Alle 2-6-årige bør blive vaccineret mod influenza i år, siger SST

Som noget nyt anbefaler Sundhedsstyrelsen, at alle børn på to til seks år bliver vaccineret mod influenza. Det skriver Politiken.

Årsagen er ifølge styrelsen, at hvis alle de cirka 300.000 børn i aldersgruppen vaccineres, så vil omkring halvdelen af alle influenzatilfælde i Danmark kunne undgås. Samtidigt vil det have en effekt i forhold til at beskytte resten af familien.

Det er desuden en udfordring, at de seneste to sæsoner med coronarestriktioner har gjort, at vi nærmest ikke har haft influenza.

- Vi må nok forvente – det er i hvert fald det, vi frygter – at vi får en hårdere omgang influenza til vinter end normalt og med mange smittede. Og så med coronaepidemi oveni, hvor vi slet ikke ved, hvad der sker, hvis man smittes med begge sygdomme, siger Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, til avisen.

Influenzasmitte koster liv

En af grundene til den nye anbefaling er blandt andet, at det særligt er børn, der spreder influenza.

Her gælder det ikke bare, at de bliver oftere smittet og oftere udskiller større mængder virus, men også at de har sværere end voksne ved at overholde retningslinjer, der skal forebygge smittespredning.

Sundhedsstyrelsen anerkender, at børn – som med coronavirus – sjældent bliver alvorligt syge af influenzavirus, men de understreger, at sygdommen altså er mere alvorlig, end mange tænker over.

Således mistede omkring 1600 danskere ifølge Statens Serum Institut livet på grund af influenza i 2017-18-sæsonen, og næsten 7700 personer blev indlagt. Hovedparten var ældre borgere eller borgere, der enten var svækkede eller kronisk syge.

Influenzavaccine til børn gives som næsespray.

Mulig dobbelt-epidemi

Frygten for et efterår med både en coronavirus og en voldsom influenzasæson har fået regeringen til at købe halvanden million ekstra vaccinedoser i år. Det oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i sidste uge.

Og det giver ifølge Lars Østergaard, der er ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital og professor i infektionsmedicin, god mening. For der er, som Sundhedsstyrelsen også siger, begrundet risiko for, at influenzaen vender tilbage med større kraft end normalt.

- Vi kommer ikke til at vaccinere os ud af Delta-varianten, og derfor giver det også mening at vaccinere mod så meget som muligt – også mod influenza, sagde han tidligere til TV 2.

WHO forventer mange flere coronadødsfald i Europa

Yderligere næsten en kvart million mennesker i Europa kan dø af covid-19 inden for de kommende tre måneder.

Den dystre prognose kommer fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO), der er bekymret over de stigende smittetal.

- I sidste uge var der en 11 procent stigning i antallet af dødsfald i regionen. En troværdig prognose peger mod 236.000 dødsfald i Europa inden 1. december, siger WHO's direktør i Europa, Hans Kluge.

Tal fra WHO viser, at 33 af de 53 lande, der hører ind under WHO Europa, har haft et incidenstal - antal smittede per 100.000 indbyggere - på mere end ti procent. Det er især på Balkan, i Kaukasus og Centralasien.

Dybt bekymrende

Det er primært Delta-varianten, folk bliver smittet med. Og det rammer især de mennesker, der ikke er vaccineret. Særligt i lande, hvor myndighederne har lempet eller helt fjernet restriktioner, der skal begrænse smitten.

Den seneste prognose fra WHO kommer samtidig med, at antallet af europæere, der lader sig vaccinere mod coronasmitte, er stagneret.

Det høje smittetal er "dybt bekymrende, særligt i lyset af den lave vaccineudbredelse blandt prioriterede befolkningsgrupper i visse lande", siger Hans Kluge.

Omkring halvdelen af Europas indbyggere er færdigvaccineret. Men der er stor forskel på de tal i de enkelte lande.

I nogle af de fattigere lande i Europa er det kun omkring seks procent af befolkningen, der er færdigvaccinerede.

Nogle lande har kun fået vaccineret hver tiende ansatte i sundhedsvæsnet, viser WHO's tal.

4,5 millioner døde med coronavirus

På verdensplan bliver der for tiden registreret omkring 10.000 coronadødsfald dagligt.

Det er et fald i forhold til januar, hvor der gennemsnitligt var 14.800 coronadødsfald hver dag - men en stigning i forhold til juli, hvor tallet i gennemsnit lå på 7800 daglige dødsfald blandt covid-patienter.

Til dato har sundhedsmyndigheder i Europa registreret 1,3 millioner coronarelaterede dødsfald.

På verdensplan er der registreret lidt over 4,5 millioner dødsfald blandt coronasmittede patienter, siden virusset først blev opdaget i december 2019. Det viser tal fra det amerikanske Johns Hopkins University.

Dagens overblik: Boligejere får penge retur – realkreditinstitutter misforstod regler

En amerikansk mor kom sin femårige søn til undsætning, da en 30 kilo tung puma angreb drengen uden for deres hjem i Californien.

Med sine bare næver fik hun dyret til at slippe den lille dreng og flygte fra stedet. Katten er siden blevet skudt af myndighederne.

Velkommen til dagens overblik.

Boligejere skal have penge retur

Næsten 3000 boligejere skal nu have penge tilbage eller kompenseres på anden vis.

Det skyldes, at de to realkreditinstitutter Realkredit Danmark og Jyske Realkredit har misforstået et sæt nye tinglysningsregler - og det har medført, at kunder enten har betalt for meget eller mistet lånefordele.

Begge realkreditinstitutter er i gang med at råde bod på fejlen, som cheføkonom i Forbruger Rådet Tænk kalder både ”selvforskyldt” og ”pinlig”.

Civile dræbt i droneangreb

Søndagens amerikanske droneangreb i Afghanistans hovedstad, Kabul, har kostet flere civile afghanere livet.

Angrebet var rettet mod en bil med tilknytning til terrorbevægelsen Islamisk Stat Khorasan. Men det gik også hårdt ud over et hus, som køretøjet stod parkeret ved.

En kilde fortæller til tv-stationen CNN, at ni medlemmer af samme familie blev dræbt. Blandt dem var seks børn. Det er dog uvist, præcis hvor mange civile blev dræbt i angrebet.

Finanslovsudspil

Ifølge regeringens nye økonomiske redegørelse kan danskerne kan vente sig en kanonvækst i år på 3,8 procent. Det er den største vækst siden 2006 – lige før finanskrisen. Dermed er Danmark i fuld fart på vej ud af coronakrisen.

Det ændrer dog ikke på, at det er slut med coronatidens forbrugsfest, og at vi igen ser ind i en rugbrødshverdag i dansk økonomi. Sådan lød det fra finansminister Nicolai Wammen, der mandag præsenterede regeringens finanslovsforslag for næste år.

Her lægger regeringen op til en stram finanslov, der skal tøjle økonomien, så den ikke overopheder. Du kan læse meget mere om regerings finanslovsudspil her.

Dansk idræt vil have slettet løgne

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Badminton Danmark har skrevet et brev til Dubai Sports Council og bedt om at få rettet en række påstande, der er fremsat om Viktor Axelsen og dansk badminton.

Løgnen drejer sig blandt andet om, at Dubai Sports Council har udsendt en række opslag på sociale medier og pressemeddelelser, hvor det nævnes, at Axelsen og hele det danske badmintonlandshold har været i Dubai og træne før OL, hvilket ikke er tilfældet. Derved mener DIF, at Dubai forsøger at tage æren for dansk badmintons succes.

Brevet er sendt, efter at Axelsen har meldt ud, at han har valgt at flytte fra Danmark til Dubai for at optimere sin træning. Senere kunne TV 2 SPORT også fortælle, at Axelsen forsøgte at få Anders Antonsen og Rasmus Gemke med til Dubai.

Det tredje vaccinestik

Personer, der har svært nedsat immunforsvar, får nu tilbud om at få et tredje stik med en coronavaccine. Der er primært tale om personer, som har en sygdom, eller som modtager behandling mod en sygdom, der rammer immunforsvaret.

Årsagen er ifølge Sundhedsstyrelsen, at personer med svært nedsat immunforsvar har en "svært nedsat eller manglende effekt af vaccinen".

Styrelsen har derfor udarbejdet en liste over sygdomme og tilstande, som dem, der nu får tilbudt et tredje stik, lider under eller lever med. Den kan du læse her.

***

Det var dagens overblik på en dag, hvor der også kom en redegørelse, der afdækkede forløbet omkring en TV 2s artikel, hvor der stod, at den grønlandske politiker Múte Egede havde været inhabil i to sager, som han havde selv haft en økonomisk fordel af.

Artiklen, der blev udgivet få dage før det grønlandske valg, var lodret forkert og blev efterfølgende trukket tilbage, men ifølge TV 2s bestyrelsesformand, Jimmy Maymann, så er der ifølge redegørelsen ikke belæg for at sige, at der var tale om et bevidst forsøg på at påvirke udfaldet af det grønlandske valg.

Vi læses ved i morgen. Rigtig god aften.

Coronaindlæggelser stiger til det højeste siden starten af juni

Der er mandag registreret yderligere 762 coronatilfælde, viser tal fra Statens Serum Institut.

Antallet af indlagte stiger med 13 til 142. Man skal tilbage til 4. juni for at finde et tilsvarende niveau. Da var der 145 indlagte.

På syv uger er der således sket en tredobling af antallet af indlagte.

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, mener dog ikke, der er grund til panik.

- Overordnet set ser det stille og roligt ud med hensyn til smittespredningen.

- Antallet af indlagte stiger, men det er på ingen måder truende, siger han.

Ingen døde det seneste døgn

De smittede er fundet på baggrund af 55.984 PCR-prøver, hvor man bliver podet i halsen for coronavirus.

Det betyder, at andelen af smittede blandt de testede - den såkaldte positivprocent - er 1,36.

Der er ikke registreret nye coronarelateret dødsfald. Dermed er 2580 personer afgået ved døden, efter at de tidligere har haft påvist covid-19.

Udrulningen af vacciner fortsætter, og det seneste døgn er der givet 14.154 vaccinestik.

Dermed har 75,2 procent af befolkningen fået mindst et stik, mens 71,2 procent har fået begge stik og er færdigvaccineret.

Udvalgte grupper tilbydes trejde stik

Vi står ifølge Allan Randrup Thomsen i en slags venteposition i forhold til smittens videre udbredelse.

- I øjeblikket ser det pænt ud, men vi skal stadig holde tungen lige i munden og være forberedt på, at vi godt kan komme højere op i smittetal og også indlæggelser ud på efteråret, siger han.

- Vi står i en slags ventesituation, hvor vi afventer, hvordan situationen vil være i det her post-vaccinerede samfund.

- Hvordan vil de to grupper - de uvaccinerede børn under 12 år og restgruppen, som ikke er vaccineret - påvirke det samlede billede, siger han.

Sundhedsstyrelsen har mandag oplyst, at personer med et svært nedsat immunforsvar vil blive tilbudt et tredje stik.

Det drejer sig blandt andet om personer med visse typer alvorlige blod- og knoglemarvssygdomme, organtransplanterede, personer i dialyse og personer, der har fået kemoterapi i løbet af i år.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har som mål, at 90 procent af de inviterede målgrupper har fået første vaccinestik inden 1. oktober.

Nu kan flere grupper få tredje stik med coronavaccine

Personer, der har svært nedsat immunforsvar, får nu tilbudt et tredje stik med en coronavaccine. Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Det er primært personer, der har en sygdom, eller som modtager behandling mod en sygdom, der rammer immunforsvaret.

Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, siger, at personer med svært nedsat immunforsvar har en "svært nedsat eller manglende effekt af vaccinen".

- Det er en særlig gruppe af patienter, der har et svækket immunforsvar og derfor ikke har haft så god effekt af deres primære vaccination, siger hun.

Vicedirektøren estimerer, at det er i omegnen af 50.000 personer, der skal have et ekstra stik.

Sundhedsstyrelsen har derfor udarbejdet en liste over sygdomme og tilstande, som dem, der nu får tilbudt et tredje stik, lider under eller lever med.

Helene Probst håber, at langt de fleste borgere selv kan se, om de er omfattet af det udvidede vaccinationsprogram.

- For de kender deres egen sygdom eller behandling. De vil alle være i et forløb på et sygehus, og det er også den behandlende læge på sygehuset, der visiterer, altså indstiller, hver enkelt borger inden for kriterierne til det tredje vaccinestik, siger hun.

Vaccinationen kommer til at foregå i vaccinationscentrene og bliver med enten Pfizer eller Moderna, som er grundstenene i det officielle danske coronavaccinationsprogram.

Ikke godkendt til tre stik

Vicedirektøren siger i pressemeddelelsen, at det er meget vigtigt, at de personer, der får tilbuddet, er grundigt informeret om, hvad de går ind til.

Særligt af en bestemt årsag.

- Vaccinen er ikke godkendt til det tredje stik, og vi har vurderet sikkerheden nøje i forhold til tredje stik. De her patienter har ikke haft så god respons som os andre på deres primære vaccination, og derfor forventer vi ikke, at der vil være sikkerhedsproblemer i forhold til at give det tredje stik, siger hun til TV 2.

Hun tilføjer, at af den årsag er det vigtigt, at patienterne får grundig information. Hun siger også, at Sundhedsstyrelsen ikke har været i dialog med producenterne af vaccinerne.

Hun understreger også vigtigheden af, at pårørende til personer med svært nedsat immunforsvar bliver vaccineret.

Se listen

Det er følgende lidelser eller behandlinger, som personer, der modtager tilbud om tredje stik, har:

Akut leukæmi eller kronisk myeolomonocytær leukæmi Myelodysplastisk syndrom Kronisk lymfatisk leukæmi Myelomatose Lymfom Myelofibrose Aplastisk anæmi T-celle large granular leukæmi Allogent knoglemarvstransplanterede Primær immundefekt HIV-infektion med udtalt immundefekt Kræftsygdom med aktiv kemoterapi i 2021 - dog ikke personer, der alene har modtage tstråleterapi eller anden aktiv anticancer-behandling Transplantation, herunder organtransplantation, knoglemarvstransplantation, stamcelletransplantation og kunstig hjertepumpe Stamcelletransplantation - personer, der har fået stamcelletransplantation, får to nye doser to til tre måneder efter transplantationen Hæmodialyse eller peritonealdialyse

Også personer, der har modtaget behandling med følgende lægemidler, får tilbud om revaccination:

Rituximab Ocrelizumab Alemtuzumab ATG Ciclosporin Tacrolimus Mycophenolat Immunglobulin substitution Sphingosin-1-phosphat receptor inhibitor

Det tredje vaccinestik kan gives minimum en måned efter andet stik og maksimalt ni måneder efter det andet stik.

Størrelsen på dosen vil være den samme som i det allerede eksisterende vaccinationsprogram, skriver styrelsen i pressemeddelelsen.

Inden for de næste en til to uger bliver de pågældende personer inviteret til revaccination.

Dansk økonomi i superform – stærkeste vækst i 15 år

Danskerne kan vente sig en kanonvækst i år på 3,8 procent. Det er den største vækst siden 2006 – lige før finanskrisen.

Dermed er Danmark i fuld fart på vej ud af coronakrisen, og til næste år ventes en pæn vækst på 2,8 procent.

Det viser regeringens nye økonomiske redegørelse, som TV 2 BUISNESS er i besiddelse af.

Danskerne har hungret efter at komme ud og bruge penge igen

Ole Krohn, TV 2s erhvervskommentator "Selvtillid til at bruge penge"

Og de gode tider lover også positive toner for arbejdsmarkedet. Regeringen regner med, at vi næste år passerer mere end tre millioner mennesker i arbejde.

Samtidig kommer der overskud på de offentlige finanser, fortæller TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn.

- Der er tale om en ganske voldsom vækst fra et lavt udgangspunkt. Coronakrisen gnavede et stort hul i samfundsøkonomien. Men med genåbningen af samfundet og en stærk vækst i det private forbrug - især i eksporten - går dansk økonomi nu mærkbart frem, siger han.

- Eksporten har klaret udfordringerne med forsyningskæderne i den internationale handel rigtig fint. Og de danske virksomheder tjener gode penge i de her år.

Forbrugerne har samtidig en rekordhøj opsparing, og det giver selvtillid til at gå ud at bruge penge, tilføjer Ole Krohn.

- Danskerne har hungret efter at komme ud og bruge penge igen. Heldigvis ser vi at oplevelsesøkonomien er i et pænt comeback, siger han.

Nationalbanken vil fortsat være kritiske

Ole Krohn, TV 2s erhvervskommentator Færre offentligt ansatte

Regeringens nye økonomiske redegørelse viser også, at antallet af offentligt ansatte vil falde med 3.000 til næste år.

- Faldet skyldes formentlig, at coronaindsatsen, når det gælder tests, langsomt skrues ned. Dermed er der brug for færre hænder på vaccinationscentrene, efterhånden som vi nærmer os fuld vaccination herhjemme, vurderer Ole Krohn.

Når det gælder boligpriserne, har regeringen været under hårdt pres fra Nationalbanken for at gribe ind, fordi priserne stiger voldsomt i år.

Regeringen regner da også med et hop på hele 13,1 procent på enfamiliehuse i sin redegørelse.

Til gengæld venter regeringen, at stigningen vil flade ud, så priserne kun stiger 3,8 procent næste år i takt med, at samfundet normaliseres efter coronakrisen.

- Regeringen vil bruge disse tal til at afvise indgreb på boligmarkedet. Men Nationalbanken vil fortsat være kritiske. Den fortsatte stigning på boligmarkedet i 2022 er til den høje side, siger Ole Krohn.

Danmark er det mindst forgældede land i Europa

Ole Krohn, TV 2s erhvervskommentator

Samlet set er det en meget stærk økonomisk redegørelse. Det giver medvind til regeringen, men efterlader den også med et problem:

- Finansminister Nicolai Wammen har tilkendegivet, at der skal trædes på bremsen. Men det bliver alt andet lige sværere, når Danmark er det mindst forgældede land i Europa, og de offentlige finanser allerede udviser et lille overskud til næste år, siger Ole Krohn.