Nyt studie af Omikron-varianter vækker genlyd – det er et kapløb, siger Jens Lundgren

Da to nye Omikron-undervarianter i starten af maj begyndte at sprede sig i flere lande, manede eksperter til ro. De var måske mere smitsomme, men vaccinerne så ud til at give bred immunitet, lød det blandt andet.

En måned senere er der en del flere panderynker hos forskerne. Og i en sådan grad, at det europæiske center for smitteforebyggelse og -kontrol (ECDC) allerede i midten af maj ændrede undervarianternes status fra ”variant af interesse” til ”en bekymrende variant”.

Et helt nyt amerikansk studie viser i lighed med et tidligere laboratoriestudie nemlig, at Omikron-undervarianterne BA.4 og BA.5 ser ud til at være mere smitsomme end de allerede smitsomme Omikron-varianter BA.1 og BA.2.

Og endnu mere vigtigt: De ser også ud til at være meget bedre til at undvige den immunitet, der er opnået gennem tidligere smitte og vaccination.

- BA.4 og BA.5 er væsentligt mere modstandsdygtige (4,2 gange mere end Omikron BA.2) og dermed mere tilbøjelige til at føre til vaccinegennembrudsinfektioner, står der i det endnu ikke fagfællebedømte studie, der netop er blevet offentliggjort.

Det er endnu for tidligt at sige, om de nye undervarianter kan forårsage mere alvorlig sygdom end Omikron og andre Omikron-undervarianter, men ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, tyder data indtil videre på, at vaccination beskytter mod alvorlig sygdom.

Giver allerede stigende smitte i flere lande

Det betyder, at selvom varianterne måske ikke skaber alvorlig sygdom, som det for eksempel var tilfældet med Alfa- og Delta-varianterne, så vil de kunne skabe stigende smitte i samfundet.

BA.4 og BA.5 bliver bestemt taget alvorligt nu, fordi de har potentiale til at udkonkurrere Omikron BA.2

Jens Lundgren, professor

Det er allerede tilfældet i flere lande, herunder USA og Portugal. Og det kan minde om situationen, da Omikron BA.1 og BA.2 for mindre end et halvt år siden i Danmark overtog fra Delta-varianten, hvor samfundet blev lagt ned af syge danskere, der måtte krybe under dynen.

- BA.4 og BA.5 bliver bestemt taget alvorligt nu, fordi de har potentiale til at udkonkurrere Omikron BA.2. Det er svært at være 100 procent sikker, men der bliver brugt kvalitetstid på de her diskussioner, siger Jens Lundgren, der er professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet, til TV 2.

Tilpassede vacciner til andre varianter kan ikke forhindre smitte

Jens Lundgren havde ellers lovet sig selv, at han ikke ville udtale sig om nye varianter før til efteråret, siger han til TV 2.

Han gør det alligevel, fordi det amerikanske studie har skabt genlyd blandt verdens forskere. Og ikke mindst fordi studiet har betydning for efterårets vaccinationsprogram, som de danske myndigheder lige nu indsamler brikkerne til.

Det gælder både eksisterende immunitet i befolkningen og de tilpassede vacciner over for varianterne BA.1. og BA.2, der er klar.

Men alt dette kan BA.4 og BA.5 ændre, hvis de bliver dominerende. Blandt andet fordi de tilpassede vacciner eksempelvis ikke forhindrer smitte med varianterne BA.4 og BA.5.

- Vi vidste ikke, hvordan Omikron ville udvikle sig. Nu har den udviklet sig til 4 og 5. Det er et kapløb om at få så meget viden som muligt over for de varianter, som man forventeligt kommer til at se i efteråret og vinteren, og for at finde ud af, hvordan vi bedst beskytter os imod dem, siger Jens Lundgren.

Han understreger, at det stadig er for tidligt at sige noget konkret om, hvad efteråret og vinteren vil bringe – og derfor også for tidligt at bekymre sig. Samtidig forventer han ligesom WHO, at vaccinerne fortsat vil beskytte mod alvorlig sygdom, selvom personer stadig kan blive smittet.

Han siger dog også til TV 2, at virussen er ustabil og ikke har fundet sin endelige version endnu:

- BA.4 og BA.5 er højst sandsynligt ikke “end-game” af Omikron. Vi må forvente, at der kommer yderligere undervarianter.

Portugal har nu den anden højeste smitterate i verden

Ifølge ECDC var der allerede i begyndelsen af maj stigende smitte i Portugal forårsaget af BA.5, ligesom de portugisiske myndigheder vurderede, at den ville blive den dominerende variant 22. maj.

Torsdag oplyste de portugisiske myndigheder, at BA.5. står for 90 procent af smittetilfældene i en ny smittebølge i landet, der nu har verdens anden højeste smitterate.

Også torsdag oplyste Statens Serum Institut (SSI), at mens Omikron-varianten BA.2. stadig står bag de fleste smittetilfælde i Danmark, så er BA.5 steget med 135 procent om ugen.

- Det kan øge smittestigninger, som det er set i andre lande, oplyste SSI.

I starten af maj lød vurderingen ellers fra SSI, at de to nye varianter ikke ville kunne udkonkurrere den Omikron-variant BA.2., som lagde størstedelen af danskerne ned for blot fire-fem måneder siden.

SSI oplyser til TV 2, at der er en ny, opdateret risikovurdering på vej om de to undervarianter.

Der er også flere tilfælde af varianten BA.2.12.1 i Danmark, men den er "kun" steget med 52 procent ugentligt.

Ifølge det amerikanske studie er denne variant "kun" 1,8 gange mere modstandsdygtig end BA.2.-varianten, når det gælder tidligere vaccinerede.

Hun fik fjernet sine numseimplantater akut – seks måneder senere fik hun en operation igen

35-årige Nadia Tornehave frøs og havde kvalme, da hun vågnede i den hvide hospitalsstue i Istanbul i Tyrkiet.

Hun havde lige været igennem en stor operation for at få en større numse.

Men trods bivirkninger fra narkosen havde hun det godt. Hendes numse var ”superflot”.

Det var først, da hun kom hjem til Danmark, at det gik skævt.

Et af sårene fra operationen begyndte at væske, og hendes veninde, der er sygeplejeuddannet, måtte skifte hendes forbinding flere gange.

Derfor endte Nadia Tornehave med at tage på hospitalet i Odense, hvor lægerne konstaterede, at hun havde et kæmpe hul på ballen. Og derfra gik det stærkt med hasteindlæggelse og akut operation.

- De stod otte mand om mig for at finde ud af, hvad der skulle ske, siger Nadia Tornehave til TV 2 ECHO.

Flere udenlandske numseløft

Et numseoperation – eller Brazilian Butt Lift – bliver vurderet til at være den farligste skønhedsoperation. Ifølge tal fra branchen dør i gennemsnit én ud af 3000 fra komplikationer.

Alligevel får stadig flere foretaget operationen. International statistik viser, at Brazilian Butt Lift er det kirurgiske skønhedsindgreb, som stiger mest i popularitet.

Og mange får foretaget operationerne i udlandet. Selvom de danske myndigheder ikke har tal på, hvor mange der årligt rejser fra Danmark til udlandet for at få ændret noget på deres krop eller ansigt, er den type rejser efterhånden et kendt fænomen.

En Google-­søgning giver et hav af eksempler på bureauer, der tilbyder kosmetiske operationer i udlandet.

Og Nadia Tornehave er med til at bidrage til denne udvikling. Hun har ikke bare fået foretaget en numseoperation én gang, men to gange.

Min krop, mit valg

Efter Nadia Tornehave fik fjernet sine implantater på Odense Universitetshospital, faldt hendes infektionstal.

- Lægerne sagde til mig, at hvis jeg ikke var kommet ind, men havde gået med det et par dage, så kunne det godt have endt fatalt. Jeg vil sige, det var hårdt de første to-tre måneder, da jeg stadig lå på maven og ikke kunne gå, siger Nadia Tornehave til TV 2 ECHO, der har mødt hende til en snak om den populære operation.

Men alle komplikationerne til trods valgte Nadia Tornehave alligevel at få foretaget en ny numseoperation.

Efter seks måneder tog hun tilbage til Tyrkiet for at få fylde i sin numse. Denne gang med fedt fra sin egen krop i stedet for implantater.

- Jeg tænker, der er mange, der synes, jeg er kugleskør at turde det en gang til, men det er min krop og min måde at være på, siger hun.

Fra tyk til tynd

Nadia Tornehave har fået lavet mange ting ved sit udseende: læber, en maveskindsoperation, vipper, botox, hårextensions, bryster og tatoveringer.

Som ung var hun superatletisk, men som 19-årig fik hun en skade, der betød, at hun ikke kunne dyrke elitegymnastik.

Derfor blev hun tyk, fortæller hun. Men med en kostomlægning tabte hun sig en masse kilo. Og deromkring begyndte hun også at dyrke skønhedsoperationer og ikkekirurgiske indgreb.

- Jeg fik lavet mine bryster. De var som en sok med en femmer, efter jeg havde tabt mig. Det var ikke så heldigt, siger hun:

- Jeg kan godt lide, man kan renovere sig selv, hvis man er utilfreds.

Men du fået lavet to Brazilian Butt Lift, som er den farligste skønhedsoperation. Hvorfor?

- Jeg vidste faktisk ikke, det var så farligt. Men jeg har fået en kunstig hofte, som har gjort, at jeg ikke kan træne min numse. Den gør kronisk ondt, så jeg kunne ikke træne mig til en fyldigere numse, siger Nadia Tornehave.

Kunne du ikke hvile i måden, du ser ud på?

- Jeg kan godt lide at gå op i mig selv. Det har jeg altid gjort: taget makeup på og haft afbleget mit hår. Jeg har altid været sådan en poptøs, siger hun.

Farlige udenlandske operationer

Det er særligt i udlandet, at man skal være på vagt, hvis man vil have foretaget et Brazilian Butt Lift.

Det siger Benedikte Thuesen, der er speciallæge i plastikkirurgi og medejer af Københavns Privathospital.

- Hvis det er den rigtige, som udfører indgrebet, er det ikke så farligt. Men lad være med at tage til udlandet, for du aner ikke, hvilke hænder du ender i, siger Benedikte Thuesen.

Hun fortæller, at det farlige ved Brazilian Butt Lifts er, at det ikke er en operation, man er så vant til at lave. Og samtidig har det stor betydning, hvordan du sprøjter fedt ind i numsen.

- Hvis du sprøjter det ind i muskulaturen og ind i de store kar, så risikerer du blodpropper. Og det er det, man kan dø af, siger hun.

Seks uger efter operationen

Det er seks uger siden, Nadia Tornehave var i Istanbul og få foretaget sin anden numseoperation.

Her måtte kirurgen stoppe undervejs, fordi der kom indre blødninger i hendes mave, da han samlede fedt op derfra.

Ifølge klinikken, der foretog operationen, skyldtes det, at Nadia Tornehave ikke havde nok fedt. Dét havde Nadia Tornehave fået forklaret inden. Heldigvis var komplikationerne milde.

- Da de fedtsugede maven, ramte de et eller andet. Jeg har meget arvæv efter min maveskindsoperation, forklarer hun.

Men trods komplikationer og smerter er Nadia Tornehave "meget, meget glad" for sin numseoperation, som man er ved at kunne se det færdige resultat af, efter hævelsen har lagt sig.

Du har måttet få fjernet dine balleimplantater akut, du har været flere måneder om at hele, og du har fået lavet en Brazilian Butt Lift, der er gået fint. Er det det hele værd?

- Jeg er meget glad. Jeg får det ikke lavet for min mand eller Instagram eller min søn eller nogen andre. Det er for mig. Og jeg er meget glad, siger hun.

Dronning Elizabeth må droppe gudstjeneste efter ubehag

Dronning Elizabeth deltager ikke i en gudstjeneste, der holdes fredag i kirken St. Paul's Cathedral i London.

Det skyldes, at hun torsdag har "oplevet ubehag".

Det oplyser det britiske kongehus torsdag aften ifølge Sky News.

- Taget turen og den påkrævede aktivitet, som det kræver at deltage i gudstjenesten i St. Paul's Cathedral, i betragtning, har majestæten med stor modvilje konkluderet, at hun ikke deltager, lyder det.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tale om bevægelsesbesvær.

Den 96-årige dronning deltager dog i en fakkeltænding på Windsor Castle torsdag aften.

Flere afbud de sidste dage

Fejringen af hendes 70 års-regentjubilæum begyndte torsdag og varer i fire dage.

Der har det seneste år været bekymringer i kongefamilien og i befolkningen om monarkens helbred.

I maj måtte tronfølgeren, prins Charles, agere vikar ved parlamentets åbning, fordi dronningen oplevede "forbigående problemer med mobiliteten", lød det fra kongehuset.

Samme måned missede hun også flere sommerfester, ligesom hun fik covid-19 i februar.

I oktober sidste år tilbragte hun en nat på hospitalet. Her fik hun foretaget en række undersøgelser. For hvad vides ikke.

Også dronningens søn prins Andrew går glip af fredagens gudstjeneste. Han er blevet smittet med covid-19, oplyste kongehuset tidligere torsdag.

Længst regerende britiske monark

Ifølge BBC's royale korrespondent Sean Coughlan må aflysningen være sket med stor ærgrelse.

Han lægger vægt på, at dronningen er meget troende. Derfor må gudstjenesten fredag have været en af hendes højeste prioriteringer i weekenden.

Men torsdagens program har altså udløst noget af det bevægelsesbesvær, som også tidligere har fået dronningen til at aflyse flere begivenheder, lyder det.

Den britiske dronning har regeret 70 år og næsten fire måneder. Det er længere end nogen anden monark i britisk historie.

– Drengene vidste, at hvis de ikke lod sig udnytte, så kom lussingen fra helvede

Igennem adskillige år udnyttede en ledende hooligan fra Brøndby sin magt over helt unge drenge. Til at misbruge dem seksuelt og til at opretholde et voldsregime, der gør, at 16 ofre sidder tilbage med dybe ar på sjælen.

Det er konklusionen fra anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi, der kræver den 29-årige mand idømt forvaring.

Manden nægter sig skyldig i alle anklager. Men anklagemyndigheden er ikke i tvivl. Han er psykopat. Han er manipulerende. Kalkulerende. Og farlig.

Sådan lød det torsdag ved Retten i Glostrup på retssagens sidste dag, inden der falder dom.

I løbet af 12 retsdage har retten hørt forklaringer fra 16 forurettede og 18 vidner.

Lussingen fra helvede

Udover en kvindelig ekskæreste er de forurettede drenge og unge mænd, hvor den yngste var 14 år, da overgrebene begyndte ifølge tiltalen. Vidnerne har blandt andet været deres mødre, kærester og venner.

De har fortalt om vold, trusler, ydmygelser og seksuelle overgreb begået af den samme mand. Den 29-årige hooligan. I alt 51 anklagepunkter. Over 1300 seksuelle overgreb.

Ifølge anklageren forklarede de, hvordan den tiltalte kunne skifte personlighed på et splitsekund. Fra sød og rar til voldelig og uhyggelig. Fra voldtægtsmand til omsorgsfuld storebror.

Hvordan hans ord var magt. Hvordan de altid holdt øje med telefonen, fordi de skulle være klar, hvis han skrev. Hvordan man ikke skulle sige ham imod, når han ”fik døde øjne”. Hvordan man blev smadret, hvis man ikke fulgte hans uforudsigelige regler.

- Drengene vidste, at hvis de ikke lod sig udnytte, så kom lussingen fra helvede, så kom volden, sagde anklager Morten Frederiksen under sin procedure.

Ifølge anklageren har det stor betydning for sagen, at den er foregået i hooliganmiljøet under påvirkning af rocker- og bandemiljøet. Et miljø, hvor vold er en del af dagligdagen. Hvor man ikke siger lederen imod. Hvor loyalitet er alt, og hvor man ikke sladrer til politiet.

Det var ifølge anklageren det perfekte miljø for den tiltalte til at finde sine ofre. Det var derfor, at så omfattende et misbrug kunne finde sted i så mange år med så mange ofre, mente anklageren.

I retten har vidner – både forurettede og en politibetjent – forklaret, at tiltalte var lederen af hooligangrupperingen BHD (Brøndbys Hårde Drenge) og underfraktionen BHY (Brøndbys Hårde Yngre), selvom han selv afviste, at han var leder.

De forurettede, som også var med i hooliganmiljøet, var med anklagerens ord ”de små drenge, hans soldater”, som så op til ham og frygtede ham.

Ifølge psykologudtalelser har flere af drengene udvist klassiske symptomer på, at de har været udsat for grooming og seksuelle overgreb.

I retten læste anklageren op, hvad psykologundersøgelserne ellers havde fundet tegn på hos drengene. Det var blandt andet angst, depression, hashmisbrug, selvmordsforsøg, selvbebrejdelse, mareridt, søvnproblemer og frygt for aldrig at få et normalt liv igen.

Planlagt af rockere?

Forsvarsadvokat Christina Schønsted mener, at den tiltalte skal frifindes. Men ligesom anklagemyndigheden hæfter hun sig ved det hooliganmiljø, der har været omdrejningspunkt for sagen. Et miljø, hvor homoseksualitet er fuldstændigt uacceptabelt.

- Det er lige præcis derfor, at min klient har ønsket at hemmeligholde sine seksuelle relationer med de her unge mænd, og ikke fordi det er sket mod deres vilje, sagde hun i sine afsluttende bemærkninger.

Hun mener ikke, at anklagemyndigheden har løftet bevisbyrden udover enhver rimelig tvivl.

Til gengæld finder hun det sandsynligt, at nogen ”højere oppe i systemet” – i det rockerbandemiljø, der i høj grad styrer hooliganmiljøet – ville have tiltalte af vejen, fordi han nægtede at indordne sig.

Derfor blev han forsøgt likvideret ved den skudepisode 5. februar 2021, der fik sagen til at rulle. Det var plan A. Da den fejlede, lød plan B, at han skulle anmeldes for seksuelle overgreb.

Hvis retten alligevel finder den 29-årige mand skyldig, mener forsvarer Christina Schønsted, at seks års fængsel vil være en passende straf.

Anklagemyndigheden går derimod efter forvaring. Det er en tidsubestemt straf, som varer, indtil en domstol vurderer, at den dømte ikke længere er til fare for samfundet.

Dertil ønsker anklagemyndigheden et bolig-, opholds- og besøgsforbud. Det vil blandt andet betyde, at han ikke må opholde sig i Rødovre og Brøndby, og at han ikke må få besøg af børn under 18 år uden en voksen.

Ifølge anklageskriftet var tre af drengene 14 år, da overgrebene begyndte. Men efter deres forklaring i retten mener anklagemyndigheden nu, at to af de drenge var fyldt 15.

Der falder dom i sagen 8. juni.

Mand skyder og dræber fire på hospitalskompleks i Oklahoma

Fire mennesker er blevet skudt og dræbt i en bygning på et hospitalsområde i byen Tulsa i den amerikanske delstat Oklahoma.

I alt er fem mennesker døde, heriblandt gerningsmanden, som tilsyneladende tog livet af sig selv. Der er tale om en mand mellem 35 og 40 år.

Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge vicepolitichef i Tulsa Eric Dalgleish menes ofrene at være både ansatte og patienter.

Bevæggrund stadig ukendt

Skyderiet fandt sted onsdag eftermiddag lokal tid, da en mand bevæbnet med en riffel og en pistol af indtil videre ukendte årsager åbnede ild på anden etage i hospitalsbygningen.

Da betjente nåede frem til stedet, "fandt de et par mennesker, der var blevet skudt", fortæller politichef Richard Meulenberg.

- Et par andre var allerede døde på det tidspunkt, siger han ifølge Reuters.

- Vi fandt også ham, som vi mente og stadig mener er gerningsmanden, da han havde en lang riffel og en pistol på sig, tilføjer han.

Politiet i Tulsa skrev i et opslag på Facebook kort før klokken 18.00 lokal tid, at gerningsmanden var død uden at oplyse hvordan.

- Betjente er i færd med at undersøge alle lokaler i bygningen for at tjekke for yderligere trusler, oplyste politiet i opslaget ifølge nyhedsbureauet AP.

- Vi ved, at der er adskillige sårede og potentielt adskillige døde.

Det er endnu uvist, hvor mange sårede der er tale om.

Sker få dage efter skoleskyderi

Skyderiet finder sted kun otte dage efter et skoleskyderi i Uvalde i delstaten Texas. Her gik en 18-årig mand ind på en skole og skød og dræbte 19 børn og to lærere.

Politichef Richard Meulenberg beskriver gerningsstedet som "katastrofalt", skriver AP.

Campus på hospitalet Saint Francis Health System gik i lockdown onsdag eftermiddag lokal tid som følge af situationen i Natalie Medical Building. Denne bygning huser et ambulant operationscenter samt et brystsundhedscenter.

Det Hvide Hus oplyser ifølge Reuters, at præsident Joe Biden er orienteret om skyderiet.

Ellemann og Frederiksen vil rydde miner med EU i Ukraine

Den sidste partilederdebat inden folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet onsdag blev tirsdag aften afholdt på DR.

Her fyldte situationen i Ukraine igen, og statsminister Mette Frederiksen (S) tror, at en eventuel fredsbevarende styrke i Ukraine efter krigen vil være i EU-regi.

- Hvis vi har et forbehold i den situation, så vil Danmark ikke kunne deltage. Det vil jeg synes, er ærgerligt, og jeg vil faktisk også synes, at det er forkert, siger hun i indledningen af debat.

Vil hjælpe med minerydning

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen nævner senere konkret minerydning, som han ser, Danmark skal deltage i, når krigen er forbi i Ukraine.

- Vi ved, at russerne minerer Ukraine helt vildt. Det er verdens kornkammer det her. De minerer overalt i Ukraine. Det skal vi da være med til at forhindre, at mennesker bliver slået ihjel af, siger Ellemann-Jensen.

I slutningen af debatten vender Mette Frederiksen igen tilbage til emnet.

- Nu har vi tidligere talt om minerydning. Det er ikke så lang tid siden, at jeg var i Ukraine. Russerne smider miner over det hele, ødelægger eksporten af fødevarer og slår mennesker ihjel. Det er et sted, hvor det vil være naturligt for Danmark at engagere sig, siger statsministeren.

De to partiledere anbefaler begge et ja til at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet. På den modsatte side står blandt andre Mai Villadsen, politisk ordfører for Enhedslisten.

Enhedslisten: Kan hjælpe uden at afskaffe forbehold

Hun mener, at der sagtens kan hjælpes i Ukraine uden at forbeholdet afskaffes.

- Det gode er jo, at vi kan bidrage og hjælpe i Ukraine allerede i dag. For en måned siden sendte regeringen og Folketinget penge til minerydning eksempelvis.

- Jeg mener også, at vi skal hjælpe med fredsbevarende styrker, men det er der også mulighed for – ikke under EU-flag, men på anden vis, siger Mai Villadsen i en direkte debat med Mette Frederiksen under partilederdebattens indledning.

Både Morten Messerschmidt (DF) og Pernille Vermund (NB) ser hellere, at danske ressourcer prioriteres andetsteds end i EU's militære samarbejde.

- Det eneste, det vil bidrage til, når I trykker på ja-knappen og sender danske soldater afsted, det er, at I tager dem fra, hvor de er i dag, siger Messerschmidt henvendt til partierne, der anbefaler et ja ved folkeafstemningen.

Pernille Vermund pointerer flere gange, at Danmark skal "prioritere vores indsats i Nato-alliancen".