Advarsel om giftstoffer i å kom fra lystfisker, mens kommunen var tavs

Da Rasmus Trustrup og hans kæreste flyttede til Lejre få meter fra Lavringe Å i slutningen af sidste år, var det med et stort ønske om, at deres børn skulle vokse op med at bade og fiske i åen.

Men i stedet er åen nu blevet arnested for en masse bekymringer for børnefamilien.

Vandløbet indeholder nemlig ifølge Miljøministeriet en for høj koncentration af det skadelige fluorstof PFAS.

Derfor er badeture og fiskeri i åen for Rasmus Trustrup og familien nu indstillet.

- Jeg er opvokset ved siden af en å, og jeg ledte efter et hus, der også lå op ad en å, så min søn også kunne opleve det. Men det kan han ikke, som det ser ud lige nu, og det er jeg rigtig ærgerlig over, siger den 34-årige far.

Filtrerer drikkevandet

Det er ikke kun i åen, der er blevet konstateret PFAS-forurening. Familien får deres drikkevand fra vandværket Kyndeløse Strand, hvor der også blev opdaget små mængder PFAS i foråret.

Familien er derfor begyndt at bruge en særlig kulfilterkande, der filtrerer deres drikkevand.

- Det er et forsigtighedsprincip, forklarer Rasmus Trustrup.

Fortsætter amning

Børnefamiliens bekymring for PFAS involverer også familiens yngste medlem, sønnen på otte måneder, der stadig bliver ammet.

Det har tidligere været fremme, at der ifølge flere eksperter kan være en risiko for at amme et barn, hvis kvinden har været udsat for PFAS-påvirkning. Imidlertid gav Sundsstyrelsen udtryk for i en pjece i februar, at der ikke er grund til bekymring.

Rasmus Trustrup erkender blankt, at som en småbørnsfamilie, der er i gang med at renovere et hus, har der ikke været tid til at undersøge til bunds, hvilke risici der er forbundet med PFAS-påvirkning. Derfor lever familien i ”lykkelig uvidenhed” omkring, hvilke konsekvenser det eventuelt kan have.

- Vi har ikke tid til at tage sådan en kamp. Hvis vi vidste, at der var meget PFAS i drikkevandet, og vi havde drukket det, så havde piben en anden lyd, siger han.

Lystfisker fortalte om forurening

Selvom Miljøministeriet i februar kunne konstatere, at PFAS-niveauet i Lavringe Å var overskredet, fik Rasmus Trustrup ikke besked om det af kommunen. Han fandt ud af det gennem lystfiskermiljøet i Lejre, da han havde en fisk på krogen i åen og blev rådet til ikke at spise den af en anden lystfisker.

Det undrer Rasmus Trustrup, at kommunen hverken har givet borgerne besked om PFAS i drikkevandet eller i åen.

- Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke har fået information om, hvorfor der ikke er igangsat undersøgelse, siger han.

Derudover vil han gerne have afdækket, hvor høj koncentrationen er i åen, og hvorvidt den udgør en risiko.

Lav PFAS-forurening

På Miljøministeriets hjemmeside fremgår det, at det er op til Lejre Kommune og Region Sjælland at anvende resultaterne om det forhøjede PFAS-niveau til forureningsbekæmpelse.

Lejre Kommune skriver i en mail til TV 2, at koncentrationerne af PFAS i Lavringe Å er meget lave.

- Der er tale om så lave koncentrationer, at det næsten ikke kan måles. De er kun lige over grænseværdien, og vi vurderer ikke, at de udgør risiko for hverken mennesker eller dyr. Derfor har vi heller ikke udsendt generel information om forekomsten af PFAS på nuværende tidspunkt, siger Peter Østerbye, centerchef for Teknik & Miljø i Lejre Kommune, i en skriftlig udtalelse.

Grænseværdien for PFAS i vandløb ligger på 9,1 mikrogram per liter. Fundene i Lavringe Å varierede mellem 10 og 20 mikrogram per liter, skrev Miljøministeriet i februar.

Lejre Kommune har ligeledes vurderet, at mængderne i drikkevandet heller ikke er sundhedsskadelige. Generelt skriver kommunen, at borgerne ikke har grund til bekymring, og derfor har kommunen heller ikke kommunikeret heromkring.

Men det er ikke godt nok, mener Rasmus Trustrup.

- Jeg vil gerne vide, hvordan kommunen har konkluderet, at der ikke er grund til bekymring, når ministeriet har fundet PFAS-forurening over grænseniveauet. Hvis ungerne bader i åen hvert år, så vil jeg da gerne vide, om kommunen har testet ordentligt, og om de kender niveauet for, hvornår det er skadeligt, siger han.

Ukendt forureningskilde

Desuden henviser kommunen til et referat fra et udvalgsmøde i Teknik & Miljø fra maj. Her fremgår det blandt andet, at det er uklart, hvilken kilde der kan have bidraget til PFAS-indholdet.

Miljøministeriet skrev i februar på sin hjemmeside, at vandløbet var blevet undersøgt, da det var enten en nuværende eller tidligere brandøvelsesplads. PFAS findes blandt andet i brandskum.

Lejre Kommune har ingen kendskab til, at Lavringe Å skulle være en tidligere brandøvelsesplads.

Amerikansk basketstjerne idømt ni års fængsel i Rusland

En russisk domstol har i dag fundet den amerikanske basketball-stjerne Brittney Griner skyldig i ulovlig besiddelse af hash og smugling og idømt hende ni års fængsel i en straffekoloni.

Præsident Joe Biden kalder i en kommentar dommen for "uacceptabel" og opfordrer til, at hun løslades omgående.

Anholdt kort før invasionen af Ukraine

Den dobbelte OL-guldvinder blev anholdt i Moskvas Sheremetyevo-lufthavn 17. februar - blot en uge før Ruslands invasion af Ukraine begyndte - og hendes sag opfattes som politisk pression mod USA.

- Jeg ved, at alle bliver ved med at tale om politisk pant og politik, men jeg håber, det vil ligge fjernt fra denne retssal, sagde Brittney Griner i retten tidligere i dag, ifølge Reuters.

Erkender besiddelse af hash

Den 31-årige basketstjerne har erkendt, at hun har medbragt patroner til e-cigaretter, der var infuseret med cannabis-olie, som er ulovlig i Rusland, men siger, at det var "en oprigtig fejl", som hun undskylder.

Det har domstolen i Moskva dog tilsidesat og siger i sin afgørelse, at hun "bevidst" bragte narkotika ind i Rusland med kriminelle hensigter, skriver Reuters.

På grund af tilståelsen var det ventet, at retten vil finde Brittney Griner skyldig, og derfor foreslog præsident Biden allerede i sidste uge at frigive den russiske våbenhandler Viktor Bout mod at Rusland løslader basketstjernen og anden amerikaner - Paul Whelan - der også sidder fanget i Rusland anklaget for spionage.

'Gør ikke ende på mit liv'

Ved dagens retsmøde brød Brittney Griner sammen i gråd, da hun tryglede dommeren om at være hende nådig.

- Jeg har lavet en oprigtig fejl og jeg håber, at din afgørelse ikke bliver enden på mit liv, sagde hun.

I en første kommentar til dommen siger Griners forsvarsadvokater til Reuters, at de er "meget skuffede" og vil appellere dommen.

Det er tæt på umuligt at undgå produkter med PFAS, siger Forbrugerrådet

De skadelige PFAS-stoffer – også kaldet fluorstoffer – er her, der og alle vegne.

I vores overtøj, maling, møbler og tandtråd – men også i hele miljøet generelt.

Derfor er det ifølge Forbrugerrådet Tænk meget svært helt at undgå indtagelse af PFAS i vores dagligdag.

- Som forbruger skal du virkelig se dig godt for, hvis du helt vil undgå PFAS i produkter, du køber, siger Stine Müller, projektleder i Forbrugerrådet Tænk.

Og når det kommer til fødevarer og drikkevand, er det stort set umuligt at vide, fordi stofferne her kommer fra miljøet, hvor PFAS findes i jorden og i grundvandet og kan ophobes gennem fødekæden.

- I fødevarer tilsættes PFAS jo ikke bevidst af producenten, og derfor ved producenten ikke nødvendigvis, om fødevaren indeholder PFAS.

Det samme gælder i drikkevandet – et område, der ifølge Danske Vandværker langtfra er fuldt overblik over.

Kun få PFAS-stoffer er forbudte

Debatten om PFAS-forurening er i denne uge igen blusset op, efter at flere forskere har kritiseret Sundhedsstyrelsens anbefalinger til gravide og ammende, som har været særligt udsat for PFAS.

Uenigheden handler om, at Sundhedsstyrelsen ikke tydeligt nok nævner, at PFAS overføres fra mor til barn under graviditeten og under amning.

Men selvom man ikke har været særligt udsat for PFAS, har du og alle andre danskere ifølge førende forskere med al sandsynlighed en vis ophobning af PFAS i kroppen.

Hvis du ønsker så vidt muligt at undgå PFAS i dagligdagen, er der ifølge Forbrugerrådet Tænk flere muligheder.

Først og fremmest lyder rådet fra Stine Müller, at man som forbruger skal være særligt opmærksom på følgende typer varer:

Flere af de mere kendte PFAS-stoffer såsom PFOS og PFOA er blevet forbudte, men da der findes flere tusinde PFAS-stoffer med lignende egenskaber, bliver der fortsat produceret en lang række produkter med PFAS.

- De andre PFAS-stoffer kan også være problematiske, og det gælder for dem alle, at de spredes og bliver i miljøet. Det er i sig selv meget bekymrende. Så kan det godt være, at der for nogle af stofferne er ting omkring sundhedsrisiko, vi ikke ved alt om – men det er rigeligt, at vi ved, at de ikke nedbrydes, siger Stine Müller.

Producenter har ikke pligt til at oplyse om PFAS

Der er ifølge Stine Müller en række producenter, som allerede er gået bort fra at bruge PFAS i deres produkter. Det gælder blandt andet inden for imprægnering og tøj, hvor man skal gå efter mærkninger som "fri for fluorstoffer” eller "PFC-fri".

Inden for kosmetik kan man desuden gå efter Svanemærket, som er garant for PFAS-frie produkter.

Alligevel skal man som forbruger se sig mere end almindeligt godt for, lyder det fra Stine Müller. For producenterne har ikke pligt til at oplyse om PFAS-stoffer i deres produkter.

- Det kræver en meget høj grad af bevidsthed, og det kræver, at man tager fat i virksomheder og spørger dem – eller styrer helt uden om produktgrupperne såsom tandtråd, fordi du ikke kan vide det. Man skal være virkeligt, virkeligt bevidst, siger hun.

Tyske Lufthansa indkasserer første overskud siden 2019

Det tyske luftfartsselskab Lufthansa har i andet kvartal registreret sit første overskud siden 2019 og dermed også siden coronapandemiens start.

Det oplyser selskabet i forbindelse med sit halvårsregnskab torsdag morgen.

Der var nok ikke nogen, der troede på, at denne udvikling havde været mulig i begyndelsen af året

Lufthansas regnskab

Overskuddet lander i perioden på knap to milliarder kroner. Til sammenligning havde selskabet et underskud på 5,6 milliarder kroner i samme kvartal sidste år.

Det betyder også, at man har været i stand til at reducere en stor del af underskuddet fra første kvartal i år. For de første seks måneder lyder det samlede underskud på 2,4 milliarder kroner.

Rejsesult hjælper Lufthansa

Luftfartsbranchen har været hårdt medtaget af pandemien, der i lange periode har efterladt lufthavne øde verden over.

Men en utrolig sult efter at komme ud og rejse mellem april og juni har altså for alvor hjulpet Lufthansa på vingerne igen.

- Efterspørgslen efter flyrejser steg markant i løbet af det første halvår af 2022. Det skete senere end ventet, men det skete også hurtigere, da det så tog fart, skriver selskabet i regnskabet.

- Der var nok ikke nogen, der troede på, at denne udvikling havde været mulig i begyndelsen af året, hvor omikronvarianten spredte sig hurtigt. Men det viser tydeligt, at folk efter mere end to år med pandemien ønsker at rejse igen, skriver selskabet i regnskabet.

Mere end 29 millioner passagerer fløj med Lufthansa i andet kvartal. Selv om det er svært at sammenligne, så er det fire gange så mange, som gjorde det i samme kvartal sidste år.

Der er dog fortsat et stykke op til aktiviteten inden corona. Her havde man cirka 15 millioner flere passagerer i andet kvartal.

Fields-offer rasede mod myndighederne – nu får hun opbakning

Kan man selv være et offer, hvis man har begået noget så grusomt som at tage andre menneskers liv?

Det mener Anja Rune, der selv blev skudt i Fields 3. juli. I en dokumentar fortæller hun til TV 2 Lorry, at hun ikke er sur på gerningsmanden, efter at det er kommet frem, at den sigtede i sagen er kendt af psykiatrien.

- Han er lige så meget et offer. Selvfølgelig skulle han ikke have skudt folk, men han er syg. Han skulle have haft hjælp, siger hun.

Nu bakkes hun op af flere organisationer, der har set TV 2 Lorrys dækning af lange ventetider og mangelfuld behandling i psykiatrien.

- Jeg synes, det er beskæmmende, og jeg synes ikke, vi kan være det bekendt i et velfærdssamfund som det danske, siger Jane Alrø Sørensen, der er generalsekretær i Bedre Psykiatri.

Ingen lytter

Også SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed mærker konsekvenserne af en udsultet psykiatri, forklarer formanden, Mia Kristina Hansen.

- Jeg oplever – specielt efter den tragiske hændelse i Fields – at der er pårørende, der ringer og fortæller, at det er svært at komme igennem systemet. De venter meget lang tid, prøver at råbe op, men der er ikke nogen, der lytter. Man bliver afvist med, at det er ikke her, de skal søge hjælp, de skal gå et andet sted hen.

Pårørende ringer og fortæller, at det er svært at komme igennem systemet

Mia Kristina Hansen, formand, SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed

Sagen om mangelfuld behandling i psykiatrien aktualiseres her en måned efter Fields-drabene, hvor den formodede gerningsmand var kendt af psykiatrien.

Vi kender ikke vedkommendes tilknytning til psykiatrien. Men for mange psykiatriske patienter er det en ørkenvandring ind og ud af behandlingssystemet.

- Cirka hver fjerde patient – det varierer en lille smule fra region til region – er genindlagt igen inden for 30 dage. For mig er det et klokkeklart eksempel på, at man ikke er færdigbehandlet; man er ikke klar til at blive udskrevet, mener Jane Alrø Sørensen.

Psykiatrisk behandling tager tid. Tid, som der ikke er til rådighed med den store stigning i henvisning af patienter fra praktiserende læger. Men patienter og det psykiatriske system er også ofte et dårligt match. Den oplevelse sidder formanden for SIND i hvert fald tilbage med.

- Vi oplever, det er et system, hvor man skal passe ind i nogle kasser og nogle bestemte behandlingsforløb. Nogle gange får mennesker at vide, de ikke profiterer af behandlingen, og derfor afsluttes den.

Politisk opbakning til ambitiøs plan

Manglen på ressourcer i psykiatrien har været et varmt politisk emne i årevis. Nu er der måske lys forude.

Der er en masse syge mennesker, der har brug for hjælp

Anja Rune, bygningsmaler, Greve

I januar i år udgav Sundhedsstyrelsen et fagligt oplæg til en tiårsplan, som blandt andet lægger op til en markant styrket indsats målrettet mennesker med psykiske lidelser. Noget, som politikerne på Christiansborg skal drøfte.

- Jeg oplever bred enighed fra højre til venstre om, at vi skal have forhandlet en ambitiøs tiårsplan for psykiatrien. Sådan at vi faktisk får skabt en psykiatri, som patienterne får det bedre af at være i kontakt med, siger generalsekretæren i Bedre Psykiatri, Jane Alrø Sørensen.

Hvis der skal komme noget positivt ud af skyderiet i Fields, så håber Anja Rune, at der bliver tilført flere midler til psykiatrien.

- Vi kan ikke gøre det om, men vi kan forhåbentlig gøre det bedre og undgå lignende episoder i fremtiden. Det er også derfor, jeg gerne vil fortælle min historie. Der er en masse syge mennesker, der har brug for hjælp, siger hun.

Du kan i øvrigt se dokumentaren om Anja, der blev skudt i Fields, herunder.

Disse otte kommuner har alle haft forhøjede PFAS-niveauer i drikkevandet siden sommer

I 17 sager har Styrelsen for Patientsikkerhed rådgivet danske kommuner i sager med fund af PFAS i drikkevandet siden sidste sommer.

Det oplyser styrelsen til TV 2.

Sagerne, som alle er blevet indberettet siden 8. juni 2021, fordeler sig på de følgende otte kommuner:

Dragør Kommune Fanø Kommune Greve Kommune Hedensted Kommune Horsens Kommune Høje-Taastrup Kommune Lejre Kommune Syddjurs Kommune

Indberetningerne er opdelt efter, om det er et vandværk, der har målt forhøjede PFAS-værdier, eller om målingen er foretaget på ejendomme med egen vandforsyning, for eksempel på gårdejendomme.

Hold musen hen over den pågældende kommune på kortet for at se, hvilken sag der er tale om.

1. januar trådte en skærpelse af grænseværdien for fire udvalgte PFAS-stoffer i grundvand i kraft. Grænseværdien blev af Miljøstyrelsen fastsat til at være 2,0 nanogram per liter.

Kommunerne har pligt til at indberette til Styrelsen for Patientsikkerhed, når de opdager et forhøjet niveau af giftstofferne i vandprøver fra vandværker. Det skyldes, at drikkevandet i så fald kan være sundhedsskadeligt.

Styrelsen for Patientsikkerhed rådgiver ifølge styrelsen selv ikke den pågældende kommune i forhold til de miljømæssige aspekter ved PFAS-fundet. I stedet fungerer styrelsen som en slags validering af sundhedsrisikoen ved forhøjede PFAS-niveauer ved at sikre, at vandprøverne er valide nok.

Herefter får kommunen "at vide, at den skal bringe det i orden hurtigst muligt", oplyser styrelsen.

Viser ikke det nuværende billede

I alt har otte kommuner fået den besked fra Styrelsen for Patientsikkerhed siden juni sidste år.

Men ifølge brancheforeningen Danske Vandværkers direktør, Susan Münster, er opgørelsen fra det seneste år ikke retvisende for, hvordan det står til med drikkevandskvaliteten på de danske vandværker på nuværende tidspunkt.

Det her er ikke vandværkernes skyld. Det er nogle andre, der har lavet udledningerne

Susan Münster, direktør i Danske Vandværker

Hun frygter, at tallene kun viser "toppen af isbjerget".

- Fordi grænseværdierne for PFAS er skærpet siden årsskiftet, er vi nødt til at vente på, at vandværkerne rundt omkring får foretaget de her tests. Og fordi alle vandværker endnu ikke har været igennem et analyseforløb, vil der være et mørketal, siger hun til TV 2.

Hvor ofte et vandværk skal foretage tests for PFAS, afhænger af værkets størrelse og kapacitet. Kun hvis der er mistanke om et forhøjet niveau af giftstofferne i området, kan myndighederne pålægge vandværket at udføre yderligere tests.

Herefter skal analysevirksomheden desuden have tid til at analysere prøverne, hvorefter resultatet skal forelægges. I Danske Vandværker efterspørger man derfor et større og mere retvisende overblik over, hvor i Danmark der aktuelt er PFAS henne.

- Det her er ikke vandværkernes skyld. Det er nogle andre, der har lavet udledningerne af PFAS. Derfor er det myndighederne, der nu skal træde i karakter, siger Susan Münster.

Miljøminister Lea Wermelin (S) anerkendte tirsdag, at der er behov for at optimere testindsatsen på landets vandværker:

- Vi skal have styr på, hvilke områder der er forurenet, og derfor skal vi i fællesskab med vandværkerne se på, hvordan vi får ekstra tempo på processen, sagde ministeren til TV 2.

Betragtede sager som løst

I kommunerne er de fleste sager siden blevet lukket igen.

Det skyldes, at man relativt hurtigt kan sikre rensningen af vandet ved at skrue ned for boringerne med forhøjede PFAS-værdier eller ganske enkelt lukke dem og finde andre steder at bore.

Det har man for eksempel gjort i Høje-Taastrup Kommune. Her betragter man nu alle otte PFAS-sager fra det seneste år som værende løst. Så sent som tirsdag i denne uge blev den sidste af de berørte boringer lukket ned, oplyser kommunens natur- og miljøchef, Arne Schøller Larsen, til TV 2.

I Lejre Kommune opdagede man i foråret små mængder PFAS i drikkevandet fra værket Kyndeløse Strand.

På nuværende tidspunkt oplyser kommunen, at man fortsat ikke er lykkedes med at opspore, hvor PFAS-stofferne er kommet fra, men at man i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed har slået fast, at mængderne ikke er sundhedsskadelige.

Også Greve Kommune målte ved det lokale Tune Vandværk sidste sommer en samlet sum af PFAS-stoffer på 2,7 nanogram per liter - altså også en smule over den fastsatte grænseværdi.

Giftstofferne blev fundet i to "spritnye" boringer, skrev kommunen dengang i en pressemeddelelse. De to boringer blev lukket ned igen, og sagen betragtes nu som løst, oplyser Greve Kommune til TV 2. Nu "leder man efter nye boringer", så kommunens vandforsyning igen kan dække efterspørgslen.

Esbjerg Kommune varetager miljøopgaven for Fanø Kommune. På Fanø har man konstateret PFAS i drikkevandet, som Esbjerg Kommune altså har varetaget for øen. Fra Esbjerg Kommunes side oplyser man, at der fortsat arbejdes på to mulige løsninger for at få bugt med de let forhøjede PFAS-værdier på Fanø; en midlertidig løsning med rensning eller en permanent løsning, hvor man finder nye boringer. Det er altså ikke i Esbjerg Kommune, at der er konstateret PFAS i drikkevandet.

I Horsens Kommune oplyser Tommy Krogh Abrahamsen til TV 2, at det lokale Torsted Vandværk i februar målte en let forhøjet værdi af de fire PFAS-stoffer. Efter kommunens henvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed blev drikkevandet fra Torsted igen testet i marts, og her var niveauet igen under grænseværdien. Horsens Kommune opererer dog med en "skærpet observation" af det pågældende vandværk og følger sagen tæt, lyder det.

Hedensted Kommune har indberettet vandværket Dortheas Vandværk og oplyser, at de pågældende boringer med forhøjede PFAS-værdier nu er lukkede.

I Syddjurs Kommune har de to ejendomme i sagen fået en advarsel om, at vedvarende indtag af vand med overskredne værdier kan være sundhedsskadeligt. Det oplyser kommunen til TV 2.

Dragør Kommune betragter sagen om de to vandværker som lukket.

120 anholdt i sag om brutal massevoldtægt af otte kvinder

Sydafrika er i chok, efter at otte kvinder ifølge politiet er blevet voldtaget nær byen Krugersdorp nordvest for hovedstaden Johannesburg.

Angrebet fandt sted torsdag i sidste uge, da et produktionshold bestående af 22 personer, heriblandt 12 kvinder, afholdt optagelser til en musikvideo i en forladt mineskakt.

Holdet var i gang med optagelserne, da en gruppe bevæbnede mænd klædt i tæpper angreb.

Ifølge politidirektøren i Gauteng-provinsen, Elias Mawela, beordrede de mistænkte, at alle skulle lægge sig ned, hvorpå de mistænkte begyndte at stjæle produktionsholdets ejendele.

Otte kvinder blev under angrebet voldtaget, hvorefter gerningsmændene flygtede fra stedet, siger politiet.

Det samlede antal anholdte overstiger 120 personer, oplyser sydafrikansk politi ifølge The Guardian.

Angrebet har skabt protester og demonstrationer i Sydafrika – ikke blot på grund af grovheden i forbrydelsen, men fordi den ikke er enestående.

Zama-zama

Episoden har hældt benzin på bålet i protester for kvinders rettigheder til at færdes frit og i tryghed.

Men den har også skabt vrede mod særligt én gruppe.

Gerningsmændene, fortæller sydafrikansk politi, tilhører en befolkningsgruppe, der i folkemunde bliver kaldt ‘zama-zama’, der omtrent kan oversættes til “vær vedholdende” eller “at gamble”.

Zama-zamas er som regel illegale migranter, der rejser til Sydafrika for at arbejde i forladte mineskakter, hvor de uautoriseret udvinder guld ofte under kumre og sundhedsskadelige forhold.

Voldtægt er en national krise

I 2019 erklærede Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, at landet befandt sig i national krise, hvad angik vold mod kvinder. I september samme år lovede han handlingsplaner, der blandt andet foreslog at gøre sådanne gerningsmænds straffeattester offentlige.

Det har ikke virket.

I de første tre måneder af 2022 blev der anmeldt knap 11.000 voldtægter, hvilket markerede en stigning på 13,7 procent i forhold til samme periode 2021.

I en udtalelse på Twitter mandag opfordrede præsidenten til at angive voldtægtsforbrydere, der har til huse i lokalsamfund.

- Voldtægtsforbrydere har ingen plads i vores samfund. Men for, at alle dem, der begår sådanne forbrydelser, kan blive pågrebet og retsforfulgt, er lokalsamfund nødt til at indberette kriminelle, der holder til iblandt dem, skrev han.

6000 forladte miner

To dage efter angrebet var flere end 80 zama-zamaer anholdt, og mandag blev de stillet for en dommer, hvor det kom frem, at 20 af de sigtede var mindreårige.

Uden for retsbygningen afholdt flygtningekritiske grupper demonstrationer, og episoden har foruden protester for kvinders rettigheder affødt vrede mod netop gruppen af zama-zamaer.

Kriminalitet blandt zama-zamaer er et velkendt problem i Sydafrika, men politiet har i flere år haft svært ved gøre et indhug.

Personerne er svære at finde. Man ved, at de ofte holder til i forladte miner, men Sydafrika var engang en af verdens største producenter af guld og diamanter, og ifølge Human Rights Watch er der flere end 6000 forladte miner i Sydafrika.

Dagens overblik: Sundhedsstyrelsen anbefaler unge gymnasieelever at feste ædru

Velkommen til dagens overblik.

I dag skal vi forbi Kansas, Ukraine, det danske boligmarked og til fest på danske gymnasier.

God læsning.

Borgere i Kansas stemmer for at bevare retten til abort

Vælgerne i den amerikanske delstat Kansas har stemt nej til en ændring i statens grundlov, der ville fjerne retten til abort.

Det viser en prognose fra Edison Research ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Vælgernes nej forhindrer Kansas' konservative lovgivende forsamling i at gennemføre omfattende restriktioner for abort, uden at det strider imod statens grundlov.

Russerne gør små fremskridt flere steder

Flere steder i Ukraine gør Rusland små fremskridt. Det skriver den amerikanske tænketank Institute for The Study of War (ISW).

Kilder fra Kreml har offentliggjort videoer, der tyder på, at russerne har skubbet ukrainske styrker væk fra deres positioner sydvest for byen Avdiika.

Rusland har opnået marginale mål sydøst for Bakhmut og fortsætter offensiverne sydøst og nordøst for byen.

Tropperne har ifølge den ukrainske generalstab ”delvis succes” langs Vidrozhennya-Kodema-linjen, som ligger omkring 20 kilometer sydøst for Bakhmut, og de fortsætter med at beskyde byen, skriver ISW.

Gas fra Tyra-feltet kommer først igen næste vinter

Med den usikkerhed, der er knyttet til de russiske leverancer af gas fra til Europa, har der fra dansk side været knyttet store forventninger til, at gasudvindingen fra Tyra-feltet i Nordsøen snart kan komme i gang igen.

Men det har længere udsigter end hidtil antaget. TotalEnergies, der driver Tyra-feltet på vegne af Dansk Undergrunds Consortium (DUC), fortæller onsdag, at arbejdet med genopbygningen af feltet bliver forsinket.

Forsinkelsen betyder, at man først vil kunne levere gas fra Nordsøen til vintersæsonen 2023/2024.

Sundhedsstyrelsen vil forbyde druk ved skolestart – urealistisk, mener gymnasieelever

Alkohol og sociale arrangementer på landets ungdomsuddannelser behøver ikke nødvendigvis hænge sammen, mener Sundhedsstyrelsen, som har sendt et brev til direktører og rektorer på landets gymnasier og erhvervsskoler.

Her præsenteres en række forslag til at ændre reglerne på skolerne, så alkoholen kommer til at fylde mindre til fester og andre arrangementer.

Forslaget får imidlertid en lunken modtagelse af foreningen Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Hvis man forbyder alkohol til fester på landets ungdomsuddannelser, rykker fest med alkohol involveret bare et sted hen, hvor der ikke er ansvarlige voksne til stede, lyder det.

- Unge mennesker stifter ofte bekendtskab med alkohol for første gang i gymnasietiden. Når man skubber til sine grænser, er det betryggende, at der trods alt er voksne til stede, siger Madeleine Steenberg Williams, der er forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

Antallet af boliger til salg stiger for femte måned i træk

Der er blevet mere at vælge imellem for kommende boligkøbere. Antallet af boliger til salg er nemlig steget for femte måned i træk på landsplan.

Det oplyser Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar til nye tal fra Boligsiden. Det er en side, som drives af ejendomsmæglere og ejendomsmæglerkæder.

Kigger man blot på ændringen i udbud fra juli til august, er antallet af boliger til salg steget i samtlige regioner.

Mærsk skovler milliarder ind, men få af dem ender i statskassen

Mens danske virksomheder under først en coronapandemi og siden en krig på europæisk jord har været under enormt økonomisk pres, tjener det danske rederi A. P. Møller-Mærsk styrtende med penge.

Mærsk har i årets første 6 måneder tjent 113 milliarder kroner, hvilket er næsten lige så meget som rederiet havde i overskud i hele 2021. Tirsdag opjusterede Mærsk ovenikøbet forventningen til 2022-resultatet med mere end 50 milliarder kroner.

Det er mere, end hvad medicinalgiganten Novo Nordisk tjente hele sidste år.

Og realiserer Mærsk den forventede opjustering, vil de skrive Danmarkshistorie med en ny rekord for største overskud.

Det er dejligt for dansk økonomi og for statskassen, kunne man foranlediges til at tro. Men selvom milliarderne vælter ind hos Mærsk, ryger kun en lille andel af dem i statskassen. Og det er et stort problem, mener overvismand Carl-Johan Dalgaard fra De Økonomiske Råd.

Men hvorfor tjener Mærsk egentlig så mange penge i en tid, hvor inflation, krig og pandemi har skabt røde tal på bundlinjen hos en lang række andre virksomheder? Og hvorfor ender så få af milliarderne i statskassen?

Skyldes høje fragtpriser

Mærsks milliardoverskud skyldes ifølge direktør for Vespucci Maritime og ekspert i shippingbranchen Lars Jensen først og fremmest ekstraordinært høje fragtpriser som følge af udfordringer i de globale forsyningskæder.

- Markedet er utraditionelt højt, om end vi har et spotmarked, altså et dag-til-dag-marked, der er faldende og har været det i mange måneder nu. Men samtidig er kontraktraterne gået voldsomt op i forhold til sidste år, fortæller Lars Jensen.

Og netop aftaler, hvor kunderne tegner længere kontrakter, har Mærsk mange af.

- Derfor står Mærsk nu i en situation, hvor deres indtjening er gået op, selvom det internationale spotmarked faktisk er på vej ned, siger direktøren for Vespucci Maritime.

Men selvom milliarderne i det danske rederi sejler ind, kommer det ikke i samme grad statskassen til gode. Det skyldes en særlig skatteordning, som de danske rederier siden 2001 har været underlagt.

Forældet skatteordning

Skatteordningen betyder, at Mærsk kun betaler omkring 4 procent i skat. En ordning, som overvismanden mener er forældet og bør afskaffes.

- Tonnagebeskatning er en form for skattebegunstigelse af rederierne, og vores vurdering er, at den på nuværende tidspunkt er for omfattende. For lempelig, om man vil, siger overvismanden ved De Økonomiske Råd.

Tonnageskat fungerer på den måde, at skatten beregnes ud fra rederiets samlede nettotonnage, altså skibenes størrelse.

Det kan sammenlignes med en form for vægtafgift. Tonnageskat er dermed – i modsætning til almindelig selskabsskat – uafhængig af rederiets under-eller overskud.

Skattesystemet blev oprindeligt indført for at undgå, at danske rederier flyttede deres aktiviteter til andre lande, så de kunne undgå høj beskatning. Det var med andre ord en redningsaktion for at sikre, at der fortsat var skibe med dansk flag.

En simplificeret beregning, som TV 2 Business har lavet, viser, at Mærsk med det hidtil opnåede overskud i år bør have betalt 2,4 milliarder kroner i tonnageskat.

Havde de betalt almindelig selskabsskat på 22 procent af alle aktiviteter, skulle de have betalt 24,8 milliarder kroner i skat i det første halve år af 2022.

Den udregning er dog ifølge Mærsks administrerende direktør, Søren Skou, for simpel.

- Det har fungeret rigtig godt

Søren Skou mener ikke, at indførelsen af selskabsskat vil give flere penge i statskassen.

- Det er ikke sikkert, at vi får flere skatteindtægter i Danmark, hvis vi skifter til selskabsskat. Så vil aktiviteterne beskattes der, hvor de sker, og det er en meget lille del af vores aktiviteter, der faktisk sker i Danmark. Skat er en meget lang og kompliceret diskussion, og den skal vi passe på med at simplificere, siger den administrerende direktør hos A.P. Møller-Mærsk.

Han peger også på, at tonnageskatten de seneste 20 år har resulteret i, at Mærsk har betalt mere i skat, end virksomheden ville have gjort med almindelig selskabsbeskatning.

Og selvom virksomheden i lyset af det historisk store milliardoverskud kritiseres for ikke at bidrage nok til statskassen, mener direktøren ikke, at det er grund til at ændre skattesystemet.

- Nu har vi haft to år med en helt ekstraordinær situation. Så kan man spørge sig selv, om det vil være nok til at ændre på et skattesystem, der egentlig har fungeret rigtig godt for staten Danmark, og har gjort, at vi i Danmark har et meget konkurrencedygtigt og stort rederierhverv, siger Søren Skou.

Det mener SF dog, at det er.

Forbrugerne betaler regningen

Tilbage i februar var både SF og Enhedslisten ude med riven efter Mærsks lave skattebetalinger.

Og SF’s erhvervsordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, er ikke blevet mildere stemt hen over sommeren.

- Det er historisk, at vi har et selskab, som tjener flere penge, end der nogensinde før er set i Danmark, men som samtidig betaler historisk lidt i skat, siger Lisbeth Bech-Nielsen (SF) til TV 2.

Erhvervsordføreren mener, at Mærsks milliardoverskud fodres af forbrugerne, der for alvor kan mærke inflationen i prisstigninger.

- Det er et problem, at vi har et selskab, som tjener så mange penge på at have uhyrligt høje fragtrater, som danske virksomheder betaler, og sender regningen videre til forbrugerne, siger SF’s Lisbeth Bech-Nielsen.

Står det til SF, bør skattesystemet laves om, så Mærsk betaler mere i skat. De foreslår også, at man kan indføre en engangskat på overnormal profit, ligesom den konservative regering i England har gjort.

Elever om opgør med alkohol på skolerne: – Skab hellere en kultur, hvor det er ok ikke at drikke

Unge og druk er en dårlig kombination. Derfor bør landets ungdomsuddannelser nytænke festkulturen på skolerne.

Det er budskabet i et brev sendt ud til alle landets ungdomsuddannelser fra Sundhedsstyrelsen og foreningerne Danske Gymnasier og Danske Erhvervsskoler og Gymnasier.

I en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen hedder det, at mange unges alkoholforbrug stiger markant ved overgangen fra grundskolen til ungdomsuddannelse – særligt for gymnasieelever. Derfor er det på uddannelsesinstitutionerne, at der skal tages fat.

Sundhedsstyrelsen har derfor sammen med skolerne udarbejdet en række forslag til opdaterede drukpolitikker på landets gymnasier, herunder alkoholfri studiestart.

Læs forslagene i kassen herunder.

Tidligere på året ændrede Sundhedsstyrelsen anbefalingerne for danskernes alkoholindtag, og en af ændringerne var, at unge under 18 slet ikke bør drikke alkohol.

Det skyldes blandt andet, at hjernen ikke er færdigudviklet i den alder, og at indtag at alkohol kan forstyrre hjernens udvikling. Derudover kan der være sociale slagsider ved "drukfællesskaber" blandt unge, skriver Sundhedsstyrelsen.

Men hvad mener de unge selv om drukkulturen på skolerne, og vil forslagene fra Sundhedsstyrelsen falde i god jord?

TV 2 har spurgt tre elever på ungdomsuddannelser, hvad de mener om forslagene.

Leif Andersen, 21 år. Læser til elektriker på Aalborg Tech

- Jeg er splittet, for jeg kan se positive og negative ting ved forslaget. Det positive er jo, at dem, der er helt unge og er utrygge ved at drikke eller være til fester, hvor der bliver drukket alkohol, bliver mere trygge ved det. Det negative er, at nogle vil blive sure, fordi det er lidt overbestemmende, at man ikke kan få lov at hygge sig og få en øl efter skoletid. Skolen må selvfølgelig gerne sætte ind, hvis der hersker en stemning af, at folk bliver presset til at drikke.

- På min skole tror jeg, at det ville have den effekt, at folk blev væk fra fælles arrangementer og tænkte: “Skolen er et kedeligt sted”. Det ville gå ud over det sociale, særligt på tværs af retninger og klasser. Det er jo et samlingspunkt for unge at drikke øl, og man vil savne festfølelsen. Så bliver det til privatfester, og så ville der ikke på samme måde være samling.

Daniel Smidt Kjergaard, 18 år. Starter i 3.g på Aurehøj Gymnasium efter sommerferien

- Umiddelbart tror jeg ikke, at det er den bedste idé med strammere regler på området. Jeg synes, at det er bedre, at alkoholen bliver introduceret på skolen end i utrygge rammer, hvor der ikke er voksne til stede. Alkohol er en integreret del af ungdomskulturen, så man kan ikke fjerne den, man kan højest flytte den.

- Hvis man laver forbud mod alkohol, vil der også gå nogle hyggelige sociale ting og traditioner tabt, for eksempel på min skole, hvor vi går ned til en sø og drikker et par øl hver første skoledag.

- Jeg synes, at det er et udtryk for mistillid mellem lærere og elever at lave forbud og stramme regler. Man har tillid til, at vi elever træffer mange store valg om vores fremtid og uddannelse i de år, vi går på skolen, og så må man også have tillid til, at vi kan finde ud af at drikke på en ordentlig måde. Hvis man vil ændre på alkoholkulturen, tror jeg, at det gøres bedre med øget dialog med eleverne. Jeg tror, at det ville have en meget positiv effekt, hvis man begyndte at tale mere om alkohol ude på skolerne.

Theresa Saini Duer, 18 år. Starter i 3.G på Ingrid Jespersens Gymnasieskole efter sommerferien

- Jeg synes hellere, at skolerne skulle fokusere på at skabe en kultur, hvor det er lige så ok ikke at drikke som at drikke. Det er en god idé at sørge for, at der er masser alkoholfri alternativer og aktiviteter på skolen, så det ikke bliver sådan, at det eneste, man laver, er at drikke øl. Men valget skal være der, ellers vil det hurtigt skabe splittelse mellem dem, der drikker, og dem, der ikke gør. De, der vil drikke, vil i stedet søge væk fra skolen, og det ville være ærgerligt.

- Jeg kan godt se problemet med, at man kan føle, at man skal drikke, hvis alkoholen er der. Det pres kan komme fra andre, eller det kan komme fra en selv. Men jeg tror, at det handler om at skabe en kultur, hvor det er lige så normalt ikke at drikke.

- Det handler meget om traditioner, og 1.g’erne gør det, som 3.g’erne gør. Det kan godt være, at det ville skabe problemer første år, men jeg tror godt, at det kan lade sig gøre at ændre på kulturen omkring det.