Ægteparret Madeline og Paul Brasseur viser rundt i deres gamle gade, der mest af alt minder om en scene fra en krigsfilm.
Smadrede biler, hobevis af murbrokker og sønderrevne facader ligner noget fra en grum kulisse. Men alt sammen vidner om en reel katastrofe, som ingen havde troet mulig.
Parret stopper op foran det hvide byhus, som de købte sammen for 14 år siden, og hvor deres tre børn er vokset op. Huset står der stadig, men kigger man ind igennem hullet i muren, hvor der engang var en entré, er det tydeligt, at her ikke længere bor nogen.
Mudderet klæber sig stadig til de vægge, hvor familiens overtøj plejede at hænge, og spredte vragstumper på gulvet vidner om de utallige skæbner, der mistede alt under de mest dødelige oversvømmelser i Belgiens historie.
Familien Brasseur er én af dem. Alt det, de ikke nåede at redde med sig ud, er gået tabt – enten i vandmasserne eller til de ubudne gæster, der i ugerne efter oversvømmelserne gik på rov i folks ødelagte hjem.
Da vandet komGodt nok havde det belgiske meteorologiske institut i dagene før oversvømmelserne advaret om kraftig regn i området. Men det var de færreste i Pepinster, der frygtede, at 14. juli 2021 skulle blive andet end en pjaskvåd sommerdag, som belgierne er så vant til.
Den morgen stod 38-årige Madeline Brasseur i sit køkken på første sal, da hun pludselig hørte lyden af brusende vand fra gaden.
- Jeg tænkte, at det nok var naboen, som var i gang med at pumpe vand ud af kælderen, for det havde regnet en del i dagene forinden, fortæller hun til TV 2.
Hun kiggede alligevel ud af vinduet og stivnede ved det syn, der mødte hende. Vesdre-floden, der bruser gennem byen blot få meter fra deres hus, var gået over sine bredder, og vandet fossede gennem gaden.
Flere naboer trak i gummistøvlerne og forsøgte at redde blomsterkrukker og terrassemøbler i sikkerhed indendørs. Katastrofens omfang var stadig ikke til at forudse. Men pludselig gik det stærkt.
Blot en halv time senere stod vandet i familien Brasseurs hus to meter højt, gipspladerne begyndte at løsne sig fra væggene, og det gik op for familien, at de var fanget i deres eget hjem.
- Madeline, vores to sønner, en af deres venner og jeg skyndte os op på første sal med vores to hunde og to katte. Vi var ikke i panik, for vi tænkte, at det nok skulle stoppe. Vandet havde aldrig før været højere end en meter under tidligere oversvømmelser i byen, så vi kunne ikke forestille os det, der ventede, fortæller 42-årige Paul Brasseur.
FlugtenI løbet af natten steg vandstanden til seks meter, og familien måtte søge tilflugt på anden sal. I de tidlige morgentimer hørte de braget af et hus i nærheden, der kollapsede.
- Jeg kiggede ud af vinduet, og så det enorme tag fra det hus blive slæbt med af vandet og smadre ind i huset lige ved siden af vores med et helvedes brag. Vi vidste, at vi måtte afsted. For hvis nabohuset styrtede sammen, ville vores hus gøre det samme. Da følte vi for første gang frygt, husker Paul, som senere erfarede, at en nabo mistede livet under kollapset.
Familien Brasseur besluttede at kravle op på taget og flygte henover tagryggene, til de nåede et hustag længere nede ad gaden, hvor flere andre naboer var forsamlet. Her endte de med at opholde sig i 11 timer i silende regn, til beredskabet endelig kunne nå frem.
I dag står familiens hus og resten af kvarteret langs floden til nedrivning. Madeline og Paul bor midlertidigt til leje, mens de venter på at kunne købe et nyt hjem.
Men det er langt fra alle i Pepinster, der har mulighed for og midler til at flytte.
SkimmelTV 2 møder den 67-årige pensionist Alain Baiwir i varmestuen hos den lokale Røde Kors. Her tilbringer han de fleste af sine vågne timer, mens han venter på at kunne flytte i en ny bolig.
Alain Baiwir bor til leje i et socialt boligbyggeri og fortæller, at han ikke er blevet tilbudt genhusning efter oversvømmelserne, som raserede kælderen og hele underetagen.
- Udlejerne er ligeglade. De vil sælge huset og ikke kaste penge efter en renovering, siger han.
Siden i sommer har han kæmpet med skimmelsvamp i hjemmet og et skrantende helbred.
Udlejningsselskabet har endnu ikke repareret opvarmningen i huset, som han forsøger at holde varmt med et lille elapparat. Han har ikke haft råd til at flytte, fortæller han. Det samme gælder flere af naboerne, som stadig ikke har fået udbetalt deres forsikringspenge.
- I Pepinster er der ikke styr på noget. Murbrokkerne flyder i gaderne, og myndighederne frakaster sig al ansvaret, sukker han.
Alain har nu taget sagen i egen hånd og fundet et nyt sted at bo længere oppe i terrænet. Mens han venter på at flytte, overnatter han på sofaen hos sin ekskone.
- Hellere det end at sove her i kulden, siger han.
Madeline og Paul Brasseur glæder sig også til at flytte. Allerhelst til deres gamle kvarter, hvor Paul er vokset op. Men her planlægger kommunen nu at anlægge en park i stedet. Klog af skade.
- Vi mistede alt på få timer. Vores ene kat så vi aldrig igen. Men vi er forhåbningsfulde nu, for vi har accepteret at lukke dette kapitel og åbne et nyt, siger Paul.