Det bliver dyrt at være uvaccineret i Canadas største provins – og flere steder har indført lignende straf

Det skal være dyrt at være ikkevaccineret, hvis man er borger i Canadas største provins, Quebec.

Det har Quebecs premierminister, Francois Legault, gjort klart, efter at han meddelte, at der fremover vil blive indført ekstra skat for personer, der ikke er vaccineret.

Dermed melder Quebec sig ind i rækken af områder og lande, der skruer bissen på for at overtale flere til at lade sig vaccinere.

Fancois Legault siger ifølge BBC, at det endnu ikke er besluttet, hvor høj skatten vil være, men understreger, at det vil være ”et signifikant beløb”.

- Det er et spørgsmål om at være rimelige over for 90 procent af befolkningen (de vaccinerede, red.), siger han.

Foruden den kommende særskat har Quebec indført vaccinekrav, hvis man vil handle i spiritusforretninger og cannabisbutikker.

Provinsen har omkring otte millioner indbyggere, hvoraf lidt under 90 procent er vaccineret. Det er Canadas geografisk største provins og næstmest befolkede.

Lignende tiltag i Europa

Politikerne i Quebec er langt fra de første, der laver regler, som opdeler samfundet i grupper af vaccinerede og ikkevaccinerede.

Rundt om kloden er tiltag som månedlige bøder, dyre hospitalsregninger og forbud mod at gå på restaurant blevet taget i brug.

Østrig har indført et decideret vaccinekrav, der betyder, at østrigerne risikerer bødestraf eller fængsel, hvis de ikke er vaccineret før 1. februar.

I støvlelandet Italien er der ligeledes vaccinekrav, der dog gælder for italienere over 50 år, som skal være vaccineret inden 15. februar.

Bryder man vaccinekravet, vil man få en bøde hver eneste måned, indtil man bliver vaccineret.

Både Tyskland og Frankrig har gjort livet besværligt for ikkevaccinerede og indført regler om, at man blandt andet ikke må gå på restaurant, hvis ikke man er vaccineret.

Uden for Europas grænser bliver det også mere besværligt og muligvis også meget dyrt at lade være med at blive vaccineret – eksempelvis i Singapore, hvor ikkevaccinerede selv får lov til at betale deres hospitalsregninger.

Desuden har en lang række lande vedtaget indrejseforbud for ikkevaccinerede, herunder Australien, hvilket for nyligt gav tennisstjernen Novak Djokovic store problemer.

Statsministeren har afvist danske særregler

Spørgsmålet om at lave bestemte regler for mennesker, som af forskellige årsager ikke vil lade sig vaccinere, har også været oppe at vende i Danmark.

På et pressemøde i november sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at hun synes, at det var dybt urimeligt, at nogle nægtede at tage mod vaccinerne mod covid-19.

- Jeg kan ikke understrege nok urimeligheden i, at en lille gruppe potentielt ødelægger det for de fleste af os. Så der er i mine øjne ikke nogen undskyldning – heller ikke af moralsk karakter – for, at man ikke går hen og bliver vaccineret, sagde statsministeren for rullende kameraer.

Hun afviste dog få dage efter, at danskerne skulle deles op efter vaccinestatus.

- Jeg synes ikke, jeg placerer et A- eller B-hold, men jeg bliver som landets statsminister nødt til at sige, at alle har et ansvar, og vaccinen er vores supervåben, sagde hun og tilføjede:

- Hvis der er for mange, der bliver ved med ikke at lade sig vaccinere, så kommer epidemien stadig til at hvirvle rundt i vores samfund med kæmpestore både menneskelige og økonomiske konsekvenser.

En Megafon-måling lavet for TV 2 og Politiken fra november viste, at der på tidspunktet ellers var opbakning til at gøre det.

65 procent svarede, at ikkevaccinerede burde blive underlagt særregler, som ikke gjaldt for dem, der havde smøget ærmet op på et af landets mange vaccinationssteder.

Omvendt mente 27 procent, at det var en dårlig idé med de særligt målrettede restriktioner.

Heunicke: Hele verden kigger på Danmark

Danmark vækker opsigt på den globale scene, når det handler om at gå i krig mod corona.

Det konstaterede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på onsdagens pressemøde, som fandt sted i Eigtveds Pakhus i København.

- Hele verden kigger med. De danske data er blandt verdens bedste, når det handler om at samle viden om Omikron, siger Magnus Heunicke.

Stærkt overvågningsapparat

Det er Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, der står for indrapportering og analyse af de mange test, der finder sted hver dag.

Noget af det, der er lykkedes i Danmark, er at afkoble stigningen i smittede fra indlæggelsestal på hospitalerne.

Magnus Heunicke, sundhedsminister (S).

Undervejs i pandemien har Danmark haft en høj grad af sekventering, som har gjort os i stand til at være på forkant med udviklingen af Omikron.

På den måde har de danske myndigheder fået verdens bedste overblik over, hvilke varianter der er i omløb i samfundet, og hvor hurtigt de spreder sig.

Omikron, som er coronavirussens seneste knopskydning, har på bare seks uger udkonkurreret Delta som mest dominerende virusvariant og udgør nu 96 procent af de smittede.

- Det er så stærkt et overvågningsapparat, vi har. Og det er en del af grunden til, at vi på forsvarlig vis kan tage et stort skridt mod genåbning og et mere normalt samfund, siger Magnus Heunicke.

Kan agere på bevægelser i pandemien

Den seneste uge er der i gennemsnit foretaget 412.000 daglige PCR- og kviktest. Og det er ifølge sundhedsministeren baggrund for, at Danmark er kommet godt igennem to år med en hidtil ukendt og uforudsigelig virus.

- Vi har på grund af de mange test lave mørketal, stor viden og kan agere på forskellige bevægelser i epidemien, siger sundhedsministeren.

På pressemødet blev Heunicke spurgt om, hvorfor det stadig er nødvendigt med restriktioner. For selv om Omikron-varianten har ført høje smittetal med sig, siden den blev opdaget i slutningen af november, er antallet af indlæggelser ikke fulgt med.

- Noget af det, der er lykkedes i Danmark, er at afkoble stigningen i smittede fra indlæggelsestal på hospitalerne. Andre steder er der lande, som slås med stigende indlæggelsestal. Så det er frugten af mange forskellige indsatser, men først og fremmest vores danske revaccinationsindsats, siger Heunicke,

Næste led i genåbningen er planlagt fra 31. januar.

- Vi følger selvfølgelig udviklingen meget tæt og havde ikke støttet genåbningen, hvis det ikke havde været på en klar indstilling både fra vores egne og fra eksterne eksperter, siger ministeren, som også lagde op til, at særligt udsatte grupper nu kan få et fjerde vaccinestik.

Parat til at give fjerde stik

Indtil videre har kun en meget lille gruppe danskere, herunder en række gigtpatienter, fået tilbudt fjerde stik i forsøget på at styrke deres svækkede immunforsvar over for coronasmitten.

Men i slutningen af denne uge og starten af næste uge vil flere modtage tilbud om at blive vaccineret igen.

- Det er en fokuseret gruppe af dem, der er i allermest risiko. Det er kræftpatienter, patienter i immunterapi og personer med immunsygdom, forklarede Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen.

De positive takter betyder i forhold til genåbning, at dele af kulturlivet kan sige goddag til publikum efter en måneds nedlukning.

Fra og med søndag kan blandt andet højskoler, tivolier, biografer, teatre, kulturhuse og indendørs idrætsarrangementer nemlig slå dørene op.

Derudover bekræftede Magnus Heunicke på pressemødet, at coronapassets gyldighed nu forkortes til fem måneder.

Dagens overblik: Kulturliv har millioner på spil ved genåbning

Danmark står foran en genåbning efter den seneste måneds restriktioner, og det er måske et kærkomment varsel om, at vi går lysere tider i møde.

Dagen er i hvert fald tiltaget med 30 minutter, siden vendepunktet 21. december. Og hurra for det.

Kulturliv frygter at genåbne for tomme sale

Onsdag er det blevet besluttet, at kulturinstitutioner fra 16. januar igen kan åbne op for sine gæster.

Men selv om kulturlivet igen kan se frem til at møde sit publikum, er der blandet frygt i gensynsglæden.

Hos Dansk Live, der repræsenterer festivaler og spillesteder, frygter man at måtte spille koncerter for tomme sale.

Også hos teaterlivet er der frygt for, at de seneste års nedlukninger får konsekvenser for tilstrømningen.

Sceneinstruktør Niels Erling siger til TV 2, at det kan være svært at fylde salene med så kort varsel.

En halv million danskere kan miste coronapas fra næste uge

Mere end en halv million danskere står til at miste deres coronapas fra næste uge.

Sundhedsministeren fortæller på onsdagens pressemøde, at Folketingets partier i epidemiudvalget bakker op om en forkortelse af coronapassets gyldighed.

Dermed lyser passet nu kun grønt i fem måneder efter andet stik.

Det er ikke første gang, at coronapasset ændres. Faktisk er det sket flere gange i løbet af passets efterhånden ti måneder lange levetid – blandt andet i juli, i november og senest i midten af december.

Boris Johnson undskylder for havefest

En brødebetynget Boris Johnson gav onsdag den britiske offentlighed en undskyldning for at have arrangeret en havefest på et tidspunkt, hvor Storbritannien var under nedlukning.

Premierministeren begrundede sin dårlige dømmekraft med, at han troede, arrangementet i Downing Street 10 var i kategorien "arbejdsmøde".

Undskyldningen falder, efter at det mandag kom frem, at Johnsons ledende privatsekretær, Martin Reynolds, havde inviteret flere end 100 ansatte for at "få det bedste ud af det gode vejr".

Keir Starmer, der er leder for arbejderpartiet Labour, har krævet, at Boris Johnson træder tilbage øjeblikkeligt.

Over 100 pædofile bor i samme landsby i USA

Kan man have en mindre landsby med flere end hundrede pædofile beboere?

I den amerikanske delstat Florida findes fænomenet, som på mange måder står i skarp kontrast til den vestsjællandske landsby, som TV 2 søndag kunne fortælle om.

De pædofile i Pahokee har alle afsonet deres fængselsstraf og udgør halvdelen af den lille bys beboere.

Resten af livet må de ikke bo inden for en radius på 300-650 meter af skoler, dagplejer, børnehaver, parker og idrætshaller.

Fælles for pædofilidømte i USA er, at de resten af livet vil være registreret som seksualforbrydere med offentligt tilgængelige registre på, hvor de hver især bor.

Mand tiltalt for at levere sæd til kvinder uden tilladelse

Fra oktober 2017 til marts 2020 leverede en mand uden tilladelse sæd til kvinder i Danmark.

Sådan lyder anklagen mod en 54-årig mand, som skal have transporteret og leveret sæd til kvinder i Danmark.

Det er ifølge tiltalen sket uden at have tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, hvilket er en overtrædelse af vævsloven.

Ifølge politiet risikerer manden en bøde på 100.000 kroner, såfremt han findes skyldig. Der ventes at falde dom i sagen i slutningen af måneden.

***

Radikale bringer regeringen i mindretal – Vil samle 1500 til indendørs-arrangementer

Et flertal i Folketinget ønsker ifølge Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, at indføre den såkaldte superliga-model for kultur- og sportsarrangementer.

Således ønsker de blå partier samt Radikale Venstre at tillade 1.500 personer - fordelt i 3 sektioner af 500 - ved indendørs kulturarrangementer.

Det er en væsentlig forøgelse af det loft, regeringen havde lagt op til. Her lagde man op til et loft på 500 personer ved indendørs kulturarrangementer indført gældende fra 16. januar.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) blev på onsdagens pressemøde foreholdt, at der i Folketinget er flertal for at hæve loftet yderligere.

- Jeg synes, at vi skal lytte til branchen og sektorerne, men vi skal samtidig sørge for, at de praktiske løsninger, der laves skal lægge så tæt op af indstillingerne fra eksperterne som muligt, svarede han.

Han oplyste samtidig, at han er villig til at fremlægge forslaget for eksperterne for at få en vurdering af det, men at man skal passe på med at gå for langt væk fra epidemikommissionens indstillinger.

- Der er mange danskere, der føler, at man er blevet epidemiologi, men det er der nogen mennesker, der er uddannet som, så lad os lytte til dem.

Ny beretning til afstemning senest torsdag

Venstres Jan E. Jørgensen, der sidder i Epidemiudvalget, oplyser til TV 2, der skal stemmes om en ny beretning allerede torsdag.

- Processen er, at vi har lavet en beretning, der skal stemmes om, og der er frist allerede i morgen.

Epidemiudvalget har onsdag taget stilling til regeringens indstilling om et loft på 500 gæster i alt ved et kultur- eller sportsarrangement. Den var der ikke flertal imod, og derfor bliver den indført fra 16. januar.

Flertallet bestående af oppositionen og De Radikale vil altså nu lave en beretning, som medlemmerne i Epidemiudvalget senest i morgen skal tage stilling til.

Den beretning vil ifølge Jan E. Jørgensen pålægge regeringen at indstille en model med mulighed for op til tre sektioner med 500 gæster i hver.

- Det vil i sidste ende betyde, at det nye loft på op til 1500 træder i kraft søndag 16. januar.

Det er at gå på kompromis med sundhedsfagligheden, mener Enhedslisten

Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund, har fuld forståelse for, at der er et udbredt ønske blandt partierne i Folketinget om at lempe coronarestriktionerne.

Men han mener ikke, at det er nok til, at man bør gå imod Epidemikommissionens indstilling.

- Det er ærgerligt, at man begynder at gå på kompromis med sundhedsfagligheden, og politisk at begynde at opfinde sine egne løsninger. Det hjælper heller ikke på tilliden til det system, politikerne repræsenterer, siger Peder Hvelplund til TV 2.

Han mener, at den vigtigste opgave lige nu er at sikre en balance i restriktionerne, der gør, at hospitalerne ikke bliver overbelastet.

Kurverne flader ud – en kraftpræstation af det danske samfund, lyder det fra Heunicke

På onsdagens pressemøde om lempelse af en række coronarestriktioner i Danmark oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at epidemien er aftagende.

- Vi har endnu engang fået den her epidemi under kontrol. Det er en kraftpræstation af et helt samfund, lød det.

Ifølge Magnus Heunicke er situationen i Danmark et resultat af den "store og ambitiøse" vaccineudrulning med tredje stik.

- Der skal lyde en kæmpe tak til alle. Det gælder både institutioner, styrelser og ikke mindst befolkningen.

Omikron-varianten står i øjeblikket for 96 procent af epidemien.

Men på trods af fortsat høje daglige smittetal, oplyser ministeren, at kurverne for indlagte og særligt indlagte på intensiv er begyndt at flade ud.

Magnus Heunicke slår samtidig fast, at den nuværende situation i Danmark står i skarp kontrast til situationen i mange andre lande.

Det er på den baggrund, at danskerne fra og med søndag kan se frem til et mere normaliseret samfund særligt på kulturområdet.

Danskernes opbakning til restriktioner har været afgørende

Den positive udvikling skyldes ifølge Magnus Heunicke blandt andet, at danskerne tager restriktionerne seriøst og støtter op om myndighedernes retningslinjer.

- Vi kan se i undersøgelserne fra HOPE--instituttet, at der er hele samfundet, der tager de gode råd og restriktionerne til sig og opfører sig ansvarligt. Det er helt afgørende for, at vi er, hvor vi er i dag, siger Magnus Heunicke.

Sundhedsministeren bakkes op af direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.

- Vi handlede rettidigt i december. Jeg mener ikke, at vi gjorde for meget. Der er ingen tvivl om, at den dæmpning af samfundsaktiviteten, vi fik sat ind i den julemåned som er travl, at det har taget toppen af smittespredningen, siger han.

Søren Brostrøm oplyser samtidig, at man i Danmark er et "meget bedre sted, end vi havde frygtet".

- Vi er kun på det halve niveau af indlagte på intensivafdeling sammenlignet med sidste vinter, og det er godt, siger han.

Tårnhøj vaccinedækning muliggør lempelse af restriktioner

En af de store grunde til, at Danmark nu i højere grad kan åbne, det er vaccinerne, lyder det.

- Vi har en tårnhøj vaccinedækning i Danmark. Alle over 40 har en tårnhøjdækning, siger Søren Brostrøm.

Konkret betyder de positive takter, at dele af kulturlivet kan genåbne søndag.

Fra og med søndag kan blandt andet højskoler, tivolier, biografer, teatre, kulturhuse og indendørs idrætsarrangementer, hvor tilskuere har billetter, genåbne.

Derudover bekræftede Magnus Heunicke på pressemødet, at coronapassets gyldighed forkortes til fem måneder.