Kloakvand i havnen får Christiansborg Rundt aflyst

TrygFonden Christiansborg Rundt 2022 skulle have løbet af stablen lørdag, men arrangementet er aflyst.

Det oplyser projektleder i Dansk Svømmeunion Caroline Kleemann til TV 2 Lorry.

- Det er super ærgerligt, men det er det rigtige at gøre. Vi har aflyst, fordi badevandskvaliteten ikke er god nok. Der er overløb, og der kommer vand fra gader og kloakker ned i havnen, siger Caroline Kleemann.

- Hvis vi fortsatte, ville svømmerne være udsat for helbredsmæssige risici, siger hun.

Det er super ærgerligt, men det er det rigtige at gøre

Projektleder i Dansk Svømmeunion Caroline Kleemann

Christiansborg Rundt strækker sig over hele lørdagen. 3.300 svømmeres løb er blevet aflyst - heraf stod 150 klar til at hoppe i havnen.

På badevand.dk - som en række kommuner og forsyningsselskaber står bag - fremgår det, at der er såkaldte røde flag i store dele af hovedstadsområdet.

Det gælder blandt andet også ved badestederne i Københavns Havn.

Ingen har fået det dårligt

Kort før klokken 10 oplyste Københavns Kommune til løbsarrangørerne, at lørdagens heftige regnvejr kunne give risiko for overløb til havneløbet omkring blandt andet Slotsholmen, hvor svømmearrangementet foregår.

Inden da havde elitesvømmerne allerede færdiggjort deres løb, mens svømmerne på 10.000 meter-distancen på det tidspunkt er i vandet.

- De når at svømme 1.000 meter, før vi hiver dem op. Og så holder vi en pause på en time, inden vi omkring klokken kvart i 11 beslutter os for at aflyse, siger Caroline Kleemann.

Beslutningen blev taget i samarbejde med Københavns Kommune.

Caroline Kleemann understreger, at ingen af de svømmere, der nåede at være i vandet, har fået det dårligt.

Man kan dog risikere at blive syg af at svømme i kloakvand. Under et ironmanstævne i København i 2010 blev 700 deltagere således syge af at svømme rundt i kloakvand.

Regler kan koste grisen fra Glostrup livet: – Det er jo ikke til at bære

Grisen Axl blev fundet i en kolonihave i Glostrup. Siden har den været hos Dyreværnet i Rødovre, og det helt store spørgsmål er, hvor den nu skal hen.

Så længe grisen er uidentificerbar, skal den blive på internatet, mener Fødevarestyrelsen.

Men Dyreværnet synes ikke, det er en mulighed.

- Vi er et internat, og det er ikke de rette omstændigheder. Det er det ikke for nogen dyr. På sigt vil Axl blive stresset, siger Henrik Knaack, der er direktør hos Dyreværnet, til TV 2.

I værste tilfælde kan det betyde, at minigrisen skal aflives.

Og det piner Yvonne Kubel, der fandt den bortløbne gris i sin kolonihave i Glostrup for et par uger siden.

Glad for grisen

Yvonne Kubel er nemlig blevet meget glad for grisen, som hun også besøger på internatet i Rødovre for at give den griselivretten kammerjunkere.

- Kan jeg ikke få den? Det er jo skrækkeligt, at han skal blive her. Det kan jeg ikke bære, men han skal jo heller ikke aflives, siger hun til TV 2.

Årsagen til, at Axl ikke må forlade internatet, er, at den ikke er blevet øremærket. Det er derfor ikke til at vide, hvor den kommer fra, eller om den har nogen sygdomme.

Det forklarer Mette Kirkeskov Sie, der er veterinærchef ved Veterinær Øst under Fødevarestyrelsen.

- Konsekvenserne kan være, at den ender som mad på dit og mit bord. Og hvis den gør det, kan vi ikke garantere, hvad det er for en fødevare, siger Mette Kirkeskov Sie.

Men ifølge Dyreværnet bør Fødevarestyrelsen gøre en undtagelse.

- Alle raske dyr skal leve. Vi er i stand til at finde et hjem til den, siger Dyreværnets direktør.

Kælegris, ikke en fødevare

Axl er i gang med at blive undersøgt for svinepest og andre sygdomme.

Selvom Fødevarestyrelsen ikke regner med, at Axl er syg, er reglerne om bortadoption stadig de samme, og den må ikke gives videre til hverken Yvonne Kubel eller en anden familie.

Yvonne Kubel er noget uforstående over for det, da hun ikke ser Axl som en fødevare, men som en kælegris.

- Jeg bliver sgu ked af det. Jeg holder af ham, siger en tydelig berørt Yvonne Kubel.

Medmindre ejeren til Axl melder sig, er fremtiden altså noget usikker for grisen.

Alternativet inviterer Frie Grønne og Grøn Alliance ind i partiet

Alternativet vil slå sig sammen med partierne Frie Grønne og Grøn Alliance.

Det skriver politisk leder Franciska Rosenkilde og folketingsmedlem Torsten Gejl fra Alternativet i et debatindlæg i Politiken.

- Kære Frie Grønne og Grøn Alliance. Vi vil gerne invitere jer ind i Alternativet, skriver de i debatindlægget.

- Vi tilbyder derfor - helt ekstraordinært - alle medlemmer og kandidater fra Frie Grønne og Grøn Alliance et gratis medlemskab af Alternativet og mulighed for på lige fod med vores eksisterende medlemmer at stille op på vores valglister.

Tiden er en faktor

Forslaget fra Alternativet kommer, efter at grønne organisationer og bevægelser i avisen Information har opfordret de grønne partier til at slå sig sammen.

Hver for sig vil de tre partier ifølge meningsmålinger få svært ved at komme i Folketinget ved et formodentligt snart forestående valg.

Alternativet lytter til opråbet, fordi Danmark har "brug for så stærk en grøn stemme som muligt".

- Vi håber, I er friske, og vi synes, det er naturligt, at vi som den største og mest gennemprøvede organisation tilbyder vores fundament til jer, nu da tiden er en faktor, skriver de to frontfigurer fra Alternativet i debatindlægget.

Afviser blankt

Frie Grønnes partileder, Sikandar Siddique, afviser invitationen blankt.

- At vi bliver en del af Alternativet er ikke aktuelt. Og det skyldes den politik, de fører. Og netop de såkaldte grønne aftaler, de er med i. De er under vores ambitionsniveau. For vi vil kompromisløs grøn handling.

- Der er ikke tid til lidt bedre, for det er for lidt og for sent. Og så er vi et venstreorienteret projekt, og sådan læser jeg hverken Alternativet eller Veganerne/Grøn Alliance, skriver han i en kommentar til Politiken.

Siddique påpeger, at Frie Grønne også omvendt har inviteret Alternativet til at blive en del af Frie Grønne.

Francisca Rosenkilde siger til Politiken, at problemet ved det vil være, "at så ryger vi automatisk ud af klimaloven og får ingen indflydelse på dansk klimapolitik".

Veganerpartiet valgte i begyndelsen af august at fusionere med det lille grønne parti De Grønne. Sammen er blevet til Grøn Alliance. Et partinavn, som snart ventes at være godkendt.

Partileder Henrik Vindfeldt melder sig i en kommentar til Politiken åben for et samarbejde.

Moderna stævner Pfizer-Biontec for at krænke vaccine-patenter

Den amerikanske medicinalvirksomhed Moderna har lagt sag an mod konkurrenten Pfizer-Biontech for at have krænket patentrettigheder.

Det skal være sket i forbindelse med produktion af covid-19-vaccine med den såkaldte mRNA-teknik, som Moderna hævder, at Pfeizer har kopieret.

Moderna mener, at Pfizer og BioNTechs covid-19-vaccine Comirnaty krænker patentrettigheder, som Moderna fik mellem 2010 og 2016 i forbindelse med Modernas mRNA-teknologi.

Epokegørende teknologi

Teknologien var epokegørende for udviklingen af Modernas egen mRNA covid-19-vaccine, Spikevax.

Pfizer og BioNTech kopierede denne teknologi uden at få Modernas tilladelse til at udvikle Comirnaty, hedder det i en presseerklæring fra selskabet.

Pfizer har ikke umiddelbart kommenteret sagsanlægget.

Søger ikke kompensation

Moderna oplyser, at selskabet ikke har til hensigt at få fjernet Pfizer's vaccine fra markedet eller hindre fremtidigt salg af dets vacciner. Selskabet søger heller ikke at få kompensation for skader på dets salg.

- Vi har lagt sag an for at beskytte den teknologiplatform, som vi var først med, og som vi investerede milliarder af dollars i, siger Modernas administrerende direktør, Stéphane Bancel.

BioNTech og Pfizer har fået andre sagsanlæg i forbindelse med deres vacciner.

Særligt udvalgte eks-podere får nye job på Rigshospitalet

Nu er en stump vatpind skiftet ud med en sylespids blodprøvenål for seks tidligere coronapodere. Det sker som følge af en ny rekrutteringsindsats, som Rigshospitalet - Glostrup står bag.

Rekrutteringsrunden kommer på baggrund af, at Afdelingen for Klinisk Biokemi i en periode har haft svært ved at rekruttere autoriserede bioanalytikere.

Men det har de nu løst ved at ansætte de tidligere podere som laboranter, der skal udføre arbejdsopgaver som receptionspasning, tjek af hjerterytme og altså blodprøvetagninger.

På den måde har de eksisterende autoriserede bioanalytikere fået lettet arbejdspresset og kan nu fokusere på arbejdsopgaver, som kun de kan tage sig af.

- Vi har fået besat nogle stillinger, der ellers ikke var ansøgere nok til, og de medarbejdere, der har stået i teltene, får mulighed for at bruge deres erfaring til at komme videre i et meningsfuldt job hos os. Så generelt er det en win-win-situation for alle parter, siger ledende bioanalytiker Helle Lethmar.

Ikke alle kan føre nålen

Har man en tid til at få taget en blodprøve de kommende dage, skal man dog ikke frygte, at det er mere eller mindre tilfældige fra gaden, der skal føre nålen.

I Glostrup fik de i alt 30 ansøgninger, efter at Rigshospitalet afholdte et rekrutteringsseminar for alle Region Hovedstadens podere.

Når jeg er på arbejde her, føler jeg, at jeg hjælper andre mennesker og gør noget godt for det danske samfund

Ismael Basha, nyansat laborant

Og det er de 6 mest passende kandidater ud af de 30, der nu har fået nyt job som laboranter.

Derfor er det ikke hvem som helst, der er blevet ansat, forsikrer Helle Lethmar.

- Vi lagde vægt på, at dem, vi ansatte, havde en sundhedsfaglig profil, udover den patienterfaring de har fået som podere, udtaler Helle Lethmar i en pressemeddelelse.

Drøm om mikrobiologi

31-årige Ismael Basha er en af de seks, der har fået nyt job. Han kom til Danmark som syrisk flygtning i 2015.

Med sig har han sin bachelor i mikrobiologi.

Selvom han indtil videre er godt tilfreds, regner han med at fortsætte sin uddannelse med en kandidat i mikrobiologi, når tiden byder det.

- Jeg er meget glad for at være her. Når jeg er på arbejde her, føler jeg, at jeg hjælper andre mennesker og gør noget godt for det danske samfund, siger Ismael Basha.

Kina er ved at løbe tør for vand – og det kan få alvorlige konsekvenser for verden

Kina er i øjeblikket ramt af den værste tørke, der nogensinde er registreret, og det kan ifølge eksperter få store globale konsekvenser i de kommende år.

Først og fremmest kan det blive katastrofalt, hvis den kinesiske høst slår fejl, for det kan resultere i, at statsejede kinesiske virksomheder begynder at støvsuge verdensmarkedet for hvede, majs og ris.

De to eksperter Gabriel Collins og Gopal Reddy fra Oxford Institute for Energy Studies og Ready for Climate har i en artikel i Foreign Affairs regnet på, hvad et fald på 33 procent i Kinas produktion kan føre til. Resultatet er, at Kina skulle opkøbe 20 procent af verdens majs og 13 procent af verdens hvede for at kompensere.

Tidligere på året oplevede Argentinas bønder et fald på netop 33 procent efter en tørkeperiode, så det er slet ikke usandsynligt, at det samme kan ske i Kina, vurderer eksperterne.

De fattigste bliver ramt

Det vil unægtelig presse fødevarepriserne endnu mere op, hvilket vil kunne mærkes i de rige lande. Men det kan blive et spørgsmål om liv og død for mennesker i nogle af verdens fattigste lande. Ikke mindst fordi priserne på fødevarer i forvejen er steget kraftigt i år på grund af krigen i Ukraine.

Kina har siden juni været ramt af ekstremt høje temperaturer i store dele af landet, og det har fået kineserne til at skrue ekstra op for aircondition i deres boliger. Det ekstra høje elforbrug kommer samtidig med tørken, hvilket betyder, at de mange vandkraftværker ikke kan levere energi nok.

Således er der udbrudt akut mangel på elektricitet, fordi de hårdest ramte områder er afhængige af vandkraft. For eksempel får Sichuan-provinsen i det sydvestlige Kina mere end 80 procent af sit energiforbrug fra vandkraft.

Sichuan er et vigtigt industricentrum og produktionsbase for bilproducenter som Toyota og Volkswagen. Begge har været tvunget til at lukke deres fabrikker, og det vil give forsinkelser i de i forvejen pressede forsyningskæder mellem Kina og Europa.

Kinas fabrikker har i løbet af året været ramt af flere nedlukninger på grund af de strenge coronarestriktioner i landet. Men manglen på elektricitet er værre. Coronarestriktionerne tillader nemlig de store producenter at opretholde produktionen ved hjælp af lukkede kredsløb, hvor de ansatte sover på fabrikkerne. Men uden strøm, ingen produktion.

Hæmmer den grønne omstilling

De høje temperaturer og tørken i Kina skyldes klimaforandringerne, og derfor er det paradoksalt, at situationen i Kina kan risikere at bremse den grønne omstilling i verden. Det skyldes, at Kina producerer cirka 75 procent af verdens solcelleanlæg og 75 procent af verdens litiumbatterier, som bruges til elbiler.

En af verdens største producenter af litiumbatterier CATL har netop sin fabrik i Sichuan-provinsen, hvor man også producerer litiumråstoffet samt silicium, der bruges i produktionen af solceller.

I sidste uge stoppede myndighederne al strømforsyning til industrien i Sichuan i seks dage, og det vil ifølge blandt andre investeringsbanken Daiwa Capital Markets i Singapore føre til prisstigninger på litium, fordi udbuddet bliver mindre.

Hvis tørken og det ekstreme vejr fortsætter, vil der komme flere fabrikslukninger, og så vil ventetiden på en ny bil eller et solcelleanlæg blive endnu længere i Europa. Indtil videre forventer meteorologerne, at hedebølgen fortsætter resten af august.

Formandskandidater i duel: En vil aldrig lukke landet ned – den anden vil have styr på økonomien

Torsdag aften har de to formandskandidater i det konservative parti i Storbritannien, Liz Truss og Rishi Sunak, været i deres næstsidste debat, inden det afgøres, hvem der skal være ny formand og dermed britisk premierminister.

De to konservative politikere tog ordet på skift ved et vælgermøde for partiets medlemmer i Norwich.

Tidligere finansminister Rishi Sunak lagde ud med at tale til partifællerne:

- Der er tre ting, vi må gøre: Først må vi genopbygge tilliden. Derefter må vi genopbygge økonomien. Og endelig må vi samle vores land igen, lød det fra Sunak, inden Liz Truss tog ordet.

- Der er for mange briter, som siger, vi bør skamme os over vores fortid, at vi ikke er det land, vi var engang. At vi er i tilbagegang. De har ikke ret.

- Som udenrigsminister ser jeg, at folk elsker vores land og det, vi står for: Frihed og demokrati. Vi bør være ligeså stolte af os selv, som andre er af os, sagde Liz Truss fra scenen.

Under debatten blev både Liz Truss og Rishi Sunak spurgt, hvorvidt de foretrækker den anden eller den afgående Boris Johnson som premierminister. Her svarede Truss, at hun vil foretrække Boris Johnson, mens Sunak vil foretrække Truss.

Mens Sunak, der også var en af dem, der trak tæppet væk under Johnson, vil have forandring, har Truss gennem årene været en stor Johnson-støtte.

Truss i modvind

Kort før debatten kritiserede tidligere finansminister Rishi Sunak den britiske regerings håndtering af covid-19-pandemien og sagde, at der blev begået alvorlige fejl.

- Det var en fejltagelse at give forskere og læger så mange beføjelser. Og omkostningerne ved nedlukningen af samfundet blev holdt skjult, sagde Sunak.

Under debatten stemte rivalen Liz Truss i. Hun mener, at der blev taget alt for vidtgående tiltag under pandemien og fremhævede blandt andet lukningen af landets skoler.

- Jeg kan garantere jer, at jeg aldrig vil indføre en nedlukning, hvis jeg blev valgt som premierminister, sagde hun.

Liz Truss kom i sidste uge i modvind, da hun i en lækket lydoptagelse kritiserede briternes arbejdsmoral.

Det to minutter lange lydklip stammer fra hendes tid i finansministeriet mellem 2017 og 2019.

I klippet siger Truss, at britiske arbejderes "tankegang og indstilling" er delvist skyld i Storbritanniens relativt dårlige produktivitet.

- Det handler i bund og grund om arbejdskultur, siger hun i optagelsen, som avisen The Guardian er i besiddelse af.

Truss tilføjer, at britiske arbejdere er nødt til at "knokle" hårdere.

- Hvis du tager til Kina, så er det ganske anderledes. Det kan jeg godt forsikre dig om.

- Der er et grundlæggende problem med britisk arbejdskultur. Jeg tror ikke, at folk er særlig ivrige efter at forandre sig.

Tæt på recession

Det er det konservative partis omkring 200.000 medlemmer, der skal stemme om, hvem der skal afløse Boris Johnson som partiets leder og premierminister.

Resultatet af en urafstemning vil blive offentliggjort 5. september.

De to rivaler har under valgkampen især diskuteret stigende priser og leveomkostninger.

Briterne har en inflation på over ti procent - det højeste niveau i 40 år. Landet er tæt på recession, og stigende energipriser har fået mange til at frygte for vinteren.

En undersøgelse foretaget af Yorks universitet tyder på, at over halvdelen af husholdningerne i landet - omkring 15 millioner indbyggere - ikke vil have råd til at varme deres boliger ordentligt op til januar.

Truss har lovet skattelettelser, mens Sunak advarer mod falske løfter på baggrund af en dyb økonomisk krise.

47-årige Liz Truss er i øjeblikket Storbritanniens udenrigsminister, og ifølge de seneste meningsmålinger er hun favorit til at blive landets næste premierminister.

Grisen fra Glostrup trives og er glad – men fremtiden er uvis

Selvom grisen Axl er kommet bag tremmer, trives den stadig i sit midlertidige hjem hos Dyreværnet i Rødovre.

Det konstaterede Yvonne Kubel, da hun torsdag aflagde Axl, som er af racen minigris, et visit.

- Det er dejligt, og jeg blev helt rørt over at se ham igen, siger hun til TV 2.

Føljetonen om den bortløbne gris tog sin begyndelse, da Yvonne Kubel fik sin kolonihave i Glostrup raseret gennem et par uger.

Helt i trit med sin natur formåede Axl at forvandle en græsplæne til jord i sin søgen efter rødder og orme, og hvad der ellers gør en gris glad.

Siden blev grisen indfanget og overleveret til Dyreværnet, hvor den nu er i isolation.

- Axl er overordnet i god form, han har det godt og er glad og vil gerne kæles, siger Henrik Knaack, direktør i Dyreværnet til TV 2.

Undersøgt for sygdomme

Grunden til isolationen er, at Axl rutinemæssigt er blevet undersøgt for svinepest og andre sygdomme af Fødevarestyrelsen.

Når svaret foreligger om et par dage, begynder en form for fremtid måske at tegne sig for den lille gris.

- Hvis ikke ejeren melder sig, er det lidt mere hen i det uvisse. Vi vil selvfølgelig gerne sikre, at Axl får et dejligt hjem, men det er ikke helt op til os, for det skal også afklares med Fødevarestyrelsen, siger Henrik Knaack.

Yvonne Kubel må ikke selv overtage grisen, da det er forbudt ifølge vedtægterne i hendes kolonihaveforening. Men det forhindrede hende ikke i at have griselivretten kammerjunkere med, da Axl onsdag fik besøg af sin menneskeveninde fra Glostrup.

Markant fald i coronasmitten – vejret kan spille en rolle

Der er markant fald i coronasmitten i Danmark.

Det viser tal fra sidste uge, som Statens Serum Institut (SSI) belyser i sin ugentlige tendensrapport.

Stigende aktivitet efter sommer

Antallet af nye coronatilfælde var i sidste uge 27 procent lavere end ugen forinden trods en stigning på fire procent i antallet af test.

- Det er et ret markant fald, vi har set i smitten den seneste uge, på trods af at aktivitet i samfundet er steget efter sommerferien.

- Det kan være, at det meget varme vejr, vi har haft de seneste uger, spiller en rolle, siger faglig direktør i SSI Tyra Grove Krause i pressemeddelelsen.

Antallet af smittetilfælde i sidste uge svarer til 150 smittede per 100.000 indbyggere.

Positivprocenten - andelen af positive coronatest - er også faldende. Positivprocenten i sidste uge var 19 procent. Ugen forinden var den 27 procent.

Den faldende positivprocent ses på tværs af alle aldersgrupper. Den højeste på 21 procent ses blandt de 6-15-årige og 60-69-årige. Den næsthøjeste positivprocent på 20 ses blandt de 16-19-årige.

Skal ikke føle sig for sikker

De faldende smittetal skal der ikke lægges alt for meget i, mener Søren Riis Paludan, professor i virologi ved Aarhus Universitet.

- Man skal i hvert fald ikke ændre planer i relation til vacciner til vinter. Det skal man holde fast i, fordi det er om vinteren, at man ser det klart største smittetryk.

- Et lavt smittetryk ved overgangen fra august til september skal ikke få en til at tro, at man så er sikker på, at der ikke kommer smitte, når efteråret bliver til vinter, siger han.

Planlægger boosterstik

Sundhedsstyrelsen planlægger foreløbig, at personer fra 50 år og opefter tilbydes et såkaldt boosterstik - et ekstra vaccinestik til at øge beskyttelsen - til efteråret.

Søren Riis Paludan vurderer, at Danmark er "supergodt forberedt" til vinteren med et godt beredskab og en god vaccineplan. Han forventer ikke overbelastning af hospitaler eller nedlukninger.

Incidensen, som viser antallet af smittede per 100.000 indbyggere, er højest blandt de 60-69-årige. I den gruppe er der 199 tilfælde per 100.000 indbyggere.

Færre indlæggelser

Også antallet af coronarelaterede indlæggelser går den rette vej. Antallet af nye indlæggelser er faldet til 487 i sidste uge fra 548 ugen forinden.

Derudover er antallet af coronaindlagte på intensivafdelinger også faldende. I sidste uge var der fem færre indlagte - 13 i alt - på intensivafdelinger sammenlignet med ugen før.

Endelig kigger tendensrapporten også på, hvilke coronavarianter der er på spil i Danmark. Varianten BA.5 er stadig den dominerende og udgør 93 procent af de prøver, som blev sekventeret sidste uge.