Kanoen skar sig gennem det glitrende vand, mens en mand med fletninger og en fjer i håret drev den fremad.
Frynserne på mandens tøj dinglede, mens åretag efter åretag skubbede birkebarkskanoen gennem den uberørte natur.
Men pludselig var der affald i vandet.
Mere og mere affald dukkede op, og da kanoen gled ind i industriområde, var luften tyk af røg.
Indianeren gik i land og stod nu i rabatten af en motorvej.
En pose med affald blev kastet ud af vinduet på en bil og brast itu lige foran mandens mokkasiner.
Så løb en enlig tåre ned af indianerens ansigt, mens en stemme sagde:
- Nogle mennesker har en dyb og varig respekt for den naturlige skønhed, der engang var i dette land. Andre har ikke.
Den falske indianer
Reklamefilmen med den grædende indianer blev sendt i amerikansk tv for første gang i 1971. Den vandt et hav af priser og blev en af de mest berømte tv-reklamer i USA's historie.
Mennesker starter forurening, og mennesker kan stoppe det
Reklamefilm fra Keep America Beautiful
Ifølge avisen Chicago Tribune blev den vist så mange gange de efterfølgende 12 år, at tv-stationerne bogstaveligt talt sled båndene med den op.
I dag, 50 år senere, kan de fleste blive enige om, at det er usympatisk at smide affald efter indianere.
Alligevel er reklamen stadig aktuel.
Ikke fordi der stadig findes skovsvin, men fordi den grædende mand i filmen er et godt eksempel på, at ting ikke altid er, hvad de ser ud til at være.
For eksempel hed indianeren i kanoen i virkeligheden Espera de Corti.
Hans forældre stammede fra Italien, og han havde ikke en eneste dråbe indianerblod i årerne, men fordi Espera de Corti kaldte sig Iron Eyes Cody og var god til at spille skuespil, snød han hele verden.
Men den falske indianer var ikke det eneste forlorne ved reklamefilmen.
Miljøorganisationen Keep America Beautiful, der stod som afsender af reklamefilmen, var nemlig i virkeligheden finansieret af USA's emballageindustri.
Hvem græder indianeren for?
Da Espera de Cortis krokodilletåre rullede over skærmen for første gang, var emballageindustrien nemlig ude i en analog shitstorm, fordi tomme flasker og gamle dåser var begyndt at dukke op i naturen.
Demonstranter forsøgte at holde de store virksomheder ansvarlige for svineriet og placerede affald foran deres kontorbygninger, men da reklamekampagnen med den grædende indianer dukkede op på Earth Day i 1971, vendte den op og ned på spørgsmålet om, hvem der bar ansvaret.
- Mennesker starter forurening, og mennesker kan stoppe det, lød det i reklamen.
Dermed blev forurening gjort til et problem, som handler om, hvordan du og jeg opfører os i naturen.
At problemet også har noget at gøre med magtfulde virksomheder, enorme pengebeløb og politiske beslutninger, sagde reklamen intet om.
Fra flasker til fodaftryk
Lad os nu skrue tiden frem til 2021.
Der er klimatopmøde i Glasgow, hvor verdens ledere skal forsøge at løse problemet med de drivhusgasser, der er på vej til at skabe klimakatastrofe.
Men du kan også hjælpe.
For eksempel ved at beregne dit eget CO2-fodafryk og tænke over, hvad du selv kan gøre for at begrænse antallet af oversvømmelser, tørker og enorme skovbrande i fremtiden.
Dit hus, din bil, dine madvaner og meget, meget mere kan tastes ind på internettet, og selv EU har en liste med gode råd til, hvordan du begrænser dit CO2-fodaftryk.
Hvad i alverden har det at gøre med den grædende indianer, tænker du sikkert, men der er faktisk en sammenhæng.
Idéen med at give dig og mig dårlig samvittighed over vores CO2-fodaftryk stammer nemlig fra et reklamebureau.
Mere end olie
Helt konkret blev udtrykket "carbon footprint" opfundet af PR-firmaet Ogilvy & Mather i 2004.
Ogilvy & Mathers kunde var olieselskabet BP.
Og således var det faktisk et olieselskab, der stod bag verdens første hjemmeside, hvor man kunne beregne sit eget CO2-fodaftryk.
Reklamekampagnen hed Beyond Petroleum, og den var næsten lige så succesfuld som filmen med den grædende indianer.
Olieselskabet brugte udtrykket CO2-fodaftryk i sin markedsføring helt frem til 2019 og satte dermed sit helt eget fodaftryk i debatten om, hvem der har ansvaret for CO2-udledningen.
Siden reklamekampagnens start i 2004 er BP's olieproduktion i øvrigt steget fra 1,4 millioner tønder olie om dagen til cirka 2 millioner tønder om dagen.
Kampen om ordene
BP er ikke det eneste olieselskab, som med hjælp fra dygtige PR-folk har forsøgt at ændre måden, som vi taler om klimaforandringer på.
Et andet eksempel er USA's største olieselskab ExxonMobil, der så sent som i august måned stod bag en annoncekampagne på Facebook for at bremse USA's klimalovgivning.
Annoncerne er blot seneste træk fra olieselskabet, der har valgt sine ord om klimaforandringer ekstremt omhyggeligt i over 30 år.
Det opdagede to videnskabshistorikere fra Harvard University i begyndelsen af 2021, da de gav sig til at analysere samtlige offentligt tilgængelige dokumenter om klimaforandringer fra ExxonMobil i perioden fra 1972 til 2019.
Der var 212 dokumenter i alt, og dokumenterne omfattede alt lige fra lækkede interne dokumenter til reklametekster og videnskabelige artikler.
Olie og tobak
Samtlige dokumenter blev læst ind i en computer, hvor en algoritme nu blev sat til at registrere de ord, som optrådte i nærheden af "global opvarmning" og "klimaforandringer".
Det ord, som optrådte oftest i samtlige dokumenter, var "risiko", men da forskerne udelukkende gav sig til at se på ExxonMobils offentlige kommunikation, var det ordet "efterspørgsel", der blev brugt mest.
Videnskabshistorikerne Naomi Oreskes og Geoffrey Supran har tidligere arbejdet med tobaksindustriens kommunikation, og de kunne se flere ligheder.
Ordet "risiko" blev ifølge forskerne brugt til at skabe usikkerhed om de forskningsresultater, der viser, at kloden bliver varmere på grund af menneskets udledning af CO2.
I sin tid forsøgte tobaksindustrien også at så tvivl, om at rygning var sundhedsskadeligt.
Når olieindustrien brugte ordet "efterspørgsel" i det materiale, der blev sendt ud til offentligheden, var det ifølge de to forskere for at fortælle folk, at ExxonMobil bare opfyldte kundernes behov. På den måde blev ansvaret for klimaforandringerne skubbet over på kunderne.
Også denne taktik blev brugt af tobaksindustrien.
- ExxonMobil's formulering minder om tobaksindustriens forsøg på at formindske sit eget ansvar (og meddelagtighed) ved at iscenesætte sig selv som en slags uskyldig neutral enhed, der bliver ramt af efterspørgslen fra forbrugerne, skriver de to forskere i deres undersøgelse.
Men taktikken med at skabe forvirring og sende ansvaret væk er faktisk slet ikke noget olieindustrien har lært af tobaksindustrien.
I virkeligheden kan man sige, at det er omvendt.
En glemt massakre
USA's olieindustri har nemlig øvet sig på at manipulere medierne, lige siden der sejlede ægte indianere rundt i birkebarkskanoer på floderne i Amerika.
Det var dengang, hvor oliefirmaernes ejere kunne tjene så mange penge, at selv nutidens rigeste mænd som Bill Gates, Jeff Bezos og Elon Musk ikke kan hamle op med det.
For eksempel den legendariske industrimagnat John D. Rockefeller, der regnes som den rigeste amerikaner nogensinde.
Omregnet til nutidsdollars var han mere end dobbelt så rig som den rigeste mand i 2021, Elon Musk.
John D. Rockefeller ejede olieselskabet Standard Oil, og når du hører hans navn i dag, tænker du sikkert på en ældre herre, der brugte sine enorme rigdomme på velgørenhed.
Kulturinstitutioner, museer, universiteter og fattige amerikanere har i årenes løb modtaget flere milliarder af de dollars, John D. Rockefeller i sin tid tjente.
I dag husker amerikanerne ham som manden, der var med til at skabe det moderne USA ved at gøre olie så billig, at mange flere fik råd til at køre bil.
Men i 1914 var der endnu ingen universiteter, skyskrabere eller velgørende fonde, der bar John D. Rockefellers navn.
I stedet var milliardæren kendt som en grusom kapitalist.
Blandt andet på grund af en episode i minebyen Ludlow i Colorado, hvor minearbejderne strejkede for at få bedre forhold.
Rigmanden satte private sikkerhedsfolk til at bringe orden i sagerne.
Da våbnene tav, var der mindst 53 døde, heriblandt mindst 11 kvinder og børn, der omkom, da der blev sat ild på minearbejdernes telte.
Sagen gav oliemilliardæren en hel del dårlig presse, men i dag er den stort set glemt.
PR-folkenes godfather
Det skyldes en af verdens første professionelle PR-folk, der skulle vise sig at være temmelig skruppelløs.
Han hed Ivy Lee og arbejdede med alternative fakta, 100 år før Donald Trump gjorde begrebet berømt.
- De fakta, jeg fremsætter, er blot min fortolkning af fakta, var et af PR-mandens valgsprog.
Ivy Lee's fortolkning af fakta førte blandt andet til, at han beskyldte fagforeningskvinden Mother Jones for at være prostitueret og drive et bordel, efter at hun havde talt minearbejdernes sag.
Det skrev tidsskriftet The Economist i 2010 i en længere artikel om PR-mandens beskidte metoder.
Men Ivy Lee gjorde mere end at redde Rockefellers omdømme.
Han opfandt også pressemødet og pressemeddelelsen, og så var han ophavsmand til én af de organisationer, der siden skulle komme til at spille en stor rolle i historien om klimaforandringer.
Arven
Organisationen hedder American Petroleum Institute og er brancheorganisation for USA's olieindustri.
Den blev stiftet i 1919, efter en idé Ivy Lee fik, mens han arbejdede for oliemilliardæren Rockefeller.
American Petroleum Institute eksisterer i øvrigt stadig i bedste velgående.
Du kender den måske bedre under navnet "den amerikanske olielobby", og organisationen udfører stadig PR-arbejde for olieindustrien.
For eksempel ved at betale sig til indhold i den prestigefyldte avis Washington Post, der så sent som i 2019 bragte en sponsoreret artikel fra olielobbyen under overskriften "Derfor vil naturgas have fremgang i en tidsalder med vedvarende energi".
Alt det kunne Ivy Lee selvfølgelig ikke forudse i 1919, og selvom hans pressearbejde var med til at redde Rockefellers omdømme, endte den driftige PR-mand selv som en kontroversiel person.
Gode råd til Goebbels
I 1930'erne udvidede Ivy Lee nemlig kundekredsen til at omfatte det tyske selskab IG Farben, og under et besøg i Nazityskland i 1934 mødtes han med Adolf Hitler og Joseph Goebbels.
Ifølge bogen 'A century of spin' holdt Ivy Lee sig ikke for fin til at komme med gode råd til den tyske propagandaminister, der ifølge Ivy Lee burde skrue ned for den bombastiske retorik over for USA og i stedet skabe et godt forhold til amerikanske journalister og diplomater for så at sprede Nazitysklands budskab gennem dem.
Ivy Lee døde af kræft, inden Anden Verdenskrig brød ud, men da havde oliebranchens første pr-mand vist sine efterfølgere, hvor effektivt det kan være at sprede de rigtige ord hos de rigtige mennesker.
Det kan du tænke over næste gang, du beregner dit CO2-fodaftryk.
Et fodaftryk, der i øvrigt er svært at ændre på.
I hvert fald hvis du lever i et samfund med vejarbejde, militær, politi, sygehuse, biblioteker og offentlig administration, der alt sammen er med til at udlede CO2 for at kunne betjene dig.
Da en gruppe studerende ved det amerikanske universitet MIT i 2008 ville finde ud af, hvor stort CO2-fodaftryk en hjemløs amerikaner, der lever af mad fra suppekøkkener og sover på et herberg sætter, fandt de frem til, at det var på 8,5 ton om året.
En gennemsnitlig dansker udleder til sammenligning 11 ton, mens en gennemsnitlig amerikaner udleder omkring 16 ton.
Den vanskelige vej frem
Da pandemien ramte i 2020, hvor fly blev aflyst, biler holdt stille, og store dele af verden lukkede ned, betød det heller ikke ret meget for atmosfærens indhold af CO2.
Al den CO2, der er udledt i forvejen, er stadig i atmosfæren, og selvom der blev brændt mindre olie og kul under pandemien, kunne jordens planter og oceaner slet ikke nå at suge nok af drivhusgassen ud af atmosfæren.
Faktisk betød nedlukningen så lidt, at måleudstyr på Mauna Loa på Hawaii i juni 2021 registrerede det højeste indhold af CO2 i atmosfæren, der er målt i moderne tid.
- Hvert år ophober der sig mere CO2 i atmosfæren. Vi er nødt til at skære meget mere og i længere tid end ved de coronarelaterede nedlukninger i 2020, sagde klimaforskeren Ralph Keeling, der står i spidsen for målingerne, da de blev offentliggjort.
Dermed kan det godt se ud, som om at politikernes opgave på klimatopmødet i Glasgow bliver vanskelig.
Og måske er det nemmeste at tro på PR-folkene og fornægte fakta.
Lige som den grædende indianer fra tv-reklamen.
Espera de Corti med de italienske rødder gik med fjer, mokkasiner og tøj med frynser helt frem til sin død i 1999.
Han påstod til det sidste, at han virkelig hed Iron Eyes Cody, og at han var fuldblodsindianer med forfædre i Cherokee-stammen.