Indtil nu har al kritik i sagen om den mistænkte i Fields-skyderiet været rettet mod Region Hovedstadens psykiatri. Men nu viser en række nye oplysninger, at Københavns Kommune heller ikke handlede i tide.

I næsten fire måneder lå der hos kommunen en henvendelse fra Region Hovedstadens psykiatri om, at en 22-årig mand fra Amager havde brug for “daglige støtteforanstaltninger”. Kommunen nåede aldrig at kontakte den 22-årige, inden han 3. juli i år skød og dræbte tre personer og sårede yderligere fire i shoppingcentret Fields på Amager.

Det kan TV 2 og Frihedsbrevet nu fortælle på baggrund af en række kilder med kendskab til sagen og Københavns Kommunes egen fortrolige redegørelse af sagsforløbet.

- Det er et ganske alvorlige svigt, der er sket i denne her sag. Der var nogle klare opmærksomhedspunkter for en borger, som havde et massivt behov for hjælp, siger Søren Blæsbjerg, der er studielektor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet og forsker i socialret og borgere med blandt andet psykisk funktionsnedsættelse.

Unødvendigt samtykke forsinkede processen

7. marts modtog Københavns Kommunes Borgercenter Handicap en henvendelse fra Psykiatrisk Center Amager, hvor gerningsmanden var i behandling.

Psykiatrien vurderede, at han havde ”et behov for daglige støtteforanstaltninger” for at kunne fungere bedre med sin autismelidelse i hverdagen og være i stand til at gennemføre sit uddannelsesforløb. Derfor bad regionen Københavns Kommune om at finde den rette støtte til ham.

8. marts – dagen efter at kommunen havde modtaget henvendelsen fra Psykiatrisk Center Amager – valgte kommunen unødvendigt at indhente et samtykke hos Region Hovedstaden.

Herefter gik der halvanden måned, hvor sagen lå stille. 25. april modtog kommunen samtykket og flere lægenotater.

Men der var slet ikke grund til at spilde tiden på at indhente samtykket. Det slår Københavns Kommune selv fast i en fortrolig redegørelse.

Presset afdeling lod sagen ligge

Men selv da kommunen modtog samtykket og flere lægenotater i slutningen af april, kom der ikke skred i sagen. Sagen lå i Borgercenter Handicap i Socialforvaltningen, men fra 25. april og frem til 3. juli var der ingen, der nåede at tage kontakt til manden.

Ifølge kommunens egen redegørelse havde sagsbehandlerne for travlt til at håndtere alle de sager, som landede på sagsbehandlernes borde.

- Man kan jo ikke undlade at yde hjælp til personer, som har behov for hjælp, fordi man har travlt, lyder det fra Søren Blæsbjerg fra Aalborg Universitet og uddyber:

- I forhold til et retssikkerhedsmæssigt synspunkt er det jo et kæmpe problem, at denne her borger ikke får den hjælp, han er berettiget til. Det er en borger, der bliver efterladt alene i fire måneder.

TV 2 har talt med flere psykiatere, som kalder forløbet stærkt kritisabelt. En af dem er Peter Handest, der blandt andet har været overlæge på den psykiatriske afdeling på Hvidovre Hospital.

- Det kan virkelig gå ned ad bakke på fire måneder. Det er alt, alt for langt tid. Jeg vil sige, at der skulle helst heller ikke gå fire uger. På fire måneder kan folks funktionsniveau jo blive markant dårligere, siger han.

Manden blev vurderet "ikke akut"

To gange undervejs var der mulighed for, at gerningsmanden kunne have rykket op øverst i sagsbehandlernes bunker. Både 7. marts og 25. april gennemgik en sagsbehandler oplysningerne fra psykiatrien.

Selvom manden ifølge psykiatrien havde brug for ”daglige støtteforanstaltninger”, mente kommunens sagsbehandler ikke, at det hastede. Kommunen vurderede ikke, at der var ”risikofaktorer som selvmord eller lignende, der ville kræve akut handling”.

Vurderingerne blev alene lavet ud fra psykiatriens skriftlige notater, og gerningsmanden blev ikke kontaktet.

Det beroede blandt andet på, at manden boede hos sin far, at han var tilknyttet en uddannelse, at han var screenet for psykoselidelse, og at han var i medicinsk behandling.

Søren Blæsbjerg mener ikke, at screeningerne på nogen måde kan forsvare det forløb, som den 22-årige mand havde hos Københavns Kommune.

- Det er ikke ulovligt at lave denne her screening, men hvis den betyder, at man slet ikke sagsbehandler, ikke kontakter borgeren og ikke hjælper borgeren, er det jo selvfølgelig kritisabelt, for så bliver det fagligt uforsvarligt.

Problemerne i afdelingen var velkendte i systemet

Problemet med de store sagsbunker i Borgercenter Handicap var dog ikke et nyt problem i foråret 2022.

Ifølge kommunen havde ungeområdet under Borgercenter Handicap ”i en længere periode" haft "store udfordringer" med at fastholde og rekruttere sagsbehandlere. Desuden havde der siden sommeren 2021 været ”en ekstraordinær høj personaleomsætning", hvilket ifølge kommunen belastede de øvrige sagsbehandlere.

Den store udskiftning i afdelingen betød også, at der sad mange helt grønne sagsbehandlere, som skulle bruge mere tid per sag, ligesom de skulle have sparring og oplæring. Cirka halvdelen af afdelingens knap 20 sagsbehandlere havde under et års anciennitet.

Kombinationen af for travle sagsbehandlere og en unødvendig indhentning af samtykke betød altså, at den mistænkte aldrig nåede til møde med Københavns Kommune. Han nåede heller ikke at få daglige støtteforanstaltninger, som Psykiatrisk Center Amager vurderede, at han havde behov for.

Var allerede kastebold i psykiatrien

TV 2 og Frihedsbrevet har tidligere afdækket, hvordan den 22-årige i halvåret op til skyderiet blev sendt rundt mellem en række af forskellige afdelinger på Psykiatrisk Center Amager.

Undervejs blev han afvist i et specialiseret tilbud målrettet unge med skizofreni og psykose, som den 22-årige ellers var blevet udredt med.

Et kerneelement i det specialiserede behandlingstilbud er, at de unge får hjælp af sagsbehandlere ansat i psykiatrien til at sikre, at også kommunen leverer den støtte, som den unge har behov for.

Psykiater Peter Handest kalder generelt kommunens indsats over for borgeren for "uhyre vigtig".

- Der er mange med psykisk lidelser, som jo er kvikke, men som kan have svært ved at få hverdagen til at fungere. Så hvis man leverer den struktur i hverdagen, så alt det daglige fungerer, ja, så fungerer de også bedre i uddannelse og job. Det kan være dét, der gør, om tingen går fremad eller tilbage, siger Peter Handest.

Taskforce havde kig på kommunens rolle

Københavns Kommunes rolle har indtil nu ikke været kendt i offentligheden.

Da en taskforce i starten af oktober på et pressemøde fremlagde læringspunkter af forløbet, var der ét punkt, der hed “Styrket tværsektorielt samarbejde”, som handlede om, at patienter fra psykiatrien “hurtigt skal have den rette støtte og hjælp i kommunalt regi”.

Det blev dog aldrig uddybet.

Men Merete Nordentoft, som var i med i taskforcen og derudover er forperson i Dansk Psykiatrisk Selskab, bekræfter nu henvendelsen fra Region Hovedstadens psykiatri til Københavns Kommune.

- Det er rigtigt, at der var en henvisning til Københavns Kommune. Vi har også fået oplysninger om, hvad der er sket i kommunalt regi. Det er også derfor, at der er en anbefaling, der handler om samarbejde mellem region og kommune – altså hvor man efterlyser, at det kunne have været bedre, siger hun.

Københavns Kommune: Længere svartider er ikke godt nok

TV 2 har forsøgt at få en interview med både den ansvarlige chef for området i Københavns Kommune og socialborgmester Karina Vestergård Madsen fra Enhedslisten. Ingen af dem ønsker at svare på spørgsmål om hverken forløbet eller de længerevarende udfordringer i kommunens Borgercenter Handicap.

I en mail skriver vicedirektør i Socialforvaltningen i København, Mette Boskov Vedsmand, blandt andet:

- Sagsbehandlingen på ungeområdet i Socialforvaltningen har været presset af stor udskiftning blandt personalet og flere mennesker, som har brug for hjælp. Derfor har der været længere svartider hos os, og det har ikke været godt nok.

Ifølge hende har kommunen "igennem foråret arbejdet på at få ansat nye medarbejdere", og kommunen har gennemgået sine procedurer for at sikre, at de griber alle borgere, som har brug for kommunens hjælp. Der er også afsat midler i budgettet for 2023 til at nedbringe sagsbehandlingstiderne.

Den 22-årige mands advokat er ikke vendt tilbage på TV 2s gentagne henvendelser.

Rusland anerkender ikke det prisloft på 60 dollar for russisk olie, som EU-landene, G7-landene og Australien er blevet enige om.

Det siger Dmitrij Peskov, der er talsmand for den russiske præsident, Vladimir Putin, lørdag.

- Vi vil ikke acceptere dette prisloft, siger Peskov ifølge det russiske nyhedsbureau RIA.

Han tilføjer, at Rusland nu er i færd med at analysere den nye situation og derefter vil komme med et svar.

Gentager advarsel

Den russiske regering har flere gange tidligere sagt, at den ikke vil levere olie til de lande, der indfører et prisloft.

Den advarsel lyder igen lørdag fra Ruslands udsending ved internationale organisationer i Wien, Mikhail Uljanov.

- Fra i år skal Europa leve uden russisk olie, skriver han på sociale medier.

Rusland er verdens næststørste eksportør af råolie, skriver AFP.

Økonomi på bristepunktet

Beslutningen om at indføre et prisloft betyder, at landene i EU og G7 samt Australien fremover maksimalt må betale 60 dollar for en tønde russisk olie. Det svarer til godt 423 kroner.

Fredag lå prisen for en tønde russisk olie på 67 dollar.

Det vestlige prisloft skal være med til at presse Rusland økonomisk. En stor del af den krig, som russerne fører i Ukraine, er finansieret af indtægter fra oliesalg.

- Ruslands økonomi skrumper allerede, og landets budget er i stigende grad strakt til bristepunktet, så prisloftet vil omgående ramme Putins vigtigste indtægtskilde, siger USA's finansminister, Janet Yellen.

Hun tilføjer, at den aftalte maksimumpris også vil være en fordel for de lav- og mellemindkomstlande, der har været mest presset af høje priser på energi og fødevarer.

G7 består af syv af verdens førende industrilande. Medlemmerne er USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Canada.

Johnny Lyngård har aldrig oplevet noget lignende gennem sine snart 26 år i hospitalsvæsnet.

Som driftschef på Sjællands Universitetshospital i Roskilde stod han sammen med sine kollegaer torsdag den 1. december pludselig med et alvorligt problem.

Det er tryk i det rør, og der kommer hurtigt meget vand ud

Johnny Lyngård, driftschef

Klokken 16 gik al strømmen i den højeste bygning på hospitalet, hvor der blandt andet ligger hjertepatienter og for tidligt fødte børn.

- Vi tænker først på patientsikkerheden og derefter på at få genetableret strømmen, siger Johnny Lyngård.

Årsagen til strømafbrydelsen blev forholdsvis hurtigt konstateret. I kælderen var et vandrør af uvisse årsager sprunget, og vandet var løbet ind i en stor el-tavle.

- Det er tryk i det rør, og der kommer hurtigt meget vand ud, og det render ind i el-tavlen, som kortslutter, siger Johnny Lyngård og tilføjer:

- Det er første gang, at jeg har oplevet sådan en hændelse.

Mørkelage hel hospitalsbygning

Hele den høje hospitalsbygning blev mørklagt, fordi nødstrømmen, som leveres af generatorer, går via den ramte el-tavle og dermed ikke kunne benyttes.

- Al vores nødstrøm virkede, som den skulle, men vi kunne ikke føre strømmen gennem den våde el-tavle, siger Johnny Lyngård.

I stedet måtte personalet bruge batterier til de maskiner, som skulle benyttes på afdelingerne, hvor cirka 70 patienter blev berørt af strømafbrydelsen.

Samtidig blev der tyet til lommelygter og pandelamper for overhovedet at kunne se noget i mørket.

- Der blev kaldt dygtigt personale ind, som hjalp med at tørre el-tavlen, der måler to gange tre meter, med noget, der minder om en stor hårtørrer, siger Johnny Lyngård.

Sendte patienter til nabosygehuse

Cirka klokken 21 var el-tavlen tør, og strømmen var atter tilbage på hele universitetshospitalet.

Under strømafbrydelsen overvejede personalet, hvorvidt patienterne på de berørte afdelinger skulle flyttes, hvis ikke strømmen snart ville komme tilbage.

Samtidig blev nabosygehusene orienteret om situationen og tog ekstraordinært imod flere akutte patienter.

Universitetshospitalet i Roskilde tog dog stadig imod patienter med behov for akut hjælp efter for eksempel hjertestop.

Desperationen lyser ud af øjnene på dem.

Omkring 50 personer har stillet sig i kø for at få et varmt måltid mad. Der er både unge og ældre. De har alle det tilfælles at være indbyggere i den nyligt befriede ukrainske storby Kherson.

- Har I salo? Må vi ikke få noget? udbryder en ældre kvinde i køen.

For at sige det klart bliver det ren overlevelse denne vinter

Hans Kluge, regional direktør i WHO

Salo er ukrainsk røget svinespæk. Det er i høj kurs lige nu, fordi det mætter. Men der er ikke noget.

- Vi har boghvede og stegte kartofler, lyder svaret fra en af de frivillige i den kristne nødhjælpsorganisation, som er rejst fra den anden ende af Ukraine til Kherson for at brødføde den sultne befolkning.

Katastrofen lurer

Og der er hårdt brug den humanitære hjælp. Ifølge byens ukrainske borgmester lurer en humanitær katastrofe lige om hjørnet for de mellem 70.000 og 80.000 indbyggere, der er tilbage i Kherson.

- Det er svært lige nu, fordi besættelsesmagten (Rusland, red.) og kollaboratørerne har gjort alt, hvad de kan for at få de tilbageværende indbyggere til at lide så meget som muligt. Der er mangel på vand. Der er ikke nok medicin, og der er mangel på brød og elektricitet. Og så er det svært at få fødevarer bragt hertil, siger borgmester Roman Holovnia.

Flere lokale og internationale hjælpeorganisationer arbejder på højtryk for at komme indbyggerne til undsætning. Den lille, lokale nødhjælpsorganisation fra det vestlige Ukraine har indtil nu leveret omkring seks tons mad til byen.

- Da vi hørte, at Kherson var blevet befriet, besluttede vi os for at samle mad ind og levere det hertil. Folk har doneret syltede agurker, boghvede, mel og andre fødevarer, siger Dima Bugakov, en af de frivillige fra den kristne nødhjælpsorganisation.

- Og så er det også vigtigt at fortælle indbyggerne her i Kherson, at vi ikke har glemt dem. Vi beder for dem og håber det bedste for dem.

WHO advarer

Det er ikke kun basale fornødenheder som mad og vand, indbyggerne i Kherson har brug. Elektricitet og varme er der også behov for.

- For at sige det klart bliver det ren overlevelse denne vinter, lød det fra verdenssundhedsorganisationen WHO’s regionale direktør i Europa, Hans Kluge, på et pressemøde forleden i Kyiv.

Og det er ikke kun Kherson, som er hårdt ramt. De overordnede fakta er nedslående: Halvdelen af Ukraines infrastruktur er enten beskadiget eller helt ødelagt af russiske raketangreb.

Ti millioner mennesker er uden strøm, og den ukrainske vinter byder ofte på på tocifrede minusgrader. Og det kan allerede nu mærkes i Kherson.

- Det er virkelig hårdt lige nu. Der er iskoldt i min lejlighed. Jeg kan se min egen ånde, når jeg går rundt derhjemme. Så overfrakken og huen beholder jeg på – også når jeg er indenfor, siger Vadim Goretsky, der bor sammen med sin kæreste.

Et er kulden, noget andet er sulten. Det unge par har ikke meget at gøre godt med. Derfor står de også i kø til at få uddelt noget mad.

Vadims største håb er, at normaliteten vender tilbage så hurtigt som muligt. Før Ruslands invasion arbejdede han som sælger i Kherson. Lige nu er der ikke noget arbejde og dermed heller ingen indtægt.

- Hvis bare vi får gang i en normal hverdag igen, og folk kan begynde at arbejde og tjene penge, så skal det nok gå, siger han til TV 2.

Daglige raketangreb

Der er nu gået knap tre uger, siden det lykkedes de ukrainske styrker at generobre den strategisk vigtige by ved floden Dnepr i den sydlige del af landet.

Kherson blev i begyndelsen af Ruslands krig mod Ukraine overtaget og siden ulovligt annekteret ved en såkaldt folkeafstemning. Men selvom de russiske styrker er skubbet ud af byen, er faren ikke overstået.

- Der er raketangreb hver dag. Her til morgen ramte de inde i centrum. Men det er værst om natten. Hvorfor kan vi ikke få lov til at leve i fred? spørger Sergey, der venter på at få lidt mad.

Flere lokale stimler sammen omkring varevognen, hvor der bliver udleveret brød, konservesmad og syltede grøntsager. Imens står de frivillige nødhjælpsarbejdere rundt om åbne ildsteder og rører i de store pander med kartofler.

- Vi skal nok komme igennem det

Pensionisten Nina Ivanova, som har boet i Kherson hele sit liv – også under den russiske besættelse – tager en bid af en skive hvidt brød, hun lige har fået.

Dampen fra de stegte kartofler stiger op fra plasticbøtten, som hun holder i sine hænder.

- Åh, kartofler. Det dufter så godt, lyder det fra hende.

Kulden bider i kinderne, så hun skutter sig under den røde strikhue.

- Vi har hverken varme eller vand. Vi har intet. Men det er ok, siger hun, mens hun bryder ud i gråd.

- Jeg sender en tak til Zelenskyj. Vi skal nok komme igennem det her. Han skal ikke bekymre sig. Vi har været her hele tiden, og vi vil vinde den her krig, slutter hun.

Det er direkte "skammeligt".

Sådan lyder reaktionen fra Irans ambassade i Oslo, efter at den ikoniske statue 'Fearless girl' er blevet placeret foran den iranske ambassade i Norges hovedstad – med den religiøse hijab i hånden.

- Det er en skammelig praksis at misbruge et kunstværk til uhyggelige politiske formål, lyder det fra ambassaden ifølge det norske medie VG.

Det handler om et regime, som behandler sine indbyggere forfærdelig dårligt

Christian Ringnes, ejer af norsk replika af 'Fearless girl'

'Fearless girl', der normalvis er kendt fra Wall Street i New Yorks finansdistrikt, findes som replika i en række byer i verden, herunder Oslo.

Siden 2018 har den stået foran byens Grand Hotel, hvor den er ejet af den norske rigmand og kunstsamler Christian Ringnes.

Og netop Christian Ringnes er manden bag ideen om at flytte den ikoniske statue fra hotellet til ambassaden "med udgangspunkt i alt det, der foregår i Iran i øjeblikket".

Bronzeskulpturen 'Fearless girl' blev i 2017 første gang opstillet i New York City som et symbol på kvinders rettigheder i forbindelse med kvindernes internationale kampdag.

Siden har den fået lov at blive stående for at sende et signal om mere kønsdiversitet på arbejdspladsen og flere kvindelige bestyrelsesmedlemmer i virksomheder.

Svarer på noget andet

Den iranske ambassade svarer videre ifølge VG, at "tusindvis af iranske patienter, særligt børn," i flere år har lidt under amerikanske sanktioner mod landet – men at ingen menneskerettighedsforkæmpere har reageret på det.

Men den køber Christian Ringnes ikke:

- Det handler om et regime, som behandler sine indbyggere forfærdelig dårligt og bryder med fundamentale menneskerettigheder. Det må være svært for dem at svare på realiteten, og da er det måske fristende at svare på noget helt andet, siger han til mediet.

Den 22-årige Mahsa Amini mistede livet i politiets varetægt i midten af september, efter at hun blev anholdt af det iranske moralpoliti for at have overtrådt landets regler om at bære hijab.

Siden har voldsomme protester fundet sted i landet, og flere end 300 personer har mistet livet i urolighederne.

København er ramt af dårlig luft

Det viser målinger for de seneste ti dage, hvor EU's grænseværdier er blevet overskredet.

Den alarmerende høje luftforurening kan få konsekvenser for syge og sårbare borgere.

- Luftforurening er farlig for vores sundhed. Den kan påvirke folk med kroniske sygdomme, astmatikere eller folk med hjertekarsygdomme, så vi skal være opmærksomme, siger Zorana Jovanovic Andersen, der er professor i folkesundhed ved Københavns Universitet, til TV 2.

Kommer flere dage

EU's grænse for luftforurening med såkaldt "fine partikler" ligger på 25 mikrogram per kubikmeter. Men i den danske hovedstad har man nu i de mest forurenede områder ved store indfaldsveje målt 25,4 de seneste dage.

Luftforureningen lige nu er en følge af kølige temperaturer og forholdsvis mange vindstille dage, som ikke får luftet byens værste områder rene.

- Der vil komme flere af den slags dage, men hvis man ellers er sund og rask, skal man ikke være så bekymret. Folk kan leve, som de plejer, siger Zorana Jovanovic Andersen.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) opererer med lavere grænseværdier end EU's og har fastsat en grænse, der hedder fem mikrogram per kubikmeter.

- Vi kommer også til at se EU sætte deres grænseværdi ned på niveau med WHO's, for det er farligt, hvis forureningen konstant ligger over fem mikrogram per kubikmeter, siger professoren.

For at beskytte befolkningen mod sundhedsskadelige effekter af luftforurening er der opstillet grænser for, hvor meget forurening i luften der er acceptabelt.

EU skal følge WHO

EU-lovgivningen bestemmer, at myndighederne i Danmark skal orientere borgerne om udviklingen i luftkvaliteten. Det betyder også, at myndighederne skal meddele, når grænseværdierne bliver overskredet.

Zorana Jovanovic Andersen har netop været i Europa-Parlamentet for at aflevere sine anbefalinger til grænseværdier for luftforurening. Og her er budskabet klart:

- Vi anbefaler, at man følger WHO i det her spørgsmål, for overordnet vil det gavne vores sundhed, siger hun.

I den årlige gennemgang af luftkvaliteten fra Sundheds og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune fra 2020 fremgik det, at 440 københavnere hvert år dør for tidligt på grund af luftforurening.

Men også, at hele 91 procent af dødsfaldene kan tilskrives forureningskilder uden for kommunen, mens 9 procent stammer fra udledning i hovedstaden, hvor vejtrafik og brændeovne er de største syndere.

Det var et af den slags opkald, man ikke kan forberede sig på, selvom man prøver.

Lena, det kan godt være, at de skyder mig i dag

33-årig russisk soldat

Stemmen i den anden ende var meget langt væk, og den lignede ikke sig selv.

- Lena, det kan godt være, at de skyder mig i dag, lød det.

Men der var intet, Elena Kashina kunne gøre.

Hendes 33-årige mand var sendt til frontlinjen i Ukraine som tvangsmobiliseret russisk soldat, og han havde allerede truffet sin meget farlige beslutning.

Han ville skrive en opsigelse.

Krigens rædsler

Efter ti dage ved fronten havde han fået nok af krig, og sammen med flere af sine soldaterkammerater planlagde han simpelthen at indstille arbejdet.

- Jeg har indset, at jeg aldrig kommer til at slå nogen ihjel. Jeg dækker mine øjne og ører med hænderne, og så må de simpelthen skyde mig, sagde den 33-årige ægtemand til Elena Kashina.

Hun kunne høre, at han var så langt ude, at han nok havde brug for professionel hjælp.

Men det fik han ikke.

Hverken på den ene eller den anden måde.

Der er ingen lys, vi sidder bare i mørket

Tekstbesked fra en kælder i Ukraine

Elena Kashina har selv fortalt om telefonsamtalen til de uafhængige russiske medier Insider og Meduza.

Hun står frem med sit ansigt og sit navn, men hun vil ikke fortælle navnet på sin ægtefælle.

At blive "oтказник"

På russisk findes der et særligt ord for det, Elena Kashinas 33-årige mand var blevet til.

Ordet er "отказник" på russisk og udtales otkaznik.

På engelsk er det "refusenik" og på dansk betyder det noget i retning af "nægter" eller "afvist".

Da Sovjetunionen eksisterede, blev ordet brugt om de mennesker, som ikke måtte forlade landet, fordi den kommunistiske stat ikke ville give slip på dem.

Siden har det ændret betydning, og ordet bruges nu om russiske mænd, der demonstrativt nægter at adlyde ordrer.

Nogle steder i Rusland stemples det også i deres personlige papirer.

- Tilbøjelig til forræderi, løgne og bedrag. Nægter at deltage i den militære specialoperation, står der på dette stempel, som er offentliggjort af en russisk borgerretsadvokat, der kalder sig 'Den militære ombudsmand'.

Efter Ruslands invasion af Ukraine er brugen af ordet blomstret op på ny, og nu handler det udelukkende om mænd, der ikke ønsker at udkæmpe Vladimir Putins erobringskrig i Ukraine.

Mænd som Elena Kashinas ægtefælle, der fandt ud af, hvor frygtelig krig kan være, da han pludselig befandt sig ude ved fronten.

Den ser sådan her ud lidt uden for Donetsk.

Billederne ovenfor snyder dog lidt, for Elena Kashinas ægtefælle fik ikke lov til at sidde i en kampvogn.

Efter at have oplevet frontlinjen på egen krop fandt han ud af, at man også kan få traumer af at opsige jobbet som russisk soldat.

Direkte i krig

Indtil 22. september 2022 havde den 33-årige mand arbejdet i den russiske metalindustri.

Det var over et årti siden, at han havde aftjent sin værnepligt, og ifølge Elena Kashina var hans opgave dengang at vedligeholde militærets køretøjer.

Den næstkommanderende sagde, at hvis de skrev noget, ville de blive skudt

Elena Kashina, hustru

Men så blev han indkaldt og fik to dages militærtræning.

- De kom på skydebanen og fik muligheden for at øve sig i at skyde en enkelt dag. Men sigtekornet på hans riffel var bøjet, så han kunne hverken ramme noget på 400 meters afstand eller på 100 meters afstand, fortæller Elena Kashina.

Næste dag blev der øvet i at grave skyttegrave, og så var det ellers afgang til Ukraine.

Elena Kashina hørte fra sin mand igen 2. oktober, hvor han var placeret i en skyttegrav i et af de skovbælter, der deler markerne i det frugtbare landbrugsland i Ukraines østlige del.

Hvad han præcist oplevede der, vides ikke med sikkerhed, men pårørende til soldater, som kæmpede i samme frontafsnit, fortæller hårrejsende historier.

Som du skal læse lige om lidt, siger flere af dem, at de blev tvunget til at angribe ukrainske kampvogne med gamle russiske rifler som eneste våben.

Farvel til våbnene

Der gik i alt ti dage ved fronten, før Elena Kashinas mand gav op.

12. oktober ringede han hjem og sagde, at han ville skrive en opsigelse sammen med flere andre soldater fra sin enhed.

- Inden de skrev dokumenterne, sagde den næstkommanderende, at hvis de skrev noget som helst, ville de blive skudt. Deres lig ville blive kastet i et hul, og deres slægtninge ville få at vide, at de var meldt savnet under kampene, fortæller Elena Kashina.

Hendes mand skrev opsigelsen alligevel.

Nu kunne man måske tro, at en håndskreven opsigelse fra en russisk soldat er noget af en sjældenhed, men faktisk har det længe været muligt for russiske soldater at nedlægge våbnene på den måde.

Inden Ruslands præsident, Vladimir Putin, gennemførte tvangsmobiliseringen af russiske mænd til krigen, benyttede flere af landets professionelle soldater sig af artikel 51 i Ruslands 'Lov om militærtjeneste'.

Denne lov har siden 1998 givet dem mulighed for at trække sig fra tjeneste på grund af dårligt helbred, sygdom i familien, manglende løn eller lignende.

- Soldaten skriver et dokument og giver det til sin umiddelbare overordnede sammen med sit våben, skudsikre vest og hjelm. Dernæst skal han ifølge loven vente på behandlingen og godkendelsen af dokumentet, hvorefter han vil blive transporteret til sin kaserne i Rusland, skrev det russiske medie Verstka om proceduren i juli måned.

Ifølge russisk lov er det dog ikke uden konsekvenser at skrive en opsigelse.

Vi sidder i en kælder uden mad. De siger, at vi skal sidde her i to dage

Tekstbesked fra russisk soldat

Kort efter tvangsmobiliseringen af russiske mænd i september 2022 blev der vedtaget en lov, der giver to til tre års fængsel til soldater, som nægter at kæmpe videre – i særlige tilfælde er straffen op til ti års fængsel.

Men én ting er, hvad loven siger.

Noget andet er, hvad der sker ved fronten i Ukraine.

Centrene

Allerede i juli måned kunne mediet Verstka berette om 234 professionelle russiske soldater, der nægtede at kæmpe videre, og som ifølge deres pårørende nu var fanger i den russiskbesatte del af Ukraine.

De var havnet i, hvad Ruslands militær kalder "centre til genskabelse af kampparathed".

Første kig ind i sådan et center fik omverdenen 20. juli 2022, da moren til en indsat soldat stod frem på tv-kanalen Current Time og fortalte, hvad der var sket med hendes søn.

Ingeniørsoldaten Artjom Gorshenin var ifølge hans mor Fatima Gorshenina blevet træt af at slås efter over tre måneders uafbrudte kampe i Ukraine, og sammen med flere andre soldater fra sin enhed skrev han en opsigelse og afleverede sit våben.

Men Artjom Gorshenins overordnede ville ikke underskrive nogen dokumenter, så soldaterne begav sig på egen hånd til en militærbase ved byen Dzhankoi på Krim, hvor de endnu en gang sagde, at de ikke ville slås mere.

Så skete der noget.

Ned i kælderen

Soldaterne troede, at en helikopter ville flyve dem hjem til deres kaserne i Rusland, men i stedet endte de i byen Brjanka i det østlige Ukraine.

Fatima Gorshenina fik en besked fra sin søn på Whatsapp:

- Vi sidder i en kælder uden mad. De siger, at vi skal sidde her i to dage. Vi ved ikke, hvad der så skal ske. Jeg har i hemmelighed fået en telefon med. De har taget vores ting. De telefoner, de fandt, blev smadret på stedet. Vi sover på en båre. Der er ingen lys, vi sidder bare i mørket, skrev han.

Der blev også sendt billeder hjem fra kælderen.

Da Fatima Gorshenina hørte, hvad der var overgået hendes søn, kontaktede hun hans militærenhed for at hjælpe.

- De fortalte mig, at han var på et nyt center for nægtere. Der skulle de have samtaler. De sagde, at han ikke ville være der i mere end to uger, siger hun til mediet Verstka.

Ifølge sønnen blev fangerne bevogtet af soldater, der blev kaldt for "musikere" af de andre.

Det viste sig, at de var lejesoldater fra Wagner-gruppen.

Soldaterne er kendt for at henrette desertører.

Kattens navn

Efter nogle dage ændrede tonen i Artjom Gorshenins beskeder sig pludselig.

- Jeg var dum nok til at skrive til ham, at min far og jeg forsøgte at finde nogen, der kunne hjælpe med at få ham ud mod betaling, siger hun.

Pludselig kom der en masse spørgsmål retur – hvor mange penge drejede det sig om? Og til hvem? Og var der andre forældre til indespærrede soldater med i projektet?

- Så stillede vi ham et spørgsmål om, hvad navnet var på hans elskede kat? Dernæst holdt han op med at kommunikere, siger Fatima Gorshenina.

Mor og søn mistede kontakten midt i juli – og om han nogensinde kommer hjem til katten Gnom, er uvist.

Rekrutterne kommer

Ifølge Fatima Gorshenina oplyste hendes søn, at han så cirka 200 soldater i samme situation som sig selv, da han blev fløjet til Brjanka.

Soldater, der alle var blevet trænet og udrustet til at gå i krig, før Artjom Gorshenin nedlagde våbnene, mens krigen i Ukraine stadig blev udkæmpet af Ruslands professionelle hær.

To måneder senere blev flere hundrede tusinde unge mænd så tvunget til fronten uden uddannelse og ofte med mangelfuld udrustning.

De russiske "centre til genskabelse af kampparathed" løb ikke tør for arbejde.

Jeg mener, at dødsstraffen bør genindføres, det er essentielt

Vladimir Solovjov, vært på russisk stats-tv

På sociale medier offentliggjorde kanaler med forbindelse til Ruslands militær videoer af, hvordan nægtere bliver skældt ud foran deres kammerater, anholdt og kørt væk.

På russisk stats-tv luftede en af Vladimir Putins faste støtter, propagandisten Vladimir Solovjov, en mere simpel løsning på problemet.

Dødsstraf.

- I alle hære i verden bliver desertører brutalt bragt til fornuft. Jeg mener, at dødsstraffen bør genindføres. Det er essentielt, sagde han i sit show på russisk stats-tv 15. november.

Nogle dage senere opfordrede han til straks at skyde soldater, der forlader deres post.

- Kujoner skal bøde for deres synder med blod, Derfor mener jeg, at vi skal oprette specialenheder, måske militærpolitifolk, der skal fange soldater, som forlader deres stillinger, sagde han 25. november og skældte ud på de tvangsmobiliserede mænd, som nægter at kæmpe.

- Hvem er I, som forlod jeres poster med jeres våben? I sked i bukserne, og nu forsøger I at retfærdiggøre jeres flugt og kujonagtige adfærd med beklagelser på sociale medier, lød det fra Vladimir Solovjov.

En ny situation

Så frygten hos den 33-årige ægtemand, der ringede hjem til sin hustru Elena Kashina og sagde, at han nok ville blive skudt, var ikke helt uberettiget.

Men det blev ved frygten.

De øverstbefalende officerer begyndte at true dem med henrettelse

Brev fra pårørende til tvangsmobiliserede soldater

I stedet for at blive skudt endte han i en kælder sammen med andre mænd i samme situation.

- De var fuldstændig deprimerede, psykisk nedbrudte. Jeg vil sige, at de skal til psykiater, hvis de kommer hjem. I den tilstand blev de smidt ned i en murstenskælder, hvor de måtte sidde på jorden i to dage, siger Elena Kashina.

Mediet Insider har været i kontakt med pårørende til de andre mænd i kælderen, som fortæller, hvad der skete.

- Officerer af forskellig rang kom igen og igen for at mødes med soldaterne og afhøre dem. Men efter at de indså, at de ikke kunne overbevise dem, begyndte de øverstbefalende officerer at true dem med henrettelse, skriver de pårørende i et brev, som Insider har set.

Kælderen, som mændene var havnet i, er langt fra det eneste "center til genskabelse af kampparathed", der er oplysninger om i det østlige Ukraine.

Efter at de tvangsmobiliserede mænd er begyndt at ankomme til fronten i stort tal, dukker der flere gange om ugen nye historier op fra centrene.

Kulturhuset i Zaitseve

Ifølge det uafhængige russiske medie Astra er der nu mindst ti kælderfængsler i det østlige Ukraine.

De historier, som er sluppet ud derfra, ligner hinanden.

Som for eksempel den historie to indespærrede mænd i kælderen under kulturhuset i landsbyen Zaitseve fortæller.

Her holder den russiske hær angiveligt op mod 300 tvangsmobiliserede soldater fanget.

Mindst to af soldaterne er fra Ruslands 27. motoriserede infanteribrigade, og gennem deres pårørende fortæller de til mediet Verstka, at de føler, at Rusland har forrådt dem.

Normalt rykker kampvognene frem først og så fodfolket. Ved os var det modsat

Indespærret russisk soldat

De to soldater siger, at de blev sendt direkte ud til frontlinjen ved landsbyerne Kuzemivka og Novoselivske i begyndelsen af november, selvom de var blevet lovet, at de skulle gøre tjeneste et stykke bag fronten.

Kanonføde

En af de mobiliserede mænd, der kaldes Nikolai af sin hustru, ringede hjem og fortalte, at soldaterne intet havde at kæmpe med.

Ingen højtstående officerer var til stede hos dem ude i skyttegravene.

Han lå og bad til Gud, fordi han troede, at det var den sidste dag i hans liv

Hustru til russisk soldat, der har nedlagt våbnene

Mændene kunne godt regne ud, at de var kanonføde, og Nikolai fortalte sin hustru, at de ikke fik hjælp af nogen.

- Normalt er det sådan, at kampvognene rykker frem først, og så kommer fodfolket. Ved os var det fuldstændig modsat. Drengene sad i skyttegravene uden dækning. Kampvogne skød mod os, og vi havde kun rifler og håndgranater, fortalte Nikolai ifølge sin hustru.

Soldaterne havde kun to magasiner med patroner hver, og ifølge Nikolais hustru var det ikke alle, som selv kunne finde ud af at skifte magasin på deres gevær.

- De lå i skyttegravene og kunne ikke stikke deres hoveder op, fordi der blev skudt så meget. Han lå og bad til Gud, fordi han troede, at det var den sidste dag i hans liv, siger hustruen.

Til sidst så russerne en ukrainsk kampvogn rykke frem.

- Vores drenge ramte ikke kampvognen, og så kom der flere pansrede køretøjer, siger Nikolais hustru.

Slagmarken var overstrøet med lig, da en af de få russiske officerer i skyttegraven gav ordre til tilbagetog.

Mændene flygtede til byen Svatove, hvor de blev standset ved en kontrolpost i byens udkant.

Der var ingen adgang i byen, og de blev bedt om at aflevere deres våben.

Soldaterne måtte tilbringe natten i et skovområde.

To muligheder

Næste morgen ankom en oberst, der ifølge Nikolais hustru hedder Javoroj, til skovområdet sammen med en general, hun ikke kender navnet på.

Nu fik mændene et ultimatum:

- Enten tager I tilbage til fronten, eller også bliver sagen overgivet til en militærdomstol, lød det ifølge Nikolais hustru fra de to officerer.

Mændene valgte det sidste og sagde, at de var ukampdygtige på grund af dårlig træning og manglende udstyr.

Så kørte officererne igen.

De blev truet på livet, fik sat en riffel til hovedet og tvunget ud af kælderen

Hustru til russisk soldat, der har nedlagt våbnene

Fem dage måtte mændene blive i skovområdet uden at få hverken vand eller mad fra militæret.

Flere af dem begyndte at blive syge i det kolde efterårsvejr.

Vejene blev langsomt til mudder, som man kan se på billederne fra en russisk krigskorrespondent herunder.

Soldaterne i skovområdet måtte købe mad fra lokale indbyggere for deres egne penge.

Penge, som deres pårørende derhjemme måtte overføre til de lokale indbyggeres telefoner mod et klækkeligt gebyr.

Men livet for mændene i skovområdet tog snart en drejning til det værre.

De var nemlig ikke blevet glemt.

En desperat situation

10. november fik de besøg af militærpolitiet sammen med oberst Javoroj.

Mændene blev kørt til en lejr bag et pigtrådshegn og anbragt i en kælder.

Alle ejendele blev konfiskeret, men det lykkedes Nikolai at gemme sin telefon.

I kælderen måtte 13 mænd dele en celle, og det første døgn fik de ikke noget at drikke.

Dagen efter fik de en dunk med fem liter til deling.

Hos de syge blev situationen hurtigt værre, og næsten alle havde nu en eller anden form for luftvejsinfektion.

Efter en uge i kælderen flyttede deres fangevogtere dem til byen Zaitseve, hvor de havnede i kælderen under kulturhuset.

Nikolai sendte kun få beskeder hjem, indtil han pludselig ringede til sin hustru ved middagstid 21. november.

- Han sagde, at han løb en stor risiko ved at ringe, men at det var vigtigt for ham at sige til mig, at de indsatte i Zaitseve var begyndt at blive bragt ud til fronten, fortæller hustruen til Verstka.

- De blev truet på livet, fik sat en riffel til hovedet og tvunget ud af kælderen. Han sagde, at de tog 100 mænd ud af 250. De tror, at de skal til fronten, men det er umuligt at vide, siger hun.

Opkaldet var et råb om hjælp.

- Han sagde: "Hvis du kan, så få os ud herfra. Hvis vi bliver sendt til fronten, finder du os aldrig", siger hun.

Er der en udvej?

Ifølge Nikolais hustru var situationen i kælderen desperat, fordi mange af mændene var meget syge på grund af infektioner og underernæring.

- Fangerne bliver ydmyget, truet og får kun mad én gang om dagen. I weekenderne får de slet ingen mad, siger Nikolais hustru.

Hun skrev en klage til myndighederne for at hjælpe sin mand, og hun siger til Verstka, at hun overvejer selv at tage til Ukraine for at få ham ud.

En af Nikolais medfanger i kælderen har fortalt en lignende historie til sin søster.

Hun bekræfter over for Verstka, at fangerne kun får mad én gang dagligt, at de må gå på toilettet to gange om dagen, og at militærfolk på stedet konstant forsøger at overbevise fangerne om, at de bør tage tilbage til fronten.

- Sidste gang, jeg talte med min bror i telefonen, sagde han, at han selvfølgelig ikke vil slås, og at han er skuffet over hæren. Her kan du kun overleve, hvis du lærer, hvordan man bekæmper en kampvogn med en riffel, siger soldatens søster.

Hvilken skæbne der venter de mænd, som lige nu frygter for deres liv i kældrene i den russiskbesatte del af Ukraine, har vi endnu til gode at se.

Indtil videre beretter uafhængige russiske medier kun om en enkelt tidligere fange fra kældrene, der er kommet hjem.

Det drejer sig om en mand, der kalder sig Mikhail, og som fortæller til mediet Astra, at han lige siden indkaldelsen i september har forsøgt at fortælle militæret, at han er ukampdygtig på grund af alvorlige følgeskader efter en hjernerystelse.

Han blev løsladt fra et kælderfængsel i landbyen Zavitne Bazhanya i begyndelsen af november, hvorefter han blev kørt til den russiske grænse og fik ordrer på selv at gå til nærmeste hospital.

Coronasmitten i Danmark stiger igen. Efter en længere periode med enten faldende eller stabile smittetal var sidste uge den første i syv uger med en stigning.

Det viser de seneste tal fra Statens Serum Instituts ugentligt opgørelse over luftvejsinfektioner.

Ud af 100.000 indbyggere var 77 smittet med covid-19 i uge 47 - den forrige uge var tallet til sammenligning 64.

Også antallet af indlæggelser af personer smittet med covid-19 er i samme periode steget fra 245 til 299.

Hos Statens Serum Institut understreger overlæge og sektionsleder Bolette Søborg, at smittestigningen ikke giver anledning til bekymring, selvom vi skal være forberedte på en tid, hvor flere bliver syge.

- Vi er rigtig godt rustet til en sæson med coronasmitte. Men det vi ikke kan undgå, det er at blive smittet, siger hun til TV 2.

Tendensen med den stigende smitte bliver ifølge Statens Serum Institut også bekræftet gennem overvågningen af spildevandet, hvor der testes for covid-19.

Her har der i Region Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark været en kraftig stigning i vækstraten de sidste tre uger, mens man i Region Hovedstaden og Sjælland har oplevet henholdsvis en stigning og et stabilt niveau.

Ny variant er i spil

Den stigende smitte kommer samtidig med, at en ny undervariant af Omikron kaldet BQ1.1 er begyndt at sprede sig.

Ifølge de seneste tal stod varianten for 33 procent af de sekventerede coronaprøver.

Trods den stigende smittespredning giver den nye variant ikke panderynker hos Statens Serum Institut. Ifølge Bolette Søborg er varianten ikke farligere end andre af Omikrons undervarianter.

- Den har ikke mere alvorlig sygdom med sig. Når vi ser på antallet af indlæggelser, så ser det fuldstændig ud som med andre varianter, siger Bolette Søborg til TV 2.

- Vi er et rigtig godt sted i coronapandemien lige nu med et lavt antal indlæggelser på intensivafdelinger, og det er det, vi holder øje med, understreger hun.

På Københavns Universitet er der også beroligende toner fra professor i virologi Allan Randrup Thomsen.

Til Jyllands-Posten siger han dog, at laboratorieforsøg viser, at BQ1.1 har lettere ved at undvige den immunitet, vi har opbygget i befolkningen gennem vaccination og smitte.

- Umiddelbart er der ikke så voldsomt meget, vi kan gøre ved det, fordi vi ikke kan lave nye vacciner fra den ene dag til den anden. Så vi må regne med, at den immunitet, vi har opnået gennem pandemien, stadig giver god beskyttelse mod alvorlig sygdom, siger professoren til Jyllands-Posten.

Julen er for mange forbundet med glæde, nærvær og faste juletraditioner. Men for mennesker med psykisk sygdom kan julen også være en hård og ubarmhjertig tid.

Det vil Tina Kvist og Susanne Holgaard fra Viby nu være med til at lave om på.

De bager brunkager, jødekager og andre knasende godter, som de sælger for at gøre julen bare en lille smule sødere for mennesker, der er indlagt med psykisk sygdom.

Det betyder rigtig meget for Tina. Det er hendes projekt, og hende der går op i det med liv og sjæl

Susanne Holgaard, Viby

43-årige Tina Kvist er selv syg med psykisk sygdom og har været det i over 20 år. Hun har flere gange prøvet at holde jul på psykiatrisk afdeling.

- Jeg har selv siddet på psykiatrisk afdeling mange gange i december og over jul. Det er i forvejen ikke fedt at være indlagt, men især i december, hvor man ved, at alle hygger sig og holder julefrokost, er det virkelig hårdt, siger Tina Kvist.

Det gav hende idéen til at starte projektet med julekalendere.

Sammen med sin mor, Susanne Holgaard på 63 år, har Tina Kvist nu for sjette år i træk lavet julekalendere til i alt seks psykiatriske afdelinger på Aarhus Universitetshospital samt Psykiatriens Hus i Aarhus og Silkeborg.

Det er altid rart at blive tænkt på, og så er det jo lige i julens ånd

Inge Voldssgaard, chefsygeplejerske på Aarhus Universitetshospital

Og samarbejdet mellem mor og datter er helt på plads.

- Tina er chefen, og jeg laver alt det andet, griner Susanne Holgaard.

- Det betyder rigtig meget for Tina. Det er hendes projekt, og hende der går op i det med liv og sjæl. Når hun har en dårlig dag, går hun og hygger sig med at lave de her pakkekalendere og får ny energi ved det, siger Susanne Holgaard.

Også blandt modtagerne bidrager projektet med stor betydning. Chefsygeplejerske ved Afdeling for Psykoser på Aarhus Universitetshospital, Inge Voldsgaard, er taknemmelig for det kærlige bidrag.

- Det betyder rigtig meget, at der kommer nogle med så fine gaver. Det er altid rart at blive tænkt på, og så er det jo lige i julens ånd. Patienterne bliver enormt glade, siger Inge Voldsgaard.

Mor og datter har bagt og solgt omkring 10.000 julesmåkager for at samle penge ind til pakkekalendergaverne.

Selvom december kun lige er startet, er de allerede begyndt at gøre klar til næste år.

- Vi bruger hele året på det, og vi er allerede begyndt at forberede til næste år. Der er allerede kommet mange ting ind fra forskellige sponsorer, som vi skal have styr på, siger Tina Kvist.