Næsten alle smittede ved norsk julefrokost var vaccineret
Omikron-varianten har en god evne til at sprede sig blandt færdigvaccinerede, der befinder sig tæt samlet indendørs. Eksempelvis ved fester og andre sammenkomster.
Det er ifølge den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet (FHI), hovedpointen i en ny undersøgelse.
Undersøgelsen har set nærmere på det, der i de seneste uger har været verdens formentlig mest omtalte julefrokost.
En glad aften på en restaurant i den norske hovedstad, Oslo, 26. november endte med, at i alt 140 af gæsterne på restauranten blev konstateret smittet med coronavirus.
På restauranten holdt solcelleselskabet Scatec julefrokost for 111 mennesker. Af dem blev 75 siden bekræftet smittet med corona.
45 smittet med OmikronNu viser undersøgelsen, der torsdag er offentliggjort i tidsskriftet Eurosurveillance, at 98 procent af de 75 smittede ved den meget omtalte julefrokost var færdigvaccineret.
Mindst 45 af dem var smittet med Omikron-varianten. Tallet er stadig usikkert, fordi nogle af prøverne ikke er analyseret færdig.
Omikron-smitten menes at være kommet med hjem fra Sydafrika sammen med et par af Scatecs medarbejdere, som netop var kommet til Norge derfra.
Ud over de 75 smittede ved julefrokosten blev 65 andre gæster på restauranten siden bekræftet smittet.
Ingen er indlagtFHI arbejder nu videre med sagen. Blandt andet for at se nærmere på smittespredning og udvikling af symptomer.
- Mere systematisk forskning er nødvendig for at bestemme de epidemiologiske og kliniske egenskaber ved Omikron-varianten og tilpasse kontroltiltag for at håndtere lignende udbrud, skriver FHI.
Ingen af de smittede fra den famøse julefrokost i Oslo er indlagt. De fleste af dem har meldt om milde symptomer. Mest af alt hoste, stoppet næse og ondt i halsen.
Besked om aflivning af mink fik enhedschef til at tude
Har selv fået tredje stik – ingen kan svare på, hvornår onkel på over 80 får sit
I mere end en måned har Kim Tranberg og hans familie forsøgt at få svar på, hvornår hans 82-årige onkel og 80-årige tante kan få tredje dosis af coronavaccinen.
Parret, der bor i Gladsaxe, lider begge af Parkinsons og er en del af den gruppe sårbare danskere, som fik de første to vaccinestik derhjemme.
Nu er det syv måneder siden stik nummer to, og i takt med at dagene er gået, og smittetallene er steget, er bekymringen hos Kim Tranberg vokset.
- Jeg er bange og frustreret. Men også rasende, siger han.
Burde stå først i køenHos Ældre Sagen er man de seneste uger blevet kontaktet af flere fra Region Hovedstaden, både pårørende og ældre, der har fortalt om samme problem:
At de, der skal vaccineres hjemme, endnu ikke har fået det tredje stik. Heller ikke selvom de er over 80 eller 90 år gamle, og det er 7-8 måneder siden, at de fik deres anden dosis.
Det fortæller Rikke Hamfeldt, der er seniorkonsulent hos Ældre Sagen. Hun kalder det "under al kritik".
- Når man sætter en revaccinationsindsats i gang, så burde de her mennesker være nogle af de første, der fik tilbud om tredje dosis. Det giver ingen mening, siger hun.
Ifølge Rikke Hamfeldt er der typisk tale om svækkede personer, som kan være meget dårligt gående, og i det hele taget er i øget risiko for at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet med covid-19. Derudover får en del af dem hjemmehjælp flere gange dagligt, hvilket gør smitterisikoen større.
Det er et spørgsmål om at udnytte de ressourcer, som er på området, bedst muligt
Sofie Seemann, leder af Visitationen i Gladsaxe KommuneDet var også derfor, Sundhedsstyrelsen i marts lancerede idéen om at vaccinere folk hjemme og kaldte det for "afgørende for vaccinationsindsatsen".
Men hvor ordningen ifølge Rikke Hamfeldt "kom godt op at køre" til første og andet stik, så halter den i forbindelse med nummer tre.
- Det kan undre, at det simpelthen ikke bare er blevet sat i gang meget tidligere. For det er en kæmpe stressfaktor – først og fremmest for de ældre, men også deres pårørende, siger hun.
Et broget billedeTV 2 har hørt alle kommuner i Region Hovedstaden om, hvorvidt borgerne kan blive vaccineret hjemme, og billedet er broget:
I nogle kommuner, blandt andet Frederiksberg, Hvidovre og Hillerød, forventer man at have vaccineret de personer, der er skrevet op til hjemmevaccination, inden jul.
Men andre steder må de ældre vente med at få boosterstikket til næste år. Sådan er det for eksempel i Dragør og Furesø. I Vallensbæk skal der registreres mindst seks personer, som har behov for en hjemmevaccination, før der kan laves en aftale med en praktiserende læge, fordi det er antallet af doser i et hætteglas, oplyser kommunen.
Og i Rødovre har man lige nu intet tilbud om hjemmevaccinationer, men "arbejder på at få det", uden at man dog kan sætte en tidshorisont på, hvornår de, som er skrevet op til ordningen, kan få tredje dosis.
I Gladsaxe, hvor Kim Tranbergs onkel og tante bor, er der heller ikke blevet revaccineret nogen personer i eget hjem, oplyser kommunen til TV 2.
Lige nu er kommunen i gang med at samle og oplære et team, der kan vaccinere de cirka 60 personer, som står skrevet op til et stik derhjemme.
Forventningen er, at vaccinationerne kan starte fra næste uge, men det er "desværre ikke alle, der når at blive vaccineret inden jul", lyder det fra Sofie Seemann, der er leder af Visitationen i Gladsaxe Kommune.
- Vi er godt klar over, at det er en svær situation for både de borgere og pårørende, der venter på tredje vaccinestik, siger hun.
Den nye strategiIfølge Sofie Seemann bunder ventetiden i, at hjemmevaccinationerne i slutningen af november overgik fra Region Hovedstaden til kommunerne og de praktiserende læger. Kræfterne skulle lægges et andet sted.
- Fra udgangen af november valgte Region Hovedstaden at trække sine udekørende vaccinationsteams ud af hjemmevaccinationsopgaven, så de kunne hjælpe i de store vaccinationscentre, hvor de kan nå at vaccinere en del flere borgere, siger Sofie Seemann.
De seneste uger er der blevet skruet gevaldigt op for tempoet af vaccineudrulningen, og målet er, at alle personer over 40 år har fået tilbudt revaccination før nytår. Noget Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm har kaldt "det største skift i vaccinationsindsatsen".
Man tuder os ørerne fulde om, at vi skal blive vaccineret for vores egen og samfundets skyld, men i deres tilfælde virker det jo næsten umuligt
Kim TranbergFlere andre kommuner bekræfter det samme: At Region Hovedstaden lige nu prioriterer ”den store vaccinationsindsats” højest. Og at hjemmevaccinationerne kolliderer med strategien om at vaccinere så mange som muligt, fordi de er mere tidskrævende end vaccinationer i eksempelvis et vaccinationscenter.
Sofie Seemann medgiver, at det "ikke er rart" for dem, der lige nu venter på at blive vaccineret. Men "samtidig er det et spørgsmål om at udnytte de ressourcer, som er på området, bedst muligt", siger hun.
- Regionen har vurderet, at det krævede, at man samlede medarbejderne på vaccinationscentrene, hvor man kunne få vaccineret flest muligt, og nu gør vi så alt, hvad vi kan for at komme så hurtigt i gang som muligt med at få vaccineret de borgere, som har behov for hjemmevaccination, siger hun.
TV 2 har kontaktet Region Hovedstaden for at høre, hvad der ligger bag beslutningen om at lægge ansvaret for hjemmevaccinationerne over til kommunerne og forelægge Ældre Sagens kritik. Men regionen er ikke vendt tilbage.
Følelsen af det umulige64-årige Kim Tranberg er selv en af de hundredetusindvis af danskere, der for nylig har fået invitation til tredje stik.
Onsdag fik han dosis nummer tre. Det er han glad for, men han kalder det også "paradoksalt", fordi hans onkel og tante stadig sidder hjemme og venter.
- Det her er jo ikke et spørgsmål om manglende hjemmehjælp. Det handler om manglende beskyttelse mod en livsfarlig sygdom. Man tuder os ørerne fulde om, at vi skal blive vaccineret for vores egen og samfundets skyld, men i deres tilfælde virker det jo næsten umuligt, siger han.
Egentlig var familiens decemberplaner, at juleaften skulle tilbringes på tværs af flere generationer. Men hvis ikke det ældre ægtepar får endnu en vaccinedosis, kommer de til at tilbringe juledagene i tosomhed i deres lejlighed.
- Det er hjerteskærende. Og bare en af de mange ting, der er på spil i det her, siger Kim Tranberg.
Disse fem spor kaldes afgørende for at undgå “uoverskuelig” situation
Smittetrykket i det danske samfund er blevet større, og det skal vi reagere på, hvis vi skal undgå "en uoverskuelig stor" belastning af sygehusvæsnet.
Det var budskabet fra de danske sundhedsmyndigheder, da de torsdag holdt en fælles pressebriefing om coronasituationen i Danmark.
Ifølge myndighederne afgørende at følge og fastholde fem spor.
De skal tilsammen sikre, at vi kan opretholde et fungerende sundhedsvæsen, at vi kan undgå overdødelighed, og at vi samtidig kan have et samfund, der er så åbent og velfungerende som muligt, var meldingen.
- Redskaberne er ikke nye, de er velkendte, men vi skal nok have nogle flere af dem i brug, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst.
Herunder kan du få et overblik.
Det vil kræve en “ekstrem levevis” at undgå at blive smittet, siger Henrik Ullum
Omikron-varianten er så smitsom, at hvis man ikke er immun, vil man blive smittet med coronavirus i løbet af vinteren.
Sådan lyder det fra Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut (SSI) på torsdagens pressemøde.
- Jeg tror, det bliver rigtig, rigtig svært med de smittetal, vi kigger ind i, at undgå smitte. Så skal man lave en helt ekstrem levevis og isolere sig voldsomt, siger han.
Han uddyber, at den nemmeste og bedste måde at opnå immunitet på er ved at lade sig vaccinere. Alternativet er at blive smittet.
Vaccinerede bærer smitteDet er dog ingen garanti for, at man går fri, selvom man smøger ærmet op og lader sig vaccinere, fortæller Henrik Ullum.
Omikron-varianten er nemlig ikke alene mere smitsom, den smitter også nemmere vaccinerede.
- Som vaccineret får man typisk en mild infektion, og det er godt, men så kan man stadig give smitte videre til andre, siger han.
På den måde er det ifølge Henrik Ullum "næsten umuligt at undgå", at ikke-vaccinerede render ind i smitte.
3000 flere Omikron-tilfældePå pressemødet giver sundhedsmyndighederne klart udtryk for, at det er Omikron-varianten, der bekymrer.
Det seneste døgn er der registreret 2962 nye Omikron-tilfælde, hvilket bringer det samlede antal på 9009.
Og Henrik Ullum forventer ikke, at den stigende udvikling er til at stoppe.
- De næste par dage forventer vi, at Omikron-smitten bliver ved med at stige. Den er simpelthen med til at drive epidemien.
Han understreger også, at de velkendte smitteforbyggende tiltag såsom sprit og afstand ikke er nok til at stoppe den nye variant.
Nye restriktioner på vejKort inden pressemødet skrev statsminister Mette Frederiksen på Facebook, at det vil blive nødvendigt med nye tiltag for at bremse smitten.
Det er SSI-direktøren enig i.
Henrik Ullum mener, at udviklingen er så bekymrende, at der er behov for nye tiltag.
- Det er regeringen og epidemiudvalget, der i sidste ende bestemmer, hvad der skal ske. Men det er klart, at vi som eksperter er bekymrede og peger på, at der er brug for yderligere tiltag for at sænke smitten, siger Henrik Ullum.
Ifølge TV 2s oplysninger er sundhedsordførerne indkaldt til orientering i Sundhedsministeriet fredag klokken 9.30
Ordførerne har tidligere været kaldt til møde for at blive orienteret om mulige anbefalinger om restriktioner fra Epidemikommissionen.
Lektor: Disse fem tal skal du holde øje med i julen
Den seneste uge har coronapandemien nået et nyt højdepunkt, eller lavpunkt om man vil, og antallet af coronasmittede er nærmest eksploderet.
Det seneste døgn er 9999 danskere blevet konstateret smittede, hvilket er ny smitterekord, men det er ikke det eneste, man skal holde øje med, hvis man vil følge coronaudviklingen.
Det forklarer Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitetscenter.
Ifølge ham er der måske allerede ved at ske en positiv udvikling.
- Der er lige nu nogle svage tegn på, at restriktionerne begynder at hjælpe, i hvert fald for den voksne del af befolkningen. Skolebørnene blev først sendt hjem i går, så der kan man ikke forvente at se en effekt af restriktionerne endnu, forklarer han i 'Go' morgen Danmark'.
Viggo Andreasen, der også er med til at vejlede myndighederne om pandemien, kigger især på fem tal, når han vurderer coronaudviklingen.
77 procent af de 12-15-årige er i gang med vaccination
Ifølge Sundhedsstyrelsen er vaccination altafgørende for at bekæmpe den stigende coronasmitte.
Derfor glæder Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, sig over, at der er høj tilslutning til vaccination blandt børn og unge.
- Det går rigtigt godt med vaccination af børn, siger hun på et pressemøde om coronasituationen torsdag.
77 procent af de 12-15-årige har enten fået første stik eller booket tid til vaccination.
- Det vigtigste redskab er stadig vacciner – også i lyset af Omikron, siger Helene Probst.
I august havde omkring 50 procent i aldersgruppen påbegyndt deres vaccination.
- Der er masser af ledige tiderAldersgruppen lige under - de 5-11-årige - er den seneste gruppe, som er kommet med i vaccinationsprogrammet. Det gjorde de i slutningen af november måned.
I alt har 85.789 børn i den aldersgruppe taget imod tilbuddet og fået et stik, siden der blev åbnet for det for lidt under tre uger siden.
Helene Probst understreger, at der er ledige tider. Derfor opfordrer hun forældre til at booke tider på vacciner.dk til deres børn.
- Der er masser af ledige tider - også til børn, siger hun.
Ud over vaccination imod covid-19 til børn har sundhedsmyndighederne også opfordret til, at børn får en influenzavaccine.
Her er tilslutningen anderledes lavere, og derfor opfordrer Helene Probst til, at man også booker tid til en influenzavaccination.
Smittet plejepersonale går på arbejde, siger Anette Lykke Petri
Lige nu er der personale på plejeområdet, som går på arbejde, selvom de er smittet med coronavirus. Det gør de for at passe personer, som også er konstateret smittet.
Sådan lyder det torsdag fra direktøren for Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri, på et pressemøde om coronasituationen i Danmark.
- Det er det, vi hører forskellige steder fra, siger hun.
Det er ikke noget, vi på nogen måde anbefaler
Anette Lykke Petri, direktør for Styrelsen for PatientsikkerhedHvis en person fra plejepersonalet er smittet, men uden symptomer eller slem sygdom, så møder de nogle steder ind for at passe coronasmittede beboere på eksempelvis plejehjem, lyder det uddybende.
"Ikke acceptabelt"Den nye arbejdsgang nogle steder i landet vækker ikke glæde hos Styrelsen for Patientsikkerhed.
- Set fra en sundhedsmæssig synsvinkel, er det selvfølgelig ikke acceptabelt, siger Anette Lykke Petri.
Direktøren medgiver dog, at det er en meget vanskelig situation at stå i. Alternativet er nemlig ifølge hende, at der ikke er nogen hænder til at passe de smittede, fordi der ikke er personale nok.
Hun understreger, at det ikke er en holdbar løsning, men at det er et tydeligt tegn på, "hvor alvorlig situationen er" rundt om i landet.
- Det er ikke noget, vi på nogen måde anbefaler, siger Anette Lykke Petri.
Hun fortæller samtidig, at der er sket "en kraftig stigning" i på smitte på bosteder.
Lige nu er der ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed udbrud på 214 plejecentre og 234 af landets bosteder.
Rekordmange smittedePressemødet kommer på en dag, hvor rekordmange er blevet testet positiv for coronavirus - nemlig 9999 personer.
Antallet af Omikron-tilfælde i Danmark stiger med 2962 til 9009 tilfælde i alt.
Samtidig har statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag meldt ud på Facebook, at "nye tiltag er nødvendige" for at bryde smittekæderne herhjemme.
Tiltag, som Epidemikommissionen ifølge statsministeren er ved at forberede.
Indtil nu kan der dog ikke meldes noget konkret ud, lyder det. Men TV 2 har tidligere erfaret, at Folketingets sundhedsordførere er indkaldt til “orientering” i Sundhedsministeriet fredag morgen.
Ifølge TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren ”plejer” det at resultere i anbefalinger af nye restriktioner.
Knap 3000 nye Omikron-tilfælde det seneste døgn
Der er registreret 2962 nye Omikron-tilfælde det seneste døgn, hvilket bringer det samlede antal på 9009.
Det oplyser Henrik Ullum, direktør for Statens Serum Institut, på dagens pressemøde om coronasituationen.
Dermed følger Omikron-varianten den forventede udvikling, nemlig at antallet cirka fordobles hver anden dag.
Ifølge Henrik Ullum forventer SSI, at smitten med Omikron vil blive ved med at stige den kommende tid.
- Omikron-varianten er med til at drive epidemien op, og derfor frygter vi, at epidemien vil blive ved med at vokse, siger Henrik Ullum.
To grupper driver smittenSSI-direktøren fremhæver to grupper i befolkningen, der særligt driver væksten i antallet af smittede.
Der er først og fremmest højere smitteforekomst blandt borgerne i hovedstadsområdet end i resten af landet. Og så er smitten mere udbredt blandt unge i 20'erne end i andre aldersgrupper.
Derudover er der identificeret en række såkaldte superspredningsbegivenheder, hvor en del har forbindelse til nattelivet.
Brug for yderligere tiltagHenrik Ullum mener, at udviklingen er så bekymrende, at der er behov for nye tiltag.
- Det er regeringen og epidemiudvalget, der i sidste ende bestemmer, hvad der skal ske. Men det er klart, at vi som eksperter er bekymrede og peger på, at der er brug for yderligere tiltag for at sænke smitten, siger Henrik Ullum.
Tidligere torsdag skrev statsminister Mette Frederiksen på Facebook, at der er behov for nye tiltag.
Sundhedsordførerne er indkaldt til orientering i Sundhedsministeriet i morgen klokken 9.30 ifølge TV 2s oplysninger. Det sker som et virtuelt møde.
Ordførerne har tidligere været kaldt til møde for at blive orienteret om mulige anbefalinger om restriktioner fra Epidemikommissionen.