Julekalender til hunde tilbagekaldes efter fund af snor og plastik i kødben

Betinna Sørensen var dybt rystet, da hun fandt stykker af snor, elastik og plastik i sin hund, Blackies, julekalender fra Harald Nyborg.

- Jeg var dybt rystet. Det er fuldkommen sindssygt. Det kan godt være, at det var en julekalender til 30 kroner, men jeg gik da ud fra, at den var i orden og godkendt, når den sælges herhjemme, sagde Betinna Sørensen søndag til TV2 ØSTJYLLAND.

Nu tilbagekalder Harald Nyborg julekalenderen med den begrundelse, at der er fundet fremmedlegemer i dem:

- Vi kalder omgående julekalenderen tilbage. Du kan aflevere kalenderen i din butik og får selvfølgelig pengene retur, lyder det i tilbagekaldelsen fra Harald Nyborg, der beklager.

Julekalenderen har varenummeret 6796.

Blackie kastede op

Betinna Sørensen lavede straks efter, at hun havde opdaget snor, elastik og plastik i kødbenene, et opslag på sin egen Facebook-profil, hvor hun advarer andre hundeejere om julekalenderen.

Opslaget er på nuværende tidspunkt blevet delt over 1000 og blandt de knap 500 kommentarer under opslaget, deler andre også, at de har fundet forskellige genstande i deres hunds julekalender.

Søndag formiddag kontaktede Betinna Sørensen desuden Fødevarestyrelsens vagttelefon for at gøre dem opmærksomme på problemet. Fødevarestyrelsen bekræfter til TV2 Østjylland, at de har modtaget en forbrugerhenvendelse, og at de ser nærmere på sagen.

Betinna Sørensen frygter, at det kan gå rigtig galt, hvis ikke alle hundeejere, der har købt julekalenderen, opdager indholdet af kødbenene:

- Det undrede os faktisk, at vores egen hund kastede op de første par dage i december. Det plejer hun ikke at gøre, og nu har jeg da en klar mistanke om hvorfor, siger Betinna Sørensen.

- Det gør så ondt i mit hjerte ved tanken om, hvad der kan ske. Også hvis der er nogle, der ikke er så ressourcestærke, som vi er, der har købt kalenderen til de 30 kroner, og så kan ende med at stå med en rigtig stor dyrlægeregning, fortsætter hun.

SSI forventer 10.000 nye smittede om dagen

Der er fundet 3437 tilfælde af SARS-CoV-2 varianten Omikron i Danmark. Det er en stigning på 966 sammenlignet med dagen forinden.

Søndag var det samlede antal opdagede tilfælde af Omikron-varianten på 2471. Lørdag var tallet 1840.

Statens Serum Institut (SSI) skriver i en risikovurdering, at omikron vil blive dominerende covid-19-variant allerede i løbet af denne uge.

Samtidig forventes et stigende smittetal med over 10.000 daglige tilfælde.

Pres på sundhedssektoren

Det vil ifølge SSI indebære en risiko for øget pres på landets sygehuse, selv om prognoserne stadig er belagt med usikkerhed.

- En stigende smittespredning i samfundet vil medføre en høj risiko for en afledt stigning i antallet af indlæggelser særligt blandt uvaccinerede og vaccinerede svækkede personer, siger SSI’s administrerende direktør Henrik Ullum.

På baggrund af den nye risikovurdering mener Henrik Ullum, at det er blevet endnu vigtigere at få vaccineret så mange som muligt.

- Vi forventer at både andet og især tredje stik beskytter imod alvorlige sygdomsforløb af omikron. Derudover peger nye undersøgelser fra England på, at tredje stik også giver beskyttelse imod symptomgivende infektion.

Skift i vaccinationsindsats

Fra mandag vil danskere over 40 år blive tilbudt tredje stik fire en halv måned efter anden vaccinedosis. Målet er, at alle personer over 40 år har fået tilbudt revaccination før nytår.

De første to tilfælde i Danmark blev bekræftet 28. november, efter at de smittede var rejst til Danmark fra Sydafrika.

Siden da er smitten med den sydafrikanske coronavariant steget herhjemme. Og mens den er markant mere smitsom end tidligere varianter af covid-19, er det ikke fuldt dokumenteret, om den fører til værre sygdomsforløb og flere indlæggelser.

Kommune opfordrer til at holde børn hjemme – pædagoger ramt af corona

Greve Kommune har siden forrige uge sendt en opfordring afsted til forældre til børn i en række af kommunens daginstitutioner.

Kommunen opfordrer forældrene til enten at holde deres børn hjemme eller kun aflevere dem i tidsrummet mellem klokken 08.30 og 15.00.

Det fortæller Klaus Øvre, der er centerchef i Center for Dagtilbud og Skoler i Greve Kommune.

Opfordringen er sendt til forældre til børn i fem forskellige daginstitutioner i kommunen, fordi personalet i de pågældende institutioner er ramt af coronavirus. Der er samlet 25 daginstitutioner i Greve Kommune.

Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at forældrene kan få passet børnene

Klaus Øvre, centerchef i Center for Dagtilbud og Skoler, Greve Kommune

Ifølge Klaus Øvre er der i de fem berørte daginstitutioner en fraværsprocent blandt personalet på 50 procent eller derover. Det har kommunen sat som tommelfingerregel for, hvornår en institution er så ramt, at kommunen må hjælpe.

- Vores udfordring er, at det er daginstitutioner med højt fravær, og vi har ikke vikarer at gøre brug af eller personale, vi kan rykke rundt, siger Klaus Øvre til TV 2.

Hvis forældrene ikke har mulighed for at passe deres børn hjemme, opfordrer kommunen dem til at aflevere børnene i et bestemt tidsrum for ikke at skulle bruge ressourcer i døgnets ydertimer.

Små børn bliver ikke vaccineret

Smitten raser lige nu - både generelt i samfundet, men især blandt børn og unge voksne i aldersgruppen 0-19 år.

De seneste syv dage er der registreret flere end 14.000 smittede i denne aldersgruppe, og omtrent halvdelen af dem er mellem nul og ni år.

I slutningen af november nåede smitten blandt de mindste skolebørn på mellem 6 og 11 år sit hidtil højeste niveau med 1562 smittede per 100.000 børn. Det viser en rapport fra SSI.

I Danmark anbefales vaccinen til børn ned til fem år, og en stor del af børnene i daginstitutioner er derfor for små til at blive vaccineret.

Og når børnene bliver smittet, smitter de også pædagogerne, siger Klaus Øvre.

Ved godt, det bliver svært for forældrene

Han fortæller, Greve Kommune ikke stiller andre muligheder til rådighed for forældrene i de ramte daginstitutioner.

- Fordi presset er, som det er på institutionerne, er der ikke mulighed for at tilbyde andre ordninger som eksempelvis at flytte barnet til en anden institution, siger han.

Han understreger også, at der blot er tale om en opfordring, og at det ikke er noget, de tvinger forældrene til.

- Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at forældrene kan få passet børnene, siger Klaus Øvre.

Han erkender, at det ikke er en holdbar løsning over tid, men at "det er den mulighed, vi har lige nu". Samtidig peger han på, at det er begrænset, hvilke midler kommunen har til rådighed.

- Vi ved godt, at det bliver rigtig svært for forældrene, hvis det her bliver ved, afslutter han.

7799 registreret smittet siden i går – aldrig set højere i Danmark

Der er det seneste døgn registreret 7799 smittetilfælde med coronavirus. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Det er det største antal smittede i løbet af et døgn, der er registreret i Danmark under coronaepidemien.

Smittetilfældene er fundet blandt 185.451 PCR-tests, der er den test, hvor man bliver podet i munden. Det giver en positivprocent på 4,21.

Positivprocenten er den højeste, der er målt i den tid, hvor det har været muligt for alle at blive testet for coronavirus. Det var det ikke i starten af pandemien sidste år.

Antallet af indlagte stiger med 12 til 480.

Helt ude af kontrol

Det daglige antal smittede er steget markant siden i går, hvor der var registreret 5989 tilfælde af covid-19 i Danmark, og med 182.314 PCR-prøver var der en positivprocent på 3,2.

Det rekordhøje smittetal viser, at smitten ikke er under kontrol.

Sådan lyder det fra Torben Mogensen, der er direktør for Lungeforeningen, som repræsenterer en del af de personer, der er i særlig risiko ved et coronaforløb.

- Epidemien er helt ude af kontrol. Den breder sig hastigt, og den smitter rigtigt mange. Det positive er, at antallet af indlæggelser slet ikke stiger i samme hast, og det viser, at vaccinen virker, siger han.

Torben Mogensen mener, at politikerne skal have "is i maven" og følge situationen nøje – primært i forhold til indlæggelser – i forhold til om der skal indføres yderligere restriktioner for at bremse smitten.

Torben Mogensen peger på, at der normalt er en vis forsinkelse fra smitte til indlæggelse.

Han finder derfor trøst i, at indlæggelserne har været relativt stabile de seneste uger, selvom antallet af smittede har været højt.

Der er det seneste døgn registreret yderligere ni coronarelaterede dødsfald, hvilket bringer det samlede antal døde med corona under epidemien op på 3023.

På vaccinesiden skrider særligt revaccinationer frem, da der det seneste døgn er givet 32.437 stik. Dermed er 21 procent af befolkningen revaccineret.

Se de seneste tal fra Danmark og resten af verden her – og følg med i vaccineudrulningen her.

Børn får sjældent senfølger, viser stort dansk studie

Børn får sjældent coronasenfølger, det viser et stort nyt dansk studie.

Og i de få tilfælde, hvor børn får senfølger, går det hurtigt over, viser undersøgelsen.

33.000 børn har deltaget i studiet, der til dato er det største i verden, som undersøger senfølger hos børn.

Forskningen viser, at 0,8 procent af børnene, som har været smittet med coronavirus, har oplevet senfølger som eksempelvis træthed og nedsat lugte- og smagssans.

Studiet viser også, at ældre skolebørn havde flere senfølger end yngre børn. Fælles for begge aldersgrupper er, at senfølgerne forsvandt igen hos langt de fleste børn i løbet af 1-5 måneder.

Vigtig viden

Det er Børne- og Unge-afdelingerne på Hospitalsenheden Vest og på Aarhus og Aalborg Universitetshospitaler, der har foretaget undersøgelsen.

- Det giver en vigtig viden om det fulde forløb af en coronavirusinfektion hos børn, og netop fordi børn sjældent bliver alvorligt syge af coronavirus, er viden om mulige senfølger også en vigtig brik i puslespillet, siger forskningsansvarlig overlæge på børneafdelingen på Herning Hospital, Luise Borch.

Tager ikke højde for Omikron-variant

Studiet tager dog ikke højde for eventuelle forandringer med Omikron-varianten, som de seneste uger har været kraftigt stigende.

Søndag er det samlede antal opdagede tilfælde af Omikron-varianten på 2471. Det er 631 flere end lørdag, hvor tallet var 1840.

Lørdag var antallet af nyopdagede tilfælde 560. Til sammenligning blev der forrige mandag opdaget 78 nye tilfælde.

Mens antallet af nye tilfælde er steget dag for dag den seneste uge, er andelen af de smittede, der er ramt af Omikron-varianten, samtidig blevet større og større.

Mange børn er bekymret for at blive smittet

Praktiserende læge og medlem af Dansk Selskab for Medicins corona-taskforce Anne Møller glæder sig over undersøgelsens resultater, men samtidig understreger hun, at den ikke har nogen betydning for vaccinestrategien.

- Vi har egentlig ikke været så bekymret for senfølger hos børn. Og nu har vi fået tal, der bekræfter det, siger hun.

Anne Møller uddyber, at hele strategien omkring at vaccinere børn fra starten har været ret klart.

Det har knap så meget været for børnenes skyld som af hensyn til samfundet og de sårbare. Især når det kom til de 5-11-årige.

Men der er også andre ting, der begrænser børnene nu, lyder det fra den praktiserende læge. Og mange børn er også bekymrede for at blive smittet.

- Det fylder rigtig meget i hverdagen, og for nogle børn er det en lettelse at få vaccinen, siger Anne Møller.

Forældre i syv sind

Men det er forældre, der i sidste ende skal tage beslutningen, om der er en større fordel ved at tage den. Det er en svær diskussion med mange overvejelser, netop fordi det går ud over dagligdagen, og der er andre hensyn at tage, vedkender hun.

- Vi oplever, at forældre er i syv sind, men egentlig ret positivt indstillet overfor vaccinen, siger hun.

Selvom Anne Møller er positiv over for det nye studie, er det vigtigt at huske på, at det også har sine begrænsninger.

For danske børn har generelt ikke været alvorligt syge med coronavirus, og det kan eksempelvis også have noget at gøre med vores sundhedsvæsen, som er anderledes end mange andre landes sundhedssystemer.

Derfor er det også svært at sammenligne studiet med internationale studier, og Anne Møller håber, at der på sigt kommer en større opgørelse.

- Men der er så få af dem endnu, at der kan gå lang tid. Og det er ikke i forhold til børnegruppen, vi savner mest viden. Det er blandt de ældre, som er mere sårbare og bliver mere syge, siger hun.

Det største skift i vaccinationsindsatsen bliver “noget værre bøvl”

I den her uge sker der et gearskifte i udrulningen af vaccinerne mod coronavirus.

For fra mandag vil danskere over 40 år blive tilbudt tredje stik fire en halv måned efter anden vaccinedosis. Målet er, at alle personer over 40 år har fået tilbudt revaccination før nytår.

Den manøvre kaldte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, for "det største skift i vaccinationsindsatsen" på et pressemøde mandag formiddag.

Vi har brug for den ekstra immunitet

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen

Her blev det understreget, at de mange inviterede kommer til at lægge pres på it-systemerne og teste folks tålmodighed. Det erkendte den sundhedspolitiske direktør i Danske Regioner, Erik Jylling.

- Det bliver noget værre bøvl. Men med lidt tålmodighed skal man nok få sin vaccine, forsikrede han.

På trods af de kaotiske udsigter er der ingen vej udenom revaccinationerne, lød det fra Søren Brostrøm. Og forklaringen findes i en variant, der har trukket overskrifter de seneste par uger.

- Hovedsigtet er Omikron. Vi har brug for den ekstra immunitet, sagde han.

Tre stik beskytter bedre

Indtil videre tyder mindre laboratoriestudier og små tal fra virkeligheden på det samme – at vaccinerne, også efter to stik, ikke giver samme beskyttelse mod Omikron-varianten, som mod den oprindelige virusvariant eller den dominerende Delta-variant.

Men ifølge både studier og Søren Brostrøm, så ser et tredje boosterstik ud til at beskytte mod Omikron-smitte. Derfor understregede han flere gange under pressemødet, at der var god grund til at takke ja til tilbuddet om den ekstra dosis.

- Jeg har ikke været i tvivl om, at det her er det rigtige at gøre. Det er det, jeg selv ville tage, og jeg ville give det til min familie, lød det fra Søren Brostrøm.

Et notat fra Sundhedsstyrelsen viser, at det nu er vaccinerede, der antalsmæssigt fylder mest blandt de indlagte med covid-19. Tidligere var der en overvægt af uvaccinerede blandt de indlagte covid-19-patienter.

De uvaccinerede udgør fortsat hovedparten af de indlagte på intensiv afdeling, som er testet positive for covid-19, fremgår det af notatet.

Omikron-varianten er efter alt at dømme en del mere smitsom end Delta-varianten, og derfor regner Sundhedsstyrelsen med, at et højere antal smittede også vil medføre et større antal alvorlige covid-19-forløb med behov for indlæggelse på sygehus.

Beslutningen om at tilbyde alle født i 1981 eller før et tredje stik skyldes, at de alvorligste forløb af covid-19 rammer folk i de ældre aldersgrupper, sagde Brostrøm på pressemødet.

Han henviste også til, at Omikron-varianten har fået flere andre lande til at fremrykke den tredje dosis – Norge og Sverige har reduceret intervallet for personer på 65 år eller ældre til 5 måneder, Østrig har reduceret til 4 måneder, og i Israel har man revaccineret 4 millioner mennesker over 16 år med et 4 måneders interval.

Lettere at ombooke, men længere ventetid

Indtil for en uge siden var forventningen, at man fik en vaccinetid maksimalt en uge efter bestilling – men i den kommende tid vil det ikke være realistisk, lød det på pressemødet. Det skyldes, hvad myndighederne forventer bliver et "meget voldsomt pres",

Til gengæld er viften af muligheder for at få vaccinen blevet udvidet: Blandt andet er der flere private aktører, som tilbyder vaccinationen, ligesom 1100 lægeklinikker landet over også vaccinerer.

- For langt de fleste mennesker vil der være en læge tæt på, hvor de bor, som tilbyder vaccinationen, lød det fra formand for PLO-Hovedstaden, Peder Reistad.

Søren Brostrøm fremhævede også, at det tidligere har været forbundet med bøvl at ændre sin vaccinetid. Men det er nu blevet gjort "betydeligt lettere".

- Nu mister man ikke sin gamle tid, hvis man forsøger at booke en ny. Så hvis man får en tid et par dage ude i fremtiden, men egentligt gerne ville vaccineres samme dag, kan man gå ind senere og prøve at booke om, sagde Søren Brostrøm.

Sundhedsstyrelsens regner med, at der 23. december vil være inviteret 88 procent af den samlede befolkning født i 1981 eller tidligere til revaccination.

Tobakssalget i Danmark er ikke set lavere siden 1945

Salget af cigaretter faldt markant i 2020, efter at der blev indført nye afgifter. I 2020 blev der solgt næsten en milliard færre cigaretter, og det var stærkt medvirkende til at sende det samlede tobakssalg sydover.

Ifølge Danmarks Statistik, DST, er 2020's samlede tobakssalg det laveste siden 1945 - året, hvor Anden Verdenskrig sluttede.

- Den 1. april 2020 steg afgiften på tobak, og så faldt salget af cigaretter. Ved årsskiftet kan rygerne igen se frem til højere afgifter.

- Hver gang afgifterne er blevet sat op de seneste år, er salget af cigaretter altså faldet markant, skriver André Pedersen Ystehede, specialkonsulent i Danmarks Statistik, i en nyhed på statistikbankens hjemmeside.

5,3 milliarder styk

Det samlede tobakssalg er målt i millioner styk. Her tæller cigaretter, cigarer, cigarillos og pibetobak. Sidstnævnte er omregnet fra ton til cigaretækvivalenter ud fra forudsætningen om, at en cigaret vejer otte gram.

I 2020 lå det samlede tobakssalg på 5,3 milliarder styk. Og det er altså ikke set lavere siden 1945. Her lå salget efter samme udregningsmetode på 3,4 milliarder styk.

Kigger man i statistikbanken, kan man da også se, at der i årene efter tyskernes overgivelse og frihedens indtog skete en voldsom stigning i rygningen.

Fra 1945 til 1946 steg antallet af solgte cigaretter fra 1,2 milliarder til 2,2 milliarder, mens salget af røgtobak - mest brugt i piber - steg fra 1416 ton til 2635 ton.

I de efterfølgende årtier steg salget af cigaretter år for år. Det var kun afbrudt af de første rygekampagner og lavkonjunktur i starten af 1990'erne.

Salget toppede i 2006

Salget af cigaretter toppede med 8,2 milliarder styk i 2006. Siden er det faldet voldsomt i takt med oplysningskampagner, øgede afgifter og flere restriktioner.

André Pedersen Ystehede skriver i nyheden fra DST, at der muligvis skal tages nogle forbehold for årets salg oven på markante afgiftsstigninger til 1. april.

- For eksempel er cigaretter billigere i Tyskland og Sverige, så grænsehandel kan maskere de reelle tal, skriver han og fortsætter:

- Men grænsehandlen faldt betydeligt sidste år, viser den skatteøkonomiske redegørelse for 2020, hovedsageligt på grund af grænselukning og færre udenlandsrejser i forbindelse med covid-19.

- Derudover er der en sandsynlighed for, at en hamstringseffekt har påvirket salget af cigaretter det efterfølgende år.