Vaccinen fra amerikanske Novavax er nu blevet godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) og af EU-Kommissionen.
Vaccinen, der bærer navnet Nuvaxovid er dermed den femte godkendte vaccine mod covid-19, der tages i brug i EU-landene. Nuvaxovid er godkendt til personer over 18 år.
Nuvaxovid er en såkaldt proteinbaseret vaccine - hvilket vil sige, at den indeholder en laboratoriefremstillet version af spike-proteinet, der findes på overfladen af SARS-CoV-2 coronavirussen. Udover proteinet indeholder Nuvaxovid et hjælpestof, der booster immunsystemet. Den gives i to doser, som vi kender det fra mRNA-vaccinerne fra Moderna og Pfizer.
Ifølge Camilla Foged, der er professor i vaccinedesign på Københavns Universitet, er vaccinen god at have i "værktøjskassen".
- Danmark har købt under 300.000 doser, så det er ikke noget, vi kommer så langt med. Men det er jo godt at have andre vacciner i værktøjskassen, blandt andet fordi der jo findes sjældne tilfælde, hvor folk er allergiske overfor de vacciner, vi har, siger hun til TV 2.
Begrænset viden om effekt mod omikronNuvaxovid er testet på flere end 45.000 personer fordelt på to store kliniske undersøgelser. Ifølge EMA har data fra undersøgelserne vist, at vaccinen har en effektivitet på omkring 90 procent.
De kliniske forsøg med Nuvaxovid-vaccinen pågik, mens tidligere varianter af Covid-19 var de mest udbredte. Derfor er der på nuværende tidspunkt kun begrænset data til rådighed til at vurdere Nuvaxovid-vaccinens effekt over for andre varianter, herunder Omikron.
Og effekten overfor Omikron-varianten er helt central for, om vaccinen bør tages i brug herhjemme, siger Camilla Foged.
- Den er ikke så meget værd på nuværende tidspunkt. Det store spørgsmål bliver, hvor effektiv den er overfor Omikron-varianten. Vi skal ikke begynde at benytte den, før vi har viden om det, siger Camilla Foged.
Kan være at foretrække af personlige årsagerIfølge Camilla Foged bliver Nuvaxovid altså først interessant, når vi kender dens effekt mod Omikron-varianten. Men da vaccinen altså ikke er en mRNA-vaccine som vaccinerne som Pfizer og Moderna, kan den være at foretrække for nogle personer.
- Der kan være nogle personlige præferencer hos folk, der af den ene eller anden årsag er skeptiske overfor mRNA-vacciner, som måske vil være tryggere ved denne vaccine, som er en anden teknologi, siger hun.
Nuvaxovid kan både gives som primær vaccine og som booster-stik. Camilla Foged nævner et studie fra England, hvor vaccinen har været godkendt længere tid, der viser, at der ikke er nogen fordel ved at bruge Nuvaxovid som booster frem for de vacciner, vi allerede har i brug.
- Men vi skal selvfølgelig holde øje med resultaterne af den, om den eventuelt giver bedre immunitet over tid end de vacciner, vi har nu, siger Camilla Foged.
TV 2 arbejder på at få et svar fra Sundhedsstyrelsen på, om vaccinen skal tages i brug i Danmark.