På en almindelig arbejdsdag når SOSU-assistenten Anitha Søe Andersen forbi tolv forskellige hjem på sin rute på Sydals og i Sønderborg, og flere gange dagligt bliver hun mødt af den samme undren:
Hvordan kan det være, at hun ikke er vaccineret endnu?
For efterhånden er det tre måneder siden, at Anitha Søe Andersen modtog en vaccineinvitation mod coronavirus i sin e-Boks. Som en del af frontpersonalet kunne hun booke en tid til de to stik med AstraZeneca-vaccinen.
I februar var jeg en del af dem, der skulle vaccineres. Men nu er jeg åbenbart ikke frontpersonale længere.
Anitha Søe Andersen, SOSU-assistentMen nu er vaccinen ude af det danske vaccinationsprogram, og invitationen har hun stadig ikke kunnet indløse. Nu tyder det på, at 41-årige Anitha Søe Andersen først kan blive vaccineret til juni, når det er hendes aldersgruppes tur.
- Det er træls og stressende, siger hun.
Mindre nåleøjeDer er mange, der står i samme situation.
Omkring 100.000 personer fra målgruppe fire nåede at blive inviteret til vaccination med AstraZenecas vaccine uden at booke en tid, inden vaccinen blev sløjfet i det danske vaccinationsprogram 14. april.
Men i mellemtiden var kravet for en invitation i gruppe fire blevet indskrænket.
Ændringen betyder, at alle fra gruppe fire, der endnu ikke er blevet vaccineret, vurderes af deres arbejdsgiver ud fra nye, skrappere krav - og hvis de ikke lever op til dem, må de vente til vaccineinvitationen bliver tilbudt efter alder. Det er den situation, som Anitha Søe Andersen står i nu.
Forandringen skyldes i følge Sundhedsstyrelsen, at en stor del af personalet er vaccineret, så risikoen for et overbelastet sundhedsvæsen er blevet mindre. Desuden er strategien nu og fremover at vaccinere dem, der er i størst risiko for et alvorligt forløb, fortæller styrelsen.
- Alder er det væsentligste kriterium i forhold til risikoen for et alvorligt sygdomsforløb og derfor den altovervejende faktor for vaccinationsudrulningen i den nuværende fase af epidemien, oplyser Sundhedsstyrelsen til TV 2.
Derfor skal de 100.000 personer som udgangspunkt inviteres efter aldersgrupper, eller revisiteres til fremskyndet vaccination i målgruppe fire i henhold til de nuværende kriterier, skriver Sundhedsstyrelsen i et brev om de ændrede kriterier.
Det frygtede, der sketeBlandt de 100.000 er mange SOSU-ansatte - både på landets plejehjem og hjemmehjælpere.
Ifølge Torben Klitmøller Hollmann, der er formand for social- og sundhedssektoren i FOA, har den nye vaccinationsrækkefølge skabt en "udbredt skuffelse" blandt hans medlemmer.
- Det, som de havde frygtet, er sket: De er endt langt nede i køen, siger han.
De smallere kriterier rammer ned i en følelse, som længe har rumsteret blandt hans medlemmer, lyder det fra Torben Klitmøller Hollmann.
- Det er følelsen af igen at blive nedprioriteret. De bliver jo vaccineret, men det bliver senere, målstregen har rykket sig - og de er udkørte, fordi de har knoklet i et år allerede, siger han.
I yderste konsekvens frygter Torben Klitmøller Hollmann, at de senere vaccinationer kan få flere konsekvenser.
- Hvis vi bliver ramt af en tredje bølge eller smitteudbrud på plejehjemmene, så vil det her få en pris. Både i form af sygemeldinger og i menneskeliv, siger han.
En forlænget tilværelse i boblenSundhedsstyrelsen siger til TV 2, at personalet i målgruppe fire stadig spiller en "afgørende rolle" i håndteringen af coronapandemien.
Derfor er der stadig mulighed for, at arbejdsgiveren vurderer, at nogle sundhedsansatte skal visiteres til vaccination, hvis de er særligt udsatte.
Men det regner Anitha Søe Andersen ikke med, at hun bliver.
Og det påvirker hende på flere måder. Først er der frygten for at blive smittet.
- Hvis jeg bliver smittet, kan jeg tage det med til borgeren. Derfor er jeg nødt til at holde mig - og resten af min familie - i en ret lille boble, og det er hårdt, siger Anitha Søe Andersen, der er mor til to døtre på 11 og 13 år.
Men hun sidder også med en følelse af, at hendes arbejde ikke bliver vægtet lige så højt, som det burde. Og at det er ulogisk, at den invitation, som hun modtog i februar, ikke længere gælder.
- Det meste frontpersonale er vaccineret, men jeg er ikke. I februar var jeg en del af dem, der skulle vaccineres, men nu er jeg åbenbart ikke frontpersonale længere. Der kan jeg godt føle mig overset, siger hun.
Du kan selv se, hvor du selv ligger i vaccinationskalenderen her.