Forestillingen af de syv regeringschefer fra G7-landene uden tøj på lyder som et frastødende syn, mener Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det sagde han onsdag i forbindelse med sit besøg i den turkmenske hovedstad, Asjkhabad.

Udvekslede vittigheder om Putin

Regeringschefer fra syv af verdens største økonomier har i de seneste dage holdt møde i den sydtyske by Elmau. EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen er også med.

Her kunne de høres udveksle vittigheder om Putins forkærlighed for billeder i bar overkrop, mens de fik taget et gruppebillede.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, kunne høres spørge, om han skulle beholde sin jakke på, inden billedet blev knipset.

- Vi bliver alle nødt til at vise, at vi er mere hårdføre end Putin, sagde han.

Canadas premierminister stemte tjept i, men mente, at der skulle mere til. Hvis Vesten skal vise sig mere hårdføre end Vladimir Putin, kræver det en tur på ryggen af en hest i bar overkrop.

Gav G7-lederne en opfordring

For Putin lød det øjensynligt mere frastødende end sjovt.

- Jeg ved ikke, hvordan de planlægger at smide tøjet, om det bliver over eller under bæltestedet, sagde han til journalister i Turkmenistan.

Efterfølgende gav han G7-lederne en opfordring til at få motioneret lidt mere og at drikke mindre alkohol.

Det er nødvendigt for at vedligeholde sundheden i krop og sjæl, sagde han ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Med hjælp fra toilettets to håndtag fik Ditte Schirmer manøvreret sig ned at sidde. Spændingerne i maven var taget til i løbet af natten. Det samme var uroen.

Allerede ved første pres kunne hun fornemme, at noget var galt. Ditte gik i panik og glemte alt om den røde snor, hun kunne trække i for hjælp.

Hun tog hånden mellem benene og mærkede straks hovedet. Et hoved, som slet ikke skulle være der. Ikke mens hun sad alene i et dårligt belyst badeværelse på Rigshospitalet. Og slet ikke 121 dage for tidligt.

- Hjælp! Jeg føder, skreg hun i håbet om, at nogen ville høre hende.

Men hjælpen nåede ikke at komme, før der lød et plask. Ditte Schirmer havde født, og nu lå hendes søn sammenkrummet i toilettet. Lille, rød og med helt smalle øjenspalter, mens han gav små knirkelyde fra sig.

- Farvel, fik Ditte fremstammet, mens hendes øjne søgte op mod loftet.

For hun vidste godt, hvad det betød at føde et barn, der kun lige var blevet 22 uger gammel. Og hun ville ikke se sit barn dø.

Dittes råb var dog blevet hørt, og personalet kom løbende ind. En læge satte sig på hug ved siden af hende. Iført en blå t-shirt skilte han sig ud fra de andre.

Han tog den lille dreng i armene og placerede en finger på brystkassen. Han bemærkede samtidig, at drengen var større end forventet, og at han bevægede sig.

- Han trækker vejret! Vi løber med ham Ditte, råbte han og farede ud ad døren og væk med Dittes søn.

Omkring 4000 børn bliver hvert år født for tidligt i Danmark. Alligevel skiller Ditte Schirmer og hendes kæreste Chris Lynggaard Petersens historie sig ud.

For deres søn Pilou var kun lidt over 22 uger, da han blev født 3. november 2020. Og han er en af de yngste på Rigshospitalets neonatalafdeling, som har formået at overleve.

De danske læger redder dog ikke liv for enhver pris, og konsekvenserne af at starte sit liv for tidligt kan være mange og barske.

Da Pilou kom til verden, var spørgsmålet derfor ikke kun, om han ville overleve, men også om han ville få et værdigt liv.

I TV 2-dokumentaren ’Mit lille liv’ fortæller Ditte Schirmer og Chris Lynggaard Petersen om deres søns lange, seje kamp for at leve.

For Pilou var aldrig spået gode odds.

Der er noget helt galt

Bulen var kun lige begyndt at syne, da Ditte Schirmer ankom til lægen. Hun havde så voldsomme smerter i maven, at hun måtte have hjælp til at støtte på højre ben.

Lægen undersøgte hende hurtigt. Tjekkede bækkenet og trykkede forsigtigt på maven. Herefter konstaterede hun: ” Jeg skal ikke røre dig mere. Du skal indlægges nu!”.

Ditte havde blindtarmsbetændelse. Betændelsen havde spredt sig til bughulen, og hun blev akutopereret.

Ditte var kun lidt over halvvejs i sin graviditet, men betændelsen og operationen havde taget så hårdt på hendes krop, at hun havde åbnet sig to centimeter.

Det betød, at Ditte Schirmer var på vej til at gå i fødsel.

Lægerne havde ikke nogen overlevelsesstatistik på babyer født i uge 22, men de vurderede overlevelseschancerne til at være små, husker Ditte, at lægerne fortalte hende og Chris.

Fødte Ditte, skulle de derfor være forberedte på, at deres søn ville komme op at ligge på Dittes bryst og trække vejret, så længe han kunne, mens familien tog afsked.

Med beskeden fulgte en stor frygt for Ditte Schirmers og Chris Lynggaard Petersens ufødte søn. Ditte var så bange for at føde, at hun ikke turde bevæge sig. Ikke engang for at tisse.

Men som nylig tarmopereret opfordrede lægerne hende til det for at få gang i systemet.

Få timer senere ringede Ditte til Chris for at fortælle, at hun havde født. Han kørte straks mod Rigshospitalet, og mens hans sad i bilen, forberedte han sig på at tage afsked med sin søn.

I mellemtiden var Ditte blevet kørt op på neonatalafdelingen for at se Pilou.

Pilou lå i en lukket kuvøse pakket ind i stof. Det eneste synlige var hans lille ansigt. Ørerne var klistret ind til hovedet, og øjnene var lukkede.

Ditte Schirmer var overbevist om, at Pilou ikke længere var i live, og derfor tænkte hun ikke videre over biplydene, den lille slange, som kom ud af næsen, eller ledningerne, der stak op fra stoffet.

- Hvad hedder han? spurgte personalet flere gange

Ditte blev irriteret over at skulle forholde sig til spørgsmålet. Hvorfor kunne hun ikke få lov til at koncentrere sig om at sige farvel?

Alligevel insisterede de, og til sidst fik Ditte Schirmer fremstammet: "Jamen jeg tror, han hedder Pilou”.

Det gik op for hende, at personalet ville indskrive Pilou. Det betød, at de ikke havde afskrevet ham endnu, men havde planer om at igangsætte behandling.

For der var en grund til, at lægen var løbet med Pilou i stedet for at lægge ham op til Ditte. Det forstod Ditte, da hun fik lov at placere sin hånd på hans mave.

Hun kunne mærke bevægelse.

Slangen i næsen var koblet til en respirator, og den hjalp Pilou med at trække vejret. Dittes søn kæmpede fortsat for sit liv.

Et skridt frem, to skridt tilbage

Med sine 720 gram lignede Pilou mest af alt en fugleunge.

Han havde intet fedt på kroppen, fingrene var kun lige skilt ad, og ansigtstrækkene havde endnu ikke taget form.

Pilou var så skrøbelig, at det tog sygeplejerskerne næsten en time at få ham ud af kuvøsen, første gang Ditte Schirmer skulle holde ham, husker hun.

Ditte kiggede ned på den lille dreng, der lå i hendes arme. På skærmen kunne sygeplejersken se, at hans hjerteslag faldt, temperaturen steg, og at han pludselig iltede bedre.

For første gang siden fødslen følte Ditte, at hendes krop slog til. Men Ditte og Chris’ chancer for at få Pilou med hjem fra hospitalet var stadig lave.

For hvis man er født for tidligt, er der en høj risiko for at få livstruende komplikationer i kroppens organer. Og i Pilous tilfælde risikerede han at få alvorlige problemer med tarmen, hjerneblødninger eller organsvigt.

Under sin indlæggelse var Pilou gennem 5 operationer og fik 17 blodtransfusioner. Han blev ramt af en alvorlig tarmsygdom, fik utallige infektioner, en hudlidelse, hvor alt huden skaller af, og var tæt på at få blodforgiftning flere gange.

For hvert skridt tilbage skulle Ditte Schirmer og Chris Lynggaard Petersen sammen med lægerne tage stilling til, hvor langt de var villige til at strække behandlingen i forhold til Pilou.

Hvor mange lidelser var de parate til at lade ham gennemgå? Hvor meget ville de ofre for det barn, de knap nok kendte, i forhold til deres toårige datter derhjemme? Og hvad kunne de selv klare at stå igennem?

Beslutningerne var ikke nemme, og de blev for alvor sat på prøve, da Pilou var fem måneder gammel.

Ditte Schirmer lænede sig ind over Pilous kuvøse på hospitalsstuen. Normalt kunne hendes søn ligge og smile, selvom hans infektionstal var tårnhøjt. Men den her nat lå han helt stille. Bleg i huden og langt væk i søvnen.

Ditte sang lavmælt til ham.

- Fodspor i sneen, støvlerne i entréen, så ved jeg, at du bliver i nat.

Teksten var fra hendes afdøde morfars yndlingssang 'Fodspor i sneen', og i nat havde Ditte brug for, at hendes morfar vågede over Pilou.

Efter nogle uger med fremskridt var Pilou pludselig blevet meget dårlig, og han måtte hasteopereres i tarmene. Tilbagefaldet ramte familien hårdt, men det blev også et vendepunkt – særligt for Ditte.

Da Pilou blev født, havde hun og Chris besluttet, at der var en grænse for familiens lidelser. De havde en datter at tage hensyn til og et forhold, der skulle fungere på den anden side.

Men da Ditte stod og så ned på sin søn i kuvøsen, kunne hun genkende sig selv og Chris. De blå øjne fra hende, og læberne fra ham. Pilou lignede nu en lille, men nyfødt baby. Og Ditte følte endelig den tilknytning, hun så desperat havde søgt efter, siden hun første gang så Pilou.

Hun kunne ikke give op på ham nu. Og efterhånden var hun også blevet klar over, hvor sejlivede babyer, og ikke mindst Pilou, kunne være.

For det havde han vist hende og Chris, lige siden han kom til verden.

Ingen troede, at Pilou ville overleve, men 13. april 2021 stillede en læge Ditte Schirmer det spørgsmål, hun havde ventet på i næsten et halvt år: ”Har I ikke lyst til at komme hjem?”.

Længe havde de håbet, at den dag vil komme. Men ingen af dem havde turde tro på det.

Hun greb telefonen og tastede Chris’ nummer ind.

- Kan I komme og hente os? udbrød hun med det samme, Chris besvarede opkaldet.

- Nu? svarede han tilbage forvirret.

Et par timer senere gik hele familien – Ditte, Chris, deres datter Uma og Pilou – gennem den forhal, som Ditte og Chris havde passeret et hav af gange. Men de havde aldrig gået der sammen alle fire. Og de havde aldrig gået der med udsigten til at skulle hjem.

Familien havde nået den vigtigste milepæl. Men deres bekymringer og udfordringer var langt fra ovre, da de trådte ud af skydedøren og forlod Rigshospitalet.

Ingen vidste nemlig, hvilket liv Pilou gik ind til.

Et værdigt liv

Da Ditte Schirmer blev gravid med Pilou, forestillede hun sig ofte det første møde mellem sine to børn.

Datteren ville komme dem løbende i møde, når de trådte ind ad hoveddøren. Hun ville med nysgerrigt blik kigge på sin lillebror og ae ham på kinden. Bagefter ville de sætte sig hen i sofaen og spise pizzasnegle og se Disney-film.

Virkeligheden var en anden.

Nu skulle Ditte i stedet skifte Pilous stomipose hver fjerde time og skabe en hverdag med fast struktur og daglig træning.

Pilou græd ikke som andre babyer, hvis han blev utilfreds. Han var længe om at spise fast føde, og han var langsom i sin motoriske udvikling.

Alle tre ting var en konsekvens af Pilous tidlige start på livet, hvor han var blevet manipuleret og påvirket udefra for at kunne klare sig.

Som ekstremt for tidligt født var han også i øget risiko for at få mentale og fysiske senfølger.

På Rigshospitalets neonatalafdeling taler de om at redde til ”et værdigt liv”.

Det vil sige, at personalet ikke redder liv for enhver pris, men prøver at få de børn til at overleve, som har gode chancer for at få et normalt og langt liv, fortæller Morten Breindahl, der er cheflæge på afdelingen og har fulgt Pilous forløb på afstand.

Men hvad et værdigt liv præcis indebærer, er forskelligt fra person til person.

Lægerne samarbejder derfor tæt med forældrene for at hjælpe dem til at forstå de mulige helbredsmæssige konsekvenser for deres barn. Og selvom lægerne har pligt til at stoppe en udsigtsløs behandling, vægtes familiernes ønsker højt.

Ingen – hverken lægerne eller familierne – kan dog med sikkerhed vide, hvilke senfølger det enkelte barn får, når det vokser op. De fleste udvikler sig normalt, men nogle kan få et svært liv.

Det var tanker som disse, der løb gennem hovedet på Jakob Huusom, da han valgte at give Pilou en chance for at leve. Han var lægen i den blå t-shirt, der løb afsted med Pilou. Men uden at kende de konsekvenser det vil få for den lille dreng.

Det skulle han dog selv få at se 11 måneder senere.

Først var Pilous store øjne skeptiske, da Jakob Huusom mødte Pilou, 11 måneder efter at han havde været med til at redde Pilous liv.

Men de lyste straks op, da Jakob kom ned i øjenhøjde. Her sad en knægt, som både var opmærksom og fuld af ballade, tænkte Jakob.

Synet af Pilou, der var iført ternede smækbukser og havde små dun på hovedet, bekræftede Jakob i to ting: Han havde gjort det rigtige ved at løbe med Pilou. Og hvis han stod i en lignende situation, ville han gøre det igen.

Ditte Schirmer mærkede nogle dage en lille usikkerhed. På dage, hvor Pilou ikke græd, selvom han havde ondt, eller når han kun ville indtage føde fra sin flaske, blev hun i tvivl, om de havde truffet de rigtige valg for deres dreng. For Pilou havde aldrig noget valg, men det havde de.

Og de havde valgt, at han skulle leve – med alle de svære ting det medførte for ham.

Derfor skulle Pilou i hendes øjne nå mange af de samme ting som andre børn. Før kunne hun ikke føle sig sikker på, at han var blevet givet et værdigt liv.

Men som så mange gange før blev hendes søn ved med at overraske.

Pilou er lidt over 19 måneder gammel – 15 måneder hvis man korrigerer for de første fire måneder – i dag.

Når han vil frem i verden, møffer han sig vej på maven. Han er for nyligt begyndt at sidde på knæene, så det kan være et spørgsmål om tid, før han lærer at kravle, fortæller Ditte Schirmer.

Han spiser pasta og frikadeller. Græder, når han slår sig, og griner, når han er glad. Alt i alt går det faktisk rigtig godt for Pilou, konstaterer Ditte.

Alligevel dukker tanker som ”kommer han nogensinde til at gå?” eller ”får han indlæringsvanskeligheder?” jævnligt op. Men hverken Ditte Schirmer eller Chris Lynggaard Petersen er i tvivl om, at det hårde forløb har været "100 procent det hele værd".

For ikke nok med at de har fået en søn, og deres datter har fået en lillebror, er Pilous udfordringer så små, at de føler sig overbeviste om, at han har et godt liv i vente.

Det er også grunden til, at de står frem med deres historie. For alle skal vide, hvilken fighter deres Pilou er. Det er det, der gør ham helt særlig, og det er det, der har fået ham til, hvor han er nu.

Men tiden på neonatalafdelingen har også vist dem, at der findes masser af små unger, som er klar på at udføre mirakler. Inde på afdelingen findes en væg, hvor tidligere indlagte familier har nedfældet deres historier.

I seks måneder sad Ditte hver dag og læste de samme fortællinger igen og igen. Det gav hende håb for Pilou og styrke til at blive ved med at kæmpe.

Nu håber hun, at Pilou kan være den historie for andre.

Dokumentaren ’Mit Lille Liv’ kan ses 30. juni klokken 20 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.

86 afhøringer af i alt 74 vidner skulle der til, før Minkkommissionen i foråret 2022 kunne sætte sig til tasterne og forfatte den beretning, som offentliggøres 30. juni.

Her vil kommissionen vurdere en række ministres involvering i minksagen. Og det vil formentlig blive afgørende for, om partierne på Christiansborg mener, at sagen skal have konsekvenser for Mette Frederiksen.

Kommissionen må ikke afsige dom, følger det af både loven om granskningskommissioner og grundlovens paragraf 61. Til gengæld må og skal den vurdere embedsmænd, styrelsers og ministeriers ansvar – men ikke ministres.

Kommissionen må dog gerne lade sin holdning i forhold til ministre ”skinne igennem”, som professor i forfatningsret Frederik Waage formulerer det.

Der stilles ikke mange krav til, hvornår Folketinget kan rejse en rigsretssag

Frederik Waage, professor i forfatningsret

TV 2 har spurgt ham, Sten Bønsing, professor i forvaltningsret, samt Jørgen Albæk Jensen, der er juridisk professor, hvad de vil holde særligt øje med, når beretningen lægges frem.

- Den absolut vigtigste opgave for kommissionen bliver at vurdere, om der kan være basis for en rigsretssag mod statsministeren eller øvrige ministre, siger Frederik Waage til TV 2.

Sten Bønsing tilføjer:

- Personligt er jeg mest interesseret i at få et svar på, hvorfor i himlens navn man i Fødevarestyrelsen om fredagen begyndte at sende afgørelser ud til minkavlerne, selvom samme ministerium var i gang med at lave det forslag, der skulle gøre det lovligt. Det, synes jeg, er det mest uforklarlige.

Groft uagtsomt eller ej?

Da afhøringerne i kommissionen startede i oktober 2021, var det store spørgsmål, om statsminister Mette Frederiksen (S) havde kendskab til, at der manglede lovhjemmel, da hun og resten af regeringens koordinationsudvalg på et møde sent ud på aftenen 3. november blev enige om, at alle mink skulle dø.

Ingen beviser eller vidner har dog indikeret ifølge de tre juridiske eksperter, at det var tilfældet.

- Jeg synes, at alt peger på, at hun ikke vidste, at det var ulovligt. Ingen af dem, der deltog i mødet i koordinationsudvalget, har påstået, at hun skulle have været klar over det, siger Jørgen Albæk Jensen.

Det ville derfor komme meget bag på dem alle, hvis kommissionen skulle nå frem til, at statsministeren handlede forsætligt, da beslutningen blev truffet.

Men det er ikke ensbetydende med, at Mette Frederiksen nødvendigvis går fri. Det mener i hvert fald Frederik Waage:

- Det helt store spørgsmål bliver, om statsministeren og Koordinationsudvalget handlede groft uagtsomt, da beslutningen blev truffet – blandt andet fordi de ikke læste alle papirerne igennem, før de traf beslutningen.

Ingen fik eller tog sig tid

Det var netop på mødet i Koordinationsudvalget og med statsminister Mette Frederiksen (S) for bordenden, at de danske mink fik dødsstødet. En beslutning, som regeringen altså siden opdagede, at den ikke havde hjemmel til at træffe.

Flertallet af ministre har forklaret, at de først blev bekendt med den manglende lovhjemmel 8. november.

Der er en hær af embedsmænd, som skulle have været opmærksomme

Sten Bønsing, professor i forvaltningsret

Men havde de taget sig tid til at læse de bilag, de modtog seks minutter før mødets start 3. november, ville de have fået et praj om, at de var nødt til at forholde sig til hjemmelsspørgsmålet.

Faktisk mener flere eksperter, at det burde have været åbenlyst for enhver, der måtte have læst bilagene.

Problemet er bare, at ingen af de ministre, der deltog på mødet, fik eller tog sig tiden til det.

Dertil kommer, at den manglende lovhjemmel ikke var nævnt i omslaget på sagsmappen, også kaldet coveret, hvor man normalt redegør for sagens vigtigste punkter, påpeger Jørgen Albæk Jensen. Og det kan have afgørende betydning.

- Det er nok almindelig kendt, at man som topembedsmand ikke får læst alle bilag. Topministre går ud fra, at hvis der er et centralt problem, så står det på coveret. Men det gjorde det ikke her, siger den juridiske professor og fortsætter:

- Jeg er meget spændt på, om kommissionen mener, at de advarsler, der faktisk indgik i materialet, var så tydelige, at statsministeren burde have opdaget det.

Ville ikke beskyldes for at sidde på viden

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) var en af mødets deltagere. Han forklarede under sin afhøring 26. november, at han først modtog stakken af papirer, da mødet i koordinationsudvalget var gået i gang. Da forsøgte han "at skimme", men fik aldrig nærlæst.

Da udspørgeren i kommissionen ville vide, om der virkelig ikke var nogen, der foreslog en læsepause, lød det kortfattede svar "nej".

Det er min klare overbevisning, at der er behov for at reagere

Statsminister Mette Frederiksen (S) under sin afhøring

Da statsminister Mette Frederiksen to uger senere som den femte minister i rækken satte sig i vidneskranken og fik samme spørgsmål, blev hun tydeligt irriteret, da udspørgeren ville vide, hvorfor hun som formand for udvalget ikke foreslog en kort læsepause.

Det kunne måske have været klaret på fem minutter, anførte han.

- Det gør jeg ikke, fordi det er min klare overbevisning, at der er behov for at reagere. Vores store bekymring var at blive beskyldt for at sidde på en viden, som hele verdenssamfundet ville være optaget af, svarede Mette Frederiksen.

Kan blive svær at frede

Ifølge Mette Frederiksens bisidder, advokat Lars Kjeldsen, var der tale om 60 siders notater og bilag, som ministrene på ingen måde kunne have læst på fem minutter.

Men udspørgeren mente reelt kun, at der var tale om otte sider vedrørende lovhjemmel, som statsministeren og den øvrige regeringstop havde behøvet at orientere sig i.

Nu er spørgsmålet ifølge Jørgen Albæk Jensen og Frederik Waage, om den manglende læsning af papirerne kan vise sig at blive afgørende for kommissionens grad af kritik.

- Der stilles ikke mange krav til, hvornår Folketinget kan rejse en rigsretssag. Spørgsmålet bliver derfor nok først og fremmest, om rapporten er så belastende for statsministeren og regeringen, at der kommer et politisk pres for en rigsretssag, siger Waage og uddyber:

- Et sådant pres vil nok kun blive en realitet, hvis det følger af betænkningen, at en eller flere ministre risikerer en dom for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven. Og for at blive dømt skal ministrene mindst have handlet groft uagtsomt.

Embedsværkets ansvar

Professorkollegaen Sten Bønsing ser ikke samme sandsynlighed for, at spørgsmålet om grov uagtsomhed kommer til at fylde spalterne omkring ministrene. Slet ikke statsministeren.

Det er i stedet kritikken af embedsværket, han vil holde særligt øje med. Det er dem, der har forsømt at gøre statsministeren opmærksom på problemerne, forklarer han.

Men du mener ikke, at et spørgsmål om uagtsomhed kan lande hos Mette Frederiksen?

- Nej. Så skal man i princippet forestille sig, at det er uagtsomt at gå til et pressemøde og sige, at man skal slå mink ihjel uden at have tjekket 100 procent op på lovgrundlaget. Men det bliver virkelig svært at løfte, fordi det jo ikke er hende selv, der skriver sådan en tekst. Der er en hær af embedsmænd, som skulle have været opmærksomme på det.

Jørgen Albæk Jensen bakker op:

- Jeg tror ikke, at Mette Frederiksen bliver belastet voldsomt, men der er nok nogle embedsmænd, der burde have råbt højere. Jeg er spændt på, hvem de er, og hvad der sker med dem.

Minkkommissionens rapport præsenteres for Folketinget torsdag 30. juni klokken 11.00.

Danmark er fortsat et af de meget få lande, hvor man ikke kan blive syg af at blive stukket af en myg, men det kan meget snart ændre sig.

Det siger seniorforsker René Bødker fra Københavns Universitet.

Han står bag et nyt forskningsprojekt om myggebårne sygdomme.

- Den myggebårne sygdom, der er tættest på Danmark lige nu, er vestnilfeber, som blandt andet befinder sig i Nordtyskland, siger han.

- Vi regner med, at den kommer til Danmark et af de næste år.

Milde influenzasymptomer til alvorlig hjernebetændelse

Projektet har forsøgt at kortlægge såkaldte zoonotiske infektioner – eller sygdomme – som potentielt kan føre til epidemier herhjemme.

I alt har forskerne identificeret fem myggebårne infektioner, som i fremtiden får bedre levevilkår på grund af det stadig varmere klima og de stadig hyppigere skybrud.

Bliver man smittet med en af de fem sygdomme, kan det vise sig ved alt fra milde influenzasymptomer til alvorlig hjernebetændelse, som i sidste ende kan koste en livet.

Vestnilfeber er dog i den mildere kategori. Kun i ganske sjældne tilfælde kan det føre til alvorlig infektion.

Vigtigt at have plan klar

Ifølge René Bødker skal man som dansker dog ikke gå rundt og være bekymret.

Men han understreger, at det vil være vigtigt at have en plan klar i Danmark, skulle en af sygdommene begynde at udvikle sig til en regulær epidemi.

- Hvis vi bliver ramt, skal vi vide helt præcist, hvad vi skal gøre.

- Lige nu er vi et af de meget få europæiske lande, som ikke har kontrol med myg. I Sverige og Tyskland har man store firmaer, som bekæmper myg, og i Frankrig har man specielle fly til at sprøjte mod myg.

Det er ikke kun vestnilfeber, som nærmer sig de danske grænser. I Sverige er sygdommen tularæmi – eller harepest – begyndt at bevæge sig mod syd i landet.

Harepest har typisk været forbundet med jægere, som har haft direkte kontakt med harer, men bakterien overføres nu primært via myg.

Også harepest er dog en af de mildere sygdomme. Den giver for det meste milde symptomer og skal behandles med antibiotika.

De tre øvrige myggebårne sygdomme, som ifølge studiet potentielt kan lede til en epidemi i Danmark i fremtiden, er Rift Valley Fever, japansk hjernehindebetændelse og Hesteencephalitis.

Når Minkkommissionen torsdag kommer med sin længe ventede rapport, vil mange øjne være rettet mod statsminister Mette Frederiksen (S).

Kommissionen vil svare på, hvordan den vurderer regeringschefens involvering i det, som blandt andet politiske modstandere har kaldt ”minkskandalen”.

Og det vil formentlig blive afgørende for, om partierne på Christiansborg mener, at sagen skal have konsekvenser for Mette Frederiksen.

Undervejs i afhøringerne har det stået klart, at Minkkommissionen interesserer sig for forskellige udtalelser fra statsministeren i dagene omkring 4. november 2020, hvor regeringen sagde, at alle mink skulle slås ned.

TV 2 har her samlet tre af de mest centrale citater, hvor Mette Frederiksen har talt om sin egen rolle.

Her ser to juridiske eksperter på, hvilken betydning de kan få for kommissionens vurdering.

Udstedte statsministeren en ordre på pressemødet?

Citat 1:

Det er nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Det gælder desværre også avlsdyrene

Mette Frederiksen

Forbindelsen var grynet, men budskabet klart og alvorstungt, da Mette Frederiksen (S) tonede frem på en videoforbindelse ved pressemødet om eftermiddagen 4. november 2020.

- Det er nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Det gælder desværre også avlsdyrene, sagde Mette Frederiksen blandt andet.

Udtalelsen fra statsministeren blev begyndelsen på en rigtig dårlig sag for regeringen, som siden erkendte, at der manglede lovhjemmel til at slå alle mink ned. Noget, Mette Frederiksen ikke nævnte på pressemødet, men som hun efterfølgende har sagt, at hun ville have gjort, hvis hun havde vidst det.

Minkkommissionen har i sine afhøringer kredset meget om netop pressemødet. Og ifølge juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet er Mette Frederiksens udtalelser 4. november 2020 det mest centrale i minksagen. Han mener, at der blev udstedt en ulovlig ordre om at aflive alle mink.

- Hun står på et pressemøde, hvor politidirektøren også deltager, og melder utvetydigt ud, at alle mink skal aflives. Når statsministeren gør sådan, må borgere og embedsmænd gå ud fra, at regeringen har truffet en beslutning, man skal rette sig efter, siger Frederik Waage.

Jørgen Albæk Jensen, professor emeritus ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet, er ikke enig.

Han tolker ikke udtalelserne som en ordre og sammenligner med det første store pressemøde om coronanedlukninger 11. marts 2020. Her sagde Mette Frederiksen blandt andet, at skoler skulle lukke, hvorefter Folketinget fik den nødvendige lovgivning på plads.

- Jeg opfatter pressemødet som en tilkendegivelse af, hvad regeringen ønsker, siger Jørgen Albæk Jensen.

Problemet er dog, påpeger Jørgen Albæk Jensen i lighed med Frederik Waage, at Mette Frederiksens udtalelser på pressemødet endte med at danne grundlag for et brev, som Fødevarestyrelsen sendte ud til minkavlerne to dage senere.

Her fik minkavlerne i utvetydige vendinger at vide, at de skulle begynde at slå deres mink ned. Og først fire dage senere præciserede Fødevarestyrelsen, at der var tale om en opfordring, fordi der manglede lovgivning til at slå raske mink ned uden for de såkaldte smittezoner.

- Jeg synes ikke i sig selv, at pressemødet udgør en ordre, men det bliver en ordre, når alle minkavlerne får besked om, at de skal slå minkene ned, siger Jørgen Albæk Jensen.

Minkkommissionen skal i sin rapport ikke foretage retlige vurderinger af ministres ansvar. Men ifølge et lækket udkast til beretning fra kommissionen, som Weekendavisen har set, betegner kommissionen udmeldingerne på pressemødet som "groft vildledende", ligesom Statsministeriet får kritik for at have handlet "meget kritisabelt".

Regeringens beslutning, men Mogens Jensens ansvar?

Citat 2:

Når jeg sidder som statsminister og træffer en beslutning af den her karakter, har jeg jo ikke fantasi til at forestille mig, at der ikke er hjemmel til den beslutning

Mette Frederiksen

Undervejs i afhøringerne har Minkkommissionen flere gange interesseret sig for, hvad Mette Frederiksen har sagt under spørgetimer i Folketingssalen i tiden efter pressemødet.

Udtalelserne har handlet om, hvem der traf beslutningen om at slå alle mink ned. Og under spørgetimer 10. og 17. november 2020 sagde Mette Frederiksen adskillige gange, at der var ”regeringens” beslutning. I mindst ét tilfælde indsnævrede hun det endda til sig selv.

- Når jeg sidder som statsminister og træffer en beslutning af den her karakter, har jeg jo ikke fantasi til at forestille mig, at der ikke er hjemmel til den beslutning, sagde Mette Frederiksen under spørgetimen 10. november.

Da Mette Frederiksen 9. december 2021 selv blev afhørt af Minkkommissionen, ville udspørgeren gerne vide, hvem der egentlig traf beslutningen.

Mette Frederiksen forklarede, at der i regeringens koordinationsudvalg – hvor hun selv sidder for bordenden – var enighed om, at minkene skulle slås ned. Men hun sagde også, at der i Koordinationsudvalget ikke kan træffes beslutninger i formel forstand og placerede derpå ansvaret for de juridiske problemer hos resortministeren.

Det var Mogens Jensen, der var fødevareminister, da beslutningen blev truffet.

Men hvordan hænger den ansvarsplacering sammen med udtalelserne fra spørgetimerne?

- De eksempler, du nævner, er talesprog. Det ændrer ikke ved det formelle, svarede Mette Frederiksen kommissionens udspørger.

Ifølge Jørgen Albæk Jensen giver det mening at lave en skelnen mellem den juridiske og politiske beslutning.

Han siger, at det formelt var fødevareministeren, der skulle fremskaffe lovgivning på sit område og gøre beslutningen juridisk bindende. Men han pointerer også, at den politiske beslutning er regeringens, fordi det er utænkeligt, at Mogens Jensen på egen hånd tog beslutningen uden at have opbakning fra resten af regeringen.

- Nu bliver det spændende, hvordan det to ting vægtes. Der står i ministeransvarsloven, at man godt kan blive juridisk ansvarlig, hvis man har medvirket til beslutningen. Og Mette Frederiksen kan ikke løbe fra, at hun har været med til at træffe beslutningen, siger Jørgen Albæk Jensen.

Frederik Waage tilføjer:

- Man kan ikke slippe uden om ministeransvarsloven ved at lave et koordinationsudvalg, hvor man siger, at der ikke træffes juridiske beslutninger. Når Mette Frederiksen har været involveret i beslutningen, kan hun også være medansvarlig i juridisk forstand, siger Frederik Waage.

Gav sig selv ansvaret i populært tv-program

Citat 3:

Det er regeringens koordinationsudvalg, og det er mig, der har ansvaret for de beslutninger, der bliver truffet der

Mette Frederiksen

Under den næstsidste afhøringsdag 1. april i år bragte Minkkommissionen endnu en udtalelse fra Mette Frederiksen i spil.

Den er fra et interview i tv-programmet 'Go’ Aften Live' på TV 2 12. november 2020. Her blev statsministeren spurgt, hvem der traf beslutningen om at slå alle mink ned.

- Det er regeringens koordinationsudvalg, og det er mig, der har ansvaret for de beslutninger, der bliver truffet der. Men beslutningen er ikke forkert, svarede Mette Frederiksen.

Ifølge Frederik Waage står udtalelsen, der kom lidt over en uge efter pressemødet, i kontrast til, hvad Mette Frederiksen efterfølgende har sagt i Minkkommissionen.

- Klippet viser, at hun på det tidspunkt synes at være opmærksom på, hvor væsentlig en rolle hun har spillet i beslutningen. Men det er så en opfattelse, hun synes at forlade efterfølgende i kommissionen, siger Frederik Waage.

Jørgen Albæk Jensen kalder det ”indiskutabelt”, at Mette Frederiksen har en form for medansvar. Spørgsmålet er, hvad hun er medansvarlig for, siger han.

Han mener ikke, at noget som helst tyder på, at Mette Frederiksen har gjort noget forsætligt, men siger også, at der meget vel kan være tale om uagtsomhed.

Ministeransvarsloven er i forhold til uagtsomhed først overtrådt, hvis der er tale om ”grov uagtsomhed”. Og da Minkkommissionen ikke skal lave retlige vurderinger af ministres ansvar, vil de formentlig ikke vurdere graden af uagtsomhed, hvis rapporten indeholder kritik af Mette Frederiksen.

En vurdering som også kan være meget svær at lave, mener Jørgen Albæk Jensen.

- Det er ikke sådan, at man kan tage et målebånd og sige, at her går grænsen, siger han.

Hvis der er kritik af ministre, har partierne i blå blok på forhånd sagt, at de vil have uvildige advokater til at gennemgå Minkkommissionens rapport for at få en vurdering af, om ministeransvarsloven kan være overtrådt. Regeringens støttepartier vil først læse rapporten, før de tager stilling.

Airbnb forbyder fester og begivenheder i private boliger udlejet via platformen over alt i verden.

Det skriver BBC.

Dermed er et midlertidigt forbud, der blev indført under pandemien i august 2020, gjort permanent.

Ifølge Airbnb blev forbuddet taget særdeles godt imod af udlejerne, og portalen beskriver tiltaget som "meget mere end blot en sundhedsforanstaltning".

- Det udviklede sig til at blive et bærende princip i vores politikker for at støtte vores værter og deres naboer, udtaler udlejningsportalen ifølge BBC.

Airbnb skriver i en erklæring, at antallet af klager omkring fester er faldet med 44 procent, siden tiltaget blev introduceret.

Bliver muligvis udvidet

Det globale forbud vil muligvis blive udvidet til også at gælde traditionelle ferieboliger, der også udlejes via platformen.

Samtidig fjerner Airbnb et loft på antallet af personer på én booking.

I begyndelsen af pandemien indførte portalen, at maksimalt 16 personer måtte leje sig ind per feriehus. Det loft bliver nu ophævet.

- Flere typer af større boliger er i stand til at huse mere end 16 personer. Det kan for eksempel være alt fra slotte i Europa til vingårde i USA og strandvillaer i Caribien, siger Airbnb.

Virksomheden havde allerede inden pandemien begyndt at indføre festforbud. Her blev det forbudt at holde uautoriserede fester.

Det skete efter et skyderi i en udlejningsbolig i Californien i november 2019.

Under pandemien blev fester generelt forbudt på platformen.

Mere end 6600 brugere er blevet suspenderet for at bruge platformen for at overtræde reglerne.

Anti...es...logisk Afdeling?

Susanne Vibeke Lau kæmper med at udtale det latinske navn: Anæstesiologisk Afdeling.

Det er ikke nemmere at gætte sig til, hvad der gemmer sig bag navnet. Heller ikke selvom man som hun har arbejdet inden for murene i årevis. Derfor er det på tide, at hospitalet får navnene oversat til dansk, mener hun.

- Jeg har aldrig haft latin i skolen, konstaterer Susanne Vibeke Lau.

Den proces er i gang på Odense Universitetshospital, men mange navne bliver først skiftet ud, når afdelingerne flytter ud på den nye matrikel syd for Odense.

Det handler om, hvad der er rentabelt, når man er i gang med at bygge et nyt supersygehus og ikke ønsker at bruge unødige ressourcer på at skifte skilteskoven på det gamle, lyder forklaringen.

- Ting tager tid, og det her er en del af byggeprocessen, forklarer Mette With Hagensen (S), formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark.

Til gengæld har de skiftet skiltene på flere hospitaler på den anden side af Lillebæltsbroen.

- Her ser vi allerede, at det gør en forskel. Man føler sig som patient mere velkommen, når man ved, hvad det handler om, fordi der bliver skrevet og talt i et sprog, man kan forstå, fortæller Mette With Hagensen.

Samtaler i øjenhøjde

Michael Oettinger, cheflæge på Neurologisk Afdeling, tror også på, at de danske navne vil gøre en forskel for patienterne og for personalet på Nyt OUH, når de kommer op at hænge.

- Det skaber en grad af tryghed, når man ved, hvad den her afdeling laver. Det er med til at mindske afstanden mellem fagpersoner og så patienter og de pårørende. De fleste mennesker er bekymrede for, hvad det er, de skal ind og undersøges for. Mere klarhed og tydelighed i vores skiltning kan være med til at afhjælpe den bekymring, siger Michael Oettinger.

Når nyt OUH er en realitet, kan han således titulere sig cheflæge for Hjerne- og Nervesygdomme.

Han peger på, at det i øvrigt er en del af en mere omfattende strategi, der kan forbedre dialogen helt generelt.

- Man skal se det i en større sammenhæng med de indsatser, der ellers er i Region Syddanmark i de her år. Vi har et generelt fokus på kommunikationen mellem patienter og pårørende og så fagpersonale på sygehusene, som er vigtigt, siger Michael Oettinger.

Alle må dog vente mindst et år, før indsatsen udmønter sig i skilte, hvor der i stedet for Anæstesiologisk afdeling står Bedøvelse og Intensiv, når patienter møder op på afdelingen, der er specialiseret i at bedøve patienterne og passe dem, der har brug for en respirator.

Susanne Vibeke Lau glæder sig.

- Det er mere logisk, og det bliver nemmere for de ældre at finde rundt.

Pludselig tog det ene ord det andet. Så sprang bomben.

Sådan beskriver Morten Hedegaard fra Nordfyn den episode, som med ét fik ham til at indse, at noget i ham var helt galt.

Det skete en dag i efteråret sidste år, da han skulle i gang med at bygge et kaninbur sammen med sin datter og sit barnebarn. Noget, der skulle være hyggeligt, endte i et voldsomt skænderi og hårde ordudvekslinger.

Morten Hedegaard blev vred på en måde, han ikke plejede. Rystet over situationen kørte han hjem og lagde sig på sofaen.

- Jeg lå bare og stirrede ud i luften. Jeg vågnede samme sted morgenen efter og tænkte: "Der er noget ravruskende galt", fortæller Morten Hedegaard.

Han ringede til sin læge, og to dage senere sad han for første gang i sit liv foran en psykolog.

Hvis ikke jeg var kommet til psykolog, var jeg sgu havnet på den lukkede

Morten Hedegaard, forhenværende driftsleder på minkfarm

Efter i 34 år at have brugt stort set alle vågne timer blandt mink, herunder de seneste 15 år som driftsleder på 3 minkfarme, var en del af hans identitet og selvopfattelse pludselig taget fra ham. Årsagen var Folketingets beslutning om at lukke alle danske minkerhverv som følge af frygten for covid-19-smitte i november 2020.

'Morten Mink', som han igennem mange år blev kaldt af venner og kollegaer, havde ikke længere nogen mink. Knap et år efter nedlukningen var det ved at ødelægge ham.

- Jeg følte, at jeg ikke var noget værd længere. At jeg ikke kunne bruges til noget, fortæller han.

Psykologen konstaterede, at Morten Hedegaard var ramt af en depression.

Og han var langtfra den eneste dansker i minkerhvervet, der er blevet ramt af psykiske problemer efter aflivningerne af alle mink i Danmark.

Flere henvendelser til kriseberedskab

30. juni afleverer Minkkommissionen sin beretning til Folketinget, og derved vil der muligvis snart blive sat punktum i den politiske og juridiske del af minksagen.

Sideløbende må minkavlerne fortsat vente på at få udbetalt størstedelen af deres erstatning for statens tvangsnedlukning af minkfarmene – et arbejde, som først forventes færdigt ved udgangen af 2024.

Men for en del af de danskere, som enten har ejet en minkfarm, eller som Morten Hedegaard har arbejdet på en, har hele forløbet også haft psykologiske konsekvenser.

Glæden mistede vi, da hele erhvervet lukkede ned. Nu skal vi genfinde glæden ved noget nyt

Hanne Kristensen, tidligere minkavler

I Region Nordjylland, hvor langt størstedelen af den danske minkproduktion fandt sted, har det psykosociale beredskab således været i kontakt med mellem 40 og 50 personer fra minkbranchen eller pårørende til personer fra minkbranchen.

Psykiatrien i Region Midtjylland har ligeledes modtaget 14 lignende henvendelser, mens tallet for Region Syddanmark er 15.

Hvor mange avlere, der som Morten Hedegaard ikke ringede til det psykosociale beredskab, men i stedet først senere via egen læge blev henvist til psykolog, har TV 2 ikke fundet tal for.

Minkavler kunne ikke komme ud over frustrationerne

En af dem, der relativt hurtigt ringede til det psykosociale beredskab, er minkavler Hanne Kristensen.

Havde hun ikke fået hjælp tidligt, kunne hun sagtens være endt som Morten Hedegaard, fortæller hun.

- Jeg frygter, at jeg havde fået en depression eller var gået ned med stress, siger Hanne Kristensen.

Sammen med sin mand drev hun en minkfarm i Nordjylland og var stille og roligt i gang med et generationsskifte til deres søn, da nedlukningen blev en realitet.

- Mink er jo i min dna. Det har jeg altid beskæftiget mig med. Så da tæppet blev hevet væk under os, oplevede jeg en frustration, særligt rettet mod myndighederne, siger Hanne Kristensen.

Det betød, at hun og hendes mand hen over spisebordet ofte kunne hidse hinanden op og tale om, hvor forkert alting var. Men de kunne ikke finde ud af at komme videre derfra.

- Jeg manglede nogle værktøjer til at få styr på mine frustrationer og min galde, for vi følte os trådt på, fortæller Hanne Kristensen.

Derfor tog hun kontakt til psykolog Christina Mohr, der som faglig leder i det psykosociale beredskab i Region Nordjylland tilbød samtaler med minkavlerne.

Psykolog: Overbelastning kan give intense følelser

Hanne Kristensen var langtfra den eneste, som kontaktede Christina Mohr efter nedlukningen. Psykologen fortæller, at nogle blev kastet ud i en decideret livskrise, hvilket kan udgøre en risiko for det mentale helbred på længere sigt.

- Nogle har haft et behov for rådgivning i forhold til en bekymring for en nær pårørende, og for andre har vi haft nogle krisestøttende samtaler, siger Christina Mohr.

Ofte handlede henvendelser og samtaler med regionens psykologer om overbelastning og stress hos minkavlerne.

- Vi åbnede vores telefoner, fordi vi gerne ville hjælpe folk tidligt i forløbet for at forebygge, at man kommer til at sidde så meget fast, at man udvikler en depression, angst, tvangstanker eller et misbrug, siger hun.

Flere minkavlere havde svært ved at bevare overblikket og se fremad.

- Samtidig er det meget almindeligt at opleve, at ens følelser skifter meget. Det kan opleves som mere intense følelser af vrede eller at være mere ked af det over ting, end man plejer at være, siger Christina Mohr.

Netop følelserne havde Hanne Kristensen brug for værktøjer til at håndtere – og hjælpen virkede.

Psykologsamtalerne gav hende troen på, at der ventede gode tider forude.

- Jeg har fået nogle værktøjer til at håndtere livet. Det er jo vigtigt at kunne være glad og ikke hele tiden gå og skælde sin familie ud eller sætte sig i et hjørne og bryde grædende sammen, siger Hanne Kristensen.

'Morten Mink' uden mink

Selvom der stadig er dage, hvor Hanne Kristensen falder ned i det, hun kalder et dybt hul, ser både hun og hendes mand nu lyst på fremtiden.

Blandt andet har de åbnet en lille gårdbutik på den gamle minkfarm.

- Glæden mistede vi, da hele erhvervet lukkede ned. Nu skal vi genfinde glæden ved noget nyt, og det kan være svært. Men det kommer, siger Hanne Kristensen.

Også Morten Hedegaard er kommet tilbage på sporet efter omkring 20 samtaler med sin psykolog. Han er taknemmelig for, at han rakte ud til sin læge.

- Hvis ikke jeg var kommet til psykolog, var jeg sgu havnet på den lukkede, siger han.

I dag er Morten Hedegaard raskmeldt og kan igen arbejde fuldtid. Et par timer om ugen skal gå med at slå græs på minkfarmene, og ellers vil han forsøge at få forskellige småjobs rundt omkring.

- Jeg vil fremad. Ud og grave lidt fjernvarme og sådan lidt. Jeg skal nok få tiden til at gå. Nu er jeg i hvert fald fit for fight, siger han.

Og selvom der ikke længere er nogen mink, vil han for altid være 'Morten Mink'.

- Det er jeg heldigvis stadigvæk. Det hænger ved, siger Morten Hedegaard.