Sydneys pubber og frisører tager imod kunder efter 100 dage

Efter mere end 100 dages nedlukning er Australiens største by, Sydney, genåbnet mandag.

Allerede tidligt mandag morgen lokal tid tog fitnesscentre, caféer, frisører og restauranter imod fuldt vaccinerede kunder efter næsten fire måneders streng nedlukning.

Genåbningen sker, efter at delstaten New South Wales, hvor Sydney ligger, i sidste uge ramte sit vaccinationsmål på 70 procent blandt voksne.

Når vaccinationsraten når 80 procent, hvilket den ventes at gøre i slutningen af oktober, vil endnu flere restriktioner blive lempet.

Ikkevaccinerede skal blive hjemme til 1. december

Nogle pubber i den australske storby slog dørene op for tørstige gæster, så snart klokken havde rundet midnat mellem søndag og mandag.

- Jeg tror, at alle i staten er temmelig glade for, at det, som har været 100 meget lange dage, omsider er slut, siger delstatsleder i New South Wales Dominic Perrottet til Seven News.

Flere end fem millioner indbyggere i Sydney har været underlagt en streng nedlukning siden juni i et forsøg på at inddæmme smitten med den smitsomme Delta-variant.

De lempede restriktioner betyder blandt andet, at indbyggere i storbyen fra mandag må have ti gæster på besøg i hjemmet, forudsat at alle er fuldt vaccinerede. Samtidig kan 100 mennesker samles til bryllupper og begravelser.

Butikker må også holde åbent – dog med reduceret kapacitet.

I mellemtiden skal de, som ikke er vaccineret, blive hjemme indtil 1. december.

Et begrænset antal australiere har kunnet forlade landet

På et pressemøde 1. oktober meddelte den australske premierminister, Scott Morrison, at Australien efter 18 måneder vil tillade sine borgere at rejse til udlandet fra november.

Genåbningen af de internationale grænser vil i første omgang gælde for statsborgere og personer med permanent opholdstilladelse i landet.

Herefter ventes yderligere ændringer, som sandsynligvis vil give udenlandske rejsende mulighed for at komme ind i landet.

Morrison lukkede grænserne til Australien i marts 2020. Siden da har kun et begrænset antal personer fået tilladelse til at forlade landet. Enten som følge af humanitære årsager eller vigtige forretninger.

Slut med gratis test til ikkevaccinerede i Tyskland: Tæt på vaccinetvang, siger analytiker

Tyskland tager nye midler i brug for at få flere til at lade sig vaccinere.

Fra mandag er det således slut med at blive testet for coronavirus gratis, hvis man ikke er enten vaccineret, gravid eller under 18.

Ifølge TV 2s Tyskland-analytiker, Mirco Reimer-Elster, betyder tiltaget, at man er meget tæt på at have dediceret vaccinationstvang i Tyskland.

- Hvis du ikke lader dig vaccinere, så bliver det rigtig besværligt og rigtigt dyrt, siger han til TV 2.

På nuværende tidspunkt er 66 procent af den tyske befolkning vaccineret. Kansler Angela Merkel fra CDU har et mål om at nå 75 procent.

Vil ikke betale for de ikkevaccinerede

Allerede 10. august varslede Angela Merkel, at det fra 11. oktober vil være slut med at blive testet gratis for ikkevaccinerede.

Og ifølge Mirco Reimer-Elster har der fra start været politisk opbakning til Merkels udmelding.

- Det er en udbredt politisk holdning, at den almindelige skatteborger ikke skal betale for, at de, der ikke vil lade sig vaccinere, i stedet skal testes flere gange om ugen, fortæller han.

Tyskland har brugt 4,6 milliarder euro – svarende til cirka 34 milliarder kroner – på at teste folk i løbet af pandemien.

En række uklarheder

Selvom der politisk ikke har været nogen modstand, tror analytikeren, at modtagelsen blandt befolkningen vil være noget mere blandet.

Det skyldes først og fremmest, at det bliver en jungle at finde rundt i lovgivningen, fordi den kan variere fra forbundsstat til forbundsstat.

Derudover er der en række uklarheder, eksempelvis hvor længe kviktesten er gyldig, og hvad den kommer til at koste de ikkevaccinerede.

- Det bliver formentlig så bøvlet, at de fleste siger: Så lader jeg mig vaccinere. Men det er jo også formålet, siger Mirco Reimer-Elster.

Rebelske sheriffer i USA er gået i krig mod vaccinekrav og landets love

I USA vokser modstanden mod at gøre vaccination mod covid-19 til et krav for store grupper af samfundet, og på tværs af landet melder politiets sheriffer sig nu klar til ulydighed.

En af dem, sherif Mark Lamb, var helt klar i mælet, da han iført cowboyhat og skudsikker vest for godt en måned siden trådte frem i en video på de sociale medier:

Han ville aldrig nogensinde tillade, at politibetjente i hans afdeling i Pinal County, Arizona, blev pålagt krav om at lade sig vaccinere.

- Her tror vi på USA og frihed, og det kommer vi til at fortsætte med, sagde Lamb med stålsat blik.

Sheriffens video var en reaktion på, at lokale regeringer flere steder i USA pålagde offentligt ansatte, herunder sheriffer og deres underordnede, at blive vaccineret.

Ifølge sheriffen er det tyranni og et udtryk for "svagt lederskab" , forklarede han senere i et interview med Fox News. Og Mark Lamb stod ikke alene.

Samme dag gik lokale sheriffer i Oregon og Virginia ud med enslydende budskaber, og siden er adskillige ordenshåndhævere fulgt efter.

Senest har sheriffen for Los Angeles County i denne uge slået fast, at han ikke vil tvinge sine ansatte til at lade sig stikke, selvom der i amtet fra 1. oktober er indført krav om, at alle ansatte skal være vaccineret mod covid-19.

- Emnet er blevet så politiseret, at der er hele grupper af ansatte, som hellere lader sig afskedige end at blive vaccineret, forklarer sherif Alex Villanueva på Facebook.

Selvbestemmende sheriffer

I Pinal County behøver sherif Mark Lamb ikke at bekymre sig om opsigelser.

Guvernøren i Arizona har nemlig underskrevet en bestemmelse, der helt afholder de lokale regeringer i delstaten fra at kunne indføre vaccinekrav.

Med andre ord har sheriffen her sat sig imod et vaccinekrav, som slet ikke findes. Så hvorfor overhovedet blande sig i debatten?

- Man skal huske den øverste del af politiet i USA er meget mere politiseret, end vi er vant til i Danmark. Sheriffer er politisk valgte, så de taler til nogle bestemte grupper, siger TV 2s USA-analytiker, Mirco Reimer-Elster.

Lamb er derudover et fremtrædende medlem i Constitutional Sheriffs and Peace Officers Association (CSPOA). En organisation for politiledere i USA, der anser lokale myndigheder som hævet over føderale- og delstatsmyndigheder.

De selvudråbte "forfatningssheriffer" er af den opfattelse, at sheriffen er den øverste befalingsmyndighed, og at de har både magten, retten og pligten til ikke at håndhæve love, som de personligt anser som forfatningsstridige.

Bevægelsen har fået øget synlighed under coronapandemien det seneste år, hvor adskillige sheriffer på tværs af USA har nægtet at håndhæve nedlukninger og mundbindskrav.

Heriblandt Mark Lamb.

Selvbestaltet frihedskamp

I maj sidste år fik Mark Lamb national opmærksomhed, da han stod frem i et interview på Fox News og sagde, at han ikke havde tænkt sig at håndhæve et udgangsforbud, der var indført i Arizona for at mindske coronasmitten.

Ifølge Lamb krænkede forbuddet nemlig folkets "forfatningsmæssige frihed".

- Vi er her for at beskytte folket mod, at regeringen bliver for indgribende. Vi er her for at beskytte deres rettigheder. Jeg føler, at en bestemmelse som denne, at anholde og sigte folk, var at gå for langt, sagde Lamb.

Ironisk nok blev han selv testet positiv for covid-19 en måned senere. Men det ændrede ikke hans holdning, fortalte han til New York Times.

Et skråplan

Det står ikke klart, hvor mange af de oprørske sheriffer, der har direkte tilknytning til CSPOA, eller hvor stor opbakning organisationen har på landsplan.

Dens leder, Richard Mack, har i et interview med Vice News tidligere selv hævdet, at han har "trænet" omkring 400 af landets godt 3000 sheriffer i organisationens tanker.

I en video på organisationens hjemmeside fra august vejleder Mack i, hvordan man skal modsætte sig eventuelle vaccinekrav.

- Sherifferne i dette land er i gang med at indse, at de har myndigheden til at gøre det, og at de har ansvaret for at stoppe dette tyranni, sagde Mack ifølge Vice.

Tidligere har organisationens sheriffer også markeret sig ved eksempelvis at nægte at håndhæve et våbenforbud ved valgsteder i Michigan.

- De agerer ud fra deres egen opfattelse af, hvordan forfatningen fungerer, og det er jo et kæmpe skråplan, hvis dem, der skal håndhæve lovene, sætter sig over dem eller laver deres egne, siger Mirco Reimer-Elster.

Vaccinesplid

Hele vaccinedebatten har siden i sommer fyldt meget i USA, hvor der på tværs af delstater og samfundsgrupper er store forskelle i vaccinetilslutningen.

Som konsekvens har adskillige af USA's største virksomheder indført vaccinekrav for deres ansatte, og præsident Joe Biden underskrev i september et dekret, der dikterede offentligt ansatte på føderalt niveau at lade sig vaccinere.

Hertil kommer de lokale vaccinekrav, der er indført flere steder i USA.

Det er disse krav, som har ført til ulydighed hos ordensmagten, hvor opbakningen til vaccinerne længe har været lav.

I landets største politistyrke i New York har kun to tredjedele af betjentene ladet sig stikke, selvom der siden september har været krav om, at offentligt ansatte enten er vaccineret eller lader sig teste ugentligt.

Andre steder i landet, for eksempel i Memphis og Louisville, er under halvdelen af politifolkene vaccineret.

Det samme gør sig gældende i Los Angeles, hvor kun omkring 46 procent af de ansatte i politiet i midten af september var vaccineret.

Det er også baggrunden for, at sherif Alex Villanueva ikke vil følge det lokale vaccinekrav, der trådte i kraft 1. oktober.

- Jeg vil ikke stå i en position, hvor jeg mister fem eller ti procent af min arbejdsstyrke på grund af et vaccinekrav, siger han.

Det er netop sket i Massachusetts, hvor adskillige politifolk ifølge NPR selv har valgt at sige op, efter delstatens guvernør har indført krav om at være vaccineret inden 17. oktober, hvis ikke de vil fyres.

Tjekkiets præsident indlagt dagen efter parlamentsvalg

Dagen efter Tjekkiets parlamentsvalg er landets præsident, Milos Zeman, blevet indlagt på hospitalet. Han behandles på en intensivafdeling.

Zeman blev bragt på hospitalet kort efter et møde med premierminister Andrej Babis. Regeringslederen, der er mangemillionær og leder af partiet ANO, må øjensynligt gå af og overlade regeringsmagten til to centrumhøjrepartier.

Det største er oppositionspartiet Sammen, der ledes af Petr Fiala. Dette parti fik 27,8 procent af stemmerne, hvilket var lidt flere end Babis og ANO, som fik 27,14 procent.

Partiet Sammen skal samarbejde med listen Pirater/Borgmestre. Denne alliance ligger til at få 108 af de i alt 200 pladser i parlamentet.

Partiet Sammen er en sammenslutning af det højreorienterede Borgerdemokraterne, centrumhøjrepartiet TOP 09 og midterpartiet De Kristne Demokrater.

Zeman og Babis står sammen

Præsident Zeman står Babis nær politisk.

Filmklip på sociale medier viser en kolonne med en ambulance efterfulgt af sorte limousiner køre fra præsidentens residens i det vestlige Prag.

Direktør Miroslav Zavoral fra det Central Militære Hospital i Prag siger, at den 77-årige Zeman behandles for kroniske lidelser. Han siger, at lægerne har en præcis diagnose og en klar behandlingsplan, men at han ikke har bemyndigelse til at offentliggøre flere detaljer.

Zemans helbred har længe givet anledning til spekulationer i pressen. Præsidentens stab har været tavs om hans tilstand, men ifølge flere tjekkiske medier har han skrumpelever.

Forud for indlæggelsen drøftede Zeman en regeringsdannelse med den kontroversielle Babis, som overraskende led nederlag ved valget. Hans regeringsparti, ANO, var det største i parlamentet i Prag.

Men det har mistet dets flertal. Dermed kan de to centrumhøjrepartier danne regering, hvis de kan nå til enighed om det.

Lyntesttelte er pakket sammen efter 42 millioner tests

Med i alt 41.956.371 prøver er der blevet sat et punktum for landets lyntestcentre.

Den famøse vatpind i næsen, som har været en del af mange danskernes liv det sidste år, er fortid. Det sker, efter de sidste lyntestcentre lørdag skulle pakke sammen.

I alt har det kostet regionerne over 5,4 milliarder kroner at teste befolkningen med lyntest.

Det oplyser Region Midtjylland, der på vegne af alle regioner har forhandlet kontrakter med de fire private selskaber, som gennem pandemien har stået for at lynteste borgerne.

Aftale med tre udbydere

Region Midtjylland har dog på vegne af regionerne indgået en standbyaftale med de tre udbydere Falck, Carelink og Copenhagen Medical.

Det betyder, at udbyderne skal kunne opjustere eller nedskalere lyntest med kort varsel – indenfor højst 14 dage.

Kontrakten skal sikre, at regionerne ikke behøver starte helt forfra med at sikre, at der er lyntest, hvis pandemien skulle blusse op, og der bliver behov for at teste igen.

Den aftale løber på en kontrakt, der gælder fra 10. oktober til 31. marts næste år.

Man vil også fremover i nødstilfælde kunne få foretaget en lyntest hos det offentlige. Det vil ske fra 5 til 10 PCR-testcentre i hver region.

Og det gælder i situationer, hvor det er nødvendigt at få et svar med det samme.

PCR-centre kan lave 100.000 tests dagligt

Selvom det fortsat er muligt at få en lyntest, foretrækkes PCR-testene, fordi resultatet er mere sikkert, har direktøren i Testcenter Danmark, Anne-Marie Vangsted, understreget overfor Ritzau.

Tilbage står landets PCR-teststeder med en daglig kapacitet på omkring 100.000 daglige tests.

Kapaciteten kan op- eller nedjusteres efter behov, da Testcenter Danmark løbende kigger på efterspørgslen af test og smitteudviklingen rundt omkring.

De sidste uger er der foretaget mellem omkring 25.000 og 45.000 PCR-tests dagligt. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Bilist i høj fart slog nær mand ihjel og stak af

En flugtbilist havde nær dræbt en 29-årig mand på Melbyvej ved Liseleje natten til søndag, oplyser Nordsjællands Politi.

- Han gik og talte i telefon og går på et tidspunkt ud på vejen, hvor han bliver ramt af en bil i høj fart, fortæller David Eckert, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi.

Manden faldt om og blev liggende på vejen, hvor han lidt efter blev fundet af sin kæreste.

- I første omgang vurderer man, at hans skader er livstruende, og han bliver derfor med lægehelikopter bragt til Rigshospitalets Traumecenter, fortæller David Eckert.

Brud på færdselslov og straffelov

På hospitalet har lægerne dog slået fast, at manden er uden for livsfare.

Men hos Nordsjællands Politi arbejder man nu på at finde frem til flugtbilisten. For det er en overtrædelse af både færdselsloven og straffeloven at stikke af fra en ulykke, hvor der er tilskadekomne.

- Bilen er kørt fra stedet i høj fart. Så vi vil meget gerne høre fra vidner, der har set en bil i det område, som har kørt med høj fart, og som eventuelt har haft skader, siger David Eckert.

Læge afsløret i millionsnyd – største enkeltstående sag nogensinde

Stig Dahm er lige nu hovedperson i den største sag om lægesvindel, der nogensinde er set.

Han har ifølge tre regioner svindlet sig til 7,5 millioner kroner ved bevidst og systematisk at overfakturere tre regioner i ti år.

Et system, der i høj grad bygger på tilliden til den enkelte læge, fordi kontrollen med lægernes afregning bygger på stikprøver.

Sagen er ifølge Kent Kristensen, lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet, uden sidestykke i Danmark.

- Det er den største enkeltstående sag, vi har haft omkring uberettiget honorering, forklarer Kent Kristensen.

Siden 2012 har regionerne behandlet 42 sager om uregelmæssigheder i afregningen af speciallæger.

- Vi har sager om millioner, og så har vi også små sager, hvor det er ned til få tusinde kroner. Men det her er den største enkeltstående sag, vi har kendskab til, fortæller Kent Kristensen.

Den påståede svindel er foregået fra 2010 til 2019, hvor Stig Dahm ifølge Region Sjælland, Region Nordjylland og Region Hovedstaden bevidst og systematisk har taget sig for godt betalt. Det er sket ved konsekvent at opkræve dyrere bedøvelser, end han havde krav på. Han har ifølge regionerne også opkrævet penge for bedøvelser af patienter, som ikke er blevet opereret.

Mor til tidligere patient: - Forrykt

Heidi Madsen fra Næstved har to gange oplevet, at hendes datter Filippa My er blevet lagt i narkose af Stig Dahm. Første gang i juni 2016, hvor datteren blev opereret for at skabe bedre luftveje i halsen, og anden gang i juli 2017, hvor hun fik fjernet polypper.

- Han var meget sympatisk og tryghedsskabende. Jeg oplevede ham som et rart menneske og var helt tryg ved at skulle aflevere mit barn til ham. Han skabte tillid, så det havde jeg slet ikke i tankerne, siger Heidi Madsen.

Men nu er Filippa Mys cpr-nummer altså ét af mange, som Stig Dahm kan have brugt til at hive flere skattekroner ud af det offentlige, end han havde krav på, ved at opkræve for en længere bedøvelse, end han foretog.

- Det var pokkers. Jeg synes, det er dybt forkert. Det er forrykt. Det er dine og mine penge. Det er vores allesammens penge. Det synes jeg, er noget mærkeligt noget, siger Heidi Madsen.

Vil kun betale to millioner

Den 65-årige anæstesilæge har haft sit eget ydernummer i 21 år. Han har haft base i Hornbæk og siden også i Herlev, hvorfra han er kørt ud for at assistere øre-næse-hals-læger i hovedstaden, i Nordjylland og på Sjælland.

Oplysningerne om hovedpersonen selv er ganske få. Men i 2015 – mens den påståede bevidste overfakturering stod på – valgte Stig Dahm og hans kone at vise deres daværende privatbolig i Dronningmølle frem i en boligreportage i Berlingske.

Under overskriften “Se den idylliske husmandsbolig” fik man et indblik i, hvordan parret havde istandsat det stråtækte hus i Nordsjælland med blandt andet et håndlavet snedkerkøkken efter parrets egne ønsker og udsmykket hjemmet med et egetræsbord til 30.000 kroner.

Det var i den periode, at han overfakturerede systematisk.

Men nu – efter det er blevet opdaget – vil Stig Dahm kun betale 1,96 millioner tilbage.

Det dækker over overfakturering for årene 2017-2019 og fordeler sig på tre regioner:

Derudover er der rejst krav om tilbagebetaling af yderligere 5,5 millioner kroner fra perioden 2010-2016.

Som jeg læser sagen, så har du jo sagt ja til at betale 1,9 millioner kroner tilbage, men de sidste 5,5 millioner vil du ikke betale. Hvorfor ikke?

- Det er nogle tekniske og overenskomstmæssige ting, som ligger til grund for det. Ved du hvad, du må tage det med min advokat.

Stig Dahm afviser altså ikke at have fået de mange millioner udbetalt. Ifølge TV 2s oplysninger nægter Stig Dahm at betale, fordi han mener, at sagerne om de sidste 5,5 millioner kroner er forældede.

Konsekvent overfakturering

Som anæstesilæge var Stig Dahms arbejde at lægge patienter i narkose, når de skulle have foretaget et indgreb ved en øre-næse-hals-læge.

Alt efter hvilket indgreb lægen foretog, var der en fast kode, som Stig Dahm skulle indtaste. Eksempelvis er der én kode, som svarer til, at et barn skal have lagt dræn i ørerne, og en anden kode, hvis et barn skal have fjernet polypper. Hver kode giver et fast beløb til narkoselægen. En højere kode betyder flere penge udbetalt.

Ifølge regionerne svindlede han blandt andet ved konsekvent at gå mindst en ydelseskode op, i forhold til hvad han havde krav på. Over ti år er det løbet op i 7,5 millioner kroner, som han ikke skulle have haft udbetalt.

Ekspert: Ingen tvivl

Stig Dahm har altså betalt knap to millioner kroner tilbage. Det er for overfakturering i årene 2017-2019. I sagens dokumenter kan man læse, at Stig Dahm forklarer overfaktureringen med, at han har misforstået overenskomsten.

Den forklaring køber Kent Kristensen, som er professor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet, ikke.

- For det første frikender ukendskab til overenskomstens regler ikke en for ansvar. Og for det andet er der meget klare regler i overenskomsten for, hvordan man skal afregne.

- Han er konsekvent gået en ydelse op der, hvor han ikke er berettiget til at gøre det, og så har han konsekvent lagt ydelser sammen, hvor han heller ikke er berettiget til at gøre det. Der er ingen tvivl om, at der er afregnet forkert.

Den strengeste straf

Stig Dahms forklaring blev heller ikke godtaget i det udvalg, som skulle vurdere sagen. Her sidder politikere fra regionerne og repræsentanter for speciallægerne.

Deres dom var, at Stig Dahm havde “fejlafregnet systematisk” og “gjort sig skyldig i grov misligholdelse af overenskomsten”. Derfor fratog udvalget Stig Dahm hans ydernummer – den strengeste straf, de har i værktøjskassen.

- Det er ikke noget, vi gør så tit, men det er selvfølgelig, når der sker store overskridelser af overenskomsten. Altså decideret svindel, som vi ser her, siger Anders Kühnau (S), formand for praksisudvalget i Danske Regioner og dermed politisk ansvarlig for kontrollen af lægernes faktureringer.

Hos Foreningen af Praktiserende Speciallæger så man ingen anden udvej.

- Det er en uacceptabel sag, som vi er nødt til at skride til handling over for. Den her fejlafregning og misbrug af ydelser, der har været i det her konkrete tilfælde, gør, at den her speciallæge ikke kan være med i ydernummersystemet længere, siger foreningens formand, Ann-Louise Reventlow-Mourier.

Stig Dahm: 5,5 millioner handler om “teknik og overenskomst”

Men tilbage står så stadig de 5,5 millioner kroner, som Stig Dahm har overfaktureret i årene 2010-2016. Penge, som Stig Dahm ikke har i sinde at betale tilbage.

Regionerne er dog overbeviste om, at Stig Dahm bevidst har overfaktureret, og efter rådgivning fra et eksternt advokatfirma har regionerne derfor politianmeldt Stig Dahm for bedrageri.

Anders Kühnau (S), formand for Region Midtjylland og for praksisudvalget i Danske Regioner, er politisk ansvarlig for kontrollen af lægernes faktureringssystem. Han gør det klart, at regionerne er klar til i sidste ende at inddrage politiet, når læger overfakturerer.

- Vi går selvfølgelig efter at få hele beløbet betalt tilbage i de tilfælde, hvor det simpelthen er systematiske fejlafregninger, forklarer Anders Kühnau.

Trods gentagne forsøg er det ikke meget, Stig Dahm selv vil sige.

Men du vil ikke fortælle lidt om det? Det virker til at være en sag, der har haft en ret voldsom konsekvens for dig?

- Ja. Nej tak. Ved du hvad, det tror jeg, har alt for store juridiske implikationer. Jeg har rådført mig med min advokat, og han siger, at jeg skal henvise til ham.

TV 2 har flere gange forsøgt at få et interview. Første gang lød meldingen, at hverken Stig Dahm eller hans advokat ønskede at stille op. TV 2 har efterfølgende forelagt blandt andet Kent Kristensens vurdering af sagen for Stig Dahms advokat – det har ikke været muligt at få et svar.

Nordsjællands Politi bekræfter over for TV 2, at de har modtaget en politianmeldelse af Stig Dahm, men de har ikke indledt nogen efterforskning endnu, da sagen “afventer en ledig efterforsker”.

Professor frygter dansk drikkevand er i fare: – Det her er noget farligt stads

En sag om forurenet oksekød i Korsør kan vise sig at have betydning for hele Danmarks drikkevand.

For lige nu kan farlige kemikalier være ved at sive ned i jorden hundredvis af steder landet over. Giftstofferne bliver i kroppen i mange år og kan være med til at fremkalde kræft, ufrivillig abort og skade immunforsvaret. Det kan også overføres fra gravide kvinder til deres ufødte børn.

Sådan lyder advarslen fra forskningsleder og professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet og adjungeret professor ved Harvard University Philippe Grandjean, der er en af verdens førende forskere inden for det stærkt sundhedsskadelige kemikalie PFOS.

- Det her er noget farligt stads, så vi er nødt til at gribe ind, siger han.

Han bliver interviewet i TV 2-programmet 'Kernen', hvor han går i dybden omkring faren ved PFOS, som kemikalierne hedder.

Vandværker finder giftstoffet i hele landet

Det hele startede med en skandale i Korsør, hvor en lokal kogræsserforening i årevis havde spist kød fra køer, der havde græsset på en eng ved Korsør Nor. Engen viste sig at være dybt forurenet af slukningsskum fra den lokale brandskole, og 118 personer blev forgiftet af det forurenede kød.

Derfor er Danmarks drikkevand lige nu ved at blive undersøgt for PFAS-giftstoffer, der er en paraplybetegnelse, som dækker over PFOS og en række andre skadelige fluorstoffer, der er farlige for mennesker og dyr.

Vi har ikke en opgørelse af det samlede forurenings- eller risikobillede fra de identificerede potentielle punktkilder

Rasmus Moes, kontorchef i Vandforsyningen i Miljøstyrelsen

Tidligere i denne uge udkom Danske Vandværker med en foreløbig rapport for undersøgelsen. Indtil videre er giftstofferne fundet i 65 boringer fra 18 vandforsyninger på Sjælland, Fyn og i Jylland.

I 38 af dem overskrider niveauet af giftstofferne den sundhedsskadelige grænse, mens det i de 27 andre foreløbigt ligger under maksimalgrænsen.

Direktør for Danske Vandværker Susan Münster mener, at det er tegn på, at der skal mere fokus på denne type forurening.

- Når der allerede er fundet 38 boringer, hvor grænseværdien er overskredet, er det en udfordring, vi skal være opmærksomme på, sagde Susan Münster den 8. oktober til TV 2 NEWS.

Philippe Grandjean forventer, at mange af de steder, hvor man undersøger grundvandet, i første omgang ikke vil vise høje niveauer af giftstofferne.

Men det betyder ikke, at forureningen ikke kommer på et senere tidspunkt. For det kan tage år, før det kan måles, frygter Grandjean.

- Der kan være mange kilo giftstoffer på vej, som siver i jorden, siger han i 'Kernen'.

For PFOS er vandopløseligt, hvorfor det kan gå ned i jorden, når det eksempelvis regner. Derfor er det vigtigt at blive ved med at undersøge vandet for giftstofferne de steder, myndighederne finder dem, for at sikre, at kemikalierne ikke ryger ud i danskernes vandhaner.

Forurening fundet over 1000 steder

Danske Regioner og Forsvaret har kortlagt 188 brandøvelsespladser, hvor der tidligere har været brugt skum, som har indeholdt PFOS.

Derudover har man noteret 900 industrigrunde, hvor der er blevet fundet et eller flere PFAS-giftstoffer, hvor over halvdelen var PFOS.

I værste fald kan forureningen have kontamineret grundvandet, frygter Philippe Grandjean. Og i så fald kan det vise sig at være meget alvorligt, siger han.

- Det her er et kæmpe internationalt problem. Og spørgsmålet er, om Korsør er et uheldigt tilfælde. Eller om det repræsenterer noget, som måske kan være sket andre steder i landet, lyder det fra professoren.

Af samme årsag har myndighederne bedt 1784 vandværker landet over undersøge drikkevandet, ligesom 145 områder skal granskes nøje for PFOS eller lignende stoffer. Myndighederne vil her lave en vurdering af, om forureningen potentielt kan udgøre en risiko for mennesker.

I værste fald frygter Philippe Grandjean, at vi herhjemme får det, han kalder amerikanske tilstande.

- I USA drikker over 100 millioner mennesker kommunalt drikkevand, som indeholder PFOS og fluorstoffer over det niveau, vi anser for at være acceptabelt. Jeg tror ikke, at der er et bedste fald, siger han.

Har skærpet kvalitetskrav

Miljøstyrelsen har i 2021 nedsat grænsen for, hvor høje niveauer af giftstofferne der må være i jord, drikkevand og overfladevand.

Med de nye kvalitetskriterier betyder det, at det indtil videre er 32 procent af de 900 industrigrunde, hvor giftstofferne blev fundet, der overskrider indholdet i grundvandet.

Kontorchef i Vandforsyningen i Miljøstyrelsen Rasmus Moes siger til TV 2, at myndighederne er i gang med at undersøge omfanget af forureningen, men at der i øjeblikket ikke er et samlet overblik over, hvor stor risikoen er for det danske drikkevand.

- Vi har ikke en opgørelse af det samlede forurenings- eller risikobillede fra de identificerede potentielle punktkilder, siger han.

Rasmus Moes siger, at styrelsen er forberedt på, hvis forureningen skulle vise sig at være meget udbredt. I så fald vil det være op til kommunerne, regionerne og forsvaret at håndtere situationen.

- Drikkevandskravene skal overholdes. Man er nødt til at tage stilling til det i den relevante myndighed, hvis der er en overskridelse. Det betyder i praksis, at man måske skal bore efter en ny vandkilde eller sætte et særligt renseanlæg på, lyder det.

Miljøstyrelsen har igangsat en landsdækkende undersøgelse af grundvandet, hvor man særligt kigger efter giftstofferne. Resultatet af undersøgelsen forventes at være færdigt i første kvartal af 2022.

Hele interviewet med Philippe Grandjean kan ses på TV 2 PLAY.

Rusland registrerer rekordhøjt antal døde med covid-19

Rusland har lørdag registreret rekordmange døde med coronavirus på en enkelt dag med 968 dødsfald.

Det oplyser landets sundhedsmyndigheder ifølge The Guardian.

Dermed fortsætter den kedelige tendens, der har set landet sætte nærmest daglige dødsrekorder i løbet af oktober.

Regeringen vil ikke lukke ned

De 968 dødsfald lørdag er cirka 100 flere, end Rusland i gennemsnit registrerede om dagen i slutningen af september. I de 24 timer op til lørdag har landet også registreret over 29.000 nye smittetilfælde.

Ifølge The Guardian bebrejder myndighederne landets lave vaccinationsrate samt spredning af den mere smitsomme Delta-variant for det stigende antal dødsfald.

Ruslands vicepremierminister, Tatiana Golikova, sagde fredag, at 47,8 millioner indbyggere havde fået mindst et stik mod virusset. Det svarer til omkring 33 procent af Ruslands befolkning på 146 millioner.

42,4 millioner eller omkring 29 procent af befolkningen er færdigvaccinerede.

Trods situationen har regeringen i Moskva afvist at lukke landet ned igen. I stedet er det op til de regionale myndigheder at indføre nye restriktioner, hvis de finder det nødvendigt.

I visse dele af landet - inklusive storbyerne Moskva og Sankt Petersborg - fortsætter livet derfor stort set som normalt. Det betyder ifølge The Guardian blandt andet, at de fleste virksomheder holder åbent som sædvanligt, og at krav om mundbind ikke bliver håndvævet.

48. flest dødsfald i verden

Ifølge de russiske myndigheder har landet officielt registreret 215.453 døde under pandemien. Ifølge Ruslands statistikbureau, Rosstat, ligger tallet dog nærmere i omegnen af 418.000.

Årsagen til forskellen er, at de russiske myndigheder kun tæller dødsfald, hvor covid-19 bliver set som den direkte årsag.

Rosstat inkluderer imidlertid også folk, der var smittet med covid-19, men døde af andre årsager, samt folk hvor det ikke kunne bekræftes at covid-19 var skyld i dødsfaldet.

Ses antallet af dødsfald i forhold til Ruslands indbyggertal, er Rusland det land i verden med 48.-flest dødsfald på en liste udarbejdet af statistiksiden Worldometers.