Mange aarhusianere er i disse dage plaget af larm fra sølvmåger. For nogle i en sådan grad at nattesøvnen bliver fuldstændig spoleret.
En af dem, der er godt træt af de store måger, er Vibeke Haldrup.
- Det begynder omkring klokken 4 eller 4.30. De skriger og skriger og skriger. Og jeg kan simpelthen ikke sove for larmen, siger 57-årige Vibeke Haldrup.
Hun bor i en lejlighed på 4. sal på Kystvejen i Aarhus, og om sommeren åbner hun vinduet i soveværelset for at holde temperaturen tålelig. Problemet er bare, at hun hver nat kan se frem til at blive vækket af et skrigende mågekor.
- Jeg får typisk kun fem timers søvn på grund af mågerne, og det er simpelthen for lidt for mig, når jeg skal op på arbejde og præstere en hel dag. Jeg har prøvet alt muligt men aner ikke, hvad jeg skal gøre ved problemet, siger 57-årige Vibeke Haldrup.
Hun har forsøgt sig med alverdens forskellige slags ørepropper, men hun har endnu ikke fundet en god løsning. Da hun flyttede til byen i sommeren 2018 var hun så presset over den manglende søvn, at hun ringede rundt til hoteller i byen for at høre, om der var ledige værelser med aircondition.
- Jeg var ved at få stress, fordi jeg ikke fik sovet nok. Jeg havde et lederjob og havde sådan brug for at få sovet, og det kunne jeg bare ikke på grund af mågerne, siger hun.
Hun har netop købt en ny lejlighed. Men inden hun skrev under på en købsaftale, brugte hun to tidlige morgener på at sidde i området og lytte efter, hvor mange sølvmåger der var.
- Det er måske svært at sætte sig ind i, hvis man ikke selv døjer med det. Men den der konstante morgenlarm har virkelig stor betydning, siger hun.
Hun efterlyser mere og bedre regulering af mågerne.
- Det er en invasionI Øgaderne er der også problemer med larm fra sølvmåger. Det fortæller Martin Solibakke, der bor på Samsøgade.
- Det er sindssygt træls. Der er larm hele dagen, og om natten er det slemt. Der bliver virkelig skreget igennem. Jeg har boet i Aarhus i fem år, og jeg synes aldrig, at det har været værre end nu. Det er helt vildt, siger Martin Solibakke.
Han har investeret i særlige, støjdæmpende ørepropper men døjer stadig med larm fra mågeskrig.
- Vi er mange her i området, der synes, at det er temmelig træls med den her invasion af måger. Selv med lukkede vinduer er der skrig. Jeg synes, at der skal ske noget, og at Aarhus Kommune må komme på banen og undersøge mulige løsninger på det her, siger han.
Stjæler madVibeke Haldrup er klart mest generet af larmen. Men hun er også irriteret over, at mågerne er meget nærgående på hendes altan. Hun har forsøgt sig med hjemmelavede pigge på gelænderet ved at sætte en masse plastikstrips fast. Men mågerne bliver ved med at cirkulere.
- Hvis jeg har mad med heroppe, skal jeg virkelig vogte over det. Mågerne kommer med det samme, og de kommer meget, meget tæt på, siger hun.
Problemerne med sultne måger er også noget, flere restauratører langs Aarhus Å kan genkende.
Hos Cafe Lava er der problemer med, at mågerne smadrer glas og andet service, når de dykker efter madrester på tallerkenerne.
Og sidste år var Café Faust nødt til at ansætte en såkaldt "mågeklapper", hvis eneste job er at holde mågerne væk fra gæsterne.
- Om de så bliver slået væk, så kommer de bare tilbage. De er ikke bange for mennesker mere, har ejer Jesper Minke tidligere sagt til TV2 Østjylland om mågeproblemet, som, han mener, er blevet værre over de seneste 20 år.
ReguleringSølvmåger må gerne reguleres. Men det kræver en tilladelse fra Naturstyrelsen. Den slags ansøgninger behandler vildtkonsulent Lars Bruun Hansen.
- Når ungerne bliver så store, at de flyver fra reden, begynder de for alvor at kommunikere med hinanden. Det er det, der er mågeskrig. Eller fuglesang, som det jo sådan set er. Men der er nogle, der bliver meget generet af larmen, og det kan man sådan set godt forstå. Det kan være til gene for menneskers helbred. Lige nu er der dog ikke noget at gøre ved det, fortæller Lars Bruun Hansen.
Vil man have lov til at skyde en voksen måge eller fjerne en rede med mågeæg, skal det nemlig klares i foråret – senest 10. april. Man kan kun få en tilladelse til at regulere på det hustag, man selv ejer.
Det betyder også, at man ikke må skyde en måge, hvis den flyver over på naboens tagryg.
- Man kan ikke forpligte andre til at gøre noget. Heller ikke kommunen eller staten. Det er ene og alene op til ejeren selv at vurdere, om der ønskes at søge om tilladelse til regulering, siger han.
Han fortæller dog, at den værste periode med larm snart er ovre. Formentlig begynder ungerne at forlade rederne om en uges tid.
Vildtkonsulent anbefaler jægerudklædningLars Bruun Hansen fortæller også, at sølvmåger er intelligente dyr, og at det sjældent rykker så meget at skyde en enkelt eller to.
- Mågerne kan hurtigt spotte, hvem jægeren er, og så flytter de sig kun, når jægeren dukker op. Hvis jægeren har en orange vest på, er det mere effektivt, hvis alle beboere i en ejendom iklæder sig orange veste i den periode, jægeren kommer forbi og regulerer, siger han.
På den måde bliver der sat lighedstegn mellem orange veste og fare på færde, og det stresser mågerne, hvis de konstant ser orange veste. Den stress kan få dem til at fortrække og finde et nyt sted at slå sig ned.
På landsplan bliver der årligt givet omkring 650 tilladelser til regulering, og det tal har ligget nogenlunde stabilt de senere år.