyr?

Et beskedent talent på ski

En stor del af det, vi ved om Jevgenij Prigozjin, stammer fra interviews han gav til mediet 812 Online i 2011 og magasinet Samfundets Elite i 2008.

Jeg kan helt sikkert sige, at Vladimir altid er meget taknemmelig for, hvad der bliver serveret for ham

Jevgenij Prigozjin, forretningsmand

Desuden skrev den russiske udgave af magasinet Forbes en større profil af ham i 2013, men ingen steder står der ret meget om hans barndom.

Vi ved dog, at Jevgenij Prigozjin blev født i 1961 i Sankt Petersborg.

Vladimir Putin er også vokset op i Sankt Petersborg, men de to kendte ikke hinanden som børn, og deres liv kom til at følge helt forskellige baner.

Den ene blev formet af efterretningstjenesten KGB, den anden blev formet af livet i en fangelejr for forbrydere i Sovjetunionen.

Prigozjin blev ved med at kvæle kvinden, til hun mistede bevidstheden

Domsudskrift fra byretten Leningrad

Men da Jevgenij Prigozjin var barn, lignede han ikke en tugthuskandidat.

Hans mor var læge, og han voksede op med en stedfar, der elskede at stå på ski.

Drengen havde talent for skisport og kom på Sportsskole nummer 62, hvor han blev undervist sammen med sportsfolk, der senere skulle blive verdensmestre og olympiske guldvindere.

Men talentet for langrend var ikke stort nok.

En enlig kvinde på gaden

Præcis hvordan Jevgenij Prigozjin kom i dårligt selskab ved vi ikke, men vi ved, at hans liv ændrede sig for altid på grund af en hændelse i midnatstimen torsdag 20. marts 1980.

Lad os for en kort bemærkning skrue tiden tilbage til dengang.

Til et trist boligbyggeri på mange etagers grå beton et stykke uden for Sankt Petersborgs centrum.

Her gik en enlig kvinde i vejkanten på vej hjem gennem den iskolde nat – termometeret viste mere end 10 graders frost.

Et stykke bag kvinden gik fire unge mænd, der havde været i byen på en lokal restaurant, der hed Ocean.

Vi kender episoden og mændenes navne, fordi det russiske medie Meduza i 2021 offentliggjorde gamle retsdokumenter, hvor det hele er beskrevet i detaljer.

En af de fire mænd var en ung Jevgenij Prigozjin.

Sammen med de tre andre i gruppen havde han i løbet af de seneste uger begået mindst fem indbrud og stjålet båndoptagere, kontanter, stearinlys, krystalglas og alt muligt andet fra boliger i kvarteret.

Og på vej hjem fra restauranten så Jevgenij Prigozjin en mulighed for at tjene nogle hurtige penge gå foran sig.

Han aftalte med en af de andre, en fyr ved navn Makeko, hvad de skulle gøre.

Så gik de i gang.

Overfaldet

Først gik Makeko alene hen til kvinden og bad om en cigaret.

Hun gav sig til at rode i sin taske, og opdagede derfor ikke, at der kom nogen bagfra.

- Prigozjin greb hende om halsen bagfra og begyndte at kvæle hende, mens Makeko truede hende med en kniv og hjalp med at trække hende væk fra vejen, står der i domsudskriften.

Ifølge dokumenterne fra byretten i det daværende Leningrad var overfaldet ganske voldsomt.

- Prigozjin blev ved med at kvæle kvinden, til hun mistede bevidstheden, står der.

Udbyttet blev kvindens støvler og to guldørenringe, og de fire mænd lod det livløse offer ligge med bare fødder i den iskolde nat, da de stak af.

I de efterfølgende måneder fortsatte Jevgenij Prigozjin med at begå indbrud, men da efteråret kom, blev han anholdt for overfald, indbrud og anden kriminalitet.

Dommen, der blev stadfæstet 6. oktober 1981, lød på 13 år i en arbejdslejr for straffefanger.

Og så forsvandt Jevgenij Prigozjin fra offentlighedens øjne i et lille årti.

Da han dukkede op igen, var verden i forandring.

Pølsemanden

Jevgenij Prigozjin blev benådet i 1990, og hjemme i Sankt Petersborg var han hurtig til at se mulighederne i den nye verdensorden.

Han blev byens første pølsemand.

Sammen med sin stedfar åbnede den tidligere straffefange en pølsevogn i Sankt Petersborgs populære Aprashka-marked på det helt rigtige tidspunkt.

- Jeg var den første i byen til at sælge hotdogs. Senneppen blev stødt i min lejlighed, i køkkenet. Min mor talte pengene. Jeg tjente 1000 dollars om måneden. Det var et bjerg af penge, der var så mange, at det var svært for min mor at tælle, fortalte Jevgenij Prigozjin til 812 Online i 2011.

Der kom flere pølsevogne til, og ifølge Jevgenij Prigozjin selv måtte han betale 100 dollars i beskyttelsespenge til byens mafia for hver pølsevogn, han åbnede.

Hvis han ville være rigtig rig, måtte Jevgenij Prigozjin rykke op i fødekæden.

Og så var det, at han mødte en tidligere klassekammerat fra Sportsskole nummer 62, der kunne hjælpe ham med netop det.

Han hedder Boris Spektor, og han var ved at udvikle Sankt Petersborgs nye kasino.

Vi besluttede os for, at vi havde brug for en stripper.

Jevgenij Prigozjin, forretningsmand

Rigmanden Boris Spektor hyrede i første omgang Jevgenij Prigozjin til et job som økonomiansvarlig i en ny kæde af supermarkeder, men han fik også den succesfulde pølsemand til at investere i kasinobranchen.

Det var i 1992, og formentlig her Jevgenij Prigozjin stødte på navnet Vladimir Putin for første gang.

Dengang var Vladimir Putin netop blevet viceborgmester i Sankt Petersborg, og et af hans ansvarsområder var at udstede licenser til byens kasioner.

Bystyret ejede på papiret 51 procent af kasinoerne, og ifølge dokumenter, som avisen Novaja Gazeta har set, var Jevgenij Prigozjin registreret som en af de personer, der drev kasino.

Et beklageligt underskud

Det med at drive kasino var Boris Spektor, Jevgenij Prigozjin og deres partnere ikke ret gode til.

I hvert fald ikke på papiret.

Når der skulle aflægges regnskab til bystyret var kasinoerne en stor underskudsforretning, men i realiteten gik pengene til organiseret kriminalitet.

Omfanget af snyderiet var så stort, at Vladimir Putin selv skrev om det i sin bog 'Førstepersonen' fra 2000, som blev udgivet umiddelbart inden, at han blev valgt som præsident.

- Kasinoejerne viste os kun tab i regnskaberne. Hvis jeg var blevet i Sankt Petersborg, havde jeg presset disse kasinoer helt til det sidste og tvunget dem til at dele deres overskud med byen, skrev Vladimir Putin.

Om den tidligere viceborgmester også fik del i overskuddet, ved vi ikke, men i denne periode flyttede Vladimir Putin og hans hustru ind i en eksklusiv lejlighed på Vasiljevskij-øen i Sankt Petersborg, ikke langt fra hvor Jevgenij Prigozjin boede.

Det kom da heller ikke til at gå ud over Jevgenij Prigozjin og hans samarbejdspartnere, at Vladimir Putin kendte til bedrageriet.

Tværtimod.

Fra hotdogs til gourmetmad

Den tidligere straffefange, pølsemand, bogholder og kasinoejer var ikke færdig med at klatre op af den sociale rangstige.

I 1995 blev han restauratør, og han havde af en eller anden grund held til at sikre sig de helt rigtige steder til restauranterne.

For eksempel spisestedet Den Gamle Toldbod, der kom til at ligge i en bygning, der i sin tid havde huset zar Peter den Stores kunstkammer.

Ifølge Jevgenij Prigozjin selv havde projektet dog startvanskeligheder.

- Ingen besøgte os i to måneder. Vi lavede mad dagen lang, fik foie gras fra Finland og endda østers, men der var ingen i restauranten, fortalte han magasinet Samfundets Elite i 2008.

- Så besluttede vi os for, at vi havde brug for en stripper. Pigerne dansede striptease dagen lang, men der kom stadig ingen, fortalte Jevgenij Prigozjin og tilføjede, at fire noble herrer gav ham idéen til det forretningskoncept, der for alvor skulle gøre ham kendt.

- En dag udtrykte fire gentlemen deres beundring for køkkenet og bad mig om at fjerne stripperne, fordi de forhindrede dem i at nyde stedets atmosfære, sagde Jevgenij Prigozjin.

Gennembruddet

Han lyttede til de fire mænd, og pludselig blev Det Gamle Toldkammer en af de mest eksklusive restauranter i Sankt Petersborg.

På fem måneder havde investeringen på 350.000 dollars ifølge magasinet Forbes tjent sig hjem, og Sankt Petersborgs borgmester – Vladimir Putins gamle mentor, Anatolij Sobtjak – begyndte at komme der.

Jevgenij Prigozjin åbnede yderligere tre eksklusive restauranter på land, inden han i 1997 rejste til Paris og blev inspireret af de flydende restaurantskibe på Seinen.

Han købte flodbåden Moskva-177, der havde en fortid som diskoteksbåd, og ombyggede skibet til den supereksklusive restaurant SS New Island.

Flodbåden blev hurtigt et hit blandt de rige, og da Vladimir Putin blev præsident i år 2000, imponerede han fornemme gæster på flodbåden og Jevgenij Prigozjins andre restauranter.

- Vladimir Putin havde set, hvordan jeg byggede en forretning ud af en pølsevogn. Han så, hvordan jeg ikke stod tilbage for personligt at hente tallerkner til kronede hoveder, sagde Jevgenij Prigozjin i 2008.

Han fortalte også, at Vladimir Putin (som han er på fornavn med) tilsyneladende var glad for hans indsats ved bordet.

- Jeg kan helt sikkert sige, at Vladimir Vladimirovitj altid er meget taknemmelig for, hvad der bliver serveret for ham, selvom der er noget, han ikke kan lide, udtrykker han det ikke, da det kan fornærme dem, der har tilberedt det. Han har en utrolig sans for takt og tone, sagde Jevgenij Prigozjin i 2008.

Arven fra BlinDonalds

Den foretagsomme pølsemand ønskede dog også et folkeligt gennembrud, og han åbnede fastfoodkæden BlinDonalds, som solgte russiske pandekager.

Pandekagekæden faldt dog ikke i russernes smag – de ville hellere på McDonalds.

Kæden forsvandt helt fra det russiske marked i 2012, men den efterlod sig cateringfirmaet Concord, som Jevgenij Prigozjin oprettede for at servicere pandekagekæden.

Selskabet stod i hans mors navn, men der skulle hurtigt blive flere penge at tælle, end dengang hun talte profit fra pølsevognen.

I dag udgør cateringselskabet nemlig rygraden i Jevgenij Prigozjin enorme forretningsimperium.

Op gennem 2000'erne og 2010'erne udliciterede den russiske stat en lang række ydelser, lige fra skolemad til rengøring og vedligeholdelsesopgaver.

Og Jevgenij Prigozjins firma Concord havde det med at vinde opgaverne næsten hver gang.

Andrei Mikhailov, der er tidligere ansat, fortalte i 2018 avisen Novaja Gazeta, hvordan det for eksempel kunne gå til.

Kakerlakker på hospitalet

Han var nemlig med til at vinde et udbud i byen Samara i 2013, hvor hospitalerne hidtil ikke havde brugt Concord som udbyder.

Andrei Mikhailov fik sammen med en gruppe af Prigozjins folk til opgave at skaffe levende kakerlakker.

- Vi tog til Kondratievskij-centeret, hvor vi købte nogle rødhårede nogen med overskæg, fortalte Andrei Mikhailov til avisen, der har set regningen for hans indkøb.

Dernæst smuglede holdet kakerlakkerne ind på hospitalet og optog patienternes reaktioner på video, når de opdagede de små skadedyr.

Videoerne blev sendt til Jevgenij Prigozjin, men aldrig offentliggjort.

- Så vidt jeg blev orienteret dengang, blev opgaven fuldført, siger Andrei Mikhailov til avisen.

Mange andre opgaver blev også udført, og snart leverede den tidligere pølsemand mad til russiske skolebørn trods massive protester fra forældrene og forplejning til den russiske hær, selvom det betød kød med salmonella og alt for små portioner.

Det lille folk

I 2019 viste en undersøgelse fra tv-kanalen Curent Time og antikorruptionsorganisationen Municipal Scanner, at Jevgenij Prigozjin fra 2011 til 2019 havde vundet 5393 kontrakter hos den russiske stat til en værdi af mindst 3,2 milliarder dollars.

Længe inden var russiske medier begyndt at interessere sig for, hvem den driftige forretningsmand var.

De fik ikke mange svar.

Privat er Jevgenij Prigozjin gift med Ljubov Prigozjina, der driver flere spa- og wellnesscentre i Sankt Petersborg.

Parret har to børn sammen, en søn og en datter, der voksede op væk fra offentligheden.

Børnenes navne blev først offentligt kendt, da Jevgenij Prigozjin i 2002 udgav en børnebog, hvor den tiårige datter, Polina, og fireårige søn, Pavel, stod som forfattere.

Bogen handler om det lille fantasifolk Indraguzik.

- Det er et lille folk i en stor by. I bogen hjælper Indraguzik kongen med at redde kongeriget, fortalte Jevgenij Prigozjin i 2008.

Da journalisten fra mediet 812 spurgte Jevgenij Prigozjin, om han selv var en Indraguzik, svarede han:

- Hvis du kan lide at bære en slæde, er det fordi du elsker at køre på den. Livet er så spændende, at status er uden betydning. Jeg har det godt med at leve asketisk.

Et liv i velstand

Virkelighedens Indraguzik-familie lever dog ikke under beskedne forhold.

Da den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs folk fandt Jevgenij Prigozjins pragtvilla i 2016 viste en overflyvning med drone et gigantisk kompleks af huse med egen helikopterlandingsplads og basketballbane.

Ud for hans enorme sommerhus ved Sortehavet lå en 37 meter lang superyacht med interiør af designeren Gianni Versace.

Aleksej Navalnyj blev udsat for et giftangreb i 2020. Hvem der stod bag, er ikke opklaret, men imens oppositionspolitikeren svævede mellem liv og død på et hospital i Berlin, sagsøgte Jevgenij Prigozjin ham for et stort millionbeløb på grund af videoen.

Han var blandt andet vred over, at Aleksej Navalnyj sagde, at han stod bag lejesoldaterne i Wagner Gruppen.

- Jeg har til hensigt at fratage disse skruppelløse personer deres tøj og sko, skrev han i en pressemeddelelse og tilføjede, at han ville fejre det, hvis Navalnyj døde.

Jevgenij Prigozjin har som nævnt erkendt, at han står bag lejehæren.

Men hvordan blev den til?

Kokkens hær

Ifølge det russiske medie The Bell opstod idéen om, at dele af den russiske hær kunne udliciteres tilbage i 2010, da den sydafrikanske lejesoldat Eeben Barlow deltog i en konference i Sankt Petersborg og præsenterede idéen.

Højtstående medlemmer af generalstaben fik overbevist Vladimir Putin, og opgaven blev givet til Jevgenij Prigozjin.

En af de første sikkerhedsfolk, der var til samtale hos Jevgenij Prigozjin fortalte siden til The Bell, at Jevgenij Prigozjin ikke kunne lide idéen.

- Projektet var farligt uden åbenlyse fordele. Men man afviser ikke sådanne ordrer, sagde sikkerhedsmedarbejderen til The Bell.

Med Wagner Gruppen var Jevgenij Prigozjin blevet en vigtig brik i Vladimir Putins udenrigspolitiske spil, og snart dukkede lejesoldaterne op flere steder i Afrika samt i Syrien og i det østlige Ukraine, da der udbrød borgerkrig der.

Flere steder er soldaterne fra Wagner Gruppen mistænkt for at stå bag krigsforbrydelser.

Troldene

Samtidig med, at Jevgenij Prigozjin med Wagner Gruppen pludselig fik adgang til diamanter og bestikkelsespenge i Afrika, skabte han en anden organisation, der kunne pleje hans egne og Ruslands interesser i udlandet.

Nemlig organisationen Internet Research Agency, der også kaldes troldefabrikken, og som blandede sig i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Jeg er sikker på, at han ikke modtog ordrer fra nogen – og han spurgte heller ikke om tilladelse

Andrei Mikhailov, tidligere medarbejder hos Jevgenij Prigozjin

- Det var helt og holdent Jevgenij Prigozjins egen idé. Det var noget Prigozjin gjorde som hjemmearbejde til gengæld for de milliarder han modtog for kontrakter med regeringen, fortalte den tidligere ledende medarbejder på troldefabrikken Andrei Mikhailov til avisen Novaja Gazeta i 2018.

Et stykke tid forinden var han var blevet fyret og overfaldet af personer, han selv siger, var udsendt af sin tidligere chef.

- Ud fra hvad jeg så og hørte, er jeg sikker på, han ikke modtog ordrer fra nogen – og han spurgte heller ikke om tilladelse, fortalte Andrei Mikhailov til avisen Novaja Gazeta i 2018.

Ifølge Andrei Mikhailov var der i hans tid 200 medarbejdere på fabrikken, og de skulle levere 135 kommentarer i Ruslands interesse på sociale medier om dagen.

Naiviteten

Om Jevgenij Prigozjins og Ruslands interesser fortsætter med at følges ad i den kommende tid, har vi endnu til gode at se.

Men den halvskaldede mand, der serverede for George W. Bush, er ikke længere velkommen i nærheden af USA's præsident.

I dag er han omfattet af sanktioner, og USA har udlovet en dusør på 250.000 dollars på hans hoved.

Men i 2008 grinede han af, hvor naive amerikanerne var:

- I 1991 udfyldte jeg et spørgeskema på det amerikanske konsulat. Det lød virkelig sådan: "Svar ærligt, samarbejdede du med KGB, var du indblandet i prostitution, solgte du narkotika". Jeg svarede: "Jeg sælger hotdogs" – og så ville de gerne se mig.

Fredag meldte flere læger og faglige organisationer ud, at behandlingsgarantien skal justeres eller suspenderes, hvis lange ventelister og skævvredne behandlinger skal til livs.

Men det er en forkert løsning at pille ved garantien, lyder det fra flere patientorganisationer til TV 2.

- Jeg synes, det er en falliterklæring, at de faglige organisationer går ud og vil forringe vilkår for patienterne, som i forvejen har store gener, siger Henrik Kjær Hansen, der er vicedirektør i Gigtforeningen.

Han anerkender, at der er udfordringer i det danske sundhedsvæsen, særligt efter coronapandemien, men han er uforstående over for, at det netop er behandlingsgarantien, der bliver debatteret.

- Jeg synes bestemt ikke, at vi skal sløjfe behandlingsgarantien, siger han.

Frygter, det vil skabe en ny ulighed

Også i Danske Patienter, der repræsenterer 900.000 patienter og pårørende, er man kritisk over for planerne om at ændre eller helt at fjerne garantien.

Direktør Morten Freil frygter, at der vil opstå en større ulighed i sundhedsvæsnet, hvis man ændrer eller helt fjerner behandlingsgarantien.

- Hvis man afskaffer behandlingsgarantien, så skaber det en ny ulighed, der måske er værre, og sandsynligvis også længere ventelister, siger han.

Ifølge Morten Freil vil uligheden opstå mellem de godt 2,5 millioner danskere, der gennem deres arbejde eller pension har en privat sundhedsforsikring, og dem, der ikke har det. Særligt kronisk syge og dem med de mest krævende lidelser vil ifølge direktøren ende sidst i køen.

- Hvis vi bliver ved med at diskutere behandlingsgarantien, så kommer det til at skygge for de reelle udfordringer, siger han.

Hellere lægefaglig end politisk vurdering af rækkefølgen

Et af argumenterne for at se nærmere på garantien er ellers, at den i den nuværende situation er med til at skabe en ulighed i sundhedsvæsnet, så de mest komplicerede operationer bliver skubbet langt bagud i køerne.

- Vi bør behandle dem først, der har behov for at blive behandlet først. Ikke dem, der har det rigtige nummer i køen, siger Susanne Wammen, der er formand i Overlægeforeningen.

Retten til behandling inden for 30 dage betyder, at patienter med mindre komplicerede gener hurtigt får adgang til behandling på landets privathospitaler, mens dem, der døjer med mere komplicerede lidelser, der kun kan håndteres på de mere specialiserede offentlige sygehuse, ofte venter langt over de 30 dage på behandling.

Årsagen er, at de offentlige hospitaler tager de mest akutte patienter først, og at der - ifølge Danske Regioner - findes cirka 1000 typer af behandlinger på tværs af 36 lægespecialer, og af disse har privathospitalerne kun godkendelse til at varetage cirka 75 behandlingstyper.

Grethe Christensen, der er formand for Dansk Sygeplejeråd, mener derfor ikke, at behandlingsgarantien fungerer. Og at man i stedet for at lade det være op til en politisk bestemt ramme, bør være en faglig vurdering, der afgør, hvem der først bliver behandlet.

- Vi har en lægefaglig baggrund, der gør, at vi kan sige, at ens behandling behøver ikke blive lavet inden for 30 dage. Man kan måske vente 60 eller 90 dage, siger hun.

En forblødende patient

TV 2 har lavet en politisk rundringning blandt partierne om behandlingsgarantien. Enhedslisten, Radikale Venstre og SF er åbne over for at ændre på behandlingsgarantien, mens resten ikke vil røre den. Og så er der Moderaterne, hvor formand Lars Løkke Rasmussen stod fadder til den oprindelige behandlingsgaranti, der blev indført i 2002.

- Jeg er varm tilhænger af behandlingsgarantien, som skaber stærke patientrettigheder. Men når patienten kommer ind på akutafsnittet og er ved at forbløde, så skal man stoppe blødningen, for man kan behandle patienten. Og sådan er det også med sygehusvæsnet, der er i krise, siger han.

Derfor er Lars Løkke Rasmussen klar til at ændre på garantien og differentiere den i en periode.

- Ideelt burde alle have ret til at blive behandlet hurtigt og effektivt. Men når det hele er brudt sammen, kan det være klogt i en periode at differentiere forskellige garantier til forskellige sygdomme. Og at det bliver ud fra en mere lægefaglig vurdering. Det er ikke, fordi jeg bryder mig om det, men det er, fordi det er nødvendigt, siger partilederen.

Heunicke vil give "alt" for at få ventelister ned

Selvom hverken Gigtforeningen eller Danske Patienter mener, at behandlingsgarantien er det rigtige sted at skrue på, er der brug for forandringer i sundhedsvæsnet, lyder det.

Blandt andet fordi patienter, der venter, risikerer at få det værre både fysisk og psykisk. To af dem, der har oplevet ventelisteproblematikken på egen krop er hoftepatienten Hans Friis, der har ventet to år på en operationstid, og Edel Svendsen, der fik sin Alzheimerdiagnose efter otte måneder.

- Der er mange, der venter længe med smerter og nedsat livskvalitet, og det skal vi selvfølgelig gøre op med, siger Morten Freil.

Morten Freil tror, at løsningen kan være, at samarbejdet mellem det private og offentlige sundhedsvæsen bliver bedre til at udnytte kapaciteterne på "en bedre måde" og samarbejder om, hvem der skal behandles først, og at det bliver i den rigtige rækkefølge.

Oveni det skal flere i fremtiden hurtigere til en udredningssamtale i det offentlige, så færre end i dag bliver sendt direkte ind i det private.

- Hvis vi skal løse det her problem, så handler det om et bedre samarbejde mellem det private og det offentlige, og at vi bliver bedre til at få patienterne ind til forundersøgelse på hospitalerne, så vi tager dialogen, siger Morten Freil.

For Henrik Kjær Hansen handler det om at afprøve forskellige måder at få flere sygeplejersker tilbage på de offentlige sygehuse, se på arbejdsgange og "hele spektret af muligheder" for at barbere ventetiden ned. Han peger på, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har lovet en åben pengekasse til at løse problemet.

- Medmindre alle mulige andre udveje er prøvet, så synes vi, at det er en rigtig dårlig ide at forringe de rettigheder, som folk har i dag. Og dem er behandlingsgarantien en af, siger han.

Valgkampen har nu været i gang i tre dage, og især et tal er indtil videre gået igen i Venstres kampagne.

Både på de sociale medier og i diverse tv-debatter har partiets formand Jakob Ellemann-Jensen formået at nævne, at regeringen har hævet skatterne mere end 40 gange, siden de kom til magten.

- I sagde inden sidste valg, at 95 procent af danskerne ikke ville mærke de socialdemokratiske skattestigninger. Virkeligheden er, at I har hævet skatten 40 gange, og gjort 9 ud af 10 indkomstgrupper fattigere, sagde Jakob Ellemann-Jensen eksempelvis til finansminister Nicolai Wammen (S) dagen inden valgudskrivelsen i DR-programmet Debatten.

Et par tal har Venstre dog udeladt i deres kampagne.

For selvom Socialdemokratiet har gennemført 44 skattestigninger i den igangværende regeringsperiode, har de også lempet skatterne 25 gange.

Samtidig har Venstre stemt for 17 af stramningerne - altså over en tredjedel.

Tobaksafgiften er den største

Baggrunden for regeringens knap 50 skatte- og afgiftsstramninger er et ønske om "at prioritere velfærd, klima, miljø og folkesundhed, hvilket kræver finansiering".

Det fortalte Nicolai Wammen til Folketingets Finansudvalg i december 2021.

De 44 stigninger inkluderer blandt andet en forhøjet afgift på tobak og en afgift på bæreposer og engangsservice. Men der er også mere specialiserede stramninger, eksempelvis en stigning i jagttegnsafgiften.

Tobaksafgiften - som Venstre i øvrigt stemte for - er den største skattestigning i regeringens levetid.

Står ved de 17 stramninger

Fredag fremlagde Venstre deres grønne 2030-plan. Selvom emnet var klima, kom de på pressemødet også ind på regeringens skattestramninger.

Her afviste politiske ordfører, Sophie Løhde, at det er en fejl, at Venstre har stemt for 17 af stigningerne. For deres kritik er rettet mod "den samlede skattestigning".

- Venstre ønsker at sætte skatterne ned. Vi synes, man er gået i en forkert retning de sidste tre år. Hvis man sidder lige nu og synes, at det er svært at få enderne til at nå sammen, så mangler man jo de adskillige tusind kroner, som regeringen har hævet afgifterne med, sagde Sophie Løhde.

Alligevel har I støttet 16 andre stigninger. Er det ikke misvisende?

- Nej, for resten handler om at lukke skattehullerne, hvilket vi har en forpligtelse til, sagde Jakob Ellemann-Jensen.

Han tilføjer, at Venstres støtte til 17 af stramningerne ikke ændrer ved, at regeringen med deres 44 stigninger "målrettet og effektivt har hævet skatterne for alle danskerne, stik imod hvad de sagde forud for valget i 2019".

- De sagde, at der var 95 procent, der ikke ville mærke skattestigningerne. Jeg tror, at man skal højere op end 95 procent, hvis vi skal finde dem, der kan mærke stigningerne, sagde han.

TV 2 har forsøgt at få et interview fra Venstre, men det har ikke været muligt inden deadline.

Under Folketingets åbningsdebat torsdag blev den konservative formand Søren Pape Poulsen anklaget af Ajaa Chemnitz fra det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit, for at have sagt, at ”Grønland er Afrika på is”.

Det kunne den konservative formand ikke huske at have sagt og ville gerne se dokumentation for det.

Fredag kan Pape stadig ikke huske ordene ”falde på den måde”, men indrømmer over for Ekstra Bladet, at ”det godt kan ske, jeg har fået formuleret det”.

- Og det har jeg jo gjort, fordi på visse stræk, der mener jeg faktisk, at Grønland er at sammenligne med et udviklingsland, lyder det fra formanden.

Pape begrunder sin udmelding med, at landet har alvorlige problemer med seksuelt misbrug, incest og alkoholmisbrug.

Kan ikke se et frugtbart samarbejde

Grønlands landsstyrerformand, Múte B. Egede, kaster sig nu ind i valgkampen og kalder Papes kommentarer for "direkte respektløse".

- Jeg håber ikke, han bliver statsminister med de holdninger, han har til Grønland. Jeg kan ikke se, at et frugtbart samarbejde kan køre, hvis man har den grundholdning, siger han til Ekstra Bladet

Pape fortæller til Ekstra Bladet, at han fortryder den præcise formulering, han er beskyldt for at have brugt.

Han understreger dog, at han ikke fortryder meningen bag ordene, da Danmark ikke kan "lukke øjnene" for det, der foregår i Rigsfællesskabet.

- Jeg kan godt forstå, at man lige i nuet kan blive sure eller fornærmede. Det må man gerne, men så synes jeg, vi skal skynde os og vende blikket mod de reelle problemer, siger han.

Hvor de første dage i valgkampen har kredset om mink, energipriser og et udsultet sundhedsvæsen, stod dagen i dag i klimaets tegn.

Først på pletten var Venstre, som godt nok stod op med intentionen om at levere en grøn 2030-plan til danskerne, men mest af alt blev mødt af kollegiale sortseere på Christiansborg.

Velkommen til dagens udgave af ’Valgdøgnet’ på TV2.DK, hvor vi giver dig de vigtigste nedslag fra den valgpolitiske slagmark.

Vi starter med Venstres udspil, som indeholder et forslag om at sælge en del af Danmarks største energiselskab, Ørsted.

Nærmere bestemt ønsker Venstre at sælge statens andel på 50,1 procent af den internationale havvindmølleforretning for at kunne finansiere partiets såkaldte grønne 2030-plan.

En plan, der blandt andet indeholder forslag om at indføre et grønt håndværkerdrag, bygge flere ladestandere og styrke oprensningen af forurenet drikkevand.

Du kan høre om hele udspillet ved at se pressemødet her.

Men hvor mange penge tjener man så på at sælge en havvindmølleforretning?

Over 100 milliarder kroner, hvis man spørger Venstre.

Det er dog kun 60 milliarder af dem, der skal bruges til at investere i den grønne omstilling, mens de resterende penge skal bruges på at afdrage statens gæld, fortalte Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, på dagens pressemøde.

Selvom Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, mener, at der tale om en ”ambitiøs klimaplan”, bliver partiets grønne forslag dumpet af en lang række af Folketingets partier. Blandt andet af SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, som er alt andet end begejstret for Venstres klimaudspil.

Det er tæt på det mest vanvittige, jeg har hørt længe

Pia Olsen Dyhr, formand, SF

Fra klimaplaner til behandlingsplaner. Mange danskere kæmper dagligt med smerter, som kunne være mindsket, hvis de havde fået en operation hurtigere.

En af dem er 63-årige Hans Friis, der fortæller til TV 2, at han indtil videre har måttet vente i mere end to år på at få foretaget en kompliceret hofteoperation.

Derfor ønsker han nu, at behandlingsgarantien – altså retten til selv at bestemme, hvilket sygehus man vil behandles på, hvis ventetiden er mere end 30 dage – bliver forlænget eller forsvinder.

Han bakkes op af Dansk Sygeplejeråd, Overlægeforeningen og fagforeninger, som alle mener, at politikerne er nødt til at skride ind, hvis ikke ventelisterne på landets sygehuse og klinikker skal slå nye rekorder.

Om det bliver en rød, blå eller bred regering, der skal løse Hans Friis' problemer, står stadig hen i det uvisse.

Men står det til størstedelen af danskerne kommer den fremtidige regering til at blive udgjort af partier fra enten rød eller blå blok.

Det viser en helt ny Megafon-måling, hvor procentsatsen af danskere, der foretrækker en regering over midten, er faldet fra 40 procent til 31 procent.

Vi slutter af med dagens billede.

For det er ikke alle politikerne, der er trukket i valgkampsuniformen i dag. Statsminister Mette Frederiksen (S) har sat sin valgkamp på midlertidig pause for at diskutere gaspriser i Tjekkiets hovedstad, Prag.

Nu står weekenden for døren, men det kommer ikke til at skorte på politiske begivenheder rundt om i landet.

Inden for de næste 24 timer vil lygtepæle og træer være prydet med folketingskandidaternes ansigter, efter at de klokken 12 lørdag må begynde at hænge deres valgplakater op.

Chancen for at støde ind i de rigtige politikere er også stor, da mange af kandidaterne vil være på gaden for selv at hænge plakater op eller dele morgenmad ud.

Skulle du kede dig i mellemtiden, kan du følge med i folketingsvalget på TV 2 Play eller prøve kræfter med vores kandidattest, som du finder i boksen herunder.

Vi læses ved i morgen, når ’Valgdøgnet’ igen udkommer klokken 19.

En bøde på 40.000 kroner og en sur smiley i butiksruden.

Det er resultatet af et kontrolbesøg, som Fødevarestyrelsen for nylig aflagde hos Østerport Slagter i Ikast.

- Jeg gik grædende hjem fra arbejde den dag, fortæller Lene Hammer Larsen, der er indehaver af Østerport Slagter i Ikast.

Årsagen til den store bøde skal findes i slagterens køledisk, hvor de hjemmelavede frikadeller har fanget kontrollørernes opmærksomhed.

Fødevarekontrollen fandt det nemlig problematisk, at butikken ikke oplyste indholdet af æg med store bogstaver på de hjemmelavede frikadellers etiketter.

Æg er et allergen, så skulle æggeallergiske kunder risikere at overse æg med småt på ingredienslisten, kan det være farligt.

Derfor endte besøget med en sur smiley og en bøde på 40.000 kroner.

- Helt ude i hampen

Den straf er Lene Hammer Larsen både uforstående over for og utroligt ked af.

- Vi er godt klar over, at vi har fejlet, men jeg synes, at en påtale havde været nok. En bøde på 40.000 kroner er helt ude i hampen, siger hun.

Fødevarestyrelsen har afvist at stille op til interview, men de begrunder i et skriftligt svar, at bødestørrelsen afspejler sagens alvor.

- Butikken har ikke haft styr på sin allergenmærkning, og det kan være fatalt for allergikere.

- Hvis man vælger at mærke en fødevare, så nytter det ikke, at man gør det halvt og ikke fremhæver allergenerne, sådan som fødevarelovgivningen kræver. Her vejer hensynet til sårbare forbrugere tungt, skriver styrelsen.

Astma-Allergi Danmark er enig i den hårde dom over frikadellemærkaterne, for der skal være konsekvenser ved for dårlig allergenoplysning.

- Den her lovgivning er sat i værk for at sikre, at mennesker ikke bliver alvorligt syge, så derfor er det en god lovgivning, fordi den hindrer det, siger direktøren ved Astma-Allergi Danmark, Anne Holm Hansen.

- Når man arbejder med fødevarer og eksempelvis frikadeller, så må man sætte sig ind i den lovgivning, der er på området, så forbrugerne ikke tager fejl. I virkeligheden ikke for at undgå bøde, men mere for at beskytte de mennesker, der kan blive rigtigt syge af at spise noget, de ikke kan tåle, siger direktøren.

En dyr straf for en presset slagter

Hos Østerport Slagter i Ikast har de nu ændret teksten, så "æg" nu er blevet til "ÆG".

Bøden og den sure smiley har ramt slagterbutikken hårdt på alle måder.

- Vi sidder hårdt i det i forvejen med stigende energipriser og inflation, så en bøde på 40.000 kroner kommer i en svær tid. Og så frygter jeg jo også, at den sure smiley gør, at vores kunder begynder at betvivle, at vi gør vores arbejde ordentligt, siger Lene Hammer Larsen.

Derfor har Lene Hammer Larsen nu valgt at gå rettens vej sammen med landsforeningen Danske Slagtermestre for at kæmpe en kamp for, hvad hun mener er en absurd straf for en bagatelfejl.

- Vi er nødt til at gøre noget for at vise, at den her beslutning og straf er for voldsom, og selvom jeg ikke tror på, at vi slipper for bøden, så kan vi måske sætte fokus på, at der i fremtiden ikke skal straffes så hårdt på det her, forklarer hun.

Siden kontrolrapportens offentliggørelse, har Østerport Slagter lavet et Facebook-opslag for at forklare kunderne årsagen til den sure smiley i vinduet.

I kommentarsporet har støtten været overvældende.

- Folk er meget søde og støttende. Det er dejligt, at man får den støtte, for så kan vi se, at det ikke bare er os, der ser fejlen og straffen som urimelig, forklarer Lene Hammer Larsen.