Region udskyder op mod 70 procent af planlagte operationer

Særligt to regioner er lige nu ramt af det stigende antal indlæggelser med coronavirus.

Det oplyser Sundhedsministeriet på baggrund af Sundhedsstyrelsens statusrapport fra 30. november, hvor der bliver taget bestik af situationen i landets fem regioner.

Heraf fremgår det, at Region Sjælland og Region Syddanmark er så pressede, at Region Sjælland er nødt til at aflyse og udskyde 50-70 procent af de planlagte operationer og ambulante aftaler, mens Region Syddanmark hidtil har aflyst 25-50 procent og forventer yderligere reduktioner i den kommende uge.

Derimod har belastningen i Region Hovedstaden stabiliseret sig, og det betyder, at de fortsat udskyder op mod 25-50 procent af den planlagte aktivitet.

Influenzasæson topper

I Region Nordjylland oplever man også en stigende belastning, særligt på intensivområdet. Her er det ligeledes 25-50 procent af den planlagte aktivitet.

Region Midtjylland oplever den mindste nedgang af de fem regioner. Her er antallet af planlagte operationer gået ned med 20 procent, mens antallet af planlagte ambulante besøg er gået cirka 10 procent tilbage i forhold til samme periode i 2019, hvor der ikke var corona.

Dertil kommer udsigten til, at influenzasæsonen kan nå sit højeste niveau i de to første måneder af det nye år.

- Sygdomsbyrden forventes at blive særligt stor fra december og ind i februar, blandt andet fordi influenzaepidemien erfaringsmæssigt topper i januar og februar, lyder vurderingen fra Sundhedsstyrelsen i notatet.

Samtidig lyder det, at sundhedsvæsnet ikke har samme robusthed som i tidligere sæsoner.

Sundhedsministeriet oplyser, at regionerne løbende undersøger muligheden for, at patienter kan blive undersøgt eller behandlet i en anden region. Nogle regioner er desuden i dialog med private hospitaler.

Én milliard ekstra til sundhedsvæsenet

Søndag aften landede en aftale om en coronavinterpakke, der tilfører en milliard kroner ekstra til sundhedsvæsenet i 2022.

Pengene skal gå til at fastholde sundhedspersonale og få sygehusene gennem en "ekstraordinær svær vintersæson", lød det søndag fra finansminister, Nicolai Wammen (S).

Pengene går til hele sundhedsvæsnet, og det er op til regionerne at bestemme, hvordan midlerne skal bruges.

Viborg hårdt ramt af Omikron-variant: Dropper strikse isolationsregler

Viborg Kommune har på et krisemøde besluttet ikke at følge de strikse retningslinjer for isolation, der gælder for smittede med den nye Omikron-variant.

I visse tilfælde vil nære kontakters nære kontakter altså ikke blive bedt om at gå i isolation, som ellers er retningslinjen, men i stedet om at møde på arbejde.

Ifølge kommunaldirektøren er der 30 medarbejdere i kommunens ældrepleje, der er kontakter i tredje led til smittede med Omikron-varianten.

- Vi isolerer selvfølgelig de smittede og deres nære pårørende, men på ældreområdet opfordrer vi nære kontakters nære kontakter til at møde op på arbejde alligevel, siger kommunaldirektør Lasse Jakobsen.

Kommunen har svært ved at opretholde nødvendig service og bemanding på grund af at folk er sendt i isolation for Omikron – især i ældreplejen.

Lasse Jakobsen, kommunaldirektør, Viborg Kommune

- Og så møder man med heldragt, mundbind og visir. Det handler om 10 medarbejdere i hjemmeplejen og 20 på plejecentrene, som vi ikke ville kunne dække af på anden vis. Hvis vi skal opretholde den kritiske infrastruktur, så er vi nødt til at bryde retningslinjerne, siger kommunaldirektøren.

Alene i Viborg Kommune er steget antallet er personer smittet med Omikron-varianten steger fra 53 søndag til 92 bekræftede tilfælde mandag eftermiddag, oplyser kommunaldirektøren.

På landsplan er der 261 tilfælde bekræftet med Omikron-smitten, oplyser Statens Serum Institut.

Midtbyens Gymnasium har sendt samtlige 800 elever og lærere hjem. Derudover er flere institutioner også ramt, og har måttet sende børn og personale hjem.

Kraftig stigning

En julefrokost i oplandsbyen Hersom sidste lørdag har været en superspreder-event i Viborg Kommune. Søndag aften stod det klart, at i alt 53 af 150 deltagere ved festen var smittet med Omikron-varianten under festen.

- Vi er tilsyneladende det sted i landet, hvor der er flest smittede med Omikron, siger kommunaldirektøren.

Mandagens udvikling er kun taget til. Derfor vælger man altså nu at trodse retningslinjerne, forklarer kommunaldirektøren.

- Kommunen har svært ved at opretholde nødvendig service og bemanding, på grund af at folk er sendt i isolation for Omikron – især i ældreplejen.

Selv om kommunen har brug for, de ansatte i ældreplejen er det de ansattes eget valg, hvordan de vil håndtere situationen, hvis de skulle være tredjeledskontakt til en smittet med Omikron-varianten.

- Vi kan kun opfordre medarbejderne til det, men det er op til dem i sidste ende, om de vil møde på arbejde eller ej.

- Vi forventer, at man melder noget ud fra myndighederne om, at man bløder op for retningslinjerne, for det her er ikke holdbart. Vi har også set det med andre varianter, fx delta, hvordan retningslinjerne ændrede sig med tiden.

Wilbek: Drop regler

Overfor Viborg Stifts Folkeblad peger borgmester Ulrik Wilbek på, at hvis ikke reglerne for isolation ændres, vil det lukke hele kommunen ned i løbet af kort tid.

- Der vil komme flere tilfælde, og meget hurtigt kan vi stå i en situation, hvor vi ikke har sosu-assistenter og pædagoger på arbejde, fordi de skal isolere sig.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det fortsat de gældende retningslinjer, at tredjeledskontakter også skal gå i isolation.

Søndag sagde direktør i Statens Seruminstitut til TV2, at det fortsat gælder om købe tid, så flere danskere kan nå at blive vaccineret.

78 nye tilfælde af Omikron er fundet i Danmark

Der er nu fundet i alt 261 tilfælde af smitte med coronavarianten Omikron i Danmark.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) på sin hjemmeside.

Søndag var der fundet i alt 183 tilfælde. Det betyder, at der siden søndag er fundet 78 tilfælde af smitte med den nye coronavariant.

- Statens Serum Institut finder et stadig stigende antal Omikron-tilfælde i Danmark, lyder det i nyheden fra SSI.

73 af tilfældene er påvist ved helgenomsekventering. 188 tilfælde er påvist med en såkaldt variant-PCR-test.

Tidligere skulle smittetilfælde med Omikron påvises med en helgenomsekventering.

Variant kan detekteres i PCR-test

SSI oplyser nu, at variant-PCR-testen er så sikker i sen detektering af Omikron-varianten, at et tilfælde påvist ved variant-PCR anses som et tilfælde af smitte med Omikron-varianten.

De to første tilfælde af smitte med Omikron-varianten i Danmark blev fundet søndag den 28. november - altså for lidt mere end en uge siden.

Varianten blev først fundet i det sydlige Afrika, og de første tilfælde af den herhjemme havde forbindelse til rejseaktivitet i Sydafrika.

Søndag kaldte Henrik Ullum, der er administrerende direktør i SSI, udviklingen bekymrende.

- Der er nu igangværende smittekæder, hvor smitten ses blandt folk, der ikke har været ude at rejse eller har forbindelse til rejsende.

Direktøren sagde, at fokus nu er på at bremse udvikling af smitte med varianten.

- Den tid, vi vinder, skal vi bruge til at få vaccineret flest muligt. En høj immunitet giver vores samfund mere robusthed, hvis Omikron- smitten stiger yderligere, sagde han.

Den nye variant har også fået sundhedsmyndighederne til at intensivere smitteopsporingen.

Det betyder, at nære kontakter og nære kontakters nære kontakter til smittede med Omikron skal selvisoleres og PCR-testes på dag et, fire og seks.

Det gælder uanset, om de er vaccineret eller tidligere smittet.

Vi har ikke styr på epidemien i Danmark, siger ekspert

Coronasmitten fortsætter med at stige, og det vækker bekymring hos Viggo Andreasen, lektor ved Roskilde Universitet med speciale i matematisk epidemiologi.

Han mener, at det nuværende billede viser, at vi ikke har styr på epidemien i Danmark.

- Der er ikke noget, der tyder på, at vi for alvor har stoppet stigningen i corona, siger han til Ritzau.

Mandag er der konstateret 7146 tilfælde. Tallet er dog behæftet med usikkerhed, oplyser SSI på sin hjemmeside. Det skyldes, at der er en række tests fra weekenden, som først er kommet med i dagens tal.

Uagtet er der konstateret over 10.000 smittetilfælde de sidste to dage.

Antal indlagte er afgørende

Ifølge Viggo Andreasen er det antallet af nyindlæggelser og det samlede antal indlagte, man særligt bør holde øje med.

Der er 78 nye indlæggelser mandag, hvilket er 21 flere end i går. Det bringer det samlede antal på 468. Heraf er 65 indlagt på intensiv, hvoraf de 39 er i respirator.

- Det er jo vores virkelige bekymringstal, siger Viggo Andreasen til Ritzau.

Usikkerhed om Omikron

Der er også fortsat stor usikkerhed om den nye coronavariant Omikron, påpeger lektoren.

Dog tyder de rapporter, der er indgivet fra Sydafrika, på, at Omikron giver anledning til mildere sygdomsforløb.

- Hvis vi får det bekræftet med tal og data, der er lidt mere robuste, er det sådan set en mindre bekymrende nyhed, siger Viggo Andreasen til Ritzau.

Italien indfører skrappe restriktioner for ikkevaccinerede

Ingen vaccination, ingen indendørs servering.

Sådan lyder Italiens nyeste coronaregler, der træder i kraft i dag.

De, som ikke er vaccineret, får lige pludselig svært ved at leve et normalt liv nu

Eva Ravnbøl, TV 2s korrespondent i Italien

Konkret betyder de nye regler, at personer over 12 år enten skal have modtaget en godkendt coronavaccine eller have været smittet med covid-19 for at kunne nyde mad og drikke på indendørs serveringssteder mellem 6. december 2021 og 31. januar 2022.

Slutdatoen er dog med mulighed for forlængelse, hvis pandemien fortsat hærger på det tidspunkt.

Og restriktionerne gælder ikke kun Italiens restauranter.

De omfatter også visse kulturinstitutioner, teatre, koncertsale, biografer, sportsbegivenheder, forlystelsesparker, legelande, diskoteker, casinoer, bingohaller og større private fester såsom receptioner, fødselsdage og jubilæer.

Gælder også turister

Kirkerne er dog åbne, og hvis man for eksempel ikke er vaccineret og vil deltage i en bryllupsfest, en konfirmation eller en anden religiøs fest er det nok med en frisk negativ coronatest.

I Italien vil det sige en op til 72 timer gammel PCR-test eller en op til 48 timer gammel antigentest.

De italienske museer er også stadig åbne for personer, der kan fremvise en negativ test.

Restriktionerne gælder også turister, der dog stadig kan besøge Italien og indkvartere sig på et hotel, hvis de har en frisk negativ test.

Danskere over 12 år, der planlægger skiferie i Italien, og som ikke er færdigvaccineret, skal være opmærksomme på, at der kræves en frisk negativ coronatest, hver gang de vil ind i en skilift med lukket kabine.

Al brug af offentlig transport kræver også en frisk negativ test eller et bevis for vaccination.

Skruen kan strammes

Og de nye restriktioner er lige nu endda kun på det laveste niveau.

De italienske myndigheder følger smittespredningen tæt, og hvis smitten stiger i en region, kan restriktionerne øges.

Det fører til psykiske problemer, fordi borgerne føler sig meget kontrolleret

Valter Lavitola, restauratør

Myndighederne bruger farverne hvid, gul, orange og rød til at angive, hvor stor smittespredningen er i en region.

Hvis en region bliver orange, øges kravene til skisportsstederne, så man også skal være vaccineret for at benytte kabinelifterne.

Lige nu er de fleste italienske regioner hvide, undtagen de nordlige regioner Friuli- Venezia-Giulia og Alto Adige, der er gule og dermed kun er et skridt fra de mere omfattende restriktioner.

De italienske myndigheder har indført de nye regler i håb om, at flere italienere vil lade sig vaccinere mod coronavirus. Over 80 procent af landets borgere har modtaget to doser, men sygdommen spreder sig stadig i landet, og der er frygt for, at den nye smitsomme Omikron-variant vil drive smittetallene opad.

Et svært liv uden vaccine

Og nu skal restriktionerne altså få de mest vaccineskeptiske borgere til at lade sig stikke i armen.

- De ikkevaccinerede får lige pludselig svært ved at leve et normalt liv hernede i Italien fra nu af, siger Eva Ravnbøl, der er TV 2s korrespondent i Italien.

Især vaccinekravet, hvis man vil spise ude, ventes at ramme mange.

Derfor har Eva Ravnbøl talt med en række restauratører i Rom for at høre, hvordan de nye regler modtages.

- De siger, at det er ok, men det påhviler dem at kontrollere coronapasset, og det er ikke altid lige behageligt eller rart at skulle være politimand over for kunderne, siger hun.

Hvis restauranterne bliver afsløret i ikke at overholde de nye regler, kan myndighederne udskrive bøder på mellem 400 og 1000 euro til såvel kunder som restauratører, og hvis en restaurant bryder reglerne tre gange, kan myndighederne lukke stedet i 10 dage.

En af restauratørerne, Valter Lavitola, der ejer spisestedet Cefalú, siger til TV 2, at han støtter vaccinekravet, men at det ikke er ubetinget.

- I forhold til smittespredning er det nyttigt med et vaccinekrav. Men ud fra en betragtning om borgernes personlige frihed så fører det til psykiske problemer, fordi borgerne føler sig meget kontrolleret, siger Valter Lavitola.

Den italienske regering har i øvrigt flere nye vaccineregler på vej.

Fra 15. december bliver der vaccinekrav for alle politi- og militærfolk samt for ansatte på landets skoler.

Ifølge Eva Ravnbøl bliver de personer i de tre grupper, som ikke vil vaccineres, suspenderet uden løn, til restriktionerne bliver ophævet.

Nu skal soldater og beredskabsfolk coronateste og vaccinere

Travlhed i test- og vaccinationscentrene får nu Region Midtjylland til at tage nye metoder i brug.

Iklædt uniform og værnemidler skal medarbejdere fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen fra mandag indgå i opgaven med at pode og vaccinere borgere.

Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

De i alt 36 medarbejdere fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen har fået oplæring i weekenden, så de er klar til at støtte coronaindsatsen resten af året.

I perioden vil de arbejde under regionens sundhedsfaglige ledelse.

Kæmper med testkapaciteten

Også i Region Syddanmark og Region Sjælland assisterer værnepligtige fra Beredskabsstyrelsen. De hjælper blandt andet med podning af borgere på testcentrene.

Det er regionerne selv, der har anmodet om hjælp, fordi der de seneste uger igen er blevet travlt ved testcentrene.

Det skyldes øget smitte, og at coronapasset er blevet genindført.

Samtidig er testkapaciteten blevet sat markant op fra 100.000 til 370.000 daglige test, og det har skabt pres på landets centre.

TV 2 har flere gange fortalt om lange køer, der slanger sig foran landets lyntestcentre, og massive udfordringer med at få tid til en PCR-test, selvom man er nærkontakt.

I Region Midtjylland er forhåbningen, at Forsvaret kan være med til at nedbringe ventetiden.

Norsk overlæge frygter ny coronanedlukning i landet

Omkring 17 procent af Norges knap 1100 coronarelaterede dødsfald under hele pandemien har fundet sted i løbet af den seneste måned.

Det får overlæge og professor Mads Gilbert fra hospitalet i Tromsø til at frygte, at Norge ser ind i en ny nedlukning af landet.

- Jeg tror, vi kan gå mod en ny mulig nedlukning, siger Mads Gilbert og tilføjer:

- Dødstallet er steget uge for uge nu, og det er meget tankevækkende. Vi er bagud med smittebekæmpelsen. Vi ved heller ikke, hvor meget Omikron-smitte der er i Norge lige nu.

Fortsat muligt at holde julefrokost

Han peger også på, at selv om Norge har en høj vaccinationsrate, ser det ikke ud til at stoppe den nye variant af coronavirus, Omikron.

Antallet af indlagte patienter på intensivafdeling er højere end tidligere og ser ud til at være stigende.

Gilbert mener, at man skal tænke forebyggende, og at den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet (FHI), og regeringen kommer med uklare og modstridende råd.

For eksempel synes han, at rådene omkring julefrokoster er uforståelige.

Det er fortsat muligt for arbejdspladser at holde julefrokoster for medarbejderne. I Oslo og flere andre byer må maksimalt 100 personer deltage i indendørslokaler.

- Denne sygdom overføres gennem luften. Smitten stiger betragteligt indenfor i rum med dårlig ventilation og dårligt indeklima, siger Mads Gilbert.

45 i respirator

Smittetallene i Norge er stigende. Det seneste døgn er der blevet registreret 2576 coronasmittede. Det er 855 flere end samme dag i sidste uge.

I de seneste syv dage har gennemsnittet ligget på 3572 smittede om dagen.

Det tilsvarende gennemsnit for syv dage siden var 2572.

68 af patienterne ligger på intensivafdelingen, og blandt dem er 45 i respirator. Det seneste døgn er de tal steget med henholdsvis fire og seks.

Uvaccinerede får sværere ved at rejse indenrigs i Grønland

Grønland strammer igen skruen og indfører fra midnat natten til mandag lokal tid flere coronarestriktioner.

Det oplyser den grønlandske regering, Naalakkersuisut, i en pressemeddelelse søndag ifølge mediet Sermitsiaq.AG.

Restriktionerne gælder i forvejen nogle områder i landet, herunder i hovedstaden Nuuk, men bliver udvidet til at gælde hele landet.

Det betyder blandt andet, at der er krav om vaccination eller en negativ coronatest for at få adgang til offentlige steder over alt i Grønland.

Offentlige steder inkluderer restauranter, biografer, biblioteker og frisører.

Ukendte smittekilder

Fremover skal der også bæres mundbind i alle byer og bygder, hvor der inden for de seneste 14 dage er blevet registreret et coronatilfælde med ukendte smittekilder.

Ydermere strammes reglerne for indenrigsrejser i Grønland, så man skal være fuldt vaccineret eller have en negativ coronatest for at kunne rejse fra sted til sted.

Hvis man ikke er vaccineret, skal man i karantæne i karantæne i 14 dage efter ankomst, eller indtil man kan fremvise en negativ coronatest.

Karantænen betyder, at man ikke må deltage i arrangementer og forsamlinger. Man må fortsat godt gå i dagligvarebutikker med et mundbind på.

Der hører dog visse undtagelser med til de nye regler. Børn under 12 år er således undtaget, mens man også er undtaget, hvis man bor i en bygd, hvor det ikke er muligt at blive testet for coronavirus.

Ifølge Naalakkersuisut bliver de nye regler indført for at undgå smittespredning i landet.

De nye regler gælder frem til 6. marts.

66 procent er færdigvaccineret

I den seneste registrering af smittetal fra fredag, blev der i løbet af et døgn fundet 39 nye smittede i Grønland. I alt er der 321 aktive smittetilfælde i Grønland.

På nuværende tidspunkt er 66 procent af befolkningen færdigvaccineret, mens 71 procent har fået det første vaccinestik.

Der bor knap 57.000 personer i Grønland.

Vi vil se en hurtigt accelererende Omikron-smitte i Danmark, siger lektor

Der er nu konstateret 183 tilfælde af den nye Omikron-variant i Danmark, oplyser Statens Serum Institut (SSI).

Det tal er mere end en tidobling på få dage. Fredag var tallet 18.

Søndagens Omikron-tal er overraskende høje ifølge Viggo Andreassen, lektor i matematisk virologi ved Roskilde Universitet.

- Det er særligt overraskende, at smitten allerede nu sker blandt folk, der ikke har været ude at rejse eller har forbindelse til rejsende, siger han.

Fra et matematisk synspunkt og med variantens øgede smitsomhed in mente mener han, at vi kommer til at se en hurtigt accelererende stigning i smitte med Omikron i Danmark.

Dermed forudser han, at Omikron-varianten kan blive dominerende i Danmark allerede i starten af 2022.

Lektoren er spændt på, hvordan regeringen kommer til at håndtere stigningen i antallet af smittede med Omikron.

- Accelerationen af smitten kommer helt naturligt til at afhænge af, om regeringen indfører nye restriktioner og i så fald hvilke, siger Viggo Andreassen.

Ærgerlig smittespredning

At Omikron-varianten nu er at finde i det danske samfund uden tilknytning til rejsende, ærgrer Jens Lundgren, professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet.

- Det er ærgerligt, at vi har fået en ny virusvariant ind i landet, og vi skal forberede os på, at den kan blive endnu mere tydelig, siger han.

Han er dog ikke overrasket over udviklingen med Omikron, som ifølge professoren er forventelig grundet den øgede smitsomhed.

Han påpeger samtidig, at SSI har udviklet en PCR-teknologi, der kan påvise Omikron-varianten meget tidligt i sekventeringsprocessen.

- Det er positivt i forhold til den inddæmningsstrategi, som Styrelsen for Patientsikkerhed har lagt, siger Jens Lundgren.

Håbet er ifølge professoren, at man via intensiv smitteopsporing kan undgå, at smitten spreder sig ud til resten af landet.

Samme strategi benyttede man med både Alfa- og Delta-varianten.

- I begge tilfælde måtte man opgive, fordi man ikke kunne følge med, men det er strategien indtil videre, og der hjælper den hurtige identificering, siger han.

Først opdaget i Afrika

Omikron-varianten blev først rapporteret i Botswana 11. november 2021 og 14. november i Sydafrika.

Ifølge SSI har varianten siden spredt sig i flere europæiske lande i forbindelse med rejsende fra de sydafrikanske lande, og den er nu også registreret i Danmark uden tilknytning til rejsende.

Varianten er karakteriseret ved at have flere mutationer i det såkaldte spike-protein end de andre kendte varianter.

Da mutationerne endnu ikke er set i en lignende kombination, er det endnu uvist, hvordan varianten reagerer på vaccinen, samt præcis hvor smitsom den er.

Vacciner bliver afgørende

Det bliver afgørende for udbredelsen af Omikron i Danmark, at flere lader sig vaccinere.

Sådan lyder meldingen fra direktør for Statens Serum Institut Henrik Ullum.

- En høj immunitet giver vores samfund mere robusthed, hvis Omikron-smitten stiger yderligere, siger Henrik Ullum.

Den holdning deler professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet Jens Lundgren.

- Vaccination er en rigtig god ting også over for den her nye variant. Er man indkaldt til vaccination, vil jeg opfordre til at følge op på den indkaldelse, så man kommer først i køen, siger han.

Også sundhedsminister Magnus Heunicke (S) peger på vaccinerne som afgørende for kampen mod Omikron-varianten.

- Vaccinerne er afgørende for, at vi er rustet til epidemiens udvikling. Er det 6 måneder siden, du fik 2. stik, så stil dig i kø, skriver han på Twitter.

Ifølge SSI arbejdes der på højtryk for at bremse udviklingen med hurtig laboratoriepåvisning af virusvarianten, så Styrelsen for Patientsikkerhed kan starte smitteopsporingen hurtigst muligt.

Belgisk politi opløser ‘frihedsmarch’: – Demokratiet er truet!

Utilfredshed med nye coronarestriktioner fik søndag tusindvis af demonstranter på gaden i Belgiens hovedstad, Bruxelles.

Omkring 8000 deltagere var mødt op til demonstrationen 'Frihedsmarchen' for at vise deres utilfredshed med regeringens krav om tvungen vaccination af beredskabs- og sundhedspersonale, et mundbindskrav til børn og udbredelsen af coronapasset i samfundet.

- Demokratiet er truet! Når regeringen kontrollerer befolkningen, kalder vi det tyranni. Når befolkningen kontrollerer regeringen, kalder vi det demokrati, råbte arrangørerne, mens deltagerne i kor svarede "frihed, frihed, frihed!"

Kort tid efter begyndte en mindre gruppe demonstranter at affyre kanonslag og skyde med løst fyrværkeri og brosten mod politiet, som svarede igen med vandkanoner og tåregas.

Demonstrationen blev opløst kl. 16.30. På det tidspunkt var 20 personer blevet anholdt og fire demonstranter og to politibetjente såret.

- Har de mødt en 6-årig?

Mange var søndag taget til Bruxelles udrustet med skilte og budskaber som "frihed fremfor slaveri" og "mit immunforsvar, mit valg".

En af dem, der deltog, var 41-årige Cindy, som ikke har meget til overs for et nyt mundbindskrav til børn fra seks år.

- Det er fuldstændig vanvittigt. Hvordan skal jeg forklare min søn, hvorfor han skal have mundbind på hele dagen i skolen i morgen? Har politikerne nogensinde mødt en seksårig?, sagde hun.

Derudover er det især kravet om tvungen vaccination og coronapas, som vækker harme blandt dem, TV 2 mødte.

- Coronapasset er ikke med til at skabe mere sikkerhed og har kun til formål at diskriminere. Jeg er ikke selv vaccineret, for det er overhovedet ikke nødvendigt, sagde Eglė Kučinskaitė.

- Der er meget diskussion om tvungen vaccination overalt i Europa. Hvis politikerne finder på at indføre det her, vil de virkelig få folkets vrede at føle, sagde hun.

Militant bevægelse

Søndagens demonstration var organiseret af foreningen Belgium United for Freedom, der beskriver sig selv som en militant borgerbevægelse imod mental manipulation, vaccination og undertrykkelse af folket.

Den fandt sted dagen efter, at en lækket sikkerhedsrapport har afsløret, at modstanden mod coronaforanstaltningerne i Belgien er steget markant i løbet af efteråret.

Resultatet heraf er ifølge rapporten øget polarisering, ekstremisme og trusler i samfundet. Rapporten slår desuden fast, at en indførelse af obligatorisk vaccination af alle borgere, som i øjeblikket diskuteres i Belgien, kan give yderligere næring til protesterne.

For blot to uger siden gik 35.000 mennesker på gaden under en lignende demonstration i Bruxelles – et antal, der kom bag på både politi og myndigheder. Rapporten konkluderer da også, at bevægelsen mod restriktionerne i samfundet er lykkedes med at fremtvinge en stadig mere prominent plads i det offentlige rum.

En epidemi af ikke-vaccinerede

De nye coronarestriktioner i Belgien kommer på et tidspunkt, hvor smittetrykket ikke på noget tidspunkt har været højere, og hvor der er konstateret ni tilfælde af den nye bekymrende Omikron-variant.

Det daglige smittetal i Belgien lå i den forgange uge på knap 20.000 i et land med 11 millioner indbyggere. 77 procent af den samlede befolkning har modtaget minimum ét vaccinestik. I Bruxelles er tallet dog kun 60 procent.

Det har fået den belgiske premierminister, Alexander De Croo, til at kalde den seneste smittebølge for "en epidemi af ikke-vaccinerede":

- Situationen i Bruxelles er hverken acceptabel eller holdbar. Vi kan ikke acceptere, at folk træffer valget om at bringe andre mennesker i fare. Det er dem, der ikke er blevet vaccineret, der er de ansvarlige.