Antibiotika brugt af 35.000 personer tilbagekaldes

Hvis man er i behandling med antibiotikamedicinen dicillin fra virksomheden Sandoz, skal man gå på apoteket og få det byttet.

Det oplyser Lægemiddelstyrelsen mandag i en pressemeddelelse.

Det skyldes, at der har været ni tilfælde inden for fire måneder, hvor man har fundet multiresistente cpo-bakterier hos patienter, der har fået lægemidlet.

Cirka 35.000 personer har fået lægemidlet på recept fra september til december ifølge Sundhedsdatastyrelsen.

Ikke afbryd behandling

Derfor tilbagekalder Lægemiddelstyrelsen nu medicinen, der fås i kapsler af 500 milligram.

- Det er vigtigt, at man ikke afbryder behandlingen, hvis man får antibiotika. Så patienter, der får dicillin 500 milligram fra Sandoz, skal gå på apoteket og få et andet tilsvarende præparat, skriver Lægemiddelstyrelsen.

Multiresistente bakterier er ifølge Sundhedsstyrelsen netop modstandsdygtige over for flere typer antibiotika.

Cpo står for carbapenemase-producerende organismer og er ifølge Sundhedsstyrelsen en fællesbetegnelse for en gruppe af bakterier, som kan være svære at behandle.

En rask person har kun en lille risiko for at blive alvorligt syg af cpo, hvis vedkommende bliver smittet.

Det er sjældent, at det giver anledning til alvorlige og behandlingskrævende infektioner. Men personer, som i forvejen er syge og svækkede, kan blive alvorligt syge, hvis bakterien eksempelvis spreder sig til urinvejene eller blodet.

Karantæne

Sandoz, der markedsfører lægemidlet, har tilbagekaldt alle dicillin-pakker og sat dem i karantæne.

Det sker, mens det bliver undersøgt, om der er tale om et enkelt parti eller en større forekomst.

- Apotekerne er informeret om sagen og er klar til at ombytte medicinen. Der findes andre gode alternativer, og det kommer ikke til at koste ekstra for den enkelte patient, skriver Lægemiddelstyrelsen.

Man behøver altså ikke at gå til lægen for at få en ny recept.

Rusland truer med at sætte hele Ukraine i brand, hvis Krim bliver angrebet

Hvis Ukraine angriber russiske mål på den besatte Krim-halvø, vil Rusland svare hårdt igen.

Det siger Dmitrij Medvedev, der er næstformand for Ruslands sikkerhedsråd og tidligere russisk præsident, i et interview med den russiske journalist Nadana Friedrichson.

Afhængig af truslens karakter er vi klar til at tage alle typer våben i brug

Dmitrij Medvedev, næstformand for Ruslands sikkerhedsråd

Årsagen er, at en ny våbenpakke fra USA forsyner Ukraine med det langtrækkende raketsystem GLSDB, som vil gøre det nemmere at ramme mål på netop Krim.

Avisen Bloomberg skrev i sidste uge, at USA ved at sende ukrainerne mere avancerede våben håber at tvinge den russiske præsident, Vladimir Putin, til forhandlingsbordet.

Men ifølge Medvedev, der er en af Putins tætteste allierede, vil resultatet være det stik modsatte.

- I det tilfælde (et angreb på Krim, red.) vil der ikke være nogen forhandlinger. Der vil kun blive gengældelsesangreb. Hele Ukraine, som stadig er under Kyivs kontrol, vil brænde, advarer ekspræsidenten.

Truer med atomvåben

I interviewet bliver Dmitrij Medvedev spurgt ind til, hvad det russiske svar vil være, hvis Ukraine begynder at angribe Krim-halvøen eller mål dybt inde i Rusland.

- Vores svar kan være alt, forklarer Medvedev og uddyber:

- Ruslands præsident har udtalt sig ret ultimativt om det. Vi pålægger ikke os selv nogen restriktioner, og afhængig af truslens karakter er vi klar til at tage alle typer våben i brug.

Ifølge Medvedev kan et modsvar ske i henhold til russiske krigsdoktriner, herunder de grundlæggende principper for atomafskrækkelse.

Her lyder det i paragraf 19, at Rusland må bruge atomvåben, hvis én af fire betingelser gør sig gældende:

hvis fjenden bruger atomvåben eller andre masseødelæggelsesvåben mod Rusland eller dets allierede hvis der er pålidelige oplysninger om affyring af ballistiske missiler mod Rusland eller dets allierede hvis fjendens angreb påvirker kritiske statslige eller militære faciliteter, som vil forhindre gengældelsesaktioner hvis Rusland angribes med konventionelle våben, når selve statens eksistens er truet

- Jeg kan forsikre jer, at reaktionen vil være hurtig, hård og overbevisende, advarer Dmitrij Medvedev.

Ukraine står fast

Krim-halvøen har været annekteret af Rusland siden 2014, og ukrainerne har gentagne gange under den russiske invasion gjort det klart, at de ønsker hele Ukraine – herunder Krim – befriet.

- Men Krim-halvøen er dét af de besatte områder, som russerne allermest anser for deres. Krim er i russisk selvforståelse "kerneland", forklarede Kristian Søby Kristensen, leder af Center for Militære Studier på Københavns Universitet, til TV 2 i forbindelse med den nye våbenpakke fra USA.

Raketsystemet GLSDB har en rækkevidde op til 150 kilometer, og Ukraine har lovet, at det ikke vil blive brugt til at ramme russisk territorium, men kun til at beskyde russiske styrker i besatte områder.

Det omfatter blandt andet Krim, og netop derfor er truslen fra Dmitrij Medvedev så kontant.

Den russiske advarsel får dog ikke den ukrainske regering i Kyiv til at ændre opfattelse.

I en kommentar på Twitter skriver den ukrainske præsidentrådgiver, Mykhajlo Podoljak, at ukrainerne kan befri Krim, hvis de ønsker det.

- International lov er klar. Ukraine kan befri sine territorier ved hjælp af ethvert værktøj. Krim er ukrainsk. Derfor er trusler fra russiske embedsmænd om "repressalier" kun en bekræftelse af intentionen om at begå massemord og et forsøg på at skræmme i traditionel russisk stil, mener Podoljak.

Krim allerede angrebet

Krim-halvøen er vigtig for både Ukraine og Rusland på grund af den strategisk vigtige placering ved Sortehavet.

Men selvom Dmitrij Medvedev nu advarer mod at angribe Krim, er det allerede sket under krigen.

I august udførte ukrainske droner en serie angreb mod mål på Krim, heriblandt det russiske flådehovedkvarter i Sevastopol og et opsigtsvækkende angreb på den russiske Saky-luftbase. Her blev et stort antal russiske jagerfly ødelagt, mens de stod stille på landingsbanen.

Derudover blev der i oktober gennemført et angreb på Kertj-broen, der forbinder Krim med det russiske fastland.

Broen, der er afgørende for at få forsyninger fra Rusland til Krim, blev opført i årene efter Ruslands annektering af halvøen, men den kraftige eksplosion i oktober efterlod broen voldsomt beskadiget.

Rusland anklager den ukrainske efterretningstjeneste for at stå bag angrebet, og de russiske myndigheder arbejder her flere måneder senere stadig på at få udbedret skaderne på broen.

Har tidligere truet med atomkrig

Dmitrij Medvedevs nye trusler er langt fra enestående, og den russiske ekspræsident har de seneste måneder flere gange raslet med sablen.

Så sent som i januar advarede han Vesten og NATO mod at fortsætte støtten til det ukrainske militær og påføre Rusland et nederlag.

- Et nederlag til en atommagt i en konventionel krig kan udløse en atomkrig, skrev han på det sociale medie Telegram.

I oktober forklarede Medvedev, at Vesten ved at føre en hybridkrig mod Rusland rykker tættere på verdenskrig, og i september truede han med, at hans land har ret til at forsvare sig selv med atomvåben, hvis det bliver presset ud over sine grænser.

- Dette er helt klart ikke bluff, sagde han.

Afslørede det i ’Det sidste ord’: Ritt Bjerregaard valgte karriere over børn

Ritt Bjerregaard fik aldrig børn, og på et tidspunkt blev det et bevidst fravalg for hende.

Det fortalte hun i programmet ’Det sidste ord’, der blev sendt søndag aften.

For hende hang det politiske liv ikke sammen med et familieliv.

- Jeg tror ikke, at jeg kunne have fået den karriere, jeg fik, hvis jeg også skulle have klaret en familie, fortalte Ritt Bjerregaard i programmet.

I første omgang skyldtes fravalget hendes mand, Søren Mørch, der ikke ville have børn.

- Søren var maniodepressiv, og han mente derfor, at han ville være dårlig for børn, fortæller hun.

På et tidspunkt blev Ritt Bjerregaard dog alligevel gravid.

Undersøgelser viste, at fosteret sad uden på livmoderen, og Ritt Bjerregaard blev opereret for det.

- Men vi var meget glade og lettede over at det ikke blev et barn, siger hun.

Senere, da Ritt Bjerregaard for anden gang blev gravid med et foster uden for livmoderen, traf hun en beslutning.

Ingen børn

Ritt Bjerregaard var klar over, at hvis der skulle komme børn, så var det hende, der skulle tage sig af det.

- Efter den anden graviditet sagde jeg til lægerne, at de skulle lukke, så jeg ikke kunne blive gravid igen, fortæller Ritt Bjerregaard.

Hun havde ambitioner og forestillinger om, hvordan man var en familie, med sig fra sin egen barndom.

De ting følte hun ikke, at kunne hun ikke leve op til.

Hun indså, at et familieliv ville blive svært at kombinere med den politiske karriere, hun havde gang i.

Ægteparret besluttede sig endegyldigt for ikke at skulle have børn. I stedet gik de gennem livet med kun hinanden.

Og alle deres kærester.

Hippietid

I Ritt Bjerregaards øjne bliver mange par sammen på grund af børnene. Men sådan var det ikke med hende og Søren Mørch.

- Hvis ikke det var det værd at være sammen, så ville vi jo ikke have været det i så mange år, siger hun.

En del af opskriften på det lange ægteskab kan dog virke en smule uortodoks.

Ritt Bjerregaard og Søren Mørch levede nemlig størstedelen af deres 57 år lange ægteskab i et åbent forhold.

Det startede i 70’erne.

- Det var hippietid. Der var sex alle vegne. Man dansede på nye måder og til en fest endte det på et tidspunkt i en seng for en af os, fortæller Ritt Bjerregaard.

- Men i stedet for at holde vores kæft, så sagde vi det til hinanden.

Jalousien

Det åbne forhold blev som sådan ikke aftalt. Det skete bare.

Begge havde de skiftende kærester – nogle gange over længere tid.

- Jeg blev forelsket i andre. Men aldrig så forelsket, så jeg ville forlade Søren, fortæller Ritt Bjerregaard.

Men jalousien fulgte med, og den skulle de begge lære at kende.

Også Ritt Bjerregaard. Især hvis Søren Mørch havde lavet planer med sin kæreste, og han derfor ikke havde tid til sin kone.

Og det var hårdt.

Men reglen var, at sagde man nej for den anden, så var det også et nej for en selv.

- Hvis vi selv ville have muligheden for at se andre, så måtte vi derfor lære at håndtere jalousien, fortæller hun.

Og det gjorde de.

Ægteparret nåede endda at fejre smaragdbryllup, inden Ritt Bjerregaard gik bort 21. januar 2023.

Se hele Ritt Bjerregaards deltagelse i 'Det sidste ord' lige her på TV 2 PLAY.

Du kan også Ritt Bjerregaards veninde Christine Antorini fortælle om hende i TV 2s nyhedspodcast 'Dato':

101-årig: »Den verden, vi lever i nu, vil jeg gerne slippe. Det er ikke min verden mere«

Både trafikken, mentaliteten og skattesystemet har ændret sig i de 101 år, Lilli Bjergstad har levet. Men Amager er stort set forblevet sig selv. Der er ikke mange fordele ved at leve mere end ti årtier, synes hun, og selv om hun voksede op i et lille, utæt kolonihavehus på Amager, var efterkrigstiden sjovere og cigaretpakkerne smukkere, dengang hun var ung. 

Knæskadet pave modtages som en stjerne: – Folk har vandret ni dage for at se ham

De indrømmede, at det var hårdt for fødderne, de 60 unge pilgrimme, der havde vandret op mod 400 kilometer gennem det krigshærgede Sydsudan for at se pave Frans. Men det var det værd, sagde de til BBC.

- Mine fødder er ømme, men jeg er ikke så træt. Når ånden er med dig, bliver du ikke træt, sagde Nightrose Falea, som føler sig overbevist om at med pavens velsignelse, så vil tingene ændre sig i Sydsudan.

Og det kan tingene godt træge til. Hvad enten det skal ske gennem bøn eller noget andet. Men disse pilgrimme og hundredtusinder af andre vil gøre deres bedste, når de sammen med den 86-årige pave vil bede for verdens yngste land, der har været præget af konflikter siden dets fødsel i 2011, da Sydsudan rev sig fri af Sudan.

Paven i kørestol

Pavens besøg skulle have fundet sted i juli sidste år men blev aflyst på grund helbredsproblemer. Men nu er han her, først i Den Demokratiske Republik Congo (DRC) og nu i Sydsudan. Han er ganske vist ikke helt på toppen, en knæskade tvinger ham til at blive skubbet rundt i kørestol.

Hvor han end stiller op, flokkes folk i enorme mængder. På Martyrernes Stadion i DRCs hovedstad Kinshasa talte han til 65.000 unge mennesker. Et af hans budskaber til dem var at lægge etniske stridigheder bag sig. Stammekonflikter er roden til meget ondt – ikke bare i DRC.

- I ved, hvad der sker: Først tror I på fordomme om andre, så retfærdiggør I had mod dem, så kommer volden, og til sidst befinder I jer midt i en krig, sagde han.

Paven skulle egentlig også have været i den østlige del af DRC, men den del blev aflyst af sikkerhedsgrunde. Den del af landet har i årtier været præget af blodige konflikter, som det meste af verden ikke hører så meget om.

Men i løbet af 30 år har over syv millioner mennesker mistet livet. Hovedsagelig fordi forskellige bevæbnede grupper regionen kæmper om de mange mineraler, som vi alle nyder godt af, blandt andet til vores mobiltelefoner.

Et svirp til os andre

Selv om pavens stemme var lav, så var budskabet direkte – og ikke mindst var der et svirp til os andre.

- Hold fingrene væk fra Afrika, lad være med at kvæle Afrika. Afrika er ikke en mine, som andre skal plyndre, sagde pave Frans.

Han sagde også på sin egen diplomatiske måde og uden af nævne nogen lande ved navn, at de nye tiders økonomiske engagementer, som visse lande har i Afrika, blot er med til at gøre afrikanerne til en slags slaver igen, nemlig gældsslaver.

I disse dage gælder besøget som sagt Sydsudan, der er meget rigt på olie, og hvor stammestridigheder har gjort livet til et helvede for de fleste. 400.000 er blevet dræbt, to millioner drevet på flugt. Mange af dem, der i disse år søger mod Europa, kommer fra Sydsudan.

- Vi kommer på vores knæ

I 2019 var de politiske ledere fra Sydsudan på besøg i Vatikanet, og i noget som blev betragtet som en dramatisk gestus, knælede paven og kyssede deres fødder efter tur.

- Pave Frans knælede for at kysse politikernes fødder. Nu, næsten fem år senere, kommer vi til Jer på samme måde: På vores knæ for at lytte, for at tjene Jer og bede med Jer, sagde den britiske ærkebiskop Justin Welby, der er med i Sydsudan.

Pavens besøg i de to lande får massiv mediedækning over det meste af kontinentet. Mange – især kirkens folk – er overbevist om, at besøget batter noget, at pavens ord vil føre til forandring. Hans tilstedeværelse betyder i hvert fald noget følelsesmæssigt, ikke bare får de ham at se, men de føler sig også set. De får et håb om noget bedre.

Om pavens velsignelser, bønner og opfordringer fører til hårdt tiltrængte ændringer for befolkningerne i de besøgte lande, er nok mere tvivlsomt. Dertil er der for meget på spil, for mange rigdomme at kæmpe om, for mange traditionsbundne stammestridigheder.

For pave Frans og den katolske kirke giver det god mening at aflægge et par afrikanske lande et besøg. Det er i Afrika, at kristendommen er på størst fremgang.

22 har anmeldt PFAS-relateret sygdom som arbejdsskade

PFAS mistænkes blandt andet for at være hormonforstyrrende og føre til kræftsygdomme, men der er ikke megen håndgribelig viden om konsekvenserne af at have været udsat for PFAS-stoffer.

Derfor er det svært at få anerkendt en sygdom eller andre dårligdomme, der efter alt at dømme er PFAS-relaterede, som en arbejdsskade.

Meget få når så langt som overhovedet at anmelde den.

Faktisk har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) under ATP kun 22 anmeldelser liggende.

Brandmænd har øget risiko

De kan ikke give et præcist tal på, hvor mange der har fået anerkendt en PFAS-sygdom som arbejdsskade, men det er få.

En af de grupper, der mistænkes for at være i høj risiko for at udvikle alvorlige sygdomme som følge af PFAS-stoffer, er brandmænd.

Indtil 2011 blev der brugt store mængder af PFOS, et PFAS-stof, i brandslukningsskum.

Ifølge Keld Rasmussen, formand for Brandfolkenes Organisation, har det været svært at kæde stofferne sammen med de sygdomme, flere af de folk, han repræsenterer, har oplevet.

- Jeg er overbevist om, at der er mange flere end det her.

- Eftervirkningerne begynder man at se nu: prostatakræft, forhøjet kolesterol, blodpropper i hjernen og så videre. Det begynder at komme på de kolleger, som også var ansat dengang, siger han.

Han understreger, at han ikke har evidens for, at PFAS-stoffer er grunden. Men mistanken ligger nær, mener Keld Rasmussen.

Lav viden

Hos AES bekræftes det, at det er svært at få anerkendt en mulig PFAS-relateret sygdom som en arbejdsskade.

Men meldingen er også, at der snart kan komme mange nye anmeldelser ind for netop PFAS-sygdomme, i takt med at forskere opdager mere og mere om sammenhængen mellem stofudsættelse og sygdomme.

Som regel er det arbejdsgiveren eller en læge, der skal anmelde en arbejdsskade.

Niels Ebbehøj er overlæge på arbejds- og socialmedicinsk afdeling på Holbæk Sygehus og sidder med i den ekspertgruppe, som rådgiver Sundhedsstyrelsen om de skadelige konsekvenser af PFAS.

Han siger, at den generelle viden om konsekvenserne af PFAS-eksponering i arbejdsregi i Danmark er lav.

Men han kalder det logisk, at flere anmeldelser om arbejdsskader relateret til stoffet i fremtiden vil tikke ind.

- Det er relativt nyt at begynde at anmelde det til arbejdsskadeforsikringssystemet, men det er fint at gøre det, for så får man lavet en individuel vurdering ved siden af den forskningsmæssige indsats, der er i gang.

Dagens overblik: Granskningsudvalg vil have Samsam-sag undersøgt

Velkommen til dagens overblik på denne første fredag i februar.

Vi starter på Christiansborg, hvor Folketingets Granskningsudvalg har truffet en beslutning her til eftermiddag.

Samsam-sagen skal forundersøges

Ole Birk Olesen (LA), formand for Granskningsudvalget, fortalte pressen efter et møde i udvalget, at der skal indledes en forundersøgelse af sagen om Ahmed Samsam, der sidder fængslet i Spanien dømt for at have tilsluttet sig terrorgruppen Islamisk Stat.

Det er der et stort mindretal bestående af alle partierne uden for regeringen, der ønsker, lød det.

Næstformand i udvalget og socialdemokrat Christian Rabjerg Madsen sagde til pressen, at hans parti ikke bakker op om undersøgelsen af hensyn til efterretningstjenesterne.

- Og med det menes der, at der er forhold, som ikke kan lægges offentligt frem af hensyn til tjenesternes arbejde med at passe godt på danskernes sikkerhed og tryghed, sagde han.

Samsam selv hævder, at der er tale om et justitsmord, og at han arbejdede sammen med danske efterretningstjenester i forbindelse med rejser til Syrien.

Tusindvis af adresser kan være PFAS-forurenede

Regionerne mistænker, at mere end 16.000 lokaliteter i Danmark er forurenede med evighedskemikalier – også kendt som PFAS.

Det kan betyde, at steder, du færdes, er forurenede med PFAS, som forbindes med en række potentielt sundhedsskadelige effekter.

TV 2 har udarbejdet en liste, hvor du kan slå adresser, der er under mistanke, op.

Regeringen vil nedbringe ventelister

Historier om lange ventelister i det offentlige sundhedsvæsen har længe præget nyhedsbilledet. Og nu vil regeringen give privathospitaler lov til at udføre en række specialoperationer, som de ellers ikke har lov til i dag.

I sidste måned bragte TV 2 en historie om Kristoffer Holmberg, der først kan få hjælp til sin kæbelidelse i 2035 – det er altså om 13 år.

Det skal være slut med så lang ventetid. Det lægger regeringen op til med en ”fast track proces”, hvor de områder med lange ventelister, udpeges. Dernæst skal de private sygehuse, der lever op til kvalitetskravene, bringes i spil.

Til gengæld skal privathospitalerne levere nogle lavere priser til det offentlige, sagde Sophie Løhde (V), sundheds- og indenrigsminister.

Hun afviste at konkretisere, hvor lave priserne skal være. Hun kunne heller ikke sige noget om, hvornår en sådan aftale vil lande.

Ruslands nærmeste allierede er måske ikke så nære endda

Tilbage i november var seks statsledere fra Rusland, Hviderusland, Armenien, Kasakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan samlet til møde. Sammen udgør de militæralliancen ODKB.

Der blev taget officielle billeder i den forbindelse, hvor Armeniens leder og værten for mødet stod med større afstand til Putin end til de andre statsledere. Adskillige medier pegede på, at det var et eksempel på, at Armenien også lagde afstand til Rusland, når det kommer landenes forhold som allierede.

Og det er krigen i Ukraine, der har stækket Ruslands popularitet blandt de gamle sovjetrepublikker, siger Flemming Splidsboel, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

- Jeg tror, at vi over de kommende år vil se dem benytte lejligheden til at forsøge at distancere sig yderligere fra Rusland, forklarer han overfor TV 2.

Borgmester modtager stamceller fra chilensk donor

Michael Ziegler (K), der er borgmester i Høje-Taastrup Kommune, blev i oktober sidste år sygemeldt med akut leukæmi. Stamcelledonation er vejen tilbage til at blive rask.

Der er på verdensplan 30 millioner stamcelledonorer, men selvom det lyder af mange, er det ikke ensbetydende med, at der er et match. Men det har vist sig, at der er to mulige matches til Michael Ziegler ud af 30 millioner.

Det bedste match er en kvinde i Chile, og hun har sagt ja til at donere sine stamceller til Michael Ziegler, skriver han i et Facebook-opslag.

- Jeg er kvinden dybt og evig taknemmelig. (…) Vi kommer aldrig til at møde hinanden. Og alligevel vælger hun at gøre dette for mig. Det er rørende, skrev han.

***

Mangel på varme hænder – hun dropper nattesøvn for at sidde ved døende

Mens sygeplejersker, læger og andre ansatte på sygehusene klarer deres opgaver, er der et hold af frivillige, der er med til at forbedre oplevelsen af at komme på sygehusene.

En af dem er Kirsten Asmussen, der er frivillig våger, hvilket vil sige, at hun sidder sammen med døende, der enten ikke har pårørende, eller hvor de pårørende har brug for en pause.

- Jeg synes, det er en ansvarsfuld, alvorlig opgave og en meget vigtig opgave, siger hun.

Hun er tidligere ansat på sygehuset og har selv oplevet, hvor vigtige de frivillige er for sygehusene.

De frivillige yder den her ekstra service, som vi som ansatte ikke har mulighed for at yde

Anette Brink, formand for udvalget for brugerinddragelse og frivillige

Derfor ville hun gerne yde en indsats, efter hun blev pensioneret, og det gør hun nu fra klokken to om natten til klokken seks om morgenen.

- Der er ingen, der skal dø alene, hvis man kan undgå det, mener Kirsten Asmussen, der anslår, at hun har siddet som våger omkring 20 gange sidste år.

Hyldest til de frivillige

På Sygehus Sønderjylland slår man fast, at de frivillige ikke overtager arbejdsopgaver, der bør udføres af lønmodtagere.

Det fortæller formand for udvalget for brugerinddragelse og frivillige, Anette Brink.

- De frivillige har en rigtig stor betydning for patienter og pårørende, men også for de ansatte. De frivillige yder den her ekstra service, som vi ansatte ikke har mulighed for at yde, siger hun.

Nu bliver de hyldet med en ny bog på initiativ af presseansvarlig Dorte Callesen, der gerne vil anerkende dem.

- De frivillige gør jo det, de gør, fordi de kan lide det, og at det nu står på skrift, det gør dem glade, oplever Dorte Callesen.

Mange opgaver

Lige nu er der 235 frivillige på sygehusets afdelinger i Aabenraa og Sønderborg. Her udfylder de frivillige roller som eksempelvis vejvisere og patientstøtte.

Birte Geertsen står ved indgangen som vejviser. Hun har det meste af sit liv været frivillig på den ene eller anden måde.

Hun er glad for at kunne hjælpe mennesker, der kommer og er utrygge, fordi de måske skal opereres eller besøge en syg patient.

- Det giver så utrolig meget. Folk er så glade og taknemmelige over den hjælp, de får i sådan et kæmpe hus, som kan være svært at finde rundt i, fortæller hun.