Han fortæller det aldrig til patienterne, men når overlæge Jakob Huusom behandler ekstremt for tidligt fødte børn på Rigshospitalet i København, ved han om nogen, hvordan forældrene har det.
Han kender deres angst, deres håb og deres sorg. Og han ved, hvordan det føles indeni, når ens nyfødte barn bliver revet væk, mens læger giver det hjertemassage og prøver at sætte gang i vejrtrækningen.
For den 50-årige læge har selv stået i deres situation, og det er derfor, at han i dag selv er blevet en af Danmarks mest specialerede læger, når det kommer til at behandle små børn.
Det er Jakob Huusom og hans kollegaer, der tager imod børn, der er født før uge 28. Det er dem, der genopliver og behandler de børn, de tror, vil få værdigt liv. Og dem, der fortæller forældrene, når behandlingen skal stoppe, og de skal tage afsked med deres barn.
- Havde jeg ikke mistet mit eget barn, ville jeg ikke have haft det her job. Det er der ingen tvivl om, siger han, da TV 2 besøger ham på afdelingen, hvor han både mistede sit eget barn og i dag forsøger at redde andres.
Han fortæller om de minutter, der ændrede hans liv totalt – ikke mindst professionelt. Om hvordan oplevelsen har gjort ham klar over, hvor dårligt samfundet er til at tale om død og sorg. Og om hvordan han i dag har ændret syn på, hvor langt han ville gå for at redde sit eget barn. Den del vender vi tilbage til.
Det der ikke måtte ske
For at forstå, hvordan han havnede der, spoler vi tiden tilbage. Helt nøjagtig til juni 2005. Jakob Huusom var 33 år, og hans kone var gravid i uge 24 med deres første barn. Han var i færd med at uddanne sig til narkoselæge, og både ph.d'en og uddannelsesstillingen var allerede linet op.
- Jeg kørte med 180 i timen og skulle bare være verdens bedste narkoselæge. Ingen slinger i valsen, siger han.
Men en aften ændrede alt sig.
Hans kone havde klaget over smerter i maven, og pludselig råbte hun fra sofaen, at vandet var gået.
- Min første indskydelse var, at det ikke kunne passe, men det gjorde det jo så, siger han.
Selv om de var visiteret til Hvidovre Hospital, blev Jakob Huusom og hans kone kørt direkte til Rigshospitalet, som er et af de få steder i landet, der er specialiserede i at tage sig af børn, der fødes før uge 28 i graviditeten.
Da de nåede op på afdelingen, gik det stærkt. Så snart hans kone steg af båren, fødte hun deres dreng, der fik navnet Thor.
Herfra husker Jakob Huusom kun begivenhederne i glimt.
Drengen, der havde sparket i maven i ambulancen, men som ikke trak vejret, da han kom ud. Lægerne, der kæmpede for at få liv i ham. Og så meldingen.
- Jeg ved ikke, om der gik tre sekunder eller en halv time, men de siger så, at han ikke lever, at de ikke kan få luft i ham.
Mens Jakob Huusom fortæller, demonstrerer han med hænderne, hvordan lægerne med tommelfingrene havde forsøgt at massere liv i den lille krop.
Han stopper og sænker hænderne, inden han fortsætter.
- De siger så, at de ikke gør noget yderligere, fordi han er så umoden. Og så er han død.
En boble af ligegyldighed
Tiden efter beskriver Jakob Huusom som en boble i ordets værste forstand. De første dage med afsked, obduktion, begravelse. Ugerne og månederne efter med sorg og savn, og følelsen af at alt var uden betydning.
- Den der forkromede plan med at blive den bedste narkoselæge var bare ligegyldig, siger han.
Ligesom han var ligeglad, når venner fortalte ham, at de havde købt en ny bil eller bestået en eksamen.
Men så skete der noget.
Samtidig med, at det var ligegyldigt for Jakob Huusom at stå op om morgenen, begyndte noget alligevel at føles vigtigt.
- Hvis jeg nogensinde igen skulle stå i den situation, at mine kone fødte for tidligt, så ville jeg være den bedste på stuen til at håndtere det, siger han.
Og så søgte han job på en børneafdeling.
Tilbage på Riget
Han viste sig at være dygtig til børn. Især de mindste. Faktisk var han så god, at han efter halvandet på Roskilde Sygehus blev opfordret til at søge ind på neonatal, der er afdelingen for intensiv behandling af nyfødte og mindre børn, på Rigshospitalet.
Og da muligheden bød sig, slog han til.
- Jeg var selvfølgelig betænkelig for at skulle ind det sted, hvor min kone havde født, og det krævede også overvindelse, før jeg gik ind på stue 10, siger han.
Han beskriver, hvordan han frøs totalt, første gang han skulle ind på stuen, hvor han mistede sin søn.
- Jeg havde en puls på 180 og kunne overhovedet ikke høre, hvad jordemoderen sagde. Efter et par minutter måtte jeg bede hende starte forfra. Jeg var bare helt væk, siger han.
Men med tiden blev det nemmere, og Jakob Huusom oplever, at hans traume i dag gør ham dygtigere til sit arbejde.
Specielt de svære samtaler med forældre, der mister, falder ham naturligt.
- Jeg siger ikke, at jeg er bedre end andre til de samtaler, men jeg ved, at jeg selv er bedre, end jeg ville være, hvis jeg ikke havde mistet et barn, siger han.
Han ved fra sit eget liv, at folk reagerer forskelligt på sorg. Nogle gør som ham og handler sig igennem kriserne uden særlig meget gråd. Andre gør som hans kone og bliver i følelserne. Han ved, at alt andet i verden bliver ligegyldigt og fortstår, at sorg ikke forsvinder, fordi tiden går.
- De følelser kan jeg lynhurtigt finde i de forældre, jeg sidder overfor, og så håber jeg på, at jeg kan stille de spørgsmål, de har brug for, siger han.
Og det er i virkeligheden det vigtigste, han har lært af sin egen sorg. At stille spørgsmål. Både til forældrenes situation og følelser og til det døde barn.
- Mange reagerer ved ikke at tale om det, når nogen har mistet et barn, fordi de er bange for at gøre forældrene kede det. Men når du har mistet et barn, kan ingen sige noget, der gør dig mere ked af det, end du allerede er, siger han.
Faktisk mener han, at det eneste, der kan gøre situationen værre, er, hvis man ikke taler om barnet. For et barn fylder alt for forældrene, og det skal det have lov til, også selv om det ikke lever.
- Så jeg spørger ind til begravelsen, til hvordan eventuelle søskende har taget det, og til deres afsked. Det føles mere unaturligt for mig at lade være, siger han.
Det, synes han, at samfundet kunne lære noget af.
- Vi er som samfund meget berøringsangste på det her område. Selv når man er på et hospital, må man ikke sige ordet død, selv om døden er så præsent lige der, siger han.
Faktisk mener han, at man skal gå den helt anden vej. For døden er ofte værre, når man ikke taler om den.
- Jeg vil opfordre alle til at lade søskende komme ind og opleve de døde børn. For de tanker, børn gør sig, når de bliver skærmet fra deres døde lillebror, er langt mere skræmmende, end de følelser, de vil mærke og forstå af at se ham, siger han.
Han holder en lille pause.
- For at nå dertil skal vi som samfund turde tale om de her ting, der gør så ondt, og det er vi altså ikke gode nok til nu, siger han.
Ville ikke redde liv for enhver pris
Jakob Huusom bliver ofte spurgt, om det ikke er svært for ham at være på en arbejdsplads, hvor børn dør. Om det ikke river op i hans traume.
Men det gør ikke. Tværtimod.
- For jeg har en ide om, at jeg gør mit bedste, og når jeg har gjort det, og det stadig ikke går, så er der ikke mere at gøre for de her børn. Så er alle muligheder prøvet, siger han.
Men det betyder ikke, at han vil redde liv for enhver pris. For der skal være udsigt til, at børnene kan få et værdigt liv, hvis det skal give mening for lægerne at holde dem i live.
- Derfor kan ingen behandling også nogle gange være den rigtige behandling.
Den erkendelse er blevet tydeligere for ham, siden han selv mistede sin søn for 17 år siden.
- I dag har jeg klart en anden opfattelse af, om jeg selv ville beholde et barn født i uge 24.
Ville du det?
- Nej.
Han holder en pause, før han uddyber.
- Der er så meget sorg og usikkerhed forbundet med så for tidligt fødte børn. Selv hvis det går godt, betyder det seks-syv angstfyldte måneder på hospitalet for både mor og barn. Og så ved man stadig ikke, hvordan fremtiden ser ud. Det ville min familie nok ikke holde til, siger han.
Her spiller det ind, at han og konen efterfølgende har fået fire raske børn.
- Hvis jeg ikke havde børn i forvejen, ville jeg måske tænke anderledes. Også i dag, siger han.
Dødsdag
Men det betyder ikke, at Thor ikke fylder. I de 17 år, der er gået, har Jakob Huusom og familien holdt fri hvert år på hans fødselsdag. Så har de lagt blomster ved graven og bagefter taget i tivoli.
Lige indtil i år.
- Vi havde faktisk glemt at tage fri, og så tænkte vi, at det måske var okay, at den tradition stoppede nu.
Men i løbet af dagen blev det tydeligt for ham, at det var det ikke. Det føltes forkert ikke at være på kirkegården. Ikke at tale om ham og ikke at være sammen med resten af familien.
- Og det er en virkelig øv følelse. Den vil jeg ikke have, siger han.
Derfor har han besluttet, at han fra nu af holder dagen hellig.
- Så næste år har jeg fri på hans fødselsdag. Jeg vil hellere arbejde på min egen, siger han.
Se 'Mit lille liv' på TV 2 og her på TV 2 PLAY.
