Den unge, blonde kvinde kiggede selvsikkert ind i kameraet.
Vi ønsker at sprede sandheden om videnskaben
Naomi Seibt, klimaaktivist
Hun talte engelsk med accent, brændte for sin sag og havde magtfulde venner, der ville gøre hende til en stjerne på Youtube.
- Jeg har rigtig gode nyheder til jer, lød det fra den unge kvinde, der fortsatte:
- Jorden går ikke under på grund af klimaforandringer.
Accenten var tysk - ikke svensk - som hos en anden ung kvindelig klimaaktivist.
Og denne kvinde er ikke helt enig med Greta Thunberg.
- Vi bliver i øjeblikket tvangsfodret med en meget dystopisk, alarmistisk klimaagenda, der fortæller os, at vi ødelægger planeten, sagde den unge kvinde til kameraet.
Anti-Greta
Hun hedder Naomi Seibt, er 21 år gammel og synes, at al den snak om menneskeskabt global opvarmning er noget pjat.
Derfor har hun fået øgenavnet 'Anti-Greta'.
Den unge kvinde har over 52.000 følgere på Twitter, og i løbet af de seneste par år har hun blandt andet fået taletid i den amerikanske avis Washington Post, på den russiske tv-station RT og på den arabiske tv-station Al Arabiya.
Nu tænker du måske, at en enkelt tysk klimaaktivist trods alt ikke kan påvirke verdens ledere ret meget, når de om kort tid skal forsøge at løse klimakrisen på den store klimakonference COP26 i Glasgow.
Det har du sikkert ret i, men sagen er den, at Naomi Seibt ikke er alene.
Slet ikke.
Den unge tyske kvinde er bare en af mange frontsoldater i en kamp om enorme rigdomme og vores allesammens fremtid.
Klimakonferencen i Las Vegas
At Naomi Seibt har pengestærke venner kunne ses så sent som 16. oktober i år, hvor hun optrådte i Las Vegas som en af hovedtalerne ved den 14. Internationale Konference om Klimaforandringer på hotel Caesars Palace.
En adgangsbillet til konferencen kostede cirka 1600 kroner, men så kunne deltagerne også møde atomfysikeren William Happer.
Den britiske greve Christopher Monckton.
Og den berømte bodybuilder-meteorolog Joe Bastardi.
Tre mænd, der i årevis har arbejdet intenst på at berolige verden, mens temperaturen er steget, og det ene ekstreme vejrfænomen efter det andet har ramt kloden.
Selvom konferencen i Las Vegas hed 'Den 14. Internationale Konference om Klimaforandringer', var arrangøren dog hverken FN eller en anden international organisation.
Det var derimod en konservativ amerikansk tænketank, der i sin tid blev kendt for at så tvivl om risikoen ved passiv rygning, mens den modtog penge fra tobaksindustrien.
Tobak, bomber og skolebøger
Tænketanken hedder Heartland Institute, og i årevis har den også forsøgt at så tvivl om global opvarmning.
For eksempel ved at sammenligne klimaforskere med den gale UNA-bombemand Ted Kaczynski.
Eller ved at sende bøger og dvd'er ud til 200.000 amerikanske skolelærere, så de kan lære USA's børn, at global opvarmning ikke skyldes menneskets påvirkning.
Nu tænker du måske, at en enkelt amerikansk tænketank med kreative PR- og reklamefolk nok ikke kan påvirke verdens ledere ret meget, når de om kort tid skal forsøge at løse klimakrisen på den store klimakonference COP26 i Glasgow.
Det har du sikkert ret i, men sagen er den, at Heartland Institute ikke er alene.
Slet ikke.
Antallet af foreninger, grupper og tænketanke, der forsøger at så tvivl om den etablerede videnskabs resultater omkring klimaforandringerne er faktisk ret stort.
Der er Cato Institute og American Enterprise Institute og American Tradition Institute og American Legislative Exchange Council og Global Warming Policy Foundation og Committee for a Constructive Tomorrow og Heritage Foundation, og mange, mange flere.
Miljøorganisationen Greenpeace har for eksempel en liste på 92 organisationer, der ifølge Greenpeace forsøger at så tvivl om klimaforandringer.
Sådan har det ikke altid været.
Engang var der enighed
I 1960'erne, 70'erne og 80'erne, hvor konsekvenserne af klimaforandringerne slet ikke var så mærkbare som i dag, var der ikke ret mange, som stillede spørgsmålstegn ved forskningsresultaterne.
Og de viste ret entydigt, at menneskets udledning af CO2 ville medføre en global opvarmning.
Denne rapport vil utvivlsomt vække følelser, frygt og krav om handling
Frank Ikard, formand for American Petroleum Institute, 1965
Selv USA's magtfulde olielobby, American Petroleum Institute, analyserede risikoen ved klimaforandringer, og organisationens daværende formand, Frank Ikard, var bekymret.
- Denne rapport vil utvivlsomt vække følelser, frygt og krav om handling. Substansen af rapporten er, at der stadig er tid til at redde verdens folk fra forureningens katastrofale konsekvenser, men tiden er ved at løbe ud, sagde han under en konference i New York.
Det var i 1965.
I 1988 kunne NASA's klimaforsker James Hansen fortælle USA's kongres, at den globale opvarmning nu tydeligt kunne måles, og den republikanske præsidentkandidat George H. W. Bush gik til valg på at gøre noget ved det.
- Nogen siger, at disse problemer er for store. At det er umuligt for individer eller en nation så stor som vores at løse problemet med global opvarmning, tabet af skov og forringelsen af vores oceaner. Mit svar er simpelt: Det kan gøres, og vi skal gøre det, sagde George H. W. Bush.
Da han blev valgt, fik George H. W. Bush dog andet at tænke på.
Iraks diktator Saddam Hussein invaderede nabolandet Kuwait, og i stedet for at skære drastisk ned på forbruget af olie og kul gik USA gik i krig med Irak, så olien kunne fortsætte med at flyde.
Det alvorligste problem med katastrofal global opvarmning er, at det måske ikke er sandt
Avisannonce fra 1991
Bekymringen over klimaet var ikke forsvundet, der blev lyttet til videnskabsfolkene, og FN forsøgte at få verdens lande til at skære ned på udledningen af CO2.
Men så skete der noget.
Det virkede i første omgang ikke særlig dramatisk, men det indvarslede en ny æra.
De første grupper
Pludselig en dag bragte flere amerikanske aviser annoncer fra en mystisk organisation, der hed Information Council for the Environment.
- Det alvorligste problem med katastrofal global opvarmning er, at det måske ikke er sandt, stod der i en af dem.
Avisen New York Times satte sig for at finde ud af, hvem der stod bag, og journalisterne fandt hurtigt frem til, at det store elselskab Southern Company og USA's kulindustri var de virkelige bagmænd.
Flere og flere grupper blandede sig i debatten om klimaet, og det var ofte svært at gennemskue, hvem der stod bag.
Grupperne hed ting som California Drivers Alliance og Washington Consumers for Sound Fuel Policy, og de lignede foreninger for helt almindelige amerikanere.
Men det var de ikke.
Vejen til sejr
Mange af grupperne var oprettet eller støttet af USA's olie- og kulindustri, der åbenbart ikke længere bekymrede sig om en kommende klimakatastrofe.
Og faktisk ser det ud til, at de magtfulde selskaber også forsøgte at få alle os andre til at glemme bekymringerne.
Der blev endda oprettet en forening til netop det formål.
American Petroleum Institute, der er brancheorganisation for en stor del af USA's olieselskaber, gik sammen med selskaberne Chevron og Exxon og stiftede foreningen Global Climate Science.
Medlemmerne drøftede, hvordan man bedst kunne påvirke os alle sammen til at tvivle på, at global opvarmning er menneskeskabt.
De lavede endda en plan for, hvornår der kunne erklæres "sejr" i klimakampen.
Planen blev lækket til New York Times i 1998, og derfor ved vi i dag, hvad selskaberne ville opnå.
Under overskriften "Sejr vil være opnået når", skriver organisationen:
- Når almindelige mennesker "forstår" (anerkender), at der er usikkerhed i klimavidenskab, og når anerkendelse af usikkerhederne bliver en del af den fælles forståelse.
Desuden ville foreningen have de videnskabsfolk, der bakkede op om klimaaftalen fra Kyoto, til at fremstå som "ude af trit med virkeligheden".
Og hvem ville være bedre egnet til at skabe usikkerhed i klimavidenskaben end en ægte videnskabsmand?
En solforsker i modvind
Sådan én dukkede op i 2003, hvor en 56-årig astronom fra Malaysia pludselig satte et stort spørgsmålstegn ved sammenhængen mellem udslippet af CO2 og global opvarmning.
- Det 20. århundrede var sandsynligvis hverken det varmeste eller en enestående klimatisk periode i det seneste årtusinde, kunne astronomen Willie Soon fortælle.
Han var tilknyttet det prestigefyldte Harvard University og havde undersøgt solens aktivitet de seneste 1000 år.
Forskningsresultaterne blev udgivet i det videnskabelige tidsskrift Climate Research.
Men de førte også til en del ballade.
En gruppe på 13 fremtrædende klimaforskere skrev et offentligt brev, hvor de rejste tvivl om Willie Soons resultater.
Derefter sagde halvdelen af redaktionen hos Climate Research op i protest, fordi store huller i Willie Soons forskning ikke var blevet fanget i den redaktionelle proces.
Lige lidt hjalp det.
Willie Soon udgav den ene undersøgelse efter den anden med samme konklusion. Han udnyttede internettet til at sprede sit budskab, og så var han underholdende, når han forsøgte at overbevise sine tilhørere.
Når han holdt foredrag, bevægede han sig for eksempel ofte langt ud over sit fag.
- For meget is er virkelig dårligt for isbjørne, sagde han for eksempel i en tale i 2008.
Willie Soon snakkede til gengæld ikke ret meget om de penge, han modtog fra olieindustrien.
I alt 1,2 millioner dollars havde Willie Soon modtaget fra dem – i flere tilfælde uden at angive det.
Han blev afsløret af New York Times i 2015, og lækkede e-mails viste, at han ligefrem udførte en del af sin forskning som bestillingsarbejde fra olieselskaberne.
Men da afsløringen kom, havde han for længst sået omfattende tvivl om den globale opvarmning.
Hvor kommer pengene fra?
I dag er Willie Soon tilknyttet Heartland Institute, hvor han dette efterår var selvskrevet som oplægsholder sammen med aktivisten Naomi Seibt, den britiske greve Christopher Monckton og bodybuildermeteorologen Joe Bastardi på klimakonferencen i Las Vegas.
At Heartland Institute, der betegner sig selv som en nonprofitorganisation, har penge til at gennemføre en stor konference for klimabenægtere tyder på, at der her i 2021 stadig er donorer, som pumper penge i den slags.
Hvem de alle er, kan ikke siges med sikkerhed, da Heartland Institute ikke selv offentliggør sine donorer.
En videnskabelig undersøgelse, der blev offentliggjort i tidsskriftet Climate Change i maj 2021, gennemgår imidlertid, hvem der støtter det væld af grupper, som forsøger at så tvivl om menneskeskabte klimaforandringer.
Og der er ikke tale om småpenge.
I alt blev der ifølge undersøgelsen uddelt cirka 36 millioner dollars om året i gennemsnit mellem 2003 og 2018 – altså over en halv milliard dollars i alt alene i den periode.
Rigmændenes fonde
Undersøgelsen viser, at de største donorer er to fonde, der kaldes Donors Trust og Donors Capital Fund.
De er kendt for at dele penge ud til kræfter på den amerikanske højrefløj, men hvem, der putter penge ind i fondene, er omgærdet af hemmelighedskræmmeri.
En stor donor er dog blevet identificeret, nemlig fonde tilknyttet virksomheden Koch Industries, der i mange år blev drevet af brødrene Charles og David Koch, som tjente en enorm formue i oliebranchen.
David Koch døde i 2019, men 85-årige Charles Koch er i dag stadig en af USA's rigeste mænd – magasinet Forbes placerer ham som USA's 16. rigeste person.
Mens David Koch levede, oprettede brødrene flere fonde, og de har ifølge Greenpeace delt 127 millioner dollars ud til 92 klimabenægtende organisationer i løbet af de seneste 25 år.
Koch-brødrene er dog ikke eneste familieforetagende med oliepenge, der hjælper klimabenægterne.
Alle de andre
Undersøgelsen i Climate Change udpeger også tre fonde med penge fra familien Scaife i den amerikanske by Pittsburgh som store donorer.
Hvis du ikke har hørt navnet Scaife før, har du måske hørt om Gulf Oil, der var med til at skabe familiens formue.
Derudover kommer pengene til klimabenægterne ifølge undersøgelsen i Climate Change fra en række andre konservative fonde, der deler penge ud til velgørende formål.
For eksempel fonden efter medicinalproducenten Daniel C. Searle, fonden efter industrimagnaterne Lynde og Harry Bradley, og fonden efter Richard Devos, der opfandt multi level marketing-firmaet Amway.
Olieselskaber under pres
USA's olielobby, American Petroleum Institute, nævnes ikke i undersøgelsen.
De seneste års øgede fokus på klimaforandringer har da også fået store konsekvenser der.
16. september i år modtog organisationens formand, Mike Sommers, for eksempel et brev fra politikerne i USA's kongres.
- Vi skriver til dig for at bede om informationer og dokumenter vedrørende den rolle, som American Petroleum Institute (API) angiveligt har haft i en længerevarende kampagne på tværs af hele industrien om at sprede misinformation om global opvarmning, stod der i brevet, hvor Mike Sommers blev indkaldt til en høring i kongressen.
Olielobbyen og flere af dens medlemmer er desuden ramt af en stime af sagsanlæg i USA,
For eksempel fra bystyret i New York, amtsrådet i Honolulu, bystyret i Charleston, Staten Minnesota og Staten Vermont.
Og fra denne dreng – Levi Draheim, der bor på en ø ud for Floridas kyst, der er på vej til at forsvinde i havet.
American Petroleum Institutes rolle i klimaforandringerne har også kostet medlemmer.
Olielobbyen har flere internationale medlemmer, og i januar i år valgte det store franske olieselskab Total at trække sig ud, fordi API modarbejdede klimaaftalen fra Paris.
Men medlemsskaren tæller stadig datterselskaber af hollandske Shell og britiske BP.
Et af de mindste medlemmer er fra Danmark og hedder Maersk Drilling.
Men trods sagsanlæg og API's blakkede ry holder ledelsen hos Maersk Drilling fast i medlemskabet, fordi olielobbyen, ifølge Maersk Drilling, er ved at ændre sig til det bedre.
- Vi har noteret os, at API i foråret offentliggjorde en ny klimahandlingsplan, hvor organisationen opfordrer til en række tiltag, der kan mindske CO2-udledninger, samtidig med at verdens behov for energi bliver opfyldt, siger Nikolaj Svane, der er Chief Strategy and People Officer hos selskabet, til TV 2.
Uanset om oliebranchen er ved at ændre sig, har de mange års kampagner for at så tvivl om klimaforandringerne dog virket til industriens fordel.
Fodaftrykket
Et studie fra University of California, der blev offentliggjort i Nature, viste i 2019, at klimaskeptikere fik cirka halvdelen af taletiden i debatten i USA, og at medierne ofte giver udsagn om klimaet fra politikere, aktivister og PR-folk ligeså stor vægt som udsagn fra klimaforskere.
Og i mellemtiden har flere olieselskaber skiftet PR-strategi, så de nu prøver at påvirke selve den måde, vi taler om klimaforandringer på.
Du kender formentlig udtrykket CO2-fodaftryk, som i dag bruges af en lang række virksomheder og organisationer – ja selv EU.
Men du vidste formentlig ikke, at udtrykket blev opfundet af PR-firmaet Ogilvy & Mather, der i 2004 blev hyret af olieselskabet BP.
Så dermed er det til dels dem, du kan takke for din egen dårlige samvittighed, hvis du beregner dit CO2-udslip ved at køre i bil, købe mad eller tage på charterrejse.
Siden 2004 er BP's olieproduktion i øvrigt steget fra 1,4 millioenr tønder om dagen til cirka to millioner tønder om dagen.
Masser af reklamepenge
Og industrien bruger stadig enorme pengebeløb på at påvirke den offentlige mening.
Ifølge en analyse fra firmaet Influence Map brugte USA's 20 største olieselskaber omkring ti millioner dollars på digitale reklamer sidste år.
Reklamerne fortæller amerikanerne, at olieindustrien støtter op om mindre CO2-udledning, at olieindustrien skaber arbejdspladser, og at gas fra undergrunden er et grønt produkt.
Og mens olieselskaberne skifter strategi, har den bevægelse af klimabenægtere, industrien var med til at starte, fået sit eget liv.
Den er endda kommet så langt, at den har frembragt sit eget svar på Greta Thunberg.
Naomi Seibt.
Og hun bryder sig ikke om at blive kaldt for 'Anti-Greta'.
- Årsagen til, at jeg ikke bryder mig om betegnelsen Anti-Greta, er, at det antyder, jeg selv er en indoktrineret marionetdukke, siger hun på en af sine videoer.
