8557 tyskere kan have fået saltvand i stedet for coronavaccine

8557 personer i den nordvesttyske by Schortens skal vaccineres igen, efter at det er kommet frem, at en sygeplejerske kan have givet dem en saltvandsindsprøjtning i stedet for en covid-19-vaccine.

Det rapporterer den tyske radio- og tv-station NDR.

Sygeplejersken var ansat ved et vaccinationscenter i landdistriktet Friesland i delstaten Niedersachsen.

- Det drejer sig om i alt 8557 personer, der muligvis ikke har modtaget nogen vaccinationsbeskyttelse - hverken helt eller delvist, sagde distriktsleder i Friesland Sven Ambrosy tirsdag.

Der blev fattet mistanke om udbytningen af vaccinedoserne allerede i slutningen april. Her erkendte sygeplejersken, at hun havde fyldt saltvandsopløsning i seks sprøjter angiveligt for at forsøge at dække over, at hun havde tabt en vaccineampul på gulvet.

Men ifølge tysk politi er der under efterforskningen dukket oplysninger frem, som tyder på, at ombytningen var bevidst og langt mere omfattende end først antaget.

Ufarligt med saltvand

Motivet er uklart, men ifølge politiet har kvinden delt vaccinekritiske oplæg på sociale medier, hvorfor politiet for politisk motiveret kriminalitet har overtaget efterforskningen.

I øjeblikket er det uvist, hvor mange af de 8557 potentielle tilfælde der rent faktisk er blevet injiceret med en saltvandsopløsning.

- Faktum er, at vi ikke ved, hvor mange af dem der er uvaccinerede eller kun delvist vaccinerede, siger kriseteamleder Heiger Scholz til NDR.

- Det kan være, at der kun er snydt med hver tredje indsprøjtning. Det kan også være, at der ikke er flere sager. Desværre er kvinden ikke samarbejdsvillig over for politiet. Hun er tavs.

De pågældende doser skulle være blevet givet mellem 5. marts og 20. april primært til ældre over 70 år.

Det er ganske ufarligt at få en saltvandsindsprøjtning, men særligt ældre mennesker kan være sårbare over for alvorlig sygdom som følge af covid-19, hvis de ikke er vaccineret.

Kvindens advokater afviser enhver form for politisk motivation. Kvinden fastholder, at de seks saltvandsindsprøjtninger den 21. april var en "engangshændelse", skriver NDR.

Flere lande gør livet surt for ikke-vaccinerede – én grund gør det usandsynligt i Danmark

Flere lande indfører restriktioner, der kan gøre livet sværere - eller mere omkostningsfyldt - for dem, der ikke er vaccineret.

Seneste udvikling i den henseende står Tyskland for.

Tirsdag annoncerede kansler Angela Merkel, at gratis coronatest for ikke-vaccinerede ophører 11. oktober, skriver Reuters.

I Tyskland kan man derefter kun blive coronatestet gratis, hvis er man vaccineret, gravid, under 18 år, eller hvis man af sundhedsmæssige årsager ikke kan blive vaccineret.

Fra samme dato bliver der indført krav om, at ikke-vaccinerede personer skal fremvise en negativ test i langt flere tilfælde end nu.

Med tiltaget håber den tyske regering at øge vaccinetilslutningen i befolkningen, som ifølge den tyske kansler har mistet "mærkbar fart".

Fauci vil have alle lærere vaccineret

Tirsdag var også dagen, hvor USA's mest prominente coronarådgiver, Anthony Fauci, opfordrede til vaccinekrav.

Direktøren for Det Nationale Institut for Allergi og Smitsomme Sygdomme mener, at der bør indføres krav om, at alle landets lærere er vaccineret mod coronavirus.

Han pegede på, at USA har haft flere end 615.000 dødsfald, og at landet netop nu ser en stor smittestigning på grund af Delta-varianten, samtidig med at efteråret og det nye skoleår står for døren.

- Jeg ved, at folk elsker at have deres individuelle frihed og ikke blive beordret til noget, men vi er i sådan en alvorlig situation nu, at under visse omstændigheder bør man indføre krav (om vaccination, red.), siger Fauci ifølge CNN.

I forvejen har den amerikanske regering indført skærpede krav for føderalt ansatte, der ikke er vaccineret, ligesom det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, vil indføre vaccinekrav i hæren fra midten af september.

Også i Frankrig vil man indføre krav om vacciner blandt sundhedspersonalet - noget, der har ført til flere demonstrationer i landet forud for den endelige vedtagelse.

Ekspert tror ikke på vaccinekrav i Danmark

Kan lignende krav om vaccine blive virkelighed i Danmark?

Ikke hvis man spørger Theis Lange, der er professor i statistik på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Det skyldes, at der er relativ høj opbakning til vaccinerne herhjemme.

- Des mindre den ikke-vaccinerede gruppe bliver, des mindre strenge midler har man brug for at tage i brug. For jo færre, der ikke er vaccineret, des mindre fare er samfundet sat i, siger Theis Lange.

Han understreger, at det er en politisk beslutning, om man skal indføre vaccinationskrav. Og ifølge ham bør beslutningen bygge på overvejelser om, hvordan man vil se på coronavirus i fremtiden. Om man skal acceptere, at coronavirus begynder at blive en sygdom som influenza, der engang imellem blusser op, eller om det skal holdes helt nede.

- Og hvis man går efter at holde smitten på et minimum, skal man kigge på den gruppe, der endnu ikke er vaccineret, siger han.

Partier vil ikke indføre brugerbetaling

I Danmark har over 73 procent af befolkningen fået minimum det første stik, og 60,5 procent er fuldt vaccineret.

Det er også en af grundene til, at hverken Venstre eller Det Konservative Folkeparti er tilhængere af at gøre som tyskerne og indføre brugerbetaling på test.

Det oplyser partiernes sundhedsordførere, Per Larsen (K) og Martin Geertsen (V), til TV 2.

- Det har indtil nu fungeret fint på baggrund af tillid til myndighederne og ikke på mere eller mindre firkantede tvangsmetoder, siger Martin Geertsen.

Her kommer sygeplejerskernes strejke til at ramme de næste uger

I knap to måneder har tusindvis af sygeplejersker haft kitlerne skiftet ud med røde fagforeningstrøjer.

Efter måneders lønforhandlinger med Danske Regioner og Danske Kommuner indledte Dansk Sygeplejeråd (DSR) i juni sin første strejke siden 2008.

I første omgang nedlagde knap 5000 sygeplejersker arbejdet, men siden er flere blevet udtaget til strejken i alt fem gange.

Da en udvidelse af strejken skal varsles fire uger i forvejen, er det dog først tirsdag, at flere sygeplejersker reelt nedlægger arbejdet.

I løbet af de kommende uger vil flere end 1700 ekstra sygeplejersker løbende begynde at strejke.

TV 2 har samlet et overblik over, hvilke dele af sundhedsvæsenet der er ramt, og hvilke der ifølge DSR har udsigt til at blive det, hvis der ikke falder en aftale på plads.

Strejken bryder ud

Cirka 4750 sygeplejersker indledte strejken på hospitaler landet over.

En lang række hospitaler landet over er ramt, og titusindvis af behandlinger udskydes. Afdelinger for livstruende sygdomme er undtaget. Det gælder eksempelvis kræftafdelinger, børneafdelinger og behandling af coronapatienter. Derudover skal sygeplejerskerne stille med et nødberedskab, der kan varetage livsnødvendige opgaver. Operationer og it rammes

702 ekstra sygeplejersker nedlagde arbejdet. Dermed strejker nu cirka 5450.

Udvidelsen går primært ud over planlagte operationer, anæstesi, opvågning, ambulatorier og "nogle it-funktioner". Derudover er de områder, som visiterer patienter videre til behandling andre steder, også ramt. Planlagte operationer nedlægges i Nordjylland

225 ekstra sygeplejersker nedlægger arbejdet. Dermed strejker cirka 5700.

Næsten al planlagt kirurgi i Nordjylland vil lukkes som følge af udvidelsen. Det bekræfter Region Nordjylland over for TV 2. Operations- og anæstesiafsnit på blandt andet Herlev Hospital og i Region Syddanmark rammes. I Region Midtjylland forventes det frie sygehusvalg at blive påvirket. Det bekræfter regionen over for TV 2. Ingen nye fertilitetsbehandlinger i tre regioner

215 ekstra sygeplejersker nedlægger arbejdet. Dermed strejker cirka 5900.

I Region Sjælland og Nordjylland vil ingen nye fertilitetsforløb kunne startes. Det bekræfter begge regioner over for TV 2. Ifølge DSR vil det samme gøre sig gældende i Region Hovedstaden. Regionen oplyser dog, at det vil afhænge af en individuel vurdering af hver patient. I Syddanmark rammes området for kvindesygdomme, som blandt andet også omfatter fertilitetsbehandling. I Region Midtjylland rammes blandt andet planlagte operationer i Herning og Holstebro samt Steno Diabetes Center på AUH. Ældre må vente længere med at komme hjem

315 ekstra sygeplejersker nedlægger arbejdet. Dermed strejker cirka 6200.

Udvidelsen rammer stort set kun pleje, medicin og hjælp til især ældre borgere, som udskrives fra sygehuset. Nogle vil derfor være indlagt længere tid. Det går i Nordjylland først og fremmest ud over Brønderslev Kommune, mens det på Sjælland er Greve og Guldborgsund. I Syddanmark er hele syv kommuner berørt, mens det i hovedstadsområdet primært er Københavns Kommune. Alle operationsafsnit lukkes i Syddanmark

281 ekstra sygeplejersker nedlægger arbejdet. Dermed strejker cirka 6500.

I Region Syddanmark lukkes alle afdelinger, der har med planlagte operationer at gøre ifølge DSR. Regionen oplyser til TV 2, at den endnu ikke har dannet sig et overblik. I Region Midtjylland bliver øjenområdet ramt, så operationer for blandt andet grå stær, efterstær og øjenlågslidelser vil blive udskudt. Regionen har endnu ikke et overblik. I Region Hovedstaden nedlægges arbejdet på afdelinger, som arbejder med patienter, når de vender tilbage til hjemmet.

Antallet af smittede har længe været stabilt, siger lektor i partikelfysik

Der er det seneste døgn registreret 1004 smittetilfælde med coronavirus i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er det højeste antal smittetilfælde i halvanden uge, men generelt set har smitten været stabil i løbet af sommerferien.

Over den seneste måned har der i gennemsnit været 863 smittetilfælde om dagen.

- Vi er i en meget stabil fase af epidemien. Smittetallet har været stort set konstant i et langt stykke tid, siger Troels Petersen, lektor i partikelfysik ved Niels Bohr Instituttet og medlem af Statens Serum Instituts ekspertudvalg for covid-19.

Ifølge Troels Petersen vil det være forventeligt, at vi med en lille smule mere aktivitet i samfundet får en langsom stigning i antallet af coronasmittede.

- Det vil ikke få nogen væsentlig betydning for antallet på hospitalerne. Jeg vil tro, at det er de yngre generationer, der ikke er vaccineret, som kommer til at bære den væsentligste del af epidemien, siger han.

På landets hospitaler er status tirsdag, at der er 85 indlagte med coronavirus. Det er en stigning på to over det seneste døgn.

Vaccinationerne fortsætter også med at skride frem, og der er det seneste døgn givet knap 65.000 vaccinestik.

Danmark har tirsdag krydset en mindre milepæl, da mere end 60 procent af befolkningen nu er færdigvaccineret.

Der er registreret to coronarelaterede dødsfald det seneste døgn. Dermed er 2554 døde med virusset det seneste halvandet år.

17-årig druknet i svømmehal – leder tvivler på, at livredder ville have gjort en forskel

Der var ingen livreddere til stede, da en 17-årig pige mandag aften blev fundet bevidstløs i svømmehallen på Idrætscenter Jammerbrugt i Fjerritslev.

Det fortæller leder på Jammerbugt Idrætscenter, Søren Konnerup, til Nordjyske.dk.

Pigen var på en introtur med sin 10. klasse fra Værløse i Nordsjælland, og da der var tale om et privat arrangement, er det ikke normal procedure i centret at have en livredder til stede.

I stedet for en livredder holdt syv lærere fra skolen øje med eleverne.

Søren Konnerup siger til Nordjyske, at centret nu vil vurdere, om det er den rette procedure, og hvad der kan gøres anderledes i fremtiden for at undgå lignende ulykker.

Centerlederen tvivler dog på, at en livredder ville have gjort nogen stor forskel.

- Jeg tror desværre ikke, at én af vores livreddere ville have været bedre end de syv lærere, som holdt øje med eleverne, siger han.

Ingen mistanke om ulovlige handlinger

Politiet fik mandag aften klokken 21.37 en anmeldelse om, at en ung kvinde blev fundet livløs på bunden af det dybe vand i svømmehallen i Fjerritslev.

Hun fik livreddende førstehjælp, og der blev målt en puls.

Hun blev efterfølgende fløjet til Aalborg Universitetshospital og lagt i respirator, men hendes liv stod ikke til at redde.

Klokken 04.59 blev hun erklæret død af lægerne, fortæller vagtchef Jess Falberg til TV 2.

Ifølge politiet er der umiddelbart ingen mistanke om, at der er foregået noget ulovligt i forbindelse med pigens død. Der skal dog stadig foretages et ligsyn for at fastslå dødsårsagen.

De syv lærere og de omkring 50 klasseelever, der var med på turen, bliver nu tilbudt psykologisk krisehjælp.

Tyskere vil sløjfe gratis coronatests for ikkevaccinerede

I Tyskland har ikkevaccinerede personer indtil nu haft mulighed for at få en gratis coronatest, men det skal være slut fra oktober.

Det mener i hvert fald de tyske myndigheder, som mødes tirsdag til en konference med fokus på omstrukturering af landets coronastrategi.

På mødet vil der derfor blive talt om et beslutningsudkast, der handler om en udfasning af gratis coronatests til tyske borgere, som ikke vil lade sig vaccinere.

Det skriver det tyske medie Frankfurter Allgemeine.

Borgere, som af sundhedsmæssige grunde ikke kan blive vaccineret, vil stadig få mulighed for at blive testet gratis. Det gælder også for gravide kvinder og børn under 18 år.

Vil presse ikkevaccinerede borgere

De seneste dage har der været debat om de ikkevaccinerede tyske borgere. Der har blandt andet været diskussioner om at lægge pres på ikkevaccinerede borgere, som ikke ønsker vaccinen.

Det skal blandt andet ske ved, at der kræves coronapas ved besøg på restauranter, fitnesscentre, plejehjem, hospitaler og lignende.

Derfor håber de tyske politikere, at udfasningen af gratis coronatests vil få flere borgere til at lade sig vaccinere, fordi de skal have penge op af lommen for at blive testet og dermed få et coronapas.

Der står, ifølge RND, i udkastet, at da alle borgere tilbydes vaccination, er det unødvendigt at benytte den føderale regering og skatteydernes penge på gratis coronatests til dem, som ikke vil lade sig vaccinere.

Høj, dansk vaccinetilslutning uden tvang

I Danmark er hverken Venstre eller Det Konservative Folkeparti tilhængere af at gøre lyntests brugerbetalt. Det oplyser partiernes sundhedsordførere, Per Larsen (K) og Martin Geertsen (V), til TV 2.

Begrundelsen er dels, at der ifølge de to ordførere skal være en fri og lige adgang til test, og dels at vacccinetilslutningen i Danmark er høj.

- Det har indtil nu fungere fint på baggrund af tillid til myndighederne og ikke på mere eller mindre firkantede tvangsmetoder, siger Martin Geertsen.

Partierne ser snarere, at den danske testkapacitet de kommende måneder generelt bliver nedskaleret.

Delta-varianten hærger

I Tyskland er antallet af smittede med coronavirus steget.

For bare en måned siden lå antallet af nye smittetilfælde på cirka 900 om dagen. I dag ligger tallet på cirka 2000.

Til sammenligning toppede Tysklands smittetal 30. december 2020, da over 49.000 blev registreret smittet med coronavirus.

Over 90 procent af de smittede borgere i Tyskland er ramt af den smitsomme Delta-variant. Det skriver det tyske medie Berliner Morgenpost.

Nu kan man rette sin vaccinetid uden at afbestille først

Det er nu muligt at rette sin vaccinetid på hjemmesiden vacciner.dk, uden at man behøver at afbestille sin eksisterende tid.

Tidligere kunne man kun ændre i sin tid, hvis man først afbestilte, og det har betydet, at nogle borgere ikke har turdet gøre det, fordi man så risikerede at få en tid senere, end man ønskede sig.

Der er i øjeblikket mange ledige tider i vaccinationscentrene rundt omkring i landet, hvilket skal ses i lyset af, at omkring 84 procent af alle inviterede har fået første stik.

Uden tidsbestilling

I Region Midtjylland og Region Sjælland har man i denne uge åbnet for, at man kan møde op uden tidsbestilling.

Region Hovedstaden og Region Syddanmark vil også åbne for muligheden, mens det ikke er besluttet i Region Nordjylland.

Antallet af vaccinationer er gået ned i tempo på det seneste - især i forhold til første stik.

Søndag blev der givet 4130 første stik, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er det laveste antal stik siden marts. Samtidig blev der givet 35.986 andet stik.

Fra i dag strejker yderligere 702 sygeplejersker

Tirsdag træder den første udvidelse af sygeplejerskernes strejke i kraft, efter at den blev varslet 12. juli.

Udover de cirka 4750 sygeplejersker, der nedlagde arbejdet i juni, vil yderligere 702 nu strejke på tværs af landet.

Det er primært planlagt kirurgi, anæstesi, opvågning, ambulatorier og nogle IT-funktioner, der nu rammes. Desuden rammes en del af de funktioner, som visiterer patienter videre til behandling andre steder.

Og ifølge formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, er udvidelsen nødvendig for at råbe beslutningstagerne op.

- Jeg er helt sikker på, at både befolkningen og patienterne har mærket den strejke, der er i gang derude. Men der er ikke rigtig nogen politikere, der har ladet sig mærke med, at vi har haft gang i en strejke i mange uger nu, siger hun til TV 2.

Strejken udvides ugentligt

Siden konfliktens start har Dansk Sygeplejeråd (DSR) ugentligt udvidet strejken med henholdsvis 702, 225, 215, 315 og senest 281 sygeplejersker mandag.

På grund af arbejdsmarkedets regler skal en optrapning af konflikten dog varsles mindst fire uger i forvejen.

Derfor er det først nu, at strejkens første udvidelse på 702 sygeplejersker reelt betyder en nedlægning af arbejdet.

Når den seneste udvidelse træder i kraft 7. september, vil cirka 6500 sygeplejersker have nedlagt arbejdet.

- Det har vi det som sygeplejersker dårligt med. Men det skal åbenbart gøre ondt på borgerne, før arbejdsgivere og politikere begynder at lytte. Det, synes jeg, er utroligt, sagde Grete Christensen mandag.

Ledelsen sagde ja – medlemmerne stemte nej

Strejken er først og fremmest blevet udløst af utilfredshed med sygeplejerskernes løn.

Konflikten begyndte i foråret, da medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd stemte nej til den overenskomst, som deres egen forening ellers havde anbefalet dem at sige ja til.

Siden blev forhandlingerne mellem arbejdsgiverne, i form af kommunerne og regionerne, og DSR sendt forbi Forligsinstitutionen. Her nåede parterne til enighed om en ny overenskomst, der blev sendt til afstemning blandt sygeplejerskerne.

Igen anbefalede ledelsen i DSR, at medlemmerne stemte ja, men igen valgte et flertal af medlemmerne at sige nej.

Derfor startede strejken 19. juni.