Israel har ramt coronamuren: Vaccinen mister sin kraft

Hurtigt blev Israel udråbt som frontløber i vaccinekapløbet, da det lille mellemøstlige land sidste vinter med stor hast begyndte at udrulle coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech.

Smittetallene dalede, og israelerne vendte i foråret tilbage til en stort set normal hverdag. Men de optimistiske stemmer er forstummet.

Smitten er steget voldsomt i Israel siden begyndelsen af august, og hvis ikke udviklingen vendes, står landet foran en decideret nedlukning.

Ifølge professor og læge Galia Rahav er der to vigtige årsager til udviklingen. Hun er en af Israels førende coronaeksperter og leder af infektionsafdelingen på Sheba Medical Center i nærheden af Tel Aviv.

- Mange af vores borgere blev vaccineret i december og januar. Men effekten af vaccinen har vist sig at falde med tiden.

- De mennesker, der blev vaccineret i begyndelsen af vaccineudrulningen, er langt mere sårbare over for coronavirus i dag end dem, der blev vaccineret senere, siger Galia Rahav til Ritzau.

Derudover mener hun, at Israel var for hurtige til at genåbne samfundet i foråret, da smittetallene faldt.

Flere skal have "boostershot"

Også det israelske sundhedsministerium peger på, at vaccinen mod coronavirus løbende bliver mindre virksom.

Dette bruger ministeriet som en del af begrundelsen for, at borgere over 50 år, særligt sårbare og ansatte i sundhedsvæsnet skal tilbydes en tredje vaccinedosis. Det er også kendt som et "boostershot".

Det er dog langt fra alle voksne i Israel, der er færdigvaccinerede. 63 procent af den israelske befolkning har fået to vaccinedoser. Udrulningen er gået i stå i visse befolkningsgrupper. Det forklarer Galia Rahav.

- Tilslutningen er relativt lav blandt arabere og beduinere. Det hænger sammen med, at der i disse grupper er spredt falske nyheder, der blandt andet påstår, at vaccinerne påvirker fertiliteten, siger hun.

Højeste smittetal

Tidligere på ugen registrerede Israel det hidtil højeste daglige antal smittede siden januar. 8698 personer blev konstateret smittet mandag, fremgår det af data fra Johns Hopkins University.

Det var en firdobling i forhold til begyndelsen af måneden.

Samme dag var der til sammenligning 959 smittede i Danmark.

Med sine ni millioner indbyggere er den israelske befolkning cirka halvanden gang så stor som den danske.

Morgen-briefing: Pilotprojekt i Aarhus skal gøre det nemt at finde ladepladser / Microsoft udsender preview af Windows 10-opdatering / Ny streaming-tjeneste på vej til Danmark / Schweizisk supercomputer tilføjer yderligere 12,8 billioner cifre til pi

Pilotprojekt i Aarhus skal gøre det nemt at finde ladepladser. Microsoft udsender preview af Windows 10-opdatering. Ny streaming-tjeneste på vej til Danmark. Schweizisk supercomputer tilføjer yderligere 12,8 billioner cifre til pi. Deltagelse på CES vil kræve bevis på vaccination. Hackere havde kig på uddannelsessektoren i juli.

CIA-aktion i jagten på bin Laden med til at skabe vaccineskepsis blandt indvandrere i Danmark, siger læger

For over ti år siden lavede CIA et falsk vaccinationsprogram for at finde slægtninge til Osama bin Laden som en del af jagten på al-Qaeda-lederen.

Den dag i dag er CIA-aktionen og USA's ageren generelt med til at gøre tilslutningen til coronavaccinen lav i områder i Danmark med mange indvandrere. Det siger læger til TV 2.

Morten Sodemann, der er overlæge på indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital, peger på CIA-aktionen som en del af det billede af USA, der har skabt skepsis over for vaccinen i indvandrermiljøer.

- Jeg tror ikke, danskerne gør sig klart, i hvor høj grad vacciner har været brugt i politisk sammenhæng i lavindkomstlande. Amerikanerne har brugt polioprogrammer og leverbetændelses-vaccinationsprogrammer til at fange bin Laden, siger Morten Sodemann.

Han siger, at CIA-aktionen har været med til at skabe en opfattelse i indvandrermiljøer af vacciner som et våben.

- Der er hele tiden den fornemmelse hos dem, at vacciner er et biologisk våben, stormagterne kommer med. Den skepsis er vi simpelthen nødt til at lytte til og tage alvorligt, siger Morten Sodemann.

Fortællingen om USA

I Vollsmose har 40 procent af befolkningen endnu ikke booket tid til vaccine. I Gellerup er det 41 procent, i Tingbjerg 44 procent.

På landsplan er det kun 16 procent af danskerne, der endnu ikke har booket tid til vaccine.

Urfan Ahmed er praktiserende læge i Hvidovre og talsmand for Taskforce Covid-19, som er oprettet af blandt andet Dansk-Pakistansk Råd. Også han peger på USA som en del af problemet.

- De mennesker, jeg møder, nævner ikke CIA-aktionen specifikt som grund til, de ikke vil vaccineres. Men de nævner ofte USA generelt, og den aktion er en del af fortællingen om USA og vacciner, siger læge Urfan Ahmed, der under pandemien har givet råd til Københavns Kommune og kommuner på Vestegnen om pandemien og vaccination.

Derfor lavede CIA vaccinationsprogram

Det var blandt andet den britiske avis The Guardian, som i 2011 afslørede den dristige CIA-aktion. Afsløringen kom, to måneder efter amerikanske Navy SEALs i maj havde skudt og dræbt Osama bin Laden.

CIA rekrutterede måneder inden drabet en pakistansk læge, Shakil Afridi, til at stå i spidsen for et falsk vaccinationsprogram i Abbottabad i Pakistan, hvor CIA mente, Osama bin Laden boede.

Håbet var, at nogle af Osama bin Ladens familiemedlemmer blev vaccineret, så man på den måde via dna kunne få bekræftet, at bin Laden opholdt sig i et hus i Abbottabad. CIA har aldrig kommenteret aktionen.

I 2014 tog Det Hvide Hus en slags ansvar for aktionen, da Lisa Monaco, sikkerhedsrådgiver for daværende præsident Barack Obama, i et brev til ledere af flere sundhedsinstitutioner forsikrede, at USA ikke fremover ville bruge vaccineprogrammer til at indsamle efterretninger.

Men skaden er sket i form af, at CIA-aktionen har været med til at skabe udbredt mistillid til vaccinationsprogrammer i Mellemøsten og Pakistan, skrev Daily Telegraph tidligere i år.

Det britiske medie henviser til en undersøgelse offentliggjort i The Journal of the European Economic Association, som viser, at andelen af vaccinerede falder mellem 23 og 39 procent i områder, der er styret af ekstremistiske politiske partier.

- Vores resultater viser, at begivenheder, der skaber tvivl om integriteten hos sundhedsarbejdere eller vacciner, kan have alvorlige konsekvenser for accepten af sundhedsprodukter som vacciner, siger Andreas Stegmann, assisterende professor ved University of Warwick i Storbritannien og medforfatter til undersøgelsen, til Daily Telegraph.

Borgmester vil have systemisk kommunikation

Albertslund Kommune vest for København er en af de kommuner, hvor vaccinetilslutningen er lav. Her har borgmester Steen Christiansen (S) også hørt om CIA-aktionen som begrundelse for, at nogle indvandrere ikke vil vaccineres.

- Ja, jeg har hørt om det. Men kun på anden og tredje hånd. I modsætning til andre konspirationsteorier er det her jo faktisk sket, så der er ikke noget at sige til, det har fået en vis klangbund hos nogle mennesker, siger Steen Christiansen (S).

Steen Christiansen har tre bud på at ændre det billede og øge vaccinetilslutningen hos indvandrerne i Albertslund Kommune.

- Folkeoplysning, folkeoplysning og folkeoplysning. Systematisk kommunikation i de områder, hvor tilslutningen er lav. Vi planlægger kampagner både på Facebook og via sms, siger Steen Christiansen.

Sundhedsstyrelsen lemper afstandskrav for nære kontakter

Sundhedsstyrelsen har onsdag meldt ud, at retningslinjerne for nære kontakter lempes.

Fremover bliver man først betragtet som nær kontakt, hvis man har været inden for en meters afstand af en smittet i mindst 15 minutter.

Tidligere var det to meter.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Tredje led skal ikke testes

Derudover behøver nære kontakter til nære kontakter - altså tredje led - ikke længere tage en test. Det skyldes, at Delta-varianten er dominerende. Desuden er en stor del af befolkningen nu vaccineret.

- Vi ved, at vaccinen beskytter godt mod at blive smittet med Delta-varianten og mod at få et alvorligt forløb med covid-19.

- Derfor kan vi justere på retningslinjerne for kontaktopsporing, så de bliver lidt mindre indgribende i hverdagen, udtaler vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst.

Statens Serum Institut (SSI) holder hele tiden øje med, om der skulle komme nye varianter til Danmark.

SSI overvåger, om de er mere smitsomme, mere alvorlige, eller om de giver udfordringer i forhold til effekt af vacciner. SSI ser på, om de kan medvirke til mere skærpede retningslinjer for kontaktopsporing.

Flere krav er blevet lempet

I forrige uge ændrede Sundhedsstyrelsen anbefalingerne om afstand i det offentlige rum.

Fra at skulle holde en meters afstand skal man nu holde afstand, hvor det er muligt, lyder det.

Senest er arealkravet i kirker ophævet. Afstandskravet i blandt andet supermarkeder og hos frisører er også fjernet.

Derudover skal man ikke længere bære mundbind, når man benytter sig af offentlig transport.

Ændringen er mulig på grund af den høje vaccinedækning. Mere end 66 procent af befolkningen er nu færdigvaccineret.

Virusskeptisk guvernør i Texas er testet positiv for corona

Den amerikanske delstat Texas' guvernør, Greg Abbott, er gået i isolation, efter at han er blevet testet positiv for coronavirus.

Det oplyser guvernørens kontor sent tirsdag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet AP.

Ifølge hans stab er Abbott blevet vaccineret mod coronavirus sidste år, og han har ikke nogen symptomer og har det godt.

Abbotts hustru er blevet testet negativ for virusset, og alle, der har været i nær kontakt med guvernøren, er blevet informeret.

En blandt flere tusinde texanere

Abbott er blot en af titusindvis af borgere, der er blevet testet positiv for virusset under en ny smittebølge i delstaten.

Hospitalerne i Texas er pressede på kapaciteten og ved at bukke under, da mere end 12.200 mennesker i øjeblikket er indlagt med coronavirus.

Abbott er blevet testet positiv, dagen efter at han lagde et billede af sig selv op uden mundbind til et indendørs arrangement i Dallas med andre republikanere - også uden mundbind.

Modstander af mundbind

Mens større byer som New York City og San Francisco har indført krav om mundbind på restauranter og i fitnesscentre, er Abbott og Floridas guvernør, Ron DeSantis, og andre republikanske guvernører modstandere af disse restriktioner.

Blandt andet har flere af dem, herunder Abbott, indført et forbud mod at kræve mundbind på skoler og et forbud mod at kræve vaccinepas. Det er også forbudt for butiks- og restaurantejere at nægte ikkevaccinerede kunder adgang.

I sydstater som Louisiana, Alabama, Mississippi og Texas er antallet af vaccinerede markant lavere end andre steder i USA.

Tirsdag har millionbyen Houston i Texas desuden indført en ordning, hvor borgere modtager 100 dollar - svarende til lidt mere end 600 kroner - hvis de lader sig vaccinere mod coronavirus.