Den søde juletid nærmer sig – og det samme gør årets julefrokoster.

Selvom de seneste ugers stigende smittetal kan give de fleste festarrangører sved på panden, mener myndighederne dog ikke, at højtidens festligheder bør aflyses.

Men med coronavirus som gæst ved julebordet er der alligevel et par smittefælder at være opmærksom på – også selvom størstedelen af befolkningen nu er vaccineret.

Tre eksperter peger her på nogle af de største kilder til smitte ved årets julefrokoster – og giver gode råd til, hvordan du kommer uden om dem.

Hold igen med fællessang og -skål

Sang, taler og skrål er nogle af de helt store smittefælder. Det skyldes, at coronavirus spredes gennem de små dråber – de såkaldte aerosoler – som med høj kraft ryger ud af munden under en festsang eller en fællesskål.

Fordi aerosolerne er bittesmå og lette, hænger de længere i luften end de større og tungere dråber fra eksempelvis spyt. Og de er derfor eminente til at sprede smitte i større forsamlinger, siger Lone Simonsen, som er epidemiforsker og professor ved Roskilde Universitet:

- En buffet kan smitte folk enkeltvis, men gennem sang og råb spreder man flere aerosoler ud i lokalet og kan derfor smitte mange på én gang.

Der er altid en smitterisiko ved sådan en buffet

Jette Holt, hygiejnesygeplejerske ved SSI

Det kan ifølge professoren danne grobund for en supersprederbegivenhed, hvis dråberne får frit løb gennem fællesviser arm i arm.

Smittespredningen kan især blive en udfordring, hvis lokalet er lille, deltagerne er mange, og luften er stillestående.

Løsningen: Udluftning, udluftning, udluftning. Sådan lyder anbefalingen fra både Lone Simonsen og professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen.

Han sammenligner aerosolerne med tobaksrøg på et gammelt værtshus, hvor luften bliver tungere og tungere i løbet af aftenen.

- Hvis der luftes ud, bliver der også tyndet ud i røgen. Lidt på samme måde sker det med den smitte, som kan hænge i luften, siger professoren.

Pas på pakkelegen og buffeten

Skeen til sovsen, gaflen til kødet og flaskerne med snaps og rødvin kan hurtigt blive genstand for smittespredning, hvis der en coronasyg person på gæstelisten. Det fortæller Jette Holt, der er hygiejnesygeplejerske ved Central Enhed for Infektionshygiejne ved Statens Serum Institut.

- Der er altid en smitterisiko ved sådan en buffet, fordi der er så mange mennesker, som har fat i de samme ting, siger hun.

Det samme gør sig gældende for pakkelegen, hvor mange hænder nusser med de samme pakker og raflebægere.

Ifølge Allan Randrup Thomsen er det dog ikke kun fællesbestikket, som er en udfordring ved buffet og pakkeleg. Også det, at man kommer i kontakt med flere mennesker på vej til maden eller under legene, er en vej til smittespredning.

- Hvis man er syg, tager man jo smitten med sig rundt. Og jo flere man taler med, jo flere kan man give den videre til, siger han.

Man skal tænke sig rigtigt godt om

Jette Holt, hygiejnesygeplejerske ved SSI

Løsningen: Det kræver god håndhygiejne, hvis man hårdnakket holder fast i buffeten. Håndsprit og langskaftet service i deleretterne kan være med til at mindske smitten, lyder det fra Jette Holt.

Og så bør man dele sig op, så der ikke ender med at stå en kødrand af mennesker i kø til medisterpølsen.

- Så må man sende folk op bordvis eller i små grupper. Og så sørge for at have håndspritten fremme, siger hygiejnesygeplejersken.

Portionsanretninger af maden kan også være vejen frem, hvis ressourcerne er til det.

Undgå kram, fællesdans og tætte forsamlinger

Julen er hjerternes fest, men hvis julefrokosten skal være coronasikker, kan juleglæden ikke vises gennem knus og kram. Eller en tæt svingom for den sags skyld.

- Hvis man vil de sociale arrangementer, må man give afkald på de her ting, siger Jette Holt.

Det er dog noget, som kan være svært at huske, når alkoholen i de sene nattetimer ryger indenbords, og fornuften sommetider ryger den anden vej.

Og selvom det kan være fristende at lave en tætpakket bordplan, er heller ikke det en coronavenlig løsning. For når man sidder tæt, får smitten ifølge Allan Randrup Thomsen også ekstra gode vilkår.

Vi skal selvfølgelig stadig holde fast i de gode vaner

Lone Simonsen, epidemiforsker og professor ved Roskilde Universitet

Løsningen: Hvis man vil være på den sikre side, kan det være en idé at slutte julefrokosten tidligere end normalt – og før snapsen løber med rationaliteten, lyder det fra Jette Holt.

- Selvom en julefrokost er rigtigt sjov, kan den ende med at ødelægge julen for en masse mennesker, hvis en person er smittet. Så man skal tænke sig rigtigt godt om, siger hun.

Samtidig kan julefrokosten gøres mere smittefri ved at holde god afstand til hinanden eller simpelthen ved at dele arrangementet op, så færre mennesker deltager. Selvom det kan være svært, lyder det fra Allan Randrup Thomsen.

- Helt lavpraktisk er det en løsning, fordi der er færre at smitte, hvis arrangementet er mindre, siger professoren.

De generelle råd

Men det er ikke kun smittefælderne, som er værd at have for øje, når invitationerne til julefrokoster lander i postkassen.

Eksperterne peger også på nogle generelle råd, som man ifølge dem bør tage med til julefest.

1. Tag testen før festen

Det kan være en god idé at lade sig teste, inden man tropper op til et arrangement. Især hvis der er ældre eller sårbare gæster med, siger Lone Simonsen.

- Hvis man er bekymret, kan det være en god idé bare at spørge åbent, om ikke folk vil tage en test. På den måde kan man være mere trygge sammen, lyder det.

Samme råd bakkes op af Allan Randrup Thomsen, som mener, at både vaccinerede og ikkevaccinerede bør søge kontakt med en vatpind før større arrangementer.

2. Er du i tvivl, så bliv hjemme

Hvis smitten ikke bliver bragt ind til festen, spreder den sig heller ikke.

Så hvis du er syg – bare det mindste – så bliv hjemme, lyder det fra Jette Holt:

- De, der smitter mest, er dem, der har symptomer. Om det så bare er den mindste kriller i halsen eller en lille smule snot, ville jeg ikke løbe risikoen.

3. Sprit, afstand og udluftning

Rådene fra Sundhedsstyrelsen sidder efterhånden på rygraden hos de fleste. Og de skal også med, når kollegaer, familier og venner mødes hen over julen.

- Vi skal selvfølgelig stadig holde fast i de gode vaner, siger Lone Simonsen.

Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at man bliver vaccineret, bliver hjemme ved symptomer, holder afstand, spritter af og lufter ud.

Israel er gået i gang med at vaccinere børn mellem 5 og 11 år mod coronavirus.

Dermed bliver landet et af de første til at give så unge børn stikket.

Formålet er at slippe for en ny bølge af smittede med covid-19.

Premierminister Naftali Bennett advarer om, at Israel lige nu oplever en "børnebølge" af covid-19. Halvdelen af de seneste bekræftede tilfælde af sygdommen har været hos børn under 11 år, skriver han på Facebook.

Vaccineekspert: Ikke en let beslutning

De første vaccinestik med Pfizer/BioNTech-vaccinen til børn mellem 5 og 11 år blev givet mandag. I forvejen er myndighederne i gang med at give vaccinen til unge mellem 12 og 17 år.

- Lige nu, midt i epidemien, er det bedste middel til at beskytte vores børn vaccinationer, siger vaccinationseksperten Heli Nave, der mandag i Tel Aviv fulgte de første stik til de yngste børn.

Hun siger, at det ikke har været nogen let beslutning. Men de erfaringer, man har i USA, hvor de første stik til de 5- til 11-årige blev givet i tidligere på måneden, har overbevist hende og hendes kolleger.

Hen over sommeren har Israel oplevet en stigning i antallet af syge som følge af den mere smitsomme deltavariant. Det har i adskillige måneder betydet, at landet har været lukket over for omverdenen.

Derfor var landet også først med de såkaldte booster-stik - et tredje stik med vaccinen - til voksne for at fastholde graden af immunitet over for corona.

Netop den vaccinationspolitik er ved at blive rullet ud også i Danmark og flere andre steder i verden.

Den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA har godkendt Pfizers vaccine til børn på mellem 5 og 11 år, mens Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, endnu ikke har godkendt en vaccine til børn under 12 år. Det er forventningen, at der vil komme en udmelding fra EMA i denne uge.

Sundhedsstyrelsen advarer nu også om, at sundhedsvæsenet er under pres. Det er den tiltagende coronasmitte, der udfordrer hospitalerne.

Sådan lyder meldingen fra Sundhedsstyrelsens vicedirektør til TV 2.

- Der er ingen tvivl om, at vi har et meget presset sundhedsvæsen og et sundhedspersonale, der knokler og løber enormt stærkt for at få det hele til at løbe rundt, siger Helene Probst.

Årsagen skal ikke kun findes blandt coronapatienter, men også andre smitsomme og akutte sygdomme, forklarer vicedirektøren.

Mangler 4000 sygeplejersker

Mange af regionerne har svært ved at få besat stillinger, ligesom der er pukler efter ferieafvikling og sygeplejerskestrejken.

En ny opgørelse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at der lige nu mangler mere end 4000 sygeplejersker, og der kommer næsten ingen ansøgninger til ubesatte stillinger.

- Så vores sygehusvæsen er simpelthen mindre robust, og samtidig har vi belastningen af både covid-patienter og andre patienter, siger Helene Probst.

Mandag opfordrede formanden i Overlægeforeningen, Lisbeth Lintz, til, at lægestuderende sættes ind på de belastede hospitaler. Derudover mener hun, at man skal give fuldtidsansættelse til personale, som ønsker det.

Planlagte aktiviteter kan skrues endnu mere ned

Antallet af indlagte med corona er de seneste uger steget med 123, så der lige nu er 438 personer indlagt på landets sygehuse.

Hospitalerne har allerede skruet ned for de planlagte aktiviteter, cirka 20 procent i forhold til sidste år, men ifølge styrelsen kan der skrues endnu mere ned for at give plads til akutte patienter.

Ifølge vicedirektøren i Sundhedsstyrelsen er vaccinerne vores modtræk til udviklingen på hospitalerne.

Alligevel er vi fortsat et stykke vej fra den maksimale spidsbelast på hospitalerne, vurderer Helene Probst.

- Vi tilskynder, at de, der ikke er vaccineret, bliver det, siger hun.

Samtidig ser vi ind i en mulig influenzabølge i december og januar.

Derfor håber Sundhedsstyrelsen også, at tilslutningen til den gratis influenzavaccine kan stige. Især blandt børn i alderen to til seks år.

Stemmen i røret var panisk.

- Vi har en person, som ikke trækker vejret, råbte en 18-årig ung mand til sygeplejersken, der havde besvaret alarmopkaldet.

Klokken var lidt over midnat. Den unge mand og 11 andre unge havde netop fundet deres veninde på gulvet i et sommerhusanneks. Hun var livløs.

I baggrunden råbte de unge i munden på hinanden. Flere græd.

- En, to, tre, fire, fem, seks, talte de, mens de ydede førstehjælp

En ambulance var på vej, fortalte sygeplejersken. Men fordi gruppen af unge befandt sig i et øde sommerhusområde i Tversted i Nordjylland, gik der 21 minutter, før den var fremme.

- Please skynd jer, bad den unge mand.

Alarmopkaldet er fra 6. august sidste år. Rikke Skjold Pedersen har lyttet ti sekunder igennem. Mere kan hun ikke holde ud.

Det var hendes datter Mille Skjold Svendsen, der blev fundet livløs den nat, og hun er bange for, hvad hun vil høre.

- Inderst inde ved jeg godt, at det er Milles sidste minutter, og det er det, der gør det så grusomt. Jeg kunne ikke være ved hende, da hun havde allermest brug for mig, siger hun.

Siden da har Rikke Skjold Pedersen kæmpet for at finde ud af, hvad der skete i sommerhuset den skæbnesvangre nat.

En kamp, som TV 2 har fulgt i dokumentaren ’Døden i annekset’.

Det har nemlig vist sig, at der var flere mistænkelige ting omkring Mille Skjold Svendsens død.

I Rikke Skjold Pedersens stue i Aalborg hænger der billeder af Mille Skjold Svendsen på de fleste vægge.

De viser en ung pige med klare krystalblå øjne og et stort smil.

- Noget af det, der kendetegnede Mille mest, var, at hun var kærlig, ydmyg og omsorgsfuld, fortæller Rikke Skjold Pedersen.

De samme ord går igen, når Mille Skjold Svendsens to tætteste veninder Anna Svinth Petersen og Julia Buus Printzlau skal sætte ord på, hvem hun var. De husker hende også for hendes livsglade og hjertevarme væsen.

- Mille var en humørspreder, der fik alle til at smile og blive den bedste udgave af dem selv. Hun har givet os noget, der aldrig vil kunne erstattes, siger begge veninder.

Mille Skjold Svendsen drømte om at blive sygeplejerske og valgte en studieretning med kemi og biologi, da hun søgte ind på gymnasiet i 2019.

Hun ville passe på andre, der ikke havde det godt, fortalte hun som 11-årig sin mor, første gang hun ytrede et ønske om at tage den hvide sygeplejerskeuniform på.

Som de fleste andre på hendes alder var fester begyndt at fylde mere hos Mille Skjold Svendsen.

Og efter at have været isoleret i flere måneder på grund af coronavirus ville hun ikke gå glip af den fest i Tversted, hun var inviteret til. Det sagde hun til sin mor 5. august – dagen hun tog afsted i sommerhus.

Det blev sidste gang, at Rikke Skjold Pedersen så hende.

Hvad der efterfølgende skete i sommerhuset, kan Mille Skjold Svendsens veninde, 18-årige Sofie Lundø, give noget af svaret på. Hun var en af de unge, som befandt sig oppe i sommerhuset den aften.

Da Sofie Lundø ankom til Tversted omkring klokken 22, var festen allerede godt i gang.

Høj musik flød ud af højtaleren, og de andre sad rundt om et aflangt bord og snakkede.

På bordet stod øldåser, vodkaflasker og sodavand til at blande op med.

Aftenen gik med at spille 'jeg har aldrig' og andre druklege.

Undervejs fik Mille Skjold Svendsen det dårligt. Hun følte, at hun havde svært ved at trække vejret og lagde sig på sofaen for at sove.

Det var dog ikke unormalt, at Mille Skjold Svendsen tog en lur under en fest, forklarer hendes veninde Ida Marie Raal Kristensen. Og ti minutter efter var hun med igen, selvom hun stadig var skidt tilpas.

Kort før midnat gik en af de unge mænd over til Mille Skjold Svendsen. Ida Marie Raal Kristensen husker, at han sagde, at han gerne ville tale med Mille Skjold Svendsen alene. De rejste sig for at gå udenfor.

Cirka 20 minutter efter kom den unge mand løbende ind i huset. Han henvendte sig til Sofie Lundø og insisterede på, at hun kom med ham over til annekset.

- Skynd dig, husker Sofie Lundø, at han råbte.

På gulvet lå Mille Skjold Svendsen. Hun var bevidstløs. På gulvet, dyne, lagen og sengetøj var der blod. Hendes krop var lyseblå, og Sofie Lundø lagde mærke til, at hendes normalt så smukke, blå øjne havde skiftet farve til grå.

- Hvad er der sket? skreg hun til den unge mand, der stadig stod i døråbningen.

Kunne ikke finde hjertestarter

Sofie Lundø begyndte at give hjertemassage og bad den unge mand om at løbe ind for at hente de andre.

Få sekunder efter kom resten af gruppen væltende ind ad døren. Mange begyndte at græde og hyperventilere, mens de blev ved med at spørge, om Mille Skjold Svendsen trak vejret.

To af festens unge mænd overtog hjertemassagen fra Sofie Lundø, mens en tredje ringede 112.

Hos alarmcentralen prøvede sygeplejersken at få de unge til at hente en hjertestarter, men de vidste ikke, hvor de skulle finde en henne.

- Hører du, hvad jeg siger? Du skal sende én af dine kammerater afsted efter en hjertestarter, og det skal du gøre nu! Du tager fat i én nu, beordrede sygeplejersken i telefonen.

- Vi er i Tversted. Der er ikke en hjertestarter heroppe, svarede den unge mand tilbage.

Cirka ti minutter efter ankom hjerteløbere med en hjertestarter. Men der var ingen hjerterytme at støde på, så de kunne ikke bruge den.

Klokken 00.33 nåede ambulancen frem. Med fuld udrykning blev Mille Skjold Svendsen kørt til Aalborg Universitetshospital.

Imens gik Rikke Skjold Pedersen utålmodigt frem og tilbage i sin stue og ventede på at blive hentet. Hun kunne ikke komme hurtigt nok hen til sin datter.

Ved ankomst til akutmodtagelsen blev Rikke Skjold Pedersen først vist hen til et pårørendeværelse. Her fik hun besked på at blive, indtil der var nyt.

Mille Skjold Svensens far, Peter Hermann Svendsen, farens kæreste, Rikke Andersen, og veninden Sofie Lundø ankom lidt efter.

To timer senere henvendte en læge sig til dem.

De havde scannet Mille Skjold Svendsen, fortalte han. Det viste sig, at hun havde en "stor" hjerneblødning i hovedet. Herefter tav han.

Efter flere sekunders pause spurgte Peter Herman Svendsen, hvad det betød.

- Ja, Mille er død, lød svaret fra lægen.

Peter Hermann Svendsen fløj op. Han væltede bordet, så kaffe, saftevand og telefoner fløj til alle sider.

Rikke Skjold Pedersen begyndte at skrige. Hendes ben kollapsede under hende. Alting gik i sort. Som om hele hendes verden gik i stykker lige der.

Hun kiggede op på lægen og skreg ”Hvorfor?”.

Lægerne fortalte, at Mille Skjold Svendsen var død af en stor hjerneblødning. En såkaldt aneurisme forårsaget af et bristet blodkar.

På grund af dødsårsagen ville politiet ikke lave en retslægelig obduktion. De havde ikke mistanke om, at der var foregået noget kriminelt, fortalte de Rikke Skjold Pedersen.

Til gengæld kunne familien anmode om en sygehusobduktion, hvis de havde lyst. Det sagde de nej til. For forældrene stolede på, hvad lægerne og politiet sagde.

Men Mille Skjold Svendsens aneurisme var måske arvelig. Derfor blev Rikke Skjold Pedersen og Mille Skjold Svendsens lillesøster anbefalet at få lavet en MR-scanning af deres hjerner for at se, om de led af samme sygdom.

Og cirka en måned efter Mille Skjold Svendsens død blev Rikke Skjold Pedersen ringet op af en neurokirurg med svar.

Forkert dødsårsag

Rikke Skjold Pedersen var på vej i bilen med sin yngste datter for at købe is, da hun fik opkaldet.

Neurokirurgen havde gode nyheder. Begge scanninger så fine ud, fortalte han.

Rikke Skjold Pedersen blev først lettet. Men så dukkede ét spørgsmål op.

For hvad var forklaringen så på, at hendes kun 17-årige raske datter var blevet ramt af en aneurisme, spurgte hun neurokirurgen.

Han slog Mille Skjold Svendsen scanningsbilleder op fra natten 6. august. Men blev pludselig helt stille i røret.

Mille Skjold Svendsen var ikke død af en hjerneblødning, konstaterede han lidt efter.

I stedet kunne han se voldsomme skader i hjernen. Det tydede på, at hun havde haft iltmangel, men ikke en hjerneblødning.

Rikke Skjold Pedersen kunne ikke holde tårerne tilbage. Hendes yngste datter sad tavs på passagersædet. Efter fem minutter spurgte hun stille sin mor: ”Skal jeg også dø nu?”.

Det kunne Rikke Skjold Pedersen roligt afvise. Men hun kunne ikke fortælle, at den sorgproces, de var i gang med, nu blev revet i tusinde stykker.

Og hun stod tilbage med flere spørgsmål.

Hvordan kunne hendes datter blive erklæret død af en hjerneblødning, når hun ikke havde haft en hjerneblødning? Og hvad var der sket i det sommerhus?

Spørgsmålene kom til at forfølge Rikke Skjold Pedersen i alle hendes vågne timer.

Derfor besluttede hun at søge aktindsigt i hospitalsjournaler og politirapporter fra forløbet.

Men oplysningerne, der kom frem her, var alt andet, end hun havde forventet.

For det viste sig, at mindre end ti minutter efter at en læge fortalte familien, at Mille Skjold Svendsen var død af en hjerneblødning, afviste en anden læge den dødsårsag. Men det fik familien aldrig at vide.

Rikke Skjold Pedersen var vred. Hun klagede til politiet og bad om at få genoptaget efterforskningen. 25. november 2020 blev sagen åbnet igen.

Men Rikke Skjold Pedersen havde mistet tilliden til myndighederne og valgte at tage sagen i egne hænder. Hun dykkede længere ned i sagsrapporterne, hvor der var flere ting, som sprang hende i øjnene.

De nye informationer forvirrede Rikke Skjold Pedersen. Hvad var skyld i hendes datters død? Og hvem havde ansvaret for, at de havde fået en forkert dødsårsag?

Flere dødsforklaringer

I februar 2021 kontaktede Rikke Skjold Pedersen TV 2 Dokumentar for at få hjælp til at finde svar.

TV 2 satte et møde op mellem Rikke Skjold Pedersen og den svenske retsmediciner Henrik Druid fra Karolinska Instituttet i Stockholm. Henrik Druid er ekspert inden for toksikologi (giftstoffer) og har flere års erfaring med at lave retsmedicinske obduktioner i Sverige.

Han mente, at Milles Skjold Svendsens død kunne skyldes flere årsager.

For eksempel at hun havde haft en ukendt hjertefejl eller var død af en luftemboli – en blodprop forårsaget af luft i blodbanen – hvilket blodet fra hendes vagina tydede på. Sidstnævnte var dog ekstremt sjældent.

- Man kan få bristninger i vaginaens slimhinder, som gør, at man får luft i blodet. Luften kan vandre til hjertet, og så får man ikke blod til lungerne, forklarede Henrik Druid, om hvordan en luftemboli kan opstå.

Henrik Druids første teori var dog, at Mille Skjold Svendsen var død af en overdosis af stoffer. Enten ved, at en fra festen havde puttet stoffer i hendes drink, eller hun selv havde taget stoffer.

Var Mille Skjold Svendsen påvirket af stoffer den aften?

Da ambulanceredderne indførte en slange i halsen på Mille Skjold Svendsen, kom der blodskum med op.

Og det er normalt ved akutte forgiftninger med visse stoffer – også kaldet opiater – såsom morfin og heroin, men usædvanligt ved andre dødsfald, fortalte Henrik Druid.

Han forklarede desuden, at personer, der får en opiatforgiftning, ofte ikke dør med det samme. De bliver først dårlige cirka 30-60 minutter, inden kroppen lukker ned.

Den unge mand, som talte med alarmcentralen, afviste, at de havde taget stoffer den aften.

- Er der alkohol eller stoffer indblandet i det her, spurgte sygeplejersken ham.

- Nej, kun alkohol. Vi er i sommerhus. Det eneste, vi har her, er alkohol, svarede han.

Kort tid efter spurgte sygeplejersken igen ind til stoffer.

- Du er sikker på, at der ikke er nogen stoffer indblandet i det her?

- Der er ingen. Altså vi har været heroppe i tre dage, og vi har ikke taget nogen stoffer. De (pigerne, red.) er kommet på besøg i dag, og i dag har der ikke været nogen stoffer, lød svaret fra den unge mand.

Den unge mands svar gjorde Rikke Skjold Pedersen utryg. Hun kunne ikke undgå at bemærke, at han lagde vægt på, at de ikke havde taget stoffer ”i dag”.

Betød det, at de havde taget stoffer de andre dage?

Over for TV 2 Dokumentar fastholder Mille Skjold Svendsens veninder, at de kun indtog alkohol og ikke stoffer den aften.

Alarmopkaldet gav heller ikke Rikke Skjold Pedersen flere svar. Og Henrik Druid kunne ikke pege på en konkret dødsårsag, fordi der aldrig blev lavet en obduktion.

Rikke Skjold Pedersen havde kun én mulighed tilbage. En mulighed, som efterlod hende og Mille Skjold Svendsens far med en trykkende fornemmelse omkring hjertet.

De ville høre politiet, om de havde tænkt sig at grave deres datter op for at komme dødsårsagen nærmere.

Henrik Druid mente, at en obduktion ni måneder efter med stor sandsynlighed kunne vise, om Mille Skjold Svendsen havde haft stoffer i kroppen.

Derudover ville en retsmediciner muligvis kunne undersøge halsen for indre blå mærker, blødninger eller andre skader, samt om der havde været brud på knogler eller alvorlige medicinske tilstande, vurderede Henrik Druid.

I november 2020 erkendte Anklagemyndigheden, at der var grundlag for en retslægelig obduktion, og at politiet derfor burde have obduceret Mille Skjold Svendsen.

Men de foretog sig ikke mere for at klarlægge dødsårsagen.

2. juni 2021 blev efterforskningen lukket for anden gang. Anklagemyndigheden vurderede, at en obduktion så mange måneder efter ikke ville tjene noget formål.

TV 2 har kontaktet Nordjyllands Politi og Aalborg Universitetshospital for at høre, hvad der gik galt den nat, og hvorfor Mille Skjold Svendsen aldrig blev obduceret.

De ubesvarede spørgsmål

Nordjyllands Politi har hverken villet svare på spørgsmål i dokumentaren eller før denne artikels udgivelse.

Efter udgivelse har Nordjyllands Politi dog valgt at stille op til interview. Du kan læse deres svar i artiklen:

Til gengæld svarer Aalborg Universitetshospital på noget af kritikken fra de pårørende.

Fra familien fik besked, om at Mille Skjold Svendsen var død af en hjerneblødning, til den forklaring blev afvist af en anden læge, gik der mindre end ti minutter.

Det skulle Rikke Skjold Pedersen selv finde ud af en måned efter.

Michael Braüner Schmidt, lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital, ved ikke, hvorfor Rikke Skjold Pedersen aldrig blev informeret om den anden vurdering.

Han kan heller ikke svare på, om der overhovedet var nogen, der kiggede på den. Men han fortæller, at vurderingen er blevet lagt ind i journalmaterialet.

Så det vil sige, at der ikke er nogen, som har læst den?

- Nej, det, jeg siger, er, at jeg ikke kan sige, hvem der har set beskrivelsen af selve scanningen. Jeg ved, at der har stået specialister og set på scanningen i de minutter, den blev udført. De lavede den første vurdering, som var, at der var en hjerneblødning og en uoprettelig hjerneskade.

TV 2 har også forsøgt at kontakte de unge mænd fra sommerhuset, men de har alle takket nej til at medvirke.

Rikke Skjold Pedersen sidder derfor fortsat tilbage med spørgsmålet om, hvorfor 5. august blev sidste gang, at hun så sin datter i live.

I dag – mere end 15 måneder efter Mille Skjold Svendsens død – står hendes værelse stadig urørt.

Hver aften går Rikke Skjold Pedersen derind. Hun tænder lyset og siger godnat til sin datter.

Hun har svært ved at forlige sig med, at hendes kærlighed til datteren ikke var nok til at holde døden på afstand.

- Mille mangler i alt, hvad Milles lillesøster og jeg gør. Vi mangler at kunne kigge ind i hendes øjne, høre hendes grin eller se hende gå ind ad døren, siger hun.

Rikke Skjold Pedersen håber, at hun ved at stå frem med sin historie kan forhindre andre i at blive bragt i samme situation som hende og resten af familien.

- Det værste systemsvigt, der kan ske for mig, er sket. Men det næstværste vil være, at det sker igen, uden jeg har gjort, hvad jeg kunne for at forhindre det, fortæller hun.

Derfor nægter hun også at give op. For hun kan ikke slutte fred, før myndighederne anerkender deres ansvar.

Første afsnit af 'Døden i annekset' kan ses tirsdag klokken 20.00 på TV 2. Begge afsnit ligger allerede nu på TV 2 PLAY.

Line Reiff kunne høre sig selv råbe ad sin telefon, da hun begyndte at komme til sig selv.

- Jamen jeg kan ikke hjælpe dig, svarede damen i den anden ende af røret.

- Du skal ringe til din læge.

Ordene trængte langsomt ind, men Line Reiff var totalt forvirret.

Hun sad i sin seng. Men hun huskede ikke, hvordan hun var havnet der.

Faktisk huskede hun kun halvdelen af den dag, der var gået forud for.

Nemlig at hun havde gået tur med sin hund om formiddagen og mødt en bekendt i kiosken, som havde spurgt, hvordan hun havde det.

Derfra blev alt sort. Og nu var det sen eftermiddag.

Line Reiff anede ikke, hvordan hun var kommet hjem. Om hun havde sin hund med? Hvorfor hun var gået i seng? Og hvorfor hun havde ringet til en fremmed?

Da hendes mand kom hjem fra arbejde, konstaterede han med det samme, at den var helt gal.

Hans kone kunne ikke finde ud af noget som helst. Hun kunne knapt nok tale eller bevæge sig.

En kamp for at blive mor

Dagen efter blev den dengang 27-årige Line Reiff sygemeldt med stress.

Hun havde kørt sig selv og sin krop alt for hårdt, i alt for lang tid, med et mål for øje. Nemlig at tabe sig så meget, at hun kunne få hjælp til at blive mor.

Godt nok vidste Line Reiff, at det kunne blive svært i hendes størrelse.

- Men jeg havde ikke troet, at det ville blive sådan en kamp, som det blev, siger den i dag 29-årige sosu-hjælper.

I programserien ‘Må jeg være mor?’ følger man blandt andet Lines kamp for at blive gravid.

For med sine 165 centimeter og sine daværende 110 kilo blev hun gang på gang mødt af beskeden om, at hun var for tyk til at få det offentliges hjælp til at blive mor. Og at hun burde tabe sig 10-15 kilo.

Hendes BMI var dengang over 40 - og over grænsen for, hvornår man kan modtage fertilitetsbehandling i det offentlige sundhedssystem.

Hvad BMI’en ikke viste var, at Line Reiff allerede havde tabt 80 kilo efter en fedmeoperation. At hendes store vægttab havde resulteret i meget løsthængende hud. Og at hun faktisk havde det godt med og i sin krop.

Men i stedet for at føle sig set og hørt stod Line Reiff tilbage med det, hun i dag kalder et “sygeligt pres” på sin krop og sin psyke - og ikke mindst følelsen af, at andre havde magten til at tage hendes største drøm fra hende.

Nemlig drømmen om at skabe en familie.

Når folk har spurgt Line Reiff om hendes største ønske, har svaret længe været: “At blive gravid”.

Drømmen begyndte for alvor i 2012, hvor hun mødte den mand, hun ville skabe en familie med. Men hun vidste, at hendes vægt ville blive et problem.

Det har den faktisk altid været.

Da Line Reiff var lille, bad hun ofte til Gud om, at han ville gøre hende tynd. Hun ønskede inderligt, at hun kunne skære sin mave af. Tage chancen. Se om hun ville dø, eller om lægerne ville nå at sy hende sammen igen - bare uden den tykke mave.

Og det er ikke, fordi Line Reiff ikke selv har prøvet at tabe sig.

- Jeg har prøvet 117 gange. Det lykkedes bare ikke, siger hun.

For Line Reiff har det nemlig altid handlet om mere end usunde vaner. Hun har fundet trøst i at spise, fordi hun voksede op med en far, der både talte hårdt til hende og var voldelig.

Men vægten begyndte først for alvor at eskalere, da hun som 14-årig blev udsat for et seksuelt overgreb af en mand, hun havde kendt gennem mange år.

Herefter udviklede trøstespisningen sig til et reelt madmisbrug, og i en alder af 23 år var Line Reiff blevet så stor, at hendes badevægt ikke kunne veje hende længere.

Det vil sige, at hun vejede over 182 kilo. Og hendes krop kunne ikke holde til det. Hun havde ondt i knæene, ryggen og “gik sig selv platfodet”, som hun udtrykker det.

Derfor sad Line Reiff i 2015 overfor sin læge til en snak om, hvordan hun kunne tabe sig. De talte også om fremtiden. Og om Lines drøm om at blive mor.

Men så brød lægen ind.

- Nu siger det jeg bare, som det er, Line. Du bliver aldrig mor med den størrelse, du har.

Modsat andre samtaler med hendes nærmeste, ramte lægen Line Reiffs ømmeste punkt. Ordene rungede i hende.

Klar til næste skridt

Derfor gennemførte Line Reiff i maj 2015 en fedmeoperation - og efter den fulgte et halvt år, hvor hun ikke kunne spise noget.

Hver gang hun prøvede, kastede hun op eller fik ondt - og i dag ved hun, at smerterne skyldtes galdesten. En velkendt bivirkning ved fedmeoperationer.

Men kiloene raslede af.

Da Line Reiff blev gift med sin mand Casper i 2016, havde hun tabt omkring 80 kilo. De 105 kilo var det mindste, hun havde vejet siden sine teenageår.

Hun var så stolt.

På det tidspunkt var Line Reiff også kommet sig over operationen, så timingen var perfekt: De havde købt hus i 2014, hun blev opereret i 2015, de blev gift 2016.

Næste skridt var børn.

Ramte som en lussing

Selvom de var gået i gang med at prøve et par måneder før, de blev gift, var det ikke lykkedes Line og Casper at blive gravide på egen hånd. Så da de fik en henvisning til fertilitetsbehandling, var Line Reiff flyvende.

På vej til klinikken befandt de sig nærmest i en drømmeverden. De talte om fremtiden, som om Line allerede var gravid - og som om de skulle være forældre lige om lidt.

Måske var det derfor, den første afvisning ramte som en lussing. For Line Reiff havde slet ikke forventet, at hun skulle høre noget om sin vægt.

Men efter en længere undersøgelse med scanning og blodprøvetagning, fik parret meldingen, at Line Reiff var for tyk til, at klinikken kunne tilbyde at hjælpe dem.

I begyndelsen prøvede Line at argumentere for sig.

- Jeg har jo tabt mig 80 kilo, og jeg ved godt, at jeg ikke er tynd. Men jeg har stadig noget mave, der hænger, så kunne man ikke se bort fra de 10-15 kilo, der gør, at min BMI er over grænsen?, spurgte hun.

Men der var regler at gå efter, fik hun at vide. Afvisningen var egentlig meget respektfuld.

Hvis Line Reiff skulle have det offentliges hjælp til at blive mor, var der ikke andet at gøre end at forsøge at tabe endnu flere kilo. Også selvom alt i hende strittede bare ved tanken.

- Jeg følte, jeg fandt min plads i min krop, da jeg vejede omkring 110 kilo, så jeg havde faktisk ikke lyst til at tabe mig mere. Endelig havde jeg fået det godt med mig selv. Endelig kunne jeg acceptere mit udseende, siger hun.

Men Line Reiff havde jo også lyst til at blive mor.

- Så jeg skulle virkelig finde ud af, om jeg skulle gå imod mig selv for at blive det.

Allerede på det tidspunkt kunne Line Reiff nemlig mærke, at det ikke var sundt for hendes psyke at bruge al sin energi på diæter, træning og på at tælle kalorier.

Men ikke desto mindre fortsatte hun.

Et sygeligt pres

I næsten to år arbejdede Line Reiff som nattevagt for en handicappet dreng. Og det var her, det gik galt.

Hun arbejdede typisk 45 timer om ugen. Fire til fem dage var hun i træningscenteret, inden hun mødte ind. Og det eneste, hun tænkte på - ud over træning - var, hvad hun spiste.

Hun levede af grøntsager, bønner, kålsuppe og kød. Hvis hun blev lækkersulten, spiste hun en proteinbar - og så udgik et andet måltid.

Jeg skulle jo bare tabe mig, så jeg kunne få det barn. Det var det eneste, jeg tænkte på

Line Reiff

Men det begyndte hurtigt at gå skævt. Uden hun bemærkede, at det skete, begyndte Line Reiff at være hård ved sig selv. Hun blev mere og mere vred på sin krop.

Selvom hun spiste sundt, skældte hun sig selv ud for overhovedet at putte mad i munden.

- Du er jo uduelig, kunne hun sige til sig selv.

Missede hun en gåtur, slog hun sig selv i hovedet over det hele dagen efter - og travede rundt om køkkenøen på sit arbejde for at nå op på 10-12.000 skridt før midnat.

Nogle gange lavede Line Reiff endda mavebøjninger midt om natten, fordi hun havde det så dårligt med at sidde stille.

- Jeg levede så pisse usundt, selvom det jo egentlig skulle være sundt. Og folk roste mig jo til skyerne, for det jeg gjorde. Men i virkeligheden var jeg i gang med at ødelægge mig selv, siger hun.

Alligevel mærkede Line Reiff aldrig ordentligt efter.

- Jeg skulle jo bare tabe mig, så jeg kunne få det barn. Det var det eneste, jeg tænkte på, siger hun.

Trods indsatsen tabte Line Reiff sig ikke. Hun ved ikke hvorfor. Vægten stod bare stille.

Samtidig følte hun et voksende forventningspres.

Line Reiff frygtede, at hendes mand ville forlade hende, fordi hun ikke kunne give ham et barn - også selvom hun vidste, at han aldrig ville gøre det.

Jeg følte, der var et pres på mig og min vægt hele tiden

Line Reiff

Hun vidste, at hendes egen mors største ønske var at blive mormor. Svigerfamilien var også begyndt at tale om børnebørn. Og vennerne annoncerede deres graviditeter.

- Det var så svært, understreger Line Reiff.

- Alles øjne var på mig. Det var mig, der var for tyk, og jeg følte, der var et pres på mig og min vægt hele tiden, siger hun.

Til sidst knækkede filmen. Og Line Reiff er ikke i tvivl om, at det var den anden afvisning på en offentlig klinik, der ramte hende ekstra hårdt.

- Det var dråben, i forhold til hvad min psyke kunne holde til, siger hun.

- Det offentlige havde magten

Line Reiff tog ellers dertil med håb. Men da hun og hendes mand kom ind på klinikken, oplevede Line Reiff receptionistens blik som et “dømmende elevatorblik”.

Allerede her fik Line Reiff ondt i maven. Hun følte, at hun fik det samme elevatorblik under den korte samtale med fertilitetslægen.

Snakken tog max et kvarter. Og Line Reiff husker vendinger som, at hun og hendes mand "skulle øve sig i at blive bedre til at lukke munden". Og at de "bare skulle ud at gå, svømme, løbe og cykle".

Ordene gjorde Line Reiff blev vred. Der var ikke noget “bare” over hendes vægttab. Og hun følte sig helt tom indeni.

- Jeg synes ikke, det er menneskeligt, at man bare kan sige nej til et andet menneske på den måde, siger hun.

- Min drøm bristede - igen. Når de heller ikke ville hjælpe mig her, vidste jeg jo, at det måske aldrig kom til at ske. Så der gik det op for mig, at det offentlige havde magten over, om jeg kunne få lov til at blive mor eller ej, siger hun.

Erkendelsen af, at hun måske aldrig ville blive mor, havde store personlige konsekvenser for Line Reiff.

Det var herefter, hun fandt sig selv sidde i sin seng og råbe ad en fremmed dame i telefonen.

For i maj 2019, umiddelbart efter afvisning nummer to, blev hun sygemeldt med stress, depression og angst.

- Det var simpelthen kampen for at tabe mig og blive godkendt i det offentlige, der satte det hele i gang, siger Line Reiff.

I de første tre måneder hvor det var værst, kunne hendes mand sige farvel til hende om morgenen, mens hun sad i sit nattøj med en kop kaffe. Og når han kom hjem igen, sad hun på præcis samme måde med den samme kop kaffe.

Alt ved projekt baby blev sat på pause.

Line Reiff kom på antidepressiv medicin og i ugentlig psykologbehandling i to år, da oplevelserne bragte andre traumer fra hendes barndom op til overfladen.

Samtidig begyndte Line Reiff i PTSD-behandling hos en psykiater for at lære at kontrollere sine angstanfald, der i høj grad var knyttet til hendes vægt og situationer, hvor hun skulle vejes.

Og det hjalp. Line Reiff fik det så godt igen, at både hendes egen læge og psykiater vurderede, at det var forsvarligt for hende at genoptage kampen for at blive mor.

For hun og hendes mand var blevet klar over, at der fandtes én sidste mulighed.

Line Reiff anede ikke, at der fandtes en privat inseminationsklinik, som ikke arbejdede med en BMI-grænse.

Hun havde altid tænkt, at hun var for tyk - selv til de private klinikker. Og at fertilitetsbehandling ville koste flere hundrede tusinde kroner.

Men da folk på Instagram begyndte at skrive om en klinik i Aarhus, skyndte Line Reiff sig at kontakte dem. Og hun blev nærmest målløs.

For første gang følte hun, at der var fokus på noget andet. Personalet var mere interesserede i hendes menstruationscyklus end hendes vægt. Og det betød alt.

Havde det igen handlet om vægt, var hun og hendes mand klar over konsekvensen. Så havde de opgivet at få børn.

Til første samtale på den private klinik hørte Line Reiff og hendes mand for første gang ordene: “I kan gå i gang, så snart I ønsker”.

Line Reiff udbrød med det samme: “Kan vi gå ind i det rum NU?”.

- Det var bare så stort at føle, at der var nogen, der troede på os. At vi fik lov til at være i gang, siger hun.

I dag griner hun, som om hun stadig ikke helt har forstået det, når hun kigger ned ad sig selv og ser en struttende mave.

Line Reiff blev gravid i andet inseminationsforsøg i sin egen cyklus. Uden at have modtaget nogle hormoner eller medicin.

Det eneste, klinikken gjorde, var at finde det helt optimale tidspunkt og oprense hendes mands sæd, så de dårlige sædceller blev sorteret fra.

Line Reiff fik nærmest et chok, da hun så to streger på graviditetstesten. De var så tydelige, der var ingen tvivl.

I de første måneder havde hun lyst til at råbe det til alle, hun gik forbi.

Hun var virkelig gravid.

- Det er mit valg

I dag er Line Reiff seks måneder henne. Hun og Casper venter sig en pige til februar.

- Hun sparker hver dag. Det er så vildt, siger Line Reiff.

I hjemmet i Horsens har parret indrettet et hjørne med puslebord, en Disney-uro og en lysende blå sommerfuglelampe på væggen.

Babytøjet er også allerede vasket og lagt i poser, så der ikke kommer støv på. Og tasken til hospitalet er pakket, selvom der er tre måneder tilbage af graviditeten.

- Vi har bare været klar så længe, så vi har gået og trippet for at kunne få lov, siger Line Reiff.

Hun har endnu ikke oplevet nogen komplikationer, som har relateret sig til hendes vægt.

Men hun kender alt til den øgede risiko for spontan abort, svangerskabsforgiftning, sukkersyge, blodpropper og alvorlige komplikationer under fødslen.

Det er mit valg, om jeg vil risikere at blive syg, få en hård graviditet eller få blodpropper

Line Reiff

Det er alle de grunde, de offentlige fertilitetsklinikker har haft for at afvise at behandle hende på grund af hendes vægt.

- Jeg kan godt blive lidt irriteret over det, for det skræmmer jo én. Og i mit tilfælde er alt indtil videre gået fint, siger hun.

Men Line Reiff ved godt, at hun løber en risiko ved at være “tyk og gravid”, som hun siger.

- Men der er også risiko ved at køre bil, ved at drikke alkohol og ved at ryge. Og folk gør det alligevel. Så jeg vil have lov til at bestemme, om de risici er værd at tage for mig. Det er mit valg, om jeg vil risikere at blive syg, få en hård graviditet eller få blodpropper, siger hun.

Men hvordan har du det, når du tænker på de risici, som også er forhøjet resten af din graviditet - og som også kan påvirke din datter?

- Jeg vil selvfølgelig være glad, hvis jeg kan undgå det. Men ligesom jeg har gjort hele min graviditet, tager jeg det, som det kommer. Og jeg går rigtig meget op i at tænke positivt og sende positive energier ned til mit barn. Det er noget, jeg virkelig tror på, siger Line Reiff.

Hun er også klar på at gøre alt, hvad hun kan for at passe på sit barn under fødslen, hvis der skulle opstå komplikationer.

- Jeg er egentlig ikke bange for fødslen. Jeg har intet imod at få kejsersnit, hvis lægerne vurderer, at det er det, der skal til for at passe på vores datter. Jeg lægger bare krop til og gør, hvad de siger, lyder det fra Line Reiff.

Mest af alt fokuserer Line Reiff dog på, at hun skal være mor. Og hun vil selvfølgelig prøve på at holde sig sund for sin datters skyld. Fordi hun vil være hendes mor i så mange år som overhovedet muligt.

Men det kan godt være, at Line Reiff ikke bliver den mor, der klatrer i træer, tager rutsjebanen eller løber om kap med sit barn.

Hun kommer dog til at være den mor, der er til stede og giver sin datter en “helveds masse kærlighed”, som hun siger.

Line Reiff ved i hvert fald, at hun kommer til at fortælle sin datter, at hun elsker hende. Hver eneste dag.

Se programserien 'Må jeg være mor?' på TV 2 PLAY.

Hjemmetests for coronavirus ser ud til at fungere i praksis.

Derfor bør sundhedsmyndighederne overveje, om de skal være en del af strategien for at bekæmpe smittespredningen i Danmark.

Det siger Lars Østergaard, professor og ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital, til TV 2.

Det skal gå relativt hurtigt, hvis man skal nå at få effekt af det i den pågældende sæson

Professor Lars Østergaard

Sammen med fire kolleger står han bag et nyt forskningsstudie, der har undersøgt præcisionen og brugervenligheden ved hjemmetest for coronavirus, som borgere selv udfører.

Studiet har endnu ikke været igennem en fagfællebedømmelse, så konklusionerne skal for nuværende tages med forbehold, siger Lars Østergaard selv.

Resultaterne peger dog på, at hjemmetestene i seks ud af ti tilfælde finder frem til de patienter, som tester positiv for covid-19 med velkendte pcr-tests.

Samtidig tyder forskningen på, at hjemmeselvtestene overhovedet ikke viser falske positiver.

Lange testkøer

I disse dage må danskere landet over væbne sig med tålmodighed, når de ønsker at blive testet for coronavirus.

Værst står det til i Odsherred og Asnæs Kommune, hvor borgerne må vente helt op til otte dage for at kunne få en pcr-test. Vel at mærke selvom de er nærkontakter til en smittet.

Det har mødt kritik fra politisk side, og både de konservative og Enhedslisten har været ude at efterlyse en øget testkapacitet.

Her vil hjemmetest kunne være med til at forkorte testkøerne ude i landet, siger Lars Østergaard.

Han foreslår, at borgere i sogne eller områder med høj smitte eksempelvis kunne få tilbudt hjemmetests.

Hjemmeselvtestene kunne blive postomdelt eller ligge til afhentning på et kommunekontor eller et bibliotek, foreslår professoren.

- Det ville måske gøre, at flere ville lade sig undersøge, og jo flere der lader sig undersøge, jo flere vil blive fundet positive. I sidste ende er det med til at hindre smittespredning.

Men når helt almindelige danskere selv skal lave den her test, kan man så regne med, at de kan finde ud af at gøre det ordentligt?

- Det er jo lige præcis det, vi har undersøgt, siger Lars Østergaard med henvisning til, at studiet peger på, at danskerne godt kan administrere at teste sig selv i hjemmet.

SSI er ikke afvisende

Professoren ser dog ikke for sig, at de nye hjemmetests – hvor man selv foretager testen og aflæser svaret – skal være en del af coronapasset.

- Det kræver jo, at der på en eller anden måde er nogen, der holder øje med, at man nu også rent faktisk har taget testen, siger han.

Fordelen ved hjemmetestene er, at flere borgere kan lade sig undersøge lettere, end det lader sig gøre i dag, siger Lars Østergaard.

Han opfordrer derfor nu Statens Serum Institut og sundhedsmyndighederne til at vurdere, om det kan give mening at indføre hjemmetestene.

- Jeg tænker, at det skal gå relativt hurtigt, hvis man skal nå at få effekt af det i den pågældende sæson her, siger Lars Østergaard og tilføjer, at det også er derfor, at forskerne vælger at udkomme med deres resultater, inden de er blevet fagfællebedømt.

Hjemmetests findes allerede i dag og kan købes for under 50 kroner på eksempelvis apoteket.

Alligevel mener Lars Østergaard, at det er en god idé, hvis man tilbyder dem fra offentligt hold.

- Essensen her er, at man får lavet nogle centraliserede tiltag, så man bruger det som en del i smittebekæmpelsen fra helt centralt hold, siger han.

Til TV 2 skriver direktør for Statens Serum Institut Henrik Ullum i en mail, at hjemmetests "sagtens kan være et godt værktøj".

- For det kan både give folk en større tryghed i hverdagen, og det kan måske også bremse smittekæder.

Han siger, at myndighederne nu må se på, hvordan det kan blive "et tilgængeligt tilbud for alle".

- Men kvaliteten af en hjemmetest, der jo er en antigentest, vil nok ikke være høj nok til at kunne bruges i coronapasset, siger Henrik Ullum.

Et flertal i Folketingets Epidemiudvalg er klar til at støtte regeringen i at forkorte den tid, som et coronapas gælder.

Det skriver Berlingske.

Det sker, efter at sundhedsministeren Magnus Heunicke (S) på et pressemøde fredag bad Epidemikommissionen om at undersøge, hvor længe passet skal gælde.

Enhedslisten støtter blandt andre forslaget, fortæller partiets sundhedsordfører, Peder Hvelplund, der også er dets medlem af Epidemiudvalget.

- Det, mener jeg, giver den største sikkerhed i forhold til test i den aktuelle situation. I forvejen er en kviktest forholdsvis usikker, lyder det.

Særlig betydning for uvaccinerede

En eventuel forkortelse af passets levetid skal øge antallet af gange, som borgerne blive testet, og med det vil man forsøge at kontrollere epidemiens udbredelse.

- Jeg har svært ved at se, at det vil være noget, vi stiller os på bagben overfor, hvis det bliver anbefalet, siger venstres Martin Geertsen, der også er medlem af Epidemiudvalget.

Skulle coronapassets gyldighed blive indskrænket, står det som udgangspunkt til at gælde alle borgere, men det vil særligt få betydning for dem, som ikke er vaccineret.

Med forslaget vil man forkorte gyldigheden af et coronapas efter en PCR-test fra 96 til 72 timer. For en kviktest vil det hedde fra 72 til 48 timer.

Epidemikommissionen består blandet andet af flere folk fra regeringen, og derfor forventes det, at tiltaget snart vil blive fremsat til politisk behandlingen, skriver Berlingske.

Også SF støtter op om forslaget. Sammen med Socialdemokratiet, Enhedslisten og Venstre vil flertallet således bestå af 14 medlemmer. Der er i alt 21 medlemmer i Epidemiudvalget.

Sideløbende er myndighederne ved at vurdere, om brugen af coronapas skal udvides til flere steder i Danmark.

I den tyske delstat Sachsen er hospitalerne presset af coronasmitten. Så presset, at formanden for delstatens lægekammer, Erik Bodendieck, taler om at indføre krigslignende tilstande på hospitalerne.

- Så må vi foretage triage. Det vil jeg tale om med mine kolleger på sygehusene i indeværende uge, siger han til NDR Info ifølge Flensborg Avis.

Triage er et begreb, der primært er brugt i krigstid. Det betyder, at man inddeler patienterne i grupper efter graden af alvor i deres sundhedsmæssige tilstand.

Der er ifølge avisen tale om tre grupper – en gruppe, der kan overleve uden behandling, en gruppe, der kan reddes med behandling, og de personer hvis tilstand er håbløs.

Og det er de sidste – de håbløse – der ikke kommer til at få behandling, hvis Erik Bodendiecks dystre advarsel bliver til virkelighed.

Han peger på, at det kan være personer, der ikke har fået en coronavaccine, der hører til den gruppe, skriver mediet MDR.

Analytiker: Landet halter bag efter

Sachsen er den delstat, hvor tilslutningen til vaccinerne er lavest, fortæller TV 2's Tysklands-analytiker Mirco Reimer-Elster. Og generelt er tilslutningen til vaccinerne i Tyskland ikke ret stor.

- Tyskland halter meget langt efter for eksempel Danmark i forhold til at få befolkningen vaccineret. Og samtidig er landet i en situation, hvor man politisk meget længe ikke har blandet sig i vaccinetilslutningen, siger han.

Piben har fået en anden lyd på det seneste i Europas mest folkerige nation og største økonomi.

Blandt andet har den tyske sundhedsminister, Jens Spahn, på et pressemøde mandag sagt, at enhver, der har chancen for at beskytte sig selv med en af ​​vaccinerne, bør gøre det.

Ellers vil det få alvorlige konsekvenser.

- Sandsynligvis vil alle i Tyskland – sagt noget kynisk – enten være vaccineret, raskmeldt eller døde ved udgangen af ​​denne vinter, sagde Jens Spahn ifølge Der Spiegel.

Et skræmmeeksempel

Der er stadig ledige senge i Sachsen, men med den forventede udvikling, fortsætter det ikke sådan, skriver Sächsische.de.

Det er ikke kun antallet af coronapatienter, der skaber en pukkel, men også at flere ansatte ikke kan komme på arbejde. Det kan eksempelvis skyldes, at de har børn i karantæne.

Og myndighederne i Tyskland håber ifølge Mirco Reimer-Elster på én ting. Og der er ikke mange, der er villige til at sige det højt.

- Men nu siger jeg det: Jeg tror, at en del håber, at Sachsen bliver skræmmeeksemplet. At de kan stå i en situation, der er så presset, at nogen må lade livet grundet ressourcemangel og overbelastning, siger han.

Han tilføjer, at dem, der håber på det udfald, også håber, at det vil få vaccinetilslutningen til at stige. Omkring 70 procent af den tyske befolkning er vaccineret.

Dele af det offentlige liv i delstaten er lukket ned, og samtidig er 10 procent af skolerne i Sachsen lukkede på grund af smitteudbrud.

Og patienterne kan ikke bare flyttes til de andre delstater.

- Der er man også ved at have brugt pladsen. Så i Sachsen kan man snart ende i noget coronaagtigt Hunger Games (en bog- og filmserie om overlevelse i en brutal og dystopisk fremtid, red.), hvor man skal beslutte, hvem der har bedst udsigter til behandling, siger Mirco Reimer-Elster.

Amerikanske statsborgere frarådes at rejse til Danmark og Tyskland på grund af stigende coronasmittetal i de to lande.

Udmeldingen kommer mandag fra sundhedsmyndigheden USA's Center for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse (CDC).

Risikovurderingen af Danmark og Tyskland hæves til "niveau 4: meget højt".

Det betyder ifølge CDC's hjemmeside, at amerikanske statsborgere generelt anbefales at undgå rejser til landene. Hvis man alligevel tager afsted, skal man sørge for at være færdigvaccineret mod coronavirus.

Relativt lavere smittetal i USA

Danmark har den seneste uge ligget omkring knap 4000 smittede om dagen. Det svarer til cirka 69 smittede per 100.000 indbyggere om dagen.

Smittetallet i USA er relativt set mange gange lavere end i Danmark.

Søndag registrerede USA 28.719 smittede, hvilket svarer til knap 9 smittede per 100.000 indbyggere. Der er cirka 330 millioner indbyggere i USA.

Antallet af test i USA er dog også meget lavere. Ifølge statistikbanken Our World in Data udfører USA i gennemsnit cirka fire test per 1000 indbyggere om dagen, mens Danmark udfører omkring 25 test per 1000 indbyggere.

Tysklands smittetal er relativt set også lavere end Danmark. Også i Tyskland bliver der dog udført væsentligt færre test end i Danmark.

USA har i november åbnet for indrejse for færdigvaccinerede turister - også fra Danmark. Det ændrer CDC's udmelding mandag ikke umiddelbart på.

På hjemmesiden for den amerikanske ambassade i Danmark er der mandag ingen meldinger, om at der skulle være ændringer i rejsevejledningerne.

Adskillige andre lande og områder er også på CDC's øverste risikoniveau, niveau 4. Blandt dem er Norge, Island og Færøerne.

Blandt landene på niveau 3 er Frankrig, Italien, Spanien og Sverige.