Barnevogne. Gravide maver. Grinende mødre. Babygråd. Far, mor, barn.

23-årige Celine Luttikhedde blev svimmel. Hun fik en klump i halsen.

Hvornår var folk begyndt at få så mange børn?

Hun kiggede på sin tallerken og prøvede at fokusere på maden.

Men den unge kvinde kunne hverken koncentrere sig om at spise eller noget som helst andet. Og sådan havde det været lige siden lægesamtalen nogle dage forinden.

For inde i hende rumsterede det sværeste dilemma, hun nogensinde havde stået i:

Ville hun have børn, men risikere at kræften kommer igen? Eller ville hun følge lægernes anbefaling og få fjernet begge æggestokke og livmoderen for at holde kræften væk?

Hospitalet havde givet hende 14 dage til at træffe beslutningen. Og hun kunne ikke være i den.

- At stå over for dét valg var værre end at blive diagnostiseret med kræft som 23-årig, siger hun.

Rammer hele familien

Mens hun fortæller, kører den unge lærerstuderende sine fingre gennem det korte, brune hår, der kun lige er begyndt at vokse ud oven på sommerens kemoterapi.

Det er et halvt år siden, det hele begyndte, og vi har mødt hende til en snak om, hvordan det er pludselig at stå med så store beslutninger i så ung en alder.

Det er svært for hende at sætte ord på, siger hun.

Ikke kræften, den kan hun godt tale om. Men valget mellem børn og den mest sikre behandling. Det er ikke nemt.

Især fordi udfaldet ikke kun påvirker hendes eget liv, men også dem, der elsker hende højest.

Hendes kæreste. Hendes forældre. Venner og søstre. Alle dem, der er splittede imellem at bakke hende op i ønsket om børn og angsten for at miste hende.

Men hun har skrevet forløbet ned på et papir, som hun knuger i sin hånd.

Og hver gang ordene slipper op, kigger hun ned på det.

For hun vil fortælle. Både fordi det har lindret hele hendes forløb, at hun har været åben om alle sine overvejelser undervejs, og fordi hun håber, at andre i lignende situationer kan føle sig mindre alene, hvis de har nogen at spejle sig i.

- Og der er jo mange, der står med den her type svære valg, når de bliver syge, siger hun.

Den værste dag

I modsætning til mange andre lignende fortællinger starter Celine Luttikheddes sygdomsberetning ikke med en diagnose.

For da hun gik ind til lægesamtalen 8. marts 2022, hvor hun indleder sin historie, vidste hun allerede, at hun havde kræft.

Hun regnede med, at hun skulle have fjernet den æggestok, hvor cysten havde siddet, og at det måske skulle følges op af kemobehandling. Men ikke mere end det.

Så da lægen kiggede hende i øjnene og sagde, at hendes anbefaling var, at Celine Luttikhedde fik fjernet både livmoder og begge æggestokke, brød hendes verden sammen.

Hun ville aldrig finde ud af, hvordan hendes barn ville se ud. Hun ville aldrig komme til at mærke spark i sin gravide mave. Eller give sine forældre de børnebørn, hun vidste, at de ønskede sig.

Katastrofetankerne overtog med det samme, og hun husker ikke ret meget mere, før hun stod opløst i gråd på parkeringspladsen med sin kæreste og sin mor.

- Jeg tænkte ikke så meget over selve kræften, men det her med at få frataget muligheden for at få børn helt ud af det blå, det kunne jeg slet ikke have, siger hun.

Men faktisk gik det hurtigere, end hun troede, med at vænne sig til tanken.

Allerede samme aften havde hun mere ro.

For det, der nagede hende mest, var, at operationen også ville fratage hendes kæreste muligheden for at blive far. Så da han forsikrede hende om, at det eneste, der betød noget for ham, var, at hun blev rask, blev hun mere rolig.

Lægerne havde ingen anden behandling, så det kunne ikke være anderledes. Og var forløbet sluttet her, havde hun formentlig været afklaret med det.

Men sådan gik det ikke.

Dilemmaet

For da hun en uge senere skulle tilbage på hospitalet for at få styr på planen for operationen, havde en ny mulighed åbnet sig.

Måske kunne hun alligevel bevare fertiliteten. For hvis alt så godt ud, når lægerne åbnede maven, kunne de nøjes med at fjerne den syge æggestok og lade resten blive.

Det ville kræve mere opfølgning og kontrol. Men så ville hun beholde muligheden for at blive mor.

Bagsiden var, at der var en større risiko for, at kræften ville vende tilbage. Derfor anbefalede lægerne fortsat den store operation.

Men beslutningen var Celines egen, og de gav hende 14 dage til at træffe sit valg.

Så blev hun sendt hjem.

Ikke godt

Det var ment som en god nyhed, men endte med at kickstarte de værste uger i hendes liv.

For hun følte, at hun var blevet efterladt med et uløseligt problem, som hun ikke kunne få hjælp til at håndtere.

Heller ikke, når hun søgte mod dem, som ellers altid var klar til at støtte op.

Hendes mor forstod hendes lyst til at få børn, men ville samtidig ikke gamble med hendes liv. Hendes far syntes, at hun skulle få fjernet det hele – han var ligeglad med børnebørn, så længe Celine blev rask.

De ville gerne hjælpe, men var forsigtige med at blande sig. Det skulle være hendes valg, syntes de. Og det syntes hendes kæreste også.

Derfor foregik alting oppe i Celines eget hoved. Og det blev hun ikke klogere af.

Tværtimod.

Hendes tanker blev afbrudt af gravide maver og småbørnsfamilier, der pludselig dukkede op, uanset hvor hun befandt sig. Og hun kunne ikke finde ro.

Valget blev ikke mindre kompliceret af, at det var en sjælden og aggressiv kræft, som lægerne ikke vidste meget om. Derfor havde hun ikke tilstrækkelig information at træffe en beslutning ud fra, syntes hun.

- Jeg ville jo så gerne have børn. Men samtidig ville jeg ikke have kræft. Der var ikke nogen god udvej, siger hun.

Lægen træffer den for hende

Men så ringede lægen.

Hun ville have Celine ind til en samtale tre dage før, der var deadline på beslutningen.

Hun behøvede ikke at have et svar klar. Bare hun dukkede op, sagde lægen.

For hun havde indset, at Celine ikke selv ville blive i stand til at træffe beslutningen og havde derfor en ny plan klar.

Selv om hospitalet fortsat officielt anbefalede Celine den store operation, foreslog lægen hende nu at vælge den lille.

Så kunne hun bevare fertiliteten. I hvert fald for nu.

For en del af den nye plan var samtidig, at Celine fik fjernet livmoderen og den anden æggestok, så snart hun var blevet mor. Og at hun skulle love, at hun var klar på, at det skulle ske snart.

- Det føltes bare rigtigt lige med det samme, siger Celine Luttikhedde.

Derfor afslog hun også med det samme, da lægen gav hende mulighed for gå hjem og tænke videre.

Nu skulle det bare overstås. Og med lægens opbakning var beslutningen pludselig blevet let.

I dag

Og overstået blev det.

I hvert fald nogenlunde.

Torsdag 7. april fik hun fjernet sin ene æggestok. Umiddelbart efter begyndte hun et intensivt kemoforløb, og i dag er hun kræftfri.

- Jeg er lettet og virkelig stolt af mig selv. Det var været et vildt halvt år, siger hun.

Men der er stadig et par store skridt, der skal tages, før hun for alvor kan slappe af.

Hængepartiet, som hun kalder det, skal af vejen.

For Celine kan ikke for alvor lægge forløbet bag sig, før hun også får fjernet sin livmoder og den anden æggestok.

Og det er hårdt. For selvom hun og kæresten er indstillede på, at de bliver nødt til snart at få børn, er det stadig en lang proces. De skal vente på godkendelse fra lægerne. Hun skal blive gravid, føde og amme.

Måske mere end en gang.

Og det kan godt bekymre hende.

Så kan hun komme til at tænke på et scenarie, hvor kræften kommer tilbage, mens hun har små børn. Og at hun dør og efterlader sin kæreste alene med ansvaret.

- Så føler jeg mig vildt egoistisk, for jeg kunne jo bare have fået fjernet livmoderen, siger hun.

Men så slår hun det hen.

For hun har ikke valgt livet fra.

Tværtimod. Hun har stået imellem to dårlige scenarier og formået at vælge det, der ville gøre hende mest lykkelig.

Og for Celina er det lige det, livet handler om.

De røde partier vil frede en tyvendedel af Danmark - svarende til 200.000 hektar - for sprøjtemiddel.

Det skriver Politiken.

- Vores grundvand og vores rene drikkevand er truet. Derfor foreslår vi en fredning for et område på størrelse med cirka fire gange Falster, siger statsminister Mette Frederiksen (S) til Politiken.

En kortlægning skal afgøre de områder, som skal fredes for sprøjtemidler.

Men statsministeren siger til avisen, at der primært vil være tale om områder, hvor der i dag er landbrug.

Derfor vil der være noget drift, som skal udgå, men de pågældende landmænd vil blive kompenseret, siger Mette Frederiksen.

Statsministeren understreger, at man godt stadig kan drive landbrug i områderne. Det skal bare være miljørigtigt.

Rent drikkevand skal være en ret

Partierne bag udspillet er Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet. Det er det første samlede udspil fra rød blok i valgkampen.

- For rent drikkevand skal være en ret - også til vores børn og børnebørn. Det kræver, at vi allerede nu beskytter det langt bedre, skriver SF's formand, Pia Olsen Dyhr, på Twitter.

Formanden for brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, skriver i en skriftlig kommentar til Ritzau, at han "er i chok over udspillet".

- Forslaget er aldeles ubegrundet, når man ser på myndighedernes nyeste vurderinger af udfordringer for det danske grundvand og lytter til førende eksperter, siger han.

Landbrug & Fødevarer oplyser ikke, hvilke vurderinger, de henviser til.

Søren Søndergaard understreger, at det er vigtigt at passe på grundvandet. Og det gør man allerede.

Bør ikke være til diskussion

Danmarks Naturfredningsforening roser omvendt udspillet i en pressemeddelelse.

- Selvfølgelig bør det gøres forbudt at anvende sprøjtegift, der hvor vores drikkevand dannes og hentes. Det bør slet ikke være til diskussion, siger foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding, i pressemeddelelsen.

Åbner for at hæve klimamål

Statsminister Mette Frederiksen (S) er også åben over for at hæve klimalovens ambition om en CO2-reduktion på 70 procent i 2030.

Det siger hun i et interview med Information.

- Jeg har ikke et konkret tal til dig, men når du spørger, om jeg er villig, så er svaret ja, siger hun.

Regeringens tre støttepartier ønsker alle at hæve målsætningen til 80 procent.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har ikke et bud på, hvornår man skal hæve målsætningen eller med hvor meget.

Alle Folketingets partier stod bag klimaloven bortset fra Nye Borgerlige og Liberal Alliance.

Presset på landets sygehuse er et varmt emne i valgkampen.

Flere politikere har forsøgt at finde løsninger på, hvordan udfordringerne med at fastholde og rekruttere sundhedspersonale skal løses.

Nu svarer godt 1000 sygeplejersker på efterløn, at de overvejer at hoppe i arbejdstøjet igen, hvis ikke lønnen modregnes i deres ydelse.

Det viser en spørgeskemaundersøgelse fra Din Sundhedsfaglige A-kasse (DSA).

- Når vi står i en mangelsituation i sundhedsvæsenet, så synes jeg, at det er fantastisk, at over 1000 sygeplejersker er villige til at trække i kitlen igen, siger Anni Pilgaard, der er formand for Din Sundhedsfaglige A-kasse.

De positivt stemte tilbagemeldinger på ordningen udgør 57 procent af DSA's efterlønnere.

Afskaffelse af efterlønnen

Undersøgelsen er udarbejdet på baggrund af Socialdemokratiets akutpakke til sygehusene, hvor partiet blandt andet foreslår at afskaffe modregningen af efterløn i 2023.

Omkring 2000 sygeplejersker er i dag på efterløn, og ambitionen er, at flere af dem skal bidrage til at nedbringe ventelisterne.

Anni Pilgaard oplever, at sygeplejerskerne på efterløn meget gerne vil hjælpe til. Men der skal være en "rimelighed" i det, siger hun.

- Nogle af dem, jeg har snakket med, siger: "Helt ærligt, tror du, at der står idiot på ryggen af mig? Jeg går da ikke ud og arbejder og bliver modregnet for det hele", siger hun.

Kan det få folk til at søge begge dele?

Jakob Kjellberg, der er sundhedsøkonom på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (VIVE), tror da også, at en sådan ordning vil motivere flere sygeplejersker på efterløn til at byde sig til.

- Penge betyder noget for ens arbejdskraftudbud, og her får du flere penge, siger han.

Men han mener, at der ligger en udfordring i, at man vil fjerne modregningen for én bestemt faggruppe, men ikke for andre.

- Hvis man laver en undtagelse for en bestemt faggruppe, sygeplejerskerne, og ikke for andre, så er der mange, der vil kræve det samme, siger han og peger på, at man skal være varsom, hvis fundamentet for ordningerne ikke skal skride:

- Hvis man både kan gå på efterløn og samtidig arbejde, kan det godt drive folk i retning af, at de siger, at de lige så godt kan gå på efterløn og arbejde, siger han.

Der er ikke et "quick fix"

En lignende analyse kommer fra Kjeld Møller Pedersen, der er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet.

- Umiddelbart lyder det som en meget interessant mulighed, men man skal huske, at det er meningstilkendegivelser (i undersøgelsen, red.) og ikke det samme, som at folk stiller op, siger han.

Ligesom Jakob Kjellberg er han bekymret for, at man går ind og laver særskilte løsninger for en bestemt faggruppe, men ikke for andre.

Samtidig mener Kjeld Møller Pedersen også, at man skal huske, at det ikke er sikkert, at efterlønnerne er dem, der kan arbejde flest timer:

- Det er heller ikke folk, der vil blive der i evighed, for de ældste er jo over 60. Derfor er det ikke sikkert, at den løsning holder i lang tid, siger han.

Jakob Kjellberg peger på, at vi stadig kommer til at være flere og flere ældre, og at han derfor ser dette som en midlertidig løsning.

- Der er ikke et "quick fix" på, at så kan du lige få et par 1000 ekstra ind, og så er alting løst, siger han.

I stedet handler sådan et tiltag om at finde en midlertidig løsning, der køber noget tid, indtil man finder den langsigtede løsning, mener han.

- Det kan være fint nok, hvis man siger: "Nu gør vi noget, fordi vi er i en ekstraordinær situation". Men hvis man ikke kan se det langsigtet, og det bare handler om lige nu og her, så er det ikke en løsning, siger han.

Anni Pilgaard fra DSA anerkender da også, at efterlønnerne ikke er en gruppe, man skal forvente, der arbejder fuldtid. Men hun mener alligevel, at det kan være en positiv hjælp:

- Mange af dem vil arbejde en til tre dage om ugen, så nej, det er ikke fuldtidsstillinger. Men deres arbejdskraft er der rigtig meget brug for, siger hun.

Mens medstuderende suser ned ad trappen på handelsgymnasiet i Odense, går det noget langsommere for 19-årige Marie-Louise Rasmussen.

Hun går langs væggen og støtter sig til rækværket.

Et stift skridt ad gangen.

For Marie-Louise Rasmussen har daglige smerter i hoften, og fysisk aktivitet gør det hele værre.

De senere år er det blevet så slemt, at hun har været nødt til at sige sit fritidsjob op, og hun kan hverken dyrke sport eller gå i byen med vennerne, som hun gerne ville. Nogle dage tager hun bare direkte hjem i seng.

- Alle de der ting, som føles naturligt i en alder af 19 år, kan jeg bare ikke, uden at det gør pisseondt, eller jeg ved, at jeg får voldsomme smerter senere, forklarer hun.

Et privathospital har diagnosticeret hende med hoftedysplasi, som kan behandles med en operation.

Faktisk kunne hun få en tid på hospitalet allerede om nogle uger.

Men fordi der er tale om et højt specialiseret indgreb, dækker det offentlige ikke behandlingen på et privathospital. Derfor skal Marie-Louise Rasmussen selv betale 120.000 kroner. Penge, som hun ikke har.

I stedet må hun nu vente på behandling på et offentligt sygehus, hvor hun har fået en tid til udredning i maj 2025. Herefter kan der gå yderligere et til to år, før hun kan blive opereret.

- Jeg bliver ked af det og sur og frustreret. For jeg synes ikke, at det er fair, at jeg som 19-årig skal tage smertestillende medicin fast, fordi jeg ikke kan få den operation, som jeg har brug for, siger hun.

Fik svar efter år med smerter

Forud er gået et langt forløb, hvor Marie-Louise Rasmussen gennem en årrække klagede over smerter i hofterne.

Det føltes, som om hofterne låste sig fast, de gav smerter, og der kunne til tider komme et smæld fra hofterne, hvorefter det løsnede sig en smule. Smerten forsvandt dog aldrig.

Hun blev tilset af egne læger, en speciallæge og to fysioterapeuter, før hun i sommer endelig fik en henvisning til undersøgelse på Ortopædkirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital med mistanke om mulig hoftedysplasi.

Hospitalet indkaldte hende til udredning 13. april 2023.

- Jeg synes, at det var lang tid at vente på bare at kunne blive undersøgt. Så jeg begyndte at undersøge, om der var andre muligheder for at blive udredt, husker Marie-Louise Rasmussen.

Sammen med sin mor fandt den 19-årige handelsskoleelev frem til Privathospitalet Mølholm ved Vejle, der har en af landets mest erfarne specialister i hoftedysplasi.

Derfor udnyttede Marie-Louise Rasmussen sin ret gennem behandlingsgarantien til at blive udredt i det private og fik det godkendt af den regionale visitation.

Jeg føler mig bare fanget i min krop

Marie-Louise Rasmussen, handelsskoleelev

7. september blev hun undersøgt på Mølholm, hvor en overlæge på baggrund af scanninger og undersøgelser konstaterede, at hun har hoftedysplasi og springhofte.

Ifølge familien var lægens vurdering, at det ikke ville være hensigtsmæssigt at vente for længe med at operere, da der var risiko for at udvikle slidgigt.

- Lægen siger, at han vil kunne operere mig inden for tre-fire uger, og så blev jeg endnu gladere, for så var det overstået lige om lidt. Men det var kun, indtil han sagde, at regionen ikke dækker den her operation, fortæller Marie-Louise Rasmussen.

Bagerst i køen

Privathospitaler må for det offentlige kun lave operationer og behandlinger, som er godkendt af Sundhedsstyrelsen og aftalt med Danske Regioner.

Operationen, som Marie-Louise Rasmussen skal have lavet, er ikke en af dem.

Da familien heller ikke har en sundhedsforsikring, der dækker behandlingen i det private, må hun selv til lommerne. Men hverken den 19-årige eller hendes familie har råd.

- Jeg havde med glæde betalt for hende, hvis jeg havde pengene. Jeg har også undersøgt, hvad det ville koste at låne pengene, forklarer hendes mor, Betina Rasmussen.

Ondt blev værre, da privathospitalet informerede Marie-Louise Rasmussen om, at hun også mistede sin plads i køen hos det offentlige, fordi hun havde valgt at blive udredt af det private.

Derfor måtte hun gå til egen læge og bede om en ny henvisning, og da den nye indkaldelse fra Odense Universitetshospital kom, brød handelsskoleeleven ud i en blanding af latter og gråd:

29. maj 2025 var den nye tid til udredning.

Altså selvom en specialist allerede har udredt hende og vurderet, at hun har risiko for at udvikle slidgigt.

- Jeg skal leve med en hverdag med så mange smerter, som er så begrænsende for mig. Imens ved jeg, at der er en kirurg, som vil og kan operere mig, men at det offentlige ikke går ind og støtter det, siger Marie-Louise Rasmussen.

Både hun og moren forklarer, at de ikke var klar over, at hun ville ryge ud af køen, hvis hun tog imod muligheden for at blive udredt i det private.

Cheflæge ser ikke øget samarbejde som løsning

Når privathospitaler ikke er godkendt til højt specialiserede indgreb, skyldes det, at Sundhedsstyrelsen vurderer, at der skal være det nødvendige støtteapparat i huset, hvis noget går galt.

Derudover kan der efter operationen være behov for sengepladser samt sygeplejefaglige og fysioterapeutiske kompetencer, som ikke nødvendigvis er på privathospitalet.

- Så det er altså ikke bare én kirurg, der kan bære en hel operation igennem, det er hele holdet omkring patienten i forløbet både op til og efter operationen, forklarer Lonnie Froberg, cheflæge for ortopædkirurgi på Odense Universitetshospital.

Selvom der mange steder i sundhedsvæsnet lige nu er lange ventelister, og behandlingsgarantien reelt er sat ud af spil, mener lægen ikke, at man bør udvide samarbejdet med de private hospitaler i en midlertidig periode.

- Vi har jo allerede et samarbejde med privathospitalerne om at sende patienter ud til dem. Hvis man skal øge kapaciteten i det private, kommer man jo formentligt til at tage personale fra det offentlige og lave yderligere en skævvridning, mener Lonnie Froberg.

TV 2 har været i kontakt med Privathospitalet Mølholm, der ikke ønsker at stille op til interview, men bekræfter, at de ville kunne gennemføre en operation for hoftedysplasi inden for cirka en måned.

Fanget i egen krop

Marie-Louise Rasmussen ser nu ikke andre muligheder end at vente.

Hun fortæller, at hun på grund af smerterne har svært ved at passe sin handelsskole, og hun må køre eller blive kørt i bil hver dag, da hun ikke kan holde til at cykle eller gå til bussen.

Til sommer bliver hun student, og allerede nu er hun bekymret for, om hun kan deltage fuldt ud i studenterkørslen og de efterfølgende fejringer.

Derfor har Betina Rasmussen heller ikke opgivet at kæmpe videre for sin datter.

- Jeg synes ikke, at det er i orden, at en pige på 19 år, som har fået en diagnose, og som render rundt med smerter hver dag og skal tage smertestillende og faktisk ikke kan få en normal hverdag, og hendes fremtid er usikker, ikke kan få hjælp, fordi det offentlige ikke kan samarbejde med det private.

Selv er Marie-Louise Rasmussen mest af alt bare ked af det.

Hun er bekymret for at få varige mén af sin lidelse, og derfor gør det ekstra ondt at vide, at hun allerede nu kunne være i gang med sin genoptræning, hvis hun kunne være blevet opereret på privathospitalet.

- Jeg føler mig bare fanget i min krop. Der er så mange ting, jeg gerne vil, drømme for fremtiden, men det ser bare sort ud, når jeg går rundt og har ondt hele tiden.

Det er tre og et halvt år siden, at Pia Kjærsgaard (DF) på valgaftenen for europaparlamentsvalget holdt en tale.

En tale, hvor hun ville forklare Dansk Folkepartis dårlige valgresultat.

En tale, der efterfølgende blev husket - og kritiseret for - ét eneste ord.

Det dårlige valg var nemlig "klimatossernes" skyld, lød det fra den tidligere formand.

Men hvor langt har Dansk Folkeparti egentlig rykket sig, når det kommer til klimaspørgsmålet?

Det spørgsmål skulle partiets nuværende formand, Morten Messerschmidt, forholde sig til, da han gæstede ’Partilederne LIVE’ på TV 2.

- Der er ingen tvivl om, at der er klimatosser

Dansk Folkeparti led i 2019 store nederlag både ved folketingsvalget og europaparlamentsvalget.

Klima var et centralt valgtema, og målinger viste, at det var et af de emner, der stod allerhøjest på vælgernes dagsorden.

Samme år blev Morten Messerschmidt klimaordfører og formulerede partiets første klimapolitik i erkendelse af, at de tabte valget på grund af klimadagsordenen.

Var du træt af den udtalelse (fra Pia Kjærsgaard dengang red.)?

- Nej, jeg var mere træt af den måde, den blev misbrugt på. For der er der ikke nogen tvivl om, at der er klimatosser, siger Morten Messerschmidt i dag og uddyber:

- Det er, når jeg hører de røde partier tale om, at de vil have en CO2-skat, der vil gøre fødevarer som æg og mælk 15 procent dyrere. Folk sidder i forvejen med store overvejelser om, hvordan de skal betale for deres fødevarer i den her krise. Og så kommer de røde bare og siger: "tju-hej, det skal være endnu dyrere", lyder det fra partiformanden.

Han anerkender dog, at Dansk Folkeparti ”i et vist omfang” har skiftet holdning på klimaområdet siden 2019, og at der er ”masser af gode grunde til den grønne omstilling”.

Danmark kan ikke løse det alene

I interviewet lægger Morten Messerschmidt vægt på, at partikelforurening bør nedbringes ved at holde op med at bruge fossile brændstoffer, og at Danmark skal levere de teknologier, der gør, at landbruget kan producere fødevarer med et lavere klimaaftryk.

Verdens temperatur vil stige 2,6 grader inden udgangen af det her århundrede. Målsætningen fra Paris-aftalen er maks. 1,5 grader. Bekymrer det dig?

- Ja. Men det, der bekymrer mig allermest, er at – nu ved jeg ikke, om man må kalde dem klimatosser – men, at der er nogen, der i hvert fald tror, at vi i Danmark kan løse det problem alene, siger Morten Messerschmidt.

Han peger på, at ”det, der redder klimaet”, er, hvis vi i Danmark finder på den ”dippedut”, som gør det attraktivt for resten af verden at nedbringe energiforbruget.

Alle partilederne har nu været på besøg i 'Partilederne LIVE', og du kan gense alle afsnit på TV Play.

Tirsdag meldte Socialdemokratiet ud, at partiet vil afsætte tre milliarder kroner om året til bedre løn og arbejdsvilkår i den offentlige sektor.

Men statsministeren har ikke villet udpege, hvilke faggrupper i sundhedsvæsenet pengene skal gå til.

Der hang godt nok billeder af sosu-assistenter under partiets pressemøde om det nye lønudspil. Og nu giver hun et nyt hint i 'Go' morgen Danmark'.

Kan du garantere, at nogle af pengene kommer til at gå til sygeplejerskerne?

- Det er meget svært at forestille sig, at det ikke kommer til at omfatte sygeplejersker, fordi det er et af de steder, hvor vi er udfordrede, lyder det.

Mette Frederiksen holder dog fortsat fast i, at lønstigninger ikke kan forhandles på Christiansborg, og derfor ønsker statsministeren ikke at blive mere konkret.

Ifølge partiets beregninger vil det give en lønstigning på 2000 kroner om måneden til 235.000 offentligt ansatte, hvis man bruger 2,5 af de tre milliarder på lønstigninger. Den fulde lønstigning vil først gælde fra 2030.

Socialdemokratiet lægger ikke skjul på, at alle offentligt ansatte ikke vil få en lige stor del af kagen.

- Tre milliarder kroner er på den ene side mange penge, fordi vi ikke plejer at afsætte penge direkte til løn, men på den anden side: Hvis det er til alle 800.000 offentligt ansatte, så vil der ikke være en særlig stor lønstigning, siger Mette Frederiksen.

En vinterindsprøjtning

I første omgang løser de tre milliarder kroner ikke den akutte krise i sundhedsvæsenet, hvor mange sygeplejersker har sagt op, og hvor mange hospitaler har svært ved at rekruttere nye medarbejdere.

Derfor ønsker statsministeren at lave en akut vinterpakke, så sygeplejersker kan få flere penge, hvis de tager ekstra vagter eller går op i tid.

Jeg ved godt, at det er meget at bede om

Mette Frederiksen, statsminister (A)

Men sygeplejerske Pernille Egede tror ikke, at det afhjælper medarbejderflugten fra hospitalerne.

- De seneste tre år har vi hver eneste vinter fået en eller anden form for akutpakke eller vinterpakke i form af alle mulige mærkelige tillæg, som vi kunne få ved at tage ekstravagter eller overarbejde – bare vi blev. Inden for det sidste år har omkring 2500 sygeplejersker forladt deres arbejde på sygehusene. Jeg tror ikke på, at flere tillæg får dem til at blive eller komme tilbage, lyder det.

Men Mette Frederiksen ser det som løsningen lige nu, slår hun fast:

- Vi bliver nødt til at gøre, hvad vi kan for at komme gennem den her vinter. Der er nogle patienter, som skal opereres, og der er nogle gamle mennesker, der skal indlægges på vores medicinske afdelinger.

Efterlønnere tilbage i arbejde

Udover en økonomisk indsprøjtning både på lang og kort sigt peger Mette Frederiksen på, at der mangler hænder for at få nedbragt de lange ventelister, som blandt andet er affødt af coronapandemien.

- Vi ved godt, at der så er nogle, der skal tage en ekstra vagt eller i en periode arbejde mere. Jeg ved godt, at det er meget at bede om, og det er derfor, vi kigger på efterlønnere og studerende for at få bragt arbejdsopgaven ud, lyder det.

Her skal den akutte vinterpakke altså sikre, at der kommer en ordentlig betaling, hvis eksempelvis efterlønnere vælger at vende tilbage til arbejdsmarkedet, tilføjer statsministeren.

Se hele interviewet med Mette Frederiksen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.

Partierne på Christiansborg har stort fokus på den mistrivsel, som ifølge undersøgelser eksisterer hos flere og flere unge.

Sundhed og psykiatri er samtidig et af de vigtigste emner for danskerne i valgkampen, og en række politikere erkender, at psykiatrien skriger på politisk handling.

Men når det kommer til politikerne selv, så er der ikke lige så stort et fokus på eget mentale helbred.

En række politikere har de senere år måttet trække stikket og erkende, at de selv er gået ned med stress. I 2019 var der tale om fire ud af ti politikere.

Alex Vanopslagh, politisk leder for Liberal Alliance, og folketingskandidat Jacob Mark fra Socialistisk Folkeparti er to af politikerne i den statistik.

En klassisk fadøl og en hvedeøl

På en brun, gammel bodega på Østerbro i København sidder Alex Vanopslagh i en af båsene sammen med folketingskollegaen Jacob Mark.

Politisk befinder de sig milevidt fra hinanden. Alex Vanopslagh repræsenterer den liberale højrefløj, mens Jacob Mark befinder sig på den socialistiske venstrefløj.

Men det er ikke kun de politiske holdninger, der adskiller dem. På træbordet foran dem står henholdsvis en stor Tuborg Classic fadøl og en hvedeøl.

Sidstnævnte tilhører Alex Vanopslagh, der giver udtryk for, at han for tiden ikke er til øl, fordi de gør hans mave oppustet. Han vælger derfor at lytte til sin krop og går med en lidt mildere ølvariant.

Netop det at lytte til sin krop var noget, folketingspolitikeren syntes var sværere i tiden omkring sommeren 2020.

Utilstrækkelighed i lederrollen

En trykken for brystet, spændinger i nakken, lysfølsomhed og vejrtrækningsbesvær.

Alt sammen overrumplede det Alex Vanopslagh i august 2020, hvor han pludselig måtte sande, at hans krop var i alarmberedskab.

- Jeg sidder i min lejlighed og er fuldstændig fortabt og aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg tænker, at nu er alt håb ude og sidder og stortuder, fortæller Alex Vanopslagh til TV 2 ECHO om den dag i 2020.

Han fortæller om det kæmpe ledelsesansvar, han pludselig stod overfor, da han overtog partiledelsen for Liberal Alliance efter et massivt dårligt valg i 2019.

- Jeg havde angst over, om vi nu var ved at dø som parti. Og når man så føler sig utilstrækkelig i sin rolle som leder, så rammer det hele bare, genkalder Alex Vanopslagh.

Kroppen sagde bare stop

På den anden side af det brune bord beretter Jacob Mark om en lignende oplevelse. Omend endnu mere alvorlig.

En morgen i november 2021 vågnede Jacob Mark og mærkede hurtigt, at der var noget helt galt. Han beskriver, hvordan synsfeltet langsomt blev sløret. Han mistede synet.

Alt er lort, jeg kommer mig aldrig over det her

Jacob Mark, SF

Folketingspolitikeren tænker i dag tilbage på en længere årrække med en hektisk politisk hverdag. En travlhed, der førte til, at han overbelastede både sig selv og sin krop.

- Der var intet tidspunkt, hvor jeg sådan rigtigt mærkede efter, hvordan jeg havde det. Jeg bare kørte, kørte og kørte, siger Jacob Mark.

Men til sidst sagde kroppen stop.

- Jeg lå i fosterstilling og var sådan, ”alt er lort, jeg kommer mig aldrig over det her". Jeg lå og rystede og havde hjertebanken, fortæller Jacob Mark om den stress, der ramte ham i slutningen af 2021.

Om mandagen måtte han rejse sig igen. For det var et nederlag, hvis han rent faktisk erkendte, at der var tale om stress. For hvad nu hvis folk syntes, han var for svag til at være i politik?

En præstations- og konkurrencekultur

Trods de politiske uenigheder taler både Jacob Mark og Alex Vanopslagh om en udpræget præstationskultur blandt politikerne på Christiansborg.

SF-politikeren beskriver følelsen af konstant at skulle nå noget og være et eller andet sted. Men samtidig også hele tiden have følelsen af at være utilstrækkelig i det, man laver. Og det gælder ifølge ham især som politiker, men også som ven, søn, bror og far.

Alex Vanopslagh beskriver, at man i høj grad som politiker bliver bedømt på ens præstationer. Det er også noget, Jacob Mark kan nikke genkendende til.

- Hver mandag kommer en ny meningsmåling, og kommentatorer sidder konstant og vurderer, hvor godt man klarer sig, siger Jacob Mark.

Alex Vanopslagh fortæller også om den udprægede konkurrencekultur, der naturligt følger med som politiker på Christiansborg.

LA-politikeren understreger dog, at hans stress ikke direkte og udelukkende skyldes det til tider hektiske politiske miljø. Jacob Mark fortæller også, at der var flere ting, der i sin tid spillede ind, da stressen langsomt indhentede ham.

- Politik alene gjorde mig ikke syg. Men det var det her med, at jeg ville være den bedste alle steder. Ingen er et supermenneske, siger Jacob Mark.

Hårde forudsætninger for nyvalgte

Alex Vanopslagh blev partileder som forholdsvis uprøvet 27-årig og fortæller, at han dengang stillede høje krav til både sin egen og partiets succes.

Dengang stod det meget skidt til for Liberal Alliance, ligesom det gjorde for SF, der lå omkring spærregrænsen, da Jacob Mark tiltrådte som 23-årig gruppeformand.

Ingen er jo skarpe klokken tre om natten

Alex Vanopslagh, LA

Der hvilede på mange måder et tungt pres på begge sæt skuldre. Jacob Mark mener, at det særligt er svært som ny politiker i Folketinget.

- Man føler sig utilstrækkelig, fordi man sammenligner sig med politikere, der har været i gamet i ti år, forklarer han.

Mark understreger derfor, at der er behov for større hjælp til de nye stemmer i Folketinget. Selv tænker han tilbage på sin tid som ung politiker, hvor han brugte meget tid på at sidde i, hvad han betegner som ”unødvendige” samråd. Det kan ifølge ham føles som en nødvendighed, når man er en ukendt folketingspolitiker og har sværere ved at bryde igennem lydmuren

Love hastes igennem

Tid er måske netop der, hvor det for nogle går galt. Ifølge begge politikere forringer tiden – eller manglen på samme – i sidste ende også særligt de politiske resultater.

- Jeg synes tempoet i dansk politik generelt går for hurtigt, siger Jacob Mark og beskriver, hvordan reformer indimellem ”bliver tordnet afsted.”

Alex Vanopslagh håber udover et grundigere reformarbejde også på, at der politisk vil blive prioriteret færre love til behandling i folketingssalen.

For ham handler det ikke i første omgang om politikernes stress, der kan være forbundet med det tidsmæssige pres. Det handler derimod om, at også lovenes kvalitet bliver ringere, når de på den måde bliver hastet igennem.

- Politiske aftaler i dag bærer præg af, at vi nogle gange forhandler til klokken tre eller fire om morgenen. Ingen er jo skarpe klokken tre om natten, siger Vanopslagh.

Tempoet skal ned i dansk politik

Jacob Mark var under sin stressperiode bekymret for, om han overhovedet ville vende tilbage til politik igen.

Det gjorde han, for han fik det godt igen. Men SF-politikeren peger på, at der er et generelt behov for, at politikerne sætter tempoet ned.

Netop det var også et af budskaberne i Bertel Haarders (V) sidste tale i forbindelse med åbningen af Folketinget 4. oktober, hvor han opfordrede sine politiske kollegaer til at "huske at få tid til at tænke".

- Jeg tror, man skal have skabt en kultur, hvor partierne anerkender, at det ikke er alle, der skal være på hele tiden. Nogle gange bliver det for meget et ræs, understreger Jacob Mark.

Samtidig understreger Alex Vanopslagh, at man på ingen måde skal have ondt af politikerne, selvom flere – ligesom ham selv – kortere eller længere varigt er gået ned med flaget.

- Politikerjobbet er et kæmpe privilegie. Men det er selvfølgelig også et ekstremt hårdt arbejde, siger LA-politikeren.

Han har også fået det godt igen, men begge politikere mærker et ekstra pres under den nuværende valgkamp. Det er en påmindelse om, hvad deres kroppe kan holde til.

Angsten lurer lige rundt om hjørnet for Alex Vanopslagh, men han kender symptomerne og tager sine forbehold. Han ved, at han ikke skal køre lige så hårdt på, som han gjorde for et par år siden, da kroppen sagde stop.

Jakob Mark har mærket kæbespændinger og ondt i maven under debatter i valgkampen. Men hvor han tidligere kørte endnu hårdere på, ved han i dag, at han kun kan klare det intense arbejdspres i en kortvarig periode, før han skal trække stikket.

Det skulle have været en hyggelig tur på det lokale bibliotek i nordvestjyske Vinderup i efterårsferien.

Men Birgitte Nyholm havde hjertet oppe i halsen, allerede inden hun nåede frem med sine to sønner på seks og ni år. For den ældste søn har autisme og skal udredes for adhd. Han er som "en hoppebold med ild i". Det kunne den anden mor på biblioteket ikke vide, da hun indledte en hyggesnak.

Men jeg føler jo, at jeg mislykkes som mor

Birgitte Nyholm, mor

- Hun stod og talte ubekymret med mig, mens jeg blev mere og mere stresset, for jeg kan ikke bare stå og tale med folk. Jeg skal hele tiden være opmærksom på min søn og vide, hvor han er henne. Jeg hader mig selv for at prøve at snakke, for det endte galt, siger Birgitte Nyholm.

Hun tror, at den rette adhd-medicin kan hjælpe både hendes højt elskede søn og resten af familien, der er i "alarmberedskab konstant". Men før sønnen kan få adhd-medicin, skal han have en diagnose.

Lærerne på sønnens specialskole anbefalede allerede før sommerferien en udredning af den niårige dreng for adhd og henvendte sig til psykiatrien, fortæller Birgitte Nyholm. Efter en forsamtale på Regionshospitalet Gødstrup 25. oktober er sønnen blevet henvist til en udredning, viser en indkaldelse fra Region Midtjylland. Næste samtale finder sted 20. september næste år.

- Det er sindssygt og useriøst, mener Birgitte Nyholm.

Politikerne har indført en udredningsret, så patienter har ret til at blive undersøgt og udredt inden for 30 dage. Det gælder også inden for psykiatrien. Men Birgitte Nyholms søn er altså først indkaldt til et møde om 11 måneder.

- Dybt ulykkeligt

Familien Nyholm er ikke ene om at måtte vente. Som TV 2 har beskrevet, er børne- og ungdomspsykiatrien herhjemme så presset, at seks ud af ti børn og unge har ventet længere end 30 dage i første halvdel af 2022.

Det svarer til 3800 børn og unge, og det er en fordobling på et år, viser tal opgjort af Lægeforeningen.

I mødeindkaldelsen til Birgitte Nyholms søn skriver Region Midtjylland, at regionen desværre har "ekstraordinært lange ventetider".

Derfor kan patienter ringe til et patientkontor for at blive vejledt i alternative løsninger. Familien har nemlig mulighed for at vælge et privathospital – det, der politisk omtales som udvidet frit sygehusvalg.

- Men til forsamtalen fik vi at vide, at de private hospitaler heller ikke kan overholde tidsfristen på 30 dage, fortæller Birgitte Nyholm.

Hun overvejer nu, om hendes private sundhedsforsikring, som hun har via sit arbejde som kontoransat i en produktionsvirksomhed, kan hjælpe på situationen.

Lægefaglig direktør i psykiatrien i Region Midtjylland Jakob Paludan bekræfter, at ventetiden i det private også er længere end 30 dage.

- Jeg tror, at ventelisterne i det private her i regionen nærmer sig vores, siger han.

Han mener, det er "dybt ulykkeligt", at regionen ikke kan tilbyde udredning i psykiatrien inden for 30 dage.

Jeg ved ikke, hvor politikerne skal finde penge til det. Men folk dør af de lange ventetider og den manglende hjælp

Birgitte Nyholm

Dog forventer han, at familien Nyholm får en ny indkaldelse med en tid i marts og ikke først i september, da sekretærer i øjeblikket ser på patientforløb og i flere tilfælde får mulighed for at fremrykke aftaler.

- Men marts er stadigvæk alt for langt ude i fremtiden, erkender han.

Region Midtjylland oplyser i en mail, at børn i skolealderen, som har været til første indledende samtale i oktober, i gennemsnit må vente omkring 250 dage på næste afklarende samtale. I praksis forventer regionen dog, at ventetiden forkortes, fordi der kan opstå ledige tider tidligere.

Tre store problemer

Der er tre hovedårsager til, at børn og unge må vente længe på udredning i psykiatrien, fortæller Jakob Paludan.

For det første henvises flere og flere børn og unge til psykiatrien. Dernæst er de henviste børn og unge mere syge end tidligere, hvilket betyder, at de kræver behandling i længere tid. Og for det tredje er psykiatrien udfordret i forhold til fastholdelse og rekruttering af medarbejdere.

Hvorfor har I ikke løst de problemer?

- Vi er ikke gearet til at håndtere personalemangel og øget henvisningspres i det omfang, vi har set, svarer Jakob Paludan og tilføjer:

- Det er de her vilkår, vi har. Vi forsøger hele tiden at finde løsninger, også fordi vi er pinligt bevidste om, at mennesker i den anden ende har behov for vores hjælp.

I september blev udredningsretten på 30 dage overholdt for 49 procent af patienterne i regionens børne- og ungdomspsykiatri, oplyser Region Midtjylland. Måneden før gjaldt det kun 24 procent af patienterne, mens andelen for et år siden var oppe på over 60 procent.

Dansk Psykologforening publicerede i foråret en spørgeskemaundersøgelse blandt ansatte i psykiatrien med svar fra 851 psykologer.

Knap hver anden svarer i undersøgelsen, at der ikke er ansat et acceptabelt antal psykologer på deres arbejdsplads, og knap hver fjerde mener ikke, de kan udføre deres arbejde fagligt forsvarligt på grund af forholdene på deres arbejdsplads.

- Hold kæft, mand, det er ikke sjovt

Birgitte Nyholm er nu ved at finde ud af, hvornår hendes niårige søn kan blive udredt i det private.

I mellemtiden håndterer hun og hendes mand deres ældste søn efter bedste evne. En søn, som er "skøn, sød, sjov og dejlig", men som også udfordrer sine omgivelser på grund af den psykiske sygdom.

- Selvom vi har lært meget om, hvordan vi håndterer autisme og adhd, så er det stadig ressourcemæssigt krævende. Der er ikke metoder, som gør det let, siger Birgitte Nyholm.

Hun forklarer, at det hele "kan eksplodere på 15 sekunder". Lillebroren på seks år higer efter anerkendelse og opmærksomhed fra sin storebror, men storebror er uden filter, vil have tingene til at foregå præcis efter sit eget hoved og bliver hurtigt voldsomt irriteret.

Føler at mislykkes som mor

På biblioteket i efterårsferien betød det, at den niårige storebror "fik en nedsmeltning" og var ved at kaste en legetøjsbarnevogn i hovedet på sin lillebror og en jævnaldrende legekammerat, fortæller Birgitte Nyholm.

- Jeg fik bremset ham, men jeg måtte efterlade lillebror inde på biblioteket og have min søn ud derfra, inden han raserede det. Det er bare – hold kæft, mand, det er ikke sjovt, siger hun.

Udenfor fik hun afledt sin ældste søn med et spil på mobiltelefonen. Bagefter kunne kun gå ind og hente lillebror.

- Men jeg føler jo, at jeg mislykkes som mor. Jeg bliver helt ked af det bare ved at tale om det nu, tilføjer hun.

Med den rette medicin håber Birgitte Nyholm, at hendes ældste søn får lettere ved at koncentrere sig i skolen. Hun tror på, at han en dag kan gennemføre folkeskolens afgangseksamen og lære at klare sig selv. Men det kræver bedre hjælp fra psykiatrien og kommunen, lyder det.

- Jeg ved ikke, hvor politikerne skal finde penge til det. Men folk dør af de lange ventetider og den manglende hjælp. Folk bliver skilt. Folk bliver sygemeldt. Og folk mister evnen til at forsørge sig selv, siger hun.

Har de knækket en særdeles hård nød på Odense Universitetshospital (OUH)?

På hospitalets onkologiske afdeling har de i hvert fald et rigtigt godt bud på en løsning på en af de helt store udfordringer i sundhedsvæsnet.

Patientpleje er sygeplejerskers kerneopgave, men alt for ofte bliver mange sygeplejerskers hverdag fyldt med mange andre praktiske opgaver, som ikke kræver deres specialiserede uddannelse.

På OUH's onkologiske afdeling har de fundet en løsning: fleksjobbere ansat som såkaldte husassistenter.

- Vi havde nogle sygeplejersker, der løb rigtigt stærkt og var på grænsen til at blive stressramte. Så tænkte vi: "Hvad kan vi gøre for at afhjælpe det her?", fortæller Janne Hammer, der er afdelingssygeplejerske.

På afdelingen har man derfor ansat tre nye kolleger med titlen husassistenter. De er alle ansat som fleksjobbere til at varetage praktiske opgaver, der kan frigøre timer for sygeplejerskerne.

Og det fungerer, lyder det.

- Vi har fået nogle gladere sygeplejersker, der ikke føler sig stressede af, at de også skal huske at få ryddet op, servere mad og gøre rent. Nu har vi nogen, der hjælper os med det, så vi kan koncentrere os om sygeplejen, fortæller Janne Hammer.

Fra selvstændig til husassistent

En af den nye husassistenter er Ayten Güzle. Hun er også overbevist om, at det har hjulpet alle at få husassistenter til de mere praktiske opgaver.

Hun har tidligere været selvstændig, men nu finder hun stor værdi og glæde i at arbejde som husassistent på OUH.

- Jeg er rigtigt glad for at være her. Det er dejligt at komme ud hver dag og have noget at lave.

- Jeg kan godt mærke på sygeplejerskerne, at de er lettede, og at de ikke løber så meget rundt. For det fylder rigtigt meget, det her køkkenarbejde, siger Ayten Güzle.

Når hun er på arbejde, hjælper hun blandt andet med at servere aftensmaden.

- Bare det at gøre maden klar, servere og rydde op igen kan nemt tage tre timer, fortæller Ayten Güzle.

Og det er altså tre timer, som en sygeplejerske nu har ekstra til at tage sig af sine patienter.

Oprindeligt var fleksjobbet som husassistent planlagt som en etårig prøveperiode. Men allerede efter tre måneder besluttede Janne Hammer at fastansætte Ayten Güzle sammen med to andre, der tilsammen udgør en fuldtidsstilling.

- Jeg håber, at vi kan gøre en forskel. Det er det vigtigste. At vi fleksjobbere kan gøre en forskel, selvom vi har nedsat arbejdsevne. Og det kan jeg godt mærke, at det kan vi godt her, siger Ayten Güzle.

Opstod ud fra ubesatte stillinger

Tidligere har TV 2 Fyn fortalt om OUH's store udfordringer med at rekruttere nye sygeplejersker på en række afdelinger. Og faktisk opstod ideen om husassistenterne ud fra samme problemstilling.

- Vi havde nogle ubesatte sygeplejerskestillinger, som afdelingen var påvirket af. Derfor så vi på de opgaver, som i virkeligheden kan varetages af hvilken som helst faggruppe, forklarer Janne Hammer.

Derfra udsprang tanken om at få fleksjobbere ind på afdelingen til at hjælpe med netop de opgaver. Et fleksjob er et tilbud til personer, der på grund af en varig og væsentligt nedsat arbejdsevne ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår.

Og derfor kunne opgaver som oprydning, let kontrol af udstyr og servering af mad til de indlagte patienter både være et godt og gavnligt fleksjob – og samtidig en kæmpe håndsrækning til de fortravlede sygeplejersker.

- Det er svært at finde sygeplejersker til det. Så vi tænkte, at det også kunne hjælpe andre mennesker. Så det kunne være en hjælp for både dem og os, fortæller afdelingssygeplejersken.

75 procent af de sygeplejerskestillinger, som hospitalet slog op i 2021, modtog fem eller færre ansøgere.