Hvidhval er død efter stor redningsaktion i Seinen

En hvidhval, der onsdag blev reddet op af den franske flod Seinen, er død blot få timer efter den omfattende redningsaktion.

Det oplyser de lokale myndigheder i det franske område Calvados.

Hvalen blev tidligt onsdag morgen løftet op i et net ved hjælp af kran.

Herefter blev den placeret i en nedkølet lastbil, der efter planen skulle køre den til kystbyen Ouistreham. Men den døde altså, inden det nåede så vidt.

80 mennesker indgik i redningsaktion

Hvidhvalen er en fredet dyreart. Den lever normalt i kolde arktiske farvande.

Hvalen blev spottet for en uge siden på vej mod den franske hovedstad, Paris, og befandt sig tirsdag omkring 130 kilometer inde i landet.

Redningsaktionen involverede omkring 80 mennesker. Herunder 40 brandmænd og mange politibetjente, som hjalp med at sikre området.

Hvalens helbred var forringet, og den var også holdt op med at spise.

Derfor var der allerede tidligt tvivl om, hvorvidt hvalen ville overleve, siger Isabelle Dorliat-Pouzet, generalsekretær i Eure-departementet i Normandiet.

- Dyrlægerne er ikke nødvendigvis særlig optimistiske i forhold til hvidhvalens helbred. Den er forfærdeligt tynd, og det lover ikke godt for dens forventede levetid, sagde hun få timer inden hvalens død.

Wammen efter ny inflationsrekord: – Det er desværre ikke muligt at kompensere alle danskerne

De nye inflationstal får ikke finansministeren til at række ud efter statens checkhæfte.

Inflationen gør efterhånden ondt på de fleste, og det kan regeringen "desværre" ikke afbøde, lyder det fra finansminister Nicolai Wammen (S), efter at inflationen endnu en gang er steget.

- Putins krig har økonomiske konsekvenser for hele verdensøkonomien og for Danmark. Herhjemme udfordres vi af stigende priser i kølvandet på krigen. Det er desværre ikke muligt at kompensere for så store slag, som danskerne oplever, siger finansministeren i en skriftlig kommentar.

Svær situation for mange danskere

Inflationen i Danmark nåede i juli sit højeste niveau siden februar 1983.

Sammenlignet med sidste år var forbrugerpriserne i juli nemlig steget med 8,7 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

Nicolai Wammen anerkender, at "det er en svær situation for rigtig mange danskere."

- Derfor har vi også givet en håndsrækning til nogle af de danskere, som er hårdt ramt af de stigende priser, siger han og nævner varmechecken, der blev aftalt i marts.

En midlertidig støtte på 6000 kroner til cirka 400.000 husstande, der netop er blevet udbetalt, meddeler Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Kategorien mælk, ost og æg er nu steget med 24,5 procent på et år

Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank

Derudover blev et politisk flertal i juni enige om at give en håndsrækning til blandt andet folkepensionister, som modtager ældrecheck, som kan se frem til samlet 5000 kroner skattefrit fordelt på en check i år og en i 2023.

Voldsomme prisstigninger på dagligvarer

Normalt sigter centralbankerne efter en inflation på cirka 2 procent om året. Men lige nu er den ifølge cheføkonom i Danske Bank Las Olsen "overraskende høj".

Det skyldes særligt prisstigninger på varer som fødevarer, el, brændstof og gas. Men ifølge cheføkonomen er det først og fremmest de høje priser på fødevarer, der trækker inflationen op.

- Det er en meget voldsom stigning for så stor en kategori af varer. Kategorien mælk, ost og æg er nu steget med 24,5 procent på et år, skriver Las Olsen i en kommentar.

Ifølge Nordeas forbrugerøkonom Ida Marie Moesby betyder prisstigningerne, at en almindelig børnefamilie får ekstraudgifter på omkring 35.000 kroner om året, hvis de fastholder deres hidtidige forbrug.

Professor langer ud efter ny strategi mod abekopper: Det er ikke nok

Tirsdag præsenterede Sundhedsstyrelsen en ny strategi mod abekopper, hvor mænd, der har sex med mænd, fra nu af skal tilbydes en vaccine.

Den såkaldte risikogruppe omfatter omkring 3-5000 mennesker, vurderer sundhedsmyndighederne, men tiltaget er langt fra nok.

Sådan lyder det fra Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i immunologi ved Københavns Universitet.

- Man burde have lavet ringen større, så man havde inkluderet flere for at komme i mål og være på forkant med epidemien, siger han til TV 2.

Burde inkludere to-tre gange flere

Tidligere blev vaccinationen kun tilbudt danskere, der var nære kontakter til en smittet med abekopper.

Men de aktuelle smitteudbrud har været grundlag for at udvide målgruppen for vacciner, lød forklaringen fra Sundhedsstyrelsen.

Jan Pravsgaard Christensen kvitterer for den nye værktøjskasse.

- Indtil videre har vi været på bagkant, fordi vi har ventet på, at folk blev nære kontakter. Nu prøver man at komme lidt på forkant ved at vaccinere folk tidligere.

Men Sundhedsstyrelsen skulle ifølge professoren have givet endnu flere mulighed for at blive vaccineret.

- Man burde have set ud over den nuværende risikogruppe, så man havde inkluderet to-tre gange flere, siger han til TV 2.

De aktuelle smittetal i Danmark har passeret 120 tilfælde, og de ses altså især hos mænd, der har sex med mænd, og som har flere og skiftende partnere.

Men ifølge Jan Pravsgaard Christensen er det langt fra usandsynligt, at smitten spreder sig til andre grupperinger i samfundet. Eksempelvis yngre årgange.

- Her er man lidt mere promiskuøse, end når man kommer længere hen i livet. Så det skal vi helst undgå, siger han.

Kø hos producenterne

På nuværende tidspunkt har Danmark omkring 2700 vaccinedoser på Statens Serum Instituts (SSI's) lager. Men ifølge instituttet er der 10.000 doser mere på vej i løbet af de næste uger.

Vaccinen mod abekopper skal gives i to doser med mindst 28 dages mellemrum. Dermed vil de nuværende 2700 enkeltdoser kunne færdigvaccinere 1350 personer.

Derfor er vi langt bagud på vaccinefronten, hvis vi – som Jan Pravsgaard Christensen anbefaler – både skal færdigvaccinere risikogruppen og derudover udvide den.

- Det er en udfordring. Vaccineproducenterne laver dem så hurtigt, de kan, men vi er ikke de eneste, der står i kø til de her vacciner, siger han.

Jan Pravsgaard Christensen peger også på, at smittetallene højst sandsynligt vil blive ved med at stige de næste uger. Selv med den nye strategi.

- Det første stik giver lidt beskyttelse, men ikke den fulde. Så jeg tror, vi skal en måned hen for at se den fulde effekt af det, vi er ved at lave nu. Og hvis man så udvider mere, så koster det jo mere tid, før man får den fulde effekt, siger han.

SSI ser ikke dokumentation på andre grupper

Statens Serum Institut skriver i sin risikovurdering, at sandsynligheden er "høj" for, at abekopper spreder sig til andre med mange seksuelle kontakter end kun mænd, der har sex med mænd.

Derfor forklarede Tyra Grove Krause, der er faglig direktør i SSI, tirsdag, at vaccinationerne skal rulles ud til flere. For mænd, der har sex med mænd, kan også have sex med kvinder. Og derudover peger SSI på prostitutionsmiljøet og i swingerklubber, der er præget af, at "man har mange forskellige sexpartnere".

- Der kan man sagtens forestille sig, at smitten kommer ind, hvis stigningen fortsætter. Og vi er alle sammen i risiko for at blive smittet, hvis vi har direkte hudkontakt med en, der er smittet, sagde hun til TV 2.

Hvorfor tilbyder man så ikke vaccinen til flere?

- Indtil videre har vi ikke dokumentation for, at det rammer andre. Og så længe vi holder fokus på kontaktopsporing og bliver ved med at tilbyde vaccinen til nære kontakter, bør vi kunne forebygge, at smitten spreder sig til at andre grupper, sagde Tyra Grove Krause.

Inflationen stiger til det højeste niveau siden 1983: – Nogle kan simpelthen ikke følge med

Inflationen i Danmark nåede i juli sit højeste niveau siden februar 1983.

Sammenlignet med sidste år var forbrugerpriserne i juli nemlig steget med 8,7 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Med andre ord er danskernes penge – ligesom det også er tilfældet i store dele af resten af verden – blevet endnu mindre værd.

Normalt sigter centralbankerne efter en inflation på cirka 2 procent om året. Men lige nu er den ifølge cheføkonom i Danske Bank Las Olsen "overraskende høj".

Det skyldes særligt prisstigninger på varer som fødevarer, el, brændstof og gas. Men ifølge cheføkonomen er det først og fremmest de høje priser på fødevarer, der trækker inflationen op.

- Det er en meget voldsom stigning for så stor en kategori af varer. Kategorien mælk, ost og æg er nu steget med 24,5 procent på et år, skriver Las Olsen i en kommentar.

- Nogle kan simpelthen ikke følge med

Ifølge Ida Marie Moesby, der er forbrugerøkonom hos Nordea, er flere danskere nu begyndt at spare på pengene.

- Det er virkelig noget, der kan mærkes. Og det er klart, at vi ser en tendens til, at vi begynder at skære ned mange steder. For eksempel når vi tanker bilen eller går ned i supermarkedet, siger hun til TV 2.

Ifølge forbrugerøkonomen betyder prisstigningerne nemlig, at en almindelig børnefamilie får ekstraudgifter på omkring 35.000 kroner om året, hvis de ikke skærer ned på deres forbrug.

Men det er bestemt ikke alle, der har den mulighed.

I første halvdel af 2022 steg antallet af danskere i gældsregisteret RKI nemlig for første gang i otte år. Det oplyser Experian, der driver RKI-registeret.

- Det er bare rigtig trist, og det er selvfølgelig også en konsekvens af, at priserne er så høje, at der er nogle, der simpelthen ikke kan følge med, siger Ida Marie Moesby.

Høj inflation har lange udsigter

Ifølge Las Olsen skyldes den høje inflation, at for mange mennesker simpelthen har for mange penge på hænderne, som de forsøger at bruge.

Det hænger ifølge cheføkonomen sammen med coronakrisens mange hjælpepakker – for eksempel udbetalingen af indefrosne feriepenge – og set i bakspejlet ”blev der gjort mere end nødvendigt”, lyder det.

Dertil kommer problemer med forsyningen af blandt andet energi efter Ruslands invasion af Ukraine samt et efterslæb med at genopbygge udbuddet efter corona.

Derfor forventer man hos Danske Bank også, at den høje inflation har lange udsigter.

- Vi forventer stadig, at pilen peger nedad for inflationen senere på året, men med energipriser, som vi har nu, kommer der til at gå lang tid, før vi er nede på normale inflationsniveauer, siger Las Olsen.

Kran løfter hvidhval op af Seinen i første redningsetape

En hvidhval, som har været strandet i floden Seinen i det nordlige Frankrig, er tidligt onsdag morgen blevet hejst op af vandet i den første del af en stor redningsaktion.

Det oplyser en journalist fra det franske nyhedsbureau AFP, som er på stedet.

Efter næsten seks timers arbejde lykkedes det redningsarbejdere at løfte den 800 kilo tunge hval op af Seinen ved hjælp af et net og en kran.

Den ambitiøse plan for at redde den syge hval blev iværksat af franske marineeksperter tirsdag. Eksperterne skal sørge for, at den kommer tilbage til havet.

Hvidhvalen er en fredet dyreart. Den lever normalt i kolde arktiske farvande.

Hejst over på en lastbil

Hvalen blev spottet for en uge siden på vej mod Paris og befandt sig tirsdag omkring 130 kilometer inde i landet.

- Det er en langstrakt og meget teknisk redningsaktion, som kræver mange færdigheder, sagde Isabelle Dorliat-Pouzet, som er generalsekretær i Eure-departementet i Normandiet, til journalister tirsdag.

Redningsaktionen involverer ifølge generalsekretæren omkring 80 mennesker. Herunder 40 brandmænd og mange politibetjente, som skal sikre området.

Under første del af redningsaktionen bliver det store dyr hejst fra vandet over på en lastbil, der skal transportere det ud til havet.

- Lastbilen vil være kølet ned til en temperatur, der passer til dyret, siger Isabelle Dorliat-Pouzet.

Hvalens helbred er blevet forringet på det seneste, og den er stoppet med at spise.

Bedring i kølevogn

Et af de marinehold, der er sendt til området for at hjælpe, er fra dyreparken Marineland i det sydlige Frankrig.

- Det, der er usædvanligt her, er, at Seinens bredder ikke er tilgængelige for køretøjer, så alt skal foregå med håndkraft, siger Isabelle Brasseur fra Marineland.

Eksperterne håber, at de vil være i stand til at give hvalen behandling i kølevognen i nogle dage, før de sætter den fri i havet.

Den vildfarne hval er den blot anden hvidhval, der nogensinde er blevet spottet i Frankrig. Den første blev trukket ud af mundingen på Loire-floden i et fiskenet i 1948.

Dagens overblik: Tusindvis af boliger får store huslejestigninger

Mens både skoleklasser og voksne er kommet tilbage fra ferien, kan vi se frem til flere dage med meget høje temperaturer sidst på ugen.

Sommeren er altså ikke forbi endnu – og heller ikke fløjet afsted.

Velkommen til dagens overblik.

Flere hundredtusinder risikerer høje huslejestigninger

Det bliver dyrere at være dansker. Og det er ikke bare smørret, der gør 'et.

Mange vil kunne se frem til stigende husleje som følge af den generelle prisudvikling, der altså også smitter af på prisen for at bo.

Mindst 180.000 danskere risikerer ifølge Lejernes Landsorganisation at få sat deres husleje markant op som følge af inflationen.

Der er dog stor forskel på, hvordan niveauet for husleje er skruet sammen, fordi nogle lejefastsættelser følger det generelle prisindeks.

Stor forskel på antallet af benamputationer

For nogle måneder siden kom det frem, at der var foretaget amputationer i Region Midtjylland, som kunne være undgået.

Det har ført til en rapport, som viser markante forskelle i frekvensen af amputationer fra region til region.

Regionernes Kliniske Kvalitetsbaser (RKKP) har haft amputationer fra de seneste seks år under lup.

Forskellen kan være op til dobbelt så hyppig fra den ene region til den næste. Og årsagen til den praksis skal nu undersøges nærmere.

Risikogruppe bliver tilbudt abekoppevaccine

Nu bliver danske mænd, der har sex med mænd, tilbudt vaccination mod abekopper.

Vaccinationen skal gives i to omgange med fire ugers mellemrum.

Sundhedsstyrelsen forventer dog, at der vil være effekt allerede en uge efter første stik.

Abekopperne smitter oftest gennem direkte kontakt med de små blærer på huden. Men aktuelt ses udbruddet primært hos mænd, der har haft seksuel kontakt med eget køn og mange partnere.

Dødsfald som følge af abekopper er yderst sjældne.

Rusland suspenderer aftale om a-våbeninspektion

Rusland suspenderer nu en aftale med USA om muligheden for at besøge og inspicere hinandens atomvåbenfaciliteter.

Inspektionerne har i forvejen været sat på pause på grund af coronapandemien. Men som følge af krigen i Ukraine vil russiske inspektører på grund af internationale sanktioner ikke kunne rejse til USA og gennemføre deres del af den gensidige aftale.

Russerne understreger, at der er tale om et midlertidigt tiltag, mens USA indtil videre ikke har kommenteret udviklingen.

Massive tørkeproblemer i Europa er en forsmag på fremtidens klima

Europa har denne sommer været ramt af tørke, som har fået nogle af de mest vandrige floder som for eksempel Rhinen til at lukke for skibstrafik.

Ifølge Det Europæiske Tørkeobservatorium er hele 45 procent af kontinentet ramt af tørke. Og det kan blive fremtidens klima på vores breddegrader.

Tallene for Europas knastørre sommer er nu gjort op. Klimamodeller forudsiger, at især den sydlige del af kontinentet generelt får voksende problemer med tørke.

Danmark fik målt varmerekord 20. juli på 35,9 grader øst for Nakskov.

***

53-årig glæder sig over vaccinetilbud – har haft mareridt om at få abekopper

Smitten med abekopper er stigende på verdensplan. Også i Danmark, hvor der på nuværende tidspunkt er fundet 123 tilfælde.

Derfor har Sundhedsstyrelsen tirsdag valgt at ændre strategi for, hvem der skal tilbydes en vaccine mod abekopper.

Det betyder, at mænd, der har sex med mænd, og som har flere og skiftende partnere, nu kan se frem til at modtage to doser af vaccinen Imvanex – hvis de altså takker ja til den. Og det gør 53-årige Jens.

Allerede da de første medier begyndte at rapportere om udbrud af virussen i det homoseksuelle miljø, tog Jens kontakt til Hvidovre Hospital for at høre om hans muligheder for at blive vaccineret.

Han var overbevist om, at han var i risikogruppen, da han har et aktivt sexliv med en del forskellige partnere. På daværende tidspunkt var det dog kun danskere, som havde været nær kontakt til en smittet, der blev tilbudt vaccinen, og derfor fik han afslag.

Jeg har været bekymret for, om det kunne få nogle indirekte konsekvenser over tid

Jens

Siden har frygten for at blive smittet med sygdommen, der typisk starter ud med feber, muskelsmerter og træthed og siden udvikler sig til små blærer på kroppen, fyldt en del hos Jens. Ikke nok til, at han har haft lyst til at lægge sit sexliv om, men nok til, at han har haft mareridt om, at han fik sygdommen.

- Jeg har ikke været bange for abekopper i forhold til at dø af det. Men jeg har været bange for at blive stigmatiseret og skulle i 21 dages selvisolation (anbefaling fra Sundhedsstyrelsen, red.), siger han til TV 2.

Netop frygten for at blive stigmatiseret er grunden til, at Jens har ønsket kun at optræde ved fornavn i denne artikel.

TV 2 har valgt af efterkomme Jens' ønske, men er bekendt med hans fulde navn.

Frygtet indirekte konsekvenser

Foruden af at have flere og forskellige sexpartnere er Jens også i forebyggende PrEP-behandling mod hiv.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er en stor del af de smittede i Danmark og Europa i PrEP-behandling, og derfor tilbyder de også abekoppe-vaccinen til mænd, som modtager det forebyggende præparat.

Abekopper skeler ikke til seksuel orientering og kan smitte alle og enhver, men de seneste måneders smitte er i overvejende grad forekommet blandt mænd, der har sex med mænd.

Og selvom Jens ingen problemer har med at tilhøre den gruppe, synes han ikke, at det vedkommer alle, hvordan han vælger at leve sit liv. Især ikke hans arbejdsplads.

- Jeg har været bekymret for, om det kunne få nogle indirekte konsekvenser over tid, hvis jeg måtte sige til min arbejdsgiver, at jeg havde abekopper, fortæller han og understreger, at det samme ikke gør sig gældende blandt venner og familie.

Stigmatisering er problematisk

Stigmatiseringen er også et problem, som myndigheder i flere lande er bekymret over. Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut, har tidligere sagt til TV 2, at stigmatisering er særdeles problematisk, da smittede risikerer at føle sig tilbøjelig til ikke at opsøge læge, hvis de har symptomer.

Jens fortæller også, at der hersker en generel bekymring for abekopper i det homoseksuelle miljø, og at det derfor vil løfte en byrde fra manges skuldre, at det ikke længere kun er den enkeltes ansvar at undgå smitte.

Det samme indtryk har foreningen for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og andre dannet sig. Derfor var de allerede i sidste uge ude at opfordre Sundhedsstyrelsen til at tilbyde vaccinen til mænd, der har samleje med andre mænd.

Skulle vaccinen være tilbudt tidligere?

At Sundhedsstyrelsen først mere end to måneder efter, at første tilfælde af abekopper blev påvist i Danmark, vælger at brede vaccinestrategien ud, overrasker Jens.

Jeg tænker over, om folk går ligeså meget op i det, som jeg gør

Stefan Bargsteen, studerende

- Det er jeg lidt skuffet over. Jeg synes, man skulle været gået i gang tidligere. Særligt når myndighederne kunne se, at det spredte sig fra et par tilfælde til over 100 tilfælde i ét bestemt miljø, siger han.

Jens gruer også lidt for Copenhagen Pride, der begynder i weekenden, da langt de fleste ikke vil nå at være fuldt vaccineret, fordi der skal gå mindst 28 dage mellem første og anden dosis af Imvanex-vaccinen.

Sundhedsstyrelsen forventer dog, at der allerede en uge efter første stik vil være effekt af vaccinen. Men mens folk som Jens muligvis kan nå at få lidt gavn af vaccinen under Pride-ugen, må en som Stefan Bargsteen stadig væbne sig med tålmodighed.

Passer ikke ind i risikogruppen

Stefan Bargsteen, der er studerende ved Aarhus Universitet, er nemlig ikke én af de mænd, som, Sundhedsstyrelsen vurderer, skal vaccineres mod abekopper.

Det skyldes, at han hverken lever op til kriterierne om at være i PreP-behandling, have haft samleje med mindst to mandlige partnere inden for de sidste 12 uger eller haft kønssygdommene syfilis, klamydia eller gonorré inden for de sidste 24 uger.

- Det bekymrer mig, fordi jeg tror, at størstedelen af dem, der er homoseksuelle – i hvert fald af dem jeg har snakket med og har datet – ikke passer ind i den her kategori, siger han til TV 2.

Stefan Bargsteen har stor interesse i at få vaccinen, fortæller han. For selvom han heller ikke ønsker at ændre på sit sexliv, vil han gerne have ro i sindet, når han har samleje med andre.

- Jeg tænker over, om folk går ligeså meget op i det, som jeg gør. Jeg har hørt historier om folk, der har været sammen med partnere, der har gjort, hvad de kunne for at skjule, at de har en form for kønssygdom. Mange prioriterer at få et knald over andres sikkerhed, og det, synes jeg, er uhyggeligt, siger han.

Sure bilister bader hende i sprinklervæske – nu håber cyklist på ny lov

Rikke Laursen bruger mange timer på de danske landeveje. Som motionscyklist og cykeltræner er hun på to hjul fire til fem gange om ugen.

Men det er ikke ufarligt, mener hun.

Omkring to gange om ugen er det ved at gå galt, fordi bilisterne bliver aggressive eller kommer for tæt på, oplever hun.

- Folk prøver med vilje at køre os ned. Aggressiviteten er skræmmende, siger hun i ‘Go’ morgen Danmark’.

Rikke Laursen håber derfor, at transportminister Trine Bramsens (S) nye forslag om et afstandskrav på halvanden meter mellem bilister og cyklister bliver vedtaget i Folketinget.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det vil give en kæmpe effekt. Det er noget, man vil blive bevidst om, når man kører bil, fordi man til forskel fra nu vil kunne få en bøde for det, siger hun.

Nye regler

Som det er i dag, skal bilister holde “tilstrækkelig afstand” til blandt andet cyklister ved overhaling, men den ukonkrete definition volder problemer, mener transportministeren.

Et afstandskrav på halvanden meter vil give klarere regler. Det har man blandt andet i lande som Tyskland, Frankrig og Spanien, lyder det fra Trine Bramsen.

Tidshorisonten for den mulige lovændring er endnu uvis, men Trine Bramsen håber, at regeringen i løbet af efteråret kan fremlægge en model, skriver DR Nyheder.

Foreningen FDM, der varetager bilisternes interesser, er dog skeptiske over for et konkret afstandskrav.

- Der er ikke afstandsmåler på en bil, så vi mener, at det bliver for svært at håndhæve reglen ude i virkeligheden, lyder det fra Torben Kudsk, afdelingschef i FDM.

Cykler med kamera

Rikke Laursen er ikke i tvivl om, at en skærpet lovgivning på området vil have en positiv effekt.

Hun har nydt sine cykelture i Spanien og flere gange ønsket, at Danmark havde samme regler.

Jeg arbejder tæt med politiet

Rikke Laursen, cyklist

Herhjemme oplever hun bilister, der i arrigskab bader hende i sprinklervæske, som de kører forbi, og lastbiler, der kører så tæt på, at lufttrykket får cykelholdets cykler til at vakle.

- Vi er nogle små, lette damer, så vi bliver kastet rundt i vinden, siger hun.

De mange oplevelser har fået Rikke Laursen til at droppe sit ønske om at starte et cykelhold for unge ned til 16 år, fordi hun ikke kan stå inde for sikkerheden, fortæller hun.

- Jeg har ikke lyst til at sende dem ud på landevejen, som det er nu, siger Rikke Laursen.

Det er jo en skændsel

Christian Grau, livsstilsekspert

Selv er hun begyndt at cykle med kamera, så hun kan dokumentere hændelserne og sende bevismaterialet til politiet, når der opstår farlige situationer. Lige nu har hun en verserende sag om sprinklervæske, fortæller hun.

- Jeg arbejder tæt med politiet. Men jeg håber, at et afstandskrav vil gøre folk bevidste om problemet, så jeg ikke behøver anmelde noget, fordi de forstår, at de bringer vores liv i fare, lyder det fra Rikke Laursen.

Brede lycrahold

Livsstilsekspert og bilentusiast Christian Grau er enig med Rikke Laursen i, at bilisternes adfærd er forrykt.

- Det er jo en skændsel. Det er respektløst af bilisterne at køre så tæt på. Men når det er sagt, tror jeg ikke, at lovgivning vil gøre en forskel. Det er svært for bilisterne at udmåle, og de idioter, der er ude på at chikanere, fanger man nok alligevel ikke på den måde, siger han i ‘Go’ morgen Danmark’.

Christian Grau ser dog afstandskravet som “endnu en ting, man kan gå og slå hinanden i hovedet med” i trafikken.

- Det er klart, at hvis der har været kontakt, og nogen er røget i asfalten, kan man sagtens konstatere, at der ikke var halvanden meters afstand, men så er der jo også allerede en sag, siger han.

Derudover kan det også skabe problemer at holde den fornødne afstand, da nogle lycrahold “kan være lidt brede i det” og nærmest tvinger bilister over i modsatte fortov i forsøget på at overholde afstandskravet, lyder det fra Christian Grau.

I stedet for at indføre et afstandskrav bør bilister og cyklister kigge indad og gøre mere for at give plads til hinanden på vejene, mener han.

Se hele interviewet med Rikke Laursen og Christian Grau i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY