Pilen peger nu direkte på de danske privathospitaler, når de lange ventelister i sundhedsvæsnet skal nedbringes.

Vi forstår simpelthen ikke den her aftale

Thomas Kiær, overlæge og direktør på privathospitalet aCure

Det fremgår af en ny aftale, regeringen netop har indgået med Danske Regioner og privathospitalernes brancheorganisation Sundhed Danmark.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det ikke er en nem aftale for os at indgå, men det er en rigtig aftale, som vi i branchen har bred opbakning til, lød det fra Sundhed Danmarks næstformand, Michael Gram Kierkegaard, kort efter præsentationen.

Men selvom der ifølge Gram Kierkegaard er "bred opbakning" til aftalen i branchen, så vækker den absolut ikke begejstring hos de privathospitaler, TV 2 har været i kontakt med.

- Det må stå for hans egen regning, for vi forstår simpelthen ikke den her aftale. I min optik har den ingen gang på jord, siger Thomas Kiær, overlæge og direktør på privathospitalet acCure i Lyngby, for eksempel.

Mangler konkrete retningslinjer

Privathospitalerne skal med aftalen give det offentlige en rabat på 12 procent for behandlinger i 2023. Fra 2024 falder rabatten så til 10 procent.

Derudover vil aftaleparterne som noget nyt benytte sig af en såkaldt fast track-model, hvor privathospitalerne og regionerne hver især skal byde ind på de opgaver, hvor udfordringerne med lange ventelister i det offentlige er værst.

Men derudover fremgår det ikke, præcis hvordan planerne skal udmøntes, og det frustrerer Thomas Kiær.

- Der er ikke fastsat nogen som helst retningslinjer ud over intentioner. Så for mig at se indeholder denne her aftale intet andet end en prisreduktion, der vil gavne Danske Regioner, siger han.

Prisstigninger

Som så mange andre steder står aCure også over for prisstigninger i 2023-budgettet på 10 procent grundet inflationsstigninger og høje energiregninger, understreger Thomas Kiær.

- Alt det, vi laver, er betinget af, at vi har vores maskinpark i orden, og alene det er en enormt stor post i budgettet, siger Thomas Kiær.

- Så sent som i dag har jeg fået besked fra en af vores leverandører om, at et produkt, vi bruger til skulderoperationer, nu stiger i pris.

Der er med andre ord ikke råd til at lave rabatter til regionerne, så længe der ikke er vished om, hvor mange patienter der i så fald vil komme ind ad døren, siger overlægen.

- Det, der ligger i en prisreduktion på 12 procent, er, at vi skal behandle tilsvarende 12 procent flere patienter. Og det er der ingen garanti for med den her aftale.

Men bør I ikke tage jeres del af ansvaret for, at vi får bragt de her lange ventetider ned hurtigt?

- Jo, og der er ikke noget, vi hellere vil end at blive en ansvarsfuld spiller i det her. Men ligesom et offentligt hospital skal have budgettet til at løbe rundt, så skal vi også.

Ikke en lukrativ forretning

ACure-direktøren frygter nu, at den nye aftale mellem regeringen og parterne vil forringe kvaliteten i de behandlinger, privathospitalerne kan levere fremover.

Problemet er, at vi simpelthen tjener for lidt i forvejen

Thomas Johnsen, direktør for Privathospitalet Danmark

Både fordi personalet kan ende med at blive mere presset, og fordi rabatterne kan tvinge privathospitalerne til at spare andre steder.

Thomas Kiær bakkes op af Thomas Johnsen, direktør for Privathospitalet Danmark i Nordsjælland.

Til TV 2 fortæller han, hvordan der i forvejen er visse operationer, som privathospitalerne ikke engang tjener penge på at udføre i dag, særligt på grund af den stigende inflation.

- Denne her aftale er ikke nødvendigvis lukrativ for privathospitalerne, siger han og fortsætter:

- Problemet er, at vi simpelthen tjener for lidt i forvejen.

Både han og Thomas Kiær påpeger desuden, at sygeplejersker i år indgår i nye overenskomstforhandlinger, og at det derfor også er svært for privathospitalerne at forudse lønbudgetterne for den kommende tid.

For at imødekomme de stigende priser og den nye aftale vil man fra Privathospitalet Danmarks side nu danne sig et overblik over, hvilke specialoperationer der ikke længere er lukrative.

Herfra vil de pågældende operationer blive fjernet fra privathospitalets såkaldte "specialeplan", så der fremover kun tilbydes de typer operationer, der kan tjenes penge på.

Serhij Shumei har en god nyhed, som han glæder sig til at dele. Sønnen Vitalij Shumei smilede, og det skete netop her til morgen.

Når man i seks måneder har siddet ved sin søns side, vasket ham, madet ham, skiftet ble, sunget og læst for ham, og svaret hver gang blot har været tavshed, så føles selv små fremskridt som en sejr.

- Ja, det er nærmest et gennembrud, forklarer den tidligere oberstløjtnant, der har viet sit liv til at få sin Vitalij på fode igen.

- Han fik massage som så mange gange før, men for første gang var der bevægelse. Massøren sagde: ”Skub, skub, Vitalij”, og pludselig bevægede han benet. Og så smilede han!

Serhij lyser op i et stort smil.

TV 2 møder faren på en cafe i provinsbyen Tjernihiv. Byen, hvor sårede soldater kommer for at blive plejet og genoptrænet på det store militærhospital, hvor også Vitalij Shumei ligger. Nogle går med krykker, andre slentrer op ad gaden i selskab med rygende kolleger og ligner nogen, der er klar til at blive udskrevet.

Bare ikke Vitalij. Han er nu indlagt på sjette måned. Som soldat i en antiluftskytsenhed deltog han i de hårde kampe ved Donetsk tilbage i august i fjor, da hans stilling blev ramt af russiske granater. Et ammunitionslager eksploderede, og granatsplinterne rev en del af hans hjerne væk.

Den to meter høje soldat, der eller havde gjort sin far så stolt, blev forvandlet til et barn, man ikke kunne nå.

Og siden da er far Serhij ikke veget fra hans side.

Tårer og glimt

Det med ikke at vige fra sin søns side skal tages helt bogstaveligt. Alle døgnets timer har Serhij opholdt sig på hospitalet, om natten sover han i stuen ved siden.

- Jeg er der hele tiden. Altså lige undtaget når jeg går ud for at ryge.

Der var også den ene undtagelse, mens sønnen var indlagt i Kyiv, og Serhij måtte tage tilbage til Tjernihiv for at hente vigtige dokumenter og derfor var væk et døgns tid.

- Da jeg kom tilbage, var det, som om Vitalij rynkede øjenbrynene og havde en tåre i øjenkrogen. Som om han var ked af, at jeg havde været væk.

På militærhospitalet er der ikke adgang for andre end plejepersonale og pårørende, men på private videooptagelser fra hospitalsstuen kan man se Serhij gøre klar til at made Vitalij, der ligger ubevægelig med bar overkrop og et trakeotomirør til respiratoren i halsen, mens han stirrer tomt ud i rummet.

På en anden optagelse læser Serhij hilsner op for sønnen fra ukrainere fra hele landet. Tålmodig og med rolig stemme.

Tålmodigheden har betalt sig, for i starten gav lægerne ham ikke mange chancer. På en skala fra 1 til 12 vurderede de hans hjerneskade til 11,5. De første måneder var der ingen reaktion. Men omkring nytår begyndte det at ændre sig.

- Han begyndte at blinke og lukke øjnene, så når jeg for eksempel spørger ham, om det er ok, at jeg går ud og ryger, så lukker han måske øjnene for at markere, at det er i orden. På samme kan jeg fornemme, at der er et eller andet, han ønsker, når han blinker med øjnene.

For slet ikke at tale om dagen, hvor han spurgte sønnen: ”Ved du, hvem jer er?”, og svaret lød ”far”.

Det lyder som beskedne fremskridt. Men for Serhij er det lidt af en sejr.

Hemmeligheden

Måske er det hans militære baggrund, måske er det, fordi Serhij Shumei bare er god til at fokusere på de små lysglimt i mørket. Plejen og omsorgen for sønnen betragter han som sin del af kampen mod russerne, og han bebrejder ham ikke, at han meldte sig til militæret.

- Der er krig, og det er en skandale, men jeg er stolt af, at han var med til at forsvare sit, lyder det fra 64-årige Serhij, mens han ivrigt læner sig frem over bordet.

Det seneste års tid har været præget af tab, sorg, uvished og en nærmest ubærlig hemmelighed, for allerede i marts mistede Serhij sin hustru og Vitalij sin mor på grund et slagtilfælde, men faren har aldrig vovet at fortælle det til sønnen.

- De to var meget tæt forbundne, og jeg var bange for, at han skulle finde på noget dumt, hvis han fik det at vide, mens han var ude ved fronten. Så derfor holdt jeg det for mig selv, forsøgte at snakke udenom, undskyldte mig med, at hun var i byen, eller at hun lå og sov, når han ringede. Jeg nænnede ikke at fortælle ham det.

Det var før, at han også fik krigens omkostninger helt tæt på. Dengang som nu er han overbevist om, at Ukraine vil vinde krigen: ”Vi giver aldrig op”.

Serhij giver heller ikke op. Og han er sikker på, at han også vil få Vitalij tilbage.

Håbet

Uanset hvad så er den pensionerede oberstløjtnant ikke en mand, der dvæler ved sine egne følelser. Én gang måtte han dog overgive sig, fortæller han. Det var, da han hørte nogen foreslå at anbringe Vitalij på et plejehjem for krigsinvalider. Underforstået, opgive alle forsøg på genoptræning.

- Jeg sagde nej og vendte mig om og græd, fortæller faren.

Serhij Shumeis store håb er, at det vil lade sig gøre at finde en finde plads til sønnen på et udenlandsk hospital, der har specialiseret sig i den slags svært hjerneskadede.

- Jeg er sikker på, at det nok skal blive godt, om det så skal tage fem år, så vil jeg gøre alt for at få ham tilbage på benene.

Hans drøm er, at far og søn en dag kan spille harmonika sammen, Serhijs store passion.

- Det er efterhånden sådan, at de ansatte her på sygehuset er begyndt at drille hinanden med, hvem der skal være den første til at byde Vitalij op til dans.

Lige nu er det Serhij og hans hjælper Irina, der bryder op. De skal tilbage til sygehuset, til Vitalij.

Optimismen og stædigheden fejler ikke noget hos Serhij Shumei. Og i morges lykkedes det endda at få Vitalij til at smile.

Landets privathospitaler skal fremover udføre flere behandlinger på det offentliges regning, så de lange ventelister i sundhedsvæsnet kan nedbringes.

Der er ikke nogen tvivl om, at det ikke er en nem aftale for os at indgå

Michael Gram Kierkegaard, næstformand i privathospitalernes brancheorganisation

Det oplyser indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) på et pressemøde lørdag formiddag.

- Det er en "noget for noget"-aftale, vi har indgået, og som jeg på vegne af regeringen er rigtig glad for, at vi lykkedes med at indgå i fællesskab, siger hun.

Aftalen er indgået mellem regeringen, Danske Regioner og privathospitalernes brancheorganisation, Sundhed Danmark. Den vil give privathospitalerne mulighed for at udføre specialoperationer, de ikke tidligere havde lov til at udføre.

Skal give rabat

Det indebærer for privathospitalerne, at de i 2023 skal give det offentlige en rabat på 12 procent for behandling, og at rabatten i 2024 falder til 10 procent, oplyser Sophie Løhde.

- Det vil betyde en prisreduktion for det offentlige sygehusvæsen på et trecifret millionbeløb og dermed også bidrage til at sikre, at vi kan få mest mulig sundhed for pengene, siger hun.

Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi på SDU, håber ikke, at rabatterne mindsker privathospitalernes lyst til at overtage operationer fra det offentlige.

- Vores offentlige sygehuse kan simpelthen ikke følge med for tiden. Man må gå ud fra, at når privathospitalernes brancheorganisation er gået med til det her, er det fordi, at der er luft til det i økonomien, siger han til TV 2.

Svær aftale

Til stede på pressemødet var også Anders Kühnau (S), formand for Danske Regioner, og Michael Gram Kierkegaard, næstformand i Sundhed Danmarks bestyrelse.

Begge finder aftalen nødvendig.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det ikke er en nem aftale for os at indgå, men det er en rigtig aftale, som vi i branchen har bred opbakning til, siger Michael Gram Kierkegaard.

Fast track-model

Aftalen indebærer også som noget nyt, at privathospitalerne får mulighed for at byde ind på en række specialiserede behandlinger, som de i dag er afskåret fra.

Det kan blandt andet være inden for ortopædkirurgi, fortæller Michael Gram Kierkegaard.

- Det at få en ny hofte, et nyt knæ, hvis man har en skulderskade, er de områder, hvor vi ser en høj aktivitet, og det forventer vi, at der også vil være fremover, siger han.

Ifølge Sophie Løhde vil aftaleparterne benytte en såkaldt "fast track-model", hvor privathospitalerne organiseret under Sundhed Danmark og regionerne hver især skal byde ind med de områder, hvor problemerne med ventelister er værst.

Dernæst skal de private sygehuse, som formår at levere op til kvalitetskravene, bringes i spil, så patienterne kan komme hurtigere til.

Ansøgningsfristen er 1. marts.

Tiltaget kommer til at have en positiv effekt på ventelisterne, mener Jes Søgaard.

- Det vil nok tage et par år, før vi kommer helt i land, men lige nu er der mellem 80.000 og 90.000 danskere, der står på en venteliste, og det er alt for mange. Mange af dem har det rigtig dårligt, og der er risiko for forværring, fortæller han.

Har tidligere mødt kritik

TV 2 har tidligere fortalt flere historier om, hvordan de lange ventelister påvirker adskillelige danskere.

Blandt andet 19-årige Marie-Louise Rasmussen, som stod mellem valget om at vente 2 år på en operation i hoften eller skaffe 120.000 kroner for at få lavet samme behandling på et privathospital.

At de private sygehuse indtil nu ikke har fået lov til at lave operationer for det offentlige danske sundhedsvæsen, har mødt kritik fra både patienter og eksperter.

Især fordi det er mere end seks år siden, at Sundhedsstyrelsen åbnede en ansøgningsrunde, hvor privathospitalerne kan søge om at blive godkendt til at foretage såkaldte højt specialiserede operationer – operationer, som den nye aftale altså nu vil gøre tilgængelige i privat regi.

På operationsbordet ligger en gris med benene i vejret. Den er stadig i live, selv om den er kraftigt bedøvet.

Imens gør hjertelæge og forsker på Aarhus Universitetshospital Jacob Schultz og hans kollegaer klar til at give grisen den planlagte behandling i det, som er et dyreforsøg på en operationsstue i kælderen under Aarhus Universitetshospital.

Grisen på briksen skal have indført op til fire blodpropper i lungerne. Blodpropperne ligner små blodslanger på en underarms længde og er dannet ved at udtage en større mængde af grisens eget blod for derefter at lade det størkne. Det foregår i lange plastikrør, hvorfra blodpropperne skal skylles ind i grisens kredsløb og gøre den syg.

Målet er ultimativt, at lægerne kan udvikle en behandling, hvor blodpropper i lungerne kan suges ud med et særligt værktøj. Virker behandlingen, kan den danne præcedens for fremtidig hjælp til patienter med lungeblodpropper.

Den blodfortyndende medicin, som i dag gives til patienter med svære blodpropper i lungerne, har den bivirkning, at den kan fremkalde større blødninger i for eksempel hjernen eller maven, hvilket kan bringe patienten i livsfare.

En alternativ behandlingsform er ønsket, og derfor ligger forsøgsgrisen klar til indgreb.

Groggy gris

I lettere groggy tilstand efter en indsprøjtning med sovemedicin er grisen i en transportkasse kørt til Institut for Klinisk Medicin i kælderen under sygehuset i Skejby.

Vi bor jo i et land, hvor dyreforsøg har en stolt tradition

Jacob Schultz, hjertelæge og forsker, Aarhus Universitetshospital

Det er hverken første eller sidste gang, at Jacob Schultz har en forsøgsgris på briksen, men det betyder ikke, at han kan ignorere, at grisen også har et liv, som han sandsynligvis er ved at afslutte.

- Jeg er ikke blevet så kynisk, at jeg ikke tænker over, at det er et dyr. Sådan er det slet ikke. Det kan jeg sagtens stadig se. Jeg er ikke blind for det, siger hjertelægen.

Alligevel er han afklaret med, at grisens liv potentielt må gå forud for patienterne på gangen ovenover. Som han siger, går regnestykket op for ham.

- Jeg synes, at det giver mening, og jeg bliver ikke ked af det over det. Jeg synes, at grisen har fået et godt liv. Det får netop et værdigt formål, og grisen lider ikke, siger Jacob Schultz.

Ved dyreforsøg opstilles der klare kriterier for, hvordan eksempelvis en forsøgsgris skal behandles.

- Når jeg opfylder de kriterier, kan jeg sagtens over for mig selv argumentere for, at det er helt okay, og når jeg så lykkes med at gøre noget godt for nogle patienter, så giver det mening for mig, siger Jacob Schultz.

Det liv, vores grise får, er anderledes, men jeg tror ikke, at det er dårligere

Jacob Schultz

Forud for et dyreforsøg går en lang række overvejelser, ligesom der skal foreligge en godkendelse fra Rådet for Dyreforsøg. For hvert forsøg skal der som udgangspunkt udstedes en ny tilladelse.

Blandt andet skal der argumenteres for, hvorfor det overhovedet er nødvendigt at involvere et eller flere dyr, og om forsøget kan gennemføres på anden vis. Eller sagt på en anden måde om formålet er værdigt, forklarer Jacob Schultz.

- Og hvis et dyreforsøg er måden at gøre det på, gør vi os en masse overvejelser om, at vi skal bruge så få dyr som muligt, at vi skal få så meget ud af dyret som muligt, og at vi skal sørge for, at dyret ikke lider, siger hjertelægen.

Et anderledes griseliv

Når lige netop grise anvendes til blodpropforsøgene, skyldes det, at grisens hjerte og lunger anatomisk og størrelsesmæssigt er sammenlignelige med menneskets, ligesom kredsløbet minder om menneskers. Forsøgsgrisene vejer desuden 60 kilo, hvilket svarer meget godt til de patienter, Jacob Schultz og hans kollegaer behandler.

Grisene kommer fra Aarhus Universitetshospitals forsøgsgård. Det betyder også, at Jacob Schultz og hans kollegaer indimellem kommer tæt på dyrene, når de besøger gården for at undersøge en gris, der tidligere har været på briksen.

- Det er da klart, at når vi går rundt på gården og ser en gris gå og øffe og tænker på, hvordan dens liv skal ende, kan det da godt være lidt specielt, men jeg tillader mig at trække en pendant til, hvordan vi ellers har husdyr i Danmark, for de her svin er jo nogle grise, vi har købt af en bondemand, der ellers skulle sælge dem til svineproduktion, siger Jacob Schultz og fortsætter:

- Det liv, vores grise får, er anderledes, men jeg tror ikke, at det er dårligere. De skulle alligevel aflives til mad i en produktion et eller andet sted, hvilket også er et fint formål, men vores grise får en anden opmærksomhed. De har mere plads og mere kontakt, og de har det godt i den tid, de er hos os.

Allergi for rotter

Det var halvvejs gennem medicinstudiet, at Jacob Schultz fik interesse for hjertet og fysiologi. Han skrev derfor til nogle af hjertelægerne på Aarhus Universitetshospital og spurgte til deres arbejde, og efterhånden kom han tættere og tættere på hjerteforskningen i universitetshospitalets kældre.

Han tog et års orlov fra studiet for at medvirke til hjerteforskningen, som blandt andet involverede masser af forsøg på rotter. Et felt, han dog måtte forlade.

- Jeg udviklede en forfærdelig rotteallergi, som gjorde, at jeg skulle finde et andet sted at være, og så fandt jeg interesse for det her med blodpropper i lungerne, hvor det giver mening at teste på store dyr som grise, siger forskeren, som siden også skrev et ph.d.-projekt inden for feltet.

- Jeg brugte tre år af mit liv på at nørde blodpropper i lungerne, og siden har området hængt ved og er vokset, så yngre folk nu bygger videre på det arbejde, jeg tidligere har gjort, siger Jacob Schultz, som i dag er 35 år og i gang med at blive uddannet til speciallæge i hjertemedicin.

Hvor han tidligere udelukkende forskede, virker Jacob Schultz nu også som læge på hjerteafdelingen, hvor han også støder på patienter med blodpropper i lungerne. Også de svære blodpropper, der kan få fatale konsekvenser for patienten, når blodproppen har sat sig fast i lungen, og hvor han og de øvrige læger står i et svært dilemma, når de skal behandle.

Som det er i dag, behandles kun de allermest syge med medicin, der kan opløse blodproppen akut. Dette skyldes, at behandlingen er forbundet med risiko for blødninger i hjernen eller i maven. Kun hos de sygeste i akut livsfare står risikoen mål med gevinsten.

Andre patienter modtager almindelig blodfortyndende behandling, som også er effektiv. Forskning tyder dog på, at de også kunne have gavn af hurtigere fjernelse af blodproppen, hvis der fandtes en mere sikker behandling.

- Der er nogle patienter i dag, som er meget syge, men hvor vi ikke giver den mest effektive medicinske blodpropopløsende behandling af frygt for bivirkningerne. Det vil sige, at der er behov for nye behandlinger, konkluderer Jacob Schultz.

Han lufter et estimat på omkring 1400 årlige tilfælde af blodpropper i lungerne, men det er, som han bemærker, kun de tilfælde, der bliver opdaget.

- Blodpropper i lungerne kan være alt lige fra bittesmå blodpropper, som patienterne aldrig mærker, til en kæmpe blodprop, man kan dø af, og hvert år dør mennesker i Danmark af blodpropper i lungerne, siger Jacob Schultz.

Når han sætter skalpellen i en forsøgsgris, er det derfor en direkte udløber af, hvad han oplever på de medicinske afsnit, hvor hans behandlingsmetoder ikke altid rækker til at hjælpe de sygeste patienter. Ikke endnu i hvert fald.

Stor forskning i kælderen

Derfor bevæger han sig, meget forenklet forklaret, fra problemstillingen på hospitalsstuerne og ned i kælderen til forsøgsfaciliteterne for at afprøve den nye behandlingsidé, som på vejen er opstået i hans hoved.

Hvis ikke den eksisterende forskning inden for feltet kan besvare problemstillingen, er der måske basis for et forskningsprojekt, og dermed kan han i sidste ende stå med tilladelse til gennem forsøg på dyr at finde svar.

Det gør Jacob Schultz blandt andet også med viden om, at vigtige behandlingsmetoder, som i dag redder menneskeliv, tidligere er blevet til som følge af forskning i kældrene under hospitalet.

Mest berømt er nok den opfindelse, som hjertelæge Henning Rud Andersen gjorde, da han for omkring 30 år siden opfandt en metode til at udskifte en defekt hjerteklap ved at indføre en ny, sammenfoldet udgave via patientens lyske. I dag bruges behandlingsmetoden ifølge Jacob Schultz verden over.

Under udviklingen testede Henning Rud Andersen sin opfindelse på grise, og ligesom med lungeforskningen skyldtes det de anatomisk store sammenfald mellem vitale organer hos mennesker og grise.

- Henning Rud Andersen brugte lige præcis grise, fordi grisens hjerte og kredsløb passede til menneskers, og fordi man på den måde kunne udvikle udstyr i en størrelse, som man så kunne overføre til mennesker, forklarer Jacob Schultz.

- Det er selvfølgelig vores stjerneeksempel på, når tingene lykkes, og selvfølgelig er det også noget, som vi efterstræber, når vi forsøger at udvikle metoder, der kan komme til at spille en rolle for behandling af patienter, siger Jacob Schultz.

Hans drøm er at udvikle pendanten til behandlingen af akut blodprop i hjertet, som over de seneste årtier er udviklet fra medicin med svære bivirkninger til målrettede og sikre indgreb som for eksempel ballonudvidelse, og det kan meget vel blive den metode, som de i øjeblikket forsøger sig med på både grise og mennesker.

Forenklet forklaret går metoden ud på, at lægerne suger blodproppen i lungen ud med et specialværktøj, og resultaterne er indtil videre positive på de patienter, der indgår i de kliniske forsøg, som er næste skridt på vejen i udviklingen.

- Det er ikke standardbehandling, men vi bruger det lige nu i helt særlige tilfælde, hvor man står med ryggen mod muren med en særligt svær patient, der ikke kan få de behandlinger, vi ellers anvender, understreger Jacob Schultz.

Aflivet efter fire blodpropper

Selvom dyreforsøg kan synes kontroversielt, er Jacob Schultz en afklaret mand, når han mener, at det er rimeligt, at forsøgsgrisen må lade livet for at redde menneskets liv eller forbedre menneskets vel oven på alvorlig sygdom.

Han kan ikke huske, at han og hans kollegaer er blevet mødt af negativ respons på deres forskning. Heller ikke, når han har fortalt om sit arbejde i medier. Måske hænger det sammen med, at danskerne generelt er forstående over for brugen af dyreforsøg i medicinsk forskning, mener forskeren.

- Vi bor jo i et land, hvor dyreforsøg har en stolt tradition, og vi bor også i en by, Aarhus, hvor man har lavet dyreforsøg gennem mange år. Vi har i Danmark en tradition for at se mere på, hvad gavn det gør – modsat andre lande som England og USA, hvor det kan være meget sværere på grund af den offentlige mening om dyreforsøg.

Det sker, at Jacob Schultz og hans kollegaer skal undersøge, hvordan en gris reagerer på en konkret behandling, og så bliver grisen vækket efter operationen og sendt tilbage på forsøgsgården.

De fleste forsøg slutter dog med, at grisens gennem det tilsluttede drop får en dosis medicin, som sætter hjertet i stå. Det sker, mens grisen i forvejen er bedøvet, og grisen opdager derfor ikke, at dens liv slutter i sygehusets kælder.

Sådan slutter livet også for grisen fra starten af artiklen, som endte med at få skyllet fire blodpropper ind i lungerne, inden den var syg nok til at blive sendt gennem en af hospitalets scannere, så forskerne kunne indsamle data.

Om den syge gris kunne have levet videre efter dagen på sygehuset, står hen i det uvisse, for forskerne havde ikke tilladelse til at vække grisen igen.

Tværtimod indebar tilladelsen til det aktuelle forsøg, at grisen ved forsøgets afslutning skulle aflives, da den ville blive så syg af blodpropperne, at det ikke vil være etisk forsvarligt at vække den.

Til gengæld giver grisens død Jacob Schultz håb om, at han og kollegaerne om ti år er blevet så meget klogere, at de i et særligt center kan tage imod patienter med svære lungeblodpropper og med en relativt simpel behandling sende patienterne videre i livet uden alvorlige komplikationer.

Ægteparret lå og sov i deres dobbeltseng.

Alt åndede fred og ro inde i lejligheden, som lå i et ni etager højt boligkompleks med udsigt over Orontesfloden i den tyrkiske by Antakya.

Jeg troede ikke, at jeg ville komme ud

Mehmet Cicek, jordskælvsoffer

Men de to sovende lå i en dødsfælde.

For bygningens tynde betonmure beskyttede godt nok ægteparret mod nattekulden udenfor, men ikke mod det, som var ved at ske i undergrunden flere hundrede kilometer væk.

Spændinger i jordskorpen, der havde presset grundfjeldet sammen med 15 milimeter om året gennem flere hundrede år.

Og om lidt ville århundreders millimeter blive udløst på et øjeblik.

Et ekstremt øjeblik, som den ene af de to i dobbeltsengen ville slippe fra uden en skramme, mens den anden måtte dø.

Sådan var det for mange mennesker i det sydøstlige Tyrkiet og nordlige Syrien denne morgen.

De sovende familier

I byen Jindires i Syrien lå der for eksempel en højgravid kvinde i et fire etagers højt hus.

Hun kunne føde når som helst.

Vi fjernede skidtet og fandt barnet med navlestrengen intakt

Khalil Al-Sawadi, pårørende

Kvindens søster, mand og fire børn sov sammen med hende, de var alle flygtet fra borgerkrigen og regnede med, at der var sikkert hos deres slægtninge i Jindires.

Også her var alt roligt, da klokken passerede fire om morgenen 6. februar 2023.

Ingen af de sovende drømte formentlig om, at den bygning, de boede i, ville være blandt de 84 huse i Jindires, som om om få minutter ikke længere ville eksistere.

Heller ikke nær katastrofens epicenter var der tegn på, at noget skulle ske.

Det var ved den lille tyrkiske by Nurdagi, hvor en mor lå og sov med sin datter på to år og sin søn på seks, mens familiens far var på natarbejde.

Jeg fik mine børn til at trække vejret ved at puste luft til dem

Kader Ercan, mor til to

Han arbejdede på en benzintank, og når nattevagten var slut, ville han komme lige hjem til sine kære.

Men så blev klokken 04:17, og alting ændrede sig.

De små historier

De skæbner, du kan læse om her, stammer fra overlevendes fortællinger til det tyrkiske nyhedsbureau AA, avisen Haberton og tv-stationen TRT.

Vi følger tre skæbner fra tre forskellige byer i jordskælvszonen.

Fortællingerne er eksempler på noget af det mest ekstreme, mennesker kan opleve.

Og den enorme naturkatastrofe i Tyrkiet og Syrien består af titusindvis af sådanne historier.

Historier, der måske kunne have været færre af, for videnskabsfolkene har længe vidst, at der på et tidspunkt ville komme et større jordskælv i området.

Men i Tyrkiet er det de færreste huse, der er sikret mod jordskælv, selv om landets nuværende præsident Recep Tayyip Erdogan for 21 år siden kom til magten på løfter om at få styr på sikkerheden i byggebranchen efter et voldsomt jordskælv i Izmit i 1999.

Men kigger man ned fra oven, ser det ikke ud til at være sket.

Dengang som nu var det store ubesvarede spørgsmål, hvor og hvornår det næste store jordskælv ville ramme.

Forudsigelsen

Geologerne kan ikke forudsige den slags med sikkerhed, men det afholder ikke jordskælvsenthusiaster i at forsøge.

Som for eksempel den hollandske hobbygeolog/astronom Frank Hoogerbeets, der 3. februar kunne fortælle sine følgere på Twitter, at der før eller siden ville komme et kraftigt jordskælv i Tyrkiet.

Frank Hoogerbeets har forudset mange jordskælv, der aldrig kom i virkeligheden, og den etablerede videnskab anerkender ikke hans metoder, men denne gang ramte han plet.

At der før eller siden ville komme et jordskælv i Tyrkiet, er de fleste videnskabsfolk dog enige om.

Tyrkiet ligger nemlig på en såkaldt forkastningslinje, hvor jordskorpens plader mødes.

Pladerne bevæger sig hvert år en lille smule, men de er ikke på vej i samme retning, så derfor opstår der spændinger i undergrunden.

I Tyrkiet er det den anatolske plade og den arabiske plade, der mødes.

Videnskabsfolk kan måle, at de to plader bevæger sig cirka 15 millimeter i forhold til hinanden hvert år. Det har pladerne gjort i århundreder, og 6. februar 2023 klokken 04.15 gav grundfjeldet langs forkastningslinjen efter.

Det begyndte som en rumlen, der tog til i styrke.

Sengen der forsvandt

Rystelserne vækkede øjeblikkeligt den 68-årige Mehmet Cicek, der lå i dobbeltsengen ved siden af sin hustru i lejligheden ved floden gennem Antakya.

Han vidste straks, der var risiko for, at den høje bygning kunne styrte sammen, så han handlede hurtigt.

- Jeg kastede mig ind mellem garderobeskabet og natbordet, da jordskælvet kom, fortæller han nyhedsbureauet AA.

Mehmet Cicek kiggede over mod sin hustru og så, at hun stadig lå i sengen.

- Jeg sagde til hende, at hun skulle gå over til den anden side, men det gjorde hun ikke. Hun blev liggende, siger han.

Så gav de tynde betonvægge efter, og ni etager med lejligheder faldt sammen omkring Mehmet Cicek.

- Væggene styrtede ned på sengerammen, siger han.

Den 68-årige mand maste sig ind i klædeskabet, mens soveværelset forsvandt omkring ham.

Han var sikker på, at han skulle dø.

De flade huse

Mange af bygningerne i Mehmet Ciceks kvarter styrtede sammen, så hver etage kom ned oven på hinanden.

Fænomenet er kendt blandt ingeniører som en "pandekage-sammenstyrtning"

- I etagebyggeri er en af de værste former for sammenstyrtning i forhold til materielle skader og tab af liv pandekage-sammenstyrtninger, skrev to forskere ved Hamborgs Tekniske Universitet for nogle år siden i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Steel Structures.

- Her kommer nogle – eller alle – etager til at ligge oven på hinanden som en stabel pandekager, hvor indholdet af etagerne bliver knust imellem dem, fortsætter de to tyske videnskabsfolk.

I byen Antakya, hvor Mehmet Cicek forsøgte at overleve katastrofen i sit klædeskab, gjorde jordskælvet rigtig mange bygninger flade.

Ikke kun gamle boligblokke – men også enorme nybyggede komplekser med luksuslejligheder.

Et af dem hed Güclü Bahce City og bestod af fem boligblokke på ni etager, som blev indviet med en enorm gylden saks i 2019.

To af de fem nye blokke sank i grus sammen med hundredevis af andre huse i Antakya.

Fanget

Nær jordskælvets epicenter cirka 130 kilometer fra Antakya forvandlede rystelserne også mindre bygninger til ruiner på et øjeblik.

I et af dem, der lå i byen Nurdagi, boede 30-årige Kader Ercan med sin seksårige søn Resul, datteren Aybike på to, og sin mand Abdullah, der stadig var på job på benzintanken, da familiens hus begyndte at ryste.

- Da jeg vågnede, var der store ødelæggelser, fortæller Kader Ercan til avisen Haberton.

Hun vækkede sin søn, tog datteren op til sig og forsøgte at komme ud af huset i en fart.

- Mens jeg løb med min datter, styrtede huset sammen omkring os. Min datter var under min arm, og min søn lå ved mine fødder, fortæller hun.

Kader Ercan og hendes børn var fanget, nøjagtig som Mehmet Cicek i sit klædeskab og tusindvis af andre mennesker, der ikke nåede ud i tide.

I Jindires i Syrien blev højgravide Afra Al-Malehan og hendes familie også fanget i det fireetagers hus, de boede i som flygtninge fra borgerkrigen i landet.

Men det forhindrede ikke fødslen i at gå i gang inde under murbrokkerne.

Da rystelserne var forbi, var landskabet forandret.

Høje bygninger var væk, og på de 90 sekunder, det hele varede, havde de to plader i undergrunden nogle steder flyttet sig over tre meter på langs i forhold til hinanden langs forkastningslinjen.

Ved epicenteret havde den ene plade hævet sig over 10 meter i forhold til den anden.

Ifølge den amerikanske geologiprofessor Judith Hubbard var det formentlig op mod 300 års opsparede spændinger i jordskorpen, som blev udløst.

Manden i skabet

Spændinger der nu var skyld i, at Mehmet Cicek var spærret inde inde i sit klædeskab.

Ved et usandsynligt held skabte skabsvæggene et hulrum, så han kunne trække vejret og undgik at blive knust af betonstykker eller gennemboret af armeringsjern.

- Garderobeskabet beskyttede mig. Jeg kunne bevæge mig frit, siger han til AA.

Men han kunne ikke komme ud.

Og han var ikke den eneste, der havde brug for hjælp.

- Det var et mirakel, jeg ovelevede, siger han, men situationen under murbrokkerne forvandlede sig hurtigt til det værre.

Betonmurene og de varme sengetæpper beskyttede ham ikke længere mod kulden, og der var kun få graders varme denne morgen.

Hvor længe skulle han ligge her?

Oppe på overfladen var arbejdet med at søge efter overlevende i ruinerne allerede gået i gang.

Jeg fik mine børn til at trække vejret ved at puste luft til dem

Kader Ercan, mor til to

Mange af de indespærrede havde deres mobiltelefoner på sig og begyndte nu at sende beskeder til deres pårørende og lægge nødråb op på sociale medier.

Nødråbene fik endda deres eget hashtag på Twitter – #enkazaltındayım – som betyder "Jeg er under ruinerne".

Lyset kommer

I den lille by Nurdagi nær epicenteret havde 30-årige Kader Ercan ikke mulighed for at bruge nogen telefon under ruinerne.

Hun havde nok at se til med at holde sine børn i live.

Kader Ercan frygtede, de ville blive kvalt.

- Jeg fik mine børn til at trække vejret ved at puste luft til dem, siger hun til avisen Haberton.

Hun var desperat.

- Jeg råbte meget, men ingen hørte min stemme, siger hun.

Men efter noget tid stod solen op, og så kunne hun se lys.

- Der kom lys fra under vores fødder. Vi havde ikke kunnet få luft, hvis åbningen ikke havde været der, siger hun.

Efterskælvene

Også i klædeskabet i Antakya kom der lys.

Her sad Mehmet Cicek stadig og ventede på hjælp, da klokken havde passeret middag.

- Jeg kunne se lys, så jeg gravede et stort hul der. Jeg råbte, men ingen kunne høre mig. Jeg kunne høre dem, men de hørte mig ikke, siger han.

Mens Mehmet Cicek havde ligget under murbrokkerne, havde jorden rystet flere gange i mindre efterskælv, der havde fået beskadigede bygninger til at styrte sammen.

Og klokken 13.19 blev det alvor igen.

Endnu en gang blev der udløst spændinger i undergrunden i et jordskælv, der var næsten lige så kraftigt som det første.

Igen styrtede bygninger sammen i flere byer i Tyrkiet, og for de levende begravede var der risiko for at blive klemt yderligere fast eller mast af murbrokker ovenfra.

I Nurdagi nær epicenteret havde Kader Ercan kæmpet for at holde sine børn i live i 12 timer, da lyset ved hendes fødder pludselig tog til i styrke.

Hendes mand var kommet hjem.

Han var sammen med sin bror, og snart havde de to mænd fjernet murbrokker nok, til at Kader Ercan og de to børn kunne komme ud.

Både hendes søn og datter trak stadig vejret.

- Vi blev hevet ud af ruinerne efter 12 timer. Min bror kom fra byen Inegol og hentede os, siger hun til Haberton.

Den lille familie var sluppet fra katastrofen uden nogen døde.

Ventetid

Mehmet Cicek i klædeskabet var ikke lige så heldig som Kader Ercan og hendes børn.

Han var heller ikke så heldig at have familiemedlemmer, der søgte efter ham.

Han frøs og brugte sin hovedpude til at dække for det hul, han havde gravet, da lyset begyndte at svinde efter en lang dag.

- Jeg var nødt til at bevæge mine fingre og hele tiden vende mig for at undgå at fryse. Jeg troede ikke, at jeg ville komme ud, siger han.

Så hørte han igen lyde oppefra.

Mehmet Cicek råbte om hjælp, og pludselig fik han kontakt til to piger gennem hullet.

- De hørte mig og spurgte, hvor jeg var henne. Jeg forsøgte at forklare det, siger han.

Han var meget tørstig, så han bad pigerne hente noget vand til ham.

- De gik ud og hentede vand til mig og sagde, at de ville informere redningsberedskabet. Så gik de og kom ikke tilbage, siger Mehmet Cicek.

Da der var gået 14 timer fra Mehmet Cicek blev vækket af rystelserne, nåede redningsmandskabet frem.

Vi hører hele tiden stemmer fra folk, som råber under murbrokkerne

Muhammad al-Masto, operatør på en gravemaskine

Han var sluppet uden større fysiske skader.

Men hans hustru ligger efter alt at dømme død under ruinerne.

Som Hiroshima i 1945

Opgaven med at redde folk ud fra mørket blev hurtigt en kamp mod uret.

Mange steder var den alt for stor til, at myndighederne kunne løse den.

Og så var der de steder, hvor der ikke rigtig er noget redningsberedskab af betydning.

Vi skal undgå, at ruinerne falder sammen om dem

Muhammad al-Masto, operatør på en gravemaskine

Som for eksempel i Jindires i Syrien, der kontrolleres af en af landets oprørsgrupper.

Det var her, højgravide Afra Al-Malehan begyndte at føde, da huset styrtede sammen omkring hende.

Muhammad al-Masto, der ejer en gravemaskine, har i løbet af den seneste uge hjulpet med at hjælpe de levende begravede ud af ruinerne.

Han sammenligner situationen i Jindires med Hiroshima efter atombomben i 1945.

- Vi hører hele tiden stemmer fra folk, som råber under murbrokkerne, inklusiv kvinder og børn, men det tager lang tid at få dem ud, fordi vi skal undgå, at ruinerne falder sammen om dem, og fordi vi ikke har ordentligt udstyr, siger han til Al Jazeera.

Som dagene går, bliver livstegnene fra de indespærrede færre og færre – grænsen for hvor længe mennesker kan overleve uden vand, ligger på omkring tre døgn.

Barnet

Højgravide Afra Al-Malehan var en af dem, der ikke blev reddet ud i tide.

Hun omkom i ruinerne sammen med sin mand, søster og fire andre børn.

At give liv blev det sidste, hun gjorde.

Og da folk i Jindires fik kørt en gravemaskine hen til resterne af huset og begyndte at flytte betonelementer og krøllet armeringsjern, hørte en af dem pludselig gråd fra ruinerne.

- Vi fjernede skidtet og fandt barnet med navlestrengen intakt. Vi skar den over, og min fætter tog barnet på hospitalet, siger Khalil Al-Sawadi, der er slægtning til den lille.

En af de tilstedeværende filmede øjeblikket på sin mobiltelefon.

Barnet er en pige, og ifølge lægerne på hospitalet i Afrin var nogle af hendes ribben brækkede, men ifølge en af hospitalets læger, Hani Maarouf, er der gode udsigter til helbredelse.

Pigen kaldes Aya, og selv om hun kommer til at vokse op som forældreløs, har hun i det mindste livet.

Over 22.000 mennesker har ifølge de foreløbige tal mistet det – og tallet ventes at stige i de kommende dage og uger.

Da Rusland for snart et år siden indledte sin krig i Ukraine, forberedte de russiske myndigheder sig ikke kun ved at flytte titusindvis af tropper til grænsen.

De ryddede også informationsrummet for at afskære russere fra oplysninger, der modsiger den officielle udlægning fra Kreml.

Blandt andet blev der lavet en stor udrensning, hvor mange af de uafhængige medier blev stemplet som "udenlandske agenter" eller lukket i Rusland.

Men russerne gjorde meget mere end det.

Det viser et omfattende læk fra en afdeling i Ruslands kommunikationsmyndighed, Roskomnadzor, der er ansvarlig for at overvåge internettet og udøve censur.

De lækkede oplysninger blev onsdag offentliggjort i en række uafhængige russiske medier, Current Time, Important Stories, Mediazona og Agentsvo, og citeret i endnu flere.

Ifølge medierne viser det lækkede materiale, at den særlige afdeling i Roskomnadzor spiller en nøglerolle i statens totale overvågning af russere på internettet.

Det sker blandt andet gennem censur, registrering af "udenlandske agenter" og systematisk overvågning af historier om Putins helbred og krigen i Ukraine.

Hvor kommer oplysningerne fra?

Lækket stammer fra et hackerangreb, som en hviderussisk hackergruppe i november 2022 tog ansvaret for.

Ifølge hackerne fik de adgang til mere end to terabyte data i form af interne dokumenter og mails fra afdelingen GRCHTS i Roskomnadzor.

Materialet delte hackerne efterfølgende med vestlige og uafhængige russiske journalister, der har gennemgået det.

De russiske myndigheder bekræftede i november hackerangrebet mod GRCHTS, men oplyste, at hackerne ikke fik adgang til "klassificerede oplysninger eller kritisk infrastruktur". Myndighederne har ikke bekræftet ægtheden af de lækkede dokumenter.

TV 2 har ikke selv haft adgang til dokumenterne eller mulighed for at verificere ægtheden af dem.

Beskytter Putin

Lækagen giver indtryk af, at et af hovedformålene for GRCHTS er at fjerne enhver skadelig information om Ruslands præsident, Vladimir Putin, fra internettet.

Medarbejdere i afdelingen overvåger dagligt medierne og sociale medier for indhold, der efter deres mening kan skabe et negativt billede af den russiske præsident.

Ifølge Important Stories bliver der aktivt holdt øje med meldinger om Putins helbred, primært fra russiske sociale netværk. De interne rapporter indeholder således talrige eksempler fra russere, der spekulerer i, at Putin er syg med kræft, demens og psykisk sygdom.

Overvågningssystemer holder også øje med brugen af søgeord som "den skaldede dværg", "Putler" (sammentrækning af Putin og Hitler) og "Pynja", der er navnet på en animeret Putin-karikatur.

Derudover skal medarbejderne også leder efter stødende billeder. For eksempel "sammenligning af præsidenten med negative karakterer" som Hitler, en terrorist, en vampyr eller en pædofil.

Også manipulerede billeder, der fremstiller Putin som en kvinde, homoseksuel, en krabbe eller et møl, er i fokus.

Til hjælp har medarbejderne et system, der hedder Oculus, som skal kunne analysere 200.000 billeder om dagen.

Den særlige afdeling overvåger og registrerer også reaktioner på Putins offentlige optrædener og har til opgave at forudsige, hvilke begivenheder der kan fremprovokere kritik i fremtiden.

Og så er der stor fokus på kritik af Putin på grund af krigen i Ukraine.

At dømme ud fra de interne dokumenter blev Putin mest kritiseret i efteråret i forbindelse med mobiliseringen og eksplosionen på Krimbroen. I den periode fandt medarbejderne mere end tusind kritiske beskeder om præsidenten hver uge.

Til Important Stories forklarer Putins tidligere taleskriver Abbas Galljamov, at popularitet har stor betydning for en russisk leder.

- Man kan ikke bygge et stabilt regime, der kun er baseret på bajonetter. Hvis du bliver hadet af dit folk, så vil sikkerhedsstyrkerne på et tidspunkt simpelthen beslutte at slippe af med dig. Popularitet er ikke kun en måde at forhindre et oprør, det er også en måde at undgå at falde i afhængighed af sikkerhedsstyrkerne, forklarer han.

Fjerner kritik af krigen

Siden krigens begyndelse har GRCHTS været de russiske myndigheders vigtigste redskab til at bekæmpe uønskede oplysninger om invasionen i Ukraine.

Kreml betegner det fortsat som en "særlig militæroperation", og det er strafbart at kalde det andet eller at bringe det russiske militær i miskredit.

Ifølge de interne dokumenter fjernede de russiske myndigheder i løbet af de første 9,5 måneder af krigen 160.000 uønskede opslag på russiske sociale medier.

Der søges systematisk efter bestemte ord, der af de russiske myndigheder bliver anset som falske oplysninger om krigen i Ukraine. Det sker ifølge Current Time under kategorierne "mord på civile", "beskydning af civile", "beskydning af byer", "tab af personel og udstyr", "krigsfanger", "plyndring", "mobilisering" og "destabilisering i Rusland".

Opdager de ansatte i GRCHTS opslag fra russere, som indeholder "falske" påstande om hæren, sender de links til den russiske anklagemyndighed.

Roskomnadzor har ifølge de lækkede dokumenter også fået adgang til at fjerne oplysninger om krigen fra russiske søgemaskiner som Yandex, der er Ruslands pendant til Google.

"Rent internet"

GRCHT-enheden benytter også et system, der i de interne dokumenter beskrives som "Rent Internet".

Systemet har til opgave automatisk at søge efter "forbudte oplysninger" på internettet.

Current Time skriver, at udviklingen af "Rent Internet" begyndte i juli 2020 med et erklæret mål om at reducere de menneskelige ressourcer til overvågning af materialer, der overtræder russisk lov.

Ifølge den oprindelige plan skulle det søge efter selvmordsindhold, børnepornografi, materialer relateret til terrororganisationer og lignende. Nu bruges det til at scanne internettet for kritiske stemmer og til at spotte optræk til protester.

Systemet fungerer både ved at scanne websteder i søgemaskiner og ved at gennemgå indhold på sociale netværk.

I dag har "Rent Internet" en begrænsning i forhold til lukkede grupper på sociale netværk, men ifølge Mediazona fremgår det i de interne dokumenter, at en ny funktion er under udvikling og planlægges at være færdig i maj 2023.

Der er tale om en såkaldt botfarm – en hær af robot-profiler, der skal efterligne menneskelige brugere og sikre adgang til de lukkede grupper.

Systemet vil forsyne hver af de falske profiler med indhold så som billeder, opslag, baggrundshistorier og personlige oplysninger, der skal give indtryk af, at der er tale om rigtige personer.

Udenlandske agenter

I flere år har de russiske myndigheder stemplet uafhængige journalister og medier som "udenlandske agenter".

Siden midten af 2021 er der ifølge Important Stories blevet tilføjet nye navne til listen hver uge, så den nu består af flere end 200 navne. Og ifølge de lækkede oplysninger har myndighederne ingen planer om at stoppe her.

Officielt er det Ruslands justitsministerium, der er ansvarlig for at dømme personer eller medier som udenlandske agenter, men de lækkede dokumenter viser, at GRCHTS og Roskomnadzor står for at indsamle materialet.

I sin gennemgang har Important Stories været i stand til at finde 804 navne på personer, om hvem der er blevet indsamlet oplysninger på fra 2020 til 2022 med henblik på at dømme dem som udenlandske agenter. 139 af dem er allerede blevet optaget i det officielle register.

Det russiske medie bemærker, at det reelle antal kan være endnu større, da lækket ikke omfatter samtlige dokumenter fra myndighederne.

Materialet viser også, at afdelingen i Roskomnadzor overvåger fremtrædende meningsdannere, og at der på denne liste er mindst 472 personer, som får al deres aktivitet på sociale medier registreret. Det omfatter skuespillere, bloggere, komikere, journalister, filminstruktører og musikere.

Selvom de russiske myndigheder gentagne gange har sagt, at betegnelsen som udenlandsk agent ikke medfører nogen restriktioner, kan det få stor betydning. For eksempel at eksperter ikke vil kommunikere med bestemte journalister, eller at annoncører stopper samarbejdet.

Derudover skal både enkeltpersoner og organisationer markere alle deres offentlige ytringer med en sætning, der angiver, at den er oprettet af en udenlandsk agent, hvilket risikerer at mindske troværdigheden.

Fra radiofrekvenser til overvågning

De lækkede dokumenter stammer som nævnt fra GRCHT.

Afdelingens fulde navn er Hovedradiofrekvenscentret, der har eksisteret siden år 2000 med det officielle formål at kontrollere teleoperatørernes brug af radiofrekvenser.

Siden 2008 har centret hørt under kommunikationsmyndigheden Roskomnadzor, og i 2014 fik det en ny opgave i at bidrage til Roskomnadzors kontrol-, overvågnings- og reguleringsfunktioner.

GRCHT har i dag otte filialer i Rusland, hvor der i alt arbejder omkring 5000 medarbejdere, skriver det uafhængige russiske medie Meduza. I 2022 løb udgifterne til centret op i cirka to milliarder kroner.

Ifølge de uafhængige medier, som har bragt historierne om det lækkede materiale, har de uden held forsøgt at få en kommentar hos både Roskomnadzor og GRCHTS.

Privathospitalerne får en større rolle i at aflaste de trængte, offentlige sygehuse.

Det sker som følge af en aftale mellem regeringen, Danske Regioner og privathospitalernes brancheorganisation, Sundhed Danmark, skriver Jyllands-Posten.

Aftalen er en del af en akutpakke til en værdi på omkring to milliarder kroner.

Den indebærer, at privathospitalerne i 2023 skal give det offentlige en rabat på 12 procent for behandling.

Rabatten falder til ti procent i 2024.

Aftalen offentliggøres ifølge avisen lørdag i Sundhedsministeriet.

Direktør på Privathospitalet Danmark i Charlottenlund Thomas Johnsen siger til Jyllands-Posten, at han ikke er tilfreds med aftalen.

- Det er ikke et glædelig budskab. Vi kommer til at miste penge på at skulle give de aftalte rabatter ikke mindst set i lyset af, at vi ikke har garanti for, hvor mange ekstra patienter vi kan regne med, siger han til Jyllands-Posten.