Om få sekunder ville 15 mennesker komme stormende ind på hendes stue.
Alarmen var gået, og Mie Andersen vidste godt, hvad det betød.
I øjeblikket tænkte hun ikke rationelt, men var desperat, voldelig og til fare for sig selv og andre. Hun ledte efter hvad som helst på væggen, gulvet eller i rummet, som hun kunne hamre sit hoved ind i. Det var den faste vagt, som døgnet rundt holdt øje med Mie Andersen, der kontaktede det øvrige personale.
Vagten kunne fornemme på Mie Andersen, at hun ville gøre skade på sig selv ved at hamre hovedet ind i glasdøren til værelset.
Den aften på psykiatrisk afdeling på Frederiksberg Hospital blev Mie Andersen igen udsat for tvang.
Holdt fast af 15 mennesker
De 15 mennesker i rummet kæmpede med at få hende lagt ned på sengen. Mie Andersen reagerede voldsomt og blev lagt ned på gulvet, hvor hun var fanget i sin egen verden.
Fire personer holdt hendes arme fast. En person holdt hendes hoved fast. Og to til tre personer holdt hendes ben fast, mens en sidste person lå over hende.
Hun forsøgte at slå hovedet ned i gulvet og forsøgte at vride sig fri.
Personalet holdt fast med alle kræfter, og Mie Andersen sprællede for at undgå det. Det kunne hun ikke.
På et tidspunkt gik døren op igen, og her fik Mie Andersen øje på sprøjten, som indeholdt stesolid, der skulle få hende til at falde til ro.
I øjeblikket var sprøjten et nederlag for hende. Hun vred sig endnu en gang i håbet om, at hun kunne komme fri.
Før hun vidste af det, var bukserne trukket en smule ned, og sprøjtens lille nål sad i kroppen.
Sidder stadig i kroppen
Hun kunne intet gøre. Hun følte sig krænket. Hun havde fået medicin med tvang. Den virkede ikke med det samme, så først efter 45 minutter faldt Mie Andersen til ro af ren udmattelse.
- Det har givet mig mén i dag. Jeg kan stadig mærke, hvordan de holder om mine arme og trykker til. Det faste greb, de holder mig med, kan jeg stadig få en fornemmelse af. Og når jeg hører en alarm nu, får jeg et lille spjæt. Jeg drømmer også stadig om episoden, siger hun.
Det er Mie Andersen selv, der over for TV 2 beskriver sine oplevelser med indlæggelse og tvang på grund af den omfattende selvskade, hun inden indlæggelsen havde udsat sig selv for.
Derudover havde tanker om at forsvinde fra verden også groet sig fast i hendes sind. Over en periode på 2,5 år førte det til mellem seks og syv indlæggelser. Både på en lukket og åben afdeling.
I dag er hun udskrevet siden 2017 og er diagnosticeret med posttraumatisk stressforstyrrelse, borderline og ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse. Hun vil gerne bruge sine oplevelser til at kaste lys over, hvordan tvang og indlæggelser foregår og påvirker de personer, det rammer.
- Det er voldsomt grænseoverskridende. Når man bliver udsat for tvang, bestemmer man ikke over sin egen krop, og man bestemmer ikke, hvad der skal ske med en, siger Mie Andersen, som i dag bor på et socialt botilbud og stadig får hjælp fra en privat psykolog til at tøjle sine tanker.
Kan godt se, at tvang var nødvendig
Og tvang er udbredt i dansk psykiatri.
En ny rapport fra Sundhedsstyrelsen konstaterer, at der trods ambitioner om at nedbringe tvang i psykiatrien er sket det modsatte: Mængden af tvang er faktisk steget.
Også den form for tvang, som Mie Andersen blev udsat for. I rapporten konstateres det, at antallet af personer, der får akut beroligende medicin med tvang, er steget i alle danske regioner siden 2014.
Men ifølge Mie Andersen er det ikke nødvendigvis målet i sig selv, at tvang bare skal nedbringes. I hendes eget tilfælde kan hun i dag godt se, at tvang var nødvendigt, fordi hun var til fare for sig selv og andre.
Men selv om det var nødvendigt, har de 45 minutter sat sig i hende fysisk. De er ikke lige så synlige som arrene på armene fra selvskaden, men ligger på lur under overfladen.
- For hver gang man udsættes for tvang, sætter det sig, og det sætter sig dybt i kroppen på en. Jeg kan huske hver en tvangsepisode, jeg har haft, og det er hårdt. Det er noget, jeg lever med nu. Det kan godt være, at jeg forstår det nu, men jeg skal stadigvæk leve med det, og det er hårdt, siger hun.
Brug for ressourcer
I stedet for mål om at nedbringe tvang, så er der ifølge Mie Andersen brug for flere ressourcer.
- Når der ikke er nogen hænder, bliver man nødt til at gøre det, man kender: Tvang er det, man ikke vil gøre, men man måske bliver nødt til at gøre. Så det overrasker mig ikke, at det er steget, siger hun.
I en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen kunne man torsdag læse, at selvom parterne var klar over, at der var tale om en ambitiøs aftale om at nedbringe tvangen, var der en tro på, at det kunne lade sig gøre:
- At vi i dag står i en situation, hvor der samlet set er flere mennesker, der udsættes for tvang end i 2014, det er både trist, utilfredsstillende og bekymrende, siger vicedirektør Helene Probst i Sundhedsstyrelsen i meddelelsen.
Mie Andersen krydser fingre for, at man kan mindske tvangen, men det er mindst lige så vigtigt for hende, at man overvejer, hvordan det kan ske. Her vil hun gerne have, at politikere og beslutningstagere i psykiatrien lytter mere til de ansatte i psykiatrien og tidligere patienter. Ifølge Mie Andersen står de nemlig med en helt konkret viden om, hvad der skal til:
- Man lytter mere til politikerne, og det er ærgerligt, at dem, der faktisk er i psykiatrien, ikke bliver hørt, for det er dem, der har nøglen til at løse det her, siger hun.
TV 2 har forsøgt at få et interview med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om tvang i psykiatrien, men det har ikke været muligt for ministeren at stille op. I stedet har ministeriet sendt et skriftligt citat fra ministeren, som siger, at man fra politisk hold vil fortsætte monitorering og opfølgning på tvang i psykiatrien:
- Det er fuldstændig uacceptabelt, at vi ikke har nået målene for at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien. For nogle tvangsformer er vi faktisk meget langt fra mål. Bag hver eneste registrering gemmer der sig et sårbart menneske af kød og blod, som udsættes for et voldsomt indgreb, lyder det i det skriftlige citat.
