Vaccinerede er immune i mindst 12 måneder, vurderer Sundhedsstyrelsen

Færdigvaccinerede mod coronavirus er immune i mindst 12 måneder.

Det vurderer Sundhedsstyrelsen på baggrund af nye studier, som viser, at man har immunitet i mindst et år, efter at man har været syg med covid-19.

Studierne peger desuden på, at immuniteten efter vaccination er endnu bedre end efter overstået sygdom.

- Vores nye vurdering er derfor, at effekten af vaccination er 12 måneder, siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg i en pressemeddelelse.

Udskyder behov for revaccination

Tidligere vurderede Sundhedsstyrelsen, at infektion med coronavirus og vaccination gav immunitet i mindst otte måneder.

Den nye vurdering betyder, at det ikke er relevant med en generel revaccinationsindsats før tidligst ved årsskiftet, fremgår det af pressemeddelelsen.

Sundhedsstyrelsen vil dog løbende vurdere, om der er behov for en revaccinationsindsats af særlige grupper.

Meget optimistiske

Den første vaccinerede dansker fik sit første stik 27. december 2020.

- Vi følger nøje med i, hvad der sker i udviklingen i epidemien i ind- og udland, og særligt om der opstår tegn på, at immuniteten mod covid-19 bliver mindre. Men ud fra de nuværende studier er vi meget optimistiske vedrørende tidspunktet for revaccination, siger Bolette Søborg.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at coronapassets gyldighed forlænges, så det gælder fra 14 dage efter første vaccination og 12 måneder frem, hvis man også får andet stik. Det fremgår af et notat, styrelsen har udarbejdet.

En million ekstra vacciner presser regionerne

Der har været travlt i landets fem regioner onsdag morgen.

Efter sundhedsminister Magnus Heunickes (S) udmelding om at Danmark har købt 1,17 millioner Pfizer-doser fra Rumænien, er alt nu sat ind for at få vaccinekabalen til at gå op og tempoet skruet i vejret.

Nogle steder skal man vaccinere dobbelt så mange som planlagt, mens det i dele af landet kan det betyde ekstra ansættelser og inddraget sommerferie.

Det bliver en stor og besværlig opgave

Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark

Sommervagtplanerne er nemlig lagt ud fra en lavere forventning til leverancerne, siger Danske Regioner til TV 2. Derfor arbejder de enkelte regioner lige nu på at opskalere:

- En af de store udfordringer er, at mange af dem, der har vaccineret hele foråret, helt forståeligt har planlagt ferie, og derfor er fokus lige nu på bemandingen over sommeren, herunder rekruttering og oplæring af nye medarbejdere, oplyser Danske Regioner i et skriftligt svar:

- Vi skal nok få opgaven løst, men regionerne skal have planlægningen helt på plads, før vi kan give en mere præcis melding (om fordelingen, red.).

Få overblikket over den foreløbige status og kapacitet i de enkelte regioner herunder.

Region Nordjylland

I det nordjyske vaccineres der lige nu omtrent 7000 personer om dagen. Et antal, der efter købet af de rumænske Pfizer-vacciner gerne skal op på regionens makskapacitet på 10.000.

- Det er en stor mundfuld og en udfordring, siger Anders Cinicola, chefkonsulent i regionens sundhedsplanlægning.

Han er overbevist om, at det nok skal lykkes. Men det vil betyde, at der skal kaldes ekstra personale ind, hvilket kan blive svært, siger han, fordi folk er på vej på sommerferie.

Målet er, at regionen i løbet af halvanden uges tid vil være oppe på at kunne vaccinere de 10.000 om dagen.

Region Midtjylland

Hos Region Midtjylland bliver man "virkelig udfordret" af de ekstra vacciner, lyder det fra koncerndirektør Ole Thomsen. Han fortæller til DR, at den midtjyske region netop har skruet kapaciteten op til 100.000 ugentlige vaccinationer om ugen. Så endnu en opskalering vil kunne mærkes.

- Måske skal vi også frigøre medarbejdere på hospitalerne. Og de er i forvejen pressede på grund af sommerferie og sygeplejerskestrejken, siger Ole Thomsen.

- At komme om på 150.000 vil presse os helt vildt.

Region Sjælland

Region Sjællands seks vaccinationscentre har den seneste uge vaccineret 8.400 borgere om dagen, men det tal skal op på mellem 10.500 og 14.500 resten af juli. 3000 af stikkene er med rumænske doser.

- Vi er overbeviste om, at vi kan løfte opgaven, men lige nu er der en del logistik og rugbrødsarbejde, der skal falde på plads, siger Anne Dahlhoff, der er funktionschef i Region Sjælland.

Blandt andet undersøger regionen, om personale, der lige nu arbejder som podere, kan indgå i vaccinationsindsatsen.

Region Syddanmark

I det sydlige kan nyheden om de 1,1 millioner ekstra vacciner få stor betydning for sundhedspersonalets ferieplaner. Nogle vil blive bedt om at flytte deres ferie eller komme ind nogle ekstra dage, siger koncerndirektør Kurt Espersen til TV 2.

Regionen havde henover sommerferien planlagt med at vaccinere omtrent 10.000 borgere om dagen, men skal nu op på det dobbelte.

- Det bliver en stor og besværlig opgave, siger koncerndirektøren og tilføjer, at det kan resultere i nye rekrutteringer:

- At få inddraget ferie er aldrig nemt, men jeg håber, at vi kan finde de mennesker, der skal til, så alle har fået første stik, når vi går ud af uge 29.

Region Hovedstaden

Region Hovedstaden kalder det en "rigtig god nyhed", at der kommer flere vacciner over grænsen.

- Vi er forberedt og klar til at vaccinere 25.000 om dagen i Region Hovedstaden. Det betyder, at vi har en planlagt overkapacitet på godt 200.000 vaccinationer i juli, siger formand for Region Hovedstadens Vaccine-taskforce og vicedirektør på Nordsjællands Hospital Jonas Egebart.

Han forventer, at de 200.000 ugentlige vaccinationer vil dække over Regionens andel af de rumænske Pfizer-vacciner.

Sundhedsstyrelsen oplyser til TV 2, at de forventer, at der kommer en opdateret vaccinationskalender torsdag.

340 nye registrerede smittetilfælde – højeste antal i to uger

Det seneste døgn er 340 personer registreret smittet med coronavirus i Danmark, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Antallet af indlagte falder med 7 til 55, mens der ikke er registreret nogen dødsfald det seneste døgn.

Smittetallet har ikke været over 300 de seneste 13 dage, og dagens smittetal er dermed det højeste i to uger.

Det seneste døgn er der foretaget 78.728 PCR-tests. Med de 340 smittede giver det en positivprocent på 0,43.

Antallet af indlagte er det laveste siden september.

Vacciner på vej fra Rumænien

Det seneste døgn har også budt på en god nyhed for den danske vaccinationskalender. Danmark køber nemlig over 1,1 million vacciner fra Rumænien, som ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke betyder, at kalenderen fremrykkes flere uger.

Første fly letter torsdag morgen.

I alt 3.311.390 danskere har fået første stik, mens 1.926.335 er fuldt vaccineret.

Se flere vaccinetal i stort overblik her.

Første fly med vacciner letter fra Rumænien torsdag morgen

De sidste coronavacciner i handlen mellem Rumænien og Danmark forventes at lande i Danmark fredag.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI).

SSI forventer, at samtlige 1,17 millioner vacciner, som Danmark køber fra Rumænien, ankommer til Danmark i løbet af de kommende dage.

Tre fly skal pakkes

Rumænien har overskud af vacciner, da landet ikke har haft lige så stor succes med at få deres befolkning vaccineret som forventet. Derfor har Danmark og Rumænien indgået en aftale om, at Danmark kan købe en andel af vaccinerne.

Efter planen skal tre fly pakkes med vacciner og flyve fra Rumænien til Danmark. Det første fly skal lette torsdag morgen, det andet torsdag aften, og det tredje fly skal ankomme i Danmark fredag.

Herefter er der et arbejde i at få fordelt vaccinerne ud til regionerne, som står for vaccination af den danske befolkning.

Det vil ske over de næste par uger, oplyser SSI.

- Vi regner med, at vaccinerne vil komme ud til regionerne i løbet af de næste par uger, skriver SSI på Twitter.

Vaccinationskalender opdateres torsdag

Danmark har et eksperthold i Rumænien, der har tjekket opbevaring og frysere, der er nødvendige for, at vaccinerne kan transporteres og bruges i Danmark, oplyser SSI.

Samlet set har 56 procent af danskerne fået mindst et vaccinestik. 32 procent - næsten hver tredje dansker - er færdigvaccineret.

Ifølge den nuværende vaccinationskalender forventes de sidste stik at blive givet i midten af september 2021.

Sundhedsstyrelsen forventer dog at opdatere vaccinationskalenderen torsdag.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har udtalt til TV 2, at han forventer, at kalenderen bliver rykket frem med omkring to uger.

I det danske vaccinationsprogram bruger man to vacciner mod coronavirus. Vaccinen fra Pfizer-BioNTech, som er den, der er indkøbt fra Rumænien, og vaccinen fra Moderna.

Desuden kan danskere frivilligt modtage vaccinen fra Johnson & Johnson, som kun kræver ét stik, før man er immun.

Lufthavn opfordrer turister til tjekke rejseregler

Selvom der stadig er et stykke vej til en normal sommer, så er der begyndt at komme flere rejsende i terminalerne i Københavns Lufthavn.

Og de gør klogt i allerede hjemmefra at forberede sig på, hvilke regler der gælder for de flyselskaber, man flyver med, og for de destinationer, man rejser til.

Det fortæller Susanne Rose Plum, passagerchef i Københavns Lufthavn.

- Der er forskellige regler fra flyselskab til flyselskab, og også alt efter hvilken destination man skal til.

- Så det er vigtigt, at man har orienteret sig om, hvad der er af gældende regler i forhold til vaccine, men også testkrav og øvrig indrejsedokumentation, siger Susanne Rose Plum.

Husk mundbind

Noget de rejsende også skal huske, før de tager til lufthavnen, er mundbind.

Københavns Lufthavn følger nemlig anbefalinger fra EASA, der er EU's agentur for luftfartssikkerhed.

Det betyder, at alle EU-lufthavne og stort set alle flyselskaber fortsat stiller krav til de rejsende om brug af mundbind.

I Københavns Lufthavn er det dog okay at lægge mundbindet fra sig, når man spiser eller drikker på et af de genåbnede serveringssteder i lufthavnen. Lige nu er det næsten en tredjedel af stederne, der er genåbnet. Flere er på vej.

Rejsende bør også være opmærksomme på, at det tager længere tid at tjekke ind. Derfor har lufthavnen indsat ekstra personale til at stå i køen for at tjekke dokumentationen, så det kan gå så hurtigt som muligt.

- Kort sagt så skal man huske at pakke ekstra tålmodighed med på sommerrejsen, hvor der kan være ekstra ventetid.

- Så kan vi til gengæld love, at vi gør alt, hvad vi kan, for at det bliver en så god oplevelse som muligt, siger Susanne Rose Plum.

Sig farvel udendørs

Anderledes denne sommer er også afsked og velkomst for familie og venner.

Københavns Lufthavn følger retningslinjerne fra EASA om, at kun rejsende og personale må opholde sig i terminalerne.

Derfor skal der i år siges farvel udendørs ved taxaholdepladsen eller på det nye lufthavnstorv.

Denne juli forventer Københavns Lufthavn 30-45.000 rejsende dagligt. Til sammenligning var der i juli 2019 dagligt 100.000 rejsende.

Mens EM-jublen tager fart, gør Delta-varianten det samme – ekspert foreslår mundbind

Enten har du selv været der. Eller også har du højst sandsynligt set billederne. Massevis af danskere, der i tæt kropskontakt hopper, hepper og hujer foran en storskærm, mens fodboldlandsholdet kamp for kamp fortsætter i EM-slutrunden.

Men ifølge Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet, bør vi genoverveje den situation.

For Delta-varianten, der er på hastig fremmarch, giver grund til bekymring, mener han.

- Hvis vi ikke griber ind nu, risikerer vi, at vi får rigtig meget af denne her variant iblandt os hen over sommeren, hvor corona ellers ikke spreder sig særlig godt. Det er et dårligt udgangspunkt for efterårets liv med corona, siger han.

Smitte på stadion

Varianten, der er omkring 50 procent mere smitsom end den britiske variant, har spredt sig under EM-slutrundens kampe i Parken.

I forbindelse med fodboldlandsholdets tre hjemmebanekampe er der registreret 47 personer, der i Parken har været eller er blevet smittet med Delta-varianten. Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed onsdag til TV 2.

Vi må holde fast i, at det er omkring 400 danskere, der er registreret med denne her variant, så det er et overskueligt problem

Allan Randrup, virolog

Ifølge Viggo Andreasen har EM-kampene vist, at den smitsomme variant har gode vilkår for at sprede sig ved udendørs arrangementer med mange mennesker på lidt plads.

Han mener derfor, at politikerne bør overveje at indføre flere restriktioner ved store begivenheder.

Eksempelvis ved storskærmsarrangementer rundtomkring i landet, hvor mange mennesker stimler sammen og ser EM.

- Det kunne være krav om større afstand, mere afspritning eller mundbind. Så vi på en eller anden måde prøver at holde lidt igen på fodboldfejringen, siger han.

Fodboldfans i Skotland stilles til ansvar

I Skotland har man også et særligt blik på landets fodboldfans. Landets sundhedsminister sagde tirsdag, at skotterne, der rejste til London for at se deres landshold spille mod England, bærer et ansvar for den stigende coronasmitte i Skotland.

Mandag registrerede Skotland det højeste antal smittede på et døgn med 3285 nye tilfælde. Ifølge sundhedsministeren er det særligt mænd under 40, der den seneste tid er blevet smittet i Skotland.

Herhjemme er de generelle smittetal lave. Men op mod hver fjerde coronasmittede dansker er nu inficeret med Delta-varianten. Det er en tredobling på blot en uge, og foreløbig data tyder på, at varianten medfører mere alvorlig sygdom end tidligere varianter.

- Et overskueligt problem

Alligevel mener Allan Randrup, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet, ikke, at der er grund til stor bekymring. Professoren har ellers under coronakrisen ofte stået på mål for flere restriktioner.

Allan Randrup medgiver, at Delta-variantens indtog i Danmark kan se voldsom ud, når man kigger i procenter. For mens andre varianter er aftagende, ser andelen af smittede med Delta-varianten stor ud.

- Men vi må holde fast i, at det er omkring 400 danskere, der er registreret med denne her variant, så det er et overskueligt problem, siger han.

Ikke meget fidus til mundbind

Det betyder ikke, at vi ikke skal være opmærksomme på varianten, siger han. Men han mener, vi har de rette midler til at undgå, at den løber løbsk.

Som eksempler nævner han effektiv smitteopsporing, hurtig sekventering af positive coronaprøver og udrulningen af vacciner, der netop har fået en saltvandsindsprøjtning i form af et storkøb fra Rumænien.

- Overordnet set tror jeg, vi kommer igennem sommeren med skindet på næsen, siger han.

Virologen abonnerer derfor heller ikke på Viggo Andreasens idé om at tage et ekstra kig på storskærmsarrangementerne under EM.

- Ved de her udendørsarrangementer har jeg ikke så meget fidus til mundbind. Men overordnet skal folk, så vidt det kan lade sig gøre, holde afstand. Og hvis de ikke kan undgå det, må de lade sig teste, siger han.

Hos Statens Serum Institut vil afdelingschef Troels Lillebæk ikke afvise, at der er flere restriktioner på vej. Men det er en politisk beslutning, siger han, og derudover er der mange elementer, der peger i positiv retning.

- Lige nu er vi i en forholdsvis gunstig situation med meget få positive smittede og indlagte. Samtidig har vi den glædelige nyhed med flere vacciner, årstiden er med os, og vi har meget let adgang til at blive testet, siger han.

Seruminstitut: Minkhold udgør også sundhedsrisiko efter nytår

Det vil udgøre en sundhedsrisiko for mennesker, hvis der holdes mink efter årsskiftet.

Det vurderer Statens Serum Institut (SSI) i en risikovurdering, som instituttet har lavet for Sundhedsministeriet.

Risikoen er dog af endnu ukendt størrelse, fremgår det. Den afhænger af udviklingen i smitten blandt mennesker herhjemme til den tid, samt hvordan reglerne for minkhold tilrettelægges.

Risiko for nye coronavarianter

Overordnet mener SSI, at der er tre risikofaktorer ved at genoptage minkerhvervet i Danmark fra det nye år.

Den første er en erhvervsrisko for infektioner for medarbejdere på blandt andet pelserier.

Der er også en risiko for, at det vil føre til yderligere smitte blandt personer, der enten ikke er vaccineret, ikke har responderet tilstrækkeligt på vaccinen eller personer, der har aftagende immunitet efter vaccination.

Slutteligt kan der også opstå nye varianter af coronavirus i samfundet.

Folketingets partier enige om ny risikovurdering

- Dette kan i værste tilfælde påvirke muligheden for at forebygge covid-19 med de eksisterende humane vacciner, skriver SSI i sin vurdering.

Folketingets partier er tirsdag blevet orienteret om den nye risikovurdering.

På den baggrund vil fødevareminister Rasmus Prehn (S) efter sommerferien indkalde til politiske drøftelser af, "hvordan man politisk håndterer den opdaterede vurdering".

Det oplyser Fødevareministeriet på sin hjemmeside.

Beslutningen om, at alle mink skulle aflives, blev truffet af regeringen i november sidste år.

Det skete, fordi et muteret minkvirus - cluster 5 - havde en nedsat følsomhed over for antistoffer fra tidligere infektion.

Det gav anledning til bekymring hos eksperterne i Statens Serum Institut om, at virusset kunne nedsætte effekten af kommende vacciner.

I kølvandet på beslutningen om at aflive alle mink blev der udstedt et midlertidigt forbud mod minkavl.

Det er gældende frem til årsskiftet 2021/2022.

I januar blev et bredt politisk flertal på Christiansborg enig om en aftale, der sikrer milliarderstatning til minkerhvervet.

I den forbindelse blev minkavlerne stillet over for et valg om at modtage erstatning eller benytte en dvaleordning med mulighed for at genoptage erhvervet, når forbuddet mod minkhold udløber.

Grønland lemper restriktioner med blot én smittet tilbage

Blot en person er smittet med coronavirus i Grønland i øjeblikket. Det skriver det grønlandske medie KNR.

Siden slutningen af maj har der været et stigende antal smittede, men efter at der i et stykke tid har været ni smittede i alt, er otte af dem nu raskmeldt.

Den eneste tilbageværende smittede person befinder sig i Nuuk og er stadig indlagt på hospitalet. Personen er smittet med Alpha–varianten, der første gang blev opdaget i Storbritannien.

Åbner for flere rejsende fra Danmark

Med blot en coronasmittet tilbage i Grønland bliver der lempet for flere af de coronarestriktioner, som selvstyret har været underlagt i flere måneder.

Det betyder, at der fra 1. juli igen kan komme flere rejsende ind i Grønland fra Danmark.

I alt bliver der indsat fire ugentlige afgange med op til 250 passagerer, og det betyder, at antallet af indrejsende fra Kastrup bliver op til 1000 passagerer om ugen. Indtil for kort tid siden var antallet 600, skriver KNR.

Smitte på byggeplads

Det vil stadig være et krav, at rejsende fra Danmark til Grønland skal fremvise en negativ coronatest eller dokumentation for, at de er færdigvaccinerede.

Derudover åbnes der også for ruteflyvninger fra Island.

Flere af de tidligere smittede i Grønland knyttede sig til Munck Gruppen, der er i gang med at lave en ny landingsbane i lufthavnen.

I den forbindelse blev der lavet en karantænezone rundt om byggepladsen og den lejr, hvor de ansatte bor.

Smitteudbruddet førte også til, at flytrafik og sejlads ud af den grønlandske hovedstad, Nuuk, blev standset ad to omgange.

I tre dage i slutningen af maj blev hovedstaden også lukket ned, hvor barer, restauranter og sportshaller ikke måtte åbne.

I alt har der været 50 smittede i Grønland, mens der er blevet udført omkring 30.000 test. Ingen coronapatienter har mistet livet i selvstyret.

Lidt over 26.000 - svarende til knap hver anden - har påbegyndt vaccination i Grønland. Heraf er godt 10.500 - svarende til næsten hver femte - færdigvaccineret.

Coronaudbrud på Mallorca

Fyldt med glæde og sommerferiestemning rejste unge spaniere afsted til ferieøen Mallorca mellem 18. og 20. juni for at fejre skoleårets afslutning, men festen fik uanede konsekvenser.

Hele otte spanske regioner har nu udbrud med udgangspunkt på den spanske ferieø. Blandt andet Madrid-regionen, Baskerlandet og Valencia er hårdt ramt, skriver den Spanske TV-station RTVE.

- Det makroudbrud, vi har set på Mallorca, er et godt eksempel på, hvad der vil kunne ske denne sommer i Spanien.

Salvador Macip, forsker ved Leicester Universitetet i Storbritannien.

Den øverste ansvarlige for bekæmpelse af corona-pandemien i Spanien, Fernando Simón, kalder smittetallet for alvorligt og peger på risikoen for, at de unge kan smitte deres forældre, fordi forældrene tilhører en gruppe, der typisk ikke er færdigvaccinerede.

- Og det betyder, at de kan blive smittet, advarer Fernando Simón, direktør i den spanske sundhedsstyrelse.

Simón tilføjer desuden, at de unge selv forhåbentligt ikke udvikler et alvorligt sygdomsforløb, men at nogen desværre vil ende på hospitalet, og risikoen for at nogle få vil miste livet er også til stede. Foreløbig er en 18-årig fra Alicante blevet indlagt på en intensivafdeling efter hans tilstand blev alvorligt forværret.

Ifølge myndighederne i den nordspanske region Baskerlandet, er der både tale om alfa-varianten og delta-varianten (også kendt som henholdsvis den britiske- og indiske variant, red.), men der gives pt ikke noget overblik over, hvor mange der er smittet med hvilken variant, skriver det spanske dagblad El Mundo.

Koncert i tyrefægterarena arnested

Alene på Mallorca, hvor udbruddet begyndte, er knap 250 unge isoleret på hoteller, ni er indlagt på hospital og med de seneste tal fra den regionale regering i Madrid er antallet af smittede nu oppe på i alt 1167 smittetilfælde.

Grupperne af gymnasieelever, der rejste til Mallorca fra mange forskellige regioner, er indsnævret til lidt over 5000 personer, hvoraf de fleste er rejst hjem. Og derfor bliver de isoleret, sendt i karantæne og så videre i deres respektive regioner.

Ifølge de lokale myndigheder på Mallorca er det særligt en reggae-koncert gennemført i tyrefægter-arenaen i Palma de Mallorca, der kan være kilde til, at mange blev smittet. Men også nattelivet i det hele taget er i søgelyset. Ture i både med fester på vandet kan også have været med til at sprede smitten, som myndighederne tror kommer fra få asymptomatiske.

Men også rejsen til Mallorca kan have været en smittespreder. Flere grupper rejste eksempelvis med færger til øen, og her har de socialiseret, og covid-19 kan have spredt sig.

Advarer om femte bølge

Det spanske sundhedsministerium opfordrer nu til, at de unge dropper fællesrejser som dem til Mallorca, fordi situationen endnu ikke er til det. I Spanien er gruppen fra 16-21 år endnu ikke vaccineret.

Flere eksperter advarer da også om, at man med de mange lempelser af corona-restriktionerne i Spanien risikerer en femte bølge efter sommerferien.

- Det makroudbrud, vi har set på Mallorca, er et godt eksempel på, hvad der vil kunne ske denne sommer i Spanien, siger Salvador Macip, der er forsker ved Leicester Universitetet i Storbritannien til avisen 20minutos.

Og forskeren peger på, at hvad der er sket i Storbritannien, hvor den såkaldte Delta-variant er blevet stadig mere dominerende, også vil ske i Spanien.

Efter i en periode at have været for nedadgående er smittetallet i Spanien igen begyndt at stige og igen oppe på lidt over 100 smittede per 100.000 indbyggere de seneste 14 dage.