England går fra rød til orange på coronakort

Fra lørdag den 14. august klokken 16 går England og en række andre lande fra rød til orange.

Det fremgår af Udenrigsministeriets rejsevejledning, som udsendes hver fredag.

Argentina, Botswana, Colombia, Cuba, Costa Rica, Eswatini, Fiji, Irak, Iran, Malaysia, Mozambique, Lesotho, Libyen, Zambia, Malawi, Sydafrika, Tunesien, Zimbabwe, Rusland, Panama, Namibia og de tre selvstyreregioner i Storbritannien (England, Skotland og Nordirland) går alle fra rød til orange.

Dermed fraråder Udenrigsministeriet nu alle ikke-nødvendige rejser til disse lande. Tidligere har Udenrigsministeriet frarådet alle rejser til disse lande.

Alle landene har særlige restriktioner ved indrejse for danske rejsende.

Størstedelen af den danske befolkning vaccineret

Ændringen skyldes ifølge Udenrigsministeriet, at Delta-varianten er blevet dominerende både i Danmark og globalt og således nu har udkonkurreret de øvrige virusvarianter, som sundhedsmyndighederne vurderes særligt bekymrende i forhold til at sikre epidemikontrollen i Danmark.

Samtidig er størstedelen af den danske befolkning fuldt vaccineret, og vaccinen har god effektivitet mod Delta-varianten, især mod alvorlig sygdom.

Værd at notere sig er også, at Italien går fra grøn til gul.

Det betyder, at man som rejsende skal fremvise test for coronavirus, medmindre man er færdigvaccineret eller tidligere smittet.

Det gælder dog ikke regionerne Piemonte, Aostadalen, Ligurien, Lombardiet, Abruzzo, Molise, Campania, Puglien, Bolzano, Trento og Friuli-Venezia Giulia.

De schweiziske regioner Bern, Freiburg, Solothurn, Aargau, St. Gallen, Thurgau og Zug går også fra grøn til gul.

Udenrigsministeriet fraråder ikke rejser til gule områder, men de rejsende opfordres til at være ekstra forsigtige.

Når et land er grønt i rejsevejledningen, betyder det, at Udenrigsministeriet ikke fraråder rejser til landet, men man skal stadig være opmærksom.

Den orange status gælder lande, der har særlige restriktioner ved indrejse for danske rejsende. Dermed er det ikke landets lokale smittetal, der afholder dem fra at have grøn status hos Udenrigsministeriet i Danmark.

Er landet rødt, frarådes alle rejser til landet.

Overlæge efter nyeste smittetal: – Om en måned snakker vi måske om 2000 smittede

Det seneste døgn er der blevet registreret 1038 smittetilfælde med coronavirus. Antal indlagte er faldet med 12 til 101. Der er tre nye dødsfald.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

62.909 PCR-test er blevet foretaget det seneste døgn. Det giver en positivprocent - andelen af smittede - på 1,65 procent.

Derudover er der foretaget 99.844 lyntest. De positive tilfælde fra lyntest indgår ikke i statistikken om smittetilfælde.

Smitten vil stige

Det bekymrer overlæge på intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital Christian Wamberg, at det daglige smittetal fortsætter med at ligge på over 1000.

Han forventer, at det daglige smittetal vil stige i løbet af de kommende uger.

- Om tre uger snakker vi om 1500, og om en måned snakker vi måske om 2000. Nu er det i vækst, og restriktionerne er på vej den anden vej i samfundet, og jeg tror ikke, befolkningen lige er gearet til at gennemføre en lang række restriktioner.

- Man kan lidt frygte, hvordan det kommer til at sprede sig. Specielt i den uvaccinerede del af befolkningen. Jeg synes da godt, man kan begynde at hæve øjenbrynene og være en lille smule bekymret, siger Christian Wamberg.

Vaccination er afgørende

Det er vigtigt, at dem, der ikke er vaccineret mod covid-19, bliver det, siger han.

- Delta-varianten er noget mere smitsom, end det vi har kendt tidligere. Den vil krybe ud i flere kroge. Og der hvor smitten er voldsomst, er på Københavns Vestegn, og det er også der, hvor færrest er vaccineret. Det kan man da godt blive bekymret over, siger han.

Lige omkring 1000 dagligt smittede er dog ikke i sig selv et problem, pointerer Christian Wamberg.

- Nej, ikke så længe det er 1000 20-30-årige, som ikke bliver rigtig syge, siger han.

Færre restriktioner fra lørdag

Dagens dødstal på tre er blandt de højeste, der er registeret i sommerperioden.

Der blev senest registreret tre dødsfald 27. juli. De fleste dage i sommeren har budt på ingen eller et enkelt dødsfald.

Dermed er Danmark oppe på 2558 coronadødsfald siden marts 2020.

Antallet af smittede har været relativt stabilt den seneste måned, og fra lørdag bliver restriktionerne lempet yderligere i Danmark.

Arealkravet bliver ophævet, og Transportministeriet kræver ikke længere, at man benytter sig af mundbind i kollektiv trafik.

Siden torsdag har 5976 personer fået det første vaccinestik. Dermed har i alt 73,8 procent af befolkningen påbegyndt vaccination mod covid-19.

I alt er 3.702.158 personer færdigvaccineret i Danmark.

Venstre vil have 1700 flere praktiserende læger i Danmark

Uanset hvor man bor i landet, skal der være adgang til en læge i lokalområdet.

Det er målet for Venstres sundhedsudspil, som formand Jakob Ellemann-Jensen (V) fredag præsenterer i forbindelse med Venstres sommergruppemøde i Kolding.

- Alle danskere skal have en god praktiserende læge tæt på. Det er meget utrygt og usikkert for danskerne og deres familier, når man har svært ved at finde en læge, der hvor man bor, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Mangel på arbejdskraft gør det svært

Han henviser til en analyse fra foreningen Praktiserende Lægers Organisation. Ifølge den har mere end halvdelen af de praktiserende læger lukket for tilgangen af nye patienter.

Lægemanglen i Danmark er et alvorligt samfundsproblem, og det vil Venstre løse

Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre

Derfor foreslår Venstre, at der skal være 1700 flere praktiserende læger i Danmark. Partiet vil uddanne flere læger i almen medicin og gøre det mere attraktivt at blive praktiserende læge.

Målet kan dog blive svært at nå i en situation, hvor der er mangel på arbejdskraft i Danmark, erkender Jakob Ellemann-Jensen.

- Det her bliver ikke let. Det kommer til at kræve en meget fokuseret indsats igennem længere tid. Men jeg mener, at lægemanglen i Danmark er et alvorligt samfundsproblem, og det vil Venstre løse, siger Jakob Ellemann-Jensen.

V vil modernisere lægehuse

Desuden vil Venstre afsætte 675 millioner kroner over tre år til modernisering af lægehuse og lave særlige "rekrutteringstillæg".

Det skal også gøres mere attraktivt for seniorer at udsætte pensionen og blive lidt længere.

Ifølge Venstre har man fundet pengene til sundhedsudspillet inden for Venstres finanslovsudspil for 2022.

Norge udskyder dele af genåbningen – frygter fjerde smittebølge

Mens genåbningen af Danmark fortsætter, trykker nordmændene nu på bremsen.

Dele af genåbningen er udskudt, indtil alle voksne i landet er færdigvaccineret. Det siger den norske regering på et pressemøde fredag middag.

Begrundelsen er, at de norske sundhedsmyndigheder frygter, at en ny smittebølge kan være på vej.

Det er ikke første gang, at Norge udskyder genåbningen af samfundet. Det samme skete for to uger siden, fordi smittespredningen med Delta-varianten gav anledning til bekymring.

Der er registreret 623 nye tilfælde det seneste døgn i Norge.

1 million ekstra doser

Den norske genåbning er inddelt i fire faser, og det er dele af den sidste fase, som nu bliver udskudt.

Regeringens håb er, at man skal kunne leve normalt uden restriktioner, når alle voksne er blevet færdigvaccineret. Det er ikke umiddelbart oplyst, hvad "alle" betyder.

Tidligere har forventningen været, at vaccinationen ville være fuldendt i slutningen af september. Men på pressemødet kom det frem, at nordmændene har fået en million ekstra doser med vaccine.

Det ventes at fremrykke tidspunktet for, at alle voksne har fået stik to, med to uger.

56 kaniner endt hos Dyrenes Beskyttelse – én havde brækket ben, én var fyldt med maddiker

Over 40 kaniner er blevet overdraget til Dyrenes Beskyttelses internat på Falster.

Det oplyser Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Kaninerne blev frivilligt overdraget af ejerne efter kommunen henvendte sig til dyreorganisationen.

Ejerne havde omkring 40 kaniner i deres baghave, da Dyrenes Beskyttelse mødte op.

- Denne sag er et eksempel på, at det voksede ejerne over hovedet. De kunne simpelthen ikke overskue det længere. Det er trist, når det er så slemt, at dyrene kan risikere at leve et liv, hvor de ikke får opfyldt deres behov, siger Yvonne Johansen, dyreværnschef ved Dyrenes Beskyttelse til TV 2.

Én af kaninerne blev kørt direkte til aflivning på grund af sygdom. Kaninen viste sig at være fyldt med maddiker, og den var så dehydreret, at dens lave blodtryk gjorde aflivningen både besværlig og langvarig.

En anden kanin viste sig at have brækket benet og måtte derfor også aflives.

Efter Dyrenes Beskyttelse overtog kaninerne, blev der født yderligere fire kuld unger, og Falsters Internat står derfor nu med 56 kaniner.

Ejerne beholdt selv 10 – kønsadskilte – kaniner.

- I forhold til kaniner er det her en af de største sager, vi har haft. Men vi har også haft store sager med andre typer af gnavere. Så sagen er desværre ikke så unik, som man kunne ønske sig, sagde Yvonne Johansen.

Ikke første gang de får besøg

Dyreorganisationen har tidligere været på besøg hos ejerne for at hjælpe dem adskille hunnerne og hannerne.

Sidste år overtog Dyrenes Beskyttelse 89 kaniner fra ejerne.

- Sådan er det med kaniner. De er gode til at blive til mange på kort tid. Et uskyldigt kaninhold kan hurtigt blive til rigtig mange, sagde Yvonne Johansen.

Dyrenes Beskyttelse anmeldte sidste år ejerne til politiet for brud på dyreværnsloven, men politiet vurderede, at der ikke var grundlag til at gå videre med sagen.

- Det er sidste skud i bøssen at gå til politiet. Vi vil helst undgå det, men når det er noget, der er så groft over for dyrene, så gør vi det, sagde Yvonne Johansen.

Dyrenes Beskyttelse har efterfølgende holdt øje med forholdene for de tilbageværende kaniner hos ejerne. Denne gang politianmeldte organisationen ikke ejerne, da der var tale om en frivillig overdragelse.

Indavl giver problemer

Nu skal alle voksne blandt de 56 kaniner, som internatet på Falsters har overtaget, tjekkes af en dyrlæge under fuld narkose. De skal derudover også neutraliseres og vaccineres.

Indtil videre har kaninerne vist sig at have problemer med tandspidser og tænder, der vokser ind i ganen.

Flere af de tidligere overleverede kaniner fra samme ejere har haft hjertefejl på grund af indavl.

Sidste år døde hver tredje af de 89 kaniner enten under narkosen eller måtte efterfølgende aflives. Denne gang er en kanin blevet aflivet efter dyrlægens undersøgelse.

Det vil sige, at der indtil videre er blevet aflivet tre af de 56 kaniner. Tallet forventes dog at stige på grund af indavl.

- Vi kender endnu ikke skæbnen for alle kaninerne. Vi må bare tage rigtig godt hånd om dem og sørge for, at kaninerne bliver helt friske og klar til at få nye ejere, sagde leder af Dyrenes Beskyttelses internat på Falster, Gitte Petersen, i pressemeddelelsen.

Afstandskrav i butikker og hos frisøren fjernes

Det er fra lørdag ikke længere nødvendigt at holde afstand i køen til kassen i eksempelvis supermarkedet.

Afstands- og arealkrav i erhvervslivet bliver nemlig fjernet fra lørdag 14. august, oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Det omfatter blandt andet dagligvarebutikker, frisører og forlystelsesparker.

Det er Sundhedsstyrelsens opdaterede anbefalinger til at forebygge smitte, der betyder, at afstands- og arealkrav ophæves.

Erhvervsministeriet understreger, at der forsat vil være kompensation til arrangører, som skal omstille forretningen til det, der nu er en ny virkelighed.

Hverdagen vender tilbage

Ud over butikker, frisører og forlystelsesparker er der tale om alt fra lege- og badelande, konferencesteder, dyrskuer, markeder, messer og alle øvrige liberale erhverv, der nu ikke længere behøver at få kunderne til at holde afstand.

- Det glæder mig meget, at hverdagen vender tilbage ude i erhvervslivet. Det er et afgørende vendepunkt ikke alene for virksomhederne, men for os alle. Nu kan vi komme i Tivoli, i badeland og meget andet uden at skulle tænke på arealkrav, udtaler erhvervsminister Simon Kollerup (S) i meddelelsen.

De nu fjernede krav til afstand kommer, efter at det fredag også blev oplyst, at mundbindskravet i den kollektive trafik fjernes lørdag 14. august.

Dermed er det lørdag også slut med at bruge mundbind i busser, tog, metro og på færger.

En glædens dag

Erhvervsministeriets fortsatte støtte til de erhverv, der ikke kan nå at omstille sig, inden arealkravet fjernes lørdag, betyder, at de frem til 1. september i år fortsat kan få kompensation gennem den såkaldte arrangørordning.

Ordningen blev skabt under coronakrisen for arrangører af arrangementer med over 350 fysisk tilstedeværende deltagere.

Hos Horesta, der er brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, glæder man sig over, at afstands- og arealkrav nu fjernes.

Horesta har "kaldt på afskaffelsen af disse restriktioner meget længe", lyder det fra Horestas formand, Jan Laursen.

- Derfor er det selvfølgelig en glædens dag, at vi nu kan få sløjfet kravene. Og vi håber aldrig nogensinde at se dem igen.

- Danskerne har taget sundhedsmyndighedernes anbefalinger til sig, og en stor del af befolkningen er enten halvt eller helt gennem deres vaccineforløb, og vi skal lære at leve i et samfund med corona, der aldrig helt forsvinder, udtaler Jan Laursen i en pressemeddelelse.

Slut med mundbind i den kollektive transport

Fra lørdag 14. august er det helt slut med mundbind i busser, tog, metro og på færger.

Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Vi har ingen planer om at genindføre mundbindskravet, medmindre der sker noget ekstraordinært med smitten

Benny Engelbrecht (S), transportminister

Kravet om at bære mundbind i busser, tog, metro og færger for stående passagerer samt ved ind- og udgang af transportmidlerne skulle efter planen først være ophævet 1. september.

Men denne ændring er altså fremrykket cirka to uger.

Det sker, fordi afstandskravet på minimum én meter i det offentlige rum for nylig blev ophævet af Sundhedsstyrelsen.

De nye anbefalinger er gjort mulige på grund af den høje tilslutning til vaccination herhjemme. Men danskerne opfordres stadig til at holde afstand til andre i det offentlige rum, hvor det er muligt, oplyser Sundhedsstyrelsen.

En mere normal hverdag

Transportminister Benny Engelbrecht (S) udtaler følgende om det droppede krav om mundbind:

- Nu er vi et helt andet sted, hvor en stor del af befolkningen er vaccineret, og vi vender tilbage til en mere normal hverdag. Det betyder også, at vi kan sige farvel til mundbindene i busser, tog og metro, lyder det.

Siden 22. august 2020 har der været krav om mundbind i den kollektive transport herhjemme.

På trods af en stigende smitte og med udsigt til et efterår hvor danskerne stimler sammen i den offentlige trafik, forventer transportministeren ikke, at mundbindet bliver genindført.

- Vi har ingen planer om at genindføre mundbindskravet, medmindre der sker noget ekstraordinært med smitten eller kommer en variant, som vi ikke kender til i dag, siger Benny Engelbrecht til Ritzau.

Mundbind skal på i fly

I lufthavne og fly gælder kravet dog stadig, fordi luftfarten følger fælles internationale retningslinjer.

- For ikke at skabe forvirringer og misforståelser har vi valgt, at kravet om mundbind fortsat gælder med indenrigsflyvninger, så det er ensartet på tværs af landegrænser, siger Benny Engelbrecht.

Kravet om mundbind i lufthavne og på fly blev indført 15. juni 2020.

Nyt smitteboom får flere borgmestre til at grue for efteråret

Flere kommune på Københavns Vestegn oplever lige en nu stor stigning i antallet af smittede.

I Brøndby Kommune er antallet af nye registrerede smittetilfælde gået fra 47 til 110 på bare én uge, hvilket er mere end en fordobling.

Og med et testkorrigeret incidenstal på godt 365 smittede per 100.000 indbyggere er Brøndby Kommune nu den hårdest ramte kommune i landet - skarpt efterfulgt af nabokommunerne Ishøj og Hvidovre.

En tendens, der giver Brøndbys borgmester, Kent Max Magelund (S), dybe panderynker.

- Vi har set en bekymrende stigning i antal smittede den sidste uge. Det er jeg rigtig ked af, og det hænger jo desværre sammen med en relativ lav vaccinetilslutning, siger han til TV 2 Lorry.

Brøndby har lige nu den næstlaveste vaccinetilslutning på landsplan - kun overgået af Ishøj.

Bekymret for ny nedlukning

Særligt én ting bekymrer Kent Max Magelund ved den nuværende tendens.

- Fortsætter udviklingen kan en ny nedlukning med blandt andet hjemsendelse af vores skolebørn komme på tale, og det skal vi gøre alt for at undgå, lyder det fra borgmesteren.

Samme bekymring har Hvidovre-borgmester Helle Adelborg (S).

I et opslag på Facebook skriver hun blandt andet:

- Min bekymring går selvfølgelig på, at efteråret står for døren, og at vi alle nyder den frihed, som vi nu har fået igen. Så lad os sammen få smitten bragt ned igen.

I Hvidovre er man gået fra 102 til 146 nye smittetilfælde den seneste uge, hvilket giver et testkorrigeret incidenstal på 305 smittede.

Klar opfordring

Helle Adelborg opfordrer derfor til, at borgerne lader sig teste.

I Brøndby har Kent Max Magelund også et klart budskab til borgerne.

- Jeg opfordrer alle, der vil vaccineres, til at blive det nu. Også selvom man har haft corona, for man er bedre sikret med vaccinen, siger han.

Tror på nye værktøjer

Så sent som i sidste uge var en anden vestegns-borgester også ude med et opråb.

Her var det Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K), der efterlyste mere data fra Sundhedsmyndighederne til at målrette kommunens vaccinationsindsats.

Et forslag, som også flere andre borgmestre på Vestegnen bakkede op om - heriblandt Brøndbys borgmester.

Indtil videre satser man dog på andre initiativer.

- Jeg ser frem til, at vi kan tilbyde vores borgere pop-up vaccination i uge 34 og 35, hvor man kan komme ind fra gaden og få sit stik. Det håber jeg, mange vil benytte sig af, så vi får bremset smitten, siger Kent Max Magelund.

Lige nu sakker Ishøj, Brøndby og Høje-Taastrup længst bagud i forhold til kommunernes vaccinationstilslutning.

Ingen af de førnævnte kommuner er dog i farezonen for at måtte lukke ned.

Grænsen for, hvornår en kommune automatisk skal lukke, er et incidenstal på over 500. Tidligere gik grænsen ved 300.

For sogne gælder det, at der over en uge skal være over 1000 smittede per 100.000 indbyggere. Tidligere var grænsen 600.

Du kan få en overblik over smitten i de enkelte sogne og kommuner i landet her.

Kina delte opsigtsvækkende nyhed, men forskeren findes ikke

Det var noget af en historie, der for nyligt ramte de mest toneangivende, statsejede kinesiske medier.

En schweizisk forsker i biologi med adgang til indflydelsesrige kilder i Verdenssundhedsorganisationen (WHO) kunne fortælle opsigtsvækkende ting om USA via sine gode kilder i organisationen.

Kilderne havde fortalt ham, at USA var så forhippet på at placere ansvaret for covid-19 i Kina, at USA så bort fra fakta. Kina skulle være syndebuk for enhver pris, måtte man forstå.

Men der var og er bare et stort problem med den schweiziske forsker: Han findes ikke.

Schweiz bringer en efterlysning

- Vi leder efter Wilson Edwards, der angiveligt er biolog, og som er citeret i pressen og på sociale medier i Kina de seneste dage, lød det tirsdag i en efterlysning fra den schweiziske ambassade i Kinas hovedstad, Beijing.

- Hvis du findes, vil vi vildt gerne møde dig! Men det er mere sandsynligt, at det her er fake news, lød det i en munter tone fra de schweiziske embedsmænd på ambassaden.

De havde kigget i registrene hjemme i Schweiz, hvor der ikke er en eneste person, der hedder Wilson Edwards.

De havde også søgt i den akademiske verden, hvor der var nul akademiske artikler inden for biologi skrevet af en Wilson Edwards.

Og vigtigst af alt havde de kinesiske medier baseret nyheden på et opslag på Facebook, hvor Wilson Edwards tilsyneladende havde oprettet profilen få dage inden og kun havde tre venner. En BBC-journalist har også koblet den falske forskers profiler på sociale medier til kinesiske embedsmænd.

Den slags kan man jo grine af, men det gemmer på en langt mere alvorlig dagsorden. Kina er nemlig i stigende grad begyndt at bruge misinformation i forsøget på at påvirke dagsordener.

Påstand om covid-19 som biologisk våben

Det bekræfter hovedtalsmanden for EU's udenrigstjeneste, Peter Stano, til TV 2. Her har man siden 2015 arbejdet specifikt med at modarbejde især russisk misinformation. Ifølge EU har Rusland nemlig målrettet forsøgt at undergrave demokrati i EU-lande og påvirke den offentlige debat samt offentlig tillid til EU-landene.

EU's task force til bekæmpelse af misinformation hedder East StratCom, og i kølvandet af coronapandemien har man her lagt mærke til, at Kina spiller en større rolle omkring misinformation.

Men metoden adskiller sig markant fra Ruslands, lyder det fra Peter Stano. For Kina handler det i højere grad om at sætte Kina i et positivt lys, og man sigter mod at aflede opmærksomheden på, hvem der er skyld i udbruddet.

Det her er en lang kamp. Vi kan ikke imødegå det her på få dage.

Peter Stano, hovedtalsmand for EU's udenrigstjeneste

- Kina er meget beslutsom og kraftfuld, når det kommer til at beskytte og forsvare sine interesser og sprede sin fortælling, herunder misinformation. Og man gør det ved hjælp af alle tilgængelige kanaler, herunder også officielle kanaler, siger han.

Umiddelbart efter udbruddet af covid-19 brugte Kina flest kræfter på det, man kan kalde 'maskediplomati'. De brugte platformene til at tegne et billede af, at Kina hjalp hele verden med store sendinger af masker, vacciner og andet medicinsk udstyr. De brugte også disse anledninger til at vise, at andre stater var dårlige til at håndtere coronapandemien.

Derefter kom der en fase to, hvor Kina nu forsøger at tegne et billede af, at man har de bedste vacciner, og at vaccinerne i Vesten ikke er lige så gode. For eksempel har der været en omfattende kampagne fra kinesiske medier og profiler på sociale medier, der har haft til hensigt at så tvivl om Pfizer/BioNTech-vaccinens effektivitet og sikkerhed, skrev PBS Frontline i februar.

Et andet berømt eksempel fra for nyligt var en konspirationsteori om, at covid-19 er et biologisk våben, der blev udviklet på en base i USA og bragt til Kina af amerikansk militær i oktober 2019. Historien blev i den grad bragt frem af den statsejede, kinesiske avis Global Times, der har tætte bånd til kommunistpartiet.

Lige netop den konspirationsteori har Kina ad flere omgange brugt til at fortælle, at WHO i stedet bør undersøge i USA, hvis man vil finde ud af, hvor coronavirussen stammer fra.

Misinformationen når også til Danmark

I Danmark er der forskere, der beskæftiger sig indgående med misinformation. En af dem er postdoc Yevgeniy Golovchenko, der forsker i misinformation og propaganda på sociale medier ved Københavns Universitet. Han fortæller, at metoden med at oprette falske profiler for derefter at plante dem i aviser er brugt hyppigt. Og det er der en god grund til. Det er nyt at bruge falske profiler, men metoden med at plante historierne er gammel.

- Det er billigt at plante historier, og det er en metode, der går helt tilbage til før den kolde krig. Her gjorde man noget lignende ved at plante historier i mindre kendte medier, som man så håbede ville blive citeret af mere kendte medier, forklarer han.

Og der er flere eksempler i forskningen på, at journalister fra vestlige medier er hoppet på historier fra falske kilder, der for eksempel er orkestreret i Rusland. Og grundet internettets hastighed kan de falske budskaber også blive til en konspiratorisk virkelighed for borgere i Danmark. Ifølge Yevgeniy Golovchenko skyldes det også, at man ofte går efter at skabe misinformation på temaer, som allerede er kendte i Vesten. Her er vaccineskepsis, 5G-stråling eller lignende emner gode at dykke ned i.

- Man introducerer meget sjældent nye narrativer. Propagandister gør som regel brug af teorier, der allerede trives i de lande, man gerne vil ramme, siger han.

Også på danske Facebook-profiler har TV 2 set eksempler på brugere, der skriver om konspirationerne på dansk.

Og det kan man jo grine af, hvis man ikke tror på den slags.

Misinformation respekterer ikke reglerne

Men faktisk kan veludførte eksempler på falske nyheder være svære at viske væk igen fra folks hukommelse, siger Peter Stano.

- Vi kan ikke ændre det, men vi kan imødegå misinformationen ved at udstille den. Vi arbejder med at udstille, faktatjekke og give folk en chance for at sammenligne misinformationen med fakta, siger han.

Det gør EU blandt andet på en hjemmeside, der løbende faktatjekker forskellige former for misinformation.

Men EU samarbejder også med de enkelte medlemsstater, NATO, G7 og andre organisationer om at træne offentligheden til at være mere kildekritisk. Målet er, at man allerede i skolen underviser om at faktatjekke.

- Det her er en lang kamp. Vi kan ikke imødegå det her på få dage, da al misinformationen trives på grund af, at kommunikationsværktøjerne bliver mere og mere udbredte, siger han.

Peter Stano tilføjer, at EU i bekæmpelse af misinformation skal holde sig til og respektere alle regler. Men reglerne respekteres ikke af dem, der laver misinformationen. De misbruger så at sige den ytringsfrihed, der er på for eksempel sociale medier. Derfor arbejder EU også tæt sammen med dataselskaberne for at slette falske konti, fjerne åbenlys misinformation og blokere den i at sprede sig:

- Det er lettere at sprede misinformation end det er at bekæmpe den uden at bryde med de fundamentale friheder, vi har, siger han.

Men kampen virker ikke helt forgæves, siger Yevgeniy Golovchenko:

- Nyere forskning peger på, at det er muligt at ændre folks opfattelse af, hvad der er faktuelt, og hvad der er falsk. Det gælder også, hvis det strider imod folks holdninger, så det er stadig muligt at opdatere folks opfattelse, siger han.

Nøglen til at ændre folks opfattelse er ifølge forskningen, at et faktatjek foregår gennem en kilde, som opfattes som troværdig. Men faktatjekket ændrer ikke nødvendigvis personens grundholdning. Et nyere studie fra USA viser nemlig, at selvom folk finder ud af, at en person ikke taler sandt, så er de stadig tilbøjelige til at have tiltro til personen.

- Hvis du viser en gennemsnitlig Trump-vælger, at Trump lyver, så vil de anerkende, at han lyver, men det vil ikke ændre deres grundholdning om, at Trump er den bedste kandidat, siger Yevgeniy Golovchenko.

Facebook bandlyser selskab bag anti-vax-kampagne

Facebook har fjernet hundredvis af konti, som ifølge SoMe-giganten var involveret i en russisk anti-vax-kampagne, skriver BBC News. Ifølge Facebook blev kampagnen, som især var målrettet Indien, Latinamerika og USA, drevet af influencers med det formål at sprede falske påstande for at undergrave offentlighedens tillid til bl.a. vacciner mod COVID-19. I selskabets seneste rapport om […]