Emily Cecilie Thiesen begyndte at tage p-piller, da hun var 14 år gammel og havde fået sin første kæreste.
Dengang følte hun, at det nærmest var en selvfølge at være på p-piller. Det var først, da der mange år efter kom mere fokus på de mulige bivirkninger, at hun begyndte at undre sig:
- Jeg havde ofte humørsvingninger, og det kom altid ud af det blå. Pludselig var folk omkring mig sådan: "Nu er hun sur igen", og jeg kunne ikke sætte ord på hvorfor, fortæller Emily Cecilie Thiesen, der i dag er 22 år gammel.
Derfor valgte hun i januar sidste år at sige farvel til p-pillerne. Og det er hun ikke alene om.
Fra 2017 til 2021 er antallet af p-piller, der er blevet langet over disken på apotekerne til de 18-24 årige, faldet med 22 procent, viser de seneste tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Deler kritiske videoer
Hvor der i 2017 blev udskrevet 134.270 p-piller på recept til de 18-24-årige, faldt det tal til 103.895 i 2021, viser Sundhedsdatastyrelsens tal.
Den tendens genkender de også hos Sex og Samfund, hvor de gennem de seneste år har oplevet, at flere unge efterspørger information om hormonfri alternativer.
- P-pillen er under pres. Særligt unge kvinder er ikke voldsomt glade for at tage p-piller, fordi de vil undgå hormonerne, fortæller Jeppe Hald, national projektleder hos Sex og Samfund.
Jeg synes, at det er helt vildt, at man kan læse, at det kan medføre depression
Emily Cecilie Thiesen
På Tiktok deler flere kvinder kritiske videoer om p-piller. I en af videoerne viser en kvinde en udfoldet indlægsseddel, der når hende ned til knæene: "Bivirkningerne ved p-piller", skriver hun henover videoen. I andre videoer skriver kvinderne, at "når en dreng har en dårlig dag, så er det her bivirkningerne ved at tage p-piller".
Emily Cecilie Thiesen delte også en video på Tiktok, der har fået 18.000 visninger. Her fortæller hun, hvordan hun har fået det bedre, efter hun stoppede på p-piller. Hun vil nemlig gerne have sat mere fokus på, at nogle kan opleve bivirkninger.
- Jeg synes, at det er helt vildt, at man kan læse, at det kan medføre depression. Jeg fik bare nok og tænkte, at jeg ville passe mere på mig selv og prøve at se, hvordan min krop reagerede uden, fortæller hun i dag.
Der kan være en sammenhæng
At der kan være andre bivirkninger forbundet med p-piller end kun fysiske, har efterhånden været kendt i et par år. I 2018 besluttede Det Europæiske Lægemiddelagentur, at det skulle fremgå af indlægssedlen, at "depression og nedsat stemningsleje er velkendte bivirkninger ved hormonel prævention".
At p-piller kan påvirke ens humør og i nogle tilfælde føre til depression, er da også efterhånden veldokumenteret, siger Ditte Trolle, der er speciallæge i gynækologi og kvindesygdomme.
- Der er en øget risiko for depression, og det er specielt de helt unge teenagere, som er disponeret for det – særligt hvis de i forvejen har haft en depression, siger Ditte Trolle.
Hun understreger dog, at p-piller også har mange fordele. Det er en sikker præventionsform, kan hjælpe på menstruationssmerter, uren hud og beskytte mod kræft i æggestokkene.
- Man skal ikke være bekymret for at tage p-piller, men bare reagere, hvis man får det dårligt, siger hun.
Man skal ikke bare tro, at det er ligesom at tage en vitaminpille
Charlotte Wessel Skovlund, medforfatter på stort studie om p-piller
I 2016 viste et omfattende dansk studie fra Rigshospitalet, at der var en sammenhæng mellem p-piller og psykiske bivirkninger. Charlotte Wessel Skovlund, der dengang stod bag studiet, fortæller, at det viste, at der særligt i perioden, hvor man starter op på p-pillerne, var en forøget risiko for depression hos de helt unge kvinder.
Man ved ikke meget om, hvorfor nogle oplever bivirkninger, mens andre ikke gør. Hun fortæller dog, at man tror, at det kan have noget at gøre med det ene kønshormon, progesteron, der sammen med østrogen er i kombinations p-piller. Det er den type p-pille, som langt de fleste kvinder får hos deres læge, fortæller hun.
Charlotte Wessel Skovlund mener, at det er vigtigt, at der oplyses om, at p-piller også kan påvirke ens humør og psyke, så man selv kan veje fordele og ulemper op.
- Man skal ikke bare tro, at det er ligesom at tage en vitaminpille, men vide at der kan være bivirkninger, så man ikke bare fortsætter på dem og tror, at det skyldes alt muligt andet, siger Charlotte Wessel Skovlund, der i dag er forsker hos Kræftens Bekæmpelse.
Har fået det bedre
Det er Emily Cecilie Thiesens oplevelse, at hun har fået det bedre, efter at hun droppede p-pillerne. Hun har oplevet færre humørsvingninger og føler sig mere i kontakt med sin egen krop, fortæller hun.
Hvordan kan du være sikker på, at humørsvingningerne var på grund af p-piller?
- Det kan jeg ikke vide, men jeg tænkte, at det eneste jeg havde ændret i mit liv, var, at jeg proppede mig selv med de hormoner hver dag, så jeg tænkte, at det kunne være det, og uanset hvad, har jeg fået det bedre, siger hun.
Emily Cecilie Thiesen oplevede, at det var svært at finde andre alternativer uden hormoner. Hun fortæller også, at det fylder mere blandt hendes veninder og at bivirkninger er noget, de taler om.
Mange af dem er skiftet over til hormonspiralen, fordi de tænkte, at der er færre bivirkninger i den, fortæller hun.
Det vidner tallene også om. Hvor der i 2017 blev solgt 6.830 hormonspiraler til de 18-24 årige, var det tal steget til 13.095 i 2021. På landsplan og for alle aldersgrupper blev der solgt 77.000 i 2021, hvor det tal var 50.490 i 2017, viser Sundhedsdatastyrelsens tal.
Det overrasker ikke Charlotte Wessel Skovlund, der oplever, at hormonspiralen har haft et rygte om at indeholde færre hormoner.
Når hormonspiralen er blevet så populær kan det blandt andet skyldes en idé om, at hormonerne virker lokalt, og derfor påvirker humøret mindre. Men i undersøgelsen i 2016 fandt man ud af, at der faktisk var en større risiko for depression ved brug af hormonspiral.
Hun forklarer, at hormonspiralen ikke indeholder østrogen, men den indeholder stadig det andet kvindelige kønshormon progesteron, som er det hormon, der er kendt for at påvirke ens humør.
- Så hormonspiralen er ikke et godt alternativ, hvis du ikke vil have hormoner, siger hun.