Ung mand fængslet for at bide og tæske ekskæreste

En 20-årig mand skal varetægtsfængsles i fire uger sigtet for grov vold mod sin ekskæreste.

Det har en dommer ved Retten i Aalborg tirsdag afgjort, fortæller anklager Eva Madsen.

Manden er sigtet for at have udsat sin 17-årige ekskæreste for forskellige former for grov vold i en periode på seks dage. Det skulle være sket i hans bolig i Hou, der ligger ved Hals øst for Aalborg.

Tidligere dømt

Fra 15. juli til 21. juli blev pigen ifølge anklagemyndigheden ved forskellige lejligheder slået med knyttet næve i hovedet, brændt med en cigaret, sparket og bidt flere steder på kroppen.

Den 20-årige ekskæreste skulle desuden have taget kvælertag på hende med begge hænder og hevet i hendes hår, så hendes hoved blev skubbet ind i et skab. Herefter er han sigtet for at have trukket hende i håret ud til husets entré.

Her skulle han have væltet hende ned på gulvet, bidt hende i halsen og armen samt slået hende med knyttede hænder i maven, mens hun stadig lå på gulvet.

Den unge mand har ved grundlovsforhøret nægtet sig skyldig i anklagerne mod ham, men han ville derudover ikke udtale sig i retten.

Den 20-årige er tidligere dømt for vold, men det var ikke mod ekskæresten.

Han overvejer, om han vil kære kendelsen om fængsling til landsretten. Gør han det, skal Vestre Landsret på ny vurdere, om der er grundlag for at varetægtsfængsle den 20-årige.

WHO opfordrer til skrap regulering af e-cigaretter

E-cigaretter og lignende produkter er skadelige for helbredet og skal underlægges regulering.

Det er nødvendigt for at modarbejde tobaksindustriens taktikker for at få unge til at blive afhængige af nikotin.

Sådan lyder budskabet fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) tirsdag, hvor organisationen har udgivet sin rapport om tobaksepidemien.

- Nikotin er yderst afhængighedsskabende. Elektroniske systemer for indtagelsen af nikotin er skadelige og bør reguleres, siger WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Større sandsynlighed for at blive ryger

Rapporten tirsdag har særligt fokus på nye produkter, som vinder frem. Det gælder for eksempel e-cigaretter, som lokker unge med sjove smagsvarianter.

- Hvor de ikke er forbudte, bør regeringer indføre passende tiltag for at beskytte deres befolkninger mod de skadelige produkter og forhindre, at deres børn, unge og andre sårbare grupper begynder at bruge dem, siger WHO-chefen.

Det er WHO's ottende årlige rapport om emnet. Den fremhæver, at producenter ofte målretter de elektroniske nikotinprodukter mod unge ved brug af tusinder af fristende smage. Rapporten oplister 16.000 forskellige smage.

WHO vurderer, at der er større sandsynlighed for, at børn og unge, som bruger sådanne produkter, bliver rygere senere i livet.

Siden 1. april 2021 har der i Danmark været forbud mod smagsstoffer i e-cigaretter.

Fra 1. oktober skal e-cigaretter i Danmark være standardiserede med samme farve, skrift og logo. Det er en del af en national handleplan mod børn og unges rygning.

WHO advarer

Tidligere New York-borgmester Michael Bloomberg er WHO's globale ambassadør for ikke-smitsomme sygdomme. Han siger, at der stadig er mere end en milliard rygere i verden.

- I takt med at cigaretsalget er faldet, har tobaksfirmaer aggressivt markedsført nye produkter som e-cigaretter og opvarmede tobaksprodukter og lobbyet hos regeringer for at mindske reguleringen.

- Deres mål er simpelt: at få endnu en generation afhængig af nikotin. Det må vi ikke lade ske, siger han.

WHO advarer særligt mod, at unge under 20 år bruger e-cigaretter. Det skyldes, at nikotin har en skadelig effekt på udviklingen af hjernen.

Ifølge WHO har 32 lande forbudt salget af produkter som e-cigaretter.

Kontakttallet falder til 1 – epidemien er stabil

Kontakttallet er beregnet til 1,0. Det betyder, at coronaepidemien hverken er voksende eller aftagende i Danmark.

Det skriver Sundhedsministeriet på Twitter.

Ministeriet oplyser til Ritzau, at der grundet ændret testadfærd er en vis usikkerhed forbundet med tallet.

Der er dermed sket et lille fald i kontakttallet siden sidste uge. Da blev kontakttallet udregnet til 1,1.

- Udrulningen af vaccinerne fortsætter – hver og en, der tager imod vaccination og følger de gode råd, er med til at bekæmpe epidemien, skriver ministeriet på Twitter.

Kontakttal

Tallet hjælper med at forstå, om smitten er på fremmarch eller på tilbagetog, men siger til gengæld intet om antallet af smittetilfælde i samfundet.

Det beskriver derimod, hvor mange mennesker hver smittede i gennemsnit smitter videre.

Når tallet er 1,0 betyder det, at 10 smittede i gennemsnit smitter 10 andre.

Hvis tallet er over 1,0 betyder det, at hver smittede i gennemsnit smitter mere end én anden. Dermed vil antallet af smittede øges, og epidemien være i vækst.

Hvis tallet er under 1,0, betyder det, at hver smittede i gennemsnit smitter færre end én person, og dermed vil epidemien aftage.

Forskel på ugedagene

Usikkerheden om kontakttallet skyldes ifølge Statens Serum Institut (SSI) blandt andet, at der er forskel på, hvor mange der lader sig teste på forskellige ugedage.

Derudover ventes det, at testdynamikkerne vil ændre sig i takt med, at flere bliver vaccineret. Derfor forventer man, at udsvingene i kontakttallet vil ændre sig i den kommende periode.

I myndighedernes vaccinationsindsats er der nu mere end 4,1 million borgere, der har påbegyndt vaccination. Det er 70,5 procent af befolkningen.

Kontakttallet beregnes ved at se på smittesituationen for halvanden uge siden. Derfor er tallet til en vis grad bagudskuende, men det bliver alligevel brugt som et element i myndighedernes overvågning af coronapandemien.

SSI vil teste danskernes afføring for coronavirus

Menneskers afføring kan afsløre, om en person er smittet med coronavirus.

Derfor skal danskernes spildevand fra august undersøges af forskere fra Statens Serum Institut (SSI).

Prøver fra rensningsanlæg kan nemlig sladre om lokale smitteudbrud, fortæller afdelingschef i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause.

- På den måde kan vi fokuseret teste folk i området eller lave lokal smitteopsporing, siger hun til TV 2.

Samtidig kan instituttet gennem prøverne overvåge, om der opstår nye varianter af coronavirus - og dermed tage smittespredningen i opløbet.

Det er et nyt overvågningsredskab

Tyra Grove Krause, afdelingschef i Statens Serum Institut Testet i en måned

Instituttet har gennem juli testet metoden, hvor eksperter har undersøgt spildevand med afføring fra 20 udvalgte rensningsanlæg og pumpestationer for at spore coronasmitte lokalt.

En ordning som nu udvides til resten af Danmark, hvor den skal køre som et fast projekt. Og forventningen fra SSI er, at alle dele af landet er med i løbet af efteråret.

- Det er et nyt overvågningsredskab, som man kan bruge i den næste periode af pandemien, hvor vi ikke tester mennesker i samme udstrækning, som vi har gjort før, siger Tyra Grove Krause.

Det er dog i første omgang ikke muligt for instituttet at kæde virussen sammen med bestemte husstande. Detaljeringsgraden holder sig til kunne at give et praj om smitte i det område, der er tilknyttet det specifikke rensningsanlæg, hvor den positive prøve er taget fra.

Mennesker med covid-19 udskiller virus sammen med afføringen allerede 24 timer efter smitte - og ofte før de udvikler symptomer. Samtidig kan smitte hos personer uden symptomer også fanges i spildevandet.

Find smitten

I forsøget fra juli blev spildevandet testet, ved at de enkelte rensningsanlæg tog en prøve af vandet. Prøven blev sendt til analyse på firmaet Eurofins laboratorie, der stod for at analysere spildevandsprøverne for coronavirus.

Eurofins benytter et specielt kemikalie, der binder sig til virusser, og som efterfølgende kan centrifugeres ud af spildevandet og analyseres.

Det var egentlig meningen, at prøveperioden skulle have kørt for et par måneder siden

Steen Ethelberg, professor og seniorforsker ved SSI

På den måde er det muligt at få et billede af, hvordan smitten ser ud i det område, som rensningsanlægget er knyttet til. Forsøget har dog endnu ikke været brugt til at sætte ind over for konkrete smitteudbrud, fortæller Steen Ethelberg, der er professor og seniorforsker ved SSI, til Ritzau.

Men det betyder ifølge professoren ikke, at metoden ikke virker. Det er i højere grad udtryk for, at der ikke har været bekymringsvækkende smitteudbrud på de steder, hvor instituttet indtil nu har testet.

Skal testes mere

I Sverige har myndighederne allerede siden maj 2020 undersøgt spildevandet for coronavirus. Tidligt viste det sig, at prøverne kunne bruges til at give myndighederne én til to ugers forspring, når det gjaldt stigende smitte.

Samtidig har både Hjørring, Ishøj og Københavns Kommune selv testet metoden i et stykke tid, og det har høstet kritik, at SSI ikke har udbredt ordningen før.

- Det var egentlig meningen, at prøveperioden skulle have kørt for et par måneder siden, så vi havde lidt tid til at gruble over tallene, inden spildevandsovervågningen blev rullet ud i hele landet, siger Steen Ethelberg til Ritzau.

Man har nogle erfaringer fra andre lande, som vi kan høste

Tyra Grove Krause, afdelingschef i Statens Serum Institut

Men det var imidlertid ikke muligt at igangsætte et landsdækkende forsøg tidligere, lyder det fra professoren. For der var ikke var lovhjemmel til, at rensningsanlæggene bredt foretog test af spildevandet.

Derfor blev projektet udskudt, men 24. juni vedtog Folketinget en ændring af epidemiloven, så myndigheder som Statens Serum Institut og kommuner fra 1. juli kan overvåge spildevandet for smitsomme sygdomme.

Metoden med at teste spildevand er dog stadig langtfra perfekt, lyder det fra Steen Ethelberg. Og i den kommende tid skal forskerne i projektet blive meget klogere i forhold til udførelse og praktik.

Den manglende erfaring fra Danmark bekymrer ikke Tyra Grove Krause.

- Man har nogle erfaringer fra andre lande, som vi kan høste. Og der har man altså kunnet opdage nye udbrud ved hjælp af denne her overvågning, siger hun.

Ifølge SSI kommer cirka 90 procent af danskerne til at være koblet på systemet.

Sygeplejerskestrejke udvides for tredje gang

Om fire uger vil strejken blandt sygeplejersker blive udvidet med yderligere 215 personer, hvis ikke der er fundet en løsning inden.

Særligt fertilitetsbehandlinger, men også planlagte operationer vil blive ramt, oplyser Dansk Sygeplejeråd i en pressemeddelelse.

Udvidelsen er den tredje, men fordi der skal gå fire uger fra annonceringen til den faktiske udvidelse, er det først fra 10. august, at strejken reelt vokser. I første omgang stiger antallet af strejkende sygeplejersker med 702.

En uge senere udtages yderligere 225 til strejke, og 25. august vil endnu 215 altså nedlægge arbejdet for at gå på barrikaderne. Dertil kommer de cirka 5000 sygeplejersker, der har strejket siden 19. juni.

- Vi bliver ved med at lægge et større og større pres på arbejdsgiverne og politikerne, for de er nødt til at komme på banen, hvis vi skal have løst den her konflikt, udtaler formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, i pressemeddelelsen.

Her rammer den nye udvidelse ifølge Dansk Sygeplejeråd:

Region Hovedstaden: Fertilitetsklinikkerne Region Sjælland: Fertilitetsklinikkerne Region Nordjylland: Fertilitetsklinikkerne Region Syddanmark: Fertilitetsbehandling og Friklinikken Region Midtjylland: Planlagte operationer i Herning og Holstebro samt Steno Diabetes Center på Aarhus Universitetshospital 42.000 udskydelser

Landets fem regioner opgør hver uge, hvor mange behandlinger der er blevet udskudt som følge af konflikten.

Ved den seneste opgørelse, der går til og med 18. juli, drejer det sig i alt om 41.980 udskudte aktiviteter, siden strejken startede 19. juni.

Tallet dækker både over ambulante kontakter, herunder udredning, forundersøgelser, behandling og kontrol samt kirurgiske indgreb.

To nej'er inden strejke

Strejken skyldes, at medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd (DSR) ad to omgange har forkastet den overenskomst, de er blevet tilbudt af regionerne og kommunerne.

Mens de fleste andre faggrupper takkede ja til en lønstigning på godt fem procent over de næste tre år, vendte et snævert flertal af de sygeplejersker, der stemte, tommelfingeren ned til det tilbud.

Efterfølgende forhandlede DSR og arbejdsgiverne i Forligsinstitutionen, hvor parterne blev enige om at fastholde de overordnede rammer, men til gengæld arbejde i retning af en komité, der skulle undersøge lønstrukturen i det offentlige.

Denne overenskomst valgte et noget større flertal af DSR-medlemmerne imidlertid at forkaste, og derfor endte konflikten i en strejke, til trods for at ledelsen i DSR begge gange har anbefalet sine medlemmer at stemme ja.

Forskere vil ændre coronapas

Delta-varianten er så smitsom, at coronapasset bør ændres til først at gælde efter andet stik.

Det siger flere epidemiforskere til TV 2, efter et nyt studie fra Statens Serum Institut viser, at flere end hver femte smittede med Delta-varianten er blevet smittet efter at have fået første vaccinationsstik.

Ifølge forskerne er man langt bedre sikret mod coronasmitte, hvis man har fået andet stik, hvilket også dokumenteres af flere internationale studier.

- Det er oplagt at kigge på det igen, siger lektor Christian Wejse fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet om reglerne for coronapasset, som lige nu gives 14 dage efter første stik.

Han bakkes op af professor Søren Riis Paludan fra Institut for Biomedicin og Jørgen Eskild Petersen, som er professor på Klinisk Institut på Aarhus Universitet. De tilkendegiver begge over for TV 2, at det vil give mening at ændre reglerne.

22 procent har fået første stik

Et enkelt stik danner ganske enkelt ikke nok antistoffer til at bekæmpe Delta-varianten, selvom den er effektiv mod for eksempel Alfa-varianten af coronavirussen, som også kaldes den britiske variant, der indtil for nyligt var den mest udbredte i epidemien herhjemme.

Men i og med at Delta-varianten nu er den dominerende i Danmark, er det så at sige lige meget, at et enkelt stik er effektivt mod Alfa-varianten, lyder det.

- På grund af Delta-varianten har coronapasset efter første stik jo ikke den effekt, som er meningen. Det skal give en sikkerhed for, at når man viser coronapas, er man ikke smitsom, siger Christian Wejse.

I studiet har Statens Serum Institut målrettet kigget på forekomsten af infektioner blandt personer, der har modtaget første stik i perioden 1. marts 2021 til 13. juli.

Ifølge studiet er 22 procent af alle Delta-infektioner opstået hos personer, der havde fået coronapas efter første stik. Det vil altså sige mindst 14 dage efter første stik.

- Så selvom folk er vaccineret og har fået et coronapas, ser vi stadig en del Delta-variant-infektioner i denne gruppe. Derfor skal folk være opmærksomme på, at de stadig kan blive smittet, og følge de generelle råd om smitteforebyggelse. Og ikke vente alt for længe med at få andet stik, siger afdelingschef Palle Valentiner-Branth fra Statens Serum Institut om studiet.

Og netop det med at få gang i andet stik hurtigst muligt kan være et argument for at ændre reglerne om coronapas, siger Jens Lundgren, der er professor på Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet og Københavns Universitet:

- For at få understreget, hvor vigtigt det er at blive vaccineret to gange, kan det være en meget god idé, at coronapasset først kommer til at virke, når du bliver vaccineret andet gang, siger han til TV 2.

Vil ikke ændre regler

Afdelingschef Tyra Grove Krause fra Statens Serum Institut mener dog ikke, at studiet bør føre til en ændring af coronapasset.

Ifølge hende har coronapasset aldrig været tænkt som en 100 procent sikker dokumentation for, at man ikke er smittet med covid-19. Hun nævner for eksempel, at et coronapas også kan opnås med en antigentest, som kan vise sig at være falsk negativ.

- Coronapasset er et tiltag for at mindske smittespredning generelt sammen med en masse andre tiltag. Så jeg tænker ikke, at man skal ændre på det lige nu, da en stor del af befolkningen vil få andet stik inden for den næste måneds tid, siger hun til TV 2.

Samme toner lyder på Christiansborg, hvor Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten heller ikke er særligt opsatte på at ændre reglerne.

I Enhedslisten vurderer Eva Flyvholm, at udrulningen af andet stik til mange borgere i den kommende måned vil være udslagsgivende:

- Udviklingen går for en gangs skyld så hurtigt, at der ikke er den helt store grund til at revidere på coronapasset, siger hun.

Studiet fra Statens Serum Institut viser på samme tid, at det blot er 0,1 procent af de fuldt vaccinerede i hele perioden, der er blevet smittet med covid-19, ved en såkaldt gennembrudsinfektion.

Alle vacciner i Danmark yder dog en høj beskyttelse mod at blive alvorligt syg og indlagt, uanset hvilken variant man bliver smittet med, tilføjer Statens Serum Institut.

Tunesiens præsident har indført undtagelsestilstand, efter at han afsatte regeringen

Tunesiens præsident, Kais Saied, har mandag indført et månedlangt udgangsforbud fra klokken 19 til klokken 06.

Det meddeler han i et opslag på Facebook, skriver Reuters.

Kais Saied har samtidig forbudt forsamlinger på flere end tre personer på offentlige gader og pladser. Desuden har han forbudt færdsel mellem landets byer udenfor spærretiden, med mindre det er nødvendigt på grund af arbejde eller helbredsmæssige årsager.

Præsidenten afsatte søndag regeringen og suspenderede parlamentet i 30 dage med militærets hjælp. Handlingen er blevet kaldt et kup af flere partier.

Men det afviser præsidenten i en videotale mandag. Dem, der kalder det et kup, skal have læst op på forfatningen, siger han.

En af de største kriser siden revolutionen

Ifølge præsidenten har han handlet helt i tråd med forfatningens artikel 80, som han aktiverede søndag. Udover at fyre ministre og suspendere parlamentet ophævede han også parlamentsmedlemmernes immunitet.

Artikel 80 giver præsidenten mulighed for at tage ”ekstraordinære tiltag i tilfælde af overhængende fare”. Men i realiteten giver den ifølge flere iagttagere præsidenten fuldstændig udøvende magt på ubestemt tid, skriver avisen The Guardian.

- Vi har taget disse beslutninger ... indtil der igen er fred i samfundet i Tunesien, og indtil vi har reddet staten, begrundede han beslutningen i en tv-tale søndag aften.

Samtidig svor han at svare igen med militær magt, hvis nogen skulle ty til væbnet modstand.

Tunesien befinder sig i øjeblikket i en af landets største kriser siden revolutionen i 2011. Sådan lyder det fra Christina Nordvang Jensen, der er journalist for Information i Tunesien.

- For mange er det måske et skridt tilbage, i forhold til alt det Tunesien har opnået, men det er et udtryk for, at der er så stor frustration i landet blandt befolkningen, siger hun til TV 2.

Frustrationen skyldes, at landets politikere ikke har formået at løse problemer med arbejdsløshed, korruption og senest coronakrisen, som har ramt Tunesien hårdt, både hvad angår dødsfald og økonomien. Det har gjort det endnu sværere for mange unge at finde arbejde.

- Og fordi de ikke har tillid til politikerne - hvilket er et andet stort problem: De har ikke tillid til systemet - så er det rigtigt svært at bære Tunesien igennem den her demokratiske rejse, som de har været på, siger Christina Nordvang Jensen.

Bekymring i USA

Søndag fik frustrationerne frit løb, da protester imod regeringens håndtering af coronakrisen udviklede sig til voldelige optøjer.

I løbet af aftenen tog præsidenten selv affære, da han afsatte regeringen og premierminister Hichem Mechichi fra parlamentets største parti, Ennahda.

Det fik premierministerens støtter på gaden i hovedstaden Tunis. Ifølge BBC kom det til kampe mellem dem og præsidentens tilhængere, og det fortsatte mandag.

Kais Saied blev som uafhængig kandidat valgt til præsident i august 2019 med støtte fra partiet Ennahda, der betegnes som moderat islamistisk. Han udpegede Hichem Mechichi som premierminister, men der har længe været dårlig stemning mellem de to.

Mechichi indstillet på at overdrage magten

Hichem Mechichi har mandag taget et skridt, der måske kan lette den politiske krise i landet. Den afsatte premierminister siger i en udtalelse, at han ikke vil udgøre et forstyrrende element, og at han vil overdrage ansvaret til hvem end, præsidenten vælger. Det skriver Reuters.

Lederen af hans parti, Rached Ghannouchi, der også er formand for parlamentet, har ellers beskyldt præsidenten for at have gennemført et "kup mod revolutionen og forfatningen".

- Vi anser institutionerne for stadig at være intakte, og Ennahdas tilhængere og folket vil forsvare revolutionen, sagde han søndag.

Imens følges situationen i landet tæt af det internationale samfund. Mandag aften udtrykte Det Hvide Hus i USA bekymring over situationen og opfordrede til besindelse. USA har dog endnu ikke taget stilling til, om der var tale om et kup, lød det fra Det Hvide Hus’ pressesekretær, Jen Psaki.

Samtidig opfordrede Frankrig til at overholde retsstatsprincippet og alle parter til at afstå fra vold, skriver Reuters.

USA trækker sine tropper ud af Irak inden udgangen af året

USA's præsident, Joe Biden, og Iraks premierminister, Mustafa al-Kadhimi, har mandag igået et aftale om, at USA trækker alle kamptropper ud af Irak inden udgangen af 2021.

Det drejer sig om 2500 soldater, som skal trækkes ud af landet og hjem til USA.

De amerikanske tropper har de sidste år hjulpet med at bekæmpe Islamisk Stat i Irak, og den opgave skal de også fortsat hjælpe med - dog på afstand og udelukkende i form af rådgivning og træning.

- Vores rolle i Irak bliver at være til rådighed, at fortsætte med at træne, at assistere, at hjælpe og at håndtere Islamisk Stat, hvor den opstår. Men vi kommer fra årets udgang ikke til at deltage i kampe, siger Joe Biden mandag efter et møde med Mustafa al-Kadhimi, som blev afholdt Det Hvide Hus.

USA har haft soldater i Irak siden invasionen i 2003.

Beslutningen var ventet

Beslutningen om at trække tropperne ud kommer ikke som nogen overraskelse.

Allerede torsdag i sidste uge skrev eksempelvis avisen Wall Street Journal om de amerikanske soldaters exit.

- Vi har ikke brug for kamptropper, for dem har vi selv. Hvad har vi brug for? Vi har brug for samarbejde inden for efterretninger. Vi har brug for hjælp med træning. Vi har brug for luftstøtte, sagde Iraks udenrigsminister, Faud Hussein, i den forbindelse.

Tidligere på året meddelte Joe Biden ligeledes, at alle amerikanske tropper vil blive trukket ud af Afghanistan. Præsidenten har sat sig som mål, at tilbagetrækningen skal være fuldendt senest 11. september - 20-årsdagen for terrorangrebet mod USA.

Vil hjælpe på sundhedsområdet

Ifølge The Guardian indebærer aftalen mellem Joe Biden og Mustafa al-Kadhimi, udover den militære del, at USA skal hjælpe Irak på en række områder. Det gælder særligt inden for energi og sundhed.

Blandt andet vil USA give 500.000 doser Pfizer-vaccine til Irak. Vaccinerne vil ifølge Joe Biden blive leveret inden for et par uger.

Derudover donerer USA 5,2 millioner dollar i forbindelse med administrationen af det irakiske valg, som skal afholdes til oktober.