Musikeren Shawn Mendes aflyser resten af sin turné, hvor han også skulle have lagt vejen forbi Royal Arena i København næste år.

I et opslag på Instagram skriver popstjernen, at han aflyser turnéen for at passe på sit mentale helbred.

- Efter at jeg har arbejdet med en gruppe af professionelle, står det klart, at jeg har brug for mere tid til mig selv, skriver han i opslaget.

- Jeg er desværre nødt til at aflyse resten af turnéen i Nordamerika og Europa.

Ikke mentalt klar

Mendes forklarer, at han ikke mentalt har fået forberedt sig på at turnere verden rundt, efter at coronapandemien satte en stopper for store koncerter verden over i længere perioder de seneste to år.

- Jeg startede med at være begejstret for at komme ud at spille live igen efter en lang pause på grund af pandemien, skriver han.

- Men realiteten er, at jeg ikke har været klar til at turnere efter sådan en lang pause.

Han fastslår dog, at han vil fortsætte med at producere ny musik, mens han holder en pause fra at optræde på scenen.

Koncerten i Danmark skulle efter planen have været afviklet i Royal Arena den 13. juli næste år.

Bavarian Nordic har fået de nødvendige godkendelser fra amerikanske og europæiske myndigheder, så det nu bliver muligt at fremstille koppevacciner på selskabets fyldefabrik i Danmark.

Det oplyser det danske medicinalselskab i en pressemeddelelse onsdag.

Selskabets koppevaccine bliver brugt som middel mod det igangværende udbrud af abekopper. Med godkendelsen kan Bavarian nu levere koppevacciner, som er fremstillet på den danske fabrik.

- Vi er taknemmelige over for både FDA og EMA for at fremskynde deres arbejde under det igangværende udbrud af abekopper, siger Bavarian-direktør Paul Chaplin i meddelelsen.

FDA og EMA er henholdsvis det amerikanske og det europæiske lægemiddelagentur.

På verdensplan er der indtil videre blevet registreret mere end 18.000 tilfælde af virussygdommen abekopper. De er fundet i 78 forskellige lande. Størstedelen af landene er fra Europa. Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen WHO onsdag.

Det var lørdag, at WHO udråbte det til en global sundhedskrise.

Det skarpe lys blændede hendes øjne, da sækken over hendes hoved blev revet af.

Hun forsøgte at fokusere, men der gik et øjeblik, inden hun var i stand til at se noget.

Jeg er ikke bange for døden

Julija Pajevska, paramediciner

Tidligere samme dag var den ukrainske paramediciner Julija Pajevska blevet taget af et hold russiske soldater i byen Mariupol. Men hun vidste ikke, hvor hun nu var.

Da øjnene vænnede sig til lyset, kunne Julija Pajevska se, at hun befandt sig i et lille rum. Nærmest som et afhøringslokale, fortæller paramedicineren. Foran hende stod et videokamera, og en fremmed kvinde kiggede på hende.

Kvinden begyndte at stille en række spørgsmål, og først forstod Julija Pajevska ingenting af, hvad der foregik. Men lidt efter lidt gik det op for hende.

De ville have hende til at komme med en tilståelse, fortæller Julija Pajevska.

Til at tilstå, at hun var nazist. At hun havde dræbt civile. Og at hun havde skåret organer ud på folk for at sælge dem.

- De havde brug for et monster, som de kunne give skylden for alle deres synder, siger paramedicineren til TV 2.

Filmede krigens rædsler

Da Rusland indledte sin invasion af Ukraine tidligt om morgenen 24. februar, var Julija Pajevska vågnet op til eksplosioner i Mariupol.

Hun bor til daglig i hovedstaden, Kyiv, men var dagen forinden rejst til havnebyen i det sydlige Ukraine som frivillig sammen med en ven for at levere udstyr til det ukrainske militærs læger.

53-årige Julija Pajevska – eller 'Taira', som ukrainerne kalder hende – er over de seneste otte år blevet et kendt ansigt i hjemlandet, efter at hun som paramediciner har arbejdet og reddet liv i krigen i Østukraine.

Og efter at russerne havde indledt invasionen, skyndte hun sig at løbe over til militærhospitalet og tilbyde sin hjælp.

Den efterfølgende tid arbejdede hun på hospitalet, hvor hun havde til opgave at tilse krigens ofre og prioritere dem efter behov for behandling. Her tog hun imod sårede og døde. Børn og voksne. Unge og ældre. Soldater og civile. Russere og ukrainere.

Som hun plejede, filmede hun hver dag sit arbejde med et lille kamera, der sad fastspændt på hendes hoved.

- Det var vigtigt for mig at dokumentere mit arbejde og at kunne vise verden, at ukrainske paramedicinere gjorde deres arbejde ordentligt, siger hun.

Da eksplosionerne rykkede tættere på, vidste Julija Pajevska, at det kun var et spørgsmål om tid, før russerne ville nå frem. Derfor samlede hun en gruppe kvinder og børn, der havde skjult sig i hospitalets kælder, og fik dem ind i en stor bus for at evakuere dem.

Optagelserne fra sit kropskamera havde hun få dage forinden overdraget på et lille datakort til to journalister fra nyhedsbureauet AP, der som de sidste var blevet tilbage i Mariupol. Da journalisterne 15. marts flygtede fra byen, smuglede de datakortet ud skjult i en tampon.

Pajevska vidste ikke, at det senere skulle blive hendes billet til friheden.

For hun nåede ikke selv at flygte.

Bussen med kvinder og børn fra hospitalet blev lidt uden for Mariupol stoppet af russiske soldater, som bad Julija Pajevska identificere sig. Efter en kort opringning puttede soldaterne en sæk over hendes hoved og førte hende væk, fortæller hun.

Helvede på jord

Julija Pajevska var taget til fange.

Det næste hun så, var russiske soldater, der afhørte hende i det lille rum. Julija Pajevska fortæller, at de både fysisk og mentalt forsøgte at presse hende til at indrømme forbrydelser, som hun ikke havde begået.

Ifølge AP beskyldte russerne Julija Pajevska for at være en del af Azov-bataljonen. Et højrenationalistisk regiment, der har været en yndet skydeskive for Rusland i fortællingen om ”afnazificeringen af Ukraine”.

Over de næste tre måneder så hun kun dagslys gennem de små huller i den sæk, som blev trukket over hendes hoved, når russerne førte hende til og fra afhøringerne, fortæller hun. Julija Pajevska siger, at hun ikke kan oplyse nærmere detaljer om de steder, hun befandt sig, af hensyn til en igangværende efterforskning. Kun det sidste sted kan hun beskrive i detaljer.

Det var en lille, mørk celle i kælderen i et fængsel i Donetsk, hvor hun kunne se et stykke af himlen gennem et lille vindue.

Julija Pajevska beskriver sit fangenskab som et helvede. Dagene tilbragte hun i en lille celle sammen med 22 andre kvinder.

Her var ikke meget andet end to bænke og nogle få senge. Over tre måneder kom de ifølge Julija Pajevska kun i bad én enkelt gang. Og så var der hverken mulighed for at skifte tøj eller adgang til medicin eller hygiejneprodukter.

- Vi blev holdt som slaver. Det var meget lig middelalderen. Hvert øjeblik kunne der komme soldater ind og tæve mig, og det kunne ske flere gange om dagen, siger hun.

Det føltes, som om adrenalinen og frygten i hendes krop åd hende op indefra, fortæller hun. Så hun forsøgte at lave fysisk træning hver dag for at holde sig i gang. Hun lavede mavebøjninger, armstrækninger og gik flere kilometer inde i cellen. For ikke at blive skør lavede hun yoga og forestillede sig igen at gå frit rundt i hjembyen Kyivs gader.

Men det syntes så uendeligt langt væk.

Presset af propaganda

Tiden i fangenskab var ifølge hende ubærlig.

Ikke kun på grund af fysisk afstraffelse og de forhold, som Pajevska og de andre kvinder blev holdt under. Men også på grund af det konstante psykologiske pres i form af russisk propaganda, fortæller Julija Pajevska.

Hver dag forsøgte soldater at overbevise dem om, at Ukraine er en nazistisk stat, og at soldaterne var kommet for at redde den russisktalende befolkning og udskifte landets politiske ledelse. Det var nødvendigt, fordi Ukraine havde planer om at angribe Rusland, forklarede de.

- Jeg forklarede dem, at jeg selv kommer fra en russisktalende familie, og at jeg ikke havde noget behov for at blive reddet. Men det var nyttesløst, siger Julija Pajevska.

Hun fortæller, at soldaterne mindst 3 gange om dagen tvang alle fanger til at synge den russiske nationalsang, og hvis ikke vagterne kunne lide kvindernes opførsel, blev de tvunget til at synge sangen op til 20 gange i træk.

Fordi hun var et kendt ansigt, forsøgte russerne også at bruge Julija Pajevska i deres propaganda, mener hun.

Hun blev filmet flere gange til russisk tv og fremstillet som nazist. De fortalte hende, at Ukraine ikke længere eksisterede, at hæren var faldet, og at Kyiv var under russisk kontrol. De bad hende være afsender på et budskab til de tilbageværende soldater i Azovstal-stålværket i Mariupol om at lægge deres våben og komme ud, lyder det.

Men Pajevska troede ikke på ét ord, der kom fra russerne, og hun nægtede at tale.

Løgnen

Ved hver afhøring forsøgte russerne ifølge Julija Pajevska at tvinge hende til at indrømme, at hun havde dræbt familiemedlemmerne til de forældreløse børn, som blev fragtet ud af Mariupol, og at hun havde taget de dræbtes organer for at sælge dem.

Julija Pajevska fortæller, at hun aldrig har været så skræmt i sit liv, men at hun nægtede at indrømme noget, hun ikke havde gjort.

- Jeg er ikke bange for døden, for min samvittighed er ren. Derfor blev jeg ved med at insistere på min sandhed, siger hun.

Én enkelt gang accepterede hun dog at lyve.

Her blev hun under tvang bedt om at fortælle til kameraet, at der var gode forhold under hendes fangenskab. Hun anså ikke, at der ville være store konsekvenser ved at gå med på den løgn. Russerne havde også sagt, at hun måske kunne blive inddraget i en fangeudveksling.

Men hun turde ikke håbe på noget.

På fri fod

En dag – uden nærmere forklaring – blev Julija Pajevska hentet i cellen af russiske soldater, som satte hende ind i en bil og kørte hende væk.

Hun forholdt sig rolig og prøvede ikke at udvise nogen følelser, fortæller hun.

Efter at have kørt i en rum tid tog hun mod til sig og spurgte soldaterne, hvor de tog hende hen.

- Til udveksling, lød det korte svar fra en af russerne.

Hun forsøgte at opretholde et pokerfjæs, men indeni strømmede alt rundt i kroppen på hende.

Tre måneder efter at hun blev pågrebet i Mariupol, annoncerede den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, 17. juni, at Julija Pajevska var vendt tilbage efter at have været i russisk fangenskab.

På dette tidspunkt kendte mange allerede til hendes historie, og hendes befrielse blev mødt med stor glæde.

Pajevskas optagelser fra Mariupol, som de to AP-journalister havde smuglet ud, var under hendes fangenskab blevet vist i medier verden rundt – også på TV 2 i Danmark – og havde fået stor opmærksomhed.

Hun havde filmet sin hverdag som dokumentation for begivenhederne. Nu var det bevis for, at hun ikke havde begået de forbrydelser, som russerne havde forsøgt at presse hende til at indrømme. Derudover viste optagelserne, at hun behandlede sårede soldater, uanset om de var ukrainske eller russiske.

- Det modbeviser fuldstændig den version, som mine torturbødler havde. Det, jeg gjorde, var faktisk det modsatte af, hvad de prøvede at sige om mig. Videoerne beviser, at jeg ikke er en slyngel eller et monster, siger Julija Pajevska.

Hun er taknemmelig for, at AP-journalisterne fik optagelserne ud. For selvom hendes optagelser formentlig var skyld i, at hun overhovedet landede i et russisk helvede, var de formentlig også en del af forklaringen på, at hun siden fik lov at gå fri.

Verden skal kende sandheden

12 kilo lettere og med udmagret ansigt som vidne om sin oplevelse vendte Pajevska efterfølgende hjem til Kyiv.

Hun fortæller, at hun har fået lægebehandling, er begyndt på genoptræning, og at hun har mødtes med venner og familie. Og så har hun gået de ture rundt i byens gader, som hun drømte om i fængselscellen.

Da TV 2 taler med hende i juli, befinder hun sig i Storbritannien i forbindelse med afholdelsen af Warrior Games, en sportsbegivenhed for sårede og tilskadekomne soldater, sygeplejepersonale og veteraner.

Julija Pajevska er taknemmelig for den støtte, hun har mødt efter sin løsladelse, men hun kan ikke slippe tanken om de andre kvinder, som hun måtte efterlade i cellen.

- Det er svært at leve med. Derfor har jeg en mission om at gøre verden opmærksom på det kaos og den lovløshed, der finder sted i russisk fangenskab. Folk bør være klar over, hvad de står overfor, hvis verdenssamfundet ikke stopper det russiske angreb, siger Julija Pajevska.

Det vides ikke, hvor mange ukrainere der er taget til fange af russiske soldater, men de ukrainske myndigheder oplyste tidligere i juli, at over 7000 af landets soldater er savnet, hvoraf mange formodes at være i russisk varetægt.

USA's præsident, Joe Biden, er testet negativ for coronavirus, efter at han blev konstateret smittet i sidste uge.

Både tirsdag aften og onsdag morgen lokal tid er den amerikanske præsident testet negativ i lyntests.

Det oplyser hans læge, Kevin O'Connor, i et notat. Lægen oplyser også, at præsidenten fortsat ikke har feber, og at han har så godt som ingen symptomer på smitte tilbage.

- Med tanke på disse betryggende faktorer vil præsidenten stoppe med at følge strikse isolationsregler, hedder det i notatet.

Tager forholdsregler

Biden blev testet positiv for coronavirus torsdag i sidste uge, selvom han er vaccineret mod virussen og har fået to af de såkaldte boosterstik, som er ekstra stik, der har til formål at øge beskyttelsen.

Undervejs har meldingerne fra Bidens læge gået på, at præsidenten trods sine 79 år ikke har været hårdt ramt af covid-19. Han har haft milde symptomer.

Selvom præsidenten er testet negativ to gange og er næsten helt uden symptomer, fortsætter han med at tage forholdsregler.

Biden vil de næste ti dage bære mundbind, når han er i nærheden af andre for at være på den sikre side. Det kan for eksempel være, når han er i nærheden af staben i Det Hvide Hus eller sine sikkerhedsfolk.

Coronapandemien startede på et dyremarked i Wuhan i Kina. Det slår flere nye studier fast.

Dermed er teorien, om at virussen skulle være skabt på et laboratorie, endnu en gang fejet af banen.

Undersøgelserne er publiceret i tidsskriftet Science tirsdag.

Forskningsresultatet, der kan betragtes som to streger under et facit, der er blevet betvivlet siden virusudbruddets start, er vigtigt for at kunne forhindre en eventuelt kommende pandemi.

En af undersøgelserne kortlægger pandemiens geografiske mønster i de første måneder efter udbruddet i december 2019. Her er det tydeligt, at de første tilfælde var tæt forbundet til markedet Huanan Market i Wuhan.

En anden af undersøgelserne viser, at det er usandsynligt, at coronavirus har cirkuleret bredt blandt mennesker inden november 2019.

WHO sendte forskere til Kina

Der har været præsenteret foreløbige versioner af begge undersøgelser, men nu er de blevet fagfællebedømt og efterfølgende bragt af et anerkendt videnskabeligt tidsskrift.

Resultaterne understreger, at det ”simpelthen ikke er plausibelt, at virussen er opstået på nogen andre måder end gennem dyrehandel på markedet i Wuhan”.

Det forklarer Michael Worobey, som er en af forskerne bag undersøgelserne og til daglig tilknyttet University of Arizona.

- Det opstod på markedet og spredte sig derfra, siger han.

I februar sidste år sendte også WHO et hold af forskere til Kina for at undersøge virussens oprindelse. De konkluderede, at virussen formentlig kom fra flagermus, men at der stadig var brug for flere undersøgelser for at fastslå dette.

WHO's generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, erkendte senere, at efterforskningen blev besværliggjort af manglende samarbejdsvillighed fra Kina.

Line Jørgensen hang ud med en ven, da hun opdagede brevet fra politiet.

De sad på parkeringspladsen foran Bilka i Vejle, da hun tjekkede sin e-Boks på telefonen. Det var i begyndelsen af marts 2021, og hun ville bare sikre sig, at der ikke lå en regning, hun havde overset, inden de skulle på indkøb.

Det gjorde der ikke. Men til gengæld var der post fra politiet.

Ulovlig billeddeling. Intim karakter. Navnet på en gammel ven.

Line Jørgensen er lige nu aktuel i dokumentaren '518 piger', der handler om en sag, der rystede Danmark, og som blev kendt som en af Danmarks største hackersager.

Forurettet i straffesag

Den dag på parkeringspladsen foran Bilka, tænkte Line Jørgensen ikke på hacking. Langt fra.

Hun troede, at det måtte være en fartbøde eller noget i den stil. Men da hun åbnede pdf'en med brevet, fik hun et chok.

Der stod med store fede bogstaver, at jeg var forurettet i en straffesag

Line Jørgensen

- Der stod med store fede bogstaver, at jeg var forurettet i en straffesag, siger hun.

Hun forstod først ikke, hvad det betød. Havde hun gjort noget forkert?

Hendes ven hjalp hende med at skimme brevet. Det blev klart, at det faktisk var hende, der havde været udsat for en forbrydelse, som hun slet ikke kendte til.

Og så stod der et navn, hun genkendte. Max Pharao Henriksen. En af hendes tidligere bedste venner. En mand hun havde betroet sig til, stolet på, kendt ud og ind.

Troede hun.

Det første møde

Line Jørgensen mødte Max Pharao Henriksen, da de to startede i samme 10. klasse i Ikast i 2012.

Hun var 16 år, han var 18. Hun var stille – næsten lidt mut – og han var frembrusende. Hun holdt sig for sig selv, han var udadvendt og populær.

Nogenlunde sådan husker Line Jørgensen begyndelsen af deres venskab. Hendes forældre var blevet skilt få år forinden, og det havde været nogle svære år for hende, hvor hun langsomt havde lukket sig mere og mere om sig selv.

Derfor var det hårdt for hende at starte på en ny skole i 10. klasse, men Max Pharao Henriksen blev hendes redning.

Hun husker, at de blev som "et lille team". Dem mod verden.

- Hvis jeg havde problemer med mine forældre, sagde han, at jeg ikke skulle lytte til dem, og at jeg sagtens kunne klare det, og så grinede vi bare rigtig meget, fortæller Line Jørgensen.

I løbet af året blev de så tætte, at Line Jørgensen betegnede ham som en af sine bedste venner.

- Min inderkreds bestod af min daværende kæreste, min bedste barndomsven, et par veninder og så Max, siger hun.

Følte du, at du kendte ham?

- Ja, jeg troede, at jeg kendte ham enormt godt, siger hun.

Line Jørgensen vidste dengang godt, at Max Pharao Henriksen var flyttet fra Fyn til Ikast, fordi han havde lavet "noget lort", som han skulle væk fra. Men hvad hun ikke vidste, var, at det lort var, at han som 15-årig blev dømt for at have voldtaget en 8-årig pige.

- Jeg troede, at han havde stjålet slik og cigaretter og den slags, som jo er dumt, men i en helt anden liga, siger hun.

Sideløbende

Da Line Jørgensen lærte Max Pharao Henriksen at kende, havde han afsonet dommen og var flyttet til Ikast for at blive rehabiliteret i samfundet.

Og på overfladen lykkedes det også. Han var vellidt i skolen, havde arbejde på en bar og fik mange venner. Herunder Line Jørgensen.

Men hvad ingen vidste var, at hans kriminelle løbebane langt fra var fortid. For på det tidspunkt var han allerede godt i gang med at hacke, true og afpresse ofrene for de digitale krænkelser, han senere skulle blive dømt for – og som Line Jørgensen uden at vide det også snart ville blive viklet ind i.

- Men jeg så faktisk ingen faresignaler dengang. Han talte måske lidt mere sjofelt end os andre, men det var også det, siger hun.

Den nat

Da Line Jørgensen gik ud af 10. klasse, gik der to år, før hun så Max Pharao Henriksen igen. Hun var lige fyldt 18 og var i byen i Herning.

- Max havde altid sagt, at vi skulle fyre den af, når jeg var gammel nok, så jeg skrev til ham for at høre, om han ville med, fortæller hun.

Men Max Pharao skulle ikke ud den aften. Så hun festede i stedet med en veninde, som hun også skulle sove hos.

Men i løbet af aftenen forsvandt veninden, og Line Jørgensen, der selv boede uden for byen, kunne ikke komme i kontakt med hende. Line Jørgensen havde skrevet lidt frem og tilbage under byturen med Max Pharao Henriksen, og han tilbød hende, at hun kunne være hos ham, til hun kunne blive hentet næste morgen.

Hun husker at træde ind i hans lejlighed. Hun husker at blive vist rundt og at få et glas vand. Og så husker hun, at han tilbød hende at sove i sengen – han ville selv tage sofaen. Og så blev alt sort.

Jeg undrede mig over, at jeg ikke kunne huske noget, men tænkte, at jeg nok bare var mere fuld, end jeg troede

Line Jørgensen

Line Jørgensen husker intet, før hun vågnede næste morgen og et øjeblik studsede over, at hun ikke havde strømpebukser på.

- Jeg undrede mig over, at jeg ikke kunne huske noget, men tænkte, at jeg nok bare var mere fuld, end jeg troede, fortæller hun.

Efter at hun gik ud af Max Pharaos lejlighed den morgen, så hun ham ikke igen, før de sad over for hinanden i retten syv år senere.

Billedet

Kort tid efter gensynet med Max Pharao Henriksen blev Line Jørgensen gravid med sit første barn, som hun fik sammen med sin kæreste.

- Og der begyndte mit liv bare at gå op i børn og arbejde og voksenliv, og så gled Max i baggrunden, fortæller Line Jørgensen.

Faktisk fyldte han fra da af nærmest ingenting i Line Jørgensens liv.

Lige indtil hun fik brevet fra politiet, hvor der stod, at hun var forurettet i en straffesag, som Max Pharao Henriksen var tiltalt i.

Han var blandt andet tiltalt for at have krænket over 500 kvinder, primært ved at hacke sig frem til intime billeder af dem.

Og selvom det stod sådan sort på hvidt i anklageskriftet, forstod Line Jørgensen ingenting.

For hun var aldrig blevet hacket. Max Pharao Henriksen havde heller aldrig truet hende. Og hun havde faktisk i det hele taget ingen ide om, hvad det var for nogle billeder af hende, han skulle være i besiddelse af.

Line Jørgensens kæreste foreslog, at Max Pharao Henriksen måske havde taget billeder af hende, uden at hun vidste det, men den idé forkastede hun med det samme.

- Det ville jo være helt sygt, siger hun.

På det tidspunkt anså hun stadig Max Pharao Henriksen som en ven, der ikke kunne finde på noget så voldsomt.

Men så ringede hun til sin bistandsadvokat.

Husker intet

Det var bistandsadvokaten, der viste Line Jørgensen de billeder, det drejede sig om.

- Og min første indskydelse var bare, at dem havde jeg ikke selv taget, siger hun.

Line Jørgensen fortæller, at billederne forestillede hende i en seng. Hun havde en dyne pølset sammen mellem sine bare ben, og hendes nederdel var trukket op, så man kunne se hendes numse.

- Det var både tydeligt, at billederne forestillede mig, og at jeg sov, fortæller Line.

Personen, der havde taget billederne, havde bevæget sig rundt om sengen og fået hendes numse i flere vinkler.

Selvom man ikke kunne se meget af rummet, genkendte Line Jørgensen hurtigt Max Pharao Henriksens soveværelse. Hun havde kun været der den nat, hun sov hos ham efter byturen i Herning.

- Så det måtte være sket i de timer, hvor jeg intet husker, siger hun.

Line Jørgensen ved ikke, om hun blev drugged den nat, eller om det var alkohol, der slørede hukommelsen, men hun ved, at hun aldrig har givet samtykke til at få billederne taget.

- Og så undrer det mig virkelig, at jeg ikke er vågnet, når han har rykket på min nederdel, for så fuld husker jeg slet ikke at have været, siger hun.

Sagen

I tiden efter fandt Line Jørgensen ud af, at hun ikke var det eneste offer. Det viste sig, at andre bekendte til hende og Max Pharao Henriksen også var foruretterede i sagen.

- Jeg havde nærmest følelsen af, at der dukkede ofre op i alle afkroge af omgangskredsen, siger hun.

Og kigger man på sagen, er det ikke helt forkert. Hovedparten af ofrene var mellem 15 og 18 år, og flere af dem har han gået i skole med, arbejdet sammen med eller kendt i anden sammenhæng.

De fleste var blevet hacket og havde fået stjålet intime billeder. Mange var også blevet truet, afpresset og havde fået billederne delt som hævnporno.

Og mens Line Jørgensen ventede på, at sagen skulle for retten, fandt hun også ud af, at han var tidligere dømt for voldtægt af et barn.

- Det var der, jeg forstod, at det her var i en helt anden skala, end jeg kunne forestille mig. Den person, jeg troede, at jeg kendte, eksisterer slet ikke, siger hun.

Den følelse blev kun forstærket i retten.

Line Jørgensen skulle ikke vidne, men var til stede i retslokalet af flere omgange.

- Jeg troede, at jeg ville være cool med det, men allerede da jeg gik ind i lokalet den første dag, fik jeg med det samme en klump i halsen, fortæller Line.

Vi fik øjenkontakt et par gange, og jeg følte, at han prøvede at sige noget til mig

Line Jørgensen

Hun var kun få meter fra ham, men følte, at de befandt sig på hver deres planet.

- Vi fik også øjenkontakt et par gange, og jeg følte, at han prøvede at sige noget til mig, men jeg ved ikke, om det var rigtigt, siger hun.

I maj 2022 blev Max Pharao Henriksen kendt skyldig i omfattende hacking, blufærdighedskrænkelse, flere tilfælde af ulovlig tvang og besiddelse af børneporno, og i juni blev han idømt fire års fængsel.

Fremtiden

Selvom Max Pharao Henriksen blev dømt, og at Line Jørgensen dermed har rettens ord for, at han har udsat hende for en forbrydelse, som hun på ingen måde selv er skyld i, har både skam og dårlig samvittighed tynget hende.

Hun har skammet sig over at have sovet hos ham. Over at ikke at kunne huske noget. Over at have drukket så meget.

- Det skyldes nok kombinationen af at have været udsat for en så grov forbrydelse og over at være blevet udnyttet så meget af en ven, siger hun.

Men det har hjulpet hende at stå frem med sin historie. Både over for journalister og overfor sine nærmeste.

- Faktisk var jeg mest nervøs for at fortælle det til dem, der er tættest på mig, siger Line Jørgensen.

Hun har frygtet, at de mennesker, der betyder mest for hende, ville se anderledes på hende. At de ville dømme hende. Også selvom hun hele tiden har været klar over, at hun ikke har gjort noget forkert.

Men ingen dømte hende. Tværtimod fik Line Jørgensen det bedre og bedre i takt med, at hun delte sin historie. Det kontroltab, hun havde følt, da hun fandt ud af, hvad han havde gjort, blev mindre og mindre.

- Jeg tog ligesom magten tilbage, da jeg holdt op med at holde det hemmeligt. Så havde han ikke noget på mig længere, siger hun.

Men det er ikke den eneste grund til, at hun fortæller om sine oplevelser offentligt.

For Line Jørgensen håber også, at hendes historie kan være med til at bryde tabuer og måske bane vejen for, at fremtidige ofre for hævnporno vil føle mindre skyld og skam, end hun selv har gjort.

- De skal vide, at det er helt ok at leve livet. Man må gerne drikke, sove ude og endda tage nøgenbilleder. Det er aldrig ens egen skyld, at nogen udnytter det, siger hun.

Se '518 piger' på TV 2 PLAY her.

Det går for første gang i flere uger den rigtige vej for coronasmitten på de danske plejehjem.

Det viser den ugentlige opgørelse fra Statens Serum Instituts (SSI), der fastslår, at antallet af bekræftede coronatilfælde på landets plejehjem er faldet en smule fra 264 tilfælde i uge 28 til 228 tilfælde i uge 29.

Det sker vel og mærke samtidig med, at antallet af tests blandt beboerne i samme tidsrum er øget fra 5867 til 6111.

Det glæder Michael Teit Nielsen, der er vicedirektør i Ældresagen.

- Der er en lille lettelse i at se, at tallene i hvert fald går den rigtige vej, siger han til TV 2.

Til gengæld er antallet af dødsfald blandt bekræftede tilfælde på plejehjem steget fra fem til ni.

De indlagte er fortsat primært fra aldersgrupperne over 60 år, hvoraf de 70-89-årige udgør den største andel.

Utryghed bland beboere

Sundhedsstyrelsens plan er, at plejehjemsbeboerne får tilbudt et fjerde vaccinestik til september.

I øjeblikket er det sådan, at særligt sårbare borgere, som både har en særlig risiko for smitte og for at få et alvorligt sygdomsforløb, kan få et boosterstik mod coronasmitte henover sommeren.

De kriterier lever de fleste af landets plejehjemsbeboere op til, lyder det fra Michael Teit Nielsen.

Derfor mener han, at man med det samme ved en læge bør lave en systematisk gennemgang af alle plejehjemspatienter for at sørge for, at de mest udsatte kan få et stik allerede nu.

- Det, vi kan høre og fornemme, er, at der er en utryghed blandt beboere, pårørende og plejehjemsledere. Lad os nu få den betryggelse, der ligger i at få det stik, siger han.

Afspejler udvikling i resten af samfundet

Hos SSI er der også lettelse at spore.

- Samlet set ser det ud som om, at stigningen er stoppet en smule op, og det er meget beroligende, siger Henrik Ullum, der er administrerende direktør hos SSI.

Samtidig forklarer han, at udviklingen på landets plejehjem afspejler coronasmitten blandt Danmarks yngre borgere.

- Den glædelige udvikling afspejler en god udvikling i resten af samfundet, fortæller han og peger på, at smitten generelt er faldet, når man sammenligner uge 29 med uge 28.

Dog minder han om, at sommerens coronatal har været meget høje sammenlignet med sidste sommer, og at smitten fortsat er høj.

Derfor skal man som pårørende stadig være opmærksom på coronasymptomer, når man besøger landets plejehjem.

- Som pårørende er der stadigvæk god grund til at være meget omhyggelig med ikke at bringe smitte ind på et plejehjem. Der er også tilbud om at lade sig teste inden besøg på plejehjemmene, hvilket vi i høj grad vil opfordre til. Det er en gruppe, vi skal passe særligt på henover sommeren, understreger han.