Dampen er gået af Danmark!

Billedet forklarer i sig selv hvad Regeringen, dens støttepartier og diverse patientforeninger har fået vedtaget…

Tirsdag den 15. december 2020 – blev Tobakshandleplanen godkendt af et flertal i Folketinget – en plan som indeholder rigtigt mange gode tiltag, for at få både unge og voksne til at stoppe med at ryge. Strengere straffe til dem som ikke overholder bl.a. salgsforbud til personer under 18 år, større bøder til personer/virksomheder som ikke beder om legitimation ved at køb af tobaksprodukter m.m. Men – planen indeholdt også en horde af strenge restriktioner for e-dampen i Danmark.

En tobaks-handleplan, for produkter der ikke indeholder tobak?

E-dampen der potentielt kunne være blevet det bedste og mest effektive middel til at få endnu flere rygere i Danmark til at kvitte smøgerne, til fordel for et langt mindre skadeligt alternativ. Eneste gangbare vej til at stoppe med at ryge fremover, er via de kommunale rygestop-tilbud, tilskud til rygestopmedicin m.m. – metoder som de fleste rygere forgæves har forsøgt sig med, uden succes.

Den gennemsnitlige ryger forsøger ca. 20 gange at stoppe, førend det lykkes – og når den ene metode efter den anden ikke virker, opgiver de fleste til sidst at gøre forsøget. Den danske Sundhedsstyrelse vil ikke anbefale brugen af e-cigaretter/e-damp til rygestop – da produktet ikke er et godkendt lægemiddel. Til trods for at videnskabelig evidens fra bl.a. Cochrane-instituttet gang på gang fremhæver, at e-damp er den mest effektive metode, til at få rygere til at stoppe med at ryge.

DADAFO har utrætteligt siden 2013, forsøgt at råbe vores politikere, medier og EU-parlamentsmedlemmer op – men desværre ser det ud til at e-dampen ikke får nemme kår i Danmark fremover:

• Dampen må fra 1. april 2021 ikke fremstilles i andre smagsvarianter end tobak og menthol. Fra 1. april 2022, må der ikke sælges andre smagsvarianter end tobak og menthol. Dvs. i den mellemliggende periode må væsker med smag af fersken, lakrids, vanille m.m. fortsat sælges – men de må ikke fremstilles efter den 1. april 2021.

• Både væsker og hardware (selve e-cigaretten/mod’et) må fra 1. juli 2021 kun fremstilles i “anonym indpakning” (plain-packaging) og fra 1. april 2022 må væsker og hardware ikke længere sælges i den “gamle indpakning”. Dvs. varelageret med den gamle indpakning, skal fjernes fra hylderne den 1. april 2022.

• Damp-væsker og andre produkter må ikke præsenteres synligt (skal gemmes væk under disken) og må kun trækkes frem for kunden, når vedkommende udtrykker ønske om det. Der er uklarhed om hvorvidt dette forbud kun gælder i detailhandlen, eller om det også gælder i specialbutikker/dedikerede dampbutikker?

• Damp-produkter må ikke vises på hjemmesider, men skal/kan kun markedsføres via en skriftlig liste med priser, uden brug af fotos m.m. Siderne må ikke vise “bedømmelser” af produkterne, eller anbefalinger fra andre forbrugere – eller vise instruktionsvideoer.

• Dampbutikker må ikke anvende “tilbud” eller “prisnedsættelser” for produkterne. Priserne skal fremgå af et ark, som forbrugeren kan få til gennemsyn i butikken. • Prisen for 10 ml e-væske (med eller uden nikotin) vil stige med 66% – dvs. en nuværende ca. pris på 30 kr. for 10 ml væske vil stige til ca. 50 kr. Der pålægges afgift på 2 kr. pr. ml e-væske, uanset væskens nikotinstyrke – dvs. en væske på 18 mg/ml vil koste det samme som en væske på 3 mg/ml.

• Forbud mod direkte og indirekte reklame for tobaksprodukter – inkl. e-cigaretter – dvs. film, nyheder, dokumentarer må ikke vise rygning eller e-dampning, da dette kan betragtes som reklame/forbudt markedsføring.

— ooo 000 ooo —

Et produkt som gang på gang har bevist sig som det bedste alternative rygestop-produkt, bliver nu langsomt men sikker gjort så uattraktivt som muligt, for de mange rygere som evt. kunne have tænkt sig at forsøge at blive røgfri via e-damp. Og de ca. 75.000 danskere for hvem det indtil videre er lykkedes at blive røgfri via e-damp, går en usikker fremtid i møde. Mange stopper helt med både at ryge og dampe, men der er også en del for hvem dampen bliver et livslangt alternativ til fortsat tobaksrygning – og for dem bliver fremtidens muligheder væsentligt indskrænket. E-dampen har også for mange været en måde at få et bedre helbred på, og på samme tid spare penge ift. prisen for tobakscigaretter. Men, ikke nok med at dampen kun må smage af tobak/menthol (de smage man som ryger desperat forsøger at glemme) – så bliver prisen for forbrugerne skruet så kraftigt i vejret, at det økonomiske incitament til at skifte smøgerne ud med damp, lader til at være forsvundet.

Der er desværre nogle ikke så gode alternativer, som forbrugerne kan forventes at stræbe imod:

• Handle illegalt fra andre EU-lande eller lande udenfor EU, med risiko for bøder/afgifter og konfiskation ved import. Disse produkter er måske ikke underlagt samme kontrol, som de produkter der p.t. sælges i danske dampbutikker.

• Handle væsker på det sorte marked, hvor produkterne evt. vil være af en tvivlsom kvalitet, uden kontrol og sikkerhed for indhold/sikkerhed/kvalitet/effektivitet.

• Forsøge sig med selv at blande smagsstoffer i en neutral basevæske, uden sikkerhed for smagsstoffernes brugbarhed til fordampning. Det er bestemt ikke alle smagsstoffer der kan anvendes til e-væsker/fordampning – bl.a. må smagsstoffer IKKE indeholder olier/fedt/lipider, men SKAL være på vandbasis. I USA blev flere personer i 2019 indlagt og døde, efter inhalation af E-vitamin acetat (olie/lipid) som blev tilført væsker til inhalation af cannabis.

Forbrugerne er de store tabere i denne sag – dernæst kommer selvklart også de mange danske forhandlere, som fremover får et meget begrænset varekatalog at sælge ud fra. DADAFO frygter, at mange af de danske dampbutikker må lukke ned, og overlade markedet til “de frie kræfter”. Forbrugerne snydes for god vejledning og rådgivning i forbindelse med deres første køb – og bliver fremover overladt til sig selv – hvis man “tør” begynde et skridt mod røgfrihed, ved hjælp af e-damp. Skadesreduktion kender vi allerede fra sikkerhedsseler, cykelhjelme, styrthjelme, faldskærme, kondomer m.m. Der er ingen der vil forbyde folk at køre på cykel, motorcykel eller i bil – springe ud fra et fly – eller dyrke sex med lavere risiko for kønssygdomme eller uventet graviditet.

Dette er indbegrebet af skadesreduktion. Og her er e-dampen skadesreduktion i forhold til fortsat tobaksrygning. Der er ingen der siger at e-damp er uskadelig – men videnskabelig evidens fra bl.a. England fremhæver e-dampen som minimum 95% mindre skadelig, sammenlignet med fortsat tobaksrygning. Så – hvorfor indeholder en lov der skal stoppe rygning i Danmark, også indhold der praktisk talt kan have den modsatte effekt – ved at få færre rygere til at stoppe, og desværre nok også få eks-rygere til at gå tilbage til tobaksrygning? 

The post Dampen er gået af Danmark! appeared first on DADAFO.

Stor europæisk forbrugerundersøgelse

ETHRA – European Tobacco Harm Reduction Advocates, udsender en stor og vigtig forbrugerundersøgelse, ang. forbrugere af nikotinprodukter i Europa.

Forbrugerundersøgelsen udgives sideløbende med revisionen af ​​det europæiske tobaksproduktdirektiv (TPD), og er det eneste spørgeskema til undersøgelse af forbrugerne af nikotinprodukter; de mennesker, der er mest berørt af mulige lovgivningsmæssige ændringer af nikotinprodukter.

Adgang til forbrugerundersøgelsen findes her:

TRYK HER FOR AT DELTAGE

ETHRA er sammensat af 22 europæiske forbrugergrupper, der repræsenterer forbrugere af sikrere nikotinprodukter, og lancerer et spørgeskema den 12. oktober for at undersøge forbruget af nikotinprodukter i Europa. ETHRA opfordrer til maksimal forbrugerdeltagelse og beder forbrugerne om at foretage undersøgelsen samt hjælpe med distributionen ved at dele den på sociale medier. Spørgeskemaet er kun åbent for voksne og er blevet oversat til 10 sprog. Udviklingen af ​​undersøgelsen er resultatet af et kollektivt frivilligt arbejde fra ETHRA med støtte fra dets videnskabelige rådgivere. ETHRA er uafhængig af nikotin- og medicinalindustrien.

Hvad handler det om?

Undersøgelsen stiller spørgsmål om brugen af ​​forskellige nikotinprodukter for at skelne betingelser for brugere i hele Europa. De praktiske konsekvenser af mulige reguleringsændringer undersøges også. Hvordan ville brugerne reagere på øgede skatter, forbud mod smag i e-væsker eller til legalisering af snus? Er der behov for større adgang til produktinformation? Ville en fjernelse af forbuddet mod 10 ml begrænsning på flasker med e-væsker have nogen indvirkning? Hvad mangler folk, der ønsker at holde op med at ryge? Dette er nogle af temaerne i undersøgelsen, der blev lanceret af ETHRA og dets 22 medlemsforeninger.

Spørgeskemaet findes på dansk, hollandsk, engelsk, finsk, fransk, tysk, italiensk, portugisisk, spansk og svensk. Det tager kun få minutter at gennemføre og er åben indtil 31. december 2020. Adgang er begrænset til voksne (18+ år). Kun et svar er muligt pr. IP-adresse for at bevare undersøgelsens integritet. Se nedenstående bemærkninger for linket til undersøgelsen og QR-koden.

Data til belysning af de europæiske debatpunkter

Resultaterne af undersøgelsen vil give fortalere for sikrere produkter mulighed for at indsamle data om nikotinbrug i Europa, forud for nogle centrale EU-reguleringsfrister. Europa-Kommissionen forbereder forslag til ændring af to direktiver i 2021.

1) Tobaksproduktdirektivet (TPD), hvor artikel 20 omhandler e-cigaretter/e-damp som et beslægtet produkt, men forbyder salg af snus i EU undtagen i Sverige.
2) Tobaksafgiftsdirektivet (TED) til harmonisering af definitioner og afgiftsbehandling af nye produkter, herunder e-cigaretter/e-damp, efter anmodning fra Det Europæiske Råd.
Næsten 90% af de borgere og organisationer, der reagerede på Kommissionens offentlige høringer i 2016 og 2018, havde afvist princippet om beskatning af produkterne.

De foreslåede ændringer vil blive drøftet af Parlamentet i maj 2021 for TPD og af Det Europæiske Råd for skatter. Udarbejdelse af et konkret kort over anvendelser og behov baseret på svarene på ETHRA-undersøgelsen vil kaste lys over spørgsmålene om mulige revisioner og give nyttige oplysninger til offentligheden, fortalere for skadereduktion og selvfølgelig beslutningstagere, især MEP’er.

Millioner af europæere berørt

Disse spørgsmål vedrører millioner af europæere: mennesker, der bruger sikrere nikotinprodukter, mennesker, der ryger, og som måske ville skifte over til sikrere produkter, deres pårørende og også social- og sundhedspersonale i marken. Opbygning af pålidelig viden direkte fra brugerne er en væsentlig del af tilgange til reduktion af skader. Dette initiativ er en del af denne vellykkede strategi, der handler både om og med brugerne. ETHRA siger tak for din deltagelse og støtte. Intet om os uden os.

Bemærkninger

Bemærkning om gennemsigtighed: SOVAPE, en ikke-profit-organisation, har doneret sit abonnement på den franske EVALANDGO-platform til denne undersøgelse, til ETHRA.
EVALANDGO overholder den europæiske forordning om databeskyttelse (GDPR), og data lagres i Frankrig.
ETHRA (European Tobacco Harm Reduction Advocates) fremmer diskussion og udveksling af information og potentielle handlinger for at reducere eksponeringen for tobaksrelateret skade. ETHRA supplerer eksisterende organisationer ved at tilbyde europæiske fortalere en platform til udveksling af information (især på europæisk politisk niveau) og til at dele erfaringer og lokale initiativer til støtte for reduktion af tobaksskader. ETHRA er registreret i EU Transparency Register, registreringsnummer 354946837243-73.

Adgang til forbrugerundersøgelsen findes her:

TRYK HER FOR AT DELTAGE

QR Kode:

Kontakt: 

Email: europethra@gmail.com

Twitter:  @europethra

The post Stor europæisk forbrugerundersøgelse appeared first on DADAFO.

ETHRA indsender også kommentar til EU-kommissionen

ETHRAEuropean Tobacco Harm Reduction Advocates – en en fælles europæisk forbrugersammenslutning med 21 medlemsorganisationer fra 16 EU-lande. Målet for ETHRA er at skabe forståelse for tobakskadereduktion, via alle tilgængelige produkter, som er bevist langt mindre skadelige for helbredet, end fortsat rygning.

E-damp-væsker skal smage af det som rygerne forsøger at blive kvit med!

Sundhedsministeriet er p.t. ved at forberede et sæt nye love, der gør livet som damper endnu mere besværligt – som om det ikke allerede var svært nok! Bl.a. vil Sundhedsministeren gerne have forbudt alle smagsvarianter i e-damp, med undtagelse af smagen af tobak og menthol. Og så må webshops ikke vise billeder af de produkter som de gerne vil sælge (der bliver jo efterhånden – hvis lovene bliver vedtaget – ikke så mange produkter at vise frem). Derudover er der forslag om at pålægge e-væsker en ekstra afgift på 2 kr. pr. ml. e-væske. Lovforslaget siger intet om, hvilken styrke væsken skal have – eller om der er tale om en afgift pr. ml. uanset væskens styrke?

Og – så foreslår Sundhedsministeren, at e-væsker skal sælges i “anonym” indpakning, og at hardware evt. også skal sælges i anonyme pakker. Og i damp-butikkerne, må der ikke være reklameskilte på facaden eller i vinduerne – og der må ikke være produkter på display. Produkterne kan vises frem, så snart kunden (som selvfølgelig er over 18 år) ytrer ønske om at se et navngivent produkt, som han ikke kan se nogen steder, men skal finde frem til på en liste der ligger på disken?

Der er flere ændringsforslag til nuværende lovgivning og nye bestemmelser som Sundhedsministeren vil have indført. Og han bakkes desværre op af en forligsgruppe af flere af Folketingets partier, som tror at det vil gavne børn og unge (som ikke bruger e-damp) – så de ikke starter en karriere som damper, for derefter at fortsætte videre til at ryge tobakscigaretter? Den nationale handleplan mod tobak, kaldes denne manøvre, som skal bekrige salget af tobaksprodukter til børn og unge. Det er forholdsvis ironisk, at e-damp-væsker ikke indeholder ét nanogram tobak..

EU-kommissionen kræver svar på grundlaget for lovene, og om det er retfærdigt og nødvendigt?

Men – Sundhedsministeren og forligsgruppen, kan ikke gennemføre den dramatiske lovgivning, uden først at underrette EU-kommissionen om de foreslåede tiltag. Kommissionen skal herefter bedømme, om tiltagene er retfærdige og om de overholder gældende EU-lovgivning. Kommissionen har kommenteret notifikationen fra Sundhedsministeriet, og har stillet en række spørgsmål til lovgivningen, som viser sig ikke at være helt i tråd med gældende EU-love. Dette har medført at høringsfristen ved Kommissionen, er blevet udskudt 3 måneder, mens Sundhedsministeriet og Erhvervsstyrelsen, skal besvare de fremsendte spørgsmål. Bl.a. medvirker loven til at skabe ulige handelsforhold mellem Danmark og andre EU-lande, som i dag har samhandel omkring e-damp produkter. Og Sundhedsministeriet har ikke udført en tilfredsstillende risiko- og konsekvensanalyser. Dvs. de har slet ikke udført analyser. Hvis de havde, ville de være kommet frem til at en stor del af de dampbutikker der findes i dag, vil se sig nødsaget til at lukke ned pga. manglende varer på hylderne, som kunderne/forbrugerne efterspørger. Når man ikke kan købe f.eks. e-væske med smag, bliver forbrugerne/kunderne tvunget til selv at forsøge at fremstille dem – eller købe dem på det sorte marked. Det kan også være, at flere der allerede har kvittet tobakken via damp,  vælger at gå tilbage til tobakscigaretter er, som følge af mediernes skræmmekampagner.

Søndag den 23.08.2020 – indsendte ETRA deres kommentarer til de foreslåede nye danske lov til EU-kommissionen – og den 06.07.2020 indsendte DADAFO sine kommentarer.

Søndag den 24.08.2020 – blev begge disse dokumenter fremsendt (sammen med DADAFOs høringssvar fra februar i år) – til Sundhedsministeren og hans stab, sundhedsordførerne fra de forskellige partier i Folketinget – samt de danske medlemmer af EU-parlamentet. Og ved samme anledning, anmodede DADAFO om at få foretræde for Sundhedsudvalget – for at forklare konsekvenserne af de foreslåede lovændringer og tilføjelser. For det har mange og utilsigtede konsekvenser for bl.a. de danske forbrugere af e-damp, hvis de foreslåede lovændringer bliver vedtaget. Og det får ufattelige økonomiske konsekvenser for e-damp-industrien, som har investeret millioner i produkter, som er lovlige i EU, men kan vise sig at blive ulovlige at sælge i Danmark. Harmonisering af markedet i EU er en af hjørnestenene i det åbne fælles marked. Og dette marked er allerede reguleret med stramme EU-regler, som har vist sig at have den ønskede effekt. Den eksisterende lovgivning virker, så der er ingen grund til yderligere restriktioner, med mindre der er tale om overlagt og decideret chikane fra Sundhedsministeriets side?

Nikotin-nydelsesmiddel-markedet serveres på et sølvfad til tobaksindustrien

Hvis målet er, at få færre rygere  til at stoppe med at ryge ved hjælp af e-damp – og i stedet ryge videre på tobakscigaretter – så er Sundhedsministeren på rette vej! Og hvis meningen med lovændringerne og tilføjelserne, er at give hoveddelen af markedet for alternative nikotinprodukter på et sølvfad til Tobaksindustrien – så er Sundhedsministeren og forligsgruppen meget succesfulde i deres foretagende.

Taberne bliver de mange, for hvem det er lykkedes at kvitte tobakken via e-damp, ved brug af e-væsker med smag der IKKE minder om tobak. De vil fremover ikke kunne købe deres favorit-væsker med smag af lakrids, fersken, mango, vandmelon, custard m.m.

Og taberne vil også være, de mange rygere som kunne tænkes at forsøge at blive røgfri via et skifte til e-damp. E-produkterne vil være gjort så besværlige at få fat på for voksne forbrugere, og være uattraktive, når de kun må sælges med smag af tobak eller menthol – to smagsvarianter som konstant skal minde om lige netop det produkt, som rygere forsøger at blive kvit?

Hvis dette lykkes for Sundhedsministeren – forventer vi også, at bl.a. Antabus-brusetabletterne fremover KUN må sælges med smag af øl eller rødvin? Giver det mening?

The post ETHRA indsender også kommentar til EU-kommissionen appeared first on DADAFO.

Har dampere de samme menneskerettigheder som andre?

Pressemeddelelse fra Dansk e-Damper Forening

 

Lørdag den 30. maj 2020 afholdes World Vape Day over hele verden. Læs mere på arrangementets hjemmeside: https://worldvapeday.org/

De europæiske forbrugerorganisationer for forbrugerne af bl.a. e-cigaretter/e-dampere og snus, er gået sammen om at skabe opmærksomhed omkring et produkt, som med stor sandsynlighed kan redde millioner af menneskeliv, hvis de personer som kunne have stor gavn af produktet også fik lov at få informationer omkring det?

Dagen efter, søndag den 31. maj 2020, afholdes World No Tobacco Day 2020 #WNTD2020. Denne dag går ud på at skabe opmærksomhed omkring tobakkens skadelige virkninger af helbredet. WNTD afholdes på foranledning af WHO, som også på denne dag vil køre kampagner på de sociale medier m.m.

Forskellen på de to dage er, at mens World Vape Day byder tobakskadereduktion velkommen, som et vigtigt redskab i værktøjskassen for at nedbringe antallet af personer der ryger tobak, ved at anbefale at skifte til et lavrisiko alternativ, så er World No Tobacco Day derudover også fokuseret på at al forbrug af nikotinholdige produkter skal stoppes, på linje med rygning af tobak.

WHO anvender børn i deres kampagne for World No Tobacco Day. Og de kører kampagne imod et produkt, som ikke indeholder én nanogram tobak – nemlig e-damp/e-cigaretter:

Eksempel på “informations-kampagne” fra WHO, hvor børn anvendes til at reklamere…

I Danmark er antallet af børn/unge der damper faldende, og har været det siden 2014, hvor EUs TobaksProduktDirektiv ble indført – så direktivet må siges at være effektivt.

Jamen, har rygere og e-dampere da ingen rettigheder?

Og her kommer menneskerettighederne ind i billedet: “Har dampere de samme menneskerettigheder, som alle andre?”

Har alle mennesker på jorden ikke en indbygget ret til at gøre alt hvad de selv kan, for at ændre deres helbredstilstand til det bedre? WHO har udgav i 1986 deres “Ottawa-charter”, der bl.a. omhandler alle menneskers ret til at forbedre deres sundhed. Samme organisation, WHO, hævder fortsat at al brug af nikotin – hvad enten det foregår som rygning af tobak, tygning af tobak, inhalation af e-damp med eller uden nikotin – så er forbruget skadeligt for helbredet – og bør ikke anbefales. På trods af ekstensiv viden omkring de alternative lav-risiko produkter, så anbefales det ikke rygere, at skifte over til et langt mindre skadeligt alternativ = tobakskadereduktion (Tobacco Harm Reduction – THR).

World Vape Day

ETHRAEuropean Tobacco Harm Reduction Advocates, er en sammenslutning af 21 europæiske forbrugerorganisationer fra 16 EU-lande, der ved egen hjælp har erfaret hvor nemt og sikkert det er at skifte tobakken ud med f.eks. e-damp/e-cigaretter eller snus. Og i anledning af World Vape Day – har Europas samlede forbrugere forfattet “ETHRA Manifestet”, som netop omhandler rygeres ret til viden omkring lavrisiko alternativer til tobaksrygning.

Læs pressemeddelelsen fra ETHRA – klik HER 

(Tryk på manifestet nedenfor, og download i PDF-format på dansk):

De seks punkter i ETHRA-manifestet er kort fortalt:

Adgang til skadereduktion, herunder tobakskadereduktion, skal anerkendes som en menneskerettighed Forbrugere af sikrere nikotinprodukter skal anerkendes som væsentlige interessenter i drøftelser om politikker vedrørende disse produkter Regulering af sikrere nikotinprodukter skal afspejle risici i forhold til risici ved tobaksrygning Tilsynsmyndighederne må erkende, at et bredt udvalg af produkter og smagsstoffer er nøglen til succes med sikrere nikotinprodukter, for at give folk mulighed for at stoppe med at ryge tobak Tilsynsmyndighederne SKAL overveje skade på voksne, når de overvejer foranstaltninger der skal beskytte ungdom Skattepolitik skal tage højde for at høj beskatning af sikrere nikotinprodukter, afskrækker rygere fra at skifte tobakken ud med alternative lavrisiko produkter

Manifestet kan downloades på mange sprog – klik HER

Retten til information

Hvordan skal rygere, som gerne vil kvitte smøgerne – men som ikke kan eller vil undvære virkningen af nikotin, vide at der findes lavrisiko alternativer? Nikotin i sig selv er ikke mere skadelig eller afhængighedsskabende end f.eks. koffein, som vi danskere dagligt forbruger svimlende mængder af.

Al information omkring lavrisiko alternativer til rygning af tobak, er forbudt i Danmark. Så selv om en ryger gerne ville kvitte tobakken – så er de eneste alternativer de ineffektive nikotinerstatningsprodukter (NRT) s.s. tyggegummi, plaster, sugetabletter, mist-sprays m.m. eller receptpligtig rygestopmedicin. I bedste fald, kan disse produkter give en succes, for ca. 6-9% af dem der forsøger at blive røgfri via NRT eller medicin.

De 91-94% andre, som ikke lykkes med at blive røgfri – skal de ikke have adgang og information omkring andre alternativer, som evt. kan få dem væk fra rygning af tobak?

“Folk ryger for nikotinen, men dør af tjæren/TAR*” (*: Tobacco Aerosol Residue)

Tobakskadereduktion kan dateres tilbage til 1976, hvor professor Michael Russell udtalte ovenstående citat. Hans mission var, at finde alternativer til rygning af tobak, som kunne få flere til at stoppe med at ryge. Siden 1976 har skaden fra rygning været veldokumenteret, som næsten udelukkende forårsaget af toksiner frigivet ved forbrænding af tobak. I modsætning hertil er ikke-brændbare tobaksvarer (snus, tyggetobak), såvel som rene nikotinprodukter (e-damp/e-cigaretter) betydeligt mindre skadelige, selvom de stadig har potentiale for afhængighed.

Men hvorfor anbefales rygere så ikke, at skifte tobakken ud med andre alternativer, hvis de har forsøgt de godkendte alternative produkter til rygestop – uden succes? Den danske regering har valgt at forbyde al information omkring lavrisiko produkter, og sidestiller mere eller mindre tobakscigaretter med bl.a. e-damp og snus – på trods af de store forskelle i potentiel skadelighed mellem produkterne. Det er næsten som om, at man hellere vil have et rygerne dør, end holder op med at ryge?

Hvis skade-index sættes til 100 – for rygning af tobakscigaretter – så placerer bl.a. e-cigaretter/e-damp sig på blot 3-4% skade – og snus på ca. 5% skade i sammenligning

Hvis man ser på forskellige i potentiel skadelighed, så viser ovenstående graf fra rapporten “Harm Minimization and Tobacco Control: Reframing Societal Views of Nicotine Use to Rapidly Save Lives”, udført i 2018 af bl.a. David B. Abrams, Allison M. Glasser, Jennifer L. Pearson og Andrea C. Villanti. Som det fremgår af skemaet, så indebær brugen e-damp/e-cigaretter blot ca. 5% skadelighed, sammenlignet med rygning af tobakscigaretter. Det er bl.a. en risikovurdering som ovenstående, som DADAFO har anmodet Sundhedsstyrelsen om at få udarbejdet – eller begynde at anvende i deres arbejde. Sundhedsstyrelsen vil ikke udarbejde en risikovurdering omkring forskelle i skadelighed mellem forskellige produkter/alternativer. De fastholder at de endnu ikke ved nok om produkterne, til at kunne sige noget klart omkring potentiel skadelighed ved produkterne.

Tænk hvis blot nogle af de resterende 91-94% rygere, kunne finde et alternativ der ville give dem en succesoplevelse…

Kort sagt – rygere og dampere har de samme rettigheder som alle andre. Og de har også ret til information om lavrisiko alternativer til fortsat tobaksrygning. Og de har ret til at foretage et informeret valg omkring at skifte et højrisiko produkt ud med et produkt der ikke indebærer nær de samme risici.

The post Har dampere de samme menneskerettigheder som andre? appeared first on DADAFO.

Høringssvar fra DADAFO – ang. forslag til lov om ændring af lov om elektroniske cigaretter m.v.

DADAFO har indsendt høringssvar til Sundheds- og Ældreministeriet, i forbindelse med en høring ang.”Udkast til forslag til lov om ændring af lov om forbud mod tobaksreklame m.v., lov om tobaksvarer m.v., lov om elektroniske cigaretter m.v. og forskellige andre love (Udmøntning af national handleplan mod børn og unges rygning.”

DADAFO er bekymret og chokeret over den store mangel på forståelse for, hvor produktet – en e-cigaret/e-damper – egentlig fungerer, når vi læser de forslag som Sundheds- og Ældreministeriet foreslår, som ændring til lov om elektroniske cigaretter.

Og – DADAFO er bekymret for, om Danmark meget snart vil blive slæbt i EU-domstolen, for brud på Tobaksproduktdirektivet?

Er du forvirret – så læs DADAFOs høringssvar her på hjemmesiden.

Høringssvaret kan læses HER

Sundheds- og Ældreministeriet udsendte den 18.12.2019 denne pressemeddelelse, ang. en national handleplan mod tobak – og specielt børn og unges rygning. Den nationale handleplan mod tobak, er i høring på baggrund af opbakning fra regeringen støttepartier: Venstre (V), Radikale Venstre (RV), Socialistisk Folkeparti (SF), Enhedslisten (EL), Det Konservative Folkeparti (C) og Alternativet (AL).

Selve aftaleteksten omhandler mange områder ift. tobak – og så omhandler det også aftaler omkring e-damp – på trods af at e-damp intet har med tobak at gøre.

Læs hele aftaleteksten HER

The post Høringssvar fra DADAFO – ang. forslag til lov om ændring af lov om elektroniske cigaretter m.v. appeared first on DADAFO.

Gør EU-direktivet mere skade end gavn?

By DADAFO

EU

Den engelske regering, har udført en “impact assessment” (konsekvens-analyse) af hvad EU-direktivet/loven om e-damp kan have af positive og negative konsekvenser for staten, forbrugerne og andre interessenter.
Og – Clive Bates, tidligere direktør/leder af ASH UK, (Action on Smoking and Health) gennemgår denne analyse med en tætte-kam, og kan bl.a. konkludere, at loven om e-damp er med til at bidrage til :

– at færre rygere skifter fra røg til damp
– at det bliver dyrere for forbrugerne
– at udvalget og innovationen mindskes dramatisk
– at den generelle sundhedstilstand i befolkningen IKKE forbedres nævneværdigt
– at tobaks- og medicinalindustrien ikke nævneværdigt mister indtægter fremover, ved faldende volumen-salg af deres “konkurrerende produkter”
– at handlen på tværs af EU grænser stoppes eller formindskes betragteligt, og dermed kan der ikke tales om fri konkurrence på e-damp produkter
– at risici ved håndtering af produkter med nikotin overdrives i den grad
– at lovgiverne og EU overdriver nikotins evne til at være vanedannende, når den indtages uden rygning af tobaksvarer
– at tab af skatteindtægter fra tobak, aldrig må betegnes som en negativ effekt – når der bliver færre rygere der betaler afgifterne…

– og som konklusion kommer Clive Bates frem til, at hele direktivets artikel 20 er i strid med EUs egne retningslinjer, da lovgivning IKKE må medføre større helbredsrisiko, end hvis lovgivningen ikke blev fremført. Og Clive Bates konkluderer, at hele artikel 20 i direktivet retteligt bør fjernes og omskrives totalt. Der er efter den 20. maj stor sandsynlighed for, at de enkelte medlemslande vil blive overbebyrdet med retssager som følge af denne lovgivning.

Læs hele gennemgangen/konsekvens-analysen, på Clive Bates’ hjemmeside:

http://www.clivebates.com/?p=3921

Se også Clive Bates forklare direktivet på Regulator Watch:

https://regulatorwatch.com/brent/tpd-countdown-clive-bates-talks-big-tobacco-impact-of-the-eus-tobacco-products-directive-regwatch/

This is a post from dadafo.dk - Read the original post here: Gør EU-direktivet mere skade end gavn?

Høringssvar fra DADAFO

By DADAFO

DADAFO – Dansk e-Damper Forening, indsendte den 19.01.2016 høringssvar i forbindelse med:

“Lovforslag om regulering af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere”

Hele høringssvaret kan læses her – og downloades som PDF-fil. Tryk på forsiden nedenfor:

This is a post from dadafo.dk - Read the original post here: Høringssvar fra DADAFO

Stor enighed i England: Damp bliver nu aktivt anbefalet

By DADAFO

Fælles erklæring om e-cigaretter, fra Public Health England og andre britiske offentlige sundhedsorganisationer.

Tolv [12] engelske organisationer og offentlige myndigheds- og helbredsorganisationer, anbefaler nu aktivt rygere at skifte til damp.

Denne anbefaling blev den 15.09.2015 meldt ud via en pressemeddelelse fra den engelske regering, hvor de samlet udtrykker bred enighed om – at rygere skal informeres korrekt og sandfærdigt omkring damps minimale risici sammenlignet med fortsat rygning af tobak:

“Vi er alle enige om, at e-damp [e-cigaretter] er betydeligt mindre skadelige end rygning. Én ud af to livslange rygere dør af deres afhængighed. Alle beviser anviser at helbredsrisikoen ved e-damp [e-cigaretter] er relativt lille ved sammenligning, men vi bør fortsat studere evt. langtidseffekter.”

“Og alligevel er der millioner af rygere der har fået den forkerte opfattelse, at e-damp [e-cigaretter] er mindst lige så skadelig som tobaksrygning, og vi har en forpligtigelse til at formidle ærlig information omkring fakta, som vi kender dem. Det er vores pligt at bekræfte dette overfor de 1,1 millioner dampere der fuldstændigt er stoppet med at ryge, så tilbagefald undgås.”

“For at sige det direkte, så har vi her muligheden for at hjælpe rygere til at kvitte tobakken, så vi må opfordre rygere til at prøve e-damp, og vi opfordrer i den grad dampere til helt at stoppe med at ryge tobak.”

“Vi må aldrig glemme hvad der er vigtigt her. Vi ved at rygning er den største dræber i England, og vi har et offentligt ansvar overfor rygeres helbred, til at give dem den nødvendige information og redskaberne, der vil hjælpe dem til røgfrihed helt og forevigt.”

“Under ingen omstændigheder er det bedre for en ryger at fortsætte med at ryge – en vane der slår 1 ud af 2 ihjel, skader mange andre, og koster sundhedsvæsenet milliarder hvert år. Vi vil fortsætte med at dele hvad vi ved og italesætte hvad vi endnu ikke ved, for at sikre konsekvente budskaber til offentligheden og sundhedsprofessionelle.”

De 12 organisationer er:

• Public Health England (Den engelske sundhedsstyrelse)
• Action on Smoking and Health (ASH)
• Association of Directors of Public Health
• British Lung Foundation (Den engelske lungeforening)
• Cancer Research UK (Den engelske kræftforening)
• Faculty of Public Health
• Public Health Action (PHA)
• Royal College of Physicians (Den engelske lægeforening)
• Royal Society of Public Health
• Tobacco Free Futures
• UK Centre for Tobacco and Alcohol Studies (UKCTAS)
• UK Health Forum

Læs pressemeddelelsen her:

https://www.gov.uk/government/news/e-cigarettes-an-emerging-public-health-consensus

This is a post from dadafo.dk - Read the original post here: Stor enighed i England: Damp bliver nu aktivt anbefalet