Hjemmearbejde er med til at løfte Microsofts omsætning

Den amerikanske softwaregigant Microsoft kom overraskende stærkt gennem regnskabsårets fjerde kvartal, hvor selskabet realiserede et rekordstort.

Det skyldes især en stor efterspørgsel for selskabets cloud-service i takt med, at flere mennesker arbejder eller studerer hjemmefra.

Divisionen for intelligente cloud-løsninger så indtægterne stige 30 procent sammenlignet med samme kvartal året før til 17,4 milliarder dollar.

Også de to andre hovedforretningsområder gik frem.

Procesforretningen endte med en omsætning på 14,7 milliarder dollar svarende til en fremgang på 25 procent, mens der på området for personlige computere var en vækst på ni procent til 14,1 milliard dollar.

Meget imponerende

Samlet kom Microsoft ud af kvartalet med en stigning i omsætningen på 21 procent sammenlignet med samme kvartal året før til 46,2 milliarder dollar.

Det er to milliarder mere end aktieanalytikere på forhånd havde forventet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Det er et meget imponerende regnskab fra Microsoft, som uden besvær overgår forventningerne til præstationerne i næsten alle forretningsområder, siger analytiker Haris Anwar fra Investing.com.

Microsoft fik i kvartalet et overskud efter skat på 16,5 milliarder dollar. Det er 47 procent højere end samme periode året før. I lighed med omsætningen er tallet på bundlinjen også højere, end analytikerne havde skønnet.

Trods de bedre end forventede tal faldt kursen på Microsofts aktie med over to procent efter offentliggørelsen af regnskabet. Selskabets aktionærer kan dog se tilbage på et indtil videre godt år, hvor kursen er steget med næsten 30 procent.

- Efter så kraftigt et ryk kan det tænkes, at aktien nu tager sig en pause. Især fordi det stadig er uklart for investorerne, hvordan efterspørgslen vil udvikle sig, når pandemien er overstået, siger analytiker Haris Anwar.

Bangkoks hospitaler er fyldte – særlige tog fragter patienter ud af byen

Tirsdag morgen klokken 09.50 lokal tid forlod et tog med 137 coronapatienter en togstation i udkanten af Bangkok, der er hovedstad i Thailand.

Herfra skulle toget videre mod nordøst for at sætte patienterne af på fem forskellige togstationer. Det skriver Bangkok Post.

På de forskellige stationer stod sundhedspersonale parat til at tage imod patienterne, alle med milde til moderate symptomer på covid-19, og fragte dem videre til forskellige hospitaler.

Sygetransporten er et forsøg på at lette trykket på hospitalerne i Bangkok, der er overfyldte med coronapatienter.

- Det er patienter fra Bangkok, som ikke er blevet behandlet på hospitalet. Vi ønsker at bringe dem til læger i deres hjembyer. Og transporten bliver kontrolleret gennem hele turen, siger Thailands sundhedsminister Anutin Charnvirakul ifølge AP.

Han tilføjer, at myndighederne vil fortsætte patientflytningen, indtil der ikke er flere coronasyge tilbage i Bangkok uden en seng. Både busser, varevogne og fly kan komme i spil til opgaven, siger han.

Der er ifølge AP 4451 sengepladser til coronapatienter i hovedstaden med 15 millioner indbyggere, og de fleste er optaget af patienter med milde eller ingen symptomer.

Det er nemlig et krav fra regeringen, at hospitalerne skal indlægge patienter, som tester positiv for coronavirus. Og selvom hjemmeisolation er blevet en mulighed, er hospitalerne stadig forpligtet til at tilse patienterne. Det skriver The Guardian. Derfor har de skåret i antallet af daglige PCR-tests, hvilket har resulteret i lange køer ved teststederne.

Kraftig stigning i smitte- og dødstal

Thailand kom ellers godt igennem det første år af pandemien med lave smitte- og dødstal sammenlignet med mange andre lande.

Men i april begyndte en tredje smittebølge at tage fart i landet, og denne gang ser myndighederne ud til at have mistet kontrollen.

Årsagen tilskrives den meget smitsomme Delta-variant og en langsom vaccineudrulning, som har ført til kritik af regeringen.

Ved udgangen af april i år havde Thailand 140 registrerede coronadødsfald i alt. Tallet er nu oppe på 4264.

Tirsdag kunne myndighederne konstatere 14.150 nye tilfælde af coronavirus og 118 nye dødsfald.

En stor del af smittetilfældene sker i hovedstaden Bangkok, hvor hospitalssengene er fyldt op, og der er begyndt at dukke historier op om smittede, der er døde på gaden eller i deres eget hjem, mens de ventede på behandling. Det skriver AP og The Guardian.

Ifølge AP er flere templer i det buddhistiske land nu begyndt at tilbyde gratis kremeringer.

Ombygger togvogne til isolationscenter

Imens leder sundhedsmyndighederne efter nye steder til det stigende antal coronapatienter. Og igen kigger de efter løsninger på jernbanerne.

I Bangkok arbejder myndighederne derfor på at omdanne 15 togvogne til et isolationscenter med plads til 240 patienter, der står på hospitalernes ventelister med milde symptomer, skriver Reuters.

Togvognene er stadig under ombygning, og der skal blandt andet bygges toiletter og badeforhold udenfor togvognene, oplyser Bangkok Metropolitan Administration, men man forventer, at de 240 sengepladser kan tages i brug fra på fredag.

Ifølge Reuters har 18,9 procent af Thailands godt 66 millioner indbyggere påbegyndt vaccination, mens 5,6 procent er færdigvaccineret.

Dagens overblik: Vandet væltede ned i vilde mængder

Alle rytterne ville dele, men schweizerne tog det hele.

Læs om den historiske OL-bedrift her i overblikket.

Vi begynder dog herhjemme, før turen går videre til Tokyo.

Vilde vandmængder i sommerland

Igen i dag er Danmark blevet ramt af dobbelt skybrud. Det er tredje dag i træk, at der bliver målt over 30 millimeter regn på en halv time (du kan læse mere i TV 2 VEJRETs livedækning).

I går ramte de store vandmængder blandt andet Thy og Mors og i Kalundborg. Et af de tydeligste eksempler på, hvor meget vand der kan falde, når himlen for alvor åbner sig, viste sig i Djurs Sommerland.

Se bare videoerne i artiklen her, hvor en sti nærmest blev omdannet til en flod.

- "Hvad hvis vi drukner?", spurgte min yngste datter, men vi pjattede, og så begyndte hun også at synes, det var sjovt, fortæller Maria Bøgh Hjort, der i går besøgte Djurs Sommerland.

Forskere vil ændre coronapas

Du har fået dit første stik, der er gået 14 dage, og nu har du et gyldigt coronapas, uden at du skal testes hele tiden.

Men det vil flere forskere nu have ændret, så dit coronapas først er gyldigt, når du er færdigvaccineret og dermed meget bedre beskyttet.

Det skyldes den mere smitsomme Delta-variant. Et nyt studie fra Statens Serum Institut (SSI) har vist, at flere end hver femte smittede med Delta-varianten er blevet smittet efter at have fået første vaccinationsstik.

SSI er dog uenig i, at studiet skal føre til ændring af coronapasset. Passet er blot ét af mange tiltag for at mindske smittespredningen, og desuden vil en stor del af befolkningen få andet stik inden for den næste måned, lyder begrundelsen.

Kæmpe dansk OL-skuffelse

OL-dagen begyndte med en kæmpe dansk skuffelse. Tidligt i morges tabte badmintondoublen med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen overraskende til australierne Setyana Mapasa og Gronya Somerville.

Dermed er det danske par færdig ved OL efter to nederlag i tre kampe.

En anden danske OL-drøm blev også knust i morges, da bordtennisspilleren Jonathan Groth tabte til franske Simon Gauzy og måtte forlade OL i tårer.

Den amerikanske superstjerne Simone Biles er muligvis også skuffet, efter at hun måtte trække sig fra holdfinalen i idrætsgymnastik.

Sultne schweizere åd det hele

Der var til gengæld ingen skuffelse at spore i den schweiziske lejr efter kvindernes mountainbikeløb.

Schweizeren Jolanda Neff kom nemlig først i mål som guldmedaljevinder. Godt og vel et minut senere trillede hendes landskvinde Sina Frei i mål og tog sølvmedaljen. Og sørme om ikke hun blev efterfulgt af Linda Indergrand – og så var der guld, sølv og bronze til Schweiz. En bedrift, som ingen anden nation tidligere har præsteret i den disciplin ved OL.

Efter at de grådige schweizere havde fortæret både forretten, hovedretten og desserten, måtte de danske deltagere kæmpe om resterne med de øvrige ryttere. Her blev det til en 12.-plads for Malene Degn og en 13.-plads til Caroline Bohé.

Sygeplejersker udvider strejke

Tilbage i Danmark udvider sygeplejerskerne endnu engang deres strejke, meddelte Dansk Sygeplejeråd i dag.

Det betyder, at yderligere 215 sygeplejersker skal strejke fra 25. august. Det vil særligt ramme fertilitetsbehandling og planlagte operationer.

I forvejen har cirka 5000 sygeplejersker strejket siden 19. juni. Dertil vil yderligere knap 1000 sygeplejersker tilslutte sig strejken fra midten af august som følge af en tidligere varslet udvidelse.

- Vi bliver ved med at lægge et større og større pres på arbejdsgiverne og politikerne, siger formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, i en pressemeddelelse.

***

Det var dagens udvalgte historier. Desværre uden nogen danske OL-medaljer. Håbet var der ellers for det danske dressurhold, men de danske ryttere endte på fjerdepladsen.

21-årig erklærer sig skyldig: Dræbte fire kvinder på massageklinik

En 21-årig mand har tirsdag erklæret sig skyldig i fire drab begået mod kvinder på en spaklinik tilbage i marts.

I alt otte personer blev dræbt på tre forskellige spa- og massageklinikker på en enkelt aften i den amerikanske by Atlanta. Heraf var seks asiatiske kvinder.

Tilståelsen giver den 21-årige Robert Aaron Long fire livstidsdomme oveni hinanden plus 35 års fængsel uden mulighed for prøveløsladelse. Det skriver The New York Times.

Inden længe skal Robert Aaron Lang igen for retten - og her risikerer han derudover at få dødsstraf for sine handlinger.

Sigtet for i alt otte drab

I retten blev den fatale aften i midten af marts igen beskrevet foran dommeren.

Ifølge det amerikanske medie lød beskrivelsen fra distriktsadvokaten, at Robert Aaron Long "gik gennem spaklinikken i og skød alt og alle, han så" ved klinikken Youngs Asian Massage i byen Woodstock.

Foran dommeren erkendte den 21-årige sig skyldig, ligesom han sagde, at han var indforstået med, hvad det ville sige.

Men der kan være endnu en straf på vej mod Robert Aaron Long, når han i næste måned igen skal for retten. Han er nemlig også sigtet for de resterende fire drab, som han efter anklagen skulle have begået kort efter på to spaklinikker i nærheden.

Foruden de otte dræbte er Robert Aaron Long også sigtet for groft overfald mod en person.

Det er i naboamtet Fulton County, at den 21-årige i næste måned skal møde op i retten endnu engang - og ifølge flere medier går anklageren i sagen efter, at Robert Aaron Long idømmes dødsstraf for drabene.

Når dommen er faldet i sagen, skal en jury ifølge Georgias nye bestemmelse om hate-crime tage stilling til, om der også har været et racebestemt motiv bag drabene. På den måde bliver sagen om spa-drabene den første, hvor den nye lovbestemmelse for alvor skal stå sin prøve, siden den blev indført i 2020.

Racisme mod asiatiske mænd og kvinder

Robert Aaron Long blev arresteret umiddelbart efter skyderierne, knap 250 kilometer fra storbyen Atlanta.

Drabene på de seks asiatiske kvinder rystede hele USA i foråret og fik straks folk til at gå på gaden i protest mod racisme rettet mod asiatiske mænd og kvinder.

Protesterne kom ovenpå et 2020, hvor coronapandemien pustede liv i racismen, og antallet af anmeldelser for hadforbrydelser begået mod asiatiske mænd og kvinder steg fra 49 i 2019 til 122 i 2020.

Også den tidligere præsident Donald Trump har fået kritik for at puste til racismen ved at kalde coronavirus for "Kinavirussen" under begyndelsen af pandemien.

Ung mand fængslet for at bide og tæske ekskæreste

En 20-årig mand skal varetægtsfængsles i fire uger sigtet for grov vold mod sin ekskæreste.

Det har en dommer ved Retten i Aalborg tirsdag afgjort, fortæller anklager Eva Madsen.

Manden er sigtet for at have udsat sin 17-årige ekskæreste for forskellige former for grov vold i en periode på seks dage. Det skulle være sket i hans bolig i Hou, der ligger ved Hals øst for Aalborg.

Tidligere dømt

Fra 15. juli til 21. juli blev pigen ifølge anklagemyndigheden ved forskellige lejligheder slået med knyttet næve i hovedet, brændt med en cigaret, sparket og bidt flere steder på kroppen.

Den 20-årige ekskæreste skulle desuden have taget kvælertag på hende med begge hænder og hevet i hendes hår, så hendes hoved blev skubbet ind i et skab. Herefter er han sigtet for at have trukket hende i håret ud til husets entré.

Her skulle han have væltet hende ned på gulvet, bidt hende i halsen og armen samt slået hende med knyttede hænder i maven, mens hun stadig lå på gulvet.

Den unge mand har ved grundlovsforhøret nægtet sig skyldig i anklagerne mod ham, men han ville derudover ikke udtale sig i retten.

Den 20-årige er tidligere dømt for vold, men det var ikke mod ekskæresten.

Han overvejer, om han vil kære kendelsen om fængsling til landsretten. Gør han det, skal Vestre Landsret på ny vurdere, om der er grundlag for at varetægtsfængsle den 20-årige.

WHO opfordrer til skrap regulering af e-cigaretter

E-cigaretter og lignende produkter er skadelige for helbredet og skal underlægges regulering.

Det er nødvendigt for at modarbejde tobaksindustriens taktikker for at få unge til at blive afhængige af nikotin.

Sådan lyder budskabet fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) tirsdag, hvor organisationen har udgivet sin rapport om tobaksepidemien.

- Nikotin er yderst afhængighedsskabende. Elektroniske systemer for indtagelsen af nikotin er skadelige og bør reguleres, siger WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Større sandsynlighed for at blive ryger

Rapporten tirsdag har særligt fokus på nye produkter, som vinder frem. Det gælder for eksempel e-cigaretter, som lokker unge med sjove smagsvarianter.

- Hvor de ikke er forbudte, bør regeringer indføre passende tiltag for at beskytte deres befolkninger mod de skadelige produkter og forhindre, at deres børn, unge og andre sårbare grupper begynder at bruge dem, siger WHO-chefen.

Det er WHO's ottende årlige rapport om emnet. Den fremhæver, at producenter ofte målretter de elektroniske nikotinprodukter mod unge ved brug af tusinder af fristende smage. Rapporten oplister 16.000 forskellige smage.

WHO vurderer, at der er større sandsynlighed for, at børn og unge, som bruger sådanne produkter, bliver rygere senere i livet.

Siden 1. april 2021 har der i Danmark været forbud mod smagsstoffer i e-cigaretter.

Fra 1. oktober skal e-cigaretter i Danmark være standardiserede med samme farve, skrift og logo. Det er en del af en national handleplan mod børn og unges rygning.

WHO advarer

Tidligere New York-borgmester Michael Bloomberg er WHO's globale ambassadør for ikke-smitsomme sygdomme. Han siger, at der stadig er mere end en milliard rygere i verden.

- I takt med at cigaretsalget er faldet, har tobaksfirmaer aggressivt markedsført nye produkter som e-cigaretter og opvarmede tobaksprodukter og lobbyet hos regeringer for at mindske reguleringen.

- Deres mål er simpelt: at få endnu en generation afhængig af nikotin. Det må vi ikke lade ske, siger han.

WHO advarer særligt mod, at unge under 20 år bruger e-cigaretter. Det skyldes, at nikotin har en skadelig effekt på udviklingen af hjernen.

Ifølge WHO har 32 lande forbudt salget af produkter som e-cigaretter.

Kontakttallet falder til 1 – epidemien er stabil

Kontakttallet er beregnet til 1,0. Det betyder, at coronaepidemien hverken er voksende eller aftagende i Danmark.

Det skriver Sundhedsministeriet på Twitter.

Ministeriet oplyser til Ritzau, at der grundet ændret testadfærd er en vis usikkerhed forbundet med tallet.

Der er dermed sket et lille fald i kontakttallet siden sidste uge. Da blev kontakttallet udregnet til 1,1.

- Udrulningen af vaccinerne fortsætter – hver og en, der tager imod vaccination og følger de gode råd, er med til at bekæmpe epidemien, skriver ministeriet på Twitter.

Kontakttal

Tallet hjælper med at forstå, om smitten er på fremmarch eller på tilbagetog, men siger til gengæld intet om antallet af smittetilfælde i samfundet.

Det beskriver derimod, hvor mange mennesker hver smittede i gennemsnit smitter videre.

Når tallet er 1,0 betyder det, at 10 smittede i gennemsnit smitter 10 andre.

Hvis tallet er over 1,0 betyder det, at hver smittede i gennemsnit smitter mere end én anden. Dermed vil antallet af smittede øges, og epidemien være i vækst.

Hvis tallet er under 1,0, betyder det, at hver smittede i gennemsnit smitter færre end én person, og dermed vil epidemien aftage.

Forskel på ugedagene

Usikkerheden om kontakttallet skyldes ifølge Statens Serum Institut (SSI) blandt andet, at der er forskel på, hvor mange der lader sig teste på forskellige ugedage.

Derudover ventes det, at testdynamikkerne vil ændre sig i takt med, at flere bliver vaccineret. Derfor forventer man, at udsvingene i kontakttallet vil ændre sig i den kommende periode.

I myndighedernes vaccinationsindsats er der nu mere end 4,1 million borgere, der har påbegyndt vaccination. Det er 70,5 procent af befolkningen.

Kontakttallet beregnes ved at se på smittesituationen for halvanden uge siden. Derfor er tallet til en vis grad bagudskuende, men det bliver alligevel brugt som et element i myndighedernes overvågning af coronapandemien.

SSI vil teste danskernes afføring for coronavirus

Menneskers afføring kan afsløre, om en person er smittet med coronavirus.

Derfor skal danskernes spildevand fra august undersøges af forskere fra Statens Serum Institut (SSI).

Prøver fra rensningsanlæg kan nemlig sladre om lokale smitteudbrud, fortæller afdelingschef i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause.

- På den måde kan vi fokuseret teste folk i området eller lave lokal smitteopsporing, siger hun til TV 2.

Samtidig kan instituttet gennem prøverne overvåge, om der opstår nye varianter af coronavirus - og dermed tage smittespredningen i opløbet.

Det er et nyt overvågningsredskab

Tyra Grove Krause, afdelingschef i Statens Serum Institut Testet i en måned

Instituttet har gennem juli testet metoden, hvor eksperter har undersøgt spildevand med afføring fra 20 udvalgte rensningsanlæg og pumpestationer for at spore coronasmitte lokalt.

En ordning som nu udvides til resten af Danmark, hvor den skal køre som et fast projekt. Og forventningen fra SSI er, at alle dele af landet er med i løbet af efteråret.

- Det er et nyt overvågningsredskab, som man kan bruge i den næste periode af pandemien, hvor vi ikke tester mennesker i samme udstrækning, som vi har gjort før, siger Tyra Grove Krause.

Det er dog i første omgang ikke muligt for instituttet at kæde virussen sammen med bestemte husstande. Detaljeringsgraden holder sig til kunne at give et praj om smitte i det område, der er tilknyttet det specifikke rensningsanlæg, hvor den positive prøve er taget fra.

Mennesker med covid-19 udskiller virus sammen med afføringen allerede 24 timer efter smitte - og ofte før de udvikler symptomer. Samtidig kan smitte hos personer uden symptomer også fanges i spildevandet.

Find smitten

I forsøget fra juli blev spildevandet testet, ved at de enkelte rensningsanlæg tog en prøve af vandet. Prøven blev sendt til analyse på firmaet Eurofins laboratorie, der stod for at analysere spildevandsprøverne for coronavirus.

Eurofins benytter et specielt kemikalie, der binder sig til virusser, og som efterfølgende kan centrifugeres ud af spildevandet og analyseres.

Det var egentlig meningen, at prøveperioden skulle have kørt for et par måneder siden

Steen Ethelberg, professor og seniorforsker ved SSI

På den måde er det muligt at få et billede af, hvordan smitten ser ud i det område, som rensningsanlægget er knyttet til. Forsøget har dog endnu ikke været brugt til at sætte ind over for konkrete smitteudbrud, fortæller Steen Ethelberg, der er professor og seniorforsker ved SSI, til Ritzau.

Men det betyder ifølge professoren ikke, at metoden ikke virker. Det er i højere grad udtryk for, at der ikke har været bekymringsvækkende smitteudbrud på de steder, hvor instituttet indtil nu har testet.

Skal testes mere

I Sverige har myndighederne allerede siden maj 2020 undersøgt spildevandet for coronavirus. Tidligt viste det sig, at prøverne kunne bruges til at give myndighederne én til to ugers forspring, når det gjaldt stigende smitte.

Samtidig har både Hjørring, Ishøj og Københavns Kommune selv testet metoden i et stykke tid, og det har høstet kritik, at SSI ikke har udbredt ordningen før.

- Det var egentlig meningen, at prøveperioden skulle have kørt for et par måneder siden, så vi havde lidt tid til at gruble over tallene, inden spildevandsovervågningen blev rullet ud i hele landet, siger Steen Ethelberg til Ritzau.

Man har nogle erfaringer fra andre lande, som vi kan høste

Tyra Grove Krause, afdelingschef i Statens Serum Institut

Men det var imidlertid ikke muligt at igangsætte et landsdækkende forsøg tidligere, lyder det fra professoren. For der var ikke var lovhjemmel til, at rensningsanlæggene bredt foretog test af spildevandet.

Derfor blev projektet udskudt, men 24. juni vedtog Folketinget en ændring af epidemiloven, så myndigheder som Statens Serum Institut og kommuner fra 1. juli kan overvåge spildevandet for smitsomme sygdomme.

Metoden med at teste spildevand er dog stadig langtfra perfekt, lyder det fra Steen Ethelberg. Og i den kommende tid skal forskerne i projektet blive meget klogere i forhold til udførelse og praktik.

Den manglende erfaring fra Danmark bekymrer ikke Tyra Grove Krause.

- Man har nogle erfaringer fra andre lande, som vi kan høste. Og der har man altså kunnet opdage nye udbrud ved hjælp af denne her overvågning, siger hun.

Ifølge SSI kommer cirka 90 procent af danskerne til at være koblet på systemet.

Sygeplejerskestrejke udvides for tredje gang

Om fire uger vil strejken blandt sygeplejersker blive udvidet med yderligere 215 personer, hvis ikke der er fundet en løsning inden.

Særligt fertilitetsbehandlinger, men også planlagte operationer vil blive ramt, oplyser Dansk Sygeplejeråd i en pressemeddelelse.

Udvidelsen er den tredje, men fordi der skal gå fire uger fra annonceringen til den faktiske udvidelse, er det først fra 10. august, at strejken reelt vokser. I første omgang stiger antallet af strejkende sygeplejersker med 702.

En uge senere udtages yderligere 225 til strejke, og 25. august vil endnu 215 altså nedlægge arbejdet for at gå på barrikaderne. Dertil kommer de cirka 5000 sygeplejersker, der har strejket siden 19. juni.

- Vi bliver ved med at lægge et større og større pres på arbejdsgiverne og politikerne, for de er nødt til at komme på banen, hvis vi skal have løst den her konflikt, udtaler formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, i pressemeddelelsen.

Her rammer den nye udvidelse ifølge Dansk Sygeplejeråd:

Region Hovedstaden: Fertilitetsklinikkerne Region Sjælland: Fertilitetsklinikkerne Region Nordjylland: Fertilitetsklinikkerne Region Syddanmark: Fertilitetsbehandling og Friklinikken Region Midtjylland: Planlagte operationer i Herning og Holstebro samt Steno Diabetes Center på Aarhus Universitetshospital 42.000 udskydelser

Landets fem regioner opgør hver uge, hvor mange behandlinger der er blevet udskudt som følge af konflikten.

Ved den seneste opgørelse, der går til og med 18. juli, drejer det sig i alt om 41.980 udskudte aktiviteter, siden strejken startede 19. juni.

Tallet dækker både over ambulante kontakter, herunder udredning, forundersøgelser, behandling og kontrol samt kirurgiske indgreb.

To nej'er inden strejke

Strejken skyldes, at medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd (DSR) ad to omgange har forkastet den overenskomst, de er blevet tilbudt af regionerne og kommunerne.

Mens de fleste andre faggrupper takkede ja til en lønstigning på godt fem procent over de næste tre år, vendte et snævert flertal af de sygeplejersker, der stemte, tommelfingeren ned til det tilbud.

Efterfølgende forhandlede DSR og arbejdsgiverne i Forligsinstitutionen, hvor parterne blev enige om at fastholde de overordnede rammer, men til gengæld arbejde i retning af en komité, der skulle undersøge lønstrukturen i det offentlige.

Denne overenskomst valgte et noget større flertal af DSR-medlemmerne imidlertid at forkaste, og derfor endte konflikten i en strejke, til trods for at ledelsen i DSR begge gange har anbefalet sine medlemmer at stemme ja.