Den ældre herre i midnatsblåt jakkesæt og stilfuldt matchende slips ler hjerteligt.
- Hold kæft, hvor er du sød, udbryder han.
Han sidder i et lille læskur af blik med et tykt lag halm under sig. Hans pæne lædersko er sølet til af mudder. Men det generer ham ikke.
Han har fuldt fokus på Siegfred. Grisen, der står foran ham og puffer til ham med sin fugtige tryne.
- Hva' så? Hvad har du gang i? siger han med opmuntrende stemmeføring. Han gnubber grisen bag ørerne.
Manden er 79-årige baron Peter von Kohl, pensioneret freelancejournalist og passioneret forkæmper for dyrs rettigheder.
Han er uhelbredeligt syg af kræft. Men i virkeligheden betyder hans helbred ikke så meget for ham. Han går mere op i, hvordan Siegfred og hans artsfæller har det.
Stedet, hvor han befinder sig, er Dyrenes Frie Farm på Sydfyn. Et refugium for dyr, som er blevet reddet fra en trist skæbne. Deriblandt Siegfred, som stak af fra en slagtetransport, og dens bofælle Frida, der blev frikøbt fra en svineproducent.
Stemningen hos de frie, glade grise står dog i skarp kontrast til en oplevelse, Peter von Kohl havde et par dage forinden. Her besøgte han en stor produktionsgård et andet sted på Fyn, hvor forholdene chokerede ham dybt.
Hvad det konkret var, der chokerede ham, og hvorfor han har en særlig forkærlighed for grise, vender vi tilbage til.
Først skal det handle om manden selv; den karismatiske Peter von Kohl, eller "dyrenes stemme", som han ynder at kalde sig.
Han tilhører en gammel tysk-svensk adelig slægt med flere generationer af højtstående militærfolk og søhelte, der har kæmpet i kongens tjeneste. Men selv har han viet sit liv til at kæmpe for de umælende dyrs rettigheder.
Gennem mere end 30 år har han forsøgt at påvirke EU-politikerne til at sætte dyrevelfærd på dagsordenen. Han har produceret tv og radio, deltaget i demonstrationer, holdt taler og rejst rundt i verden for at stoppe mishandling af dyr.
I dokumentaren 'Baronen i grisestien' følger vi ham gennem syv år, og her oprulles historien om hans begivenhedsrige liv og aldrig svigtende kamp for dyrenes sag. Programmet vises tirsdag på TV 2.
Senest har kræftdiagnosen gjort ham ekstra bevidst om, at han har begrænset tid tilbage.
Men det skal ikke afholde ham fra at fortsætte sin livsmission.
Nu har han bare fået mere travlt.
"Bare dyr" findes ikke
Hjemme hos Peter von Kohl i hans lille lejlighed i Helsingør hænger der billeder overalt.
Af afdøde slægtninge af den adelige von Kohl-slægt, af Den Kongelige Livgarde, som han selv som ung tilbragte fem år i, og af en række kendte og prominente personer, han har mødt, deriblandt Dalai Lama, prins Henrik og paven.
Men der er også mange billeder af dyr.
For i Peter von Kohls verden fylder dyrene mindst lige så meget som menneskene. Og de har samme eksistensberettigelse.
Det gælder for eksempel også de møl, der frit flyver omkring i hans stue og æder huller i uldtæppet på skrivebordsstolen.
I stedet for at bekæmpe de bevingede væsner med mølpapir afleverer han tæppet hos den lokale syerske Susan, der reparerer det. Igen og igen. Så er der også fast arbejde til hende, som han siger med et smil.
Peter von Kohl kan sagtens se det sjove i situationen. Men det er helt grundlæggende for ham, at et liv er et liv, og han skelner ikke mellem dyrs betydning.
- Man kan ikke sige om noget dyr, at det "bare" er et dyr. For så kan man lige så godt sige "bare mennesker" om dem, der dør i Ukraine, og sådan kan man jo ikke anskue sine omgivelser, siger han og tilføjer.
- Dyr er jo intelligente individer med følelser, karakter og personlighed. For eksempel viser undersøgelser, at grise er mere intelligente end hunde. Du drømmer ikke om, hvor meget de indeholder.
Det kan gøre ham virkelig vred, når mennesker behandler dyr respektløst. Eller endnu værre når de udsætter dem for lidelser.
For meget ondskab mod dyr
Peter von Kohls indignation på dyrenes vegne begyndte allerede, da han var barn.
Jeg har oplevet ting, som er så modbydelige, at du ikke vil tro det.
Peter von Kohl, pensioneret freelance-journalist
Indtil han blev teenager, boede han på landet ved Farum, hvor han dagligt var i kontakt med dyr, både husdyrene på gårdene og det vilde dyreliv i naturen. Og det betød meget for ham.
Men det var også her, at han fik de første skræmmende oplevelser af det, som han opfatter som menneskers hensynsløse måde at behandle dyr på.
- På min skolevej kom jeg en dag forbi seks mænd, der hængte en gris op i levende live, hvorefter de skar halsen over på den. Grisens dødskamp og angst gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, siger han.
De slagteprocesser, som han var vidne til på landet som barn, skar sig så dybt ind i sjælen på ham, at det blev en drivkraft til at kæmpe på dyrenes vegne.
- Der er så meget ondskab i verden mod dyr. Jeg har oplevet ting, som er så modbydelige, at du ikke vil tro det. Jeg kan ikke bære det. Så jeg har selv gjort, hvad jeg kunne for at gøre politikere opmærksomme på dyremishandling rundt om i Europa, siger han.
Noget af det, som han har sat fokus på, omtaler han som "brutal nedslagtning" af gadehunde i Rumænien og "skånselsløs aflivning" af udtjente væddeløbshunde, der blandt andet hænges fra broer i Spanien.
Hans 5000 Facebook-venner, hvoraf størstedelen er dyrevenner fra mange forskellige lande, holder ham informeret om udviklingen på dyreområdet i deres del af verden og sender ham videoklip. Med både godt og dårligt nyt.
For nylig modtog han en video af en zoologisk have i Kina, hvor man lukkede en ko ind i et løvebur som levende foder for de glubske rovdyr.
Åbenbart til stor moro for publikum.
Med dialogen som våben
Trods sin store vrede og indignation på dyrenes vegne har Peter von Kohl valgt at holde den gode tone, når han forsøger at få mennesker til at åbne øjnene for den virkelighed, vi udsætter dyrene for.
- Jeg er altid disciplineret i dialogen. Det hjælper ikke at hidse sig op, som det lyder fra den diplomatiske dyreaktivist.
For han tror på, at man kommer længst med dialog, og han véd, at han gennem tiden har påvirket rigtig mange indflydelsesrige personer med sine synspunkter.
Hen ad vejen er der da også sket små fremskridt på dyreværnsområdet.
Et af dem var at få vilde dyr ud af cirkus. I 2018 vedtog Folketinget, at det skulle være forbudt at lade elefanter, zebraer og søløver optræde i cirkusforestillinger.
- Det var en generel sejr for en af de sager, jeg har kæmpet for, siger han.
Mange vil nok huske, da sagen blev drøftet i Folketingssalen, og statsminister Mette Frederiksen fik et grineanfald over, at elefanten Ramboline og kamelen Ali fra Cirkus Arena var venner, og derfor skulle have lov at gå på pension sammen.
Overordnet set mener Peter von Kohl dog, at der sker alt for få lovændringer.
- Jeg er dybt skuffet over udviklingen i lovgivningen omkring dyr. Man udskyder i stedet for at handle, som han siger i dokumentaren ’Baronen i grisestien’.
Herhjemme er det især forholdene for dyr i fødevareindustrien, som han mener kunne trænge til en grundig opdatering.
Tilbage til Peter von Kohls besøg på produktionsgården på Fyn, hvor han fik et af sit livs værste oplevelser.
Under rundvisningen i staldene så han, hvordan grisene stod i båse med meget lidt plads.
Han så, hvordan søer stod på en lang række, mens de ventede på at blive insemineret. Hver so var placeret mellem to metalbøjler, der stod så tæt, at der ikke var plads til at lægge sig ned. Sådan skulle de stå i 14 dage.
- Kunne du tænke dig at stå op i to uger?, spurgte Peter von Kohl gårdejeren Kristen.
- Nej, det ville da ikke være særlig rart, svarede Kristen.
Forholdene overholder dog lovens krav.
Peter von Kohl fortæller, at han flere gange på turen rundt i stalden måtte kæmpe imod gråden. Alene synet af de fine, små nyfødte ”grislinger”, som han kalder dem, og tanken om, hvilket liv, de nu skulle igennem, var hjerteskærende.
Ifølge Peter von Kohl var den værste oplevelse, han fik under besøget, da transportvognen kom for at hente det ugentlige hold grise til slagtning. Her kunne han ikke længere holde tårerne tilbage.
- At se ind i øjet på en slagtegris og mærke dens angst. Det er noget af det værste, jeg har oplevet. Grise er så intelligente, at de er fuldt bevidste om, at noget er ravruskende galt. Det ved man, når man kender dyrene, siger han.
I Danmark produceres der hvert år over 30 millioner grise.
Selvom Peter von Kohl er veganer og personligt ikke kunne drømme om at slå så meget som et møl eller en myre ihjel, forlanger han ikke af andre mennesker, at de skal holde op med at spise kød.
Men han forlanger, at de sætter sig ind i, hvad det er, de spiser.
Eksempelvis kan han finde på at stille sig op ved en pølsevogn og konfrontere kunderne:
- Er du klar over, hvad det er, du spiser, spørger han, når folk står med en fransk hotdog i hånden eller et par grill-pølser på en paptallerken.
Og hvis de så svarer, at de tror, at kødet stammer fra øko-grise, som har haft det godt, er den dyrevenlige baron ikke bleg for at svare igen.
- Dyrene har lidt, fra de bliver født og til de bliver slået ihjel på den mest modbydelige måde, siger han og henviser til en slagteproces, hvor grisene bliver gasset med en høj koncentration af kuldioxid, som de reagerer meget voldsomt på.
Dyreaktivisters videooptagelser fra sådan et gaskammer viser, hvordan de paniske grise gisper, kaster med hovederne og skriger, indtil de normalt mister bevidstheden efter cirka 30 sekunder.
Peter von Kohl mener at grisene udsættes for unødvendige lidelser ved gasningen, som efter hans mening burde erstattes af en mere human løsning. Eventuelt ved at grisene får stød, så de aflives øjeblikkeligt.
- Der findes flere alternative løsninger, som er mere skånsomme, mener han og tilføjer.
- Hvis forholdene skal ændres, er det forbrugernes ansvar.
Mærkning af alle fødevarer med information om, hvilket liv dyret har haft, før det ender som ”ligdele på en tallerken”, som Peter von Kohl udtrykker det, er et tiltag, som efter hans mening ville have den største holdningsændrende effekt hos forbrugerne.
Håbet om forandring
Indimellem bliver Peter von Kohl ramt af modløshed.
I takt med at kræften breder sig i hans krop, mister han efterhånden troen på, at hans hjertesag vil vinde genklang i samfundet.
For nytter det overhovedet noget at kæmpe for dyrs rettigheder? Er der nogen, der lytter?, tænker han.
Men så kommer han alligevel på bedre tanker.
Han glæder sig over de små tegn på, at der sker en forandring. At antallet af veganere stiger støt, og at der opstår flere dyreværnsforeninger rundt om i verden. Selv i Kina.
Hans store håb er, at tiden arbejder for sagen, og at andre vil tage over, når han ikke selv er her længere.
Indtil da fortsætter han ufortrødent sin mission – nu på livsforlængende medicin.
For så længe det er muligt at forbedre forholdene for bare nogle enkelte dyr, er det fortsat værd at slås for, mener han.
Og når han selv en dag skal herfra, vil han begraves i en papkiste, så ormene hurtigst muligt kan komme til.
Se 'Baronen i grisestien' tirsdag klokken 20.40 på TV 2 - eller lige nu i en uforkortet version på TV 2 PLAY.