En tiårig pige i den amerikanske delstat Ohio er blevet nægtet en abort.

Det sker, efter at USA's højesteret omstødte den skelsættende afgørelse 'Roe mod Wade' fra 1973, der sikrer retten til abort i hele USA.

Det skriver det amerikanske medie Indianapolis Star.

Få timer efter Højesterets afgørelse forbød Ohio enhver abort efter seks ugers graviditet.

Tre dage senere fik en læge i delstaten med speciale i børnemishandling besøg af en tiårig pige, som var seks uger og tre dage gravid.

Ohio er blandt en række stater, der har rullet adgangen til abort tilbage, siden Højesteret fjernede den forfatningsmæssige ret til abort.

Men ikke alle delstater har været lige hurtige til at afskaffe proceduren.

Den tiårige pige blev derfor sendt vest på til staten Indiana, hvor abort stadig er lovlig – i hvert fald lidt endnu.

For også i Indiana er lovgiverne klar til yderligere at begrænse eller forbyde abort i løbet af få uger.

Mens lovgivningen i Indiana endnu ikke har ændret sig efter Højesterets afgørelse, har abortudbydere i staten følt en effekt, idet de har oplevet en dramatisk stigning i antallet af patienter, der kommer til deres klinikker fra nabostater med mere restriktive love.

Midtvestlige amerikanere kan også rejse til Illinois, hvor abort sandsynligvis vil forblive lovlig selv i kølvandet på den nylige højesteretsdom.

Med stemmerne fem mod fire omstødte de ni dommere i USA's højesteret 24. juni 'Roe mod Wade', der sikrer retten til abort i hele USA.

Flertallet af dommerne mente, at den skelsættende afgørelse dengang var forkert, fordi USA's forfatning ikke specifikt nævner abortrettigheder.

Domstolens beslutning ses som en sejr for republikanere og kræfter på USA's religiøse højrefløj, der ønsker at forbyde eller i hvert fald begrænse abort.

Abort er et af de emner, der kan bringe sindene i kog i USA.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, sagde kort efter afgørelsen, at USA's Højesteret "har taget forfatningssikrede rettigheder" fra amerikanerne og sætter USA 150 år tilbage i tiden.

- Det er en trist dag for domstolen og for landet. Sundhed og liv for kvinder i dette land er nu i fare, lød det.

Millioner af turister søger hvert år mod den italienske by Venedig, men nu skal der bedre styr på tilstrømningen.

Derfor vil den historiske kanalby fra 2023 kræve adgangsbilletter for folk på dagsture. Mere præcist træder det nye krav i kraft 16. januar.

Det oplyser Simone Venturini, som er bystyrets turismeansvarlige.

De lokale i byen har længe været meget kritiske over for de mange turister, der hvert år kommer til byen, og nogle dage gør dens smalle gader totalt overfyldte.

Før pandemien var der ofte omkring 100.000 besøgende på blot en enkelt dag.

Men nu vil myndighederne sætte ind over for folk på dagsture og rejsende med krydstogtskibe. Som gruppe bidrager de nemlig ikke så meget til den lokale økonomi som andre.

Prisen for en billet vil variere afhængigt af tidspunkt og efterspørgsel. Den maksimale pris vil være knap 80 kroner, men booker man tidligere, bliver det billigere.

Borgere i Veneto-regionen, folk født i Venedig eller personer med en hotelbooking i byen er undtaget fra kravet.

Går man ind i den historiske bymidte uden en billet, risikerer man bøder på op til 300 euro svarende til knap 2250 kroner.

Et slags indgangssystem er ifølge et byrådsmedlem også på tale.

Fra september stiger billetpriserne i øvrigt for byens museer og vandbusser, medmindre man har booket online på forhånd.

Det gør man for at forsøge at vænne folk til i højere grad at planlægge deres ture til byen.

Turister fra krydstogtskibe vil også skulle betale for adgang, medmindre deres krydstogtselskab har betalt et bestemt beløb til Venedig.

Venedig blev i 1987 sat på Unescos verdensarvsliste som et "ekstraordinært arkitektonisk mesterværk", men organet advarede sidste sommer om behovet for en "mere bæredygtig håndtering af turismen".

Han fortæller det aldrig til patienterne, men når overlæge Jakob Huusom behandler ekstremt for tidligt fødte børn på Rigshospitalet i København, ved han om nogen, hvordan forældrene har det.

Han kender deres angst, deres håb og deres sorg. Og han ved, hvordan det føles indeni, når ens nyfødte barn bliver revet væk, mens læger giver det hjertemassage og prøver at sætte gang i vejrtrækningen.

For den 50-årige læge har selv stået i deres situation, og det er derfor, at han i dag selv er blevet en af Danmarks mest specialerede læger, når det kommer til at behandle små børn.

Det er Jakob Huusom og hans kollegaer, der tager imod børn, der er født før uge 28. Det er dem, der genopliver og behandler de børn, de tror, vil få værdigt liv. Og dem, der fortæller forældrene, når behandlingen skal stoppe, og de skal tage afsked med deres barn.

- Havde jeg ikke mistet mit eget barn, ville jeg ikke have haft det her job. Det er der ingen tvivl om, siger han, da TV 2 besøger ham på afdelingen, hvor han både mistede sit eget barn og i dag forsøger at redde andres.

Han fortæller om de minutter, der ændrede hans liv totalt – ikke mindst professionelt. Om hvordan oplevelsen har gjort ham klar over, hvor dårligt samfundet er til at tale om død og sorg. Og om hvordan han i dag har ændret syn på, hvor langt han ville gå for at redde sit eget barn. Den del vender vi tilbage til.

For at forstå, hvordan han havnede der, spoler vi tiden tilbage. Helt nøjagtig til juni 2005. Jakob Huusom var 33 år, og hans kone var gravid i uge 24 med deres første barn. Han var i færd med at uddanne sig til narkoselæge, og både ph.d'en og uddannelsesstillingen var allerede linet op.

- Jeg kørte med 180 i timen og skulle bare være verdens bedste narkoselæge. Ingen slinger i valsen, siger han.

Men en aften ændrede alt sig.

Hans kone havde klaget over smerter i maven, og pludselig råbte hun fra sofaen, at vandet var gået.

- Min første indskydelse var, at det ikke kunne passe, men det gjorde det jo så, siger han.

Selv om de var visiteret til Hvidovre Hospital, blev Jakob Huusom og hans kone kørt direkte til Rigshospitalet, som er et af de få steder i landet, der er specialiserede i at tage sig af børn, der fødes før uge 28 i graviditeten.

Da de nåede op på afdelingen, gik det stærkt. Så snart hans kone steg af båren, fødte hun deres dreng, der fik navnet Thor.

Herfra husker Jakob Huusom kun begivenhederne i glimt.

Drengen, der havde sparket i maven i ambulancen, men som ikke trak vejret, da han kom ud. Lægerne, der kæmpede for at få liv i ham. Og så meldingen.

- Jeg ved ikke, om der gik tre sekunder eller en halv time, men de siger så, at han ikke lever, at de ikke kan få luft i ham.

Mens Jakob Huusom fortæller, demonstrerer han med hænderne, hvordan lægerne med tommelfingrene havde forsøgt at massere liv i den lille krop.

Han stopper og sænker hænderne, inden han fortsætter.

- De siger så, at de ikke gør noget yderligere, fordi han er så umoden. Og så er han død.

Tiden efter beskriver Jakob Huusom som en boble i ordets værste forstand. De første dage med afsked, obduktion, begravelse. Ugerne og månederne efter med sorg og savn, og følelsen af at alt var uden betydning.

- Den der forkromede plan med at blive den bedste narkoselæge var bare ligegyldig, siger han.

Ligesom han var ligeglad, når venner fortalte ham, at de havde købt en ny bil eller bestået en eksamen.

Men så skete der noget.

Samtidig med, at det var ligegyldigt for Jakob Huusom at stå op om morgenen, begyndte noget alligevel at føles vigtigt.

- Hvis jeg nogensinde igen skulle stå i den situation, at mine kone fødte for tidligt, så ville jeg være den bedste på stuen til at håndtere det, siger han.

Og så søgte han job på en børneafdeling.

Han viste sig at være dygtig til børn. Især de mindste. Faktisk var han så god, at han efter halvandet på Roskilde Sygehus blev opfordret til at søge ind på neonatal, der er afdelingen for intensiv behandling af nyfødte og mindre børn, på Rigshospitalet.

Og da muligheden bød sig, slog han til.

- Jeg var selvfølgelig betænkelig for at skulle ind det sted, hvor min kone havde født, og det krævede også overvindelse, før jeg gik ind på stue 10, siger han.

Han beskriver, hvordan han frøs totalt, første gang han skulle ind på stuen, hvor han mistede sin søn.

- Jeg havde en puls på 180 og kunne overhovedet ikke høre, hvad jordemoderen sagde. Efter et par minutter måtte jeg bede hende starte forfra. Jeg var bare helt væk, siger han.

Men med tiden blev det nemmere, og Jakob Huusom oplever, at hans traume i dag gør ham dygtigere til sit arbejde.

Specielt de svære samtaler med forældre, der mister, falder ham naturligt.

- Jeg siger ikke, at jeg er bedre end andre til de samtaler, men jeg ved, at jeg selv er bedre, end jeg ville være, hvis jeg ikke havde mistet et barn, siger han.

Han ved fra sit eget liv, at folk reagerer forskelligt på sorg. Nogle gør som ham og handler sig igennem kriserne uden særlig meget gråd. Andre gør som hans kone og bliver i følelserne. Han ved, at alt andet i verden bliver ligegyldigt og fortstår, at sorg ikke forsvinder, fordi tiden går.

- De følelser kan jeg lynhurtigt finde i de forældre, jeg sidder overfor, og så håber jeg på, at jeg kan stille de spørgsmål, de har brug for, siger han.

Og det er i virkeligheden det vigtigste, han har lært af sin egen sorg. At stille spørgsmål. Både til forældrenes situation og følelser og til det døde barn.

- Mange reagerer ved ikke at tale om det, når nogen har mistet et barn, fordi de er bange for at gøre forældrene kede det. Men når du har mistet et barn, kan ingen sige noget, der gør dig mere ked af det, end du allerede er, siger han.

Faktisk mener han, at det eneste, der kan gøre situationen værre, er, hvis man ikke taler om barnet. For et barn fylder alt for forældrene, og det skal det have lov til, også selv om det ikke lever.

- Så jeg spørger ind til begravelsen, til hvordan eventuelle søskende har taget det, og til deres afsked. Det føles mere unaturligt for mig at lade være, siger han.

Det, synes han, at samfundet kunne lære noget af.

- Vi er som samfund meget berøringsangste på det her område. Selv når man er på et hospital, må man ikke sige ordet død, selv om døden er så præsent lige der, siger han.

Faktisk mener han, at man skal gå den helt anden vej. For døden er ofte værre, når man ikke taler om den.

- Jeg vil opfordre alle til at lade søskende komme ind og opleve de døde børn. For de tanker, børn gør sig, når de bliver skærmet fra deres døde lillebror, er langt mere skræmmende, end de følelser, de vil mærke og forstå af at se ham, siger han.

Han holder en lille pause.

- For at nå dertil skal vi som samfund turde tale om de her ting, der gør så ondt, og det er vi altså ikke gode nok til nu, siger han.

Jakob Huusom bliver ofte spurgt, om det ikke er svært for ham at være på en arbejdsplads, hvor børn dør. Om det ikke river op i hans traume.

Men det gør ikke. Tværtimod.

- For jeg har en ide om, at jeg gør mit bedste, og når jeg har gjort det, og det stadig ikke går, så er der ikke mere at gøre for de her børn. Så er alle muligheder prøvet, siger han.

Men det betyder ikke, at han vil redde liv for enhver pris. For der skal være udsigt til, at børnene kan få et værdigt liv, hvis det skal give mening for lægerne at holde dem i live.

- Derfor kan ingen behandling også nogle gange være den rigtige behandling.

Den erkendelse er blevet tydeligere for ham, siden han selv mistede sin søn for 17 år siden.

- I dag har jeg klart en anden opfattelse af, om jeg selv ville beholde et barn født i uge 24.

Ville du det?

- Nej.

Han holder en pause, før han uddyber.

- Der er så meget sorg og usikkerhed forbundet med så for tidligt fødte børn. Selv hvis det går godt, betyder det seks-syv angstfyldte måneder på hospitalet for både mor og barn. Og så ved man stadig ikke, hvordan fremtiden ser ud. Det ville min familie nok ikke holde til, siger han.

Her spiller det ind, at han og konen efterfølgende har fået fire raske børn.

- Hvis jeg ikke havde børn i forvejen, ville jeg måske tænke anderledes. Også i dag, siger han.

Men det betyder ikke, at Thor ikke fylder. I de 17 år, der er gået, har Jakob Huusom og familien holdt fri hvert år på hans fødselsdag. Så har de lagt blomster ved graven og bagefter taget i tivoli.

Lige indtil i år.

- Vi havde faktisk glemt at tage fri, og så tænkte vi, at det måske var okay, at den tradition stoppede nu.

Men i løbet af dagen blev det tydeligt for ham, at det var det ikke. Det føltes forkert ikke at være på kirkegården. Ikke at tale om ham og ikke at være sammen med resten af familien.

- Og det er en virkelig øv følelse. Den vil jeg ikke have, siger han.

Derfor har han besluttet, at han fra nu af holder dagen hellig.

- Så næste år har jeg fri på hans fødselsdag. Jeg vil hellere arbejde på min egen, siger han.

Se 'Mit lille liv' på TV 2 og her på TV 2 PLAY.

Nordkorea mener nu at have en forklaring på, hvordan smitten med covid-19 er kommet ind i landet.

Ifølge det statslige nyhedsbureau KCNA tyder meget på, at smitten er blevet sendt ind over våbenhvilelinjen fra Sydkorea i balloner.

En statslig undersøgelseskommission har fastslået, at de første smittede i landet var en 18-årig soldat og et barn på 5 år, der i starten af april rørte ved et ”uidentificeret materiale” i et bakkeområde i Kumgang-regionen, der grænser op til Sydkorea.

- Der kunne konstateres en voldsom stigning i febertilfælde blandt deres nærmeste kontakter, og der opstod en hel gruppe af feberramte personer i området, skriver KCNA.

Nyhedsbureauet slår fast, at undersøgelseskommissionen nu ”videnskabeligt og endegyldigt” har fastslået, hvor og hvordan smitten med covid-19 først viste sig i Nordkorea.

- Befolkningen skal være meget opmærksom på ”balloner og ukendte ting, der kommer med vinden eller andre klimafænomener, langs med våbenhvilelinjen”, lyder anbefalingen fra landets epidemikommission.

Hvis man støder på balloner eller andet, skal man straks tilkalde myndighederne, så særlige ”antiepidemiske udrykningsteams” kan fjerne materialet, skriver KCNA.

Det var først 12. maj i år, at Nordkorea officielt anerkendte, at covid-19-smitte var kommet til landet. Indtil da havde myndighederne fastholdt, at en hård nedlukning af grænserne havde forhindret smitten i at komme ind i Nordkorea.

Smitten kaldes dog hverken corona eller covid-19, men blot ”febertilfælde”.

Siden er der registreret knap 5 millioner febertilfælde, men da befolkningen næsten ikke bliver testet, er det uklart, om alle er covid-19-tilfælde. Myndighederne har kun registreret 73 dødsfald.

Det har været kendt i årevis, at aktivister i Sydkorea sender balloner ind over den stærkt bevogtede våbenhvilelinje mellem Nordkorea og Sydkorea. Ballonerne kan indeholde alt fra politisk og religiøst materiale til medicin og fødevarer.

Det har flere gange ført til konflikter mellem Sydkorea og Nordkorea.

I 2020 var Kim Jong-uns magtfulde søster Kim Yo-jong ude med et skarpt angreb på aktivisterne bag ballonforsendelserne, som hun kaldte ”menneskeligt afskum” og ”køtere”.

De sydkoreanske myndigheder har siden gjort det strafbart at sende balloner med politisk materiale over våbenhvilelinjen.

Men det har ikke stoppet trafikken.

Så sent som torsdag meddelte en aktivistgruppe i Sydkorea ved navn The Fighters for Free North Korea, at de havde sendt balloner med smertestillende medicin, c-vitamin og beskyttelsesmasker op til Nordkorea.

- Det sker for at hjælpe de stakkels mødre, fædre, brødre og søstre i Nordkorea, der dør, hvis de ikke får medicin, forklarer gruppens leder, Park Sang Hak, til den amerikanske tv-station ABC.

Gruppen har udskiftet det politiske propagandamateriale, der normalt er i ballonerne, med medicin ”for at hjælpe med coronasituationen i Nordkorea”, som han udtrykker det.

De har gennemlevet de store demonstrationer i 2019 og set, hvor hårdt Hongkongs myndigheder slog ned på demokratibevægelsen. Derefter har de klaret to års pandemi med nogle af de skrappeste restriktioner i verden.

Men nu har mange af Hongkongs borgere fået nok. De flygter til udlandet.

Mange vælger at flytte til Singapore, hvor man nu lever med coronavirussen, og samfundet er åbent. Mere end 70 procent af befolkningen er kinesisk. Derfor er der ikke de store kulturelle og sproglige udfordringer.

Det har ifølge Julie Yim, der er salgschef for et stort ejendomsmæglerfirma i Singapore, fået priserne på ejendomsmarkedet til at stige 20-30 procent over de seneste 18 måneder.

- Lige nu er der en stor tilstrømning af rige kinesere, der investerer i boliger og flytter deres formuer til Singapore for at få opholdstilladelse her. Tilstrømningen fra Hongkong er intensiveret de seneste seks måneder, og der kommer også en del fra Shanghai, siger hun.

Hongkong blev i starten af året ramt af den hidtil værste smittebølge, som kostede flere end 9000 mennesker livet, og der blev indført skrappere restriktioner.

Der var masser af eksempler på små børn, der blev adskilt fra deres forældre i op mod en uge, fordi de blev smittet med coronavirus og blev sendt alene i karantæne. Det var dråben, der fik bægret til at flyde over for mange lokale og udenlandske familier.

Julie Lim har været i branchen siden 2006, og hun har aldrig oplevet så store prisstigninger i Singapore på så kort tid. Tendensen er den samme, når det gælder lejeboliger, hvor der er udbrudt akut mangel på huse. I visse tilfælde er lejeprisen fordoblet på blot et år.

- Vi har simpelthen ikke nok at vise frem til vores kunder, og når der er noget, så forsvinder det på få dage.

TV 2 har talt med flere i den finansielle branche, som er i gang med at flytte fra Hongkong til Singapore, og de forklarer, at det primært skyldes den politiske situation i Hongkong, og at de har mistet håbet for en bedre fremtid.

Hongkong mistede ifølge CNBC 93.000 borgere i 2020 og 23.000 i 2021, hvor pandemien satte en stopper for rejsemulighederne. Men alt tyder på, at udvandringen bliver langt større i 2022. Alene i de to første uger af marts forlod mere end 50.000 mennesker Hongkong.

Mere end 88.000 Hongkong-borgere ansøgte om visum til Storbritannien i de første otte måneder af året under et nyt program målrettet Hongkong, som blev lanceret i januar 2021. Det særlige visum giver folk mulighed for at bo, studere og arbejde i landet i fem år.

Derefter kan de så ansøge om permanent opholdstilladelse. Den britiske regering forventer, at op mod 300.000 personer vil udnytte muligheden over de kommende fem år.

Hongkongs regering har indrømmet, at der er tale om en regulær "hjerneflugt" på grund af de mange kloge hoveder, der forlader bystaten.

Det er ikke kun mennesker, der flytter fra Hongkong. Flere virksomheder har også flyttet deres regionale hovedkontor fra Hongkong til Singapore på grund af coronarestriktionerne.

For eksempel har den amerikanske investeringsbank JP Morgan flyttet mere end 400 medarbejdere fra Hongkong til Singapore, hvor man netop har indviet et nyt stort kontor.

På en grynet internetforbindelse tonede statsminister Mette Frederiksen 4. november frem på en tv-skærm placeret foran den sædvanligt store gruppe af fremmødte journalister.

Cirka et halvt døgn tidligere var hun og resten af regeringens magtfulde koordinationsudvalg nået frem til en beslutning, der skulle vise sig at få hidtil usete konsekvenser for flere end tusinde danskere.

Materialet til brug for mødet var udarbejdet under hastværk

Smitten spredte sig dengang på minkfarme i det nordjyske, og en ny risikovurdering beskrev, hvordan en nyopdaget coronavariant potentielt kunne påvirke effekten af de kommende vacciner.

Alle mink måtte aflives, konkluderede koordinationsudvalgets medlemmer. Der var ikke andet for.

Instruksen på det pixellerede pressemøde blev torsdag erklæret "klart ulovlig" af den kommission, der det seneste år har gransket minksagen.

Samtidig blev det klart, at statsministeren har ansvaret for, at det afgørende møde blev "forceret".

Havde ministrene på mødet 3. november taget sig tid til at læse de papirer, som seks minutter før mødet var blevet overrakt alle deltagerne, havde de set, at det ville kræve ny lovgivning at træffe beslutninger, der var mindre indgribende end den, de nu var blevet enige om.

Et faktum, der – måske – ville have fået en eller flere af ministrene til at rejse spørgsmålet: Må vi overhovedet det her?

Men selvom statsministeren i månederne op til den vidtgående beslutningen havde givet en opsang om vigtigheden af "god tid" til forberedelse, blev papirerne aldrig læst, og spørgsmålet derfor aldrig stillet.

Det er mig, der har ansvaret for de beslutninger

Derfor udviklede beslutningen sig til den siddende regerings hidtil største krise. En krise, som ikke just blev mindre, da kommissionen torsdag offentliggjorde sine konklusioner.

Her står, at Statsministeriet "indtog en styrende rolle", og at statsminister Mette Frederiksen "må have været bekendt med, at mødet blev tilrettelagt og materiale udarbejdet i en forceret proces".

At statsministeren sad for bordenden ved det afgørende møde, er ikke nyt.

Det fortalte hun allerede 12. november 2020 i et interview i 'Go' Aften Live' på TV 2. Her sagde hun om koordinationsudvalget:

- Det er mig, der har ansvaret for de beslutninger, der bliver truffet der.

Kommissionen konkluderer, at det også var Mette Frederiksen, der besluttede, at mødet skulle gennemføres på trods af, at mødedeltagerne ikke havde læst alle sagens bilag.

Og det var samtidig hende, der afgjorde, at der ikke skulle gives en læsepause eller udsættelse af mødet. "Til for eksempel om morgenen", som det bemærkes i beretningen.

For hvorfor skulle det gå så stærkt?

Hverken Statsministeriet eller statsminister Mette Frederiksen ønskede torsdag at udtale sig om kommissionens beretning. Der er i stedet indkaldt til pressemøde fredag klokken 10.

Men da statsministeren i december 2021 var indkaldt som vidne i kommissionen, forklarede hun, at der ikke blev givet tid til en læsepause, fordi det var hendes "klare overbevisning, at der var behov for at reagere".

- Vores store bekymring var at blive beskyldt for at sidde på en viden, som hele verdenssamfundet ville være optaget af, sagde Mette Frederiksen.

I kommissionens beretning lægges der imidlertid ikke fingre i mellem. Her gør den det klart, at det "pres", som mødet både blev forberedt og gennemført under, direkte "øgede risiko for fejl på en uhensigtsmæssig måde".

Under samme afhøring tilbage i december 2021 understregede statsministeren, at hun tre-fire gange under mødet spurgte, om det var nødvendigt at slå alle mink ned.

Et spørgsmål, som mødets deltagere – herunder primært repræsentanterne fra Sundhedsstyrelsen – altså alle gange nåede frem til at svare ja på.

I beretningen bemærker kommissionen, at statsministeren ganske vist spurgte om aflivning var nødvendig, men "ikke om de kunne eller måtte slås ned af myndighederne."

Spørgsmålet om hjemmel lå dengang i det daværende Miljø- og Fødevareministerium.

Men ifølge kommissionen blev netop de "trængt noget i baggrund" og var ikke "genstand for særlig interesse".

Endnu et faktum, der lægges til grund for, at forholdende omkring det afgørende møde 3. november var "langt fra optimale".

- Materialet til brug for mødet var udarbejdet under hastværk og fremkom meget sent, tilføjer kommissionen.

Statsministeren har også forklaret, at regeringen "up front" skal have besked af sine embedsmænd, hvis der mangler hjemmel til at træffe beslutninger. Det kan dog "næppe kræves", skriver kommissionen, når beslutningen hverken var forudset eller behandlet i det materiale, der var udarbejdet.

Desuden var der også i timerne efter det afgørende møde anledning til at rejse spørgsmål om hjemmelsgrundlaget, skriver kommissionen. Blandt andet fordi, at det – som flere af mødets deltagere har forklaret i kommissionen – stod ganske klart, at der var truffet en "meget vidtgående og intensiv" beslutning uden fortilfælde.

Det "forcerede" møde i koordinationsudvalget er langt fra det eneste, som Minkkommissionen torsdag rettede kritik af.

Statsministerens instruks på pressemødet kaldes "groft vildledende og klart ulovlig", daværende miljø- og fødevareminister Mogens Jensens (S) forklaring forkastes, og ti højtstående embedsmænd kan ifølge kommissionen drages til ansvar for at have begået tjenesteforseelser – herunder Barbara Bertelsen, statsministerens højre hånd.

Hende kan du læse et portræt af her.

I løbet af de seneste dage har Ukraines militær angrebet igen og igen, og nu ser det ud til, at anstrengelserne har lønnet sig.

KABOOM! Ingen russiske tropper på Slangeøen længere

Den lille, men strategisk vigtige ø Slangeøen, er ifølge ukrainerne ikke længere på russiske hænder.

Det oplyser staben hos den sydlige del af Ukraines væbnede styrker på Facebook.

- Som et resultat af, at vi med succes har udført næste fase af vores militæroperation med vores artilleri- og missilenheder på Slangeøen, har fjenden i løbet af natten evakueret resterne af sin garnison i to speedbåde, og de har formentlig forladt øen. Nu er Slangeøen indhyllet i flammer, og der høres eksplosioner, skriver ukrainerne.

Hvilke missiler, ukrainerne har benyttet, oplyses ikke, men Danmark har leveret Harpoon-missiler til Ukraine, og selv om de er beregnet til skibe, kan de også anvendes mod mål på land.

Slangeøen er strategisk vigtig, fordi den kan bruges til at angribe fly og skibe, samt spærre en af de sejlruter, Ukraine før krigen benyttede til at eksportere fødevarer.

Nyheden vækker begejstring i Ukraine. Blandt andet i præsident Volodomyr Zelenskyjs kontor:

- KABOOM! Ingen russiske tropper på Slangeøen længere. Vores væbnede styrker gjorde et fantastisk stykke arbejde, skriver lederen af præsident Zelenskyjs kontor, Andrij Jermak, på Twitter.

På sociale medier har der længe været forlydender om ukraineske angreb mod den lille ø, og så sent som onsdag offentliggjorde pro-ukrainske Telegram-kanaler satellitfotos, hvor der tydeligt ses røg stige op fra øen.

Torsdag formiddag meddelte Ruslands forsvarsministerium så, at man har trukket sig tilbage fra Slangeøen.

- I dag har Ruslands militær udført sine opgaver på Slangeøen og trak som et tegn på velvillighed den udstationerede garnison tilbage, lød det fra generalløjtnant Igor Konasjenkov, der er talsmand for ministeriet.

Ifølge talsmanden sker tilbagetrækningen udelukkende, fordi Rusland vil hjælpe FN med at organisere en såkaldt "humanitær korridor", så Ukraine kan sejle fødevarer ud gennem Sortehavet.

Ukraine er storeksportør af fødevarer, og i løbet af de seneste måneder har den manglende udskibning betydet, at flere lande frygter hungersnød.

- Med denne beslutning vil det ikke længere være muligt for regeringen i Kyiv at spekulere i en lurende fødevarekrise med henvisning til, at det er umuligt at eksportere korn gennem Sortehavet på grund af Ruslands totale kontrol over den nordvestlige del af Sortehavet, meddelte talsmanden.

Han tilføjede, at ansvaret nu ligger hos ukrainerne, der har mineret kysterne af frygt for en russisk landgang.

- Nu er det helt op til den ukrainske side, der endnu ikke har renset kysterne ved Sortehavet, inklusiv havnene, sagde Igor Konasjenkov.

Om evakueringen af Slangeøen har fået Rusland til at opgive tanken om en invasion fra søsiden, har vi endnu til gode at se.

Tabet af øen er i øvrigt en moralsk sejr for Ukraine, der tabte den under en spektakulær operation på krigens første dag.

Dengang angreb den russiske sortehavsflådes flagskib Moskva øen og beordrede den lille garnison til at overgive sig.

Ukrainerne svarede:

- Rend mig i røven, russiske krigsskib!

I dag ligger krigsskibet på havets bund, og Slangeøen er formentlig helt mennesketom.

Forsøger ukrainerne at sætte folk i land på den lille ø, risikerer de formentlig at blive mål for et russisk bombardement.

Der er stillet to meter høje barrikader op i det centrale Hongkong forud for 1. juli.

Her kommer Kinas leder, Xi Jinping, nemlig for at fejre 25-årsdagen for overdragelsen til Kina efter mere end 150 år som britisk kronkoloni. Samtidig vil Hongkongs nye leder og Kina-patriot, John Lee, blive indsat i sit hverv ved en ceremoni.

Barrikaderne vidner om det anspændte forhold mellem Hongkongs borgere og regeringen. Ubehaget ved kommunistpartiets gradvise overtagelse af Hongkongs politiske system er udbredt.

Nogle modige mennesker har fjernet og ødelagt nogle af de kinesiske flag, der er hængt op i dagens anledning til trods for, at de risikerer at blive arresteret for det. Men ellers er risikoen for protester nærmest ikkeeksisterende.

For blot 10-15 år siden kunne man som udenlandsk journalist i Kina rejse til Hongkong og købe Kina-kritiske bøger og interviewe menneskerettighedsaktivister og NGO’er om situationen i Kina. Internettet var ikke censureret, og man havde en klar fornemmelse af at være i et frit samfund sammenlignet med Kina.

Men den tid er forbi.

I dag er de fleste frie medier forsvundet sammen med de kritiske stemmer, som tidligere sikrede en form for demokratisk tilstand i Hongkong.

Styret i Beijing har i kølvandet på de store protester i 2019 og 2020 vurderet, at risikoen ved for stor autonomi i Hongkong er for stor og har slået hårdt ned på alle kritiske røster.

Til trods for, at kommunistpartiet i forbindelse med overtagelsen af Hongkong i 1997 skrev under på en international aftale om, at man ville bevare og respektere Hongkongs særlige system frem til 2047 under ”Et land, to systemer”.

Resultatet er, at der har været en massiv udvandring fra Hongkong de seneste par år. Især mange unge har mistet håbet om en bedre fremtid. En af dem er Louise Lim, som er i slutningen af 20’erne og har boet i Danmark i tre år.

- Det er politisk ukorrekt at sige, men jeg føler, at vi er blevet koloniseret af Kina. Jeg blev født under det britiske styre, og nu bliver alle love og regler pludselig lavet om til et kinesisk system, siger hun.

Louise Lim er ikke kvindens rigtige navn. Hun optræder anonymt, fordi hun frygter, at hendes udtalelser kan skade hendes familie i Hongkong. TV 2 er bekendt med hendes identitet.

Byen ligner på mange måder sig selv med den tætte bebyggelse, de røde taxaer, små boder med traditionel kinesisk medicin. Men den politiske situation har været anspændt lige siden, at op mod en million demonstranter gik på gaden i Hongkong i 2019 i protest.

Det gjorde de på grund af et lovforslag, der ville betyde, at alle i Hongkong ville kunne udleveres til retsforfølgelse i Kina.

Kritikerne frygtede, at loven ville blive brugt til at straffe politiske modstandere af det kommunistiske styre i Beijing. Forslaget endte med at blive trukket tilbage, men det fik ikke protestbevægelsen til at stoppe.

Utilfredsheden med den voksende kinesiske indflydelse i Hongkong voksede sammen med mistilliden til den upopulære leder, Carrie Lam, som nægtede at gå af.

Louise Lim blev ramt af skyldfølelse under demonstrationerne i Hongkong, fordi hun kunne se, hvor slemt det var for hendes medborgere, mens hun befandt sig langt væk i sikkerhed. Derfor begyndte hun at engagere sig i aktivistbevægelsen i Danmark for at skabe opmærksomhed om situationen i Hongkong.

- Jeg forventer ikke en stor ændring i attituden over for Kina, for det er et stort marked. Men jeg tror, at flere og flere forstår, at Kina ikke er ved at blive mere demokratisk. Vi har et diktatur, som er ved at blive en supermagt for første gang i historien, siger Louise Lim, der blandt andet var involveret i at få den prodemokratiske politiker Ted Hui til Danmark, inden han rejste videre i eksil i London.

Det bliver sværere og sværere at forestille sig at vende hjem til Hongkong efter at have studeret og arbejdet i udlandet i flere år.

- Hongkong er ikke et sted, hvor jeg har lyst til at bo. Jeg har ikke mulighed for at påvirke situationen gennem valg, så det er ikke et sted, jeg vil tilbage til, siger Louise Lim.

Hongkongs valgsystem er netop blevet reformeret, og det betyder, at der udelukkende er plads til politikere, som er loyale over for Beijing, og det banede vejen for John Lee, da Carrie Lam tidligere på året meddelte, at hun ikke genopstillede.

John Lee var Carrie Lams næstkommanderende og ansvarlig for Hongkongs sikkerhedsmyndigheder og blev i 2019 kendt for at lægge den hårde linje over for demonstranterne. Han er også en af hovedarkitekterne bag den kontroversielle sikkerhedslov, som blev indført i sommeren 2020.

Den er reelt et opgør med ”Et land, to systemer” og betyder i praksis, at man ikke kan kritisere styret i Beijing eller lokalregeringen i Hongkong uden at risikere at blive sigtet og komme i fængsel for det. Præcis som i Kina.

Det har indtil for få dage siden været usikkert, om Xi Jinping ville komme til Hongkong. Han har nemlig slet ikke forladt Kina siden pandemiens start, og han holder hårdnakket fast i strategien om nultolerance over for corona til trods for alvorlige økonomiske og sociale omkostninger.

Hongkongs grænser har været lukket i mere end to år, og der er stadig syv dages karantæne ved indrejse.

I starten af året var byen ramt af et alvorligt smitteudbrud, der kostede mere end 9000 mennesker livet, og over en million ud af byens 7,4 millioner indbyggere blev smittet.

Men nu gør byen sig klar til et besøg fra den kinesiske centralmagt, og både politikere og skoleelever er blevet sendt i karantæne, fordi de skal indgå i den kinesiske boble under besøget. Der er hængt kinesiske flag op, og der er stadig forsamlingsforbud, så der er ingen risiko for demonstrationer.

Officielt er forsamlingsforbuddet på grund af corona, men det er nok ikke helt tilfældigt, at det er blevet forlænget 14 dage ind i den nye regeringsperiode.

- Det er blevet umuligt at bedrive aktivisme i Hongkong. Det er umuligt med covidpolitikken, hvor man ikke har lov til at forsamles. Censuren bliver også værre, siger Louise Lim.

Selvom alle aktivister, kritiske journalister og oppositionspolitikere i Hongkong efterhånden er fængslet eller flygtet til udlandet, så har Louise Lim ikke mistet håbet om, at Hongkong en dag kan blive mere frit. Men forandringen skal komme fra befolkningen i Kina.

- Jeg tror ikke, at jeg lever længe nok til at se forandringer. Men jeg håber, at folk på et tidspunkt vil indse, at der måske er andre måder at gøre tingene. Der er stadig håb for de fremtidige generationer, men det skal komme internt i Kina, siger Louise Lim.

Kvit smøgerne, hvis du vil på legepladsen eller til søen. Sådan lyder budskabet fra Silkeborg Kommune, der netop har offentliggjort, at stederne skal være røg- og tobaksfrie fra fredag 1. juli.

Det er Kultur-, Fritids, Outdoor- og Idrætsudvalget, der har truffet beslutningen.

Det glæder formand Johan Brødsgaard (R). Han mener, at de nye regler vil være med til at sikre silkeborgenserne gode og sunde rammer uden røg.

- Vi ved, at røg- og tobaksfrie miljøer bidrager til, at færre starter med at ryge. Derudover er det bestemt også en gevinst for miljøet, at der ikke bliver smidt for eksempel skodder og snusposer i naturen, siger han i en pressemeddelelse fra kommunen.

Og skulle man være i tvivl om, hvilke områder det nye forbud gælder, så frygt ej. Kommunen vil hen over sommeren sætte skilte op ved alle kommunale legepladser og søer.

Her vil silkeborgenserne blive mødt af en besked om ikke at ryge eller bruge tobaksprodukter. Forbuddet gælder således både cigaretter, e-cigaretter, snus, tyggetobak, vandpibe og nikotinposer.

Bliver man set med en form for nikotin på trods af forbuddet, oplyser Johan Brødsgaard til TV2 ØSTJYLLAND, at man til en start vil få en venlig reprimande.

- Lige nu er initiativet tillidsbaseret. Vi er ikke bekymret for, at folk ikke vil overholde det, da vi tidligere har oplevet, at silkeborgenserne er gode til at indordne sig, siger han.

Det er en helt særlig målgruppe, som kommunen forsøger at tilgodese med det her nye initiativ.

- Vi håber, at alle vil bakke op om de røg- og tobaksfrie miljøer udenfor, så særligt børn og unge får muligheden for sunde rammer uden røg og tobak. Her er det selvfølgelig vigtigt, at de voksne går forrest og viser vejen, siger formand for Sundheds- og Nærhedsudvalget Steen Vindum (V) i pressemeddelelsen.

Ambitionen om røgfrie børne- og ungdomsårgange er blevet en hjertesag for Silkeborg Kommune, der i oktober 2018 indgik i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens partnerskab 'Røgfri Fremtid'.

Det samarbejde skal sikre, at ingen børn eller unge ryger i 2030, og at kun fem procent af de voksne gør.