Mangel på Antabus resten af sommeren – kontakt din læge

Langt de fleste alkoholafhængige skal resten af sommeren finde en anden behandling end Antabus. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Årsagen er, at der er stor mangel på Antabus – eller som Sundhedsstyrelsens oplyser: Der er en beskeden mængde, der muligvis vil være tilgængelig.

Derfor opfordrer styrelsen flest mulige til at få en anden behandling, så der måske er nok til særligt sårbare patienter og dem med et særligt behov for behandling med Antabus.

- Hvis man er i behandling med Antabus, er det en god ide at kontakte sin læge og snakke om, hvad der er af alternativer, oplyser Simon Tarp fra Sundhedsstyrelsen.

Sidste år fik flere end 12.000 danskere Antabus.

Antabus og alkohol giver opkastning og svimmelhed

Antabus er det lægemiddel, der bliver hyppigst brugt til behandling og efterbehandling af afhængighed af alkohol.

Lægemidlet virker meget anderledes end andre tilgængelige lægemidler.

Det skyldes, at Antabus indeholder et stof, der forhindrer, at alkohol bliver nedbrudt i leveren. Det betyder, at man – hvis man sammen med Antabus drikker alkohol – bliver syg med blandt andet kvalme, opkastninger, svimmelhed og hovedpine.

- Derfor skal patienter være opmærksomme på, at en omlægning til andre lægemidler betyder, at de får en anden effekt af medicinen, oplyser styrelsen.

Siden februar har der været forsyningsvanskeligheder

Ifølge styrelsen er der tale om ”længerevarende forsyningsvanskeligheder”, der vil vare til starten af september.

Lægemiddelstyrelsen meddelte allerede i starten af april, at der siden februar havde været forsyningsvanskeligheder med Antabus-brusetabletetter i pakke af 400 milligram.

I slutningen af maj oplyste Lægemiddelstyrelsen desuden, at der fra juni til september også ville være problemer med at få leveret pakker med 200 milligram.

Årsagen i begge tilfælde er forsinkelser hos producenten Teva Denmark A/S.

- Der er en forsinkelse, som vi er kede af, og som vi arbejder på at få løst. Vi har en løbende dialog med Lægemiddelstyrelsen omkring situationen, oplyser Morten Nielsen, der er general manager for Teva i Danmark, til TV 2.

Han vil ikke oplyse, hvad forsinkelsen konkret skyldes.

I maj oplyste Lægemiddelstyrelsen desuden, at også producenten 2care4 ApS fra juni har forsyningsvanskeligheder med deres Antabus.

Styrelse: Andre lægemidler er bedre

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der andre lægemidler tilgængelige – lægemidler, der ifølge styrelsen også er bedre til behandling af personer, der ønsker at stoppe helt med at drikke.

Det gælder blandt andet Acamprosat, der påvirker to signalstoffer i hjernen og mindsker trangen til at indtage alkohol – men til forskel for Antabus bliver man ikke syg af at drikke alkohol.

- Den nuværende situation med Antabus giver anledning til at overveje, om andre lægemidler er mere hensigtsmæssige, oplyser Simon Tarp.

Regionstop kendte til for lange kræftventetider i over et år

Direktionen i Region Midtjylland blev for over et år siden orienteret om, at ventetiderne på kræftbehandling på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital (AUH) steg, og at flere ventede længere, end de må.

Det viser dokumenter fra et møde, hvor ledelsen var med, som DR har fået aktindsigt i. Mødet fandt sted 2. marts 2022.

På mødet, der blev afholdt mellem regionens koncernledelse og hospitalets lægefaglige direktører, blev deltagerne præsenteret for en graf.

Den viste, at et stigende antal kræftpatienter ventede længere på operation end de to uger, loven siger, at der må gå.

Samtidig viste grafen, at det skete flere og flere gange, som månederne gik mellem juli 2021 og januar 2022.

I alt ventede 219 patienter for længe på en undersøgelse eller behandling i de syv måneder, perioden dækker over.

- Ser ikke grund til bekymring

Grafen viser også, at blot otte af sagerne blev indberettet til Sundhedsstyrelsen.

Regionerne skal ikke indberette det til styrelsen, når patienten venter for længe, hvis patienten selv har accepteret det.

Men da alle fem regioner en måned senere - i april 2022 - var til møde hos Sundhedsstyrelsen, blev styrelsen ikke orienteret om, at der generelt var problemer med at overholde ventetiderne på Aarhus Universitetshospital.

I referatet står der ifølge DR:

- Region Midtjylland så heller ikke grund til bekymring på baggrund af tallene.

Ole Thomsen var på tidspunktet for mødet 2. marts lægefaglig koncerndirektør i Region Midtjylland. Han siger til DR, at han ikke husker, at maksimale ventetider var en del af selve dagsordenen på mødet. Til gengæld blev der præsenteret nogle data om det under punktet "eventuelt".

- Jeg husker ikke indholdet i data, måske fordi de netop blevet præsenteret allersidst og uden for dagsordenen. Jeg tog derfor heller ikke initiativ til videre handling på baggrund af disse data, skriver han i en mail.

303 patienter har ventet for længe

Tallene er en del af en omfattende sag om for lange ventetider for hospitalets kræftpatienter. Sagen begyndte at rulle i marts.

Her kom det frem, at 293 patienter med kræft har været for længe på operation på mave- og tarmkirurgisk afdeling på AUH.

Det var i perioden januar 2022 til og med februar i år.

Tallet er siden vokset til 313.

Undervejs er det også blevet diskuteret, hvorvidt det fremover skal være muligt at indberette alle overskridelser af ventetider.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det noget af det, der ses på i det igangværende arbejde med at forbedre indberetningssystemet.

Sag om unødige benamputationer vokser markant

Sagen om patienter, der unødigt kan have fået amputeret et ben, vokser nu markant.

Hidtil er 194 patienter fra Region Midtjylland blevet vejledt i at søge erstatning, da deres amputation måske kunne være undgået eller udskudt med den rette behandling.

Nu viser en stor gennemgang af alle benamputationer gennem de seneste 10 år i Region Sjælland og Region Syddanmark, at der indtil videre er fundet samlet 215 nye tilfælde, hvor patienter er blevet vejledt til at søge erstatning.

Dermed er det nu i alt flere end 400 patienter, der er blevet vejledt i at søge erstatning i sagen.

Det viser den seneste status fra regionerne.

- Det er sørgeligt og tragisk. Det er katastrofalt for det enkelte menneske at miste et ben eller to. Og hvis det ikke er nødvendigt, men er sket på grund af en fejl, så er det grotesk og skandaløst, siger formand for Amputationsforeningen, Marianne Palm.

Og det kan få store konsekvenser for det enkelte menneske:

- Deres seng må stå midt i stuen, fordi de ikke kan komme op på førstesalen, eller de må flytte i ældrebolig, fordi de ikke længere kan gå på trapper, forklarer Marianne Palm.

Der kan den kommende tid dukke flere sager op, da Region Sjælland endnu ikke er færdig med sin gennemgang.

Fund af flere end 400 sager

Regionernes undersøgelse kommer i kølvandet på amputationssagen fra Region Midtjylland, hvor en rapport i foråret 2022 anslog, at omkring 47 patienter hvert år i en længere årrække har fået amputeret et ben, selvom det muligvis kunne have været undgået.

Regionen foretog efterfølgende en gennemgang af 10 års journaler for alle benamputerede patienter på regionens sygehuse, og her fandt den 194 patienter, der blev vejledt i at søge erstatning.

Nu har Region Syddanmark så fundet 119 mulige fejlamputationer, mens Region Sjælland har fundet 96.

Samlet set har de tre regioner nu i alt vejledt 409 patienter i at søge erstatning efter en gennemgang af 5858 journaler.

Har droppet undersøgelser

Hverken Region Sjælland eller Region Syddanmark ønsker over for TV 2 på nuværende tidspunkt at kommentere fundet af de mere end 200 sager, hvor patienterne kan have modtaget en fejlagtig behandling.

Det er dog langtfra sikkert, at amputationen kunne være udskudt eller undgået i alle sagerne.

Det er Patienterstatningen, der afgør, om patienterne har ret til en erstatning, og her er de fleste sager indtil videre blevet afvist.

I alt har 356 patienter rejst en sag om erstatning. Patienterstatningen har afgjort 152 af dem, og det har ført til, at 34 har fået udbetalt en erstatning.

Region Hovedstaden og Region Nordjylland har som de eneste regioner valgt ikke at undersøge, om der her er sket fejlamputationer ved journalgennemgange.

En national rapport viste i sommeren 2022, at de to regioner amputerede mindre end landets andre regioner.

Kræver flere gennemgange

Alligevel mener Marianne Palm fra Amputationsforeningen, at fundet af de mere end 200 nye sager i Region Sjælland og Region Syddanmark bør få Region Hovedstaden og Region Nordjylland til at lave en journalgennemgang.

- Jeg synes, at politikerne på Christiansborg skal forlange, at Region Hovedstaden og Region Nordjylland også går i gang med en gennemgang. Det kan ikke passe, at vi har to regioner, hvor patienterne ikke får samme svar på, om de er fejlbehandlet, siger hun.

Patienter kan bare på egen hånd søge erstatning, hvis de mistænker, at de kan være fejlamputeret. Hvorfor er det nødvendigt med en ressourcetung journalgennemgang?

- Det er det, fordi der er tale om ressourcesvage mennesker, der ikke selv har overblik over deres egen situation. Der er en stor gruppe af mennesker, som måske er over 70 år gamle, og som ikke ved, at der er klagemuligheder, siger Marianne Palm.

Ordfører bakker op

Det forslag møder opbakning hos Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund.

Han kalder de nye tal fra Region Sjælland og Region Syddanmark for ”fuldstændig alarmerende” og mener – trods færre amputationer i Region Nordjylland og Region Hovedstaden – ikke, at man kan være sikker på, at der ikke også her kan gemme sig fejlamputationer.

- Men det er også muligt, at en journalgennemgang kan vise, hvad man har gjort i Region Hovedstaden og i Nordjylland, som har gjort, at man ikke har lavet samme antal amputationer.

- Vi skal lære af de her systemasiske fejl, og jeg er ikke i tvivl om, at det her er et udtryk for et presset sundhedsvæsen. Det skal vi have afdækket, og det kan vi ekempelvis gennem journalgennemgange, siger han.

Det Konservative Folkepartis sundhedsordfører, Per Larsen, mener derimod, at en gennemgang er overflødig i særligt Nordjylland, hvor der bliver foretaget færrest amputationer.

- Jeg har ikke indtryk af, at der eksempelvis i Nordjylland er nogen, der er fejlamputeret.

Men kan man ikke først med sikkerhed vide det, hvis man laver en gennemgang af journalerne?

- Alt kommer med en pris. De karkirurger, som så skal gennemgå de journaler, er der behov for andre steder. Vi har et presset sundhedsvæsen, og på kirurgi har vi store problemer med at leve op til det, man skal i forhold til ventetidsgarantier, siger han.

Region Nordjylland oplyser i et skrifligt svar, at den ikke har lavet en journalgennemgang, da "der ikke er nogen indikationer på, at der i Region Nordjylland er generelle kvalitetsudfordringer inden for området".

Samtidig oplyser regionen, at den i perioden 22. november 2022 til 3. januar 2023 åbnede en hotline til benamputerede patienter, hvor ingen henvendte sig.

Madonna indlagt på intensiv – udskyder verdensturné

Popstjernen Madonna har været indlagt på intensiv i flere dage med en alvorlig bakterieinfektion. Derfor udskyder hun nu sin kommende verdensturné.

Det oplyser Madonnas manager Guy Oseary ifølge Sky News.

- Hendes helbred er i bedring, men hun er stadig under medicinsk behandling. Det forventes, at hun kommer sig fuldstændig, skriver Guy Oseary på Instagram.

Ifølge manageren udviklede sangerinden lørdag 24. juni en alvorlig bakteriel infektion, hvilket førte til adskillige dages indlæggelse på intensivafdelingen.

Det fremgår ikke, hvorvidt Madonna stadig er indlagt.

35 udskudte koncerter

Verdensturnéen var planlagt til at begynde i Canada den 15. juli i år, og skulle blandt andet slå vejen forbi Danmark i oktober.

Det vides endnu ikke, hvor længe turen bliver udskudt.

- På nuværende tidspunkt er vi nødt til at sætte alle forpligtelser på pause, og det inkluderer turnéen. Vi vil dele flere detaljer med jer, så snart vi har dem, inklusiv en ny startdato for turnéen og de omlagte shows, skriver manageren på Instagram.

Der er 35 koncerter planlagt på den nu udskudte verdensturné.

Turné med greatest hits

Turnéen var en fejring af 40 års jubilæet for gennembrudsinglen "Holiday", og ville være den første turné med fokus hendes greatest hits.

Her tales der sandsynligvis om sange som "Like a Prayer", "Like a Virgin" og "Hung Up", der har været med til at gøre hende den bedst sælgende kvindelige sangerinde i historien.

Hun har solgt over 300 millioner album verden over, siden hun udgav debutalbummet "Madonna" i 1983.

I København havde Madonna planlagt to shows i Royal Arena den 25. og 26. oktober.

Det er første gang siden 2015, at Madonna giver koncert på dansk jord. Dengang gæstede hun Boxen i Herning.

Mor mistede tre børn – nu har hun fået banebrydende behandling

Arthur, Noah og Pedro. Tre gange på tre år har Pernille Burgdorf begravet sine børn, der døde, inden at de fik lov til at begynde deres liv.

I lang tid var det svært at finde en forklaring på, hvorfor hendes krop blev ved med at føde, før at børnene var klar til at komme ud i livet.

Men nu har et hold forskere undersøgt og behandlet Pernille Burgdorf, der har modtaget en helt ny type behandling som den første nogensinde.

Resultaterne fra Pernille Burgdorf kan i fremtiden redde mange kvinder fra den sorg, som hun har været igennem tre gange.

- Lige pludselig bliver det meningsløse meningsfuldt, siger hun.

I begyndelsen af 2021 møder hun ved et tilfælde læge Tine Wrønding, som mener, at hun kan hjælpe Pernille Burgdorf. På det tidspunkt har hun mistet Arthur, Noah og Pedro, men tanken om at prøve igen ligger stadig og ulmer.

Tilfældigt møde

Tine Wrønding er i gang med sit ph.d-projekt om kvinders vaginale flora på Københavns Universitet under professor Henriette Svarre. Til daglig er hun læge på Hvidovre Hospital.

Pernille Burgdorf lider af bakteriel vaginose, og det er med stor sandsynlighed årsagen til, at hun har født sine tre drenge for tidligt. Bakteriel vaginose er ganske udbredt hos kvinder og for de fleste helt uden symptomer.

Men for kvinder, der vil have børn, kan det have alvorlige konsekvenser.

Tine Wrønding mener, at Pernille Burgdorf kan gennemføre en graviditet, hvis hun får den rette behandling. Samtidig kan hun indsamle data til sit forskningsprojekt om bakterieflora i kvinders underliv.

Tvivlen fylder

Det var ikke uden tvivl, at Pernille Burgdorf og hendes mand Alexander Rud blev gravide igen. Men de blev enige om, at de vil deltage i projektet i håbet om, at det denne gang ville lykkes.

De var dermed patient zero, altså de første der prøver den type behandling, som Tine Wrønding og hendes kolleger forsker i.

- Det var nervepirrende, for der var ingen garanti for, at det ville virke. Jeg har mistet tre drenge, så jeg ved godt, at det er en chance, jeg er nødt til at tage. Den chance får man ikke lige igen. Jeg er den første, der får tilbudt det, siger hun.

Som en del af forskningsprojektet og sin behandling rejste hun til Hvidovre Hospital fra sit hjem i Silkeborg hver måned. Her undersøgte Tine Wrønding hende og indsamlede data til sit forskningsprojekt.

Samtidig blev Pernille Burgdorf som den første nogensinde behandlet med raske vaginale bakterier fra en kvindelig donor uden at gennemgå behandling med antibiotika først.

En metode man kender fra tarmpatienter, men det er aldrig blevet brugt hos gravide.

Behandlingen er med til at skabe en normal balance af mælkesyrebakterier uden at bruge antibiotika, som kan være skadelig for både den gravide og fostret.

Forsker på fødestuen

I takt med, at maven voksede, steg håbet om, at det denne gang ville lykkes at gennemføre graviditeten og få et levende barn med hjem.

Donorbakterierne skabte balance i hendes underliv, og 2. december 2022 fødte Pernille Burgdorf et sundt og rask barn, Erik Mario, med Tine Wrønding på fødestuen.

Den viden, de har indsamlet undervejs, kan bruges til at hjælpe andre kvinder i fremtiden.

- Jeg har ikke siddet på et projekt, som har været så stort og banebrydende, siger Tine Wrønding til TV2 Østjylland.

Hendes forskning er blevet publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science Direct. I denne uge har hun præsenteret sine resultater på en international konference om reproduktion.

Kan hjælpe andre

Ifølge Tine Wrønding kan forskningen hjælpe kvinder, der er gravide, og kvinder i fertilitetsbehandling med at blive gravide og gennemføre graviditeten.

- Det skaber en højere chance for at opnå graviditet i fertilitetsbehandling, hvis kvinden har samme lidelse. Det giver en højere chance for ikke at miste eller føde for tidligt, hvis det bliver behandlet rigtigt, siger hun.

Pernille Burgdorf håber, resultaterne kan sætte fokus på gravide og bakteriel vaginose, så hendes tab kan være med til at sørge for, at andre ikke skal lide samme sorg.

- Jeg håber inderligt af hele mit hjerte, at det kan nå ud til alle de par, der kæmper for at få børn. Til alle de forældre der mister, og til dem der som os mister igen og igen, siger hun.

Tine Wrønding er ikke bare glad for, at hendes forskning kan hjælpe andre. Hun er også lykkelig for at se den glæde, det har skabt hos Pernille Burgdorf og hendes familie.

- Vi får et tæt forhold til vores patienter, og Pernille har stået på en vej, som har set så sort ud. Det rører mig personligt, og jeg føler, at det arbejde, vi laver, gør en forskel, siger hun.

TV2 Østjylland har fulgt Pernille Burgdorfs kamp for at blive mor igen. Du kan læse vores webdok her.

Med den rette behandling var tiltalte ikke blevet så farlig, vurderer eksperter

Indtil videre har store dele af retssagen mod den nu 23-årige mand, som sidste år skød og dræbte tre personer i shoppingcentret Fields, været præget af øjenvidneberetninger fra personer, som var til stede i centret i de dramatiske og fatale minutter.

Men under onsdagens retsmøde valgte forsvarsadvokat Luise Høj at bruge mere end en time på at gennemgå gerningsmandens forløb i psykiatrien i månederne op til skyderiet.

Og undervejs kom der nye oplysninger frem, som rejser massiv kritik af flere af gerningsmandens behandlere på Psykiatrisk Center Amager.

Specielt af én overlæge, som valgte ikke at lytte til flere kollegers vurderinger af, at manden havde klare psykotiske træk og blev vurderet til at være potentielt farlig.

Handlede under normen

Sagens forsvarer, Luise Høj, fremlagde en lang række detaljer fra rapporter foretaget af Styrelsen for Patientsikkerhed, som efter forløbet blev kontaktet af Region Hovedstaden.

Regionen havde modtaget en whistleblower-henvendelse og bad derfor styrelsen gennemgå mandens forløb.

To eksperter - en tidligere ledende overlæge i retspsykiatri og en ledende overlæge på afdelingen for psykoser - blev herefter bedt om at udtale sig, og kritikken var ikke til at tage fejl af: Manden havde ikke fået den behandling, som han burde og kunne forvente at have fået.

Specielt én overlæge får hård kritik. Det var dén overlæge, som 4. februar 2022 uden nærmere beskrivelse stillede en Asperger-diagnose af gerningsmanden. En diagnose, der ifølge eksperterne var forkert og slet ikke underbygget.

Diagnosen blev stillet cirka tre uger efter, at gerningsmanden selv havde henvendt sig i psykiatrien. I de tre uger nåede flere af overlægens kolleger at tale med manden, og der blev også lavet en udredning, som viste tegn på skizofreni.

Men overlægen handlede ifølge eksperterne under normen, blandt andet fordi han “tilsidesatte en lang række medarbejderes” noter og observationer. Samtidig fastsatte han diagnosen ud fra “ganske få og korte samtaler”.

Eksperterne udtalte, at manden af samme grund ikke tilbød den relevante behandling til gerningsmanden.

Sygeplejerske forsøgte at råbe overlæge op

En sygeplejerske forsøgte at råbe overlægen op, fordi hun mente, at den tiltalte var fejldiagnosticeret. Ligesom hun forsøgte at få en psykologistuderende til at undersøge sagen nærmere.

- Det har pint mig efterfølgende. Han fik ikke stillet en korrekt diagnose, har sygeplejersken blandt andet noteret.

På en konference 3.februar var der også intern uenighed om gerningsmandens diagnose, men det blev aldrig skrevet ned i journalen.

Dette undrede også Styrelsen for Patientsikkerhed, som ifølge TV 2s oplysninger ligeledes gav overlægen kritik for manglende journalføring.

Et overfladisk forløb

Det er dog ikke kun den førnævnte overlæge, som får hård medfart af eksperterne. Også en anden overlæge fra det behandlingstilbud, som den tiltalte var tilknyttet i månederne op til skyderiet, bliver mødt med stærk kritik.

Han bliver beskyldt for at have tilbudt den tiltalte et overfladisk forløb. For eksempel nåede den 23-årige gennem seks forskellige behandlere i løbet af ganske få måneder.

Der var stort set heller ingen opfølgning på den tiltaltes nedtrapning af medicin. Og ifølge eksperterne bør man slet ikke nedtrappe patienter så kort tid efter, at de er begyndt på antipsykotisk medicin.

- Overlægen burde have foretaget en tættere og hyppigere observation med så plaget og forpint en patient som den tiltalte. Han mødte selv op og var motiveret for behandling, står der blandt andet i de to eksperters vurdering.

De går endda så langt som at sige, at med den rette behandling og den rette medicindosis, var den 23-årige tiltalte ikke blevet så farlig, som han blev.

Står i kontrast til tidligere konklusioner

Kritikken står i skærende kontrast til de konklusioner, som en taskforce, der er nedsat af Region Hovedstaden og Sundhedsministeriet, kom med i oktober sidste år.

For ekspertgruppen mente ikke nødvendigvis, at den 23-årige mand var blevet fejlbehandlet.

- Der er ikke noget i vores afdækning, der har tydet på, at vi har kunnet finde en kerneårsag til skyderiet, lød det fra taskforcens formand, Tina Gram Larsen, der er lægefaglig direktør i psykiatrien i Region Nordjylland, på et pressemøde.

Dette fremhævede Luise Høj også ved dagens retsmøde, hvor hun læste taskforcens konklusioner op for at understrege kontrasten mellem dem og de andre eksperters vurderinger.

TV 2 har forsøgt få en kommentar fra Region Hovedstaden, men de har ikke ønsket at kommentere kritikken, da der er tale om en verserende retssag.

Der forventes at falde dom i retssagen i begyndelsen af juli.

Se øjeblikket: 28-årig chimpanse ser himlen for første gang

Først er hun lidt tilbageholden og kigger mistroisk ud mod de uvante omgivelser. Men nysgerrigheden vinder hurtigt.

Chimpansen vover pelsen og springer ned i armene på sin ven. Så lyser ansigtet op i et smil fuld af ærefrygt, før hun begiver sig ud på eventur under åbne himmelstrøg for første gang nogensinde.

Sådan forløb det rørende øjeblik, hvor den 28-årige chimpanse Vanilla, der har boet i et bur hele sit liv, fik lov til at udforske sit nye hjem.

Brugt som forsøgsdyr

Chimpansen Vanilla ankom til dyrereservatet Save the Chimps i Florida i USA, efter et liv i fangenskab – blandt andet på det berygtede Labaratorium for Eksperimental Medicin og Kirurgi i Primater i New York (LEMSIP).

I laboratoriet boede Vanilla og de andre aber i fem kvadratmeter store bure, der hang ned fra loftet. Seks bure var hængt op i det vinduesløse lokale med så meget afstand, at chimpanserne kunne se hinanden, men ikke røre.

Her tilbagte aberne deres tid dag ud og dag ind, idet der ikke var noget udendørsområde tilknyttet.

Det omdiskuterede laberatorium, der husede 300 chimpanser og 300 aber, blev brugt til forskning i blandt andet reproduktion, blodtransfusioner, hepatitis og HIV. Efter megen kritik af abernes forhold blev laberatoriet lukket i 1997.

Flyttet til andet bur

Vanilla boede i det eksperimentielle laberatorium, indtil hun var to år gammel, hvorefter hun blev flyttet til et andet redningsreservat. Men selvom hun her ikke længere blev brugt til medicinske forsøg, var forholdene ikke meget bedre.

Vanilla og de 30 andre chimpanser, der blev sendt til reservatet i Californien, blev endnu engang lukket inde i små indhegninger uden mulighed for at bevæge sig frit i naturen.

Her boede hun, indtil stedet lukkede i 2019, og jagten endnu engang blev sat ind på et nyt hjem.

Sidste år – efter 28 år i små bure – fik chimpansen endelig et hjem, hvor hun kan nyde tilværelsen på græs og under åbne himmelstrøg.

I reservatet Save the Chimps har Vanilla og hendes familie fået deres helt egen tre hektar store ø.

Faldet godt til

Chimpansen nyder sin nye tilværelse i fulde drag. Det fortæller primatologen Andrew Halloran, der er manden bag videoen af Vanillas første øjeblikke i naturen.

- Vanilla er faldet rigtig godt til, siger Andrew Halloran til mediet New York Post.

- Når hun ikke udforsker øen sammen med sine venner, kan hun som regel blive fundet oppe på toppen af ​​en tre-etagers klatreplatform, hvor hun kigger ud over hendes nye verden, siger primatologen.

Reservatet Save the Chimps er hjem til over 226 chimpanser, der kommer fra forskellige laboratorier, zoologiske haver, underholdningsindustrien og handel med eksotiske dyr.

Der er i alt 12 ø-samfund i reservatet, hvortil nye chimpanser fordeles efter en vurdering af deres personligheder.

I videoen herunder kan du se det hjertevarmende øjeblik, hvor Vanilla kommer ud for første gang.