Et heftigt opgør har i løbet af onsdagen udspillet sig i retten på Frederiksberg mellem forfatter Sara Omar på den ene side og komiker Omar Marzouk og filminstruktør Manyar Parwani på den anden side.
Striden handler om, at filminstruktøren gennem 2018 og 2019 har fulgt den prisbelønnede forfatter for at lave en dokumentar om hendes liv. Her oplevede han ifølge sin egen udlægning, at Sarah Omar ikke levede under politibeskyttelse og slet ikke var så truet, som hun havde fortalt om ved flere lejligheder.
Det ville han have med i sin film, men nu forsøger den kendte forfatter at få nedlagt forbud mod, at filmen bliver lavet færdig og vist.
Vagter i rettenI retten på Frederiksberg ankom Sarah Omar ledsaget af to vagter. Forfatterens blik var slået ned under det lange sorte hår med den karakteristisk grå lok fortil. Omar Marzouk ankom iført en hvid sweater og en bemærkning om, at "der søreme er fuldt hus i dag".
Komikeren er en del af konflikten, fordi han har været producer på dokumentarfilmen og har skudt penge i foretagendet. Han har i et opslag på Facebook skrevet, at projektet har fået ham til at gå konkurs.
Optagelserne til dokumentaren begyndte i 2018, hvor Sarah Omar indgik et samarbejde med instruktøren Manyar Parwani, der ville følge forfatteren i hendes succesrige karriereforløb.
Hun havde i 2017 udgivet bogen ’Dødevaskeren’, der blev en kæmpe succes, og som afdækkede skyggesider i det muslimske miljø i Danmark og Kurdistan. De voldsomme beskrivelser af volden og den strenge sociale kontrol i det muslimske miljø skal havde givet den unge forfatterinde fjender, som vil hende det ondt.
Lukke munden på SaraSara Omar har tidligere i forløbet udsendt en pressemeddelelse via et kommunikationsbureau, hvor der står, at hun forsøger at få nedlagt forbud mod visningen af filmen, fordi hun under optagelserne "blev tvunget til at fremkomme med ytringer og udvise adfærd, som var instrueret og fabrikeret".
Ifølge forfatteren var formålet med filmen at stemple hende og lukke munden på hende.
I retten på Frederiksberg havde hendes advokat indkaldt hendes læge til at spørge ind til Sarah Omars helbredsmæssige forhold. Blandt andet i forhold til forløbet med det kuldsejlede filmprojekt.
- Det har været meget ubehageligt for Sara flere gange i det her forløb med filmen. Som enkelt episode har det ikke fyldt. Men vi har talt om det, i forbindelse med at hun har ptsd som følge af sine oplevelser i barndommen og tidligere i livet, fortalte praktiserende læge Nanna Kirkebjerg.
Da det var den anden parts tur til at udspørge lægen, afbrød Sarah Omar.
- I skal bare vide, jeg er som en fugl Føniks, og jeg rejser mig igen lige meget, hvor meget i angriber mig, sagde hun med en spinkel stemme.
Efter samarbejdet mellem forfatteren og filminstruktøren blev afbrudt i 2019, har Omar Marzouk og Manyar Parwani flere gange skrevet på de sociale medier, at deres film ville indeholde store afsløringer om Sara Omar. Retssagen har været omring flere temaer omkring truslerne mod Sara Omar og forløbet i forbindelse med det langstrakte filmforløb.
Ordentlig tale i kontraktenDa Sara Omar selv skulle have stillet supplerende spørgsmål, var temperamentet flere gange ved at koge over.
Blandt andet da en af advokaterne spurgte ind til indgåelsen af en ny kontrakt i august 2019, efter at projektet havde været sat på pause. Forfatteren forklarede blandt andet, at hun ville have sat en passage ind i kontrakten om, at man skulle tale ordentligt til hinanden.
- Jeg ringer til Omar Marzouk og Manyar Parwani og er meget frustreret. Hvorfor har jeg ikke noget at skulle have sagt? Hvorfor har de taget afsnittet ud om, at man skal tale ordentligt til hinanden? Jeg har det skidt. Jeg har lige fået et ptsd-anfald og har det dårligt fysisk og psykisk. Der var ikke styr på en skid, sagde hun.
Den sidste bemærkning fik Omar Marzouk til at slå sin blyant hårdt ned i bordet og gå ud af retslokalet.
- Jeg havde behov for at trække noget luft. Der er grænser for, hvad jeg kan høre på. Vi har kørt det her meget professionelt, sagde han i en af pauserne i sagen.
Skift i stemningI selskabet bag filmen har Rasit Ufuk Tas også haft en fremtrædende rolle som en af direktørerne, fortalte han, da han som vidne skulle afgive forklaring i Frederiksberg ret.
Han fortalte, at stemningen i begyndelsen af optagelserne var god. Men det skiftede i løbet af nogle måneder. Han huskede især én episode, hvor de skulle ud at spise en vegansk is på Østerbro.
- Det er en af de dage, hvor der har været dårlig stemning. Lige pludselig siger Manyar: "Hold kæft, din lille kurder, eller jeg smadrer dig". Det kommer helt umotiveret. Jeg tror ikke, at han vil gøre det, men generelt er stemningen bare fyldt med grim retorik, fortalte han.
Stemningen og adfærden under optagelserne har været et tema, fordi det kan sige noget om, hvorfor forfatteren ønsker filmen stoppet. Ligesom der også skal træffes afgørelse om, hvem der har rettighederne til optagelserne. Så de enten kan blive til en film eller blive smidt i skraldespanden.
7. februar er sidste retsdag i sagen.