En bestemt graf spreder sig lige nu på sociale medier.
Årsagen er, at grafen viser en voldsom stigning i antallet af covid-19-dødsfald i Israel – et land, der i starten af pandemien hurtigt blev frontløbere i vaccinekapløbet. Både når det gjaldt 1., 2., 3. og 4. stik.
Det får flere til at undre sig over, hvad der foregår i Israel lige nu.
Grafen stammer fra statistikbureauet Our World in Data, og den viser en udvikling i antallet af dødsfald per million indbyggere, der er gået fra at ligge i bund med 0,32 i starten af januar til nu med 55,11 at overstige antallet af dødsfald i USA.
Men tallene er ikke retvisende, lyder det fra sundhedsministeriet i Israel, der fredag i sidste uge så sig nødsaget til på Twitter at gå i rette med tallene.
- Bemærk venligst, at på grund af informationshuller på OWID-webstedet (Our World in Data, red.) giver de tal, der i øjeblikket fremgår på hjemmesiden, et falsk billede af virkeligheden, når det gælder det daglige antal dødsfald i Israel, skrev ministeriet.
Årsagen er ifølge de israelske myndigheder, at der i opdateringerne om antallet af dødsfald er medtaget over 100 personer, som døde på en hel måned, men som i OWID-dataene fremgår som dødsfald på én dag. Og at Israel er i dialog med hjemmesiden for at få rettet fejlen.
I virkeligheden ser det sådan her ud, hvor den blå graf er tallene fra OWID, mens den orange er de officielle tal i Israel, lyder det.
Antal dødsfald tidoblet på en måned
Ifølge det britiske medie The Telegraph har antallet af dødsfald dog været kraftigt stigende den sidste måned – selv når der bliver korrigeret for fejlen.
Mediet har brugt ministeriets egne tal, der viser, at antallet af daglige dødsfald i Israel er gået fra næsten ingen om dagen til at være tæt på at ramme rekorden fra februar 2021, hvor den mere smitsomme og sygdomsfremkaldende Alpha-variant var dominerende.
Professor Itamar Grotto, der er tidligere vicedirektør i landets sundhedsministerium, udtaler ifølge det israelske medie Haaretz, at det ugentlige gennemsnit for antal dødsfald per dag 4. januar var fire, mens det 2. februar var 39. Altså næsten en tidobling.
Så spørgsmålet er stadig – hvad sker der i Israel?
Svarene er flere, skriver de to medier.
Effekten af 3. stik kan være aftagende
Det ene er, at selvom Israel længe lå i top i forhold til vaccinationer, da de blev tilgængelige, er landet siden faldet støt i forhold til vaccinetilslutningen.
Således er tilslutningen både blandt personer over 60 år og blandt risikogrupper, der i Israel er blevet tilbudt et 4. stik ligesom i Danmark, lavere end tidligere.
Ifølge Haaretz er omkring 12 procent af israelere over 60 år enten uvaccinerede eller kun delvist vaccineret, og samtidig står de for 43 procent af dødsfaldene i deres aldersgruppe i den seneste måned.
Samtidig har Israel ladet Omikron løbe uden i samme grad som tidligere at indføre restriktioner som blandt andet karantæne og pcr-tests, fordi Omikron er mindre sygdomsfremkaldende end tidligere varianter, skriver Telegraph.
Et tredje svar kan ifølge en ekspert også være, at israelerne modtog 3. stik i august – og at effekten her et halvt år senere er ved at aftage.
Det samme fremhævede de danske myndigheder i forbindelse med udrulningen af det 3. stik i Danmark. Udrulningen kom sideløbende med den hastige spredning af Omikron-varianten.
- Israel var de første til at udrulle dem (3. stik, red.) i august, og deres effekt kan være aftaget betydeligt. Det blev først antaget, at dette kun påvirkede smitteraterne, men det betyder åbenbart også flere tilfælde med alvorlig sygdom, siger professor i biologisk modellering ved Hebrew University of Jerusalem, Barak Raveh, til Telegraph.
En anden professor fremhæver i Haaretz, at Israel ikke har været gode nok til at beskytte de mest sårbare.
Uvist hvor mange der dør på grund af covid-19
Også i Danmark er antallet af dødsfald stigende, men da smittede personer, der er indlagt med anden sygdom eller for eksempel dør i en bilulykke, også tæller med i statistikken, er det uvist, præcis hvor mange der dør som følge af covid-19.
Det samme er tilfældet i Israel, ligesom det også er uvist, hvor mange af de afdøde der har været smittet med Delta-varianten eller Omikron-varianten.
Det gør en forskel, fordi Delta-varianten er mere sygdomsfremkaldende end Omikron.
I Danmark er antallet af indlæggelser på landets sygehuse højt på grund af den omfattende smitte i samfundet. Faktisk er antallet det højeste endnu under pandemien.
Men hvis man kigger på antallet af patienter, der er indlagt på en intensivafdeling, har antallet været stødt faldende, i takt med at Omikron er blevet den dominerende variant.
Også i Israel har antallet af indlæggelser været stigende, men ikke i samme stejle grad, som det er tilfældet med antallet af dødsfald.