Midt i coronapandemien er der nu også smitte med to andre grumme virusser

Midt i en verdensomspændende krise med en ny coronavirus forårsager to andre virusser usædvanlig smitte i den vestlige verden. Virusser, der er blandt de grummeste, som verden har set.

Den ene er polio – den frygtede virus, der kan give børnelammelse. Den anden er abekopper, der vækker skræk, fordi den er i familie med den koppevirus, som i flere århundreder tog livet af millioner af mennesker verden over.

Polio er i en liga for sig

Lone Simonsen, professor

Så hvad er det, der foregår? Hvorfor dukker polio, som i England har været udryddet siden 1984, pludselig op i spildevandet i London?

Og hvorfor spreder abekopper sig nu for første gang nogensinde uden for Afrika?

TV 2 har stillet netop disse spørgsmål til to eksperter. Og fra begge lyder det samme svar flere gange: Det er rent tilfældigt.

Eller som den ene ekspert Eskild Petersen, der er professor emeritus i infektionssygdom på Klinisk Institut ved Aarhus Universitet, udtrykker det:

- Det er umuligt at forudsige. Havde du for fire måneder siden spurgt mig, om vi kunne få en epidemi med abekopper, der er seksuelt overført, ville jeg sige, at det har jeg aldrig hørt om.

Men – fremhæver den anden ekspert, Lone Simonsen, der er professor i epidemiologi og leder af PandemiX Centret ved Roskilde Universitet – måske kan det også indirekte skyldes pandemien med coronavirus.

Det vender vi tilbage til. Først vender vi os mod polio.

Spreder sig fra person til person på steder, hvor den har været udryddet i flere år

Forskere har længe vidst, at den poliovaccine, som stadig bruges i lavindkomstlande, har et svagt punkt, når det gælder den ene af de tre poliovirustyper, der findes.

Det betyder, at vaccinevirussen i den levende, svækkede vaccine kan mutere til en form, hvor den kan smitte. Derfor har der i Afrika været et stigende antal tilfælde med netop denne type polio.

Det er helt overraskende. Ingen havde ventet det. Ingen havde set det komme

Eskild Petersen, professor

Af den grund er det ifølge Eskild Petersen ikke så underligt, at polio dukker op i spildevandet i London.

- Folk fra Vestafrika rejser meget, og der er tætte forbindelser mellem især England og Vestafrika. Når man så begynder at teste spildevandet, er det ikke overraskende, at man finder det. Nogen har udskilt det gennem afføring, men har ikke været syge af det, siger Eskild Petersen.

Den gode nyhed er, at forskere er meget langt med en vaccine mod denne poliotype.

Den dårlige og ifølge Lone Simonsen helt usædvanlige nyhed er, at prøverne fra spildevandet i den engelske hovedstad ifølge en artikel i tidsskriftet Nature viser, at poliovirussen har spredt sig mellem mennesker i London.

Det kan man se ved, at der er opstået nye mutationer undervejs. Og det er bekymrende, fordi det er et væsentligt tilbageslag for planen om at udrydde polio globalt, som det er blevet forsøgt i årtier:

- Polio er i en liga for sig. Og derfor er det en kæmpe nyhed, når virussen spreder sig fra person til person i London eller andre steder, hvor den har været udryddet i flere år, siger Lone Simonsen.

For en anden stor nyhed på virusfronten skal vi skrue tiden tilbage til maj.

Her begyndte abekoppevirussen for første gang uden for Afrika at sprede sig i blandt andet flere europæiske lande på samme tid.

Koppevaccine beskytter mod abekopper, men ingen har fået den i over 40 år

Abekoppevirus bærer ifølge Lone Simonsen et særligt skrækstempel på sig, fordi den kan forårsage voldsomme udslæt og er i familie med den meget dødelige kopper.

Men selvom spredningen med abekoppevirus mellem personer uden for Afrika er højst usædvanlig, er der i lighed med polio ikke tale om en ny virus.

Det slår mig, at måske er de to usædvanlige situationer med polio og abekopper sket på grund af pandemien med covid-19

Lone Simonsen, professor

Den blev nemlig første gang beskrevet i Danmark i 1958 og har cirkuleret i Afrika i mange år, som du kan læse mere om her, her og her. Måske har abekoppevirus ifølge Eskild Petersen endda spredt sig i Europa under radaren de sidste to år.

Det højst opsigtsvækkende nu er opdagelsen af, at abekoppevirus findes i sæd og kan smitte seksuelt. Det er aldrig tidligere blevet beskrevet, selvom Verdenssundhedsorganisationen (WHO) overvågede abekoppevirus intensivt i årene 1980-1987, efter at kopper blev erklæret udryddet på verdensplan.

- Det er helt overraskende. Ingen havde ventet det. Ingen havde set det komme, siger Eskild Petersen.

Så bliver jeg nødt til at spørge dig igen. Hvad er det, der foregår?

- Det er bare uheldigt. For det første er vi så uheldige, at abekoppevirus viser sig at have en evne til at smitte seksuelt. Og så er det så uheldigt, at det kommer ind i en gruppe, som har mange anonyme, seksuelle kontakter.

Den gode nyhed er, at de smittede får symptomer. Den dårlige nyhed er, at det er svært at opspore kontakterne, fordi mange er anonyme. Derfor vil smitten ifølge Eskild Petersen på et tidspunkt begynde at sprede sig i resten af samfundet.

Det kan ifølge begge eksperter blive forstærket af, at der globalt ikke er blevet vaccineret mod kopper siden cirka 1980, fordi kopper blev udryddet i 1977.

Dermed er der en stor gruppe mennesker, der ikke længere er beskyttet mod kopper – og dermed heller ikke abekopper. Det gælder især i de afrikanske lande, hvor gennemsnitsalderen er lav.

Men da abekoppevirus er kendt, findes der allerede en vaccine, som blandt andet i Danmark på nuværende tidspunkt bliver givet til nære kontakter til en smittet.

Dermed er SARS-CoV-2 den eneste af de tre virusser, som er ny.

Kan coronapandemien indirekte være grunden?

For begge eksperter er pandemien med corona i virkeligheden det mindst overraskende.

Det skyldes blandt andet, at pandemier sker med jævne mellemrum – der har siden 1918 været fire influenzaepidemier.

For Lone Simonsen var øjenåbneren SARS i 2003 og i mindre grad corona i 2019.

- SARS var især et stort chok for mig. Vi havde dengang aldrig troet, at en coronavirus kunne være en alvorlig og dødelig virus, som vi ellers kun kendte som en forkølelsesvirus, siger Lone Simonsen.

For Eskild Petersen er coronapandemien heller ikke så overraskende. Det skyldes ifølge ham, at det er åbenlyst, at zoonoser – virusser, der smitter fra dyr til mennesker – vil opstå, hvor der er en høj koncentration af dyr og tæt kontakt med mennesker. Sådan som det var tilfældet i Wuhan i Kina, hvor – slår et helt nyt studie nu fast – coronasmitten opstod.

Men.

Måske spiller SARS-CoV-2 alligevel indirekte en rolle, når det gælder polio og abekopper, siger Lone Simonsen:

- Det slår mig, at måske er de to usædvanlige situationer med polio og abekopper sket på grund af pandemien med covid-19, siger Lone Simonsen.

Hun fremhæver to ting.

Den ene er, at coronapandemien ifølge professoren har ført til et fald i tilslutningen til børnevaccinationsprogrammer for polio og andre sygdomme over de sidste år. Det skyldes dels nedlukninger og dels en stigende vaccineskepsis.

- Samtidig har nedlukninger over de sidste år ført til flere forsamlinger og partnere, nu hvor verden er åben igen. Noget, som måske kan forklare, hvorfor blandt andet abekopper især spreder sig i netværk, hvor mænd har sex med mænd, siger Lone Simonsen.

Mere overvågning på grund af coronapandemien kan ifølge de to eksperter også spille en rolle.

Verden mangler stadig bedre overvågning

Lige nu er verdens øjne nemlig rettet mod coronavirus, og i den forbindelse er nye teknologier opstået.

For eksempel kan ethvert land nu sekventere virusser, ligesom flere lande nu på grund af covid-19 blandt andet overvåger spildevandet. Det var præcis sådan, at polio blev fundet i spildevandet i London.

Alligevel mangler der stadig bedre overvågning, mener Eskild Petersen. Især i forbindelse med steder, hvor der er en koncentration af dyr i tæt kontakt med mennesker.

For her er der på trods af alle erfaringer med og fra coronavirus endnu ikke sket en udvikling, siger professoren:

- Lige nu blive de undersøgelser betalt af forskningsprojekter, der er midlertidige. Corona har vist os, at der er tale om et internationalt problem. Overvågningen bliver nødt til at være en del af den almindelige rutine på globalt plan.

Opfordring til mænd, der har sex med mænd, medvirker til stigmatisering, mener organisation

Det medvirker til stigmatisering, når WHO opfordrer homoseksuelle mænd til at have færre sexpartnere for at begrænse smitte med abekopper.

Sådan lyder dommen fra Aids-Fondet.

Abekopper er ikke en kønssygdom, og virussen kan i princippet ramme alle, men på et pressemøde onsdag sagde WHO's generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, at 98 procent af smitten med abekopper er blevet konstateret hos mænd, der har sex med mænd.

Derfor kom han med en klar opfordring til netop den gruppe: Reducér antallet af sexpartnere, og sørg for at udveksle kontaktinformationer, så smitten kan opspores, hvis den skulle opstå.

Kan opfatte sygdommen som selvforskyldt

Men det er ikke vejen frem, hvis man skal begrænse smitten med abekopper i Danmark, fastholder Aids-Fondet.

Tilgangen risikerer at få smittede til at opfatte sygdommen som selvforskyldt og kan i værste fald afholde nogle fra at søge læge, lyder det.

Folk har skrevet, at vi bare skal isolere alle homoseksuelle på en øde ø, så abekopper ikke spreder sig

Lars Christian Østergreen, direktør, Aids-Fondet

- Man er med til at stigmatisere, at det er en sygdom, der kun rammer homoseksuelle mænd. Lige nu kan vi se, at det gør det, men det er et tilfælde, og vi risikerer at skabe et stigma i forhold til homoseksuelle mænd, der ligner det, vi så i 80'erne og 90'erne med hiv og aids, siger Lars Christian Østergreen.

Direktøren for Aids-Fondet mener, at man allerede ser resultatet af WHO's målrettede opfordring til mænd, der har sex med mænd. Især på sociale medier.

- Folk har skrevet, at vi bare skal isolere alle homoseksuelle på en øde ø, så abekopper ikke spreder sig, for det er jo kun dem, der har det, siger Lars Christian Østergreen.

- Det gør, at der er folk, der ikke tør sige, at de har haft abekopper, og at de skjuler det for deres sexpartnere med det resultat, at det smitter videre.

Målretter selv kampagne

Aids-Fondet har i denne uge indledt en oplysningskampagne om virussen, der er målrettet mænd, der har sex med mænd.

Ifølge direktøren er der mange, der ikke kender symptomerne på abekopper, og det kan medvirke til yderligere smittespredning.

Der er så meget smitte i verden nu, at vi skal forestille os, at abekopper er kommet for at blive

Viggo Andreasen, epidemiolog

Og selvom Aids-Fondet selv målretter kampagnen mænd, der har sex med mænd, så adskiller kampagnen sig fra WHO's direkte opfordring til samme målgruppe.

- Vores kampagne er bedre end at slå folk oven i hovedet eller udskamme en hel målgruppe for at have en sygdom, som i princippet kunne ramme alle, siger Lars Christian Østergreen.

Vacciner er bedre end afholdenhed, mener ekspert

Men det er rent faktisk en god idé at henvende sig direkte til mænd, der har sex med mænd, mener Viggo Andreasen, der er matematisk epidemiolog og lektor på Roskilde Universitet.

Han understreger, at abekopper generelt har dårlige forudsætninger for at sprede sig, og at smittespredning forudsætter mange, meget tætte kontakter.

- Derfor klarer den sig kun i helt specielle miljøer, hvor de her forudsætninger er til stede, og det er først og fremmest blandt homoseksuelle mænd, siger Viggo Andreasen.

Epidemiologen mener, at WHO's opfordring til at begrænse antallet af sexpartnere er en god strategi for at begrænse smitten, men der skal tages andre midler i brug på længere sigt, siger han.

- Det er en måde at bringe epidemien i ro på, men der er så meget smitte i verden nu, at vi skal forestille os, at abekopper er kommet for at blive i hvert fald i de grupper, der er mest udsat, siger han.

- Men vacciner er på sigt en bedre strategi end afholdenhed.

Abekopper, der er kendetegnet ved at forårsage blærer på huden, spreder sig lige nu i hele verden, og de seneste tal viser, at lige over 20.000 personer er smittet med virussen. I Danmark nærmer antallet sig 100.

Eksperter går i rette med Sundhedsstyrelsen: – PFAS-udsatte kan ikke trygt blive gravide eller amme

Sundhedsstyrelsen svigter med sine nuværende anbefalinger til gravide og ammende, der har været udsat for PFAS.

De er nemlig lodret forkerte, lyder det fra flere eksperter.

- Jeg vil ikke sige, at man trygt kan blive gravid og amme, hvis man har været udsat for PFAS-påvirkning, som situationen er nu, siger Lisbeth E. Knudsen, professor på afdelingen for miljø og sundhed på Københavns Universitet, til TV 2.

PFAS er sundhedsskadelige stoffer, som det seneste år er konstateret i grundvandet flere steder i Danmark.

I februar 2022 udkom Sundhedsstyrelsen med pjecen 'Til dig der har været udsat for PFAS'. Her var budskabet til gravide og ammende klart: der er ingen grund til bekymring.

- Der er mange gavnlige effekter ved amning. Derfor anbefales du at amme dit barn særligt i de første 4-6 måneder, selvom du har været udsat for en høj eksponering af PFAS, står der blandt andet.

Det er en ulykkelig situation

Philippe Grandjean, professor i miljømedicin og forskningsleder på Syddansk Universitet

Anbefalingerne er udarbejdet på baggrund af input fra en ekspertgruppe, fremgår det. Lisbeth E. Knudsen var et af medlemmerne, men hun er altså ikke enig i Sundhedsstyrelsens konklusioner.

Et andet medlem stemmer i:

- Det virker helt forkert, når det står som vores konklusion, at kvinder udsat for høj PFAS-eksponering trygt kan blive gravide og amme. Fordi det mener vi ikke, at der er faglig dokumentation for, siger Philippe Grandjean, professor i miljømedicin og forskningsleder på Syddansk Universitet samt tidligere sagkyndig i netop Sundhedsstyrelsen, til TV 2.

Ifølge professoren er der tale om et decideret svigt fra Sundhedsstyrelsen, fordi man misinformerer danskerne om, hvor alvorlige konsekvenser PFAS-påvirkning har – særligt for nyfødte.

Gift direkte fra mor til barn

Det kan umiddelbart lyde som et skræmmebillede, når eksperterne går så langt som til at sige, at man ikke trygt kan blive gravid eller amme, hvis man har været udsat for PFAS-påvirkning. Især fordi det potentielt kan dreje sig om alle danske kvinder.

Men det er ikke tilfældet, understreger de. Det er sandheden.

- Vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvad helbredseffekterne er, og det kommer naturligvis an på, hvor stor mængde flourstoffer man har i blodet, når man bliver gravid og skal amme. Men der er risici, det ved vi, siger Lisbeth E. Knudsen.

Hun forklarer, at PFAS overføres direkte fra den gravide til fosteret, ligesom det udskilles i modermælken og ophober sig i barnets vitale organer. Stofferne er skadelige for alle mennesker, men fordi barnet vejer mindre end en voksen, vil dets optag være meget højt – og dermed langt mere skadeligt. Desuden er børn ekstra følsomme, fordi de er under udvikling.

PFAS hos børn kan resultere i flere smitsomme sygdomme, flere hospitalsindlæggelser – særligt med lungebetændelse – og større risiko for kroniske sygdomme såsom fedme og type 2-diabetes. Der mistænkes også, at stofferne øger risikoen for visse former for kræft.

Og der er ikke nogen måde, hvorpå man som kvinde kan undgå at give stofferne videre til sit barn, hvis man har dem i blodet. Derfor mener eksperterne, at Sundhedsstyrelsen bør ændre retningslinjerne og gøre det klart, at det ikke er risikofrit at blive gravid og amme som PFAS-udsat.

- Det er et problem, Sundhedsstyrelsen er nødt til at tage op og have en holdning til og gøre noget ved. Det er efter min mening ikke godt nok bare at nedtone problemet, siger Philippe Grandjean.

Råbte Sundhedsstyrelsen op gentagne gange

TV 2 ville gerne have haft et interview med Sundhedsstyrelsen og forholdt dem eksperternes kritik. På grund af sommerferie er det ikke muligt lige nu, lyder svaret.

I forbindelse med TV 2s tidligere dækning af sagen, hvor eksperter generelt kritiserer Sundhedsstyrelsen for at neddysse alvoren af PFAS-påvirkning, lød svaret fra Sundhedsstyrelsen:

- Sundhedsstyrelsen kan ikke helt følge den kritik, der er rejst fra enkelte medlemmer af ekspertgruppen vedrørende PFAS, og vi kan ikke genkende, at vi ikke fremhæver alvoren ved PFAS-forurening og de helbredseffekter, det kan have for mennesker.

TV 2 har efterfølgende fået indsigt i referater fra de møder, der i oktober og november 2021 blev holdt mellem Sundhedsstyrelsen og den ekspertgruppe, som skulle rådgive Sundhedsstyrelsen.

Referaterne viser, at eksperterne, herunder Lisbeth E. Knudsen og Philippe Grandjean, gentagne gange gjorde opmærksom på, at helbredseffekterne for børn burde fremgå tydligere i det endelige materiale.

TV 2 ville gerne have spurgt Sundhedsstyrelsen, hvorfor man på trods af eksperternes input endte med at konkludere, at man trygt kan blive gravid og amme, selv hvis man har været udsat for en høj eksponering af PFAS.

En ulykkelig situation

Eksperterne er imidlertid ikke i tvivl om, hvorfor Sundhedsstyrelsen vælger at nedtone alvoren.

- Man var vel bange for at gøre befolkningen unødvendigt bekymret, når man alligevel ikke kan gøre noget ved problemet lige nu, siger Eva Cecilie Bonefeld Jørgensen, professor med ph.d. i molekylær biologi, og et tredje medlem af den ekspertgruppe, der rådgav Sundhedsstyrelsen.

Lisbeth E. Knudsen er enig. Ifølge hende er problemet, at det er ekstremt svært at pege ud, hvem der er udsat, fordi "omfanget er så enormt".

Man sætter kvinder og de unge familier i en vanskelig situation, fordi man kan jo ikke udsætte graviditeter i al evighed

Philippe Grandjean, professor i miljømedicin og forskningsleder på Syddansk Universitet

Og snebolden er da også rullet, siden det i sommeren 2021 kom frem, at flere hundrede personer fra Korsør har store mængder gift i kroppen efter at have spist kød fra forurenet kvæg.

Aktuelt mistænkes 15.000 steder i Danmark at være forurenet, og principielt kan alle være inficeret med PFAS.

Philippe Grandjean er "utrolig trist" over, at omfanget efter alt at dømme er så massivt.

- Det er en ulykkelig situation, fordi vi kan ikke fjerne stofferne fra kroppen, men det bliver jo ikke bedre af at ignorere problemet, siger han og tilføjer:

- Ved at udsætte anerkendelse og handling bliver problemet bare større. Spørgsmålet er, om Sundhedsstyrelsen overhovedet er villig til at påtage sig et ansvar.

Graviditet kan ikke udsættes for evigt

Konkret ønsker Philippe Grandjean, at Sundhedsstyrelsen laver en national handlingsplan.

Han fortæller, at man i USA tilbyder alle borgere blodprøver, så de kan testes for koncentrationen af flourstoffer. Det er også en mulighed i Danmark, men der er tale om kostbare analyser, fordi det kræver avanceret analyseteknik, lyder det.

Philippe Grandjean anerkender også, at der er mange udfordringer og ikke mindst etiske dilemmaer. For hvad hvis man som kvinde bliver testet, og resultatet viser, at man har en høj mængde PFAS i blodet? Skal man så ikke blive gravid?

- Vi står over for et komplekst problem, fordi de her stoffer bliver i kroppen i rigtig mange år. Man sætter kvinder og de unge familier i en vanskelig situation, fordi man kan jo ikke kan udsætte graviditeter i al evighed, siger Philippe Grandjean.

Ifølge både Philippe Grandjean, Lisbeth E. Knudsen og Eva Cecilie Bonefeld Jørgensen er det vigtigste første skridt, at Sundhedsstyrelsen fremlægger al relevant forskning og informerer borgerne ærligt om risiciene.

Hvad der skal ske derfra, er lige så meget et politisk spørgsmål, og det må vurderes siden hen, lyder det.

TV 2 vil forholde Niels Sandø Pedersen, enhedschef i Sundhedsstyrelsen, kritikken, når han er tilbage fra ferie.

Hoppede i vandet for at redde hval

En fisketur med familien endte ikke helt som planlagt for Bo Andersen fra Aalborg.

Fredag aften tog han med sin svoger og svigerfar til Voerså for at nyde aftensolen og en rolig fisketur. Men midt i den ellers så fredelige stund spottede Bo Andersen en fire meter lang hval, der var af arten næbhval, som sjældent svømmer i danske farvande.

- Mens vi sidder på båden, opdager jeg pludselig noget stort nær kysten, fortæller Bo Andersen.

Uden badebukser

Uden badebukser valgte Bo Andersen straks at hoppe i vandet for at forsøge at redde det strandede havdyr.

- Jeg nåede slet ikke at tænke. Jeg måtte bare springe i med mine underbukser, siger han.

Se redningsaktionen her:

Det lykkedes ikke Bo Andersen at få det store dyr tilbage på dybt vand. Derfor fortsatte redningsaktionen lørdag morgen, hvor Naturstyrelsen og en dyrlæge blev tilkaldt.

Vurderingen var, at hvalens tilstand er stabil.

- Den trækker vejret fint, men den har brug for fred nu, fortæller Louise Laursen, der er dyrepasser på Fiskeri- og Søfartsmuseet.

Næbhvaler færdes bedst i store havdybder. Det er derfor usædvanligt, at den er kommet på så lavt vand.

Undgå at røre den

Selvom det kan være fristende at forsøge at skubbe den store hval fri, så har pattedyret bedst af at blive, hvor det er. Dyrepasseren opfordrer til, at man holder afstand.

- Hvalen har lagt sig i en slags trance, hvor den ignorerer alt omkring sig og smertedækker sig selv. Derfor er det bedst, at man bare lader den være i fred, siger hun.

For ikke at stresse hvalen yderligere har Naturstyrelsen besluttet at lade hvalen ligge i et døgns tid. Søndag ankommer dyrlægen igen for at tjekke dens helbred.

SSI: Ikke uventet hvis der kommer flere døde med abekopper

Det vil ikke være uventet, hvis der kommer flere dødsfald med abekopper, men som udgangspunkt er det altovervejende en mild sygdom.

Det siger Anders Koch, der er overlæge ved Statens Serum Institut (SSI) og på Rigshospitalet, efter at spanske myndigheder fredag har registreret et dødsfald relateret til abekopper i landet.

Det er samtidig det første kendte tilfælde i Europa.

- Det er meget svært at sige, at man skal forvente noget. Men det vil nok ikke være uventet, hvis der kommer flere dødsfald, i takt med at epidemien udvikler sig. Men vi ved strengt taget ikke, om det givne dødsfald er i forhold til monkeypox (abekopper, red.). Hvilken rolle monkeypox har spillet.

- Men det er ikke, fordi vi tænker, at nu åbner det for Pandoras æske, og nu sker der en helt masse dødsfald, siger Anders Koch.

Ifølge Anders Koch er det endnu ikke muligt for ham at sige noget om omstændighederne omkring dødsfaldet i Spanien.

Det er derfor heller ikke muligt at sige, om det har været abekopper eller anden sygdom, som har ført til, at personen døde.

Uden for Europa har der kun været enkelte tilfælde under det nuværende udbrud.

Et af dem er i Brasilien, oplyste landets myndigheder fredag. Her var der ifølge Anders Koch tale om en 41-årig mand, som i forvejen var syg med lymfekræft.

Mild sygdom

I Danmark blev det første tilfælde af abekopper under det nuværende udbrud bekræftet den 23. maj. Frem til torsdag er der registreret 81 tilfælde i Danmark, viser de seneste tal fra SSI.

Anders Koch siger, at abekopper stadig altovervejende er en mild sygdom, som dog kan være ubehagelig og give gener og smerter.

Og der kan da også godt ske tilfælde, hvor nogle mennesker rammes hårdere af abekopper end andre.

- Jo flere mennesker der bliver smittet, kan vi godt forvente i nogle få tilfælde at se mere alvorlig sygdom.

- Det kan måske være det, vi ser med det dødsfald, siger Anders Koch med henvisning til tilfældet fra Spanien.

Siden interviewet har spanske myndigheder lørdag eftermiddag registreret endnu et dødsfald relateret til abekopper. I alt er 3750 personer konstateret smittede med abekopper i Spanien., skriver nyhedsbureauet AFP.

Spanien registrerer endnu et dødsfald relateret til abekopper

Spanien har lørdag registreret sit andet dødsfald relateret til abekopper.

Meldingen fra det spanske sundhedsministerium kommer, dagen efter at det sydeuropæiske land registrerede det første kendte dødsfald med abekopper i Europa.

- Blandt 3750 patienter er 120 blevet indlagt på hospitaler, og to er døde, hedder det i en rapport fra landets sundhedsministerium.

Det præciseres ikke, hvornår det andet dødsfald har fundet sted.

Ministeriet oplyser, at en analyse vil blive udført for at bestemme dødsårsagen.

Tre dødsfald uden for Afrika

Ifølge de seneste tal har Spanien registreret i alt 4298 tilfælde af abekopper. Det gør landet til et af de hårdest ramte i verden.

Fredag bekræftede også Brasilien sit første dødsfald hos en person smittet med abekopper.

Når man ser på det nuværende udbrud, er de tre dødsfald de eneste kendte dødsfald relateret til abekopper uden for Afrika.

Det er endnu uklart, om abekopper er dødsårsagen i de tre tilfælde. Den afdøde i Brasilien led af andre alvorlige sygdomme ifølge myndigheder.

Ifølge en opdatering fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) for en uge siden var der meldt om fem dødsfald på verdensplan som følge af smitte med abekopper. Alle fem dødsofre var i Afrika.

Abekopper skyldes et virus, som er i familie med koppevirus, og man kan blive smittet, hvis man er i fysisk meget tæt kontakt med en person, der er smittet og har symptomer på abekopper.

Fra man bliver smittet, til man får symptomer, går der i gennemsnit mellem 6 og 16 dage, og de typiske symptomer er blandt andet feber, kulderystelser, hovedpine, hævede lymfekirtler og udslæt med blærer.

WHO i højeste alarmniveau

I Danmark blev det første tilfælde af abekopper under det nuværende udbrud bekræftet den 23. maj. Frem til torsdag er der registreret 81 tilfælde, hvoraf under en tredjedel - 27 - havde været ude at rejse kort før de blev syge.

Dermed formodes resten at være blevet smittet i Danmark.

Det fremgår af en opgørelse på Statens Serum Instituts hjemmeside.

Lørdag i sidste uge erklærede WHO abekopper for en international sundhedskrise.

Det er organisationens højeste alarmniveau. De fleste smittetilfælde er i Europa, der står for 70 procent af de nye tilfælde siden begyndelsen af maj ifølge WHO.

Senatet i USA ventes at bremse lovforslag om våben

Det er fredag lykkedes for demokraterne i Repræsentanternes Hus i USA at få flertal for et lovforslag, der forbyder halvautomatiske våben.

Men forslaget vil sandsynligvis ikke blive godkendt i Kongressens andet kammer, Senatet, hvor demokraterne ikke kan mønstre det nødvendige flertal, som tilfældet er i Repræsentanternes Hus.

Alligevel mener demokraterne, at fredagens afstemning var nødvendig i kølvandet af en bølge af masseskyderier i USA i år.

Deriblandt et skoleskyderi i Uvalde i Texas med 21 dødsofre - 19 elever og to lærere.

Forbud udløb i 2004

Demokraterne er siden skoleskyderiet i Texas i slutningen af maj lykkedes med at få flere forslag om skærpet våbenkontrol godkendt i Repræsentanternes Hus.

- Disse militærlignende våben er lavet for at dræbe flest mulige mennesker på kortest mulige tid. De hører ganske enkelt ikke til i vores gader, sagde demokraten Jerrold Nadler, som er formand for retsudvalget, under debatten i Repræsentanternes Hus.

I 1994 vedtog Kongressen et ti år langt forbud mod salg af halvautomatiske våben i USA, men forbuddet udløb i 2004.

Selv om det nye lovforslag ikke tilskrives sandsynlighed for at blive godkendt i Senatet, så betegner formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, det som "et afgørende skridt i vores igangværende kamp mod den dødelige epidemi af våbenvold i vores nation".

Loven sigter på at forbyde salg, import, produktion og overdragelse af visse halviautomatiske våben, som dem der er blevet anvendt i Uvalde samt i masseskyderier i Buffalo i New York og Highland Park i Illinois.

Nægtede opfordringer

I Buffalo blev ti personer, de fleste af dem sorte, dræbt i maj, og på USA's uafhængighedsdag 4. juli blev syv mennesker dræbt af skud i en forstad til Chicago.

Efter skoleskyderiet i Texas i maj opfordrede USA's præsident, demokraten Joe Biden, lovgiverne i Kongressen til at genindføre et forbud mod halvautomatiske våben. Eller som et minimum at sætte aldersgrænsen for at købe den slags våben op til 21 fra 18 år.

Men republikanske kongresmedlemmer, der anser den slags restriktioner som et brud på den forfatningsmæssige ret til at bære våben, har nægtet at følge Bidens opfordringer.

Abekoppe-kurven går stejlt opad i USA, og WHO opfordrer til færre sexpartnere

Flere lande har i stigende grad problemer med at inddæmme smitten med abekoppevirus. Det gælder blandt andet også Danmark, hvor antallet af tilfælde nu er steget til 90. For tre dage siden var der ifølge Statens Serum Institut 60 tilfælde.

Der er i Danmark stadig tale om små tal, men andre steder i verden er situationen noget anderledes.

I USA er kurven over smittetilfælde nemlig nu nærmest lodret opadgående, og onsdag blev der på en enkelt dag konstateret tæt på 1000 nye smittetilfælde. Det antal er der ikke konstateret på én dag i hele EU endnu på trods af, at det var her det fleste antal tilfælde blev konstateret i maj i især Spanien, Portugal og England.

De seneste dage har New York og San Francisco, som har nogle af USAs højeste smittetal målt på nye tilfælde af abekopper, erklæret en sundhedsmæssig krisesituation.

Den stigende smitte har fået en af USA’s førende virusforskere, Eric Feigl-Ding, der er uddannet epidemiolog fra Harvard Universitet, til at reagere på Twitter:

- Abekoppesituationen i USA er ved at spinne ud af kontrol, skriver han blandt andet.

Ifølge USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse er der nu 4907 tilfælde, der er konstateret i alle de amerikanske stater med undtagelse af fire.

Dermed står USA for knap en fjerdedel af det samlede antal tilfælde på lige over 20.000, der i skrivende stund er konstateret i 78 lande på verdensplan. I 71 af de lande har der ikke tidligere været udbrud mod abekoppevirus.

Antallet af tilfælde med abekoppervirus i Europa har ifølge de nyeste tal fra Det Europæiske Center for Sygdom og Kontrol (ECDC) de seneste to uger været faldende.

WHO opfordrer til færre seksuelle partnere for nu

Lande forsøger fortsat at inddæmme smitten ved blandt andet at vaccinere nære kontakter til smittede, som det er tilfældet i Danmark. Abekoppevirus er nemlig en kendt virus, der har cirkuleret i Afrika i flere år, og der findes derfor en vaccine.

Men onsdag tog Verdenssundhedsorganisationen, WHO, skridtet videre, og generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, opfordrede på et pressemøde ifølge Washington Post, mænd, der har sex med mænd, til at beskytte sig selv mod at blive smittet.

- For mænd, der har sex med mænd, inkluderer dette, for øjeblikket, at reducere antallet af seksuelle partnere, at tage sex med nye partnere op til overvejelse og at udveksle kontaktinformationer på hver ny partner for at gøre det muligt at kontaktopspore i tilfælde af smitte, sagde Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Årsagen er, at 98 procent af smittetilfældene med virussen ifølge generaldirektøren er blevet konstateret hos mænd, der har sex med mænd.

Virussen findes i sæd

Samtidig viser det sig ifølge den danske ekspert, Eskild Petersen, der er professor emeritus i infektionssygdom på Klinisk Institut ved Aarhus Universitet, at abekoppevirus højst opsigtsvækkende findes i sæd og kan smitte seksuelt.

Det er helt overraskende. Ingen havde ventet det. Ingen havde set det komme

Eskild Petersen, professor

Det er aldrig tidligere blevet beskrevet i den videnskabelige litteratur, selv om Verdenssundhedsorganisationen overvågede abekoppevirus intensivt i årene 1980 til 1987, efter kopper – som abekopper er i familie med – blev erklæret udryddet på verdensplan.

- Det er helt overraskende. Ingen havde ventet det. Ingen havde set det komme, siger Eskild Petersen, til TV 2.

Konklusionen fra WHO-overvågningen i 80’erne var nemlig, at abekoppevirus på det tidspunkt ikke var særlig smitsom. Personer blev smittet, fordi de spiste små gnavere, der var smittet, og via luftvejssmitte i husstande, hvor man boede tæt samme på få kvadratmeter.

Op til 90 procent af sædprøver positiv for virus

Forskerne ved endnu ikke, om personer er mere modtagelig for at blive smittet med abekoppevirus, hvis man bliver udsat for virussen i slimhinder, der blandt andet findes i endetarmen, skeden og svælget.

- Der er ingen data endnu, men der er noget, der kan tyde på det. Vi kan bare sige, at i de undersøgelser, hvor man har kigget på sædprøver hos smittede, er mellem 80-90 procent positive for virussen, siger Eskild Petersen.

Samtidig er der – ligesom man så i 1980’erne – stadig risiko for at blive smittet, hvis man er i meget tæt kontakt med en smittet person, da virus også bliver udskilt via luftvejene.

- Men i den sidste store undersøgelse offentliggjort i New England Journal (medicintidsskrift, red.) fremgår det, at 95 procent af de smittede var blevet smittet seksuelt, oplyser professoren.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, erklærede 23. juli abekoppevirussen for en global sundhedskrise, der er WHO’s højeste alarmberedskab. Det skete på trods af, at der var uenighed i WHO’s ekspertgruppe.

Også den amerikanske regering overvejer lige nu ifølge mediet Politico, om smitten med abekopper skal erklæres for en national nødsituation. Det betyder nemlig, at der vil blive frigivet flere midler til at inddæmme smittespredningen.