785 nye smittede med coronavirus

Yderligere 785 personer er testet positive for coronavirus, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) mandag. Antallet af indlagte falder med tre til 54. Der er et nyt dødsfald.

De positive prøvesvar er fundet blandt i alt 56.639 PCR-test. Det er de test, hvor man bliver podet i svælget.

Stabil positivprocent

Dermed var andelen af prøverne, der var positive, 1,39 procent. Det er nogenlunde på niveau med den seneste uge, hvor positivprocenten har svinget mellem 1,0 og 1,5.

Blandt de indlagte ligger i alt otte personer på intensivafdeling. De er alle sammen forbundet til en respirator, der hjælper dem med at trække vejret.

Antallet af indlagte har været under 100 siden den 16. juni, efter at indlæggelsestallene steg kraftigt omkring juletid og efter årsskiftet.

Joachim Hoffmann-Petersen, overlæge i Anæstesi og Intensiv Medicin på Odense Universitetshospital i Svendborg, hæfter sig ved, at det relativt høje smittetal ikke er afspejlet i antallet af indlagte.

- Vi har gode vacciner i Danmark, og så længe de virker, har vi intet at være bekymrede for, siger Joachim Hoffmann-Petersen.

Lempelser vil ikke påvirke smitten nævneværdigt, vurderer overlæge

Søndag blev kravet om coronapas fjernet mange steder. Det får ikke nogen indvirkning på smittetallene i den kommende tid, vurderer Joachim Hoffmann-Petersen.

- Det kommer ikke til at ændre det helt store. De fleste danskere er blevet vaccineret. Vi kommer aldrig til af slippe af med coronavirus, så det er vigtigt, at vi lærer, hvordan vi lever med den, siger han.

Det skrider stille og roligt frem ad med vaccinetilslutningen, men i et langsommere tempo end tidligere.

Siden søndag har 8838 flere fået første stik med en vaccine mod covid-19, mens 19.194 i samme periode har fået det afsluttende vaccinestik.

Dermed er det nu i alt 54,9 procent af befolkningen, der kan kalde sig færdigvaccinerede, mens det er 72 procent, der har fået første stik.

Det seneste døgn er der også blevet foretaget 98.533 lyntest. Det er de test, hvor man bliver podet i næsen.

Positive resultater fra disse test fremgår ikke af SSI's daglige opgørelse, da resultaterne er forbundet med usikkerhed.

Efter EU-godkendelse: Danfoss’ kæmpekøb falder på plads

Danfoss' køb af det irske selskab Eatons hydraulikforretning er nu faldet på plads for 3,3 milliarder dollar (cirka 20,6 milliarder kroner).

Det skriver Danfoss i en pressemeddelelse.

Koncernchef og administrerende direktør i Danfoss Kim Fausing glæder sig over, at overtagelsen nu er faldet på plads.

- Det er en stor dag for Danfoss, hvor vi byder 10.000 nye kolleger velkommen i organisationen og skaber en global markedsleder inden for mobil- og industrihydraulik, siger han i pressemeddelelsen.

Danfoss udvikler og producerer blandt andet produkter til opvarmning og køling af boliger og kontorer samt køling af fødevarer og styring af produktionslinjer.

I januar 2020 oplyste selskabet, at man havde indgået en aftale om opkøbet af Eatons hydraulikforretning.

Overtagelsen var dog betinget af, at EU-Kommissionen kunne gå købet efter i sømmene, inden købet kunne gennemføres.

Godkendt i marts 2021

Det skyldtes, at EU-Kommissionen var bekymret for, at overtagelsen kunne begrænse konkurrencen på markedet.

I marts 2021 godkendte EU-Kommissionen købet. Det kunne de blandt andet, fordi Danfoss havde flyttet en del af den produktion, der overlappede med Eatons, til Polen.

Danfoss havde inden opkøbet omkring 28.000 ansatte. Købet er det største i virksomhedens historie.

Eaton leverer primært produkter inden for landbrug, industri og bygge- og anlægssektoren.

Overtagelsen drejer sig dog kun om selskabets hydraulikforretning.

Hydrauliske komponenter er for eksempel pumper og andet, der bruges i systemer, som sætter en maskine i bevægelse - for eksempel en motor.

Nu kan alle møde fysisk på arbejde: – Det er en lidt speciel følelse

For første gang i otte måneder kan alle ansatte mandag møde fysisk på arbejde.

I december blev alle offentligt ansatte uden kritiske funktioner hjemsendt, mens private virksomheder blev opfordret til at gøre det samme.

Siden da har mange kontorer stået enten helt eller halvt tomme. Og derfor kan det godt kræve lidt tilvænning at vende tilbage til hverdagen.

Eksempelvis i Danske Banks afdeling i Taastrup, hvor Morten Reuber Nielsen er projektleder.

- Det er en lidt speciel følelse, for jeg har ikke været meget herinde det sidste halve år. Men det er dejligt at se kollegerne igen, fortæller han til TV 2.

Alligevel er han langtfra færdig med hjemmearbejde lige foreløbig.

Erhvervslivet har taget et ”tigerspring”

Ifølge vicedirektør i Dansk Industri Henriette Søltoft har de danske arbejdsgivere ventet længe på at kunne vende tilbage til normalen.

Selvom virksomhederne har været gode til at tilpasse sig nedlukningen, har de affolkede kontorer nemlig været en klods om benet, fortæller hun:

- Man har været ude i alle mulige krumspring for at få det her til at lykkes. Det kan lidt sammenlignes med, at nød lærer nøgen kvinde at spinde.

Alligevel er der som bekendt ikke noget, der er så slemt, at det ikke er godt for noget.

For ifølge Henriette Søltoft har hjemmearbejdet også betydet, at det danske erhvervsliv har taget et ”tigerspring” i den digitale omstilling.

Og samtidig har det vist sig, at mange får mindst lige så meget ud af en arbejdsdag i eget hjem som på kontoret.

- Vi skal ikke falde tilbage til de gamle vaner

I en undersøgelse, som Dansk Industri selv har lavet i maj sidste år, svarer cirka halvdelen af de danske virksomheder, at deres ansatte er lige så produktive på hjemmekontoret som på arbejdspladsen.

Hver tiende har endda oplevet, at folk får mere fra hånden hjemmefra.

Derfor opfordrer Dansk Industri også sine medlemmer til at se på, om hjemmearbejde også skal være en fast del af hverdagen fremover.

- Vi skal passe på, at vi ikke bare falder tilbage i de gamle vaner, understreger Henriette Søltoft.

I Danske Bank kan langt de fleste medarbejdere allerede få lov til at arbejde hjemmefra, når de vil.

Og det er Morten Reuber Nielsen slet ikke i tvivl om, at han vil benytte sig af.

- Det har givet mig rigtigt meget under corona at arbejde hjemme, for det har betydet meget for mit familieliv og mit arbejdsliv. Så fremover bliver det noget med primært at være hjemme, fortæller han.

Virolog: Vi bør blive ved med at teste

Ifølge Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet, bør vi heller ikke pakke hjemmekontoret helt sammen endnu.

Den fulde genåbning, der blev planlagt som en del af den store genåbningsaftale i maj, træder nemlig i kraft, mens coronasmitten igen er i vækst.

Derfor vil det fysiske fremmøde sammen med efterårets koldere vejr kun gøre det lettere for Delta-varianten at bide sig fast, fordi flere vil samles indenfor.

- Faktisk skal vi regne med, at den bliver dobbelt så smitsom i den situation, fortæller han.

Af den gruppe mennesker, der nu møder tilbage på arbejde, er det ifølge Viggo Andreasen cirka en fjerdedel, der ikke er færdigvaccinerede.

Derfor mener han, at vi i Danmark bør vente lidt endnu med at slippe restriktionerne helt.

- Min anbefaling er, at vi strammer lidt op og beder dem, der har fået første, men ikke andet stik, om at blive testet et par gange om ugen.

Sygeplejersker optrapper konflikt igen

For fjerde gang på lige så mange uger har Dansk Sygeplejeråd (DSR) optrappet den igangværende strejke.

Fra 31. august vil 315 ekstra sygeplejersker således skulle nedlægge arbejdet og tage del i den strejke, der har været i gang siden midten af juni.

De seneste tre uger er der blevet udtaget henholdsvis 702, 225 og 215 sygeplejersker. Dertil kommer de cirka 5000 sygeplejersker, der har været udtaget til strejke siden konfliktens start.

- Det gør altid ondt, når sygeplejerskerne strejker, fordi vi ikke kan undgå, at det også går ud over borgere og patienter. Derfor håber jeg også, at dem, der sidder med nøglen til en løsning, efterhånden har forstået alvoren, udtaler Grete Christensen, der er formand for Dansk Sygeplejeråd, i en pressemeddelelse.

Kommunerne i fokus

I en pressemeddelelse skriver DSR, at det særligt er sygeplejerskerne i kommunerne, der bliver ramt denne gang.

De udtagne sygeplejersker er stort set alle fra visitationsafdelinger eller hjemmesygeplejen og har ansvar for overgangene fra sygehus til kommune, oplyser DSR.

Til TV 2 siger Grete Christensen, at formålet er at ramme bredest muligt, mens der bliver udtaget så få sygeplejersker, som det kan lade sig gøre.

- Med dem, der visiterer patienterne, der udskrives fra hospitalerne, kan vi med ganske få medlemmer ramme utroligt hårdt. Det betyder meget for både de borgere, der ikke kan komme hjem fra hospitalet, men også for, at overbelægningen stiger på hospitalerne, siger DSR-formanden.

I Region Hovedstaden er det primært sygeplejersker fra Københavns Kommune, der er blevet udtaget i denne omgang. Frederikssund og Helsingør er dog også på listen over kommuner, der bliver påvirket.

På Sjælland er det Greve og Guldborgsund, mens det i Nordjylland er Brønderslev Kommune, der bliver ramt hårdest, mens en enkelt afdeling i Aalborg også er blevet udtaget.

I Syddanmark rammes kommunerne Kolding, Faaborg-Midtfyn, Aabenraa, Haderslev, Svendborg, Sønderborg og Esbjerg. Region Midtjylland rammes ikke af optrapningen denne gang.

Ledelsen sagde ja - medlemmerne stemte nej

Det er især utilfredshed med lønnen, der har udløst sygeplejerskernes strejke.

Konflikten startede tilbage i foråret, da medlemmerne af DSR stemte nej til den overenskomst, deres egen forening ellers havde anbefalet dem at sige ja til.

Siden blev forhandlingerne mellem arbejdsgiverne, i form af kommunerne og regionerne, og DSR sendt forbi Forligsinstitutionen. Her nåede parterne til enighed om en ny overenskomst, der blev sendt til afstemning blandt sygeplejerskerne.

Igen anbefalede ledelsen i DSR, at medlemmerne stemte ja, men igen valgte et flertal af medlemmerne at sige nej.

Det udløste 19. juni en strejke blandt cirka 5000 sygeplejersker på tværs af hele landet.

"Hemmelig" strejke optrappes i næste uge

I den seneste opgørelse fra regionerne - som dækker til og med uge 29 (19. til 25. juli) – kan man læse, at godt 45.500 aktiviteter er blevet udskudt under konflikten. Det gælder ambulante kontakter såvel som kirurgiske indgreb.

Tallet dækker over fem ugers strejke, men er markant lavere end ved sygeplejestrejken i 2008. Her varede konflikten i alt otte uger og medførte 370.000 aflyste operationer og behandlinger.

Derfor har der også været snak om, at den igangværende konflikt er overset eller ”hemmelig”, og det har ad flere omgange fået DSR til at optrappe konflikten for at lægge pres på modparten.

På grund af spillereglerne på arbejdsmarkedet skal en optrapning dog varsles med mindst fire uger, og derfor er det først i næste uge, at de seneste ugers optrapning reelt træder i kraft.

Når dagens optrapning 31. august bliver til virkelighed, vil cirka 6200 sygeplejersker være udtaget til strejke, skriver DSR.

Det tal skal ses i lyset af, at en række sygeplejersker ikke har haft mulighed for at strejke, fordi reglerne om et nødberedskab skal sikre, at sundhedsvæsenet kan løbe nogenlunde rundt trods en konflikt.

300 soldater stemmer dørklokker i coronanedlukkede Sydney

Soldater fra det australske forsvar er mandag gået på gaden i dele af storbyen Sydney for at hjælpe politiet med at sikre, at coronarestriktionerne bliver overholdt.

300 ubevæbnede soldater er således blevet indsat i byens sydlige og sydvestlige områder, hvor de blandt andet skal patruljere og stemme dørklokker for at sikre, at folk, der er blevet testet positive for coronavirus, selvisolerer i deres hjem.

Det skriver det australske nyhedsbureau AAP.

Den militære støtte blev anmodet af politikommissær Mick Fuller i torsdags, da delstaten New South Wales, hvor Sydney ligger, registrerede 239 tilfælde af covid-19.

Det er det højeste antal dagligt smittede i delstaten under hele pandemien, og det tal blev matchet igen søndag.

Limousinechauffør menes at starte delta-udbrud

Sydney, der er Australiens største by og hjemsted for fem millioner indbyggere, har været lukket ned i over fem uger og skal efter planen være under fortsat nedlukning frem til foreløbigt den 28. august.

Byen kæmper med et udbrud af den smitsomme Delta-variant.

Udbruddet menes at stamme fra en limousinechauffør, der havde til opgave at køre internationale flybesætninger til og fra byens karantænehoteller.

Siden udbruddet brød ud i juni, er der bekræftet flere end 3500 smittetilfælde.

Myndigheder i New South Wales har indtrængende bedt indbyggere om at holde sig hjemme for at dæmme op for smitten.

Flere delstater indfører hurtige nedlukninger

Mandag blev en tre dage lang nedlukning i byen Brisbane, der ligger i delstaten Queensland, forlænget frem til søndag som følge af en markant stigning i antallet af smittetilfælde.

Siden fremkomsten af Delta-varianten har flere australske delstater og byer indført hurtige nedlukninger. Disse lejlighedsvise nedlukninger vil sandsynligvis fortsætte, indtil at landet opnår en højere vaccinationsrate.

Premierminister Scott Morrison har ifølge nyhedsbureauet Reuters sagt, at nedlukninger vil være "mindre sandsynlige", når 70 procent af befolkningen over 16 år er vaccineret.

Morrison forventer at nå dette mål inden udgangen af året.

Der bor cirka 25 millioner mennesker i Australien. Lige nu er omkring 19 procent af den voksne befolkning vaccineret.

Under pandemien har landet ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins University registreret 34.401 smittetilfælde og 924 coronarelaterede dødsfald.

Coronapasset er udfaset i biograferne, men større udfordringer lurer forude

Søndag er flere coronarestriktioner blevet udfaset.

Det betyder blandt andet, at der ikke længere skal vises coronapas, når danskerne skal på museum, i zoologisk have eller en tur i biografen.

Den kommercielle effekt af det er selvfølgelig begrænset, hvis ikke vi kan åbne dørene fuldt ud

Lars Werge, direktør, brancheforeningen Danske Biografer

Og netop ved sidstnævnte er de lempeligere restriktioner en lille lettelse for både besøgende og personale, når der skal nydes film på det store lærred. Det mener Lars Werge, der er direktør i brancheforeningen Danske Biografer.

- Vi har jo skullet bruge mandskab til at kontrollere coronapassene. Så det har da en positiv betydning, at vi ikke skal det længere, siger han.

Malurt i bægeret

Men antallet af besøgende vil ikke komme til at stige stort, fordi gæsterne nu kan lade coronapasset blive i lommen, mener Lars Werge.

For i biograferne er det ifølge direktøren i højere grad areal- og afstandskravene, der påvirker indtjeningen i butikken.

Restriktionerne kan nemlig komme til at betyde, at der ikke er billetter nok, hvis biografgængerne strømmer til.

Blandt andet fordi der er krav om et tomt sæde mellem gæster i salen, der ikke er kommet sammen - hvilket betyder færre billetter at sælge ud af.

- I løbet af august begynder der at komme nogle film, som vi har store forventninger til, siger Lars Werge.

- Den kommercielle effekt af det er selvfølgelig begrænset, hvis ikke vi kan åbne dørene fuldt ud.

Vores besøgstal har ikke været så positive hen over sommeren

Lars Werge, direktør i brancheforeningen Danske Biografer

Blandt andre fremhæver direktøren Anders Matthesens opfølger på publikumsuccesen 'Ternet Ninja' fra 2018 som én af de film, der efter hans mening kan lokke folk til.

- Den første solgte mange 100.000 billetter. Det har vi også forventninger til, at den næste kan gøre, hvis ikke billetsalget er begrænset, siger han.

“Dårlig sæson”

Lige nu mangler biograferne dog ikke billetter at sælge ud af.

Det gode vejr og genåbningen af flere andre kulturtilbud har kunnet ses på billetsalget.

- Vores besøgstal har ikke været så positive hen over sommeren, som jo også er den dårlige sæson for biograferne i forvejen, siger Lars Werge.

Samtidig understreger han, at landets biografer selvfølgelig følger regeringens gældende restriktioner om blandt andet arealkrav.

Restriktioner, som på nuværende tidspunkt er planlagt til at blive udfaset 1. september.

Udfases flere steder

Det er ikke kun biograferne, som ikke længere skal give den som paskontrollører i det danske sommerland.

Søndag blev kravet om coronapas udfaset for:

Spillesteder, teatre, biografer med færre end 500 tilskuere Museer Forlystelsesparker og zoologiske haver Indendørs idrætsaktiviteter Markeder, messer og dyrskuer Konferencer og møder Udendørs idrætsarrangementer - herunder fodboldkampe Udendørs motionsevents Udendørs arrangementer med siddende publikum med under 2000 tilskuere. For fitnesscentre udfases coronapasset ikke, men der overgås til en daglig stikprøvekontrol.

Et coronapas dokumenterer, at du enten er vaccineret, tidligere smittet eller testet negativ for coronavirus.