Risikogruppe bliver tilbudt abekoppevaccine

Nu bliver danske mænd, der har sex med mænd, tilbudt vaccination mod abekopper.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

- I det aktuelle udbrud er mænd, som har sex med mænd, og som har flere og skiftende partnere, i en særlig risiko for at blive smittet. Derfor bliver de tilbudt vaccination, lyder det fra styrelsen.

Vaccinationer mod abekopper er indtil nu blevet tilbudt til danskere, som er nær kontakt til en smittet. Ifølge Sundhedsstyrelsen vil det stadig være muligt at blive vaccineret, hvis man er nær kontakt til en person, som er smittet med abekopper, selvom den nye vaccinestrategi er blevet bredt ud.

To vaccinedoser for fuld effekt

Vaccinen, Imvanex, skal gives i to doser med mindst 28 dages mellemrum. Og uanset om man er vaccineret nul, en eller to gange, bør man stadig være opmærksom på symptomerne for abekopper, lyder opfordringen fra Sundhedsstyrelsen.

- Vaccination mod abekopper giver den enkelte en individuel beskyttelse. Der er først fuld effekt af vaccinen efter andet stik, men vi forventer, at der allerede en uge efter første stik vil være effekt af vaccinen, og man derfor får et mildere sygdomsforløb, hvis man bliver smittet, siger Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

De første symptomer på abekopper er typisk en sygdomsfølelse med kulderystninger, hovedpine, muskelsmerter og træthed. Derefter kommer små blærer, som kan minde om skoldkopper. Sygdommen vil i langt de fleste tilfælde være mild og går over af sig selv inden for to-fire uger.

Men sygdommen kan dog godt gøre ondt og give smerter – især ved udslæt i og omkring endetarmen, skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside. Man kan også få ar, når blærerne heler.

Sundhedspersonale også omfattet

Ifølge Sundhedsstyrelsen er risikoen for smitte med abekopper ikke knyttet til køn eller seksualitet, men til et kontaktmønster med hyppig, tæt kontakt. Abekopperne smitter oftest gennem direkte kontakt med de små blærer på huden. Men aktuelt ses udbruddet primært hos mænd, der har sex med mænd.

Styrelsen skriver, at en stor del af dem, der både i Danmark og Europa er blevet smittet med abekopper, er i forebyggende PrEP-behandling mod hiv. Derfor bliver mænd, der er i PrEP-behandling, også tilbudt vaccinen.

Hvis man ikke er i PrEP-behandling, kan man ifølge Sundhedsstyrelsen blive tilbudt vaccination, hvis man opfylder et af følgende kriterier:

Er en mand, som har sex med mænd og har haft ubeskyttet analt samleje med mindst to mandlige partnere inde for de sidste 12 uger. Fast kendt hiv-negativ partner tælles ikke med. Er en mand, som har sex med mænd og har haft syfilis inden for de sidste 24 uger. Er en mand, som har sex med mænd og har haft klamydia eller gonorré inden for de sidste 24 uger.

Derudover kan personer, der er i "jævnlig tæt fysisk kontakt med en smittet", få vaccinen – for eksempel hvis man bor sammen. Også sundhedspersonale, som har haft tæt fysisk kontakt til en smittet med symptomer og blandt andet udført procedurer med risiko for smitte uden brug af relevante værnemidler, kan få vaccinen.

Sundhedsstyrelsen skriver, at "såfremt der skulle være kvinder eller transpersoner, der indgår i de samme netværk som MSM (mænd, der har sex med mænd, red.) i høj risiko med et tilsvarende kontaktmønster, vil disse kunne have tilsvarende gavn af forebyggende vaccination".

Den vurdering er individuel og bliver foretaget af læger.

21 dages selvisolation

Hvis man er smittet med abekopper, anbefaler de danske myndigheder, at man går i selvisolation i 21 dage. Det gælder også personer, der er vaccineret mod kopper og abekopper; hvis de bliver bekræftet smittet med abekopper eller som mistænkt smittet med abekopper, bør de også gå i isolation.

Sundhedsstyrelsen er nu ved at lægge sidste hånd på udformningen af vaccinationsudrulningen.

- Vi regner med, at vi kan begynde vaccinationen i slutningen af ugen, og der kommer mere information fra os om, hvordan det bliver organiseret, siger Helene Probst.

8. august er der rapporteret om to dødsfald blandt mere end 10.000 abekoppesmittede i det aktuelle udbrud i Europa.

I USA har myndighederne registreret 8934 tilfælde af sygdommen.

Danske landmænd høster historisk dyr hvede: – De skal saftsuseme sørge for at gemme pengene

Landet over er mejetærskerne så småt begyndt at rulle ud på de danske marker.

Mens landmænd i nogle dele af landet stadig skæver utålmodigt til vejrudsigten, er blandt andre Torben Hansen allerede godt i gang med at hive høsten i hus.

Udover at være formand for planteavlssektionen i Landbrug og Fødevarer driver han også et landbrug på 250 hektar ved Køge. Og her forventer han i år en ganske pæn fortjeneste.

Vi høster nok to tons mere per hektar end sidste år

Torben Hansen, landmand og formand for planteavlssektionen i Landbrug og Fødevarer

Blandt andet krigen i Ukraine har nemlig fået priserne på en lang række fødevarer til at skyde i vejret – ikke mindst hveden på Torben Hansens marker.

- Vi er godt i gang med hveden, og jeg kigger personligt ind i en god høst. Hvis vejret arter sig de næste ti dage, så får vi faktisk en god gennemsnitlig høst på hele planteavlsområdet, fortæller han til TV 2.

Men landmændene har måske god grund til at holde på pengene.

Putin smed benzin på bålet

Rusland og Ukraine er begge blandt verdens største kornproducerende lande, men allerede inden krigen brød ud, var priserne trykket i vejret efter flere år med lav produktion.

Det fortæller Palle Jakobsen, som er markedsanalytiker hos analyse- og rådgivningsvirksomheden Agrocom.

- Oveni det kom Putin så og smed en dunk benzin på et bål, der allerede brændte rigtig godt, og så eksploderede det hele, fortæller han.

I løbet af krigens første måneder skød hvedepriserne i vejret med omkring 50 procent til knap 300 kroner for 100 kilo.

Og selvom blandt andet de første forsigtige udskibninger hvede fra Ukraine har fået priserne til at falde igen, ligger de stadig over 200 kroner. Til sammenligning var prisen for et år siden kun cirka 150 kroner.

- Så lige nu er markedet ekstremt nervøst, for man er jo i tvivl, om vi skal tilbage mod de 300 kroner eller ned mod de 150, vi havde for nogle år tilbage, siger Palle Jakobsen.

- Det skal jo give et godt resultat

På trods af nervøsiteten står de danske landmænd stadig til at tjene godt, når de formentlig om ganske kort tid har fået høsten i hus.

Udover de høje hvedepriser har afgrøder verden over nemlig også været ramt af varmt og tørt vejr hen over sommeren.

Men de danske landmænd er i store træk gået fri, og derfor forventer Palle Jakobsen også en ”rigtig god høst” i Danmark i år.

- Vi mangler bare noget godt vejr, som holder, for mange bønder står stadig og kigger ud ad porten på maskinhuset hver anden time og håber på, at de snart kan komme i gang, fortæller han.

Hos Torben Hansen er begejstringen for årets høst da heller ikke svær at spore – særligt efter en noget skuffende høst i 2021.

- Vi høster nok to tons mere per hektar end sidste år. Og når vi samtidig har en pris, der ligger 50 procent højere end dengang, skal det jo give et godt resultat, siger Torben Hansen.

2023 kan blive ”et rigtig møgår”

Spørger man Palle Jakobsen, kommer de danske landmænd dog ikke til at gå grinende i banken med årets fortjeneste.

Godt nok blev størstedelen af årets høst sået sidste efterår, da landmændenes udgifter til både brændstof og gødning stadig var relativt lave.

Men siden da har Ruslands invasion af Ukraine fået priserne på begge dele til at skyde i vejret ligesom fødevarepriserne.

Dermed bliver det formentlig en usædvanligt dyr fornøjelse, når landmændene om ganske få måneder skal så næste års høst.

Og samtidig forventer markedsanalytikeren, at hvedepriserne om et år til halvandet vil være tilbage på niveauet fra før krigen.

- De skal saftsusemen sørge for at gemme pengene. For jeg kunne godt se, at kornproducenterne havner i en situation, hvor 2023 bliver et rigtigt møgår, hvor især omkostningerne smadrer deres økonomi, siger Palle Jakobsen.

Efter en top kommer ofte en bund

På sin gård udenfor Køge lader Torben Hansen sig dog ikke ryste.

Med sine 61 år har han nemlig drevet landbrug længe nok til at have ro i maven, selvom markedet går op og ned, fortæller landmanden.

Men alligevel er han enig med Palle Jakobsen i, at tiden ikke er til ”ikke-givtige investeringer”.

- Vi skal være lige så benhårde, som vi er i et lavprismarked, på at lave bundlinje og beholde den. For erfaringen er, at når man har en høj top, så får man mange gange en dyb bund bagefter.

Giftigt fluorstof kobles til hårdere coronaforløb

De bliver kaldt "evighedskemikalier", fordi de er meget svære at nedbryde og vil være på jorden i hundrede eller tusindvis af år, når de ledes ud i naturen.

Og nu tyder flere studier på, at de såkaldte PFAS-stoffer kan forringe kroppens evne til at stå imod coronavirussen.

Et af dem er et dansk studie, der er lavet i slutningen af 2020, som fandt en "klar sammenhæng" mellem et fluorstof og patienters mere alvorlige coronaforløb.

- Det her kan ikke rigtig være tilfældigt, og der er en meget plausibel sammenhæng mellem stoffet og sygdomsforløbets alvorlighed, siger Phillipe Grandjean, der er professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet og var leder af forskningsprojektet.

Undersøgte 323 smittede danskere

Opdagelsen blev gjort via blod.

Forskerne på Syddansk Universitet fik blodprøver fra blandt andet Statens Serum Institut fra 323 coronasmittede personer mellem 30 og 70 år. Herefter krydstjekkede de, om patienterne var indlagt, i så fald om det var på intensiv eller i respirator, hvor længe, og om patienterne var døde.

108 af dem var ikke indlagt, 162 var indlagt i enten kortere eller længere tid og 53 - hvoraf 17 af dem døde - var indlagt på intensiv afdeling.

Forskerne sammenlignede dataen med fem forskellige PFAS-fluorstoffer. Fire af dem kunne forskerne ikke se en sikker sammenhæng med.

- Men der var én, hvor vi kunne se en virkelig stærk sammenhæng med en øget risiko for værre symptomer og dødsfald, siger Philippe Grandjean.

Blev anset som mindre skadeligt

Stoffet, der skilte sig ud, går under betegnelsen PFBA. Det opstår, når PFAS-stoffer, der bliver brugt til at gøre blandt andet emballage og regntøj vandafvisende, bliver nedbrudt.

Tidligere har man troet, at PFBA kunne erstatte de mest farlige fluorstoffer, fordi det ser ud til at forsvinde relativt hurtigt fra blodet. Men det danske studie kan være med at så tvivl om det, siger Phillipe Grandjean.

For til gengæld sætter PFBA sig i lungerne, og det "kan give et fingerpeg om", hvorfor fluorstoffet ser ud til at have betydning for coronaforløbene, lyder det i studiet.

- Det er jo ekstra interessant, når man taler om coronavirus, for det går netop i lungerne, siger Philippe Grandjean.

En mulig forklaring på, hvorfor PFAS-stofferne forringer immunforsvaret, er, at de påvirker vores kroppe til at danne færre eller mindre effektive celler, der bliver til såkaldte plasmaceller. Det er plasmacellerne, der danner antistoffer, som hjælper til at bekæmpe infektioner, og PFAS-forbindelserne ser ud til at påvirke disse "nøglemolekyler" i den proces, fortæller Phillipe Grandjean.

"Klar evidens" fra svensk by

Ud over det danske studie har tre andre hold forskere fra henholdsvis Sverige, Kina og Italien undersøgt, hvilken betydning PFAS-forurening har for risikoen for at blive smittet og syg med covid-19.

I svenske Ronneby, hvor godt en tredjedel af byens 30.000 indbyggere har drukket PFAS-forurenet vand, og alle indbyggere har forhøjede PFAS-værdier, undersøgte et forskerhold infektionsraten i pandemiens første år. Og sammenlignet med en naboby, hvor vandet ikke var forurenet, lå Ronnebys infektionsrate 19 procent højere.

Ifølge Christel Nielsen, der er lektor i epidemiologi ved Lunds universitet og en af hovedforfatterne på studiet, er der "klar evidens for", at vores immunologiske respons og PFAS-stofferne er forbundet. Derfor har resultatet fra Ronneby også grund til yderligere forskning, siger hun til The Guardian.

I Kina undersøgte et forskerhold sidste år blod- og urinprøver fra 160 indbyggere i to kinesiske provinser, som er hårdt ramt af PFAS-forurening. 80 af personerne havde været smittet med coronavirus, mens 80 ikke havde været det.

Studiets konklusion var, at der var "betydeligt højere risiko" for covid-infektion for personer med højere PFAS-niveau.

Derudover har en italiensk undersøgelse blandt en befolkning på 200.000 mennesker vist, at de, der var udsat for høje niveauer af PFAS - blandt andet PFBA - havde en 27 procent højere covid-dødelighed.

De endnu ubekendte

Selv om studierne peger i samme retning, er det stadig mange ubekendte i spørgsmålet om, hvordan og hvorfor de evige kemikalier påvirker coronaforløbene, ligesom der er visse forbehold i de forskellige studier, påpeger Phillippe Grandjean.

Blandt andet kan det være forskellige immunfunktioner, der afgør, hvor alvorligt et sygdomsforløb bliver, ligesom de regionale smitteforskelle kan bunde i andet end niveauet af de forurenende stoffer.

- Det kan jo være, at der faktisk forekommer mere smitte i de områder, hvor der er mere PFAS-forurening, måske fordi folk bor tættere, siger Phillippe Grandjean.

Flere særligt sårbare?

Phillippe Grandjean mener, at hypoteserne kan få betydning for fremtidens coronastrategi og måske medvirke til, at risikogrupperne - de ældste og særligt sårbare - måske bør udvides.

- Man vil gerne beskytte særlige grupper bedst muligt mod covid-19. Og hvis der videnskabeligt belæg for det, så kunne der også være folk med eksponering for PFAS, der skulle beskyttes særligt, siger han.

Fluorstoffernes effekt på vores immunforsvar kan også forandre noget udenfor Danmarks grænser, mener han. For når man i EU godkender nye kemiske stoffer, tester man ikke, om de skader vores immunsystem.

- Det indgår ikke i pakken af dyreforsøg, men fremover kunne det nok betale sig at teste bredere og gå mere i detaljen, siger Phillippe Grandjean.

Ukraine beskylder Rusland for at anbringe sprængstoffer i Europas største atomkraftværk

Ukraines atomagentur, Energoatom, beskylder nu russerne for åbenlyst at "afpresse hele verdenssamfundet" ved at true med at sprænge Europas største atomkraftværk ved byen Zaporizjzja i luften.

Det skriver Sky News.

Ukrainerne hævder, at russerne har anbragt sprængstoffer i atomkraftværket, der ligger i en del af det sydlige Ukraine, der er under russisk kontrol.

Ifølge atomagenturet har chefen for de russiske forsvarsstyrker med speciale i radioaktivitet og biologiske og kemiske våben, generalmajor Valerij Vasilijev, truet med, at området omkring atomkraftværket enten "vil blive russisk land eller et øde ørkenområde".

- Som I ved, har vi mineret alle vigtige faciliteter på atomkraftværket ved Zaporizjzja. Vi skjuler det ikke for fjenden, og vi har advaret dem. Fjenden ved, at kraftværket enten bliver vores eller ingens, har den russiske generalmajor sagt ifølge Energoatom.

Opfordrer til militærfri zone

Petro Kotin, som står i spidsen for Energoatom, har mandag opfordret til at oprette en militærfri zone ved atomkraftværket ved Zaporizjzja.

Den ukrainske atomchef vil desuden have et hold af fredsbevarende styrker indsat ved anlægget for at undgå potentielt alvorlige ulykker.

Petro Kotin frygter blandt andet, at beholdere med atomaffald bliver ramt.

- Hvis én beholder med atomaffald ødelægges, så vil der opstå en lokal ulykke ved anlægget og det nærmeste område, siger han og fortsætter:

- Hvis der er tale om to eller tre beholdere, så vil det være meget mere omfattende. Det er umuligt at opgøre sådan en katastrofes skala.

Frygter omfattende katastrofe

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), der er FN's atomvagthund, slog lørdag alarm om en mulig katastrofe ved anlægget.

Det skete efter bombardementer, som Ukraine og Rusland beskylder hinanden for at stå bag.

- Jeg er ekstremt bekymret efter gårsdagens bombardementer ved Europas største atomkraftværk, sagde FN-agenturets chef, Rafael Grossi, lørdag.

- Der er en reel risiko for en atomkatastrofe, der kan true offentlighedens helbred og miljøet i Ukraine og andetsteds, fortsatte han.

Ukraine kritiserer FN's atomvagthund

Den ukrainske atomchef kritiserer mandag IAEA for at have handlet for langsomt i forhold til at sikre kraftværket ved Zaporizjzja.

Han ser dog også fremskridt fra FN-agenturets side.

- Nu er der bevægelse i forhold til dets holdning, og vi håber, at situationen bliver overtaget af internationale organisationer, siger Petro Kotin.

Ifølge Kotin befinder der sig 500 russiske soldater og 50 forskellige slags tungt bevæbnet maskineri – herunder kampvogne – ved atomkraftværket ved Zaporizjzja.

Anklager Ukraine for planer om atomart angreb

Mandag siger den russiske repræsentant i IAEA, at Rusland er klar til at facilitere et besøg fra agenturet til Zaporizjzja.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Ria Novosti.

Det russiskvenlige civile styre, der er sat ind i regionen, beskylder Ukraines regering og præsident Volodymyr Zelenskyj for at blokere for IAEA's adgang.

- Et hold fra IAEA burde foretage en inspektion, men af en eller anden grund er Zelenskyj-regimet tøvende med at lade IAEA komme ind, siger Vladimir Rogov fra det regionale styre ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Han tilføjer, at Ukraine vil forsøge "at foretage et atomart terrorangreb og give Rusland skylden".

Lars von Trier har fået Parkinsons syge

Den danske filminstruktør Lars von Trier har fået konstateret Parkinsons syge.

Det skriver Zentropa efter aftale med von Trier i en pressemeddelelse.

Filmselskabet skriver, at nyheden kommer ud for at imødegå eventuelle spekulationer om den 66-årige Lars von Triers helbred frem mod premieren på 'Riget exodus'.

- Lars er ved godt mod og er i behandling for sine symptomer, og arbejdet med at færdiggøre 'Riget exodus' forsætter som planlagt, lyder det.

Ramt af kronisk lidelse

Parkinsons syge er en kronisk lidelse, der langsomt tiltager.

Det er muligt at leve med sygdommen i mange år, men der findes endnu ingen helbredende behandling.

Sygdommen betyder dog, at den verdensberømte danske filminstruktør kun i begrænset omfang kan deltage i interviews op til premieren senere på året.

Verdenspremieren på 'Riget exodus' er planlagt til at finde sted på filmfestivalen i Venedig 31. august.

Venter på efterfølger til 'Riget'

Den længe ventede tv-serie 'Riget exodus', som er tredje sæson af 'Riget', er på i alt fem afsnit. Tv-serien skal efter planen få dansk premiere i 2022, men tidspunktet er endnu ikke offentliggjort.

Det er en selvstændig efterfølger til de populære sæsoner af 'Riget', der blev produceret i henholdsvis 1994 og 1997.

Lars von Triers film er berømte verden over, og den danske filminstruktør har vundet talrige priser.

I 2000 vandt han Den Gyldne Palme for filmen 'Dancer in the dark' med islandske Björk i hovedrollen. Filmen blev både nomineret til en Oscar og en Golden Globe, dog uden at vinde nogen af de to eftertragtede filmpriser.

Lars von Trier har desuden vundet flere Bodil- og Robertpriser for sine film.

Sammen med filminstruktørerne Thomas Vinterberg, Kristian Levring og Søren Kragh-Jacobsen skabte han manifestet Dogme95, der førte til de danske dogmefilm, heriblandt 'Festen'.

Eksperter vil beholde lange skoledage

Mandag er første skoledag efter sommerferien på landets folkeskoler.

Eleverne vender tilbage, efter at SF i sidste uge besluttede sig for at opsige det forlig, der ligger bag skolereformen fra 2014. Dermed kan den blive skrottet, hvis der er flertal for det efter det kommende valg.

Ifølge SF sker det for at give skolerne mere frihed og færre undervisningstimer, men over for TV 2 udviser eksperter i stedet bekymring over for udsigten til en politisk ændring af skolereformen.

Ændringen frygtes at skabe konsekvenser for både folkeskoleelevernes indlæring og daglige fysiske aktivitet.

Det er altid et problem, når skolepolitik bliver en kampplads

Hans Christian Quvang Jørgensen, ekspert i socialpædagogik, folkeskole og inklusion ved UC Syd Færre timer, flere tabte børn

Med skolereformen indførte man tiltag som lektiehjælp, længere skoledage og mere motion i dagligdagen i håbet om at skabe et fagligt løft.

Hans Christian Quvang Jørgensen, ekspert i socialpædagogik, folkeskole og inklusion ved UC Syd, mener, at der er en risiko for, at folkeskolerne taber de børn, der hidtil har fået mest ud af de ekstra timer i klasseværelset.

Det er blandt andet børn med faglige, kognitive eller sociale vanskeligheder.

- Vi ved, at udsatte børn har behov for ekstra tid til at lære det, de skal i skolen. Så er det jo en stor udfordring, at man vil forkorte skoledagen, siger han til TV 2.

Reformen blev i sin tid lavet ud fra ønsket om netop at løfte alle typer af elever gennem varieret undervisning. Ifølge Hans Christian Quvang Jørgensen mangler der i dag den korrekte basis og viden til at foretage ændringer.

- Det er altid et problem, når skolepolitik bliver en kampplads for de politiske partier. Som forsker synes jeg, at vi bør basere ændringer i folkeskolen med viden. Den mangler jeg her.

Fastholde folkets folkeskole

Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved VIA University College, mener, at frihed til folkeskolerne kan være en god idé. På den måde bliver beslutningerne truffet tættest muligt på de elever, som det rent faktisk drejer sig om.

Dog er det ifølge ham også vigtigt at holde fast i, at vi i dag har en folkeskole, som kan udbyde et ensartet tilbud, uafhængigt af hvor i landet skoleeleverne bor.

Det risikerer man at ændre på ved at give skolerne mere frihed og selvbestemmelse.

- Man kan tænke sig til, at nogle skoler får så stor grad af frihed, at de sløjfer nogle fag. Vi mangler simpelthen at diskutere, hvad skolerne skal have frihed fra og til, siger han til TV 2.

Løser ikke alt

En rapport fra Børne- og Undervisningsministeriet tilbage i juni viste, at tre ud af fire af folkeskolens mål ikke var blevet indfriet.

Der var blandt andet tale om, at elevernes trivsel skulle øges, og at mindst 80 procent af eleverne skulle være gode til at læse og regne.

Eksperterne er da også klar over, at folkeskolen, som den ser ud i dag, langtfra lykkes med alle dens opgaver.

- Skolen kan rigtig meget. Den kan løse mange opgaver. Men den kan ikke alt, lyder det fra Andreas Rasch-Christensen.

Han understreger dog, at man stadig bør holde fast i folkeskolen, som vi kender den i dag. Den udfører ifølge ham en række vigtige opgaver, herunder netop at løfte de ressourcesvage grupper.

Målet er ikke frihed

I sidste uge var der opbakning til SF fra Danmarks Lærerforening, men der er andre toner fra skolelederne.

Her er man ligesom eksperterne skeptisk.

Den større frihed og selvstyret ude på skolerne er positivt, lyder det fra Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen. Samtidig understreger han dog, at frihed ude på skolerne ikke i sig selv er et mål for folkeskolerne.

- Målet er at gøre folkeskoleeleverne dygtigere, skabe bedre trivsel og bryde den negative sociale arv.

Ifølge Claus Hjortdal er der en masse godt i folkeskolereformen, som kan risikere at blive ødelagt.

- Politikerne kigger måske kun på de lange skoledage og tænker, at det er helt forfærdeligt. Det, synes jeg, er trist.

Ukrainsk atomchef ønsker militærfri zone ved udsat kraftværk

Der bør oprettes en militærfri zone ved atomkraftværket i Zaporizjzja.

Sådan lyder opfordringen mandag fra Petro Kotin, der står i spidsen Ukraines statslige atomkraftselskab Energoatom.

Den ukrainske atomchef vil desuden have et hold af fredsbevarende styrker indsat ved anlægget for at undgå potentielt alvorlige ulykker.

Petro Kotin frygter blandt andet, at beholdere med atomaffald bliver ramt.

- Hvis én beholder med atomaffald ødelægges, så vil der opstå en lokal ulykke ved anlægget og det nærmeste område, siger han og fortsætter:

- Hvis der er tale om to eller tre beholdere, så vil det være meget mere omfattende. Det er umuligt at opgøre sådan en katastrofes skala.

Atomkraftværket i Zaporizjzja er det største af sin slags i Europa. Det ligger i det sydlige Ukraine, hvor Rusland har kontrollen.

FN-chef ekstremt bekymret

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), der er FN's atomvagthund, slog lørdag alarm om en mulig katastrofe ved anlægget. Det skete efter bombardementer, som Ukraine og Rusland beskylder hinanden for at stå bag.

- Jeg er ekstremt bekymret efter gårsdagens bombardementer ved Europas største atomkraftværk, sagde FN-agenturets chef, Rafael Grossi, lørdag.

- Der er en reel risiko for en atomkatastrofe, der kan true offentlighedens helbred og miljøet i Ukraine og andetsteds, lød det.

Mandag siger den russiske repræsentant i IAEA, at Rusland er klar til at facilitere et besøg fra agenturet til Zaporizjzja.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Ria Novosti.

Det russiskvenlige civile styre, der er sat ind i regionen, beskylder Ukraines regering og præsident Volodymyr Zelenskyj for at blokere for IAEA's adgang.

- Et hold fra IAEA burde foretage en inspektion, men af en eller anden grund er Zelenskyj-regimet tøvende med at lade IAEA komme ind, siger Vladimir Rogov fra det regionale styre ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Han tilføjer, at Ukraine vil forsøge "at foretage et atomart terrorangreb og give Rusland skylden".

Ser fremskridt

Begge sider beskylder hinanden for at beskyde atomkraftværket.

Ukraines atomchef kritiserer mandag IAEA for at have handlet for langsomt i forhold til at sikre kraftværket ved Zaporizjzja.

Han ser dog også fremskridt fra FN-agenturets side.

- Nu er der bevægelse i forhold til dets holdning, og vi håber, at situationen bliver overtaget af internationale organisationer, siger Petro Kotin.

Ifølge Kotin befinder der sig 500 russiske soldater og 50 forskellige slags tungt bevæbnet maskineri - herunder kampvogne - ved kraftværket.

Efter eksplosioner ved kraftværk beskylder Ukraine Rusland for atomterror

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, opfordrer det internationale samfund til at reagere endnu stærkere over for det, han kalder Ruslands "atomterror".

Det sker efter meldinger om nye angreb på Europas største atomkraftværk, Zaporizjzja, nær den ukrainske by Enerhodar i løbet af søndagen, hvor en ansat er blevet såret og flere sensorer beskadiget.

Fredag aften ramte russiske raketter ifølge det ukrainske atomselskab Energoatom en del af værket, hvor der opbevares 174 beholdere med brugt atombrændsel.

- Som konsekvens heraf er det endnu ikke muligt rettidigt at opdage og reagere i tilfælde af en forværring af strålingssituationen eller radioaktivt læk fra beholdere med brugt atombrændsel, meddeler Energoatom.

Præsident forlanger sanktioner

I en telefonsamtale med formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, har Zelenskyj forlangt sanktioner mod den russiske atomindustri. Det skriver Zelenskyj på Twitter.

Ifølge generaldirektør i Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), Rafael Grossi, hersker der en reel risiko for, at situationen ved atomkraftværket i ukrainske Zaporizjzja udvikler sig til en regulær atomkatastrofe.

- Jeg er ekstremt bekymret efter gårsdagens bombardementer ved Europas største atomkraftværk. Der er en reel risiko for en atomkatastrofe, der kan true offentlighedens helbred og miljøet i Ukraine og andetsteds, sagde han lørdag.

Kan modstå flystyrt

Seniorforsker emeritus ved på Nationallaboratoriet for bæredygtig energi Erik Nonbøl mener dog ikke, at situationen er så akut, som IAEA udtrykker det.

- Reaktorerne er af rimeligt moderne russisk design, så de burde kunne modstå mange typer uheld. Vi snakker ikke om Tjernobyl-reaktorer. De her er mere moderne og af en helt anden type, siger han til TV 2.

Ifølge Erik Nonbøl er kraftværket konstrueret til at kunne modstå flystyrt.

Rusland påstår imidlertid, at angrebet på atomkraftværket er iscenesat af Ukraine.

- De to parter beskylder hinanden for at stå bag beskydningerne. Desuden siger ukrainerne, at russerne har tropper og raketaffyringsanlæg stillet op rundt omkring værket, siger TV 2s korrespondent i Ukraine, Benjamin Kürstein.

Kærestepar i chok – fandt kanyle i datterens legetøj fra Netto

Et forældrepar i 30´erne fra København fik sig en meget ubehagelig overraskelse, da de lørdag havde haft deres ni måneder gamle baby i bad.

Da Isabella Andersens 35-årige kæreste ville tømme badekarret med badelegetøj for vand, stak han sig til sin store overraskelse på det ene badedyr.

- Han råbte 'av', og jeg undrede mig meget over, hvorfor han mon reagerede sådan, siger Isabella Andersen til TV 2.

Datterens badelegetøj kunne indeholde vand, og da kæresten efterfølgende sprættede det turkise badedyr op, kunne parret nærmest ikke tro deres egne øjne.

Inde i badedyret fandt parret til deres store overraskelse en kanyle.

- Vi var begge meget chokerede, og jeg tænkte straks, om der var sket noget med vores datter, fortæller Isabella Andersen.

Deres ni måneder gamle datter havde under legen haft badedyret både i munden og i hænderne, men hun havde til alt held ikke stukket sig på kanylen i badelegetøjet.

- Jeg tør ikke tænke på, hvor galt det kunne være gået, siger den 31-årige mor.

Hendes kæreste har efterfølgende både fået taget blodprøver og givet en vaccine, for at være sikker på, at han ikke har fået noget i kroppen, som han ikke kan tåle.

Badedyrene var købt i Netto og beregnet til babyer fra fire måneders alderen.

Det er en gåde, hvordan kanylen er havnet i badedyret

Henrik Vinther Olesen, kommunikationsdirektør i Salling Group Deler budskab på Facebook

Isabella Andersen har i et Facebook-opslag delt sin kedelige og overraskende oplevelse med datterens badedyr.

Her opfordrer hun til, at hendes opslag deles, så budskabet om de potentielt farlige badedyr kan komme ud til som mange børnefamilier som muligt.

- Det, der er sket, er helt forfærdeligt. Heldigvis skete der ikke noget, men det kunne være endt meget værre, siger hun.

Opfordringen er i den grad blevet fulgt, for hendes opslag er i skrivende stund blevet delt mere end 1200 gange.

Isabella Andersen forklarer til TV 2, at hendes opråb også er blevet delt i mange andre Facebook-grupper.

Badedyr bliver fjernet fra hylderne

Salling Group, der ejer Netto, undersøger nu fejlen i badelegetøjet.

Isabella Andersen har søndag aften hørt fra Nettos kommercielle chef, der har været i kontakt med leverandøren. Men ingen kan forklare, hvordan kanylen er endt inde i badedyret.

- Det her må bare ikke kunne ske, fastslår Isabella Andersen.

TV 2 har talt med Henrik Vinther Olesen, der er kommunikationsdirektør i Salling Group.

Han beklager sagen, som virksomheden er meget ked af.

- Det ærgrer os meget, og det er en gåde, hvordan kanylen er havnet i badedyret, siger Henrik Vinther Olesen.

Kommunikationsdirektøren forklarer, at man er i dialog med leverandøren.

De pågældende badedyr bliver for en sikkerheds skyld nu fjernet fra hylderne hurtigst muligt, lyder det.