TV 2 har samlet nogle af de billeder, der har gjort et visuelt indtryk i ugens løb.
Dødelig kollision med dansk fragtskibNatten til mandag kolliderede et britisk skib og det danske fragtskib Karin Høj i Østersøen mellem Bornholm og svenske Ystad. Mens det britiske skib Scot Carrier sejlede videre, kæntrede det danske skib. På skibet var to danske sømænd. Den ene blev senere mandag fundet omkommet, og den anden er fortsat meldt savnet. Ombord på Scot Carrier var en britisk og en kroatisk statsborger. Briten er blevet varetægtsfængsel i Sverige og mistænkt for uagtsomt manddrab, grov uagtsomhed i sejladsen og at være påvirket af alkohol. Kroaten er mistænkt for spritsejlads.
Tornadoer raserer i USAUSA var i forrige weekend udsat for intet mindre end 50 tornadoer på tværs af otte forskelle stater. Værst gik det til i staten Kentucky, hvor omkring 78 mennesker er meldt omkommet, hvilket gør det til de dødeligste tornadoer i statens historie. Samlet er mindst 92 omkommet, og mange områder er blevet jævnet med jorden, så mange amerikanere står tilbage uden eget hjem. Det voldsomme vejr førte også til omfattende strømafbrydelser, som man kan se på billedet herover.
Flydende Luciaoptog gennem Københavns kanalerMens vi endnu en gang må leve med, at mange arrangementer bliver aflyst grundet smittespredningen med covid-19, så nåede københavnerne at se et af decembers højdepunkter i bylivet - det flydende Luciaoptog gennem Københavns Havn. Mens det traditionelle optog foregår med hvide kjoler, så foregår dette med juleudsmykkede kajakker, mens de syngende glider gennem kanalerne med tilskuerne langs havnekanten.
USA runder trist coronatalI den uge rundede USA 800.000 døde grundet covid-19. Det er det højeste nationale dødsantal i verden - selvom USA ligger lavere på listen, når man sammenligner med indbyggertal. Det skete samtidig med, at landet rundede 50 millioner totale smittede med coronavirus. Antallet af døde i USA er steget over vinteren, hvor det ifølge BBC primært er ikke-vaccinerede og ældre, som dør grundet af sygdommen.
Superhelte opmuntrer indlagte børn i ItalienDe indlagte børn på San Paolo-hospitalet i italienske Milano fik sig denne uge noget af en overraskelse, da de så ud af vinduet. For udenfor kunne de pludselig se verdenskendte superhelte som Spiderman, Batman og Superman glide ned langs bygningen. Hospitalet havde arrangeret det for at opmuntre børnene, men også for at takke de ansatte, der er "hverdagens superhelte".
All in for DanmarkDet er ikke for sarte sjæle at stå på mål for de hårde skud, der bliver sendt afsted ved kvindernes VM i håndbold. Det blev tydeligt i semifinalen mellem Danmark og Frankrig, hvor den danske målmand Althea Reinhardt få minutter inde i kampen fik den harpiksovertrukne håndbold kastet direkte i ansigtet. Hun måtte forlade banen med tårer i øjnene, men kom senere tilbage i kampen, som Danmark tabte med et enkelt mål. Reinhardt forklarede efterfølgende, at hun ikke har lidt skade ved det tætte møde med bolden.
Skønhedskonkurrence fylder 100I år er det 100 år siden, at den første 'Miss America'-skønhedskonkurrence blev afholdt, og det blev deltageren fra staten Alaska, Emma Broyles, som blev kronet som dette års 'Miss America' - til stor jubel for de øvrige på scenen. Konkurrencen har over årene fået et mindre fokus på udseende og droppede i 2018 badedragtskonkurrencen. Broyles vinder udover diademet også et studielegat på 100.000 dollars.
Inger Støjberg idømt fængselVi slutter med den helt store nyhed, der indledte ugen. Tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg blev idømt 60 dages ubetinget fængsel i rigsretssagen om den adskillelse af asylpar, som hun iværksatte i 2016. Her blev par, hvor den ene part var mindreårig, adskilt og sendt på forskellige asylcentre. Et politisk flertal er nu klar til at erklære Støjberg uværdig til Folketinget, hvorfor hun vil miste sin plads. Siden 1953 er blot fire politikere blevet erklæret uværdige til at sidde i Folketinget.