Rekordhøjt antal smittede det seneste døgn

Det seneste døgn er 14.844 mennesker konstateret smittede med covid-19, oplyser Statens Serum Institut (SSI).

Det er det højeste antal nye smittede på et døgn under epidemien, og samtidig er også positivprocenten rekordhøj. Hele 7,8 procent af de i alt 189.840 PCR-prøver er positive.

Stigningen sker efter generelt faldende tal de seneste juledage. Her har der dog været forsinkelse på svar fra test, hvorfor nogle af søndagens positive test kan have været taget en af de foregående dage.

Men ifølge Eskild Petersen, der er professor i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet, vil smitten formentlig stige de kommende dage og uger.

- Vi er bekymrede for, at julen bliver en superspredningsbegivenhed. Det vil vi vide omkring tre-fire dage efter jul, siger han til TV 2.

Antallet af indlagte er stadig til at håndtere

Af de nye smittetilfælde er 644 reinfektioner – det vil sige personer, der tidligere har været smittet med coronavirus.

Antallet af indlagte stiger med 57 til 579, og dermed er der stadig langt op til rekordniveauet fra 4. januar 2021 med 964 indlagte coronapatienter.

- Antallet af indlagte er stadig til at håndtere, og det er det vigtigste. Derfor er jeg ikke bekymret for, at vores sundhedsvæsen bryder sammen, siger anæstesilæge og formand for Lungeforeningen Torben Mogensen.

Af de indlagte er 71 på intensivafdeling, mens 43 af dem er så syge, at de får hjælp af en respirator til at trække vejret.

Yderligere 13 personer er døde med coronavirus.

- Vi skal formentlig alle sammen smittes

Gennem de seneste uger har flere eksperter forudsagt, at smittetallene vil nå sit klimaks i løbet af januar.

Og ifølge Eskild Petersen skal vi også forvente, at der kommer mere pres på sundhedsvæsenet.

- Omikron er sandsynligvis mindre alvorlig. Men op mod 750 indlagte skal vi nok forvente i de kommende uger, vurderer han.

Og ifølge Torben Mogensen vil alle "formentlig blive smittet på et eller andet tidspunkt."

- Hele øvelsen er at forsinke den hastighed, det sker med, sådan at sygehusvæsenet ikke vælter, siger anæstesilægen.

Bliv væk fra nytårsfester, hvis du ikke føler dig rask

Den særligt smitsomme Omikron-variant udgør ifølge Eskild Petersen lige nu cirka halvdelen af de danske smittetilfælde.

Forventningen er dog, at den vil udkonkurrere Delta-varianten helt, og ifølge professoren er det svært at forudsige, hvordan det vil påvirke epidemien.

Derfor opfordrer han også til forsigtighed de kommende uger.

- Nu hvor nytåret kommer, kan man kun sige: Kære venner, hvis i ikke føler jer helt raske, så bliv væk fra nytårsfester – uanset om i er blevet testet eller ej, siger han.

65.000 er blevet vaccineret uden tidsbestilling på apoteker

Siden midten af december har apoteker landet over vaccineret cirka 65.000 borgere mod covid-19.

Det foregår uden tidsbestilling, og på nuværende tidspunkt er 125 apoteker - svarende til cirka hvert fjerde af landets 524 apoteker - med i ordningen.

- Vi har haft travlt her op til jul, og borgerne har været rigtigt glade for bare at kunne gå hen på apoteket og få vaccinationen. Så vi har fået mange positive tilbagemeldinger, siger Jesper Gulev Larsen, formand for Danmarks Apotekerforening.

Det er gået stærkt for de apoteker, der er med i ordningen, og som tilbyder både første, andet og tredje vaccinestik.

De har på kort tid skullet sætte et system op, så de kan håndtere vaccinen.

Apoteker håber på endnu flere vaccine-besøg

I Region Hovedstaden kom ordningen på plads 14. december. Den 16. december kom Region Syddanmark med, og 20. december kom også apotekerne i Region Nordjylland med.

Inddragelsen af apotekerne er et supplement til de offentlige vaccinationscentre og de praktiserende læger, som for en stor dels vedkommende også tilbyder vaccinen.

Apotekerforeningens formand håber, at endnu flere apoteker kommer med på vaccinevognen.

- Apotekerne ligger tæt på borgerne i deres hverdag, og som udgangspunkt kan man komme ind fra gaden uden tidsbestilling og få et stik.

- Vi ved, at tilgængelighed har stor betydning – ikke mindst for ældre og for borgere, der har langt til nærmeste vaccinationscenter. Så apotekernes indsats vil forhåbentlig få flere til at blive vaccineret.

Mellem jul og nytår er der også åbent for vaccination på de medvirkende apoteker.

Det kan blandt andet blive aktuelt for den nye målgruppe mellem 18 og 39 år, som har fået fremrykket tilbuddet om det tredje vaccinestik.

Målgruppen kan nu - ligesom personer på 40 år og derover - blive prikket i overarmen fire en halv måned efter andet vaccinestik.

77,2 procent af befolkningen har på nuværende tidspunkt fået to vaccinestik mod coronavirus. 41,9 procent har fået det tredje stik.

Corona plager igen krydstogter – fire skibe ramt af smitteudbrud

Den seneste uge har ikke været mild ved industrien for krydstogter.

Ifølge CNN er mindst fire krydstogtskibe blevet afvist i havne eller forbudt at lade passagerer gå i land i Nord-, Mellem- og Sydamerika, efter flere passagerer på skibene testede positiv for covid-19.

Smittespredninger som disse er dårligt nyt for industrien, der blev voldsomt ramt, da verden lukkede ned i begyndelsen af pandemien i marts 2020. Skibe brugte uger på at få passagerer og besætning hjem, efter havne lukkede for skibe med coronasmitte ombord.

Den særligt smitsomme Omikron-variant, der spreder sig over verden i øjeblikket, varsler også udfordringer for krydstogtsindustrien.

Krydstogter fra USA blev genoptaget tilbage i sommer, og varianten gør nu skibenes ruter mere usikre.

Det forklarer Anne Marie Mathews, der er talsperson for krydstogtselskabet Carnival, som i denne uge blev ramt af smitteudbrud på et skib.

- Omikron-varianten kan forme, hvordan nogle myndigheder på vores destinationer ser på bare et lille antal smittede, selv hvis der bliver taget vare på det med vores egne foranstaltninger, siger hun til CNN.

Skibe med tusindvis ombord

I begyndelsen af ugen blev der meldt om mindst 48 smittede på verdens største krydstogtskib, ’The Symphony of the Seas’.

Skibet med plads til over 6000 passagerer havde været på en uges rundtur i Det Caribiske Hav og havde lagt til kaj i Miami i Florida, da informationen om smitten kom frem.

Derudover har fire større krydstogtskibe haft smitteudbrud. Det drejer sig ifølge CNN blandt andet ​om 'Royal Caribbean Odyssey of the Seas', hvor mindst 55 er testet positiv og 'MS Koningsdam', hvor 21 er smittet.

Sikkerheden er øget

Efter krydstogtsindustrien blev kickstartet i USA, har der været en styrket indsats mod sikkerheden ombord.

Mange krydstogtselskaber, blandt andet Carnival, kræver – med nogle undtagelser for børn – at passagerer og besætning er færdigvaccinerede.

Det sker blandt andet på baggrund af de dyre lærepenge, som industrien fik under pandemiens begyndelse i 2020.

Her hvilede hele verdens øjne på krydstogtskibet 'Diamond Princess', da den lå isoleret i den japanske havneby Yokohama, mens smitten spredte sig ombord.

Af de omkring 3700 ombord blev 700 smittet, og 13 ældre døde med covid-19.

Smitte og vaccination giver superimmunitet, siger norsk overlæge

Personer, der har været smittet enten før eller efter to vaccinestik, kan være bedre stillet i forhold til nye virusvarianter, end hvis man har fået tre vaccinestik uden at have været smittet.

Det skriver det norske medie VG på baggrund af et interview med en overlæge i den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet (FHI), Sara Viksmoen Watle.

Eksperterne kalder det hybridimmunitet eller superimmunitet:

- Med superimmunitet får du i pose og sæk. Både den brede beskyttelse fra gennemgået infektion og beskyttelsen fra vaccinen, siger overlægen, der er FHI's ekspert i forhold til vaccineeffekt.

Hun understreger samtidig, at FHI absolut ikke opfordrer til, at man lader sig smitte. Det skyldes, at også raske kan blive alvorligt syge af coronavirus.

Bedre beskyttelse end tre vaccinestik

Studier har vist, at den bedste beskyttelse opnås, når immunitet efter infektion forstærkes med en vaccine. Der er færre data for det modsatte: Infektion efter en vaccine, men FHI regner med, at alle kombinationer er gode.

Det kan være kombinationer som:

Infektion og to vaccine doser Infektion, et vaccinestik og infektion To vaccinedoser og infektion

Ifølge Sara Wiksmoen Watle kan personer få en lidt mindre bred beskyttelse, hvis man har fået vaccinen før smitte. Men man får alligevel en bredere beskyttelse mod fremtidige varianter end med tre stik, lyder det.

Et nyt norsk - og meget lille - studie af 400 smittede har vist, at næsten alle smittede havde antistoffer et år efter smitte. Det gjaldt også dem, der havde haft milde symptomer.

Indlæggelsestal har overgået værst tænkelige scenarie i Norge

Det norske Folkehelseinstitut (FHI) fremlagde i efteråret tal for worst case-scenariet, i fald der kom en slem vinterbølge. Men FHI troede ikke på tallene. De mente, de var for høje.

Ud fra en samlet vurdering sagde FHIs generaldirektør, Camilla Stoltenberg, i oktober, at man vurderede, det var sandsynligt, at en ny smittebølge ramte denne vinter. Og myndigheden lavede to scenarier - et best case og et worst case.

- Mest sandsynligt er, at ingen af scenarierne sker. Enten fordi de er usandsynlige, eller fordi vi gør noget for at hindre dem. Men scenarierne giver os noget, vi kan planlægge efter, sagde Camilla Stoltenberg tilbage i oktober.

FHI er nu blevet klogere. Det skriver det norske medie VG.

Omikron har endnu ikke vist sig i tallene

Indlæggelsestallene har nemlig oversteget det, som de norske myndigheder regnede for at være den værste smittesituation gennem de seneste måneder.

I en grafisk fremstilling af de to scenarier og de reelle indlæggelsestal står det klart, at antallet af indlagte har ligget over worst case-scenariet indtil nu, hvor de er dykket en smule under kurven.

Tallene går frem til 16. december, og mediet skriver, at indlæggelsestallene afspejler smitte med Delta-varianten. Omikron-varianten viser sig ikke endnu i grafens tal.

De første Omikron-tilfælde dukkede op i Norge i december, men allerede før meldte sygehuse i landet om, at de var under et alvorligt pres. Ifølge VG var de ”på bristepunktet”, lød udmeldingen.

Den norske regering har indført restriktioner i forbindelse med den stigende smitte i landet.

Januar bliver hård, siger SSI

I Danmark arbejder man også med et worst case-scenarie.

SSI forventer, at antallet af smittede og nyindlæggelser vil stige frem mod nytår. I værste fald kan det daglige smittetal ramme 45.000 smittede, har det lydt.

Og faglig direktør i SSI, Tyra Grove Krause, advarer om, at januar "bliver den hårdeste måned i hele pandemien".

Ifølge Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, er der dog to ting, der kan blive vores redning.

- Der er ingen tvivl om, at vaccinationerne og fremrykning af tredje stik skal bringe os igennem den her vinter. Den kommende uge runder vi tre millioner personer, der har fået tredje stik, sagde Brostrøm til TV 2 juleaftensdag.

- Men der er stadig ledige tider her i juledagene. Man kan jo give sig selv det tredje stik i julegave.

Apoteker står klar til at vaccinere mod corona – men vaccinerne er ikke dukket op

Fire dage før juleaften håbede apotekerne rundt omkring i Region Sjælland, at de kunne have vaccineret de første borgere mod coronavirus.

Men vaccinerne til såkaldte drop in-vaccinationer er endnu dukket op hos apotekerne.

Vi lovede alle, at vi ville begynde at vaccinere mandag morgen, men vi måtte skuffe dem

Anita Albrechtsen, apoteker ved Svane Apotek i Ringsted og Slagelse

Det er, selvom Region Sjælland mandag den 13. december erklærede, at de vil opgradere til 160.000 ugentlige vaccinationer, hvor en del af værktøjet til at opnå det mål, er en aftale, som regionen har indgået med apotekerne.

- Det er dejligt med juleferie, men lige i år havde jeg faktisk håbet, at vi havde haft rigtig travlt med at vaccinere alle borgere i nærområdet mod corona. Så det er lidt ærgerligt, at vi ikke er i gang, fordi vi er klar, siger Anita Albrechtsen, apoteker ved Svane Apotek i Ringsted og Slagelse.

Region Sjælland meddelte, at der var indgået en aftale med apotekerne om at udbyde vaccinationer i supplement til de praktiserende læger og regionens egne testcentre.

I den forbindelse lavede regionen en aftale med foreningen Apovac, som bistår landets apoteker med vaccinationerne, om skaffe vaccinerne til mandag den 20. december.

- Vi lovede alle, at vi ville begynde at vaccinere mandag morgen, men vi måtte skuffe dem, der kom, siger Anita Albrechtsen.

Derfor er vaccinerne ikke dukket op

Forklaringen bag de manglende vacciner hos de regionale apoteker skyldes ifølge Region Sjælland manglede kapacitet og en endnu ikke underskrevet leverandøraftale, der sikkert kan transportere vaccinerne fra Statens Serum Institut ud til apotekerne

- Den leverandøraftale er endnu ikke faldet på plads, og derfor har apotekerne ikke modtaget vaccinerne, og derfor er de ikke i gang med at vaccinere, siger Trine Holgersen, direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland og ansvarlig for vaccinationsindsatsen, og fortsætter:

- Grunden til, vi har lavet den aftale er, at vi simpelthen ikke har kapacitet – vi har ikke lagerplads eller biler til at køre ud til apotekerne. Derfor var forudsætningen, da vi indgik en aftale med apotekerne, at vi skulle have en leverandøraftale.

Hvem er skyld i, at der ikke er faldet en leverandøraftale på plads?

- Selve leverandøraftalen indgås på vegne af tre regioner, og det er Region Nordjylland, der forhandler aftalen for de tre regioner, svarer Trine Holgersen.

Ud over Region Sjælland og Region Nordjylland er Region Midtjylland også med i aftalen.

Hos flere apoteker i Region Hovedstaden tilbydes der allerede coronavacciner. Men Trine Holgersen forsikrer, at så snart leverandøraftalen falder på plads, vil apotekerne i Region Sjælland også modtage vaccinerne.

- Omvendt vil jeg gerne påpege, at der er masser af ledige vaccinetider derude, og borgerne kan godt komme til. Der er aftaler med 154 praktiserende læger, og vi har ledige tider i vores vaccinationscentre, så der adgang til vacciner i Region Sjælland, tilføjer hun.

Hvad er tidshorisonten på at få vaccinerne frem?

- Vi har ikke nogen tidshorisont. Men jeg ved, at alle arbejder hårdt på at få tingene til at falde på plads, svarer Trine Holgersen.

Erfaringerne viser ifølge direktøren, at jo lettere adgang, der er til at blive vaccineret, jo flere vælger at tage imod tilbuddet om en coronavaccination.

- Vi vil meget gerne have apotekerne med, men vil også gerne have det med en aftale, hvor vi ved, at vaccinerne bliver behandlet ordentligt, når de bliver transporteret ud, siger Trine Holgersen.

Håber på 35 apoteker deltager

Omkring 35 apoteker i regionen tilbyder i dag vaccinationer mod influenza. Håbet for Region Sjælland er at opnå et tilsvarende antal vaccinationssteder for coronavaccine.

- Vi ved, vi kan gøre en forskel, siger Anita Albrechtsen og tilføjer:

- Det har vi vist før med influenzavaccinerne. Dengang apotekerne begyndte at vaccinere, var det lige pludselig et meget større antal mennesker, vi kunne vaccinere end årene før.

I praksis bliver adgangen til vaccinationer på apotekerne skåret over samme læst som hos de praktiserende læger.

Når regionen har fået tilmeldingerne fra apotekerne, lægger de navne og adresser på de apoteker, som har valgt at gå med i aftalen, hvorefter man på det respektive apoteks hjemmeside kan se, hvordan man booker tid.

Apoteker Anita Albrechtsen ved ikke præcis, hvor meget de får for at vaccinere. Hun vurderer dog, at det er i omegnen af 170 kroner, hvilket svarer til det beløb, som de praktiserende læger i regioner får for at give et vaccinestik. Region Sjælland kan lørdag ikke oplyse det nøjagtige beløb.

Eksperter ser positive tegn i smittetal – men vi kan ikke vide os sikre

Nok lyder et dagligt smittetal på lidt over 10.000 ikke umiddelbart som gode nyheder. Men det er det, hvis man spørger professor Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi på RUC.

Lørdag blev der registreret 10.027 smittetilfælde, hvilket gør det til den sjette dag i træk med mere end 10.000 smittede. Men det daglige antal smittede har ikke været lige så højt, som det var tidligere.

- Det er en glædelig nyhed om, at de her stigninger, vi har set i smittetallene, er holdt op, siger han.

Viggo Andreasen tager samtidig forbehold for, at det endnu er for tidligt at konkludere, at faldet i smittetallet ikke kun er kortvarigt.

Efter Omikron-varianten gjorde sit indtog, har smitten taget fart. Men der er positive takter at spore, mener Viggo Andreasen.

- Det her er et tegn på, at de restriktioner, vi fik indført op til jul, virker. Og måske også, at vaccinerne og booster-vaccinerne så småt er begyndt at virke, siger han.

De seneste dage har tallene været lavere, end de var tidligere på ugen, hvor der to dage var omkring 13.000 nye tilfælde.

Holde Omikron for døren

Vores adfærd ændrer sig normalt i juledagene, siger lektoren. Vi besøger familie og er sammen på tværs af generationer, så det er for tidligt at sige, om denne tendens varer ved, siger han.

Men håbet er at holde Omikron for døren, mens vi afventer, at vaccinerne virker.

- Rigtig mange 18- til 39-årige har ikke fået tredje stik endnu, men vi har truffet beslutningen om det. Effekten af vaccinationen af den aldersgruppe ser vi først lige efter nytår, siger Viggo Andreasen og tilføjer:

- De næste 14 dage – måske tre uger – er det i høj grad restriktionerne og vores adfærd, der skal holde Omikron stangen.

Ekspert-kollega er enig

En lignende positiv melding om lørdagens smittetal kommer fra vaccineprofessor Camilla Foged.

- Det er dejligt, at vi kan holde smittetallene i ro. Det er en smule lavere end de andre dage. Der er selvfølgelig lidt færre test de seneste par dage, siger hun til Ritzau.

Camilla Foged udelukker dog heller ikke, at smittetallene kan stige efter jul.

Antallet af indlagte er dalet de sidste dage og er lige nu på 522.

Men tendensen skal fortsætte over en periode på ti dage, før man kan konkludere noget på udviklingen, sagde professor Eskild Petersen til TV 2 tidligere lørdag.

Anklage: Døende offer fik peberspray og energidrik i ansigtet

Fire mænd i alderen 21-30 år skal nu stilles til ansvar for, at en 20-årig mand mistede livet efter et brutalt overfald i Horsens i maj.

Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi har rejst tiltale mod mændene, som er anklaget efter straffelovens bestemmelse om vold med døden til følge.

Det var ifølge anklageskriftet planer om at begå et røveri, som 11. maj fik de fire mænd til at køre fra Vejle til Horsens i en BMW X5, hvor de opsøgte den 20-årige.

De havde aftalt at mødes med ham klokken 16.15 i Sølvgade, men det viste sig, at han ikke havde noget af værdi på sig, og de fire er derfor anklaget for røveriforsøg.

Men det var kun indledningen på den skæbnesvangre kriminalitet, som den 20-årige mand skulle blive offer for. Ifølge anklageskriftet blev han slået i hovedet, så han først slog hovedet ind i BMW'en og derefter i asfalten.

Blev holdt kunstigt i live

Liggende på jorden fik manden sprøjtet peberspray i ansigtet - han var ifølge anklageskriftet bevidstløs.

De fire er anklaget for at have smidt ham i bilens bagagerum, hvor de hældte energidrikken Red Bull i ansigtet på ham.

Den 20-årige fik blødninger i hjernen, og på hospitalet i Aarhus blev han erklæret død 17. maj, efter at lægerne i nogle dage havde holdt ham kunstigt i live. Anklagemyndigheden mener, at de fire derfor kan dømmes for vold med døden til følge.

Mændene er desuden anklaget for at have efterladt ham i hjælpeløs tilstand, i forbindelse med at de stak af fra bilen, efter at den var kørt galt på Nørretorv i Horsens.

Ulykken skete ifølge anklageskriftet, da BMW'en kørte ind i en sten. En af de tiltalte, en 25-årig mand, var ifølge anklagemyndigheden fører af bilen. I den forbindelse er han desuden tiltalt for at have overtrådt færdselsloven.

Sagen mod de fire vil blive behandlet ved Retten i Horsens i det nye år. Anklagemyndigheden har rejst sagen som en nævningesag, hvilket indikerer, at man vil gå efter en straf på mindst fire års fængsel til i hvert fald en af de tiltalte.

De fire blev anholdt løbende i dagene efter ugerningen og har siddet fængslet siden. Også en 28-årig kvinde blev dengang anholdt og sigtet for at have hjulpet til med flugten. Hende er der ikke rejst tiltale mod.