Når dansk-italienske Sofia Carmen Jammello er iført sin stewardesseuniform med opsat hår og makeup, ligner hun enhver anden sund og rask 29-årig – af den særligt fotogene slags.

Der er intet ved hendes fremtoning, der antyder, at hun er ramt af en alvorlig og uhelbredelig kræftsygdom, kaldet kronisk myeloid leukæmi (CML).

En sygdom, der bor i hendes blod, og som hun skal leve med i resten af sit liv.

Udadtil er hendes liv tilsyneladende helt normalt, og den unge kvinde fra Esbjerg er i stand til at passe både fuldtidsjob, hus og kæreste.

Alt sammen takket være en lille pille.

For så længe hun tager den såkaldte "cancerpille" hver dag, kan hun holde kræftsygdommen og dens symptomer nede på et tåleligt niveau, der gør, at hun kan fungere i hverdagen.

- Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg kan tage den her pille, der holder kræftcellerne nede, så jeg kan få lov at leve med sygdommen. For 15-20 år siden døde man af den, siger Sofia Carmen Jammello til TV 2.

Men selvom cancerpillen er revolutionerende for behandlingen af leukæmi, kan den ikke udrette mirakler.

Der er stadig bivirkninger, smerter og svære dilemmaer, som Sofia Carmen Jammello skal forholde sig til, og som gør, at hendes tilværelse er meget anderledes end andre jævnaldrendes.

En usædvanlig diagnose

Sofia Carmen Jammello fik konstateret leukæmi – eller blodkræft – i oktober 2020.

Tallene fra hendes blodprøver var så skæve, at hun straks blev indlagt og sat i akut kemobehandling for at slå kræftcellerne ned så hurtigt og effektivt som muligt.

I løbet af behandlingen viste det sig, at Sofia – helt uventet – var ramt af den kroniske form for leukæmi, CML.

Da CML oftest rammer folk i 70’erne og opefter, var det en ret usædvanlig diagnose at få stillet for den dengang 27-årige Sofia.

- Jeg kan huske, at jeg sammen med min familie sad og googlede alt muligt om sygdommen. Blandt andet hvor lang tid folk lever med den, og vi blev lidt skræmte, da vi så, at det var omkring 5-10 år. Men det hang selvfølgelig sammen med, at folk allerede er gamle, når de får den, fortæller hun.

Netop fordi det var den kroniske leukæmiform, hun var ramt af, fandtes der en særligt effektiv behandling: Cancerpillen.

En type medicin, som er specifikt udviklet til denne kræfttype.

Så efter en måneds kemokur kunne Sofia nu nøjes med at tage én cancerpille om dagen.

Føles som om, knoglerne brænder

Selvom det er muligt med cancerpillerne at holde sygdommen så meget nede, at Sofia kan passe et fuldtidsjob som V.I.P-stewardesse, går hun ikke helt fri af de gener, som følger med sygdommen.

En af de mere ubehagelige symptomer på leukæmi, som medicinen ikke kan fjerne, er smerter i knoglerne.

Det skyldes, at blodkræft opstår inde i knoglemarven, og derfor hører knoglesmerter uløseligt sammen med sygdommen.

- Det føles som om, at det brænder eller ætser inde i knoglerne. Det gør virkelig ondt. Jeg plejer at beskrive det for folk som en meget slem form for vokseværk, siger Sofia, som indimellem er nødt til at tage smertestillende medicin.

Smerterne sidder som oftest i benene. Og når det er værst, er hun sengeliggende.

En anden bivirkning, som hun lider under, er væskeophobninger rundt omkring i kroppen. Det betyder, at hun må tage vanddrivende medicin efter behov.

Da symptomerne kommer og går, svinger det meget, hvordan hun har det. Nogle dage mærker hun ikke noget, og så kan hun sagtens dyrke sport og være fysisk aktiv som alle andre.

Men der er andre bekymringer.

Piller kan dræbe et foster

Noget af det, der bekymrer Sofia mest ved fremtiden er, at den livsvigtige behandling, som hun er helt afhængig af at få, samtidig spærrer for hendes drøm om at blive mor.

Cancerpillerne er nemlig så stærke, at de ville dræbe fosteret, hvis hun skulle blive gravid.

Som situationen er nu, er planen om at få børn derfor sat på standby

For at kunne gennemføre en graviditet er det nødvendigt at holde pause fra medicinen imens. Og det kræver, at Sofia kommer ind i en periode, hvor hun får det bedre.

- Forhåbentlig kan jeg få lov til at blive gravid. Men det er sådan en ting, der er usikker for mig i dag. Jeg ved jo ikke, hvordan tingene forløber, og om det overhovedet bliver en mulighed, siger hun.

Aftalen med hendes kræftlæge er, at hvis tallene på et tidspunkt ser gode og stabile ud – over en længere periode – kan der blive tale om, at hun stopper med medicinen og i stedet får nogle indsprøjtninger, som kan holde kræftcellerne nede.

Er blevet mere afklaret

Nu, hvor der er gået knap to år, siden Sofia Carmen Jammello fik stillet kræftdiagnosen, er hun nået til et sted, hvor hun føler sig langt mere afklaret med sin situation.

Hun har affundet sig med, at hun har en livslang sygdom, som går op og ned, og at behandlingen skal reguleres derefter. Det er ikke længere noget, hun bekymrer sig så meget om.

- Jeg tror, at jeg er blevet meget bedre til at håndtere frygten. Det tog mig rigtig lang tid at lære, at det var okay at lægge den om i baghovedet. Men der er den i dag. Og den er der på en god måde, synes jeg, siger hun og tilføjer.

- Så jeg går ikke og frygter hver dag, hvor gammel jeg bliver, eller hvornår jeg skal dø. Men selvfølgelig har jeg gjort mig overvejelser om, at mit liv ikke nødvendigvis kommer til at være som alle andres eller blive lige så langt som andres.

For nogle uger siden besluttede Sofia at stoppe med at arbejde som stewardesse. Ikke på grund af sygdommen, men fordi hun efter fire år ønsker et brancheskift.

Hun er nu i fuld gang med at søge et nyt fuldtidsjob.

For øjeblikket er hun inde i en god periode, hvor hun ikke mærker så meget til sygdommen.

Den ene dag er hun måske lidt hævet i ansigtet og har brug for sine vanddrivende piller, den næste dag kan det være benene, der driller.

Men så er der også de dage indimellem, hvor hun slet ikke har nogen gener.

Og det er den slags dage, der giver hende håb om, at det hele nok skal gå.

Se 'Knæk Cancer' lørdag kl 20.00 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.

Det er efterhånden blevet hverdagsnyheder, at det danske sundhedsvæsen er presset. Der mangler hænder, og ventelisterne vokser, mens patienter må vente.

Det gælder også psykiatriens yngste patienter.

Nye tal viser, at børne- og ungdomspsykiatrien herhjemme er så presset, at udredningsretten ikke blev overholdt for knap 3800 børn og unge i første halvdel af 2022.

Det svarer til 6 ud af 10 børn og unge, som måtte vente længere end 30 dage på at blive udredt, og det er en fordobling på et år.

Ifølge udredningsretten er 30 dage ellers det maksimale.

Tallene er opgjort af Lægeforeningen, og ifølge foreningens formand, Camilla Noelle Rathcke, siger de meget om, hvor ringe kapaciteten i børne- og ungdomspsykiatrien i Danmark er.

- Jeg synes jo, det er tragisk, at vi har børn og unge, der ikke kan udredes og ikke får afklaret, hvad der er galt med dem. Man skal huske, at de her børn har haft et langt forløb, hvor tiltag i kommunalt regi ikke har været tilstrækkeligt, siger hun.

Udredning og behandling bliver af dårligere kvalitet

Også Nina Tejs Jørring har kigget på tallene. Hun arbejder som overlæge i børne- og ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden, og derudover er hun forperson i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.

Tallene overrasker hende ikke.

- Det er jo meget, som vi har forventet. Det går sådan set kun værre og værre. Det her er jo bare ét tal, og ét er ventetiden for at komme ind – noget andet er så alle de flaskehalse, vi har i psykiatrien.

- Du kan vel i virkeligheden se det som et eksempel på et system, der er alt for hårdt presset. Udredningen og behandlingen bliver af dårligere kvalitet, fordi det hele bløder, siger Nina Tejs Jørring.

At de manglende ressourcer ikke kun betyder længere ventetid men også dårligere kvalitet, kan eksempelvis ses i psykoedukationen, som går ud på, at børn, unge og deres pårørende bliver undervist i, hvordan man bedst håndterer børnenes psykiske sygdomme.

Man kan nå at blive meget syg, hvis man ikke opdager sukkersyge i tide, og lungebetændelse kan man dø af. Det er det samme her

Nina Tejs Jørring, overlæge og forperson i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab

Nina Tejs Jørring fortæller, at forældrene tidligere blev undervist i, hvordan de eksempelvis skulle hjælpe deres barn, hvis barnet havde autisme.

Indtil man sparede på området ved at begynde at undervise 15-20 forældrepar på én gang.

- Det kan være vældig godt at snakke med andre forældre, men der er jo ikke mulighed for at rette undervisningen mod det enkelte forældrepar. Det blev mere undervisning og mindre behandling. I dag er der mange steder, hvor man får undervisningen som en video online. Det kan også være godt, men det er ikke behandling, og det er af dårligere kvalitet, end når det er en terapeutisk samtale om dit eget barn, siger hun.

Børnenes tilstande kan blive livsfarlige

Camilla Noelle Rathcke fra Lægeforeningen forklarer, at situationen er "rigtig alvorlig" for børn og unge, som venter på en udredning.

Ofte har de haft symptomer i et stykke tid, før man får dem ind i et forløb, og der skal de så vente yderligere.

- For et ungt menneske er det vanskeligt at følge skolegangen og holde kontakt til vennerne, hvis de ikke har det godt, og vi risikerer, at børnene ikke får behandling i tide og måske dropper ud af skolen, siger hun.

Det er Nina Tejs Jørring enig i.

Hun sammenligner situationen med, hvis et forældrepar havde mistanke om, at deres barn havde sukkersyge eller lungebetændelse.

- Det, ville de fleste ikke undre sig over, er et problem. Man kan nå at blive meget syg, hvis man ikke opdager sukkersyge i tide, og lungebetændelse kan man dø af. Det er det samme her.

Nina Tejs Jørring fortæller, at de fleste børn og unge starter ud med det, man kalder "let mistrivsel". Hvis børnene så skal vente på at blive udredt, kan det være, de på et tidspunkt slet ikke kommer afsted i børnehave eller skole og dermed isoleres fra legekammeraterne.

- Det kan være, de begynder at få selvmordstanker eller selvskade, og på et tidspunkt kan det være, de forsøger at slå sig selv ihjel. Det er jo nogle tilstande, der kan blive livsfarlige, lyder det fra Nina Tejs Jørring.

Hun pointerer, at det kan være nemt at gøre noget ved psykiske lidelser, hvis "vi tager børnene, mens de har ondt i maven".

Omvendt siger hun, at det kan tage mange år at behandle børnene, hvis de først får hjælp, når de eksempelvis begår selvskade.

Men hvor meget betyder det reelt, om børnene skal vente 30 dage eller 42 dage?

- Hvis det ikke er akut, er det ikke sikkert, de 12 ekstra dage betyder så farlig meget. Men det her er ventetid, til du bliver set første gang. Og så kan der også være ventetid, til man bliver set næste gang og gangen efter det.

Flere speciallægeforløb

Ifølge Camilla Noelle Rathcke og Nina Tejs Jørring er der akut behov for flere ressourcer til børne- og ungdomspsykiatrien i Danmark.

En løsning på den korte bane kan ifølge Camilla Noelle Rathcke være, at man sikrer, at alle børne- og ungdomspsykiatere – også dem i private praksisser – bliver en del af det offentlige system og dermed bliver tilgængelige for dem, der ikke kan betale selv.

På den lange bane mener hun, der skal fokus på, at vi får uddannet flere børne- og ungdomspsykiatere.

Vi mangler at se en politisk prioritering af at få sikret de her læger, og vi kan godt levere dem, uden det går ud over andre læger

Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen

Det skal blandt andet ske ved, at man laver flere speciallægeforløb for lægerne inden for børne- og ungdomspsykiatri.

- Det er desværre ikke tilgodeset i den nye psykiatriaftale, siger hun.

Resten af sundhedsvæsenet er jo også presset, og der mangler hænder alle steder. Så hvis man sætter det lidt hårdt op, hvorfor skal man så prioritere en kortere ventetid for unge med psykiske problemer, hvis det betyder, at man nedprioriterer vigtige operationer på sygehusene?

- Det, vi skal huske, er, at vi har øget optaget på lægeuddannelserne, fordi vi mangler speciallæger i Danmark. Det har været en politisk prioritering.

- Når lægerne så er uddannet fra universiteterne, skal vi sikre os efterfølgende, at de rent faktisk bliver speciallæger, fordi det er de vigtigste kompetencer i sundhedsvæsenet på lang sigt. Vi mangler at se en politisk prioritering af at få sikret de her læger, og vi kan godt levere dem, uden det går ud over andre læger.

Ikke noget quick fix

Nina Tejs Jørring mener ikke, der findes noget quick fix.

Men hun peger på, at man kunne fjerne udrednings- og behandlingsgarantien i en periode og sidenhen erstatte den med en differentieret venteliste.

- Og så skal man også begynde at måle på, om patienterne får det bedre, og om man kan fastholde medarbejderne. Der er alt for mange, der rejser fra det offentlige, fordi arbejdsvilkårene er for dårlige, siger hun.

TV 2 har forsøgt at få et interview med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff, men det har ikke været muligt.

TV 2 samler vælgere og politikere i Aalborg til et stort valgtræf i valgkampens slutspurt. Følg det torsdagen igennem på TV 2, TV 2 NEWS og TV 2 PLAY – og se programmet her.

I august 2022 var det slut efter 17 år i den offentlige børne- og ungdomspsykiatri i Region Syddanmark.

Sygeplejerske Birgitte Irming indleverede sin opsigelse til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Vejle.

Det var et spørgsmål om at få afsluttet de patienter, der bedst kunne klare det, så vi selv kunne overleve i det

Birgitte Irming, sygeplejerske

Arbejdspresset var blevet for stort, og det gik ud over behandlingen af børnene og de unge.

- Jeg kunne ikke se patienterne i øjnene længere. Og jeg kunne ikke byde mig selv så dårlige arbejdsforhold. Jeg blev dårligere og dårligere af at være der. Så det var også for at redde mig selv, siger Birgitte Irming.

Hun sad i neuro-teamet, hvor hun havde udredt og behandlet tusindvis af børn og unge med blandt andet ADHD, autisme og tourettes-syndrom.

Men patienterne kunne ikke længere få den behandling, som Birgitte Irming kunne se, der var brug for.

- Vi fik ikke givet dem en ordentlig behandling, og vi afsluttede patienterne hurtigt, så vi kunne komme videre til den næste patient, siger Birgitte Irming.

Hendes historie er blot én blandt mange om forholdene i psykiatrien, der ifølge Birgitte Irming er presset til det yderste.

Hun har tidligere været sygemeldt med stress. Og aftalen med familien var, at hun måtte sige op, hvis hun mærkede tegn på stress igen.

Og det gjorde hun.

Flere henvisninger

Ifølge Birgitte Irming er der to store årsager til det stigende arbejdspres, der var blevet værre inden for de seneste fem år.

For det første oplevede hun et stigende henvisningspres.

Fra 2020 til 2021 steg antallet af henvisninger til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Vejle med 40 procent.

Det er meget sørgeligt, hvis vi kun stiller diagnosen og giver noget medicin og ikke giver de unge undervisning i deres sygdom

Birgitte Irming, sygeplejerske

Når flere patienter skulle udredes og behandles med de samme ressourcer, gik det ud over kvaliteten.

- Jeg havde så mange patienter, at jeg overhovedet ikke kunne huske dem, når jeg råbte deres navn op ude i venteværelset, siger Birgitte Irming.

Har I også inden for de seneste par år afsluttet patienter, hvor du havde en dårlig fornemmelse bagefter?

- Ja da, masser af gange. Det var et spørgsmål om at få afsluttet de patienter, der bedst kunne klare det, så vi selv kunne overleve i det, siger Birgitte Irming.

Det er vel at mærke patienter, som ville være blevet tilbudt behandlingsforløb tidligere.

- Særligt det sidste år var jeg flov over at sige til patienter og forældre, som vi tidligere ville have hjulpet, at de ikke kunne få et tilbud. Visiteringen er blevet så skarp. Linjen er trukket et helt andet sted hen, end den var før.

For hende var det fagligt utilfredsstillende at give en dårligere behandling end den, hun vidste, hun kunne have givet, hvis der havde været flere ressourcer.

- Det er meget sørgeligt, hvis vi kun stiller diagnosen og giver noget medicin og ikke giver de unge undervisning i deres sygdom, siger Birgitte Irming.

Presset på læger

Den anden årsag til presset var personaleflugt - særligt manglen på psykiatriske speciallæger.

Ifølge Birgitte Irming var nogle enkelte af lægerne behandlingsansvarlig for op mod 1150 patienter. Det, selvom de ikke nødvendigvis selv så patienterne.

- Jeg kunne se en patient i ti år, uden at der var en speciallæge, der så dem. Jeg havde kun to timer om ugen med speciallægen. Men jeg kan ikke varetage et arbejde med så lidt tilstedeværelse fra en læge.

Lægerne på de psykiatriske afdelinger er specialiseret i psykiatri. De har det overordnede behandlingsansvar og skal være med inde over beslutninger om blandt andet medicinering.

Ofte spiste jeg ikke frokost med kollegerne, for jeg ikke kunne holde til at se dem helt udbrændt

Birgitte Irming, sygeplejerske

Også hos lægesekretærerne var der ifølge Birgitte Irming en flaskehals.

Hun har oplevet, at patientjournalerne til tider ikke var ajour, fordi der lå op over 500 dikteringer klar til at blive skrevet til journalnotater af sekretærerne.

Skrev brev til ledelsen

I forbindelse med sin opsigelse skrev hun et brev til ledelsen, hvor hun udtrykte sine bekymringer for kollegerne.

- Kollegerne var trætte, udbrændte og de græd. De viste nogle sider af sig selv, som jeg ikke havde set. Men de viste det ikke over for patienterne.

Den arbejdsglæde, der havde været før i tiden, var væk.

Og det var sket inden for de seneste fem år, siger Birgitte Irming.

- Før i tiden havde vi ping pong i pauserne. Nu var folk triste og opgivende. Ofte spiste jeg ikke frokost med kollegerne, fordi jeg ikke kunne holde til at se dem helt udbrændt, siger Birgitte Irming.

Leder genkender billedet: - Det er rigtig ærgerligt

En af modtagerne på Birgitte Irmings brev var Louise Schwartz, der er afdelingschef for Børne- og Ungdomspsykiatrien i Sydjylland.

- Selvfølgelig gør det indtryk, når medarbejdere ikke trives, og der har været en årrække, hvor dygtige medarbejdere har valgt at forlade den offentlige psykiatri, fordi de ikke havde lyst til at arbejde under de betingelser længere. Og det er rigtig ærgerligt, siger Louise Schwartz og tilføjer:

- Jeg kan godt forstå, at nogle medarbejdere kan nå dertil, for jeg har jo selv været der (som psykolog, red.). Jeg har fuld respekt for det, omend jeg kan være rigtig ærgerlig over at miste en dygtig medarbejder som hende.

Louise Schwartz fremhæver, at det er hendes ansvar, at medarbejderne kan løse opgaven inden for de ressourcer, der er til rådighed.

Men hvad nu, hvis man udfylder opgaven, som man skal, men ikke er fagligt tilfreds med den?

- Det er et kæmpe problem. Når man er fagprofessionel og har en stærk identitet i sit virke, er der også risiko for, at man laver skyggearbejde. At man leverer mere, end man skal for at kunne leve op til ens faglige standarder. Og så er der en risiko for, at man brænder ud.

Det var på dagen, hvor jeg stoppede i det offentlige, at jeg fik det bedre

Birgitte Irming, sygeplejerske

Det var Birgitte Irming tæt på at gøre igen.

Så hun tog konsekvensen af arbejdspresset og har fået arbejde som sygeplejerske i en privat psykiatrisk klinik i Vejle.

Hun har aldrig haft det bedre fagligt og personligt - vel at mærke med de samme arbejdsopgaver som i det offentlige.

- Det var på dagen, hvor jeg stoppede i det offentlige, at jeg fik det bedre. Nu har jeg slet ikke den der vrede og skuffelse, som jeg havde før. Jeg har overskud og er fagligt stolt, siger Birgitte Irming.

I lang tid havde hun svært ved at vide, hvor meget hun kunne dele med sin søn.

Så når Camilla Rothmann ind imellem skulle ind på hospitalet, fortalte hun ikke sandheden – hun sagde, at hun skulle på arbejde.

I dag ved hendes femårige søn, Villum, at hans mor har kræft i hjernen, og at det er derfor, hun ofte er træt. Men han kender ikke alvoren.

Han ved ikke, at lægerne for knap to år siden gav Camilla Rothmann et til fem år at leve i.

Det fortæller den 38-årige mor i ‘Go’ morgen Danmark’ i forbindelse med Knæk Cancer.

- I starten af forløbet var han kun to år, så han var meget lille, men i dag prøver vi at inddrage ham så meget som muligt. Han ved, at jeg er syg, men han forstår ikke, hvad kræft er, siger Camilla Rothmann.

Det er svært.

For de synes, at det er vigtigt at involvere deres søn, men de vil heller ikke have, at han går og bekymrer sig hele tiden.

Børn kan ikke tåle ikke at vide

Bekymringen om, hvad børn kan tåle at få at vide i en så alvorlig situation, har Camilla Rothmann og hendes mand, Andreas, ikke været alene om.

Næsten 50.000 børn lever lige nu med enten en far eller mor, der er syg af kræft, og hvert år får 10.000 børn beskeden om, at en af deres forældre har kræft, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse.

Det er ud af de mere end 40.000 danskere, der hvert år får konstateret kræft.

Når det sker, er det meget vigtigt at tale med sine børn om sygdommen – og om døden.

Det siger Charlotte Valgaard Jørgensen, der er rådgivningsleder ved Kræftrådgivningen Herlev.

- Et barn kan ikke tåle ikke at få noget at vide. Det er rigtig vigtigt at følges med børnene og langsomt at inddrage dem. Det værste, vi kan gøre, er at tie, lyder det.

Hvis man tier over for børn, holder man dem nemlig ude af fællesskabet. Og børn har brug for at være en del af forløbet, så der ikke sker pludseligheder, uddyber rådgivningslederen.

I Camilla Rothmanns tilfælde har de prøvet at involvere Villum i sygdommen ved for eksempel at lade ham være med, da hun skulle have klippet sit hår af.

- Netop så han ikke vågnede næste dag, hvor hans mor pludselig ikke havde noget hår, siger hun.

Han skal vide det, når tiden nærmer sig

Det var en podcast, som fik Camilla Rothmann til at ændre syn på, hvor meget hendes søn skal vide om hendes kræftsygdom.

I juni i år var hun med i Kræftens Bekæmpelses podcast ‘Omsorg for børn’, hvor hun lærte, at det er okay ikke at fortælle, præcis hvor alvorligt det er.

Men hun lærte også, at det er vigtigt at involvere børnene.

Det vil hun og hendes mand for alvor gøre, når tiden er inde. Her vil de fortælle ham, at hun er tæt på at dø af sygdommen.

Rådet fra Charlotte Valgaard Jørgensen er også, at Villum skal være ved hendes side, når hun forlader verden.

- Det at være til stede gør, at det bliver virkeligt. Og det er det, der er det vigtige – at barnet har mulighed for at følge med det, der sker, lyder det fra rådgivningslederen.

Men det er ikke noget, man bare lige gør. Et barn vil i så fald blandt andet skulle forberedes på, hvor og hvordan det skal foregå, uddyber hun.

Har udskudt breve og videoer

Indtil da har prognosen fra lægerne betydet, at Camilla Rothmann tænker over, at hun ikke har alverdens tid tilbage.

Hun vil gerne nå at skrive breve, lave fotobøger og videoer til Villum, så han kan “være sammen med hende” i fremtiden, men hun har i lang tid udskudt det, fordi det er for hårdt.

Indtil nu har hun brugt meget tid på at nå at få en masse oplevelser sammen som familien – også så kræften ikke fylder det hele.

Blandt andet har de plantet et træ sammen i haven.

- Det er “mit” træ, så der er et sted derhjemme, hvor jeg er. Når jeg en dag ikke er her længere, kan min familie måske sætte sig der og tænke på mig og snakke med mig.

- Og jeg håber, at jeg har tid nok til at se træet vokse, siger Camilla Rothmann.

Se hele indslaget med Camilla Rothmann og Charlotte Valgaard Jørgensen på TV 2 PLAY

Chefredaktør på Ekstra Bladet Knud Brix siger undskyld på forsiden af onsdagens avis og ”stiller op til alle interviews og siger undskyld”, siger han til TV 2.

Det sker i kølvandet på en forsidehistorie, som Ekstra Bladet mandag bragte. Den "afslørede", at Søren Pape Poulsen havde rejst til Den Dominikanske Republik i 2021, mens store dele af verden var lukket for rejser på grund af corona.

Det gør det jo ekstra slemt, at det er i en valgkamp

Knud Brix, chefredaktør på Ekstra Bladet.

Det var dog ikke et brud på reglerne, eftersom Pape var færdigvaccineret, og dermed ikke var omfattet af anbefalingerne. Derfor foregik rejsen efter bogen.

Kritik fra de konservative

Hele miseren har efterladt et spor af kritik fra de konservative, fordi de mener, at det er forkerte oplysninger, der er kommet frem i artiklen om Papes rejser.

Tirsdag skrev Søren Pape Poulsen på sin Facebook-side:

- Jeg blev i går igen igen hængt ud på forsiden af Ekstra Bladet. Én uge før valgdagen. På forsiden af en landsdækkende avis. Med en USAND historie.

TV 2 har foreholdt Knud Brix kritikken og forløbet.

Først og fremmest, hvordan vil du forholde dig til den kritik, der er kommet fra de konservative efter jeres artikel med fejl om, at Pape ikke måtte rejse under nedlukningen?

- Jeg har bare sagt fra starten, at hvis der er nogle fejl, så retter vi dem, siger Knud Brix.

Derfor stod der også på forsiden af avisen onsdag morgen: ”Ekstra Bladet i coronabrøler: Undskyld, Pape”.

- Vi går ud på forsiden og undskylder, fordi der er fejl, siger Knud Brix.

- Det er selvfølgelig ikke godt nok

Hvordan kommer det der til, at I er nødt til at gå ud med en undskyldning og en helt ny artikel, som det er tilfældet i historien om Papes ”coronabrøler”?

- De oplysninger, vi har fået fra myndighederne, har vist sig at være fejlagtige, og derfor retter vi selvfølgelig. Men det er vores ansvar, det kan der ikke være to meninger om. Vi burde have dobbelttjekket det her, siger han.

Er det godt nok, når de her fejl sker?

- Nej, det er selvfølgelig ikke godt nok.

Fejl under valgkamp

Hvad tænker du om, at den her forsidehistorie, som er fejlagtig, kommer midt i en valgkamp?

- Det er selvfølgelig ekstra uheldigt, at det kommer midt i en valgkamp, og derfor forstår vi godt, at de konservative er vrede på os. Og derfor siger vi også undskyld på forsiden. Det gør det jo ekstra slemt, at det er i en valgkamp.

Er du bange for, om I har været med til at rykke noget i meningsmålingerne for K gennem historier, hvor I efterfølgende måtte gå ud og rette jer selv?

- Jeg håber da, at folk har set den undskyldning, og dermed at vi har afbødet skaden. Men det kan jeg jo af gode grunde ikke vide, svarer Knud Brix og uddyber:

- Det er også derfor, vi siger undskyld på forsiden, ligesom det stod på forsiden for at afbøde skaden. Så det håber jeg da bestemt ikke, det gør.

Konsekvenserne

Bør det have den konsekvens, at du ikke længere skal være chefredaktør på Ekstra Bladet?

- Det må være op til mine chefer at bestemme. Vi har undskyldt og rettet og gjort det, som vi synes er rigtigt. Men det må du spørge mine chefer om.

Hvad synes du selv?

- Det er klart, at jeg synes, det her er af en alvorlig karakter, og derfor har vi undskyldt, men jeg var ikke blevet som chefredaktør, hvis jeg mente, at jeg skulle gå.

Undskyldning på forsiden

På Twitter skriver Mette Abildgaard (K) til et billede af onsdagens forside af Ekstra Bladet med undskyldningen:

- Det var simpelthen, hvad der kunne blive plads til? Dæleme billigt sluppet.

Hvad siger du til, at konservative mener, at undskyldningen på jeres forside onsdag er placeret forkert?

- Hvor skulle den ellers være placeret? Den her artikel har været på forsiden, og derfor kommer undskyldningen også på forsiden, det synes jeg, er at gøre det rigtige, svarer Knud Brix.

Når psykolog Mette Stagis skal sove om aftenen, er det ikke kun hendes lille barn, der kan holde hende vågen.

Bekymringer om hendes arbejde farer også ukontrolleret rundt i hendes hoved.

- Fik jeg nu lavet den behandlingsplan? Fik jeg ringet til bostedet? Eller blev jeg nu færdig med det journalnotat?

Mette Stagis er 32 år og har arbejdet på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Vejle siden 2019.

Vi ser flere patienter, end vi kan

Mette Stagis, psykolog, Børne- og ungdomspsykiatrisk Afdeling, Vejle

Her kommer børn og unge i ambulant behandling i dagtimerne – det er altså ikke en sengeafdeling.

Arbejdet kræver mere og mere af hende. For psykiatrien er presset. Rigtigt presset, forklarer hun.

- Tingene er blevet værre de sidste år. Vi ser flere patienter, end vi kan. Så vi kommer alle sammen til at løbe hurtigere, og vi skipper frokostpauserne, siger Mette Stagis.

Hun har det dårligt med at se, at det går ud over de patienter, der har det værst.

Presset skyldes især, at antallet af henvisninger eksploderer.

Fra 2020 til 2021 landede der 40 procent flere henvisninger på bordet hos afdelingen.

Tilbage fra barsel

Det var ikke, fordi det ikke allerede var hårdt i 2019. Men forholdene i psykiatrien er blevet værre de sidste par år, siger hun.

Jo længere tid der går, jo dårligere bliver patienterne

Mette Stagis

Og det blev endnu mere tydeligt, da hun kom tilbage fra halvandet års barsel i september 2022.

- Da jeg kom tilbage fra barsel, fik jeg et chok. Vi havde endnu mere travlt, end vi havde inden min barsel – og der havde vi også travlt, siger Mette Stagis.

Også på papiret er der mere travlt.

- Inden jeg gik på barsel, havde jeg aldrig oplevet, at vi ikke kunne overholde behandlingsgarantien.

Behandlingsgarantien sikrer, at man efter en henvisning kan blive set inden 30 dage. Nu er ventetiden på hendes afdeling op til otte uger. Og det er ikke en pukkel, man "bare lige" skal over, forklarer hun.

- Det er et vedvarende problem, og jo længere tid der går, jo dårligere bliver patienterne, siger Mette Stagis.

Også i det private er ventetiden lang.

I august viste en kortlægning, som DR havde lavet, at man i gennemsnit skulle vente 63 uger på at komme til en privatpraktiserende psykiater.

Afviser mange med mistrivsel

Faktisk afviser de på afdelingen knap hver fjerde, hvor der er mistanke om angst og/eller depression.

Det gør de, fordi der snarere er tale om mistrivsel.

Dén mistrivsel burde ifølge hende allerede blive opdaget ude i primærsektoren: skolerne og kommunernes PPR-tilbud (Pædagogisk psykologisk rådgivning).

- Vi ser patienter, som aldrig er blevet set før, fordi primærsektoren også er kørt helt i sænk. Men jeg bliver nødt til at afvise dem, fordi de ikke er psykisk syge, siger Mette Stagis.

Vi bliver nødt til at tale om, hvorfor børn og unge mistrives, før vi snakker om, hvordan vi løser det

Mette Stagis

Ikke desto mindre ville hun ønske, at flere blev hjulpet – for hun kan se, at behovet er der.

Næsten hver anden mellem 16 og 25 år mistrives. Og i august kom 1000 psykologer i et åbent brev med et opråb om, hvor slemt det står til med børn og unges trivsel.

Men ressourcerne i psykiatrien skal kun gå til dem, der har en psykisk sygdom, understreger hun.

- Vi bliver nødt til at tale om, hvorfor børn og unge mistrives, før vi snakker om, hvordan vi løser det, siger Mette Stagis og tilføjer:

- Vi er blevet så vant til at psykologisere alting. Når nogen har det skidt, tænker vi også, at der er noget galt med dem. Men vi skal have normaliseret, at der er svære og triste perioder i livet.

Hvor længe holder drømmen?

Det var drømmen at arbejde i psykiatrien allerede inden, at hun startede med at læse til psykolog.

Men nu tænker 32-årige Mette Stagis allerede på, om hun kan blive ved.

Jeg er fuldstændig drænet, når jeg kommer hjem, fordi jeg har brugt al min energi på arbejdet for at kunne følge med

Mette Stagis

Men hun og kollegaerne ved ikke, hvor de skal kigge hen – det har de allerede talt om på arbejdet.

- Sådan har jeg aldrig haft det før. Jeg har ikke lyst til at gå over i det private. Jeg brænder for den offentlige psykiatri og for at gøre en indsats for dem, der har det allerværst, siger Mette Stagis.

Drømmen har dog aldrig været også at tage arbejdet med derhjemme. Men sådan er det altså blevet – og det går ud over familien.

- Jeg er fuldstændig drænet, når jeg kommer hjem, fordi jeg har brugt al min energi på arbejdet. Jeg oplever, at jeg glemmer ting, fordi jeg har en huskeseddel så lang så lang.

Symptombehandling at styrke psykiatrien

Hun mener, at løsningen er at få flere voksne i daginstitutionerne, færre elever i klasserne og mere støtte til, når man ser mistrivsel.

At styrke psykiatrien alene er kun symptombehandling, mener Mette Stagis.

Det her er et sundhedsvæsen i knæ

Mette Stagis

Hun bliver bakket op af sin øverste chef, Louise Schwartz, der er afdelingschef for Børne- og Ungdomspsykiatrien i hele Sydjylland.

- Nøgleordet er forebyggelse, for så har psykiatrien også ressourcerne til dem, der reelt har brug for behandling. Men vi er tvunget til også at hjælpe en gruppe, der burde være blevet hjulpet i kommunerne og skolerne, siger Louise Schwartz.

Det påvirker Louise Schwartz, når medarbejdere som Mette Stagis overvejer at stoppe på grund af arbejdspresset.

- Når vi får flere patienter, skal vi løse opgaven med det samme antal ressourcer. Så er vi nødt til at presse medarbejderne, som så er nødt til at give køb på kvaliteten. Det er ikke sjovt, siger Louise Schwartz.

Det er dog heller ikke ledelsen, som Mette Stagis retter sin kritik mod:

- Det er et politisk problem – ikke et ledelsesmæssigt problem. Det er politisk skabt, og det er politikernes ansvar at få ryddet op i det igen. Det her er et sundhedsvæsen i knæ.

I hjørnet af Sydsjællands-husets stue står et sort klaver.

På det plejede Clara Pohl Nkunkununu at optræde foran sin familie med sangen 'Forår, nu er det forår', ofte med sin lillesøster.

Men nu er det sang fra fugle i baghaven, der fylder huset gennem en smal sprække i vinduet.

For i maj 2021 tog Clara sit eget liv på en lukket psykiatrisk afdeling efter en længere periode som svingdørspatient. Bare 14 dage før sagde hun til sin mor, Gunhild Pohl, at hun havde brug for at blive indlagt for at holde sig i live.

- Det kan godt være, at Clara er død, men kampen er ikke slut endnu. Der er masser af Clara’er derude. De skal hjælpes. Vi skal hjælpe dem, siger Gunhild Pohl med lavmælt og til tider skælvende røst.

Selvom såret stadig er åbent, har Gunhild Pohl valgt at fortælle om tabet af sin datter, der begik selvmord kun en måned efter sin 20-års fødselsdag.

Du kan se et brækket ben. Du kan ikke se psykisk sygdom

Gunhild Pohl

Musik var en stor del af Claras liv. Da hun som 15-årig ringede til sin mor og sagde ”skynd dig hjem!” for at lave en opvisning i operasang, kunne moren mærke en livsglæde hos hende, der var usammenlignelig.

- Man kan se på folk, når de rammer ind der, hvor livsnerven sidder. Med alt hun havde, levede hun med operaen. Det var sådan noget, der egentlig bare kom ud af den blå luft, fortæller Gunhild Pohl.

Den samme inspiration fandt Clara i det lokale kirkekor og i sine farverige tegninger, som stadig pryder husets vægge – på begge etager.

Som lille var Clara en stille pige, der ikke talte meget, men med årene blomstrede hun op, fortæller Gunhild Pohl, der altid så sin datter som en pige, der var god til at håndtere svære situationer.

Når der opstod noget uventet, var Clara god til bare at sige "pyt" og komme videre, husker moren.

For en udefrakommende fremstår hendes liv ikke som et, der var tynget af selvskade og psykisk sygdom. Men det er netop det, der er pointen i fortællingen om Clara.

- Du kan se et brækket ben. Du kan ikke se psykisk sygdom, siger Gunhild Pohl, som har givet TV 2 indblik i hendes datters kaotiske forløb i psykiatrien og vist os hendes journaler.

Clara led af skizotypi, der beskrives som en lettere form for skizofreni. Diagnosen fik Clara dog først meget sent, da lægerne i årevis ikke kunne finde ud af, hvad hun fejlede. Ifølge Gunhild Pohl blev der givet for mange diagnoser, og som lægerne skiftede, gjorde diagnosen det også.

Journalerne tegner et billede af en ung pige, der uforstående blev udskrevet og afvist den hjælp, hun bad om, endte som svingdørspatient, og som til sidst sluttede livet med fire indlæggelser og tre udskrivelser på to uger.

Det hele begyndte i 2017 – fire år før Claras død. Familien fik et chok, da de for første gang oplevede hendes psykiske sygdom.

Hun var begyndt på efterskole i niende klasse, hvor hun gik nogle måneder, da Gunhild Pohl i december modtog et opkald fra skolen.

Clara havde selvskadet, sagde stemmen i røret, og hun blev hentet af sin mor, der tilbød hende at stoppe på skolen, hvis hun havde det dårligt. Hun tænkte over det et par timer og besluttede, at hun ville fortsætte på skolen.

Tilbage på skolen blev tingene bedre, og hun færdiggjorde sit efterskoleår, som Gunhild Pohl oplevede som godt. Clara begyndte bagefter på gymnasium, hvor lærerne kaldte hende for mønsterelev, og den uhyggelige episode virkede til at være et enkeltstående tilfælde, mente moren.

Jeg ville ønske, at man behandlede psykisk sygdom som somatikken

Gunhild Pohl

Men i november 2018 gjorde Clara igen skade på sig selv, og hun begyndte kort efter til psykolog.

Efter nogle måneder ringede psykologen til Gunhild Pohl, som fortalte hende, at Clara havde givet udtryk for, at hun ikke længere ønskede at leve, og at hun derfor skulle begynde i behandling i psykiatrien.

- Så sidder man der som forældre og tænker, hvor kom det lige fra. Fordi vi syntes egentlig, hun havde haft basis i orden i forhold til at kunne klare livet, siger hun.

På grund af selvmordstankerne var Clara indlagt i fem måneder fra september 2019.

Værelsesdøren på første sal var ofte lukket til langt hen ad formiddagen, når Clara fik det dårligt. Hun isolerede sig og sov længe, mens hendes mor gik bekymret rundt i stueetagen.

Første møde med den psykiatriske akutmodtagelse gav indtryk af en afdeling, der var tynget af bureaukrati, og læger og sygeplejersker talte ofte henover hovedet på både Clara og hendes mor, oplevede Gunhild Pohl. Hun opfattede dog personalet som velmenende, husker hun.

Som årene gik, blev Clara udskrevet og indskrevet igen og igen, fordi hun aldrig rigtig fik det bedre. Det viste sig især ved, at Clara på den ene eller anden måde gjorde skade på sig selv.

Derfor kom med hver udskrivelse også frygten for, at Clara igen skulle føle sig efterladt af sundhedsvæsnet og gøre skade på sig selv. Alle Claras indlæggelser var frivillige, men det var for svært at overbevise lægerne om, at hun skulle have hjælp, fortæller hendes mor.

I det sekund, Clara trådte ud ad døren på de psykiatriske sygehuse, fik familien en følelse af, at hun stoppede med at eksistere i psykiatriens øjne, og når hun atter havde brug for hjælp, blev hun behandlet af nyt personale, der så hende som en ny patient.

- Jeg ville ønske, at når man først var i psykiatrien, så var man ligesom kendt. Der bliver nødt til at være en rød tråd. Så når Clara havde brug for at blive indlagt, ville det være nemmere. Hun burde være patient, selv når hun ikke var indlagt, siger hun.

Gunhild Pohl og hendes datter oplevede flere gange at blive afvist på de psykiatriske sygehuse og i stedet blive sendt hjem med beskeden om, at Clara skulle tage sine piller og forsøge at klare sig selv.

- Så tog hun hjem, selvskadede og kom på sygehuset, og så kunne jeg så hente hende i Nykøbing på skadestuen og køre hende til psykiatrien, hvor hun blev indlagt, lyder det nærmest opgivende fra Gunhild Pohl.

Clara skulle bruge hjælp fra psykiatrien, som hun ikke fik, mener moren. I dag føler hun, at deres familie blev efterladt med alt for meget ansvar. Det var pludselig moren, der skulle hjælpe sin datter fra at selvskade, men hverken Gunhild Pohl eller Clara vidste, hvad de skulle stille op.

- Jeg anede ikke, hvad jeg havde med at gøre. Jeg er ikke professionel i psykisk sygdom. Jeg er mor, siger Gunhild Pohl.

Hun fik indtrykket af en sundhedssektor, hvor der var for mange patienter og for få læger, hvilket i sidste ende gik ud over patienterne – i dette tilfælde hendes datter.

Mellem klokken 21.45 og 22.00 på den første dag i maj 2021 tog Clara sit eget liv. Det skete på hendes værelse i det sengeafsnit, hun var indlagt på.

Forløbet op til var voldsomt for hele familien, og på dagen, hvor det skete, besøgte Gunhild Pohl hende på afdelingen og forlod den med en knude i maven, da Clara virkede totalt modløs og tømt for energi.

På de knap fire måneder siden årsskiftet var Clara indlagt otte gange: Tre gange i størstedelen af januar og februar og fem gange i marts og april.

I ugerne op til hendes død blev Clara indlagt lørdag 17. april, men bad selv om at blive udskrevet mandag 19. april, fordi hun var utilfreds med sin behandlingsplan. Samme aften skar hun i sit håndled med et barberblad og blev indlagt igen. Så blev hun udskrevet fredag 23. april, indlagt igen søndag 25. april og udskrevet igen mandag 26. april – og atter indlagt om aftenen.

Ved udskrivelserne i de hektiske dage fortalte hun lægerne, at hun ikke kunne abstrahere fra tanken om at tage sit liv og gik i detaljer om, hvordan hun ville gøre det, viser journalerne.

Hun havde presserende selvmordstanker, lyder det blandt andet i journalerne, hvor de skriver, at "Clara var bange for at dø".

Hun blev vurderet til at have øget selvmordsrisiko, men 27. april, fem dage før hendes død, frafalder den vurdering. Og torsdag 29. april forsøgte hun at begå selvmord – men kom stadig ikke under skærpet opsyn.

- Det er en svær vurdering, står der i en redegørelse over forløbet op til Claras selvmord, hvor de konkluderer, at man ikke "med overvejende sandsynlighed kunne have forhindret selvmordet".

Men ifølge Gunhild Pohl stressede de mange indlæggelser hendes datter over evne, fordi det hele gik så hurtigt og skete over kort tid. Samtidig ville Clara gerne have hjælp og var ifølge journalerne "uforstående" over for, hvorfor hun blev udskrevet så mange gange, når hun gerne "ville passes på".

Clara havde fortalt lægerne, at hendes selvmordstanker var i forværring, og at hun kom og bad om indlæggelse for "at redde sit eget liv", står der i journalerne. Hun havde sagt, at hun ikke ville dø, og at hendes selvmordsforsøg ikke var planlagte, men spontane.

- Det er hårdt at eksistere, når man ikke har det godt, bliver Clara citeret for i et resumé af hendes behandlingsforløb fra Region Sjælland.

Det har ikke været muligt at få et interview med Region Sjælland, som heller ikke svarer på TV 2s skriftlige spørgsmål. Men i en mail siger regionens lægefaglige vicedirektør i psykiatrien, Søren Bredkjær, at det er "dybt ulykkeligt", når "indlagte patienter" tager deres eget liv.

- På grund af reglerne om tavshedspligt vedrørende patientoplysninger kan vi ikke kommentere de enkelte sager. Men generelt kan vi oplyse, at vi ikke udskriver patienter, der viser tegn på at være selvmordstruede, siger han og fortsætter:

- Hver enkelt udskrivning foretages på en lægefaglig vurdering baseret på personalets observationer og på samtaler og aftaler med patienten. Når der foretages et lægefaglig skøn, så er der en risiko for at tage fejl i vurderingen af patienten.

Behov for bedre behandling

Clara er i dag begravet, og hendes familie kæmper nu med savnet af deres datter og søster:

Et tabt ungt liv, der blev del af en tragisk statistik, der viser, at omkring 264 psykiatriske patienter årligt begår selvmord. Det fremgår af et datasæt, som Sundhedsdatastyrelsen har lavet for TV 2. Det samlede antal selvmord i Danmark er cirka 600 personer om året.

Det er ifølge regionen svært at dokumentere, om det i Claras tilfælde havde gjort en forskel, at man gjorde mere for Clara. Men hendes mor er overbevist om, at hvis der var mere personale og mindre patientpres, og hun ikke endte som svingdørspatient i psykiatrien, kunne udfaldet have været anderledes.

- Men jeg bebrejder ikke de enkelte mennesker. Det er systemet, der ikke er godt nok. Der er ikke nogen, hverken ansatte eller patienter, der synes, at det her er godt. Hvis jeg arbejdede der, havde det givet mig søvnløse nætter, siger Gunhild Pohl.

Hun efterlyser derfor en højere prioritering af psykiatrien, hvor man blandt andet tilbyder patienter behandling på andre sygehuse, hvis der ikke er plads i ens egen region.

- Jeg savnede et samarbejde på tværs af hospitalerne og ensartethed i regionerne. Vi oplevede helt konkret, at hvis Clara boede i hovedstadsområdet, så havde hun fået et opus-forløb, men ikke når hun boede i Region Sjælland. Og hun kunne ikke overflyttes, siger hun.

Region Sjælland tilbyder opus-forløb til personer med psykose eller skizofreni, men ikke skizotypi. Det gør hovedstaden, selvom det fortsat kan være svært at få det bevilget. I et opus-forløb tilknyttes man en særlig kontaktperson, som både er behandler og kontaktstøtte under hele behandlingen – også under og efter indlæggelse.

Gunhild Pohl mener, at andre personer med psykisk sygdom i lignende situationer som hendes datters skal have tilknyttet et hold med psykiater, terapeut, læge og mentor, som holder tæt kontakt med dem.

- Det vil give tryghed ved, at det hele er velkendt og vil give dem en fornemmelse af, at der er nogen, der har styr på én, siger hun.

I regionens vurdering fremgår det blandt andet, at det var svært at læse Claras signaler, fordi hun svingede mellem at være glad og trist flere gange om dagen. Gunhild Pohl mener, at det netop derfor er vigtigt at have en fast kontaktperson tilknyttet, som kender patientens person og sygdomshistorik.

Gennem Claras fire år i psykiatrien oplevede Gunhild Pohl desuden, at hendes unge datter for ofte skulle sidde over for en fremmed læge og forklare dem, hvorfor hun ikke havde det godt og skulle indlægges, men blev afvist, fordi der eksempelvis ikke var plads.

Hun har derfor et klart budskab til politikerne på Christiansborg om at skabe forandring i den overordnede psykiatri:

- Jeg ville ønske, at man behandlede psykisk sygdom som somatikken (regulære sygehuse, red.). Overflyt patienter, hvis der er andre hospitaler, der kan hjælpe dem bedre, siger hun og fortsætter:

- Jeg har nogle gange sammenlignet Claras sygdom med kræft, der ikke kan helbredes. Det kan være, jeg tager fejl, men så har hun i hvert fald ikke fået den behandling, hun skulle have haft.

Mandag bragte Ekstra Bladet en historie om, at de konservatives formand, Søren Pape Poulsen, sidste forår nød godt af en tur til Den Dominikanske Republik, mens danskerne på grund af corona generelt måtte se langt efter den slags.

Ifølge avisen rejste Pape Poulsen, selvom det var stik imod Udenrigsministeriets coronarejsevejledninger på det pågældende tidspunkt.

Det er nogle meget, meget alvorlige anklager at komme med

Mette Abildgaard, politisk ordfører (K)

Flere medier, herunder også TV 2, gengav historien om Papes rejse, men historien viste sig at være forkert.

K-formanden var nemlig tidligere smittet med coronavirus og desuden vaccineret, og derfor var rejsen ikke imod anbefalingen, som medierne ellers havde beskrevet.

Og det får nu Det Konservative Folkeparti til at lange hårdt ud efter Ekstra Bladet og kræve et "kæmpe dementi" på onsdagens forside.

- Der er nu mindre end en uge til, at danskerne skal sætte deres kryds ved folketingsvalget. Så når der kommer sådan en forside, hvor der direkte står, at en partileder har tilladt sig nogle privilegier på et tidspunkt, hvor danskerne ikke måtte, så er det nogle meget, meget alvorlige anklager at komme med, siger partiets politiske ordfører, Mette Abildgaard, til TV 2.

En "ringe trøst"

Efter at TV 2 mandag eftermiddag kunne skrive artiklen om, at Søren Pape Poulsen havde holdt sig inden for anbefalingerne under sin rejse, undskyldte avisens chefredaktør, Knud Brix, tirsdag forløbet.

- Vi beklager, at vores historie indeholdt forkerte oplysninger om Søren Papes rejse. Udenrigsministeriet havde uden forbehold bekræftet over for os, at "alle unødvendige rejser blev frarådet" til Den Dominikanske Republik. Samtidig sagde Søren Pape, at rejsen til et orange land var på kanten. Derfor bragte vi historien, lød det i en artikel på Ekstra Bladet.

Men spørger man Det Konservative Folkeparti, kan skaden allerede være sket.

- Der er en grund til, at medierne bliver kaldt den fjerde statsmagt. De har en enorm betydning i vores samfund. Så at man går ud og undskylder og indrømmer, at man ikke har styr på tingene, er en ringe trøst, siger Mette Abildgaard.

Hun frygter, at vælgerne ikke ser Ekstra Bladets undskyldning. Noget, som også sagens hovedperson selv giver udtryk for i et Facebook-opslag sent tirsdag aften.

- Jeg satser alt, hvad jeg har på, at I kan gennemskue alt det her. At I forstår jer på mennesker. Og at I ved, at man ikke kan stole på alt, der trykkes i Ekstra Bladet, lyder det fra Pape i opslaget.

Det sker jo ikke hver dag, at et medie går ud og undskylder. Hvorfor er det ikke nok for jer?

- Det er meget tydeligt for os, at det her er en meget nødtvungen undskyldning. Så undskyldningen tør jeg først tro på, når Ekstra Bladet forhåbentligt bringer et kæmpe dementi i morgen tidlig (onsdag, red). Og så forventer jeg, at de laver deres research bedre herfra, siger Mette Abildgaard.

Et billede af onsdagens forside på Ekstra Bladet viser, at avisen følger opfordringen.

For hurtig til at sige undskyld

Da Ekstra Bladet konfronterede Søren Pape Poulsen med historien om, at han skulle have rejst imod anbefalingerne, lagde partiformanden sig ellers straks fladt ned og erkendte, at det skulle han ikke have gjort.

Da det gik op for ham, at historien ikke holdt stik, udtalte han så til TV 2, at han ikke længere så nogen grund til at undskylde.

Og det, anerkender partiets politiske ordfører, kan se lidt mærkeligt ud.

Hvorfor er det, at Pape så hurtigt siger undskyld og lægger sig fladt ned? Anerkender du, at det ser en lille smule underligt ud?

- Ja, men vi gik ud fra, at Ekstra Bladet havde styr på det, da de valgte at knalde Søren på forsiden på den måde. Og så kan det godt være, at Søren var for hurtig til at sige undskyld, men det er der nok nogle politikere, der kunne lære lidt af, siger Mette Abildgaard.

Den politiske ordfører langer tirsdag hårdt ud efter Ekstra Bladet i et tweet, hvori hun kritiserer avisen for at have bragt i alt fire fejlagtige forsidehistorier om Søren Pape Poulsen den seneste måned.

I to af dem har Ekstra Bladet måttet bringe en præcision eller rettelse, mens en tredje – historien om rejsen til Den Dominikanske Republik – altså har krævet en helt ny artikel og tilmed en undskyldning.

En af rettelserne går blandt andet på, at Ekstra Bladet har omtalt 'Skranke-Pape' som en, der som borgmester fordyrede Viborg Kommunes administration. Det er imidlertid ikke muligt at opgøre en samlet pris for hans embedsperiode, og derfor er der ikke belæg for at kalde det en fordyrelse.

En anden indeholder en rettelse af et fejlagtigt beskrevet plankegulv i Papes Viborg-lejlighed.

Men der er jo stor forskel på historierne i den forstand, at historien om Papes ”rejsebrøler” jo viste sig slet ikke at være nogen historie. I de tre andre forsidehistorier, du henviser til, er det vel mere et spørgsmål om detaljer?

- Ja, jeg anerkender til fulde, at der er forskel i alvorligheden på fejlene og historierne. Men det ændrer bare ikke på, at Ekstra Bladet har måttet lave rettelser i dem alle sammen, og det vidner om, at man har lavet en for hurtig og for dårlig research, siger de konservatives politiske ordfører.

Det, der ikke må ske

TV 2 ville gerne have spurgt Ekstra Bladets chefredaktør, Knud Brix, ind til de fire forsidehistorier, som alle indeholder faktuelle fejl ifølge Det Konservative Folkeparti.

Men chefredaktøren er ikke vendt tilbage.

Til mediet Journalisten udtaler han dog, at sagen om Papes rejsehistorie er "stærkt uheldig og præcis det, der ikke må ske".

Både Mette Abildgaard og Søren Pape Poulsen anerkender, at de danske medier "naturligvis" skal være kritiske over for magthaverne.

- Når jeg alligevel går ud og siger det her, er det et sats, jeg er tryg ved at foretage. Jeg tror på, at folk godt kan gennemskue tingene, skriver Søren Pape i Facebook-opslaget.

Efter i februar 2021 at stå over for den største fremgang i meningsmålingerne i 27 år befinder Det Konservative Folkeparti sig lige nu midt i en nedtur med kun en uge til valget.

Ved den seneste Megafon-måling for TV 2 og Politiken stod de konservative således kun til at få 9,2 procent af stemmerne.

De psykiatriske afdelinger er presset til bristepunktet.

Og det skal der gøres noget ved, lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag, efter at TV 2 har vist ham en video af Simon Jensen fra Maribo på Lolland.

Hver gang en patient udskrives for tidligt, kan det have alvorlige konsekvenser

Magnus Heunicke (S), sundhedsminister

Den 29-årige mand blev for tre uger siden udskrevet fra den lukkede psykiatriske afdeling, S1, i Vordingborg, selvom han fortsat var psykotisk og ikke ønskede at blive udskrevet.

Da han trådte ind ad døren til sit hjem, så han stadig døde mennesker, og som vanligt sagde de, at han skulle slå sin mor ihjel.

- Det er en virkelighed for Simon Jensen og alt for mange mennesker – at vi har en psykiatri, som ikke er der tilstrækkeligt for dem, siger Magnus Heunicke.

Det er "dybt bekymrende"

Tidligere på året viste en undersøgelse fra Lægeforeningen, at over halvdelen af alle læger i psykiatrien ugentligt eller dagligt udskriver patienter, som burde være indlagt.

Og det skyldes mangel på sengepladser på de psykiatriske afdelinger.

Faktisk er Simon Jensen overbevist om, at han blev udskrevet, fordi en anden skulle have hans seng. Det har hospitalsledelsen dog afvist.

Ifølge Magnus Heunicke er det "dybt bekymrende", at syge borgere bliver sendt hjem på grund af manglende plads.

- Hver gang en patient udskrives for tidligt, kan det have alvorlige konsekvenser. Vi ved også, at det er meget kortsigtet, for patienterne bliver typisk genindlagt inden for 30 dage, siger han.

Uforståeligt, siger Heunicke

Sundhedsministeren påpeger, at for tidlig udskrivelse også kan ende tragisk for både patienten og de pårørende – og det var næsten også tilfældet for Simon Jensen.

Efter at han blev udskrevet, forsøgte han at tage sit liv, men politiet nåede at standse ham, hvorefter han blev tvangsindlagt.

- Jeg frygter, at han tager livet af sig selv, for det er det, han vil gøre, når han er syg. Og det ville jeg ikke kunne klare, siger Simon Jensens mor, Heidi Nielsen, i den video, TV 2 har vist sundhedsministeren.

Magnus Heunicke ser videoen i sin fulde længde:

- Hvor er det synd for både ham og hans mor. Uforståeligt. Han kommer hjem til ingenting jo, siger han.

Flere tilfælde

Over for TV 2 erkender Magnus Heunicke, at problemerne på psykiatriområdet ikke er blevet løst i hans tid som sundhedsminister.

Samtidig understreger han, at Simon Jensens sag ikke er enestående.

- Det er bare et eksempel på noget, som vi kan se i vores statistikker. Det sker for ofte, så vi skal have investeret i vores psykiatri – flere sengepladser og flere medarbejdere, siger sundhedsministeren.

I forrige måned indgik regeringen en bred aftale om en tiårsplan for psykiatrien og den mentale sundhed.

Den går blandt andet ud på, at der skal ansættes omtrent 100 flere medarbejdere. Derudover skal den nedbringe de stigende ventetider og bidrage til overholdelse af udrednings- og behandlingsrettigheder.

Kan ikke følge med efterspørgslen

Den manglende sengeplads i psykiatrien skyldes i høj grad, at der er kommet flere patienter, uden at antallet af senge er fulgt med.

Sådan lyder det fra Christian Legind, som er bestyrelsesmedlem i Dansk Psykiatrisk Selskab.

- Inden for voksenpsykiatrien har vi oplevet en øget efterspørgsel på 30 procent inden for de sidste ti år, og inden for børne- og ungdomspsykiatrien er det helt op på 50 procent, siger han til TV 2.

I mange år var der noget, Helle Bonnesen ikke ville fortælle.

Hun undgik at sige, hvilken form for kræft hun præcis var syg med. Til kolleger og sågar tætte familiemedlemmer sagde hun i stedet, at hun havde kræft i den venstre mandel.

Hvilket egentlig ikke var forkert. Men hun ville ikke kalde det HPV-kræft. Det føltes for personligt. For intimt.

- Alle kunne jo se, at jeg var syg med sonde og stråler, men at sætte ord på hvorfor, havde jeg virkelig svært ved, fortæller 59-årige Helle Bonnesen.

Hun har delt et opslag på Facebook for at gøre op med "tabuet" om HPV-kræft.

Svært at fortælle sine børn

Det anslås, at 80 procent af alle voksne i løbet af livet er blevet smittet med HPV-virus. Alligevel syntes Helle Bonnesen, at det var skamfuldt at sige, at hendes kræft skyldtes netop det.

Det havde nok været lettere at få det sagt

Helle Bonnesen

For Helle Bonnesen bundede skammen særligt i, at HPV er seksuelt overført. Og selvom sex er en almindelig del af livet, så føltes det meget privat at fortælle, at hendes kræftform var seksuelt overført, fortæller hun.

- Kvinder får det som regel i livmoderen. Mænd i halsregionen. Jeg fik det i venstre mandel og er en af kvinderne, der modbeviser statistikken, fortæller Helle Bonnesen, der er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti.

Sværest var det at dele det med sine børn og ældre familiemedlemmer.

- At mine børn i starten af deres teenageår skulle tage stilling til, at deres mor var blevet syg på grund af en seksuelt overført virus, det synes jeg var svært, siger hun.

Men også hendes tætteste og ældste veninde, der ellers ledsagede hende på hospitalet flere gange, fik det først at vide langt inde i sygdomsforløbet.

Vigtigt at tale om det

Hos Kræftens Bekæmpelse genkender de også, at der tales mere åbent om nogle kræftformer end andre.

- De kræftformer, som sidder intime steder og påvirker en på en måde, som man ikke har lyst til at tale åbent om, er ofte forbundet med en form for lukkethed, siger Marie Lawætz, der er psykolog og chef for Kræftlinjen hos Kræftens Bekæmpelse.

Hun opfordrer derfor folk til at tale åbent om det, fordi det kan være hårdt at bære rundt på en skamfuldhed oveni ens sygdom.

- Alene det at dele det og blive genkendt, vil for mange mennesker være en stor lettelse. Mange oplever, at det ikke er så svært, når først der er taget hul på det, siger hun.

Brugte mange kræfter på ikke at tale om det

I dag er Helle Bonnesen rask, og det er seks år siden, at hun blev fri af kræften.

Helle Bonnesen mener, at man skal respektere, at folk kan have behov for at vælge at holde noget privat. Men for hende, faldt der en sten fra hendes skulder, da hun først åbnede op.

- Når først du får kræft, lever du i forvejen et parallelliv væk fra den hverdag, du kender, og at gå og holde noget tilbage og skjule ting gør det ekstra hårdt, fortæller hun.

I slutningen af sit sygdomsforløb mødte hun en kvinde, der var syg med brystkræft, og døjede med samme tanker om, at det var skamfuldt og tabubelagt. Helle Bonnesen tog sig selv i at tænke: "Hvorfor tænker hun dog det", præcis som andre nok tænkte om hende selv.

Siden har hun reflekteret meget over, hvor meget energi hun brugte på ikke at ville tale om det. Så nu håber hun, at hun kan være med til at bryde et tabu.

- Jeg vil gerne synliggøre over for andre, at vi er mange, der står i den situation, og at man godt kan tale om det. For det havde nok været lettere at få det sagt, siger hun.