Restauranter på spansk ferieø indfører dresscode

Det skal være slut med sjuskede turister, der vandrer direkte fra stranden og ind på restauranter iført bikinitop, fodboldtrøje eller bar mave.

Det har en gruppe restauratører langs Palma-bugten i Mallorca besluttet.

- Vi forsøger at fortælle folk, at for at komme ind her skal du skifte tøj. Du skal ikke komme her iført strandtøj eller efter at have drukket på gaden hele dagen, siger Juan Miguel Ferrer, der står i spidsen for Palma Beach, til The Guardian.

Dresscoden er casual chic, og møder man op i fodboldtrøjer, ærmeløse t-shirts, udklædning eller bar mave, er der adgang forbudt.

Det er i alt 11 restauranter på Mallorca, der har valgt at indføre den nye dresscode og kræve, at deres gæster er klædt ordentligt på.

- I dagtimerne er det mere fleksibelt, men om aftenen kører vi med nul tolerance, siger Juan Miguel Ferrer.

Ingen party-ø

Dresscoden er et forsøg på at skabe et nyt image på den spanske ferieø, der har kæmpet med et ry som "grisefest-ø" og "party island".

Spanien er ikke Lalandia. I Spanien sætter man sig ikke bare på en café i bar mave eller vælter rundt fuld

Jeppe Krogager, TV 2s korrespondent i Spanien

På store dele af øen er det lykkedes at tiltrække turister, der kommer for at vandre og nyde det bjergede landskab.

Men flere steder kæmper de stadig med særligt unge briter og nordeuropæere, der tager til øen for at drikke sig fulde og feste. Hvert år er der sager med unge mennesker, der skejer ud, og flere gange har det ført til dødsfald blandt unge påvirkede turister.

I år har situationen været værre end årene før pandemien, fortæller Juan Miguel Ferrer.

- De kommer tidligt på dagen og er allerede så fulde, at de ikke en gang kan gå, siger han til The Guardian.

Og den vilde festkultur clasher med spaniernes egen måde at opføre sig på.

Det siger Jeppe Krogager, der er TV 2s korrespondent i landet og bosat i Barcelona.

- Spanien er ikke Lalandia. I Spanien sætter man sig ikke bare på en café i bar mave eller vælter rundt fuld. Spanierne er sådan set et elegant folkefærd, lyder det.

Også i Barcelona er det fuldstændig uhørt, at man vader op fra stranden og sætter sig på en restaurant uden at tage en t-shirt eller en kjole på, fortæller han.

64 forbud

Det er ikke første gang, at debatten om sjuskede og festglade turister rammer Spanien.

I badebyen Magaluf, der længe har været kendt som Mallorcas vildeste partyby, udformede man en liste med 64 turistforbud i 2017. De dækkede alt fra at bruge sæbe i de offentlige strandbrusere til at klatre i træer, gå topløs rundt og have offentligt samleje.

Og i 2018 var det slut med den såkaldte happy hour på byens barer og diskoteker.

- Der er et skisma med spaniere, der er blevet trætte af det. "Hvorfor har vi den her slags turister? Vi vil gerne have turister, men det skal helst være de rige, velklædte og kultiverede mennesker, der sætter pris på vores flotte udsigt. Væk med de britiske unge, der bader i vores fontæner", siger Jeppe Krogager:

- Men overordnet er budskabet sådan set: Opfør jer ordentligt.

At gøre en god figur

Det er ikke kun i Spanien, at man forsøger at slippe af med vilde partyturister og turister, der ikke tilpasser sig destinationens normer.

I Italien har man samme udfordringer.

Fire turister blev for nylig tildelt en bøde på 1050 euro hver, fordi de havde holdt picnic ved en antik brønd i Venedig. De havde hentet fire stole, som de havde placeret om brønden og herefter spist en pastaret på porcelænstallerkner, hvor brønden fungerede som bord.

- Hver gang der er sådan nogle sager i medierne – eller noget om turister, der kommer deres fødder i fontæner – er der altid tusindvis af kommentarer fra italienere, der mener, at de bør straffes hårdt. Det rammer italienerne, når turisterne ikke opfører sig ordentlig, siger Eva Ravnbøl, TV 2s korrespondent i Italien.

I Italien har man ligefrem begreber for det. Man taler om bella figura og brutta figura.

- At være en brutta figura vil sige at gøre en dårlig figur, der klæder og opfører sig dårligt. I stedet skal man stræbe efter at være en så bella figura som muligt, altså gøre en god figur. Også som turist, siger Eva Ravnbøl.

Hun siger samtidig, at det ikke handler om, at man er træt af turister.

- Men det kan virke overvældende, når de kommer i store flokke, og det virker, som om at de har smidt alle hæmninger, siger Eva Ravnbøl.

Hun har seks gode råd til turister, der gerne være gøre en bella figura i Italien:

Mere end hver anden flyafgang med SAS kan blive aflyst, vurderer analytiker

For det i forvejen konkurstruede og efterhånden hårdtprøvede flyselskab SAS lurer en ødelæggende krise lige rundt om hjørnet.

Omkring 1000 piloter truer med at nedlægge arbejdet fra 29. juni, hvis ikke deres fagforening og arbejdsgiver har indgået en ny overenskomst inden.

Samtidig varsler luftfartselskabets mekanikere sympatistrejke fra 5. juli.

I princippet kan den her konflikt være første skridt mod en aflivning af SAS

Jacob Pedersen, aktieanalysechef og luftfartsekspert hos Sydbank

Hvis strejken bliver en realitet, vil mere end halvdelen af SAS' flyafgange henover sommeren blive aflyst, vurderer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef og luftfartsekspert hos Sydbank.

Dermed vil en strejke få omfattende konsekvenser for danskernes sommerferieplaner og selskabets økonomi.

- Det er jo en strejke, som formentlig vil koste SAS op mod 70 millioner danske kroner hver eneste dag, fortæller Jacob Pedersen.

Kan blive enden på SAS

Det hæderkronede selskab styrtbløder i forvejen økonomisk og kunne i februar fremvise et kvartalsregnskab med et underskud på cirka 1,7 milliarder kroner.

I den forbindelse præsenterede selskabet den omfattende redningsplan 'SAS Forward', der skal reducere selskabets udgifter med fem milliarder kroner.

Jeg tror, at man finder en løsning

Steen Erik Navrbjerg, arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet

Men SAS' administrerende direktør, Anko van der Werff, har tidligere givet udtryk for, at besparelserne ikke går efter planen, og for at gøre ondt værre har den svenske stat meddelt, at den ikke kommer til at skyde flere penge i luftfartsselskabet. Et tilskud fra den svenske stat var ellers et led i redningsplanen.

Derfor kan sommerens pilotstrejke blive dødsstødet, der gør det af med det SAS, vi kender i dag, mener Jacob Petersen.

- I princippet kan den her konflikt og de konflikter, der kan vise sig hen ad vejen med andre medarbejdergrupper, være første skridt mod en aflivning af SAS, siger han.

Et spørgsmål om overlevelse

Man må derfor ikke undervurdere, hvor meget der er på spil på begge sider af konflikten. Og det kan få stor betydning for det videre forløb, siger Steen Erik Navrbjerg, der er arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet.

- For SAS handler det selvfølgelig om deres overlevelse, og hvis selskabet ikke overlever, hvor får man så job henne? spørger han.

Netop fordi der er så meget på spil for både SAS og selskabets piloter, vil begge parter gøre alt, hvad de kan, for at undgå en strejke, lyder det.

- Det er svært at spå om lige nu, men der er gode grunde til at finde en fællesløsning her, så jeg tror, at man finder en løsning, siger Steen Erik Navrbjerg.

Krav på kompensation

Hvis pilotstrejken bliver en realitet, og hver anden flyafgang med SAS bliver aflyst, vil det ramme mange danskeres sommerferie.

Til gengæld har man som rejsende krav på at få pengene tilbage og kompensation oveni, hvis man bliver sendt hjem fra lufthavnen med en ubrugt SAS-flybillet i hånden. Kompensationen ligger mellem 250 og 600 euro. Det fortæller Vagn Jelsøe, der er chefkonsulent hos Forbrugerrådet Tænk.

Han forklarer ligeledes, at de danskere, der rejser ud med selskabet, men ikke kan komme hjem med selskabet igen, har ret til at blive kompenseret for kost og forplejning af SAS "inden for rimelighedens grænser".

- Hvis man ikke er tilfreds med det, må man bede om at få pengene tilbage og selv finde en alternativ måde at komme hjem på, siger han.

Drøftelser siden november

Det er særligt oprettelsen af SAS' to datterselskaber SAS Connect og SAS Link, der har været et stridspunkt i forhandlingerne om en ny overenskomst.

Flere faggrupper i SAS har udtrykt utilfredshed med, at SAS efter coronakrisen i fagforeningernes øjne har genstartet aktiviteten i de nye datterselskaber på bekostning af aktivitet i SAS Scandinavian som før pandemien.

Ifølge piloterne har der været drøftelser mellem dem og SAS siden november uden resultat.

1. april udløb overenskomsten.

Storbritannien vil vaccinere særlig gruppe mod abekopper – Sundhedsstyrelsen afventer

I Storbritannien har abekopper nu spredt sig så meget, at flere homo- og biseksuelle mænd vil blive tilbudt en vaccination mod sygdommen.

Den beslutning har de britiske sundhedsmyndigheder taget for at standse smitten med abekopper, som normalt kun ses i Central- og Vestafrika.

Det første tilfælde af abekopper i Storbritannien under dette udbrud blev diagnosticeret i maj hos en person, der havde været på rejse i Nigeria. Siden da er antallet af smittede steget til 793. Langt de fleste af tilfældene er konstateret i London.

Udbruddet, som har ramt store dele af verden, blandt andet USA, Spanien, Tyskland, Portugal og Frankrig, er det største nogensinde uden for Afrika. Næsten alle tilfælde er blevet konstateret hos mænd, der har haft sex med andre mænd.

I Danmark er antallet af smittede oppe på 13 personer. Det oplyste Sundhedsministeriet i dag.

Bi- og homoseksuelle mænd med flere partnere tilbydes vaccine

Indtil nu har de britiske myndigheder kun tilbudt vaccinen til smittede og deres tætte kontakter. Men fordi antallet af inficerede fortsætter med at stige, ændrer sundhedsmyndighederne altså nu deres strategi, så også homo- og biseksuelle mænd, som har flere partnere, deltager i gruppesex eller går på sexklubber, også får tilbudt vaccinen.

- Ved at tilbyde vaccinen til de personer, som har høj risiko for at blive smittet, håber vi på at kunne bryde smittekæderne og hjælpe med at inddæmme udbruddet, siger Mary Ramsay, som er chef for immunisering hos de britiske sundhedsmyndigheder, til Daily Mail.

Ingen grund til at vaccinere flere i Danmark

Første dansker blev konstateret smittet med abekopper 23. maj.

I Danmark tilbyder sundhedsmyndighederne på nuværende tidspunkt kun vaccinen mod abekopper til nære kontakter.

Selvom vi har set en stigning til 13 smittede, overvejer Sundhedsstyrelsen ikke det samme i Danmark.

- Vi ved, at vaccinen har en forebyggende effekt, hvis man har været udsat for smitte. Men vi har ikke noget data, der siger, at det vil hjælpe, hvis man vaccinerer bredt, siger Bolette Søborg, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Hu tilføjer, at hvis man skal vaccinere en større gruppe, skulle det være, fordi man kan risikere at blive udsat for sygdommen tilfældigt – som for eksempel med corona.

- Og der er vi slet ikke, siger hun og understreger, at Sundhedsstyrelsen følger situationen med abekopper tæt.

Heller ikke Søren Riis Paludan, der er professor på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker i virus samt udvikling og virkning af vacciner, mener, at der på nuværende tidspunkt ikke er grund til at skæve til Storbritannien og udvide målgruppen for vaccination mod abekopper.

- Det er fuldstændigt rigtigt, at sygdommen primært overføres ved seksuel kontakt, og at de, der har mange partnere, spreder sygdommen mere. Men med de smittetal vi ser i Danmark, mener jeg faktisk, at snittet, for hvem der tilbydes vaccinen, ligger fornuftigt lige nu.

Han understreger dog, at udviklingen i smittetilfældene bør følges tæt.

- Hvis smitten stiger så meget, som den har gjort i Storbritannien, er det et logisk næste skridt at udvide vaccinationsgruppen.

Sådan smitter abekopper

Abekopper er en virussygdom, der overalt på kroppen giver det helt karakteristiske plettede udslet (kopper), der er små blærer, som er fulde af virus. Desuden er andre typiske tegn på sygdommen feber, kulderystelser og muskelsmerter.

Sygdommen varer normalt to til fire uger og går i de fleste tilfælde over af sig selv. Langt de fleste patienter forventes at komme sig helt.

Sygdommen er ikke luftbåren. Den smitter primært ved berøring. Det kan typisk ske, hvis man bor under samme tag, via seksuel kontakt eller indirekte eksempelvis via kontakt til sengelagner med smitte. Desuden kan smitte ske via indånding af nys og hoste fra en person, der er syg med abekopper. Sygdommen smitter nemlig først, når man har symptomer.

Abekopper blev set første gang i 1958, da der blandt aber på et forskningslaboratorie skete et udbrud af en koppelignende sygdom.

Det første tilfælde af abekopper hos mennesker blev registreret i 1970 i den Demokratiske Republik Congo.

Tyrkisk fragtskib forlader Mariupol efter kornforhandlinger

Et tyrkisk fragtskib har onsdag forladt havnen i den ukrainske havneby Mariupol. Det sker, efter at Tyrkiet har ført "konstruktive" forhandlinger med Rusland om korneksport fra Ukraine.

Det oplyser det tyrkiske forsvarsministerium onsdag, uden at tydeliggøre om skibet er lastet med korn.

- Mødet i Moskva førte til konkrete resultater, hedder det i en tyrkisk erklæring. Nogle få timer efter et langt tyrkisk-russisk møde i den russiske hovedstad sejlede et tyrkisk fragtskib ud af den ukrainske havn efter at have ventet i adskillige dage.

"Sovjetunionens kornkammer"

Russiske og tyrkiske delegationer enedes onsdag om at fortsætte forhandlinger om "sikker passage" og korneksport fra ukrainske havne, oplyste det russiske forsvarsministerium tidligere onsdag.

Landbrugslandet Ukraine var engang kendt som "Sovjetunionens kornkammer".

Siden Ruslands invasion har det desperat forsøgt at eksportere store mængder af korn via veje, floder og jernbaner for at dæmpe en krise med stigende madpriser mange steder på grund af kornmangel.

Rusland afviser at have nogen skyld i de stigende priser på mad.

Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, rettede for få dage siden en indtrængende opfordring til Rusland om at lempe den globale fødevarekrise ved at gøre det muligt at eksportere korn fra blokerede ukrainske havne.

- Man må for verdens skyld håbe, at der bliver indgået en aftale, siger Scholz med henvisning til igangværende forhandlinger om at få oprettet en eksportkorridor over Sortehavet, siger Scholz.

- Rusland må gøre en sikker passage mulig, og det må samtidig komme med troværdige forsikringer om, at det ikke vil bruge en korridor til en invasion. Det kan ikke være sådan, at skibe med korn forlader ukrainske havne, og russiske krigsskibe sejler ind i havnene.

Hungersnød truer

Den russiske invasion af nabolandet Ukraine sidst i februar skabte store forstyrrelser i kornleverancerne til de internationale markeder. Det har tvunget priserne på fødevarer i vejret, og der truer nu hungersnød i en række lande, som er stærkt afhængige af ukrainsk korn.

FN's generalsekretær, António Guterres, iværksatte søndag bestræbelser på at få oprettet en eksportkorridor. Fødevarekrisen vil være et af de store emner på G7-topmødet 26. til 28. juni.

FN's Flygtningeorganisation, UNHCR, advarer om, at fødevarekrisen vil tvinge mange flere af verdens fattige på flugt.

Dansker bliver øverste chef for chokoladegigant – får 140.000 ansatte under sig

Danske Poul Weihrauch bliver til efteråret topchef i virksomheden Mars Inc.

Dermed blev han chef for i omegnen af 140.000 medarbejdere, og han kommer til at sidde for bordenden, når der skal træffes beslutninger for brands som Dolmio, Bounty, Snickers og chokoladen, det hele startede med, Mars.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra det amerikanske selskab onsdag.

Kongen af dyrefoder

Direktørskiftet sker til september, når Poul Weihrauch overtager ansvaret fra amerikanske Grant F. Reid, der har været øverste på chokoladekagen siden 2004.

Dermed klatrer danskeren helt til tops efter 22 år hos Mars Inc., hvor han seneste har været direktør for virksomhedens store dyreafdeling, Mars Petcare.

Inden Poul Weihrauch kom til Mars Inc. i 2000, var han seks år hos konkurrenten Nestle, og før det slog han sine folder hos danske Stimorol.

Han er uddannet fra Aalborg Universitet, og han bor i dag, ifølge Mars' hjemmeside, i Waterloo uden for Bruxelles sammen med sin kone og tre børn.

Chokoladegigant

Det er ikke kun målt på antallet af medarbejdere, at danske Poul Weihrauch får en af erhvervslivets tungeste poster.

Hver år laver det anerkendte magasin Forbes en liste over de største privatejede firmaer i USA, og her var Mars Inc. sidste år nummer fire.

Fordi virksomheden er privatejet – og dermed ikke handles på børsen – er der ikke samme gennemsigtighed i forhold til finansielle nøgletal, som der er med andre selskaber på samme størrelse.

Men i pressemeddelelsen skriver Mars Inc. selv, at virksomheden sælger for cirka 45 milliarder dollars – svarende til omtrent 300 milliarder danske kroner – om året. Ifølge Financial Times er det mere end eksempelvis Coca-Cola.

Konkret består Mars-imperiet af fire forretningsområder:

Udover chokoladebenet, der er samlet under navnet Mars Wrigley, og dyrefoder, der under ét bliver kaldt Petcare, drejer det sig om Mars Food – der blandt andet har brands som Dolmio og Miracoli – samt Mars Edge, der har til formål at "forbedre sundheden gennem ernæring".

Tre scenarier for corona i efteråret og vinteren

Selv om vi danskere lige nu nyder sommeren og muligheden for igen at mødes mange sammen, så forbereder myndighederne sig på et efterår og en vinter, hvor coronavirus igen kan stikke en kæp i hjulet.

I den forbindelse forbereder myndighederne sig på tre scenarier, lød det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde i Statsministeriet onsdag formiddag.

Første scenarie: En smittebølge med en undervariant til Omikron.

- Det er sådan set det, vi ser nu med BA.5-varianten. Det scenarie forventes ikke at ville påvirke sundhedsvæsnet mere end Omikron gjorde i vinter, sagde Heunicke.

Andet scenarie: En ny variant, der minder om Delta-varianten.

- Delta-varianten, som vi så i Danmark i løbet af efteråret sidste år, findes længere nede i lungerne. Det vil kunne betyde højere risiko for stor sygdomsbyrde. Ved det scenarie, er det særligt vigtigt, at vi beskytter vores sårbare og ældre. Vi skal sikre os, at der er nok vacciner til dem, og det har vi også, forsikrede Magnus Heunicke.

Tredje scenarie: Der kan opstå en helt ny variant, der kan undvige immuniteten i befolkningen. Det kan være fra mennesker, men også dyr.

Magnus Heunicke uddybede ikke, hvordan sundhedsmyndighederne vil håndtere dette scenarie.

Ikke muligt at forudsige, hvilket scenarie, der bliver virkelighed

Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke, er det umuligt at sige, hvilket scenarie, der bliver virkelighed.

- Så vi er nødt til at forberede os på alle tre. Så det gør vi. Man kan sige, at med de her scenarier, er det dybt forskelligt, hvad vi skal være beredte på, men alt er rummet i den strategi, vi præsenterer her i dag.

Og formålet for efteråret og vinterens strategi, er den samme, som det altid har været.

- Uanset hvilken bølge, der rammer os, skal vi handle hurtigt og effektivt, så vi kan holde fast i et åbent samfund. Strategien er fundamentet for at vores land kan lykkes med ikke at få nedlukninger, ikke at få restriktioner. Det er det, vi arbejder efter, lød det fra sundhedsministeren.

Myndighedernes strategi indeholder blandt andet en ny teststrategi, revaccinationer til en stor del af befolkningen og nye muligheder for behandling af smittede.

OVERBLIK: Her er de nuværende anbefalinger, hvis du er smittet med corona

Coronasmitten er igen i vækst i Danmark efter en længere dvaleperiode.

Det skyldes særligt den nye Omikron-variant, BA.5, der på nuværende tidspunkt er den dominerende herhjemme.

Men hvilke anbefalinger gælder egentlig, hvis du bliver smittet med coronavirus nu? TV 2 har her samlet et overblik over sundhedsmyndighedernes nuværende retningslinjer.

Anbefalinger om test

I marts lukkede alle landets lynteststeder, mens mange af pcr-teststederne holdt skansen indtil maj.

På nuværende tidspunkt er der 30 centre tilbage på landsplan, hvor det kan lade sig gøre at få foretaget en pcr-test. Du kan finde deres placering på sundhedsmyndighedernes kort her.

Ved regeringens coronapressemøde onsdag lød det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at der på trods af stigende samfundssmitte ikke er planer om at genopføre de hvide telte med lyntests. Til gengæld er der mulighed for "hurtigt" at opskalere testkapaciteten for pcr-tests, sagde han.

Men skal du overhovedet have foretaget en pcr-test, hvis du er smittet med coronavirus? Herunder kan du se Sundhedsstyrelsens nuværende anbefalinger.

Hvis du har symptomer: Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke længere, at du lader dig pcr-teste – heller ikke selvom du har symptomer på covid-19. Til TV 2 oplyser styrelsen dog, at det altid er en god ide at tage en hjemmetest. Hvis du ingen symptomer har: Hvis du ingen eller kun meget lette symptomer har – det kan være kriller i halsen eller let løbende næse – anbefales det altså heller ikke, at du får foretaget en test. Også her er en hjemmetest dog en god ide, lyder anbefalingen. Hvis du er nær kontakt til en smittet: Heller ikke som nær kontakt til en smittet med coronavirus behøver du at lade dig teste. Det gælder også, hvis du deler husstand med vedkommende. Anbefalingen gælder både for børn og voksne. Hvem skal så lade sig teste? Hvis du er syg med "betydelige symptomer" – eksempelvis feber, vedvarende hoste og vejtrækningsproblemer – og du samtidig er i øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19, anbefales det at få foretaget en pcr-test. Det gælder også, hvis du er gravid.

Anbefalinger om isolation

Er du blevet testet positiv for covid-19, anbefaler sundhedsmyndighederne fortsat, at du går i selvisolation med det samme. Det betyder, at du skal blive hjemme og undgå kontakt med andre end dem, du bor med.

Er du alligevel nødt til at gå ud – for eksempel for at lufte hunden – anbefales du at have mundbind på og holde cirka to meters afstand til andre mennesker.

Men hvor længe skal du være i selvisolation, hvis du er smittet med corona? Her er Sundhedsstyrelsens nuværende anbefalinger.

Hvis du er symptomfri: Fire dage efter din positive coronatest kan du ophæve din isolation. Det gælder også, hvis du bor sammen med andre, som stadig er i selvisolation på dette tidspunkt. Hvis du kun har lette symptomer: Hvis du har lette og forbigående symptomer og ikke føler dig syg, kan du også ophæve din selvisolation fire dage efter din positive test. Hvis du har betydelige symptomer: Hvis du har feber, vedvarende hoste, vejrtrækningsproblemer og generelt føler dig syg, kan du først ophæve din selvisolation på dagen, hvor du ikke længere oplever betydelige symptomer. Også her gælder det dog først tidligst fire dage efter din positive test.

Hvis du er nær kontakt eller deler husstand med en smittet med coronavirus, skal du ikke gå i isolation.

Smitteopsporing

Er du blevet testet positiv ved en pcr-test, anbefaler Styrelsen for Patientsikkerhed fortsat, at du registrerer din smitte til den digitale smitteopsporing.

Det kan du gøre direkte på sundhed.dk eller via appen MinSundhed. Du kan også gøre det telefonisk til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Smitteopsporingen kontakter ikke længere dine nære kontakter, men bruger fortsat oplysningerne fra pcr-teststederne til at samle viden om det nuværende smittebillede i Danmark.

Mette Frederiksen på coronapressemøde: Nyd sommeren

Smitten stiger i Danmark, men danskerne skal ikke være bekymrede for, at en sommer med festivaler, Tour de France og fælleskab endnu en gang bliver påvirket af coronavirussen.

Det slog statsminister Mette Frederiksen (S) fast på onsdagens pressemøde.

- Nyd en god sommer. Det vil vi også gerne lade være et budskab i dag: Selvom vi skal passe på de ældre og sårbare, skal vi også nyde en god sommer, sagde hun.

Vi håber ikke, at corona kommer til at fylde ved sommerfesterne

Mette Frederiksen, statsminister (S)

På pressemødet fortalte statsministeren om regeringens coronastrategi for de kommende måneder, hvilket blandt andet indeholder en ny vaccinationsplan, hvor både særligt sårbare og danskere over 50 år vil blive tilbudt et ekstra stik mod coronavirus for at beskytte dem mod den nye Omikron-variant, BA.5.

Meget godt i vente

Mette Frederiksen understregede, at den nye coronastrategi først er gældende for efteråret og vinteren, men at den bliver præsenteret allerede nu, så befolkningen ved, "hvad vi har med at gøre", inden der "skal nydes en god sommer".

Statsministeren forsikrede, at Danmark står et godt sted både sundhedsmæssigt og økonomisk – og at der derfor er god grund til at nyde de varme måneder

- Derfor står vi nu lige på kanten til en dejlig sommer, hvor vi forhåbentlig alle kan se frem til ferie sammen med venner, familie, rejser, kram og kys. Og allerede i næste uge Roskilde festival, DGI's landsstævne og Tour de France i Danmark, sagde Mette Frederiksen og tilføjede:

- Der er meget godt i vente.

Nyd fællesskabet

Inden statsministeren gav ordet til de fremmødte journalister, afsluttede hun med at gentage sin pointe endnu en gang:

- Vi håber ikke, at corona kommer til at fylde i familierne eller ved sommerfesterne, men det gælder selvfølgelig for os her, at vi bliver nødt til at være opmærksomme på, hvad der sker både i verden og herhjemme.

Også sundhedsminister Magnus Heunicke (S) understregede, at danskerne skal nyde sommerens festivaler og arrangementer:

- Vi går ind i denne sæson uden nogen restriktioner, og vi opfordrer folk til leve deres liv, tage på strande, tage med til de forskellige arrangementer. Vi har alle sammen savnet at tage med til store fællesskabsarrangementer. Og vores opfordring er, at det skal man bare gøre.

Ingen grund til bekymring

Statens Serum Institut (SSI) deler også statsministerens budskab. Tirsdag understregede direktøren, Henrik Ullum, at der ikke på nuværende tidspunkt er grund til bekymring.

- Varianten ser ikke ud at gøre os mere syge, og vaccinerne beskytter godt mod alvorlig sygdom og indlæggelse. Samtidigt ser det ud til, at de, der tidligere har været smittet med Omikron-varianten, har god beskyttelse mod smitte, sagde Henrik Ullum.

Samtidig havde han godt nyt til de mange danskere, der glæder sig til at nyde sommeren, eksempelvis på en af de mange festivaler: ”Det skal I bare gøre”.

- Det kan være, at vi vil se ekstra smitte i forbindelse med festivaler, men det er en mild variant. Og når mange mennesker er samlet, er det bedre at være udenfor end indenfor, sagde Henrik Ullum.

Tilbud om 4. stik

På pressemødet blev der ikke kun set frem til den kommende sommerferie. Her præsenterede statsministeren også en klar strategi til de kommende måneder.

Her er det vigtigste værktøj fortsat vaccination, og derfor vil alle danskere over 50 år blive tilbudt et 4. stik mod coronavirus.

Plejehjemsbeboere og særligt sårbare vil være de første, der får tilbuddet. Det gælder fra 15. september. Herefter vil alle danskere over 50 fra 1. oktober få tilbudt et 4. stik. Nogle særligt sårbare vil allerede kunne få stikket fra næste uge.

Derudover er Danmark klar med en ny teststrategi, så vi hurtigt kan pcr-teste 200.000 om dagen, ligesom der undersøges muligheden for at forebygge voldsomme sygdomsforløb med en ny tabletbehandling.

Læs mere om det her.

Smitten stiger tidligere end ventet, siger Mette Frederiksen

Smitten stiger i det danske samfund lige nu, og det er usædvanligt årstiden taget i betragtning.

Sådan lyder det på onsdagens coronapressemøde med statsministeren og sundhedsmyndighederne.

- Vi har en ny variant, som spreder sig hurtigt i Europa og Danmark. Og den smitte er kommet tidligere end ventet, siger Mette Frederiksen.

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, kalder det "en sommerbølge, der er kommet uden for sæson".

Det er den nye Omikron-variant, BA.5, der nu er dominerende, og som spreder sig. Onsdag er 1958 konstateret smittet. Der er 249 indlagte med corona på sygehusene, hvoraf 6 er på intensiv.

De seneste år med corona har der ellers været faldende smitte i de varme måneder.

Bølge til efteråret

Ifølge Søren Brostrøm er forventningen, at den nuværende smitte vil stige de kommende uger for herefter at knække om en måned og være ovre om to måneder.

Men så vil en ny bølge formentlig ramme.

- Både vi og udenlandske eksperter vurderer, at der er en meget stor risiko for, at vi får en ny bølge til efteråret og vinteren, når det bliver koldt igen, siger Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut.

Hvornår den præcis kommer, og hvor slem den bliver, er svær at sige, lyder det. Det kommer nemlig an på, hvilken variant der vil ramme. Eksempelvis om det er en Omikron-variant, som mange har immunitet overfor, og som ikke er nær så farlig som den tidligere Delta-variant.

En klar strategi

Uanset hvor slem bølgen bliver, er der en klar strategi klar, lød det på pressemødet.

Her er det vigtigste værktøj fortsat vaccination, og derfor vil alle danskere over 50 år blive tilbudt et fjerde stik mod coronavirus.

Plejehjemsbeboere og særligt sårbare vil være de første, der får tilbuddet. Det gælder fra 15. september. Herefter vil alle danskere over 50 fra 1. oktober få tilbudt et fjerde stik. Nogle særligt sårbare vil allerede kunne få stikket fra næste uge.

Derudover er Danmark klar med en ny teststrategi, så vi hurtigt kan pcr-teste 200.000 om dagen, ligesom der undersøges muligheden for at forebygge voldsomme sygdomsforløb med en ny tabletbehandling.

Læs mere om det her.

Afghansk ministerium: Over 900 omkom ved jordskælv onsdag

Afghanistans katastrofeministerium siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at 920 omkom ved jordskælv onsdag nær grænsen til Pakistan. Tidligere rapporterede Reuters, at tallet var 950.

Ifølge ministeriet er mindst 610 kvæstet.

Hundredvis af huse er ødelagt, siger talsmænd for landets Taliban-regering.

Skælvet, som blev målt til 6,1, havde dets epicentrum nær den pakistanske grænse omkring 44 kilometer fra byen Khost i 51 kilometers dybde. Det rapporterer den amerikanske overvågning Geological Survey.

- Kraftige og langvarige rystelser i Kabul, skriver en indbygger i den afghanske hovedstad på en hjemmeside hos Det Europæiske Seismologiske Middelhavscenter (EMSC).

Efter årtier med konflikt står den forarmede befolkning uden beskyttelse mod naturkatastrofer. Verdensbanken siger, at over en tredjedel af den afghanske befolkning ikke er stand til at skaffe sig basale fødevarer.

Det afghanske katastrofeberedskab råder kun over få helikoptere og fly.

Rystelserne kunne mærkes i et område, som strækker sig over 500 kilometer gennem Afghanistan, Pakistan og Indien.

Også i Pakistans hovedstad, Islamabad, kunne rystelserne mærkes, men der er ikke rapporter om sårede eller dræbt i Pakistan.

Omkring 119 millioner mennesker i Pakistan, Afghanistan og Indien kunne mærke skælvet, skriver EMSC på Twitter.

Fotografier i afghanske medier viser huse, der er reduceret til murbrokker.

Skælvet ramte Afghanistan i en periode, hvor landet kæmper med en dyb økonomisk krise i kølvandet på Talibans magtovertagelse i august, da en amerikansk-ledet international styrke var blevet trukket ud af landet efter to årtiers krig.

Som reaktion på den islamistiske bevægelses magtovertagelse har mange af verdens regeringer indført sanktioner mod Afghanistans banksektor og stoppet milliarder af dollar i udviklingshjælp til det tilbagestående land.

I de seneste 10 år er over 7.000 mennesker omkommet underskælv i Afghanistan, viser tal fra FN's Koordineringskontor for Humanitære Anliggender. Skælv koster i gennemsnit 560 menneskeliv årligt i Afghanistan.