- Det er Hannahs aske.
Ordene falder næsten for naturligt, da James Jackman skal finde noget i huset, som minder ham om Hannah.
Han kunne have peget på nogle af hendes dekorationer, et foto-album – et brev. Men nej, det er lige på og hårdt. Livet i sin mest ubarmhjertige version:
På skænken under fjernsynet blandt hvide og lyserøde kunstige blomster står en hvidmalet trækasse med en lille metalplade med følgende inskription: Hannah Marie Houghton, 22. december 2022. 36 år. I hvile.
Det er Hannah Marie Houghtons urne.
- Vi beholder nok urnen, fordi børnene og jeg har svært ved at give slip. Men en dag, når de er klar, så kan de jo beslutte, hvad der skal ske med den. Men lige nu er det rart, at hun er herhjemme, siger James Jackman stille, mens blikket bliver fjernt.
Delte skæbne med mange britere
Hannah Marie Houghton led af lungesygdommen cystisk fibrose og døde lige før jul sidste år på et hospital i Birmingham formentlig af en ubehandlet lungebetændelse.
Hun efterlod sig fire sammenbragte børn på 7, 9,12 og 16 år og så James, som hun havde boet sammen med i seks år og var forlovet med.
Det er i sig selv tragisk, men ikke en hændelse, der normalt ville ramme forsiden på mange britiske medier. Men det gjorde Hanna Marie Houghtons historie. For hun døde på hospitalet efter at have ventet i timevis på en ambulance. En skæbne hun deler med mange andre.
Hendes åndedræt var nærmest raspende. Det lød ikke godt
James Jackman
Flere hundrede er døde, mens de ventede
Hele det britiske sundhedsvæsen, NHS (National Health Service) har under og efter Covid-pandemien været under enormt pres og befinder sig i en af de største kriser nogensinde.
Der er lægemangel, sygeplejerskemangel og selve ambulancetjenesten har været ramt massivt. NHS har selv ifølge en lækket arbejdskraftplan i avisen The Guardian opgjort, at personalemanglen er på cirka 154.000 i England alene.
Flere britiske medier har derudover berettet, at minimum 511 personer i England er døde i 2022, mens de ventede på en ambulance. Hertil kommer så patienter, der - ligesom Hannah Marie Houghton - er død efter indlæggelse, men hvor dødsfaldet måske kunne være undgået, hvis ambulancen havde været hurtigere fremme.
Tilstanden blev værre
Om ventetiden var det, der reelt tog livet af Hannah Marie Houghton, ved James Jackman ikke.
- Men jeg er overbevist om, at havde hun fået den rigtige penicillin ind i kroppen 11 timer tidligere, så havde hun formentligt haft en bedre chance for at overleve, siger han og indvilliger i at tage TV 2 med tilbage til de tragiske døgn i december 2022, hvor det gik galt:
- Det var den 18. december om aftenen, og da jeg kom hjem, lå Hannah her på sofaen og havde det skidt. Hendes åndedræt var nærmest raspende. Det lød ikke godt.
James Jackman ville have hende på hospitalet, men Hannah Marie Houghton ville bare i seng, så han hjalp hende op i soveværelset. Efter en rum tid blev Hannah Marie Houghtons tilstand værre, og James Jackman insisterede på at ringe efter en ambulance. Da var klokken 19.20.
- Jeg ringede, og de sagde godt nok, at der var ventetid, men ikke hvor længe.
Kom på intensiv
Timerne gik, og James Jackman blev mere og mere nervøs. Ambulancen kom stadig ikke. Først næste morgen kl. 6.15 ankom den. Paramedicinerne undskyldte og undersøgte Hannah og besluttede prompte, ifølge James Jackman, at hun skulle på hospitalet.
Her kom hun efter endnu noget ventetid endelig på intensiv, fortæller James Jackman. Hannah Marie Houghton fik bl.a. penicillin-behandling og iltmaske på, men hendes tilstand forbedredes ikke. Tværtimod.
- Jeg blev på et tidspunkt nødt til at køre hjem til vores fire børn, men var jo i konstant kontakt med hospitalet, siger James Jackman og trækker vejret tungt, mens han klapper familiens hund, der hopper op i sofaen til sin ejer, som om den ved, at nu skal der trøstes.
For nu skal James til at fortælle om Hannahs sidste timer.
Hun hviskede, at hun ikke kunne mere
James Jackman
- Det var om aftenen den 21. december, at jeg fik et opkald fra hospitalet. De sagde, at Hannah havde det hårdt, og at hun gerne ville tale med mig.
James Jackman kørte med det samme på hospitalet, og der lå Hannah Marie Houghton med iltmasken og havde næsten ikke kræfter til at tale. Men det gjorde hun, og beskeden var barsk:
- Hun hviskede, at hun ikke kunne mere. At hun elskede mig. Jeg sagde, at jeg elskede hende, og jeg lovede, at jeg nok skulle tage mig af børnene. Og ja, så fik hun hjertestop der foran mig, og hun kom ikke tilbage.
Ambulancetjenesten undskylder
Tiden stod stille for James Jackman den aften i december - og nu igen i stuen i rækkehuset i Birmingham. I den ene vindueskarm står familiefotos med Hannah Marie Houghton sammen med børnene og James Jackman nærmest i lag sammen med kondolence-breve.
Det er hård læsning, og det er det også at læse brevet fra West Midlands Ambulancetjeneste, som ”oprigtigt undskylder”, og også erkender, at Hannah Marie Houghtons sag desværre ikke er enestående.
I brevet skriver myndighederne også, at de vil undersøge sagen grundigt, og at ”der har været adskillige episoder, hvor patienter har oplevet forsinkelser.”
En af årsagerne til ambulance-ventetiden er, at hospitalerne ikke har været i stand til at modtage patienterne, så de har måttet vente i timevis i ambulancen foran hospitalet med det resultat, at paramedicinerne og deres køretøjer ikke har kunnet hente og hjælpe andre imens.
Hannah ventede 11 timer, men der er tilfælde, hvor patienter har ventet i flere døgn. Og der er stadig lange køer flere steder, selv om problemet toppede i slutningen af sidste år.
Barsler med nye strejker
Årsagerne til den fundamentale krise er mange. Løn- og arbejdsvilkår er nogle af dem, og derfor har flere faggrupper strejket i de seneste måneder i historisk omfang. Nogle faggrupper har indgået nye overenskomster med myndighederne, mens andre stadig barsler med nye strejker, bl.a. sygeplejerskerne i RCN (Royal college of nurses), der lige har stemt nej til et kompromis med regeringen.
Sygeplejerskerne beskyldes nu af regeringen for at sætte patienternes liv på spil. Men den køber sygeplejerskernes formand, Pat Cullen, ikke:
- Sygeplejerskerne har håndteret risici hver eneste dag i de sidste 10 år og især under denne regering, siger hun til BBC.
At familien i Birmingham ikke er ene om at opleve tragedien, dulmer ikke sorgen, men får i stedet vreden op til overfladen.
- Det er da ikke i orden, at man i et moderne samfund skal vente 11 timer på en ambulance. Man kan hente folk ud af et krigsområde hurtigere, siger James Jackman.
Systemets skyld
Hver eftermiddag henter han børnene ved skolen. Han er tidligere bygningsarbejder, men får nu invalidepension på grund af en arbejdsskade, og derfor har han tid til at være chauffør for børnene.
Skoleelever i de traditionsrige uniformer myldrer ud, og da de to ældste børn i familien kommer, sender James Jackman dem et varmt smil. Storesøster Nikita på 16 år vil gerne fortælle, hvad hun tænker om det hele.
- Jeg synes da ikke, det er fair, det her. Men det var jo ikke ambulancefolkenes skyld. Det var ikke sygeplejerskernes skyld. Det er systemet, der ikke fungerer, siger hun stille.
Og på spørgsmålet om, hvordan familien takler det, svarer hun:
- Vi forsøger at leve så normalt, som muligt. At gøre det, vi gjorde før. For hvis vi ændrer en masse, gør det bare det hele endnu mere frygteligt.
James lytter stolt til den modne skolepige – og siger:
- Jeg har lovet Hannah at være der for børnene – så det er jeg, og det holder mig oven vande.