AstraZeneca opgiver coronavaccine i form af næsespray

Medicinalvirksomheden AstraZeneca og forskere ved University of Oxford opgiver et projekt om at udvikle en vaccine mod covid-19 i form af en næsespray.

Det skriver det svenske tidsskrift Läkemedelsvärlden ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Årsagen er, at effekten af næsespray-vaccinen er for dårlig. Således giver vaccinen ikke et pålideligt antistofsvar i slimhinderne. Den giver heller ikke et stærkt systemisk immunsvar i de kliniske studier, der er blevet gennemført.

Effekten er dermed for dårlig til at kunne forsvare at videreudvikle næsespray-vaccinen, konkluderer forskerne.

Stort potentiale

AstraZenecas eksisterende covid-19-vaccine gives ved en indsprøjtning. Den går under navnet Vaxzevria.

Forskere over hele verden har store forhåbninger til næsespray-vacciner mod coronavirus. Metoden menes potentielt at kunne forhindre smitte og ikke kun sygdom.

Modsat en indsprøjtning kan en næsespray fremkalde et immunsvar direkte i luftvejene, hvor virusset trænger ind i kroppen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Derudover er metoden mindre smertefuld og lettere at håndtere end indsprøjtninger.

Kina og Indien godkender

Både Kina og Indien har for nylig godkendt covid-19-vacciner, der gives gennem luftvejene.

I september godkendte Indiens sundhedsminister Bharat Biotechs covid-19-vaccine i næsesprayform. Samtidig godkendte kinesiske myndigheder en covid-19-vaccine i inhalator-form.

Ifølge Reuters er AstraZenecas næsespray blevet skrinlagt, fordi de indledende test på mennesker ikke har givet den ønskede beskyttelse.

- Næsesprayen fungerede ikke så godt i dette studie, som vi havde håbet, siger Sandy Douglas, der har stået i spidsen for studiet på Jenner Institute på Oxford University.

Hun tilføjer, at forskerne stadig ser covid-19-vacciner i form af næsespray som en lovende mulighed.

Minister ryster på hovedet af høje bøder for ‘mel’ og ‘æg’ – men for mor er det et spørgsmål om liv eller død

En fejl på en tomatsuppes ingrediensliste kostede Slagteren Suensonsvej i Frederikshavn en bøde på 40.000 kroner, da Fødevarestyrelsen kom på visit.

Slagteren havde skrevet, at suppens boller indeholdt mel. Men ordet 'mel' stod med små bogstaver, og af hensyn til allergikere skal det stå med store - altså 'MEL'.

Det virker disproportionalt med så voldsom en bødestraf

Rasmus Prehn (S), fødevareminister

Også Østerport Slagter i Ikast er blevet bedt om at hoste op med 40.000 kroner, da de ligeledes fik besøg af fødevarekontrollanterne.

Slagteren havde skrevet, at de hjemmelavede frikadeller, der lå i køledisken, indeholdt æg. Med små bogstaver. Det har TV Midt Vest beskrevet.

Bøderne på 40.000 kroner skyldes, at både mel og æg er såkaldte allergener. Ingredienser, som mange er allergiske overfor skal fremgå af en ingrediensliste på en sådan måde, at det skiller sig ud fra resten af teksten. Det kan være med store bogstaver eller fed skrift.

- Alle, der går ud og handler, har jo travlt, og det skal gå stærkt, og man skal have mulighed for meget, meget hurtigt at kunne identificere, hvad der er i fødevarerne, siger Anne Holm Hansen, der er administrerende direktør for Astma-Allergi Danmark.

S og V: Ude af kontrol og proportioner

Selvom fødevareminister Rasmus Prehn (S) er bevidst om vigtigheden i at informere korrekt om allergener, så forstår han ikke, at Fødevarestyrelsens hammer er faldet så tungt, som det er tilfældet hos de to slagtere.

- Selvfølgelig skal der være styr på fødevaresikkerheden, og selvfølgelig skal der informeres om allergener, men det skal også være sådan, at især hvis det er førstegangstilfælde, at hammeren ikke falder første gang, og man skal kunne få en venlig henstilling i stedet, siger Rasmus Prehn til TV 2.

- Det virker disproportionalt med så voldsom en bødestraf.

Og Erling Bonnesen, der er fødevareordfører for Venstre stemmer i:

- Det er jo helt grotesk og fuldstændig ude af kontrol. Det er det rene kontrolhysteri.

Fødevarestyrelsen har ikke ønsket at stille op til interview med TV 2.

Styrelsen har dog sendt et skriftligt svar til TV 2 Nord 10. september, hvor det lyder, at reglerne for tydelig mærkning af allergener er indført, fordi det kan få fatale konsekvenser for en allergiker at spise mad, der indeholder allergener.

Kan ende i en livstruende situation

Men en skrivefejl på en ingrediensliste kan betyde liv eller død for en allergiker.

Det siger Rebecca Borberg, der er mor til en dreng med jordnøddeallergi, til TV 2 Nord i kølvandet på de to omdiskuterede sager.

Hvis eksempelvis mel- eller ægallergikere overser ingredienserne skrevet med små bogstaver på ingredienslisten, så kan det ikke bare være farligt – det kan være livsfarligt, mener Rebecca Borberg.

Hendes søn har jordnøddeallergi, og hvis det ikke fremgår klart på en ingrediensliste, at varen indeholder netop jordnødder, så kan det ende i en "livstruende" situation, fordi sønnens luftveje kan blive blokeret og hans blodtryk falde, forklarer hun.

Derfor er reglen om, at allergener skal skrives med store bogstaver, vigtig.

- Der er mange, der bare tager sådan en liste for givet. Men så er der os, der er nødt til at vende hvert et ord, for at det ikke går galt. Ingredienslister kan være lange og meget uoverskuelige. Den her regel ensretter mærkningen af et allergen, så alle nemmere kan orientere sig, siger hun.

Tager sagen i retten

Teksten på Østerport Slagters frikadeller er nu blevet rettet, så der står æg med store bogstaver. Men slagterens indehaver, Lene Hammer Larsen, har ingen planer om blot at punge ud. Hun vil tage sagen i retten sammen med landsforeningen Danske Slagtermestre.

- Det er et voldsomt beløb i forhold til, hvad det er, vi har lavet. Der er jo ikke sket nogen skade. Der er ingen syge. Vi kæmper med strømregninger og alt muligt andet i forvejen, siger hun.

Reglerne er jo sat i verden for at beskytte allergikerne. Bør man ikke slå hårdt ned på sådan en som dig, når du bryder reglerne?

- Jo, men hvis de nu sagde, at vi skulle få det rettet, og de så kom igen, og vi ikke havde gjort det, så var det jo, fordi vi ikke ville det, og så kunne de slå ned på det.

I Frederikshavn har indehaveren af Slagteren Suensonsvej, Dorte Carlsen, nu helt fjernet ingredienslisten på deres tomatsuppe med boller. Derfor skal kunderne fremover henvende sig til personalet for at få at vide, hvad varerne indeholder.

Billedet af hendes forbrændte krop gik verden rundt – sådan går det hende i dag

Niårige Kim Phuc og hendes familie gemte sig fra soldaterne i templet i landsbyen, da bomberne faldt.

Hun løb ud af templet og så sin landsby i brand.

Flyenes brøl overdøvede hende, og fra flyene faldt fire sorte napalmbomber.

Som reaktion på kaosset begyndte Kim Phuc at løbe ned ad vejen. Med ild nedad venstre arm, imens tøjet brændte af hendes krop.

Det var Sydvietnam der stod bag angrebet med hjælp fra USA, da de havde en idé om, at den fjendtlige krigspart opholdte sig i landsbyen.

Og da hun flygtede blev hun genstand for et af det 20. århundredes mest ikoniske billeder – et foto, der skulle vise sig at ændre Vietnamkrigens gang og som både har været en forbandelse og en velsignelse, fortæller Kim Phuc i ‘Go’ aften Live’.

En skæbnesvanger dag

Fotoet af niårige Kim startede protester verden over, og senere blev hun en postergirl, der skulle vise kommunisternes behandling af sydvietnameserne.

I dag, 50 år senere, er Kim Phuc i Danmark i forbindelse med en ny dansk podcast ‘Pigen på billedet', som hun medvirker i.

Tidligere, når jeg så på billedet, følte jeg mig skrækslagen

Kim Phuc, FN Goodwill-ambassadør

Knud Brix, der er chefredaktør for Ekstra Bladet, står bag podcasten. Han mødte Kim Phuc første gang i Bangkok i 2004 ved et tilfælde, da han var i praktik, men Knud Brix har altid været fascineret af fotoet af niårige Kim Phuc, fortæller han:

- Det, der er så dragende ved det her billede, er, at det er skæbner, der bliver flettet sammen, og har den lykkelige udgang, at Kim lykkedes med at flygte fra Vietnam.

I forbindelse med podcasten har han også talt med fotografen, Nick Ut, der tog fotoet.

Jeg har fundet fred

Kim Phuc, FN Goodwill-ambassadør

Efter at han tog fotoet af Kim Phuc, smed Nick Ut sit kamera, fortæller Knud Brix.

- Det var den sidste film, han overhovedet har, og det er så forfærdeligt, at han sagde: "Nu er jeg ikke fotograf længere," fortæller Knud Brix.

Det var den amerikanske krigsfotograf, der sørgede for at hælde vand ud over den forbrændte niårige pige og fik kørt hende til et nærliggende hospital i Saigon og overbeviste lægerne om, at hun skulle behandles.

Dermed blev Nick Ut grunden til, at Kim Phuc lever i dag, lyder det.

Hun vil ændre verden

I dag er Kim Phuc gift på 20. år og har to børn, Stephen og Thomas.

Selve billedet har dog haft stor betydning for Kim Phucs liv.

Hun har ofte tænkt over, om alle mon forstod den smerte, hun følte, både dengang og årene efter. Minderne bag billedet var så slemme, at hun som 19-årig overvejede at tage livet af sig selv, men det har ændret sig.

Kim Phuc har ændret sit syn på fotoet af sit niårige jeg, fortæller hun.

- Tidligere, når jeg så på billedet, følte jeg mig skrækslagen, men nu ser jeg det som en magtfuld gave at se tilbage på det, siger hun i 'Go' aften Live'.

Kim Phuc har siden den tragiske hændelse 8. juni 1972 skrevet flere bøger, medvirket i film om bombardementet og vundet priser.

- Siden jeg har fundet fred i Canada og har startet min egen familie, har jeg besluttet at bryde fri fra kæderne fra min fortid og ændre verden, så mine børn ikke skal lide, som jeg gjorde, slutter hun.

Se hele indslaget om billedet, der ændrede verden på TV 2 PLAY.

Enlig mor har 4000 til sig selv og sine fem børn – grøntsager erstattes af tilbudsvitaminer

Kødsovsen simrer på komfuret, og emhætten brummer. Der er lys i både stue og køkken, og Susanne Vestergaard Bertins mindste børn kigger tryllebundet ind i en iPad.

Bekymringerne er for en kort stund lagt til side hos den 39-årige mor, der som enlig forsørger bor i den sydjyske by Vonge med sine fem børn på 2, 3,13,14 og 17 år.

- I dag er elpriserne ok, siger hun, men kigger dog spørgende over på sin 14-årige datter Emmelie Vestergaard Bertin.

- Ja, men i morgen bliver det slemt. Godt, at jeg ikke er hjemme, svarer datteren med et smil efter et blik på en oversigt over priserne for kilowatt.

Spørger om lov til at vaske tøj

Mandag landede en dyster udmelding fra Danmarks Statistik, der viste, at inflationen har nået 10 procent og dermed sit højeste niveau siden november i 1982.

Når elpriserne har været helt vilde, sidder jeg bare i mørket og kukkelurer

Susanne Vestergaard Bertin, under uddannelse til sosuassistent

Tallene har fået eksperter og politikere til at korse sig, men hjemme hos Susanne Vestergaard Bertin, der er under uddannelse til social- og sundhedsassistent, var tallene nok mest af alt ventet.

I hvert fald er familien det seneste halve år blevet øvede i at spare på udgifterne. Eksempelvis er det blevet fast rutine for den 14-årige datter at holde øje med elpriserne på en app på mobilen.

Er de for høje, sørger hun for ikke at oplade telefonen eller tænde for fjernsynet for tit.

- Heldigvis er min computer god til at holde strøm, siger hun til TV 2, der er blevet inviteret med indenfor.

Oftest kan Emmelie Vestergaard Bertin også vurdere, hvornår hun skal lade de beskidte strømper vente, men ellers spørger hun sin mor, om hun må sætte en vask over.

Eftermiddagsmøder om elpriser

Også lamperne, opvaskemaskinen, emhætten og andre apparater står stille i de dyre perioder.

- Når elpriserne har været helt vilde, sidder jeg bare i mørket og kukkelurer, siger Susanne Vestergaard Bertin, der også forgæves har forsøgt at lave lektier ved hjælp af stearinlys.

- Men det fungerer jo ikke. Man kan til nøds læse en bog, siger hun.

Har I nogle aftaler om, hvornår der må tændes for de forskellige ting?

- Det snakker vi ofte om, når alle er kommet hjem om eftermiddagen. Der tager vi også lige en fælles runde og kigger elpriser, siger hun.

Er klassefotos nødvendige?

En ny undersøgelse fra Tænketanken Kraka viser, at hver fjerde husstand nu har større udgifter end indtægter.

Når de faste udgifter er betalt, har Susanne Vestergaard Bertin omkring 4000 kroner til sig selv og sine fem børn til mad, tøj, tandlæge, frisør, skoleture, legetøj, og hvad der ellers skal til for at få et familie- og børneliv til at fungere.

Jeg ved jo, at du har det stramt, mor

14-årige Emmelie Vestergaard Bertin

Det betyder blandt andet, at familien er blevet habile tilbudsjægere, ligesom de også leder efter gratis glæder i nærtliggende natur.

Men hun kommer ikke udenom dagligt at måtte prioritere, hvad der er vigtigst. Er klassefotos eksempelvis nødvendige? Er chips om fredagen? Er benzin til den ældstes scooter?

Oftest er svaret, at moren gør, hvad hun kan, for at børnene mærker mindst muligt til pengeproblemerne.

- De skal jo have lov til at være børn og unge og til at hygge sig. Så det må jo især blive herovre, vi sparer, siger hun og peger på sig selv.

Det betyder eksempelvis, at hun ændret sine madvaner.

- Det bliver bare til mindre portioner.

Tilbudsvitaminer frem for grøntsager

Susanne Vestergaard Bertins toårige søn kommer flere gange hen til sin mor, mens hun snakker med TV 2.

Kysser hende i ansigtet, beder om et glas mælk eller ryster med et vitaminpilleglas.

Vitaminerne er nogle, Susanne Vestergaard Bertin har købt på apoteket, fordi de var mærket til snart at udløbe og derfor sat ned.

- Ellers havde jeg ikke købt dem. Men når man sparer på frugt og grønt, er man jo nødt til at prøve at finde alternativer, siger hun og laver et lille regnestykke:

- Det anbefales at spise 600 gram frugt og grønt om dagen. Det er 21 kilo til børnene om ugen. Det har jeg ikke råd til.

Regeringen og en lang række partier har for nylig indgået aftale om, at børnechecken forhøjes med 660 kroner per barn. Gør det en forskel?

- Det hjælper jo ikke meget, hvis inflationen bliver ved med at stige med denne her hastighed, lyder svaret.

Legetøj fra dødsbo

Sønnen får at vide, at han må få en vitaminpille til aftensmad, og han fortsætter derefter hen i stuens legehjørne og taster på en legetøjstelefon i plastik.

Den er fra et dødsbo, familien fik lov til at komme forbi. Plyshunden ved siden af er arvet, og Kajs bedre halvdel, Andrea, er fra genbrug.

- Der kan man heldigvis finde mange gode ting, siger Susanne Vestergaard Bertin.

Hendes 14-årige datter er enig. Hun har heller ikke haft så meget lyst til at købe tøj på det sidste, siger hun, selvom hun arbejder og selv tjener penge.

- Det føles ikke så vigtigt, lyder det fra Emmelie Vestergaard Bertin.

Føler du, at du må give afkald på nogle ting, du gerne ville?

- Nej. Jeg er bare opmærksom på nogle ting. For eksempel at oplade telefonen på bestemte tidspunkter, siger hun og kigger først på TV 2s udsendte for derefter at vende blikket mod Susanne Vestergaard Bertin.

- Og jeg ved jo, at du har det stramt, mor, siger hun med en lidt lavere stemme.

Ekspertgruppe peger på mere end én årsag til skyderi i Fields

Skyderiet i Fields, hvor en ung gerningsmand skød flere personer 3. juli i år, er blevet gransket af en taskforce.

Den formodede 22-årige gerningsmand havde haft kontakt til psykiatrien i regionen inden hændelsen. Men undersøgelsen af det tragiske forløb viser, at man ikke kan pege på en enkelt årsag til skyderiet.

Der er ikke noget i vores afdækning, der har tydet på, at vi har kunnet finde en kerneårsag

Tina Gram Larsen, formand i taskforcen og lægefaglig direktør.

Det fortæller taskforcens formand, Tina Gram Larsen, der er lægefaglig direktør i psykiatrien i Region Nordjylland, på et pressemøde tirsdag.

- Der er ikke noget i vores afdækning, der har tydet på, at vi har kunnet finde en kerneårsag, siger hun.

Nærmere detaljer ikke offentliggjort

De nærmere detaljer om mandens kontakt til psykiatrien bliver ikke offentliggjort, fordi det indeholder oplysninger, som man ville kunne identificere manden ud fra.

Som en konsekvens af arbejdet med at granske forløbet i Fields, har den nedsatte taskforce fremsat seks anbefalinger, der skal sørge for kontinuitet i behandlingen af patienter.

Lægefaglig vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri Ida Hageman, der er med i ekspertgruppen, peger på vigtigheden af en psykiatriplan, som for nylig blev vedtaget.

Anbefaler mere kontinuitet i behandling

Planen står et bredt flertal af Folketingets partier bag, og den kommer til at tilføre psykiatrien flere penge.

- Det her koster penge, og de her penge har ikke været der, siger Ida Hageman.

Centralt i de seks anbefalinger fra den nedsatte taskforce står mere behandlerkontinuitet i forløbet for udvalgte patientgrupper.

Samtidig anbefales mere præcise diagnoser og fokus på effekt og bivirkninger af medicin.

Pågrebet på stedet

Skudangrebet i Fields kostede tre mennesker livet.

Den 22-årige varetægtsfængslede mand blev anholdt på gerningsstedet og efterfølgende oplyste Københavns Politi, at han havde en forhistorie i psykiatrien.

Grundlovsforhøret efter angrebet fandt sted bag lukkede døre i Københavns Byret, og det eventuelle motiv for skyderiet er ikke kommet frem.

Region Hovedstaden og Sundhedsministeriet nedsatte umiddelbart efter skyderiet en taskforce, der skulle afdække de konkrete omstændigheder i forløbet.

Den sigtedes forsvarsadvokat, Luise Høj, oplyser til TV 2, at hendes klient har samtykket til, at hans personoplysninger og historik i det psykiatriske system kan indgå i redegørelsen.

På sikret afdeling

Manden er varetægtsfængslet på en sikret psykiatrisk afdeling, og under grundlovsforhøret 4. juli kom det frem, at han indvilligede i at få lavet en mentalerklæring..

Ifølge TV 2s oplysninger er Københavns Politi fortsat i gang med efterforskningen af sagen.

Når efterforskningen er afsluttet, vil sagen blive overgivet til anklagemyndigheden, der tager stilling til hvorvidt og hvordan der skal rejses tiltale - herunder hvad Retslægerådet på baggrund af mentalerklæringen anbefaler i forhold til en eventuel straf.

Den 22-åriges forsvarsadvokat, Luise Høj, siger til TV 2, at hun er utilfreds med ikke at have fået mulighed for at gennemlæse resultatet af den faglige afdækning.

Unge ukrainere fortæller om at skulle i krig: – Ikke alle vil ofre deres liv

For tre år siden trådte den 17-årige ukrainske studerende Andriy Kostenko op foran et militærudvalg. Med en godkendt sundhedsundersøgelse blev han erklæret egnet til militærtjeneste. En proces, som alle danske mænd også gennemgår i det år, de fylder 18.

Men nu er der en slående forskel på de ukrainske og danske mænd, der er blevet stemplet som egnet. For med den russiske invasion kan tjeneste i krig pludselig blive en realitet for de ukrainske unge.

Andriy Kostenko er nu 20 år og arbejder inden for handel. Han er på papiret en del af Ukraines fjerde og sidste runde af mobilisering og er derfor endnu fri for at skulle i militærtjeneste. Men det kan ske hvert øjeblik.

Han bruger sin fritid på at skrive på sin egen blog, hvor han forsvarer ukrainske mænds rettigheder, som, han mener, er for begrænsede i krigstider.

Hans tætteste ven meldte sig i begyndelsen af invasionen til at kæmpe, men han føler sig ikke selv klar til at gå i kamp. I stedet drømmer han om frihed til at rejse verden rundt.

- Du kan godt kalde det svaghed, men desværre er alle ikke klar til at ofre deres liv, siger han til TV 2.

Netop dette spørgsmål, om mænd skal have lov til at rejse ud af landet, og hvem der skal trækkes ind til militærtjeneste, har været debatteret i månedsvis siden invasionen. TV 2 har talt med tre unge ukrainere, der deler deres tanker om udsigten til at skulle i krig.

Jeg har forberedt mig på krig, siden jeg var 12

20-årig soldat Tymofiy Bondarenko Mobilisering i fire bølger

Siden invasionen har Ukraine sat en mobilisering i gang over fire bølger, hvor andet trin lige nu er undervejs:

Operative reservister, tidligere militærpersonel og krigsveteraner. Reservister, der ikke var inkluderet i første bølge, og soldater, der aftjente værnepligten før 2014 eller gjorde tjeneste under kontrakt. Reserveofficerer og værnepligtige, der er uddannet fra militære fakulteter. Alle borgere, der ikke er omfattet af begrænsninger på blandt andet alder og helbred.

Ifølge Andriy Kostenko er det dog ikke en garanti, at han som del af fjerde bølge først bliver indkaldt, når den øvrige mobilisering er gennemført. Det kan ske når som helst, lyder det.

Mænd tvunget til at blive

Som det er nu, kan ukrainske mænd i alderen 18 til 60 år ikke forlade landet – med enkelte undtagelser. Selv ukrainske udvekslingsstuderende, der var på besøg i hjemlandet, kan ikke vende tilbage til deres studier i udlandet.

TV 2 fortalte i marts om tre ukrainske mænd med bopæl i Danmark, der blev fanget under deres besøg i landet, da invasionen begyndte, og siden ikke har kunnet vende tilbage til Danmark.

- Hvis du er født som mand, har du en gæld til staten på grund af dit køn, siger Andriy Kostenko.

Han kalder det diskrimination fra statens side og mener, at de mænd, der ikke meldte sig til tjeneste i krigens spæde dage, vil finde en måde at undgå at drage i krig.

- Du kan ikke tvinge en person i kamp. Jeg kan kun se irritationen blandt mine venner vokse markant.

Men det er ikke alle, der er enige i det synspunkt.

Krigens skygge har længe hvilet over Ukraine

Tymofiy Bondarenko meldte sig til tjeneste ved krigens begyndelse og har siden kæmpet i den østlige Kharkiv-region.

- Jeg har forberedt mig på krig, siden jeg var 12. Jeg vidste, at krigen, der begyndte i 2014, var nødt til at slutte før eller senere, siger han.

Han og soldaterkammeraterne træner dagligt, og derfor synes han, at mænd skal blive og melde sig til hæren, også selvom man ikke har erfaring.

- Du kan tjene på forskellige måder. Du behøver ikke at skulle direkte i kamp. Enhederne i kamp udgør en tredjedel, og resten deltager ikke direkte i kampene. Men der vil altid være arbejde, der skal gøres.

Han mener ligesom Andriy Kostenko, at der principielt bør være de samme rettigheder for mænd og kvinder, men samtidig slår han an, at de fysiologiske forskelle også spiller en rolle. Han synes ikke, at kvinder skal sendes til frontlinjen, men det er der stridende holdninger til.

Jeg ved, at jeg ikke kan slå mennesker ihjel. Men jeg kan ikke bare se til

22-årige Diana Gradil Kvinder kan blive indkaldt

Ingen kan forudsige, hvor længe krigen vil udspille sig. Der er en risiko for, at kvinder vil blive indkaldt til tjeneste allerede fra næste år. Fra 1. oktober 2023 skal kvinder med særlige professioner registrere sig hos militæret og kan blive sendt til frontlinjen.

Det drejer sig eksempelvis om journalister, læger og revisorer. I alt er der 14 grupper af specialiseringer og 7 grupper af professioner.

Den 22-årige advokat Diana Gradil er ikke en del af nogen af grupperne. Alligevel forbereder hun sig på en mulig tur til fronten. Hun vil nemlig gerne blive en erfaren paramediciner og blive en del af de frivillige bataljoner.

- Jeg ved, at jeg ikke kan slå mennesker ihjel. Men jeg kan ikke bare se til, siger hun.

Hver måned modtager hun medicinsk træning for egen regning, da staten ikke tilbyder det gratis. Hun ønsker at være i stand til at hjælpe sårede i tilfælde af raketangreb mod byerne, og hun mener ikke, at den træning, som staten tilbød efter mobiliseringen, er nok til at begynde arbejdet.

Hun fortæller, at flere af hendes bekendte blev sendt til frontlinjen uden de helt basale evner.

- De skød to gange på træningsbanen og vidste ikke engang, hvor de skulle manøvrere, hvad de skulle gøre under et luftangreb og så videre.

Russisk mobilisering ændrer synspunkter

Under træningen lærer hun at evakuere sårede soldater, give førstehjælp på slagmarken, manøvrere i små grupper, bruge militærtaktik under angreb, håndtere våben og meget mere.

- Det er afgørende at forstå forskellen på Youtube-videoer og virkelighed. Kun efter at færdiggøre et rigtigt kursus forstår du, om det er noget for dig eller ej, siger Diana Gradil.

Hun er ikke en del af en bataljon endnu, da personer med medicinsk uddannelse og militærerfaring prioriteres, men hun venter ivrigt på at blive en del af paramedicinerne.

Før den russiske præsident, Vladimir Putin, annoncerede en delvis mobilisering af 300.000 reservister, var Diana Gradil overbevist om, at udrejseforbuddet for mænd skulle bortskaffes. Nu, hvor situationen ser anderledes ud, har hun skiftet mening.

- Når du ved, at en hær på mindst 300.000 russere kommer mod dig, er det ulogisk at lade mænd rejse væk.

Vermund vil nedlægge alle jobcentre og sætte læger for bordenden

Landets 94 kommunale jobcentre skal nedlægges, og det skal i stedet være et uafhængigt lægefagligt råd, der vurderer, om udsatte, syge og nedslidte danskere skal have førtidspension.

Sådan lyder det fra Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, i et interview i Go' Aften LIVEs valgformat 'Partilederne LIVE'.

Ifølge Vermund skal der være tale om et uafhængigt lægefagligt råd under staten, og derudover skal flere faglige organisationer være inde over vurderingen af, hvordan man bedst hjælper arbejdsløse borgere, som eksempelvis er syge, blinde eller døve.

- Det skal ikke være sagsbehandlere i kommunen, der sidder og vurderer, om de papirer, der kommer fra psykiatrien, sygehuse eller private læger, er tilstrækkelige til, at borgeren ikke kan arbejde. Det skal være lægefaglige personer, der skal vurdere det, siger Pernille Vermund.

Vil rive jobcentre op med rode

Formanden retter en kritik mod de cirka fem milliarder kroner, man bruger på administration i de danske jobcentre, og hun påpeger, at "vi har udviklet et system med en lovgivning på om mod 30.000 sider, som jobcentrene skal forvalte i deres hverdag."

- Uanset hvordan man vender og drejer det her system, bliver det stadig mere kompliceret. Derfor siger vi: ”Lad os nu rive det op med roden. Lad os starte forfra”.

Pernille Vermund mener ikke, at vi skal bruge 13 milliarder kroner om året på jobcentre i en tid, hvor beskæftigelsen er høj, og hun peger på, at dem, der er tilbage i jobcenter-regi i dag, "i høj grad er folk, som er nedslidte, udsatte eller syge i øvrigt".

Det er ikke sådan, at man skal forestille sig, at jeg skal sidde her og kende et antal læger, som jeg skal ansætte

Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige

- Så det er folk, som ikke skal være i jobcentrene. Det er folk, som skal have hjælp i forhold til de psykiske eller fysiske udfordringer, de står over for, lyder det fra politikeren.

Masser af læger derude

Formanden mener altså, at det blandt andet skal være læger, som vurderer, hvad der skal ske med de mennesker, som måske ikke er i stand til at arbejde fuld tid. Men hvordan finder man læger til et sådan system i en tid, hvor der er mangel på læger herhjemme?

- Det er jo et spørgsmål om prioritering, og det må man finde undervejs. Jeg synes jo, det er helt afgørende, at vi i første omgang får taget et opgør med det system, der er.

Men hvis lægerne ikke er der, er det jo ikke et spørgsmål om prioritering?

- Selvfølgelig er der masser af læger derude. Det er jo ikke mig, der skal sidde og ansætte hver enkelt læge. Spørgsmålet er jo, hvilket system man ønsker. Ønsker man et system, hvor det er sagsbehandlere, der pisker folk igennem systemet, eller ønsker vi et system, hvor det er en lægefaglig vurdering.

Du vil nedlægge jobcentrene, og så vil du gøre det til en lægefaglig vurdering – du må vel have nogle læger, der udfylder den opgave. Der er dele af Danmark, der ikke kan få en praktiserende læge. Er det realistisk?

- Ja, det er det. Og når der er dele af Danmark, der ikke kan få en læge, handler det om, at lægerne bosætter sig i bestemte egne af landet. Det er ikke sådan, at man skal forestille sig, at jeg skal sidde her og kende et antal læger, som jeg skal ansætte, lyder det fra Pernille Vermund.

Nye Borgerlige regner med, at de kan spare 9 milliarder kroner af de cirka 13 milliarder, jobcentrene koster.

Se hele interviewet med Pernille Vermund her på TV 2 PLAY.