Regeringen vil gøre corona til en samfundskritisk sygdom

Epidemikommissionen indstiller til, at coronavirus igen bliver en samfundskritisk sygdom. Og den indstilling vil regeringen følge.

Det oplyste statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag aften.

For at gøre virussen samfundskritisk igen kræver det, at der ikke er et flertal imod forslaget i Epidemiudvalget. Det er endnu uklart, om det er tilfældet.

Hvis coronavirus igen bliver kategoriseret som en samfundskritisk sygdom, er det muligt at genindføre restriktioner.

En af de restriktioner, regeringen ønsker at genindføre, er coronapasset.

Regeringen vil tirsdag foreslå begge dele for Folketingets epidemiudvalg.

Ifølge TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren er det en afgørende melding fra regeringen.

- Det er essentielt, at regeringen nu melder ud, hvad den vil, og at regeringen vil søge et politisk flertal, siger han.

Situationen har ændret sig

Kategoriseringen af coronavirus som en samfundskritisk sygdom blev ophævet 10. september.

På det tidspunkt var Danmark i en særdeles god situation med høje vaccinationstal og lave smittetal. De seneste uger har smittetallene dog været stødt stigende, og regeringen mener derfor, at det er nødvendigt at genindføre kategoriseringen.

Det er Epidemiudvalget, som bestemmer, om coronavirus skal kategoriseres som samfundskritisk igen. Med i udvalget sidder repræsentanter for alle Folketingets partier.

Enhedslisten bakker op

Hvordan alle de enkelte partier forholder sig til spørgsmålet er endnu ikke helt klart.

Enhedslisten bakker dog op, fortæller partiets coronaordfører og medlem af Epidemiudvalget, Peder Hvelplund, til TV 2.

- Det skal stå helt klart, at når der ligger en indstilling fra eksperter om, at det er nødvendigt, så bakker vi op, siger han.

Generelt er det Jesper Vestergrens opfattelse, at de røde partier er positivt stemt, mens de borgerligere er mere skeptiske.

- De borgerlige har indtil videre været afventende med at afgive deres støtte, fordi de ved, at det kan åbne op for at indføre andre restriktioner end bare lige coronapas, siger han.

Forud for pressemødet klokken 20 var alle partiernes sundhedsordførere indkaldt til orienteringsmøde ved sundhedsminister Magnus Heunicke (S) klokken 18.

Følg pressemødet på TV2.dk eller TV 2 NEWS.

Statsministeriet indkalder til pressemøde klokken 20

Statsministeriet indkalder til pressemøde i aften klokken 20 om coronasituationen i Danmark.

Det skriver Statsministeriet i en kort pressemeddelelse.

Hvad pressemødet mere konkret handler om fremgår ikke, men TV 2s politiske analytiker Jesper Vestegren forventer, at vi bliver klogere på, hvilke restriktioner regeringen vil indføre for at stoppe den stigende smitte.

- Der vil formentlig komme en model for indføring af coronapas, siger han.

Derudover forventer Jesper Vestergren, at regeringen vil præsentere nogle af de anbefalinger, som Epidemikommissionen er kommet med.

Sundhedsordførere indkaldt til møde

Forud for pressemødet er partiernes sundhedsordførere indkaldt til møde klokken 18. Her vil sundhedsminister Magnus Heunicke (S) give en status på epidemien, og eventuelle restriktioner vil blive drøftet.

Det er nemlig nødvendigt for regeringen at inddrage Folketingets partier, hvis nye restriktioner skal indføres, fortæller Jesper Vestergren. Det skyldes, at corona ikke længere karakteriseres som en samfundskritisk sygdom.

- Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at indføre nye restriktioner, såsom coronapas, sådan som det er lige nu, siger han.

Hvis Epidemikommissionen vurderer, at corona igen skal være en samfundskritisk sygdom, kan regeringen gå videre med den indstilling og søge opbakning blandt Folketingets partier.

- Det er den drøftelse, vi forventer, at regeringen vil tage med ordførerne og offentligheden i aften, siger Jesper Vestergren.

Hvad siger partierne?

Hvordan de politiske partier forholder sig til spørgsmålet er endnu ikke helt klart.

Ifølge Jesper Vestergren bakker SF og Enhedslisten op om at gøre corona til en samfundskritisk sygdom igen.

Flere af de borgerlige partier er dog skeptiske overfor, hvad det kan føre til.

- De borgerlige har indtil videre været afventende med at afgive deres støtte, fordi de ved, at det kan åbne op for at indføre andre restriktioner end bare lige coronapas, siger han.

Drøftelserne kommer efter en tid med stigende smitte i samfundet. Mandag er 2294 konstateret smittet med coronavirus. Se de nyeste tal her.

Heunicke indkalder ordførere til møde om coronasituationen

Regeringen har indkaldt partiernes sundhedsordførere til møde mandag aften klokken 18. Det erfarer TV 2.

På mødet vil sundhedsminister Magnus Heunicke (S) informere ordførerne om epidemiens tilstand, og eventuelle restriktioner vil blive drøftet.

- I aften får vi formentlig et indblik i, hvad regeringen tænker, at der skal gøres for at stoppe smitten, siger TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren.

Forventningen er, at ordførerne vil få indsigt i de indstillinger, Epidemikommissionen er kommet med til regeringen. Det er dog endnu uvist, da der ikke er tale om et møde i Epidemiudvalget, men et ordførermøde.

Skal være samfundskritisk

Epidemikommissionen, som består af en række eksperter og embedsmænd, er blandt andet blevet bedt om at vurdere, om corona igen skal være en samfundskritisk sygdom.

Den del er nemlig helt afgørende for det videre forløb, fortæller Jesper Vestergren.

- Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at indføre nye restriktioner, såsom coronapas, hvis ikke corona er en samfundskritisk sygdom, siger han.

Hvis Epidemikommissionen vurderer, at corona igen skal være en samfundskritisk sygdom, kan regeringen gå videre med den indstilling og søge opbakning blandt Folketingets partier.

- Det er den drøftelse, vi forventer, at regeringen vil tage med ordførerne og offentligheden i aften, siger Jesper Vestergren.

Coronapas og mundbind

Hvilke konkrete restriktioner der bliver indført, vides ikke endnu, men både Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen anbefaler at genindføre krav om brug af coronapasset.

Flere eksperter peger også på, at coronapas vil gøre en forskel.

Krav om mundbind kan også komme på tale, fortæller Jesper Vestergren.

- På Christiansborg er der snak på gangene om, at mundbind kan blive genindført i visse situationer, siger han.

Regeringen har ikke meldt noget konkret ud endnu, men i et opslag på Facebook søndag aften skrev statsminister Mette Frederiksen (S), at hun "forventer, at det bliver nødvendigt med initiativer, der kan bryde smittekæder".

Mandag er 2294 konstateret smittet med coronavirus. Se de nyeste tal her.

Høje smittetal rammer flere kommuner – publikum må ikke komme med til valgfest

Sideløbende med coronavirus spreder aflysninger af vælgerarrangementer, paneldebatter og andre begivenheder sig for kandidaterne til det snarlige kommunalvalg.

I Nordfyns Kommune er den valgfolkefest, som TV 2 Fyn og Fyens Stifttidende har arrangeret, også blevet ramt af det. Her meldte SF, Konservative og Dansk Folkeparti fra til arrangementet efter høje smittetal.

Derfor har arrangørerne også besluttet at afholde valgfolkefesten uden publikum i salen, skriver TV 2 Fyn.

- Vi har valgt at tage ansvar for borgerne frem for vores politiske arbejde. Det betyder også, at vi ikke deltager på flere fysiske valgmøder frem til valget, skriver Anne-Lise Sievers, der er kandidat for SF i kommunen, på Facebook.

Socialdemokratiets borgmesterkandidat, Helle Waagner, fortæller til TV 2, at hun mener, at det er "utrolig vigtigt at tage incidenstallet alvorligt". Det lå på 381 smittede per 100.000 i kommunen søndag.

- Det er super ærgerligt. Vi er i slutspurten, og så kommer det her indover som et særligt perspektiv. Men det tager vi med, og nu laver vi et særligt arrangement i aften, siger hun.

Publikum kan dog stille spørgsmål og følge med digitalt.

To kandidater stopper valgkamp

I Lemvig Kommune er flere kandidater blevet smittet med coronavirus.

Den socialdemokratiske spidskandidat, Lone Pilgaard Sørensen, oplyser, at hun er testet positiv, og derfor forbliver kampagnebilen i carporten og kandidaten i isolation, indtil hun er rask.

- Jeg tror aldrig nogensinde, at corona kommer belejligt, men det var ikke en del af min plan for valgkampen at blive syg nu på det her tidspunkt med feber, siger Lone Pilgaard Sørensen til TV 2.

Også Dansk Folkeparti-kandidaten Karl Balleby er smittet.

Lone Pilgaard Sørensen og Karl Balleby fortæller begge, at de mener, smitten er sket til et vælgermøde i Harboøre.

- Vi fik meddelelse om, vi havde været i nærkontakt efter mødet i Harboøre, og så blev vi testet. Jeg var smittet, selv om jeg er vaccineret, siger Karl Balleby til Dagbladet Holstebro Struer.

Smitte til vælgermøde

Flere partier har indstillet valgkampen i Vordingborg Kommune.

Der har været vælgermøde på Bogø, hvor enkelte ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed har oplyst, at de mener, de kan være blevet smittet.

Dansk Folkepartis spidskandidat i kommunen delte derfor en pressemeddelelse søndag aften om, at partiet ikke længere vil være at finde til paneldebatter, vælgermøder og dets lige.

Søren Hansen, som han hedder, er desuden smittet med coronavirus. Han var dog ikke til stede på vælgermødet på Bogø, men har efterfølgende været sammen med en, der var der.

Radikale Venstre meldte ud lidt senere mandag formiddag, at de også indstiller deres valgkamp i kommunen.

Partier holder et samlet krisemøde i kommunen mandag eftermiddag.

Opfordrer til brevstemning

Også i Odsherred Kommune har Dansk Folkepartis kandidater indstillet dele af deres valgkampagne. Det skriver Sjællandske.

Partiet vil fortsat deltage i udendørsarrangementer.

Kommunernes Landsforening opfordrede for nylig borgere til at brevstemme til kommunalvalget for at undgå smittespredning. Det skrev DR.

Det skete efter en periode med stigende smitte i landet.

Kristian Vendelbo, direktør i KL, sagde, at det handler om at skabe tryghed - og samtidig opnå en så høj valgdeltagelse som muligt.

Coronapasset kan være på vej tilbage – men effekten vil ikke blive som i foråret

Der hersker ikke den store tvivl hos Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S):

Skal vi tidens høje coronasmittetal til livs, skal der gøres noget.

Og står det til Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen, bør vi starte med at genindføre krav om brug af coronapasset.

Men nytter det egentlig noget at vække den digitale adgangsbillet til live, når over 75 procent af landets befolkning er færdigvaccineret og dermed har carte blanche til at deltage, hvor coronapasset måtte kræves.

Ja, lyder det korte svar fra to coronaeksperter, TV 2 har talt med.

- Det gør en forskel, hvis man holder et helt samfund åbent og kræver coronapas. Så skal alle de uvaccinerede testes for at kunne deltage, siger Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i immunologi på Københavns Universitet, til TV 2.

Han bakkes op af Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet.

- Mit bud er, at det vil have den halve virkning af det, vi så i foråret, siger han til TV 2.

De ikkevaccinerede driver smitten

For det utrænede øje kan tal fra Statens Serum Institut umiddelbart tale imod de to coronaeksperters vurdering.

Tallene viser nemlig, at de færdigvaccinerede står for næsten 70 procent af de registrerede smittetilfælde.

Det betyder dog ikke, at det er de vaccinerede, der driver epidemien fremad, lyder det fra Jan Pravsgaard Christensen.

- Det kan godt være, at næsten 70 procent af de smittede af færdigvaccineret, men studier viser os, at de uvaccinerede smitter langt flere end de vaccinerede, siger han og slår fast, at det er de ikkevaccinerede, man skal have fat i, hvis man vil bryde smittekæderne.

Sagen er nemlig den, forklarer Viggo Andreasen, at de vaccinerede både smittes mindre, smitter mindre og har kortere sygdomsforløb.

Alt lagt sammen betyder det, at en vaccineret kun smitter 10 til 12 procent af, hvor meget en ikkevaccineret smitter, siger han.

- Så de vaccinerede bidrager også til smitte, men ikke nær så meget som de ikkevaccinerede, siger Viggo Andreasen og tilføjer, at regnestykket skal tages med det forbehold, at det varierer, alt efter hvilken aldersgruppe man ser på.

En styrke ved coronapasset er også, at man lettere finder frem til de cirka 50 procent asymptomatiske smittebærere, siger Viggo Andreasen. Smittebærere, der ikke selv udviser symptomer, og som man altså ikke nødvendigvis finder nu.

Oplagte steder at sætte ind med coronapas vil ifølge Jan Pravsgaard Christensen være ved store forsamlinger og steder, hvor mange unge kommer, da det er den aldersgruppe med færrest vaccinerede.

Det er nu, vi skal gribe ind

Selvom smittetallene lige nu er høje, holder landets coronaeksperter særligt øje med antallet af indlæggelser på hospitalerne.

I starten af oktober lå antallet af indlagte omkring 80-90, men tallet er sidenhen steget støt og nærmer sig med hastige skridt 300 indlagte.

Selvom hospitalernes kapacitet ligger omkring de 1000 coronapatienter, er det alligevel rettidig omhu at råbe vagt i gevær nu, mener Jan Pravsgaard Christensen.

Foran os står nemlig også en potentiel influenzasæson, som vi endnu ikke ved hvor voldsom bliver, siger han.

- Belært af tidligere erfaringer med corona ved vi, at jo hurtigere vi laver indgreb, jo hurtigere får vi en effekt. Set i min optik er det vigtigt, at man griber ind nu, siger han.

Også Viggo Andresen mener, at det er nu, vi skal sætte ind, hvis vi skal sikre os, at vores sygehuse ikke bliver overbelastet over vinteren.

Hertil er det vigtigt at huske, at de tiltag, man først vil gribe til i værktøjskassen – coronapas og hyppigere tests – virker bedst, når smittetallene ikke er alt for høje.

- Ellers bliver der alt for mange, der skal isoleres. Det rammer nogle bestemte erhvervsgrupper hårdt. Eksempelvis skolelærere og tjenere, siger han.

Dertil skal lægges, at tiltagene samtidig er blandt de mindst indgribende i danskernes hverdag, siger han.

- Af den grund er det vigtigt at komme i gang i en fart. Hvis vi når til et punkt, hvor epidemien skal slås ned igen, kræver det, at vi tager hårdere redskaber i brug, siger Viggo Andreasen og pointerer, at det både er sværere og dyrere og vil kræve noget, der ligger ”tættere på en lockdown”.

FAKTA: Det betyder coronas status for nye restriktioner

Epidemikommissionen mødtes i weekenden, efter at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fredag bad den vurdere, om covid-19 igen skal ophøjes til en samfundskritisk sygdom.

Kommissionen består af personer fra ministerier, styrelser, Rigspolitiet, kommuner og regioner.

Det er udelukkende myndigheder, der er med i kommissionen.

Bliver covid-19 opklassificeret til en samfundskritisk sygdom igen, betyder det, at der er en række restriktioner, som regeringen kun skal spørge Folketingets epidemiudvalg om, den kan indføre, og ikke hele Folketinget.

Der må ikke være et flertal imod restriktioner i epidemiudvalget.

Læs her mere om hvilke restriktioner, det er:

Restriktioner, der kræver, at der er tale om en samfundskritisk sygdom: Forsamlingsforbud. Krav om test. Restriktioner for brug af transportmidler. Krav om coronapas. Lukketidspunkt for serveringssteder. Arealkrav. Automatikmodel. Krav om mundbind. Fravigelse af anden lovgivning og sikring af vareforsyning. Hjemsende nære kontakter i for eksempel skoler uden forældres samtykke. Restriktioner, der kræver, at der er tale om en almen farlig sygdom: Foranstaltninger over for enkeltpersoner, herunder isolation, test og indlæggelse. Indrejserestriktioner. Påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed om lukning af eksempelvis skoler ved høj smitte. Smitteopsporing. Besøgsrestriktioner. Oplysningspligt - såsom registrering af tilskuere til et arrangement. Udveksling af oplysninger mellem myndigheder. Bemyndigelsesbestemmelse til behandling af personoplysninger såsom coronapas-app. Sådan bliver en sygdom erklæret samfundskritisk: Det er en betingelse, at Sundhedsstyrelsen definerer en sygdom som alment farlig. Hvorvidt en alment farlig sygdom er samfundskritisk, er en politisk beslutning. Først skal en indstilling fra Epidemikommissionen om at klassificere sygdommen som samfundskritisk forelægges Folketingets Epidemiudvalg. Hvis der ikke er et flertal i Epidemiudvalget imod at erklære sygdommen for samfundskritisk, kan regeringen ved en bekendtgørelse gøre en sygdom til samfundskritisk for seks måneder ad gangen.

Kilde: Sundhedsministeriet.

Tyske smittetal sætter rekord

Coronasmitten breder sig i Tyskland. Landet har registreret det hidtil højeste smittetal, siden coronapandemien begyndte for knap to år siden.

Det viser tal fra tyske sundhedsmyndigheder mandag.

De stigende smittetal får både politikere og eksperter til at tale for, at der indføres nye tiltag for at begrænse smitten.

Der skal mere til "end en smule obligatorisk test på plejehjem", siger ministerpræsidenten i delstaten Bayern, Markus Söder.

Han ser gerne, at der igen bliver indført gratis test, at man får vaccineret flere, og at forbundsregeringen i Berlin koordinerer indsatsen med delstaterne, siger han til radiostationen Deutschlandfunk.

Tyskland er gået væk fra at tilbyde gratis coronatest i håb om, at folk i stedet vil lade sig vaccinere.

Det såkaldte incidenstal - som er antallet af smittede per 100.000 indbyggere - er mandag steget til 201,1, når man ser på et gennemsnit for de seneste syv dage.

Det er højere end Tysklands hidtil højeste incidenstal fra december sidste år, hvor der var registreret 197,6 nye smittede per 100.000 indbyggere.

Det viser tal fra det tyske Robert Koch Institut.

Dansk incidens er endnu højere

Til sammenligning ligger tallet i Danmark en del højere. Det lyder på 263,8 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere i gennemsnit i de seneste syv dage, viser tal fra Statens Serum Institut.

De stigende smittetal får læger på tyske hospitaler til at advare om, at det kan blive nødvendigt at udskyde planlagte operationer for at gøre plads til et formentlig stigende antal indlagte coronasyge.

- Vi vil kun kunne håndtere alle akutte tilfælde, hvis vi sparer et andet sted, siger Christian Karagiannidis, forskningsdirektør ved lægeforbundet Divi, til avisen Augsburger Allgemeine.

I forvejen har nogle tyske regioner været nødt til at sende patienter til sygehuse i andre regioner, fordi de var overbebyrdede.

De tre partier SPD, FDP og De Grønne, der forhandler om en kommende koalitionsregering, har meddelt, at de vil fremlægge en plan for, hvordan Tyskland skal bekæmpe den fjerde bølge af coronasmitte, skriver avisen Die Welt.

I alt har Tyskland registreret næsten 4,8 millioner smittetilfælde, siden coronapandemien nåede til landet i begyndelsen af 2020.

I alt har 96.558 mennesker, der var smittet med coronavirus, mistet livet i Tyskland.

Kandidater på stribe smittet efter vælgermøde – byråd har holdt krisemøde

Tirsdag var der vælgermøde på Bogø. Og det er ikke af politiske årsager, at det fylder nu.

Noget tyder nemlig på, at coronavirussen har haft gode forhold. Flere kandidater og bogøere er nemlig blevet smittet med coronavirus.

Lokalmediet Bogø Portalen, der stod bag vælgerarrangementet, advarer også om smitte efter arrangementer på øen, heriblandt vælgermødet 2. november.

TV 2-redaktør Kristine Amalie Linnet var moderator på mødet. Hun fortæller også om flere smittetilfælde, der er blevet opdaget efterfølgende.

Parti indstiller valgkamp

Dansk Folkepartis spidskandidat i Vordingborg Kommune er Søren Hansen.

Ganske vist var han ikke selv til stede på mødet, men han fortæller, at hans kollega var og er testet positiv. Siden har han set kollegaen, og søndag testede han selv positiv.

Søndag var også dagen, hvor partiet meldte ud, at de fremover vil indstille deres deltagelse i den del af valgkampen, hvor kandidaterne skal være fysisk til stede.

Det sker for at bremse smitten.

- Dansk Folkeparti vil, i den resterende del af valgkampen, ikke være deltagende i paneldebatter eller på anden måde face-to-face arrangementer. Vi er bekymret for en allerede høj smittespredning skal accelerere yderligere, står der i pressemeddelelsen, der er delt på kandidatens Facebook-profil.

Isolation i syv døgn

Der er ikke andre arrangementer tilbage i Søren Hansens kalender udover valget 16. november.

Han fortæller til TV 2, at han ikke har intentioner om at deltage i paneldebatter og borgermøder med online tilstedeværelse, men at han og de andre kandidater fra partiet vil ”forsøge at dele deres budskab på Facebook”.

- Der er ikke nogen, der har lyst til at få det her. Jeg har ikke det, der minder om et symptom, men der er mange, der bliver hårdt ramt, selvom de er vaccineret, siger Søren Hansen til TV 2.

Han har ikke symptomer og skal derfor være i isolation i syv døgn. Det vil sige indtil søndag i denne uge. Valget er den følgende tirsdag.

Søren Hansen er i øvrigt vaccineret, men har ikke nået at brevstemme, så han håber meget, at hans isolation slutter i tide til valget.

Også Radikale Venstre har meldt ud, at de indstiller valgkampen i kommunen grundet stigende smitte. Det skriver partiets Vordingborg-gruppe på Facebook.

- Flere kandidater er konstateret smittede med covid-19 efter vælgermødet på Bogø. Derfor kunne det se ud som, at en smittekæde er i gang blandt kandidaterne i Vordingborg Kommune, skriver de.

Partier indkaldt til krisemøde

Efter at de to partier har valgt at indstille dele af deres valgkamp, blev alle opstillede partier i kommunen indkaldt til krisemøde mandag klokken 15 for at drøfte, hvordan valgkampen skal foregå frem mod valget.

Men i mellemtiden inviterede statsminister Mette Frederiksen (S) til pressemøde klokken 20 om coronasituationen i Danmark.

Det fik partierne i Vordingborg til at udskyde beslutningen til efter statsministerens pressemøde.

Der har været 162 smittetilfælde i kommunen de sidste syv dage. Det svarer til et incidenstal på 358, viser tal fra Statens Serum Institut.

Endnu en deltager smittet

Enhedslistens Martin Graff var til stede på vælgermødet på Bogø. Han er sidenhen også blevet testet positiv og er også vaccineret.

Partiet har ikke indstillet sin valgkamp ligesom Dansk Folkeparti, og han mener heller ikke, at de burde gøre det.

- Der er en grund til, at vi skal ud og møde mennesker i forbindelse med et valg, siger Martin Graff til TV 2.

- Så længe sundhedsmyndighederne ikke vurderer, at det er nødvendigt at lukke ned, så synes jeg heller ikke, at det er nødvendigt at gøre sådan nogle tiltag.

Han påpeger, at der er blevet indført nogle smitteforebyggende tiltag fra kommunens side til selve valget.

Det har Vordingborg Kommune også beskrevet i en pressemeddelelse. Til selve valghandlingen er der blandt andet sørget for ekstra rengøring og markeret afstand på gulvet.

Martin Graff håber også at komme ud af sin isolation inden valget. Han har symptomer som hovedpine og forkølelse. Når symptomerne er væk, må man bryde isolationen efter 48 timer.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser til TV 2, at enkelte smittede har oplyst, at de kan være smittede til et vælgermøde på Bogø.

Opfordrer til at brevstemme

Også i Odsherred Kommune har Dansk Folkepartis kandidater indstillet dele af sin valgkampagne. Det skriver Sjællandske.

Partiet vil fortsat deltage i udendørsarrangementer.

Kommunernes Landsforening opfordrede for nylig borgere til at brevstemme til kommunalvalget for at undgå smittespredning. Det skrev DR.

Det sker efter en periode med stigende smitte i landet.

Kristian Vendelbo, direktør i KL, sagde, at det handler om at skabe tryghed – og samtidig opnå en så høj valgdeltagelse som muligt.

Støttepartier kritiserer regeringen: Har ikke handlet i tide

Regeringens støttepartier Enhedslisten og De Radikale mener, at regeringen har handlet for langsomt i forhold til den forventelige stigning i coronasmitte.

Begge partier peger på, at en ekspertgruppe tilbage i september kom med en rapport til en langsigtet strategi for et genåbnet Danmark, men at regeringen ikke har handlet efter den i tide.

Meldingen kommer, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) søndag på sociale medier skrev, at hun forventer, at det bliver nødvendigt igen at få indført nogle initiativer, der kan bryde smittekæder. Hun nævnte dog ikke konkrete tiltag.

Ekspertgruppen kiggede både på det sundhedsfaglige og økonomien. Samt på, hvordan man undgår yderligere nedlukninger af samfundet.

Regeringen har forstømt strategi

Det ærgrer Peder Hvelplund, sundhedsordfører for Enhedslisten, at regeringen "ikke har været ude tidligere i forhold til at sætte ind med initiativer til at bremse stigningen i smitten".

- Vi har fået udarbejdet en glimrende rapport i september fra en ekspertgruppe, der anbefaler, hvordan man kan gribe ind tidligt. Og der synes jeg, at regeringen har forsømt at få udarbejdet en klar strategi for, hvordan vi reagerer, når vi kommer i den helt forventelige situation, vi står i nu, siger Hvelplund.

Stinus Lindgreen, sundhedsordfører hos De Radikale, mener slet ikke, at regeringen har brugt rapportens anbefalinger i tilstrækkelig grad.

- Meget af det handler om oplysning og information. Men også om at komme med anbefalingerne i stedet for krav.

- Man kan for eksempel godt anbefale coronapas, som er så meget oppe i tiden nu her, eller mundbind i områder, hvor der er høj smitte, uden at det er et krav. Og uden at det er nationalt.

- Jo længere, man venter, jo sværere bliver det at gøre det på den måde. For jo mere stiger smittetallene, siger Lindgreen.

Venter svar fra kommission

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bad fredag Epidemikommissionen om at vurdere, hvorvidt den mener, at covid-19 igen bør betegnes som en samfundskritisk sygdom.

Desuden skulle den se på, om der er behov for restriktioner i den nuværende situation med stigende smitte.

Kommissionen holdt møde søndag. Men det er fortsat uvist, hvad dens indstilling til regeringen bliver.

Epidemikommissionen er nedsat af sundhedsministeren. Den har repræsentanter fra sundhedsmyndigheder, politiet, kommuner, regioner og fire ministerier.

Når indstillingen er klar, skal Folketingets Epidemiudvalg mødes for at drøfte situationen. Før det sker, vil hverken Enhedslisten eller De Radikale komme med bud på, hvad der konkret skal ske. Begge partier regner med, at der kommer en indstilling mandag, og at udvalget mødes onsdag.

Hvis coronasmitten skal under kontrol igen, skal der formentlig flere tiltag i spil. Det vurderede to forskere over for Ritzau søndag aften efter statsministerens udmelding.